Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Nu forstod hun det forfærdelige. Taarerne brød frem af hendes Hjerte og Meddelsomheden af hendes Sjæl. Hun fortalte alt til sin Amme, om den første Nat hun blev spærret inde i hans Fængsel, men med klart Instinkt vidnede hun, at den Nat havde Sølver ikke rørt hende, dertil var hans Omhu alt for hellig; men saa 208 fortalte hun om de mange senere Nætter, da hun havde drømt om den ensomme Fange, der straffedes for hendes Skyld: Naar hun laa i sin mørke Seng, var der kommet over hende en forunderlig Nysgerrighed efter at tænke sig hans Lod dernede, og alt som Søvnen tog hende og Drømmene forjog de bitre haarde Tanker, blev hendes Hjerte mildere, og Solen skinnede over hendes Drømmesyner som hin Foraarsdag over de konvalgrønne Skove, og mangen Nat eller Morgen var hun vaagnet med et besynderligt hedt Savn i sine Tanker og med sin Mund besmittet af friske Drømmekys, og da var hun gaaet i Rette med sit eget svage Hjerte og havde opflammet sig selv til Trods og Had, saa hun intet havde gjort for at mildne Fangens Skæbne.