Michaëlis, Sophus Uddrag fra Æbelø

Nu kom Sølver vandrende over Aars Utroskab: For hvert Trin traadte han en Erindring sønder som et Lig — svundne Nætters sanselige Lyst glimtede som hvide Genfærd for hans indre Øje — Kvindebryster slappedes og falmede — Haarlokker ringlede bort som sorte Snoge i Mørket — Kys druknede i klaprende Tænders Gnidsel — alt blev dødt og magtesløst — hele Fortiden manedes i Graven — det var, som hans Vilje rammede en Pæl derigennem. Og nu steg Sølver op, vandrede over sig selv, gik over sit eget Hjerte, gik mod sin Ungdom, steg mod sin rigeste Rigdom, gik mod den eneste Ene, der havde skaffet hans Sjæl Evighed og faaet hans Hjerte til at synge, saa selv alle Stenene i et Fængsel sang med.