Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Sine Hænder holdt hun korslagt lige under Brystets blodige Roser, og sit hvide Blik havde hun naglet til Sølvers Øjne, som Linedanseren har sit Øje rettet mod Snorens yderste Endepunkt. Og Sølver rejste sig grebet af Forfærdelse, og uden at slippe hendes Øjne gik han ned i Læsiden til Skibsbordets Indgang, hvis Tærskel ikke laa højere end selve Vandet. Og Gro nærmede sig stedse. Og nu traadte hun ind ad Skibsbordet, og Sølver veg tilbage. Skridt for Skridt fulgte hun ham med det dødblege Ansigts smertelige Blik opsuget af hans. Og han veg over til det andet Bord, veg, til han følte det haardt i Ryggen. Men Gro skred frem, og det var ikke muligt at standse hende — han følte det, som vilde hun trænge ind i ham som en afskudt Pil i sit Maal. Men i sidste Nu, da hendes Klædebon allerede flagrede imod ham, kastede han sig med et højt Skrig til Siden og saa med en besynderlig Gysen, at Gro gik frem, gik gennem Rælingen som gennem Luft og forsvandt i Havet paa den anden Side,

        

122 mens Sølver laa stønnende paa Dækket og kun foran sig saa den røde Rose, faldet fra hendes ene Bryst, drivende som levende Blod paa Dækket.…