↩ Da var Jakob, hvem han ikke længe havde set paa Grund af midlertidigt Uvenskab, uventet kommen ind i Stuen, havde trøstet ham med de rette Ord, grædt med, givet ham Tøjet paa og trukket ham ud med Magt — havde spist en festlig Middag med ham paa en Restaurant, han ikke kendte, hvor det smukke Rum, de mange Lysprismer, de blinkende Vinglas og Madduften havde dannet en velgørende Modvægt til Sorgen, i hvilken han troede at maatte drukne. Han havde ikke sluppet ham før i Jærnbanekupeen. — Denne Dag vilde han holde Jakob til Gode i al Evighed.