Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

»Hvad hjælper det da, Gro, at jeg bliver her som denne Svane, der sejler rundt og rundt i den samme Grav om den samme røde Borg — den glider og glider og finder ingen Ende paa sin Sejlads — og dog naar den aldrig Havet og ind i Borgen ikke heller. Intet over- eller underjordisk Vand fører derind. Fra hin Nat, da I ydmygede mig, Gro, har min Sjæl kreset om Jer som om Lykkens gyldne Borg — men altid finder jeg den stænget. Ingen Strøm fører 183 mig til Eder. Hvad hjalp det da, om jeg blev? Heller maa jeg forsøge at lette til Flugt, om mine Vinger kan løfte mig op, og jeg fra Taarnet kan trænge ind i Borgen. Ak, Gro — I ryster paa Hovedet — i al Eders Skønhed er der intet Haab — ingen vil I lade eje den straalende Skat, der glimter i Eders Øjne, skinner i Eders Haar og fylder Eders Sko med Eders Fødders kostelige Guld. Hvad hjælper det da at jeg ser Jer Ansigt til Ansigt, at jeg sukker, naar mine Suk kun er taabelig Klynken for Eder? Ofte ønsker jeg mig tilbage til Fængselskælderen bag Muren dernede — aner I alt hvad jeg har længtes mod Eder der? Der blev min Fængsel aldrig modsagt. Ved I, hvad jeg har drømt om Æbelø, paa hvis Bred jeg blev brændemærket af Eders Haand? Hvad hjælper vel Flugt, naar jeg altid maa vende tilbage? Paa Æbelø kunde jeg bygge min Eneboer-Celle og hver Dag bede til Eder.«