↩ »Herregud,« sagde Jakob, hvis Hjerte strax var rørt, — »hvor tung sommes Skæbne kan være. Dér slæber hun sig frem blandt raske, letbenede Mennesker, hvis Blik spotter hende eller saarer hende med grimacerende Medynk. Hun ser saa grædefærdig ud, og hver Gang hun humper ud for at nyde Motion og frisk Luft, mindes hun, hvor stedmoderligt hun er behandlet af Naturen, der har nægtet hende det meste af, hvad ellers andre nyder. Hun maa have meget syge Tanker.«