Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Den sene September spredte Metalfarver over alle Skove. Farverne skreg op mod hverandre: Det orangegule stødte sammen med det spanskgrønne i hvinende Disharmonier, Vildvinen blødte, Lønnen blev bleggul som et Lig, Bøgen raslede som en solbrun vindtør Mumie, kun Fyr og Gran holdt stille som en mørkegrøn Falanks af bannerbehængte Lanser. Men i Løv- skovene raslede det som af Vaaben og Metal, det var som tusind Harnisker, der løsnedes i deres Masker og Ringe, og hver Ring og hvert Skæl dryppede til Jorden med klinger Metallyd.