Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Sølver følte i sit Hjerte en svulmende Taknemlighed mod Natten og dens mægtige Herre. Han kendte saa lidt til Livet i dets Uendelighed af Former og forstod intet af, hvad han saa. Men han fornam Naturens sunde Søvn som en mild Fællesmagt, der omsluttede Hest og Fugl, Ko og Insekt, Blomst og Bær, Orm og Kryb, hvert lille Skud og hvert lille Dyr i et uhyre Moderskød, hvor alle var ens, alle lige smaa, men alle lige trygge. Og Sølver strakte sine Arme mod dette høje ubegribelige, han favnede det i sin Sjæls Fylde, og han følte Taknemlighed mod den Stjerne, der lyste gennem Løvet, mod Bladenes melodiske Raslen, 140 mod det fine Døgnflueliv, der spredte sine Yinger til Parringstimens søde Frihed, inden Døden kom eller Larvelivet igen begyndte, mod den sølvstøvede Natsværmer, der strejfede hans Kind, mod al den befrugtende Sæd, Natten var svanger med, mod Blodets stærke Banken i sine Arme, mod selve den Guddomslykke at føle sin egen Sjæl, at leve, at længes, at attraa Elskoven som Fuldkommengørelsens Lyst indtil Døden.