Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Sølver svarede hende i samme Hvisken, hvori hun selv aandede Ordene frem. Hans Hænder famlede over hendes og op over hendes nøgne Arme med en usigelig Forsigtighed, som var hendes Hud belagt med uendelig fine Guldblade og han var angst for, at de skulde klæbe ved hans Fingre. Men endelig lukkede sig hans Favn om hendes Hals, og han følte en underlig Knitren i sine Fingerspidser, da de rørte hendes tørre silkebløde Haar. Hans Mund kom nær til hendes og blandede sin varme Aande med det Pust, der ligesom koldt kom fra hendes Læber. Han drog nøjagtig Aande i samme Takt som hun — det var, som bøjede hans nøgne Hjerte sig mod hendes, saa de med eet berørtes — da brændte Blodet ud i hendes Kinder og straalede over i hans, skønt de ikke laa til hinanden. Og Blodet tændtes i hele hendes Hud, og Sølver skjalv et Øjeblik for, at denne Antændelse skulde være Begyndelsen til Opvaagnen.