Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Saa stod Sølver op og traadte hen til Pletten. Han bøjede sig og tog i sine Fingre et lille Guldkors, hvis seks smaa slebne Stene ligesom i sig selv udstraalede Maaneskin. Det var som Maanelyset laa inde i hans Haand. Han lod det lille Kors glimte og glimte, og hans Hjerte slog af vidunderlig Glæde; thi det maatte være Gros Kors — det var det, han havde set i Drømme ved hendes Rosenkrans. Gro havde altsaa været i hans Fængsel. Lige nu var hun kommen og forsvunden som et Syn; men Korsets Maaneskin var dryppet fra hendes 130 Rosenkrans — han holdt det i sin Haand som et uimodsigeligt Bevis for det vidunderlige Faktum, at Gro var hans Nætters Gæst, om naturligt eller overnaturligt, vilde han ikke længer spørge. Han knælede, idet han kyssede de kølige Sten i Korset, og han bad til Gro; thi han følte hendes Sjæl i sin umiddelbare Nærhed og fornam hendes Brysters Aandedrag og hendes stærke Drømme som et hedt Pust rettet imod Solvers Hjerte.