Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Hun blev blussende rød over sin egen Tanke: Var det et Bud, hendes Længsel sendte afsted? Det var jo mod hendes Ønske og Vilje — hun vilde ikke længes — ikke kalde tilbage — ikke elske! Hun rejste sig vred og søgte efter det Sted, hvor Solvers bryndeluende Blik havde indsuget hendes Nøgenhed. Men hun kunde ikke kende, hvor det var. Saa tog hun alle sine Violer og strøede dem som blaa Draaber i det blaa Vand, og alle Æblerne lod hun trille af sit Skød tilbage i det visne Græs. Jorden skulde sluge sin egen Frugt og alting visne og raadne paa den lille tryllebundne Ø. Thi Gro vilde ikke længes og ikke elske.