↩ »Du tager rimeligvis fejl,« indvendte Titus. »For at kunne konstruere dig hendes Tanker i dette Øjeblik, maa du have levet hendes Liv forinden. Hvis du kunde overføre dit sunde Sind og dets stærke Fordringer til lavet i hendes svage, vanskabte Krop, saa vilde du ganske sikkert gyse ved den smertelige Forandring. Men denne Modsætning har hun ikke. Hendes gamle Lidelse har Dag for Dag vænnet hende til at nøjes med det opnaaelige, og maaske foragter hun i sit Sind den Lykke, de andre indbilder sig at have forud for hende. Vanen sløver, min Ven!«