Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Og Gros Øjne duggedes af en underlig sød Følelse, hun aldrig forhen havde kendt. Paa ny lukkede hun sine Øjne og sænkede sine Tanker dybt ned i sin egen Organisme. Da var det, som følte hun sit Blod i alle dets rislende Forgreninger, som saa hendes indre Øje ned i det skjulteste Mørke og anede, hvad der sugede og levede af hendes Hjerteblod, og hun lyttede dybt ned i sig selv, og hun greb et Nu, som et svagt, et hastigt kimende Ekko af sit eget langsomme Hjerte, et travlt levende lille Hjerte, der dikkede højere og højere, saa det tilsidst overdøvede hendes eget. Og en sanselig sitrende Jubel betog hende ved i dette Øjeblik at vide, at hun bar Liv i sit Liv, at hun i sit Legeme indesluttede Spiren til et nyt Liv, der ikke helt var hendes, men var kommet til hende for at vokse og leve af hende.