Ulfeldt, Leonora Christina Uddrag fra Jammers Minde

Det Aar ved Pints-Aften lod Slosfogden sætte Maj-Træer1 i mit inderste Fængsel saavel som ude i det andet Rum. Af de Grene brød jeg smaa Kvister, skavede2 Barken af med Glas, blødte dem i Vand, lagde dem i Perse under et Brædt, som Gulv-Skarnet blev baarren ud paa, saa de bleve flade, satte dennem siden tilsammen og gjorde en Væve-Kam deraf. Pær Kusk lod sig da overtale at fly mig noget groft Traa, som jeg brugte til Søller3. Silket tog jeg af mine ny Silke-Strømper, mig (*jeg*) var given, og gjorde deraf brede Baand (Redskabet og en Del af Baandene er endnu til Stede). Den ene Bom (som var gjort af den tykkeste Ende af en Gren), hvilken Pær havde skaarren af, den var fastgjort ved Kakkel-Ovnen, og den anden gjorde jeg fast ved mit Liv. Kvinden drog Søllerne for mig, saa hun var tilfreds, og kunde jeg ikke formærke, at hun sagde nogen derom, thi Slosfogden beklagede ofte paa de Tider, at jeg havde intet at fordrive Tiden med, eftersom han vidste, at det var min Lyst i forrige Tider etc. Han blev atter en lang Tid inde hos mig efter Maaltiderne, saa Frygten var hannem forgaaet, eller han mindtest den ikke mere, thi Ihukommelsen begyndte at fejle. Han sagde da allehaande, som han ikke skulde. Han tog mærkelig af og blev meget svag, blev saa siddendes udenfor og læste højt, *

* * 183 bad Gud om at leve: "Ja" (sagde han),"nur etzlicheJahr"1.Naar han havde nogen Lise, saa snakkede han immerfort, krøb langs ved Væggen engang til Døren og sagde: "Ich mochte zwei Dinge wohl wissen. Das eine ist, wer nach mir sollte Schlossvogt sein. Das ander ist, wer meine Tyrelyre" (det var Tyre, hans Kvinde) "haben sollte"2. Jeg svarte: "Das ist eine Wissenschaft, die Ihr nu nicht erfahren könnet, in Sonderheit wer Eure Frau wieder freien würde. Ihr könnet vielleicht beide schon gesehen haben, aber Ihr könnet Alters halben noch lange leben"3. "O" (sagde han), "Gott gebe das"4, og saa op til Vinduet. "Meint Ihr das, mein allerliebstes Fräulein?" "Ja, das meine ich"5 (svarte jeg). Faa Dage derefter bad han mig atter om Forladelse, om han havde siden sidste Gang gjort mig noget imod; nu vilde han forlige sig med Gud, førend han blev svagere, græd og sor, sagde: "Fürwahr, das schmerzet mir noch, dass ich habe Euch ofte betrüben sollen, und Ihr tröstet mich"6. Om Søndag Middag ønskede jeg hannem Lykke til sit aandelige Maaltid. Han skridde saa frem med stor Besværing en 14 Dags Tid, og som jeg fornam, at tvende maatte saa godt som bære hannem op af Trappen, lod jeg hannem sige, at han kunde blive nere i Taarnstuen; han maatte være forsikret, jeg skulde ikke gaa nogen Steds. Han lod mig takke, krøb for den sidste Gang til min Dør og sagde: "Wann ich das thäte, und die Königin erfuhr das, so wäre ich um ein (*mein*) Hals"7. Jeg sagde: "So gebet Euer Swagheit zu erkennen und legt Euch zu Bette. Es kann wieder besser werden. Ein ander kann unterdessen fik Euch aufwarten"8. Der tog han sin Hue af for det Raad og bød mig fare vel. Siden saa jeg hannem ikke. En Dag derefter krøb han i Taarnestuen, men kom ikke vidre.