Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Saa bar Sølver sin vidunderlige Byrde til 148 sit Leje. Først var den let som det Barn, den hellige Kristoforus bar; men for hvert Skridt han tog, steg Havet i hans eget Blod, og Byrden blev til en tungtaandende Kvinde, mere og mere virkelig, mere og mere knugende. Og dog tog han om hende, som man tager om en fuldmoden Valmue for at skærme den mod Vinden, at den ikke skal afblades. Men da han lagde hende paa Lejet, og hans Hænder nænsomt gled ned over hendes hele Skikkelse, var det med samme Følelse som den, hvormed man slanger sine Fingre gennem sitrende blaa Luer. Ja, som en Lue laa hun her paa hans Leje, en slumrende Luc, der sitrede mod hans Ansigt, mod hans Hjerte, mod hans Manddom. Alle de forvirrede Tanker, der mylrede frem af hans Hjerne, blussede bort som gnistrende Fnug over denne Lue: Han erindrede ikke de tusind tilbedende Bønner, han havde sendt mod dette Jomfruelighedens Alter, ikke sit Fængselslivs fastende Askese, der var bleven ham hellig, han mindedes ikke Tid eller Sted, ikke sine egne Løfter, han følte kun sit Væsens hvirvlende Brand, følte, at her var Elskovens blaa Luer hede under hans Hænder, slikkende og gribende om hans Hjerte, der gled bort i sød svindende Fortabelse. Hele hans Tilværelse laa i sort Nat,

        

149 kun glimtvis belyst af Elskovens flammende Instinkt: Det var som Murene pustedes bort og han et Nu saa Stjernerne mylre frem som stirrende Øjne — saa koglede Mulmet paa ny — derpaa saa han sin Falk dale i svimlende Flugt med sit Bytte under sig — som var han selv denne Falk, der med eet flød i Vandet og hørte Bølgerne klukke mod sit Bryst — saa laa han igen paa det faste Flisegulv med Armen slynget om den unge sovende Kvinde — hun sov virkelig, og hun holdt sine Arme saa stærkt om hans Hals som den Druknende, der ikke vil slippe Taget i sin Redningsmand.