Ulfeldt, Leonora Christina Uddrag fra Jammers Minde

Jeg begyndte lidt efter lidt at give mig tilfreds, at tale med Kvinden og at svare Slosfogden, naar han til mig talte, saa Kvinden lallede1 noget for mig, sagde, at Slosfogden havde vel hender befalet, at hun skulde sige hannem alt, hvad jeg sagde og gjorde, men hun var vel visere, end hun det skulde gøre; hun forstod sig nu bedre derpaa end udi de første Dage, hvorledes hun skulde bære sig ad; han gik ud, det var mig, hun blev hos indelukt (*hender, som blev hos mig indelukt*), hun vilde være mig tro. Og der hender syntest, at jeg ikke straks det, hun sagde, tro vilde, sor hun højt, bad Gud straffe sig den Dag, hun var mig falsk, strøg og klappede min Haand og lagde den til sin Kind, bad, jeg vilde tro hender, brugte de Ord: "Min hjerte Frue, I maa tro mig: saa sandt som jeg er et Guds Barn, saa skal jeg aldrig svige Eder. Nu, er det ikke nok?" Jeg svarte: "Jeg vil tro Eder", tænkte ej andet at ville sige eller gøre end det, hun nok maatte divulgere 2.