Michaëlis, Sophus Uddrag fra J. P. Jacobsen

↩ Og for ham kom Døden ikke som den ranglende Høstmand med mejende Segl, ikke som Forkrænkeligheden med Gravmulmets Uhygge, nagende Rædsel — nej kun som en dyb, uforstyrrelig Hvile, i hvilken der ikke lyttes i Angst efter Domsbasunens vækkende Gjald, — Altets store, hvilende Harmoni. I den vilde han sænke sig ned, fjerende blødt og lunende mildt, svævende let som Blomstret af den vilde Rankes rødmende Roser, der falder paa duggvaadt Græs, — som hvîdnende Blomstersne, der 104 bunkes i Hob og hensmulrer tyst, naar Frugten, den rødblanke Hyben er sat.