↩ »Det er sandt, hvert evige Ord! — Uha, hvor jeg gruer, naar jeg tænker mig at skulle tilbringe Aften paa Aften i Svigerforældrenes Hus og sætte min Kærlighed over Styr i Tevandspassiar og lunkne Vanekys, der ikke tør gaa længer end til Læbernes Overflade. — Derimod — at liste sig et Stævnemøde til, at stjæle sine Kys, der bævrer af Forventniug, at længes efter et Favntag, derer saa hedt, fordi det brister om et Nu, — og dog at være fri, at ture rundt paa alle Veje uden at skylde nogen Regnskab for Anvendelsen af Tiden, blot at søge det nye, friske Indtryk og vexlende Glæde, — og saa at have Stævnemødet at glæde sig til otte Dage i Forvejen, — du aner ikke, hvor det kaster Glans over alle Ugens Dage.«