Ulfeldt, Leonora Christina Jammers Minde og andre selvbiografiske Skildringer

HISTORISKE OPLYSNINGER

296
297

LEONORA CHRISTINAS FRANSKE SELVBIOGRAFI
OVERSAT TIL DANSK

Det første af Leonora Christinas i denne Udgave optagne Skrifter er hendes franske Selvbiografi.

Dette Arbejde synes ikke at være bevaret i hendes egen Nedskrift. Ifølge de Oplysninger, som Lægen, Juristen og Historikeren Andreas Hojer (1690-1739) giver i sit kritiske Tidsskrift »Nova Litteraria«, Nr. 11 (København 12. Juni 1721), tilhørte en saadan egenhændig Nedskrift af Forfatterinden - paa 11 Ark i Kvart, beskrevet med en pyntelig Skrift - den lærde Jurist og Bogsamler Professor Christian Reitzer (1665-1736) og solgtes sammen med Reitzers øvrige Bog- og Haandskriftsamling 1721 til Kong Frederik IV. Maaske er dette Haandskrift gaaet tabt ved Christiansborg Slots Brand 1794, da ogsaa det kongelige Haandbibliotek brændte.1

Der findes imidlertid af Selvbiografien i dens Helhed i hvert Fald to Afskrifter fra 18. Aarh., vistnok fra dettes første Halvdel, nemlig Ny kongelige Samling 2146, 4to, og Thottske Samling 1971, 4to, Det kongelige Bibliotek, København. Disse Haandskrifter stemmer dog i alt væsentligt overens og har de samme Fejllæsninger, og det sidste synes blot at være en Kopi af det førstnævnte. Dette gør, trods enkelte Fejl, Indtryk af at være en i det hele paalidelig Gengivelse af Originalen. At denne fra først til sidst er et Værk af Leonora Christina, tillader Indholdet og Fremstillingsmaaden ingen Tvivl om.

Haandskriftet Ny kgl. Saml. 2146, 4to, er trykt af S. Birket-Smith * 298 i Danske Samlinger for Historie, Topografi, Personal- og Literaturhistorie, 2. Række, I, 1871-72, S. 142-217. Paa Grundlag af dette Tryk er en Oversættelse til Engelsk foretaget af F. E. Bunnett1.

Selvbiografien er øverst i 1. Sides højre Hjørne forsynet med Aarstallet 1673, og dens Slutord dateres: »Den 1. Maj, ved 11 Slet Nattetid, 1673« (Le 1. de may, à les 11 heures de nuit, 1673). Den er altsaa fuldendt, ikke længe før Leonora Christina begyndte paa »Jammers-Minde«, da hun havde opholdt sig 8¾ Aar i Blaataarn, og 12 Aar før hendes Løsladelse, noget over et Aar efter at Kong Christian V. (22. Jan. 1672) havde bevilget hende 250 Rdl. aarlig til Indkøb af forskelligt, bl. a. Bøger, og da hendes Kaar i Fængslet efter Kong Frederik III.s Død (9. Febr. 1670) ogsaa paa anden Maade var lettede. Der er dog intet Spor af, at hun ved Udarbejdelsen har benyttet trykt eller skrevet Kildemateriale. Skildringen hviler helt igennem paa hendes Hukommelse, hvorved enkelte paaviselige Fejl, bl. a. i Tidsangivelser, bliver let forklarlige.

Forfatterindens Ord i Slutningsafsnittet, at hun har skyndt sig mest muligt med Udarbejdelsen, da den Herre, for hvem Skriftet er skrevet, og til hvem det er stilet, staar for at skulle rejse fra København, gør det i Forbindelse med det Præg af Hastværk, hvorom Fremstillingen i flere Henseender bærer Vidne, sandsynligt, at Udarbejdelsen er paabegyndt ikke alt for mange Maaneder før Slutdateringen, altsaa en Gang i Vinteren eller Foraaret 1673. Det kan i denne Forbindelse nævnes, at Leonora Christina -ganske vist mod Slutningen af Manuskriptet - nævner Generalmajor Frederik Ahlefeldts Død, som fandt Sted 4. Jan. 1672.

Skriftet er stilet til en »Monsieur«, hvis Navn ikke nævnes, men som det ikke er svært at identificere. Da Leonora Christinas mangeaarige Huslæge og Husven Dr. med. Otto Sperling d. æ., fra 1664 til sin Død 26. Dec. 1681 Fange i Blaataarn, altid i Skriftet omtales som »vor gamle Mand» (notre vieillard), og det flere Gange antydes, at Adressaten har Tilknytning til Hamburg, samt i Slutningen siges, at han staar i Begreb med at forlade København, kan der ikke være Tvivl om, at det drejer sig om Dr. Sperlings Søn, den udmærkede Historiker og Arkæolog Dr. jur. Otto Sperling d. y. (1634-1715), der 1670-73 opholdt sig i den danske * 299 Hovedstad, hvor han gjorde forgæves Forsøg paa at faa Faderens Kaar mildnede. Han var til hendes Død, som bl. a. flere Breve til ham fra hende viser, nær knyttet til Leonora Christina, som bl. a. sendte ham Bidrag til de Samlinger, han foretog til et Værk om lærde Kvinder fra alle Tider og Lande (De foeminis doctis). Sperling har da ogsaa i det bevarede Haandskrift af dette Værk (Gl. kgl. Saml. 2110, I-II, 4to) gjort Brug af Selvbiografien i sine Oplysninger om Leonora Christinas Liv. Efter en omskiftelig Løbebane (han var bl. a. 1692-97 og 1701-10 Professor i Historie ved Ridderakademiet i København) tilbragte han sine sidste Leveaar i Professor Christian Reitzers Hus og testamenterede denne sine haandskrevne Arbejder og Samlinger. Paa denne Maade synes ogsaa Leonora Christinas Selvbiografi at være kommet i Reitzers Eje.

Sperling er dog ikke den eneste, som i de nærmeste Aartier efter dens Tilblivelse har benyttet Selvbiografien. Paa et ikke sikkert bestemmeligt Tidspunkt, som dog næppe ligger alt for langt fra Aar 1700, er den i stærkt forkortet Form blevet oversat til Latin1. I forskellige Afskrifter af denne Oversættelse siges det, at den menes at være foretaget af Andreas Hojer (se ovenfor). Af selve Oversættelsen ses, at dens Forfatter, selv om han paa et Par Punkter i Tilføjelser, han gør til Originalens Fortælling, viser noget Kendskab til sin Tids historiske Literatur, dog ikke sad inde med alt for solid Viden hverken om Leonora Christinas eller det 17. Aarh.s danske Historie (han indsætter f. Eks. i Skildringen af Leonora Christinas Besøg i Korsør 1656 - hvor han, som Selvbiografien, har det urigtige Aarstal 1657 - Navnet paa Frederik III.s illegitime Søn Ulrik Frederik Gyldenløve i Stedet for Originalens Ulrik Christian Gyldenløve). Endvidere, at han, som visse Tilføjelser viser, har været ret godt inde i Hertugdømmernes og Nordtysklands Topografi. Disse Ejendommeligheder kunde stemme helt godt med Traditionen om Hojer - der var en Præstesøn fra Karlum ved Tønder og havde studeret ved tyske Universiteter - som Oversætteren, hvis man gaar ud fra, at Oversættelsen er blevet til i hans yngre Aar2.

* * 300

Interessantere er en forkortet Bearbejdelse af Selvbiografien paa Fransk, som kendes fra to Haandskrifter, et, som har tilhørt Leonora Christinas østrigske Efterkommer Grev Johann Waldstein, og hvoraf denne lod Johannes Ziegler (Pseudonym for C. Dirckinck-Holmfeld) meddele Brudstykker som Tillæg til den første tyske Udgave af »Jammers-Minde«1, og en Afskrift i Statsbiblioteket i Aarhus (Haandskriftsamling Nr. 44). Forfatteren af denne Bearbejdelse har været i Besiddelse af en meget betydelig historisk Viden, saaledes at han paa en Række Punkter rigtigt har kunnet supplere eller rette Leonora Christinas ufuldstændige Personbetegnelser og tilsætte en Række historiske Oplysninger om Begivenheder og Forhold, især vedrørende Corfitz Ulfeldts og Danmarks Historie, som Selvbiografien blot strejfer eller helt forbigaar. Han har herved i ret stort Omfang benyttet trykt Litteratur, baade Bøger og Særtryk af Aktstykker, og, som det synes, ogsaa utrykt. Der er saaledes Spor af, at han har kendt Leonora Christinas Vers paa Alterklædet i Maribo Kirke med hendes selvbiografiske Randanmærkninger (dat. »Maribo Kloster den 19. Maj Anno 1686«)2. Bearbejdelsen giver til Slut en Meddelelse om Dronning Sophie Amalies Død 20. Febr, 1685, Leonora Christinas Løsladelse fra Blaataarn 19. Maj 1685 og hendes Bosættelse paa Maribo Kloster, »hvor hun boede til sin Død«. Umiddelbart herefter følger en lidt forkortet Gengivelse af Selvbiografiens til Otto Sperling d. y. henvendte Slutningsord, men med Ændring af Dateringen til: »Den 1. Maj ved 11 Slet Nattetid. Anno 1693« (Le l May à 11 heures de nuit. L'an 1693). Ændringen af Aarstallet, men ikke af Dato- og Klokkesletsbetegnelsen, beror, som Placeringen af Stykket synes at vise, næppe paa en Skrivefejl. Læseren skal bibringes det Indtryk, at Selvbiografien først er blevet til paa Maribo Kloster. Herpaa følger til allersidst: »Leonora Christiana døde Anno 1698, den 6. April, 76 Aar, 8 Maaneder og 8 Dage gammel«. Der er ingen * * 301 Tvivl om, at dette bygger paa Indskriften paa Gravstenen i Maribo Kirke1, hvorved Bearbejderen dog har overset, at 6. April var Begravelsesdatoen, ikke Dødsdatoen, der var 16. Marts.

At Bearbejdelsen - som allerede Birket-Smith indsaa - ikke kan stamme fra Leonora Christina selv, er givet. Men hans Formodning om, at den hidrører fra et af hendes Børn, synes ikke holdbar. Herimod taler baade den urigtige Dødsdato, Bevarelsen af Selvbiografiens Angivelse af hendes Fødselsdato til 11. Juni -modsat Maribogravstenens Angivelse af hendes Levealder, som gaar ud fra 8. Juli som Fødselsdato, svarende til Christian IV.s Kalenderoptegnelser2, Navneformen Leonora Christiana, Udfyldningen af Ordene »hendes Datter Hel.« (sa fille Hel.) i en Randanmærkning om Leonora Christinas Rejse fra Barth til Holland med Datteren og Dr. Sperling3 med »hendes Datter Helvig« (sa fille Helvig)4 - thi Leonora Christina havde ingen Datter af dette Navn, og der maa tænkes paa Datteren Ellen (fransk: Helene) Christina - samt endelig den Kendsgerning, at de Oplysninger, hvormed Selvbiografiens Fortælling øges i Bearbejdelsen, med faa Undtagelser, der synes at kunne føres tilbage til den omtalte Alterklædeindskrift, drejer sig om Forhold, som en lærd Historieforsker kunde finde frem til uden Støtte af den ulfeldtske Familietradition5. Hvem Bearbejdelsens Forfatter er, og hvornaar den er blevet til, synes foreløbig ikke med Sikkerhed at kunne oplyses. Det gammeldags franske Sprogpræg peger dog hen paa et Tidspunkt ikke alt for langt fra Aar 1700. Selvbiografien var til 1715 i Otto Sperling d. y.s Eje, derpaa i Chr. Reitzers og fra 1721 i Kongens. Udelukket er det ikke, at Bearbejderen ogsaa har haft Adgang til andet af Sperling ejet Materiale.6

* * * * * * 302

Det af Grev Waldstein ejede Haandskrift af Bearbejdelsen er nu i Museumsdirektør, mag. art. Otto Andrups Eje. Det har i Stavemaader, Skrift og Papirtype et noget yngre Præg end Afskriften i Aarhus (Nr. 44). Denne synes nærmest at stamme fra 18. Aarh.s første Halvdel. Den tilhørte til 1841 Matematikeren Professor Christian Jürgensen, der nævnte Aar om Manuskriptet oplyste, »at jeg, om jeg husker ret, har fundet det mellem nogle gamle Papirer, som var efterladt af afg. Geheimeraad Raben-Levetzau, der nok i sin Tid var Minister i Rusland«1.

Nogen Værdi som historisk Kilde har den franske Bearbejdelse ikke, men den synes paa et Par Steder at have overleveret den originale Selvbiografis Læsemaade rigtigere end de bevarede Afskrifter af denne.

Bemærkelsesværdigt er, at den franske Bearbejdelse synes at have været ganske ukendt for de Forfattere, som i 18. Aarh. har givet en Levnedsskildring af Leonora Christina, og at de kun havde Kendskab til Selvbiografien gennem den forkortede latinske Oversættelse og Sperlings Benyttelse.

1698 fremkom der i Tidsskriftet »Nova Litteraria Maris Balthici« (pag. 81) en lille Notits om Leonora Christina i Anledning af hendes Død (16. Marts 1698). Da hendes Fødselsdato her sættes til »Ann. 1621. d. 22 Junii«, og der er Grund til at formode, at Tallet 22 kan være fremkommet ved Fejllæsning af »Anno 1621. ad d. 11. Junii« i Otto Sperling d. y.s Haandskrift »De foeminis doctis« (GI. kgl. Saml. 2110, 4to, I, pag. 319), idet Il-Tallet her er skrevet saaledes - med dobbelte Opstreger og nogle ejendommelige Krøller forneden, afvigende fra den Maade, hvorpaa Sperling i nævnte Værk plejer at skrive 1-Taller - at det ved hastig Læsning godt kan opfattes som 22, er det sandsynligt, at Notitsen bygger paa Sperlings Manuskript, en Formodning, som dens Indhold i øvrigt ikke afkræfter. Meddeleren er da maaske Sperling selv, der 1698-1701 var Bidragyder til det omtalte Tidsskrift. Bemærkelsesværdigt er i denne Forbindelse, at det er i Stand til at * 303 meddele, at Leonora Christinas Haandskrift af »Heltinders Pryd« »vil overgaa til hendes Arvinger«.

Samme Angivelse af Fødselsdatoen: »A[nn]o 1621 d 22 Junij« træffes i et bevaret Udtog af Sperlings Oplysninger om Leonora Christina i »De foeminis doctis«, oversat til Dansk (Ny kgl. Saml. 1393 e, fol.). Udtoget har som Kilde tillige benyttet de selvbiografiske Randanmærkninger paa Alterklædet til Maribo Kirke (dat. 19. Maj 1686), som Sperling omtaler i sit Værk, men ikke gengiver. Fuldt sikkert kan det ikke oplyses, hvornaar Udtoget er lavet, men den meddelte Fødselsdato 22. Juni kunde tyde paa, at det var, før Sperling over Datoen »d. 11. Junii« i sit Manuskript tilføjede: »eller snarere i Juli Maaned« (vel potius m. Julio), altsaa i alt Fald før hans Død 17151. Det er da næppe udelukket, at Forfatteren kan være Sperling selv, og Udarbejdelsen af Udtoget (vel oprindelig i latinsk Form) staar muligvis i Forbindelse med Leonora Christinas Død.

Før 1735 forsynede en Bearbejder det nævnte Udtog med forskellige Tilføjelser, overvejende hentede fra Sperlings »De foeminis doctis« og fra Notitsen i »Nova Litteraria« 1698, hvortil der henvises (Ny kgl. Saml. 1393 e, fol., og flere Afskrifter). Over Fødselsdatoen »d 22 Junij« har Bearbejderen skrevet: »andre: 22 Juli« (al: 22 Julii). Visse Omstændigheder kunde tyde paa, at denne Bearbejder var den historiske Forfatter og Haandskriftsamler, Landsdommer Peder Benzon Mylius (1689-1745), kendt bl. a. fra sin Levnedsbeskrivelse af Cort Adeler, der tryktes 1740, efter at Ludvig Holberg først havde benyttet Haandskriftet i 3. Bind af sin Danmarkshistorie, som udkom 1735. I dette Bind benytter Holberg ogsaa Bearbejdelsen af Sperlingudtoget, der er hans Hovedkilde til Leonora Christinas Historie2. Holberg har, som de bevarede Afskrifter af Bearbejdelsen, Fødselsdatoen »den 22 Julii«.

Med Benyttelse væsentlig af Holbergs Danmarkshistorie og Forfatterens egen Fantasi udarbejdedes mellem 1735 og 1743 en dansk Leonora Christina-Selvbiografi, fortalt i Jeg-Form og betitlet »Frue, Eleonoræ Christinæ Sal. Corf. Ulfelds Hendes Levnet, af Hende selv beskreven d. 4. Maji 1697 paa Mariboe. Rigtig Copie efter det egenhændige Manuscript, som fandtes i Major * * 304 Becks Giemme i Skaane«1. Dette Arbejde er med fuldeste Ret af Birket-Smirh betegnet som »ikke andet end et af en eller anden litterær Styverfænger fabrikeret Makværk«, der »vrimler af de allergroveste og plumpeste Fejl«2. Forfatteren kan næppe være identisk med Udgiveren, Genealogen, Hjælpepræst, Skoleholder og Klokker Oluf Bang (1710-83), hvad dennes Noter og Tilføjelser synes at vise. Den Major Beck, hvem Haandskriftet skal have tilhørt, var Major Corfitz Ludvig Beck-Friis til Stamhuset Hevringholm, Glimminge og Bosjö Kloster (1685-1761), en Søn af Leonora Christinas Datter Leonora Sophie. Om ham meddeler Holberg, at han 1732 var i København, og at han ejede Originalen til Corfitz Ulfeldts Grevepatent af 16413. Har Falsumet virkelig været i hans Eje, maa en samvittighedsløs dansk Litterat have lavet det for at slaa Mønt af Leonora Christinas aldrende svenske Dattersøn.

Mens den latinske Oversættelse af Leonora Christinas Selvbiografi var ukendt for Holberg - hvad der, hvis Traditionen om Hojer som dens Forfatter er rigtig, muligvis kan staa i Forbindelse med det meget lidt hjertelige Forhold mellem disse to Historikere - er den benyttet baade af Tycho de Hofman (Portraits historiques des hommes illustres de Danemark, 5. partie, 1746, pp. 83

-94; Historiske Efterretninger om velfortiente danske Adelmænd .. .oversatte, forøgede og forbedrede, II, 1778, S. 316-38), Hans Paus (Corfitz Uhlefeld, Hans Livs og Levnets Historie, I-II, 1746-47), Frederik Christian Schönau (Samling af danske lærde Fruentimmer, I, 1753, S. 319-437), Johan Heinrich Schlegel (i hans tyske Bearbejdelse af Slange-Grams Christian IV.s Historie (1749), III, 1771, S. 347) og Jens Kragh Høst, der tillægger Otto Sperling d. y. den (Rigshofmester Grev Korfits Ulfelds og Grevinde til Slesvig og Holsten Eleonora Christina Ulfelds Levnet, 1825). Det korte Udtog af Sperling benyttes af Hofman (Fødselsdato: 22 Juni), det bearbejdede Udtog af Paus og Schönau (Fødselsdato: 22. Juli). Brug af det af Bang udgivne Falsum gør Paus, Schönau, Ove Malling (Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, 1777, 6. Oplag 1834, S. 250-53) og J. K. Høst Efterhaanden fremdroges en Række utrykte og trykte samtidige * * * 305 Kilder til Corfitz Ulfeldts og hans Tids Historie. L. Chr.s Selvbiografi i dens oprindelige uforkortede Form forblev dog stadig ukendt af Historikerne. Endnu C. Molbech, som 1842 og 1852 i Hist. Tidsskrift leverede udførlige Bidrag til Ulfeldts Historie, viser intet Kendskab til den, og det samme gælder J. P. F. Königsfeldt i hans 1863 fremkomne Skildring af Ulfeldts Liv.

Æren for at drage Leonora Christinas originale Prosaværker frem i Lyset efter halvandet Hundredaars Glemsel tilfaldt først P. W. Becker (1857), F. R. Friis (1868) og frem for alle S. Birket-Smith (1869-81). -

Leonora Christinas franske Selvbiografi fremtræder ved første Blik som et ægte Barn af hendes Aand. Sindet er det samme som i »Jammers-Minde« og de andre danske Skrifter, men belyst i ny Facetter. Fortællingen har Flugt, og Forfatterindens Evne til levende Gengivelse af Replikskifter og Situationer og rammende Karakteristik af Personer fornægter sig heller ikke her. Hendes Kendskab til det franske Sprog, hvori hun skrev, var imidlertid ret begrænset. Hun gør sig skyldig i talrige Forsyndelser mod fransk Sprogbrug; Teksten vrimler af Danismer, og Forfatterinden maa mere end én Gang indskyde et eller flere af de danske Ord, hun har i Tanken, for at klargøre sin Mening. Naar Selvbiografien nu for første Gang - med en enkelt Udeladelse - i sin Helhed udgives i dansk Sprogform, har Oversætteren ikke kunnet afholde sig fra at give nogle af de ældre danske Ord og Vendinger, han mente at kunne skimte bag den fremmede Iklædning. Han har lige saa lidt som Leonora Christinas højtfortjente Biograf, »Jammers-Minde«s første Udgiver S. Birket-Smith, da han stod over for den Opgave at skulle fordanske Dr. Otto Sperling d. æ. s. tyske Selvbiografi, villet bedrive den halsløse Gerning at oversætte det foreliggende Skrift paa det 17. Aarh.s Dansk. Men han gør til sine Birket-Smiths Ord: »Omvendt vilde et helt moderne Sprog heller ikke passe hverken til Indholdet eller til den gammeldags Fortællemaade. Jeg er derfor gaaet en Mellemvej, idet jeg har søgt... at give Sproget i det hele en let Farve af Tiden ...« Oversættelsens Princip har været i saa stort Omfang som muligt at anvende danske Ord og Vendinger, som brugtes af Leonora Christina og hendes Samtid, dette Omfang dog begrænset ved Kravet om, at den fordanskede Selvbiografi uden Vanskelighed og uden videre Kommentar skulde kunne læses af en Nutidsdansker uden særlige Forudsætninger. Naar Leonora Christinas Tanke ikke syntes at kunne gengives nogenlunde forstaaeligt for en 306 saadan ved et af hende eller hendes samtidige Landsmænd anvendt Ord, hjemligt eller fremmed, er - dog ikke alt for ofte -et dansk Ord af nyere Prægning indsat. Fra forældede Ordformer som endeligen, ikkun osv., er der som Regel taget Afstand, og Stavemaaden er naturligvis vor egen Tids. Efter saaledes at have lettet sit Hjerte kan Oversætteren endnu en Gang slutte sig til Birket-Smith, naar han sukker: »Jeg har ved denne Fremgangsmaade ingenlunde altid fyldestgjort mig selv og vil maaske heller ikke tilfredsstille andre. Men til syvende sidst maatte det dog blive en Skjønssag, hvor Grændsen mellem det gamle og det nye skulde drages, og næppe to vilde blive enige om alle Enkeltheder«1.

De danske og tyske Ord, som Leonora Christina har indsat i sin Fortælling, er trykt med gotiske Bogstaver, Udhævelser i hendes Tekst med spærret Sats.

I de bevarede Afskrifter af Selvbiografien er en Række Egennavne ikke skrevne fuldt ud, saaledes at de manglende Bogstaver markeres ved Prikker. I hvert Fald i de fleste Tilfælde stammer denne Ejendommelighed sikkert fra Originalen og maa skyldes en Slags Diskretionshensyn hos Forfatterinden. I Oversættelsen er disse Navne, som over alt med Sikkerhed lader sig identificere, skrevne fuldt ud. Da de af Leonora Christina anvendte Navneformer undertiden er forfranskede, undertiden prægede af hendes individuelle Stavemaade, og da der desuden foreligger den Mulighed, at Afskrifterne kan gengive en og anden Navneform galt, har Oversætteren fundet det mest hensigtsmæssigt at indsætte de Former for Egennavne, som anvendes i nyere danske videnskabelighistoriske Arbejder. Naar et geografisk Egennavn endnu kan anvendes i den af Leonora Christina anvendte gammeldags Form, har han dog valgt at lade denne staa.

Hukommelses- og andre Realfejl i Biografien vil findes omtalt blandt »Historiske Oplysninger«.

Side 3:

den 11. Juni: Denne Dato for sin Fødselsdag giver L. Chr. ogsaa i »Jammers-Minde«s Fortale (oprindelig dat. 11. Juni 1674) og Overskrift2 og i de selvbiografiske Randbemærkninger til hendes Digt paa Alterklædet i Maribo Kirke, dat 19. Maj 16863. * * *307 Chr. IV. har imidlertid i to af sine bevarede Skrivekalendere (for 1621 og 1629) som hendes Fødselsdato angivet 8. Juli 1621 »epthermiddag, Klocken var 2«, og det er denne Dato, som ligger til Grund for Ordene i Indskriften paa hendes Gravsten i Maribo Kirke, at hun døde (16. Marts 1698), »da hun hafde lefvet 76 Aar 8 Maaneder oc 8 Dage«. De anførte Datoangivelser i Originalhaandskriftet af »Jammers-Minde« er senere ændret fra 11. Juni til 18. Juli, uden at det med Sikkerhed kan ses, om denne Rettelse skyldes L. Chr. eller en anden. Mod, at hun selv skulde have foretaget den, kunde tale, at 18. Juli efter gregoriansk Tidsregning for 17. Aarh. vel svarer til 8. Juli efter juliansk Tidsregning, men at hun ellers over alt i sine Skrifter og Breve, daterede i Danmark, bruger den »gamle« (julianske) Stil og ikke den »ny« (gregorianske), som først indførtes i Danmark fra og med 1. Marts (19. Febr.) 1700, omtrent to Aar efter hendes Død. Skønt Chr. IV.s Fødselsdagsangivelser i Kalenderne er gale for i hvert Fald et af Børnenes, Grev Valdemar Christians, Vedkommende ( det drejer sig om en Forskel paa næsten to Maaneder), og skønt han 8. Juli 1621 var paa Steinburg Slot i Holsten og først o. 20. Juli kom til København, synes dog de kongelige Køkkenskriver- og Vinkælderregnskaber at tyde paa, at Datoen 8. Juli for L. Chr.s Fødsel er rigtig. - Chr. IV. gav sine Børn med Kirsten Munk Navne efter Kongeslægtens Kvinder og Mænd. Den ældste Datter Anna Cathrine opkaldtes efter hans afdøde. Dronning, den næstældste Sophie Elisabeth efter hans Moder, Dronning Sophie, og hendes Moder, Hertuginde Elisabeth af Mecklenburg, Kong Frederik I.s Datter. L. Chr. er sandsynligvis for Navnet Christinas Vedkommende opkaldt efter sin Moder Christina (Kirsten) Munk, ligesom hendes Aaret efter fødte Broder Valdemar Christian opkaldtes efter sin Fader. Navnet Valdemar maa Broderen formentlig have faaet til Minde om Valdemar I. eller II. eller sidstnævntes Søn Valdemar. Det er da muligvis dennes Hustru Eleonore (Alienor) af Portugal (d. 28. Aug. 1231) - den eneste danske Dronning af dette Navn - efter hvem L. Chr. har faaet sit første Navn; der kan dog ogsaa være tænkt paa Dronning Anna Cathrines Stedmoder, Kurfyrstinde Eleonora af Brandenburg. Christian IV. kalder almindeligt i sine Breve og Optegnelser Datteren Eleonora (Eleenora). Naar hun selv ændrede Navneformen til Leonora, kaster det muligvis Lys over den Tankeassociation, som herved har gjort sig gældende, at Christian IV. i Brev af 11. Okt. 1646 skriver om hendes o. 1. Okt. s. A. i Haag fødte Søn, at han er »nævnt efter Pave Leo«. Har L. Chr. som sin 308 »Navnehelgen« valgt en Pave Leo, synes ganske vist Pave Leo I. den Store, hvis Helgendag var 28. Juni (opført som saadan bl. a. i den kgl. Astrolog Niels Heldvads »Calendariographia sacra«, 1618), mest nærliggende. Men man fristes næsten til at tro, at hun i Stedet har valgt Pave Leo III. (selv om denne først 1673 officielt optoges paa Helgenlisten), hvis Dødsdag var 11. Juni. Er denne Hypotese rigtig, skulde hun senere have forvekslet sin Navne- og Fødselsdag. - Om de gale Datoer 22. Juni og 22. Juli se S. 302 f. -hendes Bedstemoder: Fru Ellen Marsvin1. - Dalum: Dalum Kloster (Dalum Sogn, Odense Herred), før Reformationen Augustiner-Nonne Kloster, som Ellen Marsvin 1620-28 og 1629-39 havde i Forlening af Kronen. Hun rejste hertil 23. Aug. 1621 efter Barselgildet paa Frederiksborg 19. Aug. - indtil en Alder af 4 Aar: Efter det følgende synes L. Chr. dog at have boet paa Dalum Kloster, indtil hun var i 6-Aarsalderen. Paa Dalum opdroges i denne Tid ogsaa hendes Søskende: Søstrene Anna Cathrine, Sophie Elisabeth og Elisabeth Augusta og Brødrene Valdemar Christian og Frederik Christian. Se Birket-Smith I, S. 10-142. - Mag. Enevold: Magister Enevold Nielsen Randulf (1597-1666), fra 1627 Sognepræst ved Domkirken i Roskilde. Han havde tidligere været Hertug Frederiks, den senere Kong Frederik III.s Lærer og var 1623-27 »Præceptor« for Børnene paa Dalum. - en Hertuginde af Brunsvig: Hertuginde Sophie Hedwig, Datter af Hertug Henrik Julius af Braunschweig-Wolfenbüttel og Chr. IV.s Søster Elisabeth. Hendes Mand Grev Ernst Casimir af Nassau-Dietz var Statholder i den nordnederlandske Provins Friesland og residerede i dens Hovedby Leeuwarden. - Sophie: Sophie Elisabeth. - hendes Broder: Grev Valdemar Christian. Sophie Elisabeth og Valdemar Christian sendtes til Leeuwarden i Efteraaret 1627 for at opdrages af Hertuginden og være i Ly for de Storme, som Kejserkrigen (1625-29) bragte over Danmark. L. Chr. fulgte efter i Maj-Juni 1628. De vendte hjem i Juli 1629. Se Birket-Smith I, S. 15-27. - Wichmann Hasebard: Magister Wichmann Jakobsen Hasebard (ca. 1601-42), 1626-28 Rektor ved Herlufsholm Skole, 1635-39 Præst ved St. Hans Kirke i Odense, 1639-42 ved Vor Frue Kirke i København, 1642 Biskop i Viborg (ikke i Fyn, som L. Chr. skriver), var 1628-29 Informator for Grev Valdemar Christian * *309 og hans ældre Søstre og 1629-35 Tugtemester eller Præceptor for Greven.

Side 4:

Flekkerø: Ø i Norge Syd for det nuværende Kristianssand med en god Havn.

Side 5:

syg af Børnekopper: Grev Ernst Casimir meddelte i et Brev, dat. Groningen 26. Sept. 1628, Chr. IV., at dennes tre Børn havde været syge af Kopper, og at to af hans egne Børn, hans eneste Datter Elisabeth og hans yngste Søn Maurits (f. ca. 1616) var døde deraf. Af et Brev fra Hertuginde Sophie Hedwig til Kirsten Munk, dat. Groningen 29. Dec. 1628, fremgaar, at L. Chr. havde været særligt haardt angrebet. Grev Vilhelm Frederik (1613-64) efterfulgte sin Fader og en ældre Broder som Statholder i Friesland; han omkom ved et Vaadeskud, han tilføjede sig selv. - Freden: i Lübeck 12. Maj 1629 mellem Chr. IV. og Kejser Ferdinand II. 15. Maj 1629 lod Chr. IV. skrive til Grev Ernst Casimir, at han ønskede Børnene hjem. - en af Kongens Kammerjunkere: Corfitz Jakobsen Ulfeldt (1606-64). Han blev, efter mange Aars Ophold i Frankrig, Italien og andre Lande, Dec. 1629 Hofjunker, April 1630 Kammerjunker hos Chr. IV. L. Chr. var 7 Aar og 2 Maaneder i Sept. 1628, og hverken hun eller Ulfeldt var paa det Tidspunkt i Danmark. Den endelige Trolovelse kan næppe have fundet Sted før 1630. Sml. Birket-Smith I, S. 51-52. - Fru Anne Lykke: Fru Anne Eriksdatter Lykke (d. senest 1646) havde været gift med Frederik Qvitzow til Qvitzowsholm (d. 1624). Hun var Hofmesterinde 1629-31 og havde sin Datter Pernille Qvitzow (1614-45), der 1642 ægtede Henrik Below til Spøttrup, med sig ved Hove.

Side 6:

de mange Børn: Corfitz Ulfeldt, Søn af Rigsraad og Rigens Kansler Jakob Ulfeldt til Urup og Egeskov og Birgitte Brockenhuus, havde 10 Brødre og 6 Søstre. - hendes Fæstemands Sygdom: Ulfeldt led fra sin Ungdom af en Sygdom i det ene Ben, hvis Karakter ikke er helt klarlagt; den tvang ham til i Regelen at gaa med Stok. - Karen Sehested: Fru Karen Clausdatter Sehested (1606-72) var først gift med Tyge Kruse til Stenalt (d. 1629), senere med Jørgen Seefeld til Visborg (d. 1666). Hun var 1631-34 Hofmesterinde for Chr. IV.s yngre Børn. I sine ældre Aar opdrog hun sin Søstersøn Niels Juel, den senere Admiral. Hendes yngre Broder var Hannibal Sehested (1609-66), der 1642 ægtede L. Chr.s yngre Søster Christiane og blev Statholder i Norge 1642-51 og Rigsskatmester 1660-66. -Hertug Franz Albrechts Bejlen: Til Grund for, 310 hvad L. Chr. her fortæller, ligger uden Tvivl virkelige Oplevelser, men Sandsynligheden taler stærkt imod, at de kan have fundet Sted, da hun var 12 Aar gammel, altsaa o. 1633. Der er ikke i Chr. IV.s efterladte Breve og andre Udfærdigelser Spor af, at han har opholdt sig paa Koldinghus mellem 13. Maj 1632 og 18. Dec. 1634, lige som der efter velvillig Meddelelse fra Dr. phil. H. H. Fussing i Koldinghus Lensregnskaber for 1632-33 intet findes, der tyder paa, at nogen kongelig eller fyrstelig Person i disse Aar efter Maj 1632 har opholdt sig paa Slottet. Hvad der fra tyske Kilder vides om Hertug Franz Albrechf af Sachsen-Lauenburg (1598-1642), en Kondottiereskikkelse, som i Trediveaarskrigen kæmpede først i kejserlig, derpaa i svensk og sachsisk og endelig i Wallensteins Tjeneste, gør det samtidig ret usandsynligt, at han i Tidsrummet 1632-35 skulde have aflagt Besøg i Danmark. Om to af Episodens Hovedpersoner gælder desuden, at Corfitz Ulfeldt først fra 1. Maj 1634 var Lensmand paa Møen, og at Hannibal Sehested fra 12. Juni 1633 til 1. Marts 1636 havde Orlov fra sin Stilling som Hofjunker paa Grund af Udenlandsrejse. L. Chr. lader Hertugen to Gange besøge det danske Monarki med omkring 4 Aars Mellemrum. Der kan paavises to saadanne Besøg, men i andre Aar, end hendes Tidsregning fører til. Efter at Franz Albrecht fra Febr. 1634 til August 1635 havde været i kejserligt Fangenskab og var kommet i et vanskeligt Forhold til begge de i Tyskland stridende Lejre, skrev den ret ubemidlede Mand, der var yngre Søn i en stor Børneflok, 3. Febr. 1636 fra Eutin i Østholsten til Chr. IV., at han agtede at besøge sin Søster Hertuginde Sophie Hedwig af Glücksburg og gerne 5. Febr. vilde gøre Kongen sin Opvartning paa Fæstningen Kristianspris i Sydslesvig. Nogle Maaneder senere melder Lensregnskaberne fra Haderslevhus efter Dr. Fussings Meddelelse, at der 15.-19. April 1636 »er udkommet og forfodret paa Hertug Franz Albrechts medhavende Kuskhester« 9 Tønder Havre. Det fremgaar af de samme Regnskaber, at Grev Valdemar Christian og hans ugifte Søstre - »Frøkenerne« -i Vinteren 1635-36 indtil Midten af April 1636 opholdt sig paa Haderslevhus, og Regnskaberne fra Koldinghus viser, at de 19. og 20. April gæstede dette Slot. Chr. IV. var Febr.-April s. A. gentagne Gange baade paa Haderslevhus og Koldinghus, det første Sted bl. a. 13.-21. April med korte Rejser til Kolding 14. og 16. April. Fra 23. April var han i København. Franz Albrechts personlige Forhold synes paa dette Tidspunkt at have været af en saadan Art, at han nok kunde se sin Fordel ved at blive den danske 311 Konges Svigersøn. Corfitz Ulfeldt sad paa samme Tid som Lensmand paa Stege Slot, og Hannibal Sehested traadte 1. Marts 1636 atter i Tjeneste som Hofjunker. Det kan tilføjes, at et Frieri fra Hertugens Side til hans Fæstemø i 1636 kan have faaet Ulfeldt til at søge sit Bryllup fremskyndet til Okt. s. A. Ud fra den her fremsatte Antagelse husker L. Chr. galt paa to Punkter. Hun var ikke 12, men omtrent 15 Aar gammel, da Hertugen bejlede til hende, og Fru Karen Sehested kan ikke have bistaaet Hertugen i Egenskab af Hofmesterinde, da hun fik sin Afsked fra denne Stilling 1. Nov. 1634. Hertug Franz Albrechts 2. paaviselige Besøg i det danske Monarki fandt Sted 3½ Aar senere. 26. og 27. Juli 1639 skrev han fra Glückstadt i Sydholsten Breve til Christian IV., som opholdt sig i Glückstadt og Omegn fra 29. Juli til 3. Okt. 1639. -det Venskab mellem min Herre og Hannibal osv.: Svogrene Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt var, efter at Sehested 1642 var blevet Statholder i Norge, Ulfeldt 1643 Rigshofmester, paa flere Punkter Modstandere af hinandens Politik, og Sehested vandt i høj Grad Christian IV.s Gunst, samtidig med at Forholdet mellem Kongen og Ulfeldt blev mere og mere spændt. Senere stræbte Sehested at genvinde Frederik III.s Naade, mens Ulfeldt helt brød med den kongelige danske Regering. Alt dette lagde Sehested for Had hos Ulfeldt og hans Kreds, men de mere eller mindre djævelske Intriger mod Ulfeldt, som denne Kreds tillagde Sehested, savner historisk Grundlag. Se C. O. Bøggild-Andersen: Hannibal Sehested. En dansk Statsmand. I, 1946.

Side 7:

Skanderborg: Chr. IV. holdt 3. Nov. 1633-8. April 1634 Hof paa Skanderborg Slot, hvor ogsaa hans yngre Børn og deres Hofmesterinde opholdt sig. - Alexander v. Kückelsom: Denne, der døde 1643, var en Tid Dansemester paa Sorø Akademi og underviste fra 1624 Hertugerne Frederik og Ulrik, Kongens Sønner, i »at danse og andre Exercitia«. 1628 ansattes han som »de kongelige Børns Dansemester«; 1633-34 kaldtes han »Frøkenernes Sprogmester, Regnemester og Dansør«. - Prinsen: den udvalgte Prins Christian (V.), Chr. IV.s ældste Søn (1603-47). - Kongens Skriftefader: Dr. Christen Jensen (Jani, med Tilnavnet Vejle) (1596-1635), 1622-24 Rektor i Odense, 1624-27 Sognepræst i Vejle, fra 1627 kgl. Hofprædikant og Skriftefader. Han havde været Hannibal Sehesteds Lærer og var gift med en Søster til den senere Ærkebiskop Hans Svane.

Side 9:

Magister Christoffer: Mag. Christoffer Christensen Holbæk (ca. 1595-1638), tidligere Rektor i Holbæk, paa 312 Herlufsholm og i Sorø, 1630-34 »Skolemester« for »Frøkenerne«, fra 1634 Sognepræst i Stege.

Side 11:

Johannes Meineken: Denne, som ogsaa kaldtes Meincke og døde 1635, var 1615-30 Organist ved Frue Kirke, fra 1630 Organist ved Frederiksborg Kirke og Musiklærer for de kongelige Børn. - Frøken Sophies Bryllup: Sophie Elisabeth holdt 10. Okt. 1634 Bryllup paa Københavns Slot med den holstenske Adelsmand Christian v. Pentz (1600-51), fra 1630 Guvernør i Glückstadt og kgl. Statholder i Holsten, 1636 Rigsgreve. Ægteskabet blevet meget lidt lykkeligt, og han blev mere og mere drikfældig. - Afsked: Fru Karen Sehested fik sin Afsked som Hofmesterinde fra 1. Nov. 1634. - alle 4 Børn: nemlig foruden L. Chr. Elisabeth Augusta (f. 1623) og Tvillingerne Christiane og Hedvig (f. 1626). - Prinsessen: Magdalena Sibylla af Sachsen (1617-68), gift 5. Okt. 1634 paa Københavns Slot med Prins Christian, der fra 1627 var forlenet med Laaland og Falster og holdt Hof paa Nykøbing Slot. - den Herredag osv.: Der holdtes Herredag og Retterting (Raadsmøde og Højesteret) i København 13. April-12. Maj 1635. 1. Pinsedag var 1635 17. Maj, saa L. Chr.s Tidsangivelse er ikke helt nøjagtig. - en Dame ... af Familien Blixen: Fru Sophie Hedvig v. Blixen (1587-1643) ansattes som Hofmesterinde for Kongens Døtre 28. Jan. 1635 og havde denne Stilling til sin Død. Hun var født i Pommern og havde været gift med Caspar v. Barstorff, Staldmester hos Hertugen af Sønderborg; efter hans Død var hun i 8 Aar Hofmesterinde ved Hertug Frederik af Nordborgs Hof. - Philip Barstorff: Philip Joachim v. Barstorff (d. 1677), 1642 Kammerjunker hos Chr. IV., senere hos Dronning Sophie Amalie, 1652 naturaliseret som dansk Adelsmand, 1654-60 Lensmand paa Aalholm. - Rejse til Glück stadt : Kongen opholdt sig i April-Maj 1635 dels i København, dels paa Frederiksborg, dels paa Kronborg, mens Børnene havde Bolig paa Hørsholm, hvor han et Par Gange besøgte dem. 22. Maj afsejlede han fra Kronborg til Norge, hvor han var til 6. Juli. Han foretog dette Foraar ingen Rejse til Glückstadt, men rejste 15. Juli fra København med Skib til Kristianspris, hvorfra han 22. Juli drog til Glückstadt; her og andre Steder i det sydlige Holsten var han til 12. Aug. Om L. Chr. ledsagede ham til Glückstadt ved denne Lejlighed, ses ikke af hans Kalenderoptegnelser; Rejsen varede imidlertid betydelig over 2½ Dag. I Nov. holdt han 313 Herredag i Odense, og 28. Nov. »kom« - melder Kalenderen -»Børnene til Odense«.

Side 12:

sit Bryllup: Det stod paa Københavns Slot 9. Okt. 1636 (denne Dato husker L. Chr. altsaa rigtigt). Om Forberedelserne dertil se Birket-Smith I, S. 75-81. - Statholder: Corfitz Ulfeldt kom til København i Henhold til et egenhændigt kongeligt Brev til ham af 16. April og fik Bestalling som Statholder i København. Han benævnes Statholder i et Kongebrev af 29. April 1637, hvorved han forlenes med Stege Slot og Elmelunde Gaard paa Møen »kvit og frit« (d. e. uden Afgift og Regnskabspligt). L. Chr.s Tidsangivelse synes derfor rigtig eller paa det nærmeste rigtig. Statholderen i København var Byens Kommandant og højeste civile Myndighed. Naar det højeste Embede under Kongens, Rigshofmesterembedet, var ubesat (hvad det var i det meste af Chr. IV.s Tid), besørgedes dets Forretninger for en stor Del af Statholderen. Ulfeldt kaldes som Statholder i København i officielle Skrivelser »prorex« (»Vicekonge«). 1. eller 2. April 1643 udnævntes han til Rigshofmester. - et Hus: Den Gaard, Ulfeldt købte af Storkøbmanden Johan Braëm, fyldte med Grunden den nordlige Del af det nuværende Graabrødretorv (mellem Torvet, Læderstræde og Skindergade). Se herom og om Ulfeldts efterhaanden meget gunstige Indtægts- og Formueomstændigheder Birket-Smith I, S. 85 ff.; xxxvii f.

Side 13:

Karel van Mander: (ca. 1609-70), f. i Delft i Holland som Søn af Maleren og Gobelinfabrikanten af samme Navn, var senest fra 1630 virksom som Maler i København, hvor han udførte Figurkompositioner og Portrætter for Kongehuset, den fine Verden og Byens velstaaende Borgerskab. Af L. Chr. har han malet bl. a. Helfigursbilledet paa Rosenholm. Han boede i en smuk Gaard paa Østergade, hvor fornemme Folk (bl. a. fremmede Gesandter) kunde logere, samlede her et «Kunstkammer« og drev Handel med Kunstværker og Rariteter. - Frøken Elisabeth: L. Chr.s 2 Aar yngre Søster, Elisabeth Augusta, som 1639 ægtede Befalingsmand paa Kalundborg, senere Rigsraad Hans Lindenov til Ivernæs. Hun viste sig ogsaa senere som et temmeligt nederdrægtigt Fruentimmer. »Jeg maa bekende, at jeg er bleven gift i en Fandens Maade«, klagede hendes Mand bittert i et Brev fra Begyndelsen af 1650'erne. - Anne: Anne Jakobsdatter Ulfeldt (1603-42), der var Enke efter Oberst i svensk Tjeneste Povl Henriksen Ramel til Osbyholm og Wusterwitr og senere ægtede Johann Nicolaus Telone von Hammerstein (d. 1641). - een i314Særdeleshed: Det er muligt, at der sigtes til Malmøborgmesterdatteren Birgitte Evertsdatter Dichman (d. 1668), der 1629-46 var gift med Borgmester i København Reinhold Hansen og fra Jan. 1660 med Franz Eberhard v. Speckhan (1628-97), der 1657 blev Major ved det kgl. Livregiment til Fods og døde 1697 som Gehejmeraad og Stiftamtmand i Ribe. Den svenske Resident i København Magnus Dureel skrev 9. Okt. 1646 til Rigskansler Axel Oxenstierna, at det var almindeligt kendt i Staden, at hun stod i Forhold til Rigshofmesteren. Dr. Otto Sperling fortæller i sin Selvbiografi, at hun i Sommeren 1645 var hos L. Chr. paa Hørsholm (som Ulfeldt fra 1641 havde i Forlening), og hun fulgte Ægteparret paa Ulfeldts Ambassader til Holland 1646-47 og 1649. Efter sin Flugt fra Malmø til København i Juli 1660 (se S. 327) synes Ulfeldt at være taget ind i hendes Hus, og hun opbevarede en Del af hans kostbareste Ejendele, især Værdipapirer for ham.

Side 14:

hendes egen Broder: Grev Valdemar Christian. - Bielkerne: Norges Kansler Jens Bielke til Østraats Sønner, af hvilke de mest kendte var Faderens Efterfølger som norsk Kansler Ove Bielke, senere Rigsadmiral Henrik Bielke og Generalløjtnant, Statholder paa Sjælland Jørgen Bielke. Den af L. Chr. nævnte Søn var Christian Bielke (1616-42), 1640 Hofjunker. Den Duel med den holstenske Kammerjunker Bertram Ranizau (1614-86) til Ascheberg og Weissenhaus, i hvilken han blev stukket ihjel, fandt Sted Paaskeaften 9. April 1642, ikke længe efter at Valdemar Christian var vendt hjem fra den første af sine to Sendefærder til Moskva (1641-42 og 1643-45), der havde til Formaal at forhandle om et Ægteskab mellem ham og Tsar Michail Fedorovic's Datter Irina. L. Chr. husker altsaa fejl, naar hun daterer Duellen til over et Aar efter Hjemkomsten.

Side 15:

Tvillingesøstre: Christiane og Hedvig, der var Tvillinger. - vor gamle Mand: Se S. 298. Dr. med. Otto Sperling (1602-81), som var født i Hamburg og fra et Ophold i Norge stod Familien Bielke nær, var 1637-44 Læge ved Børnehuset i København, 1639-44 Stadsfysicus, 1649-51 Hofmedicus. Dr. Sperling var som Huslæge og Husven meget nært knyttet til Ægteparret Ulfeldt, til hvis Historie hans Selvbiografi (udgivet 1885 i dansk Oversættelse af S. Birket-Smith) yder vigtige Bidrag. Fra 1664 til sin Død sad han fængslet i Blaataarn, dømt for Majestætsforbrydelse som meddelagtig i Ulfeldts højforræderiske Planer.

315

Side 16:

handlede ... ilde med sin egen Moder: Valdemar Christian vakte 1654-55 en voldsom Vrede hos sin Moder Fru Kirsten Munk, fordi han plagede hende for Penge, og fordi han - efter hvad hun paastod - skulde have tilbudt at vise Kong Frederik III. Breve fra hende og L. Chr. som Beviser for, at det var deres og Ulfeldts Skyld, at han ikke før havde underkastet sig sin kongelige Halvbroder, men søgt Tjeneste i Sverige. Ikke længe efter faldt han i Kong Karl Gustavs Tjeneste i Lublin i Polen (26. Febr. 1656). - en saare ypperlig Lærer: Dr. Otto Sperling. - Leonin : en spansk Adelsmand og Naturforsker, sorn en Tid var i Ulfeldts Tjeneste. - Rejser ... til Jylland: Blandt disse var det Besøg, som L. Chr. i Efteraaret 1645 aflagde hos sin Moder Kirsten Munk paa Boller for at »forsørge hende med Allehaande, som hende manglede«, og som i høj Grad mishagede Chr. IV. hvad han i et Brev af 27. Nov. 1645 lod Ulfeldt vide. - Rejse ... til Holland osv.: Ulfeldt fik 1646 Orlov for i Paris at søge Lægehjælp, men fik tillige, vistnok paa sin egen Tilskyndelse, overdraget at forhandle om Forbund og andre Spørgsmaal i Frankrig og Holland. Forhandlingerne førte dog ikke til større Resultater ud over en Traktat med Holland 1647 om Skibsmaaling og Trælasttold i Norge. Rejsen varede fra Juli 1646 til Juni 1647. I Haag opholdt Familien sig Juli 1646-Marts 1647, og L. Chr. fødte her o. 1. Okt. 1646 Sønnen Leo »Belgicus« (der kun blev et Par Aar gammel). Blandt dem, som her gjorde Ægteparret deres Opvartning, var den store franske Filosof René Descartes (Cartesius). I Paris og Amiens opholdt Ulfeldt og L. Chr. sig i April og Maj 1647 og var Genstand for stor Opmærksomhed fra det franske Hofs Side. I Paris boede de i Hertugen af Vendômes Palæ, og L. Chr. aflagde flere Gange Besøg i Palais-Royal hos Dronning Anna af Østrig, Ludvig XIII.s Enke, som sammen med Førsteministeren Kardinal Mazarin førte Regentskabet for sin 9-aarige Søn, Kong Ludvig XIV. Dronningens Kammerfrue Madame de Motteville giver i sine »Mémoires« en interessant Skildring af den danske Dames Personlighed og Ydre (trykt Danske Samlinger, 2. Rk. I, 1871-72, S. 218-20), jvf. Indledning S. XII. Se om Rejsen i øvrigt Birket-Smith I, S. 141-50. - en Herremand: Ebbe Laxmandsen Gyldenstierne til Tyrrestrup (ca. 1625-77), Hofjunker, senere Lensmand og 1661-71 Stifsbefalingsmand over Viborg Stift. - Duns: Hermed menes vistnok »The Downs», Farvandet ud for Deal, Nord for Dover. Dr. Otto Sperling fortæller i sin Selvbiografi, at Skibet afgik fra 316 Goeree (i Syd-Holland, et Stykke Vest for det a£ L. Chr. nævnte Hellevoetsluis) ved Morgengry og den følgende Nat naaede Englands Kyst ikke langt fra Yarmouth, hvor det kastede Anker »paa et slemt Sted med mange Singels«. Efter en haard Nat, hvor L. Chr. og de andre »var alle meget syge formedelst Skibets Hoppen«, lettede man Anker og kom om Aftenen til Dover, hvorfra Rejsen næste Dag fortsattes i Karet til London. - Det er ganske ejendommeligt at forestille sig L. Chr. og Sperling siddende hver i sit Fangehul i Blaataarn uden anden Forbindelse end en lille Billet i Ny og Næ og skrivende i deres Selvbiografier orn til Dels samme Begivenheder.

Side 17:

med Barn : Der maa formentlig tænkes paa Sønnen Otto, som fødtes 1648. - London: Om Opholdet i London fortæller Sperling mere udførligt. L. Chr. gjorde mange Indkøb paa baade den gamle og den nye Børs og besøgte St. Pauls-Kirken (den middelalderlige Kirke, som brændte 1666), og Tower, fra hvis Taarn »vi med Forundring overskuede Stadens Størrelse igennem Stenkulsrøgen«, og Westminster Abbey. Her saa L. Chr. et Billede af Dronning Anna af England (1574-1619), Chr. IV.s ældste Søster, hvis Lighed med Broderdatteren Sperling fandt frapperende. Han fortæller ogsaa, at Dronning Annas Datter, L. Chr.s Kusine, Enkedronning Elisabeth af Bøhmen, da hun i Haag første Gang saa L. Chr., »løb hende i Møde, kyssede hende og raabte højt i det engelske Sprog: »Ak, min Moder, min Moder!«.« - Prinsen af Pfalz: Pfalzgrev Rupprecht (1619-82), i England kaldet »Prince Rupert«, død som engelsk Viceadmiral og Guvernør i Windsor, Søn af den ovennævnte Dronning Elisabeth og Kurfyrst Frederik V. af Pfalz, der 1619 valgtes til Bøhmens Konge, men tabte sin Krone efter Slaget paa Det hvide Bjerg 1620. L. Chr. sammenblander i Erindringen Prinsen med hans ældste Broder Karl Ludvig, der 1648-80 var Kurfyrste i Nedre-Pfalz med Residens i Heideiberg. Rupert gik 1642 i Tjeneste hos sin Morbroder Karl I. af England og Skotland og kommanderede i Borgerkrigen det kongelige Rytteri. Efter i Sept. 1645 at have overgivet Bristol til Parlamentstropperne faldt han i Kongens Unaade; til det antikongelige Parti sluttede han sig dog ikke, og han overtog 1648 Kommandoen over den kongelige Flaade. Karl I. overleveredes 30. Jan. 1647 af den skotske Regering til det engelske Parlaments Kommissærer, der førte ham til Holmby House i Northamptonshire; han henrettedes 30. Jan. 1649 foran Whitehall-Palæet. - Sperling fortæller, at Prins Rupert med nogle Kavalerer saa og hilste paa 317 L. Chr., da hun kom ud af Westminster, og at der i London gik Rygter om, at hun var Kongen af Danmarks Datter. - Haven: den almindelige Betegnelse for Rosenborg (der laa i Kongens Have uden for Østervold), hvor Chr. IV. døde 28. Febr. 1648 Kl 5½ Eftermiddag. Baade L. Chr. og Ulfeldt var til Stede ved Dødslejet, og hun trykkede efter Døden sin Faders uskadte højre Øje til. - den Konge, som fulgte efter ham: Frederik III. (1609-70), Leonora Christinas Halvbroder. Han overtog først Regeringen efter Rigsraadets Valg, Underskrivelsen af hans Haandfæstning og Hyldingen (6. Juli 1648) og kaldtes indtil da Hertug Frederik. - Paa de stærke indrepolitiske Modsætninger i Chr. IV.s sidste Aar, bl. a. Ulfeldts Modsætning til Kongen og Hertugens til den danske Adel i Almindelighed og Rigshofmesteren i Særdeleshed, kommer L. Chr. ikke ind, saa lidt som paa Spændingen mellem Chr. IV. og hans fraseparerede Hustru Kirsten Munk, under hvilken Børnene og deres Ægtefæller overvejende stod paa Moderens Side. - en anden Rejse ... til Holland: Ulfeldt var i Febr.-Nov 1649 paa en Sendefærd til Holland, hvor han i Sept. sluttede en dansk-hollandsk Forbundstraktat og en Traktat om Afløsning af Øresundstolden med en fast aarlig Sum for hollandske Skibes Vedkommende. Den Datter, L. Chr. fødte i Haag, var formentlig Leonora Sophie. - Hannibals, Gers dorffs og Vibes Anslag: Ulfeldt optraadte i den første Tid efter Chr. IV.s Død med stort Overmod og berigede paa forskellig Maade sig og sine Venner. For den mod en øget Kongemagt stræbende Frederik III. kom Rigshofmesteren til at staa som en Hovedanstødssten, og Kongen og Dronning Sophie Amalie (1628-85), der nærede dyb Skinsyge mod den smukke og fejrede L. Chr., arbejdede i de Aar, der fulgte, mere og mere maalbevidst paa at undergrave baade Ulfeldts og hele Svigersønnegruppens Position. En Tid fik Hannibal Sehested, som vidste at vinde ogsaa den ny Konge for sin norske Statholderpolitik, og som havde en stærkere Kongemagt paa sit Program, skabt en Slags Vaabenstilstand mellem Konge og Rigshofmester, i Ly af hvilken Ulfeldt foretog sin Gesandtskabsrejse til Haag 1649. Kongen benyttede imidlertid Rigshofmesterens Fraværelse til at gribe ind i hans Myndighedsomraade, støttet bl. a. af den nyudnævnte Statholder i København Joachim Gersdorff og den ny Rentemester Peder Vibe. Ulfeldt mødte ved sin Hjemkomst stor Kulde ved Hove og stødte i Febr. 1650 saa heftigt sammen med Kongen i Spørgsmaalet om sine Embedsbeføjeiser, at han helt trak sig tilbage 318 fra Forretninger og Rigsraadsmøder og - under Foregivende af Sygdom - faktisk ophørte at fungere som Rigshofmester. Hans Fjender inden for Rigsraadet og Administrationen og ikke mindst Kongens tyske Hofmænd og Raadgivere (»det hemmelige Raad«) modarbejdede virksomt ham og de andre »Svigersønner«, og han maatte døje flere Ydmygelser, bl. a. at L. Chr. og hendes Søstre berøvedes deres Titel af Grevinder til Slesvig og Holsten. Juli 1650 besluttedes en Undersøgelse af hans Forhold ved Leverancerne fil Staten. Mens den stod paa, fremkom Dina Vinhofvers' Beskyldninger.

Side 18:

Proces: Der menes Dina-Processen. En letlevende Kvinde Dina Vinhofvers (Skomagers), der boede i sin Stedfaders, en Silkevævers, Hus uden for Nørreport, lod - sikkert efter Tilskyndelse af sin Elsker, den holstenske Oberstløjtnant Jørgen Walter (ca. 1610-70), der havde Tilknytning til den unge Dronning Sophie Amalies Hof - ved Juletid 1650 Kongen vide, at Ulfeldt, hvem hun paaløj Faderskabet til det Barn, hun skulde føde Walter, og L. Chr. pønsede paa at tage ham af Dage ved Gift. Beskyldningen vakte stærkt Røre ved Hoffet, men først da Dina - uvist, af hvilke Bevæggrunde - havde aabenbaret L. Chr. et planlagt Attentat mod hende og hendes Mand, hvori Walter skulde være impliceret, og derved drevet den opskræmte Rigshofmester til at søge Kongens Beskyttelse (April 1651), lod Frederik III. Beskyldningerne mod Ulfeldt blive almindeligt kendt og Dina fængsle. I den Proces, som Ulfeldt anlagde mod hende ved Københavns Byret, frifandtes han 28. Maj for Dinas Anklage, og 12. Juni dømtes hun af Raadstueretten til at straffes paa sin Hals, en Dom, som 3. Juli stadfæstedes af Herredagen. 11. Juli fandt hendes Henrettelse Sted paa Pladsen foran Slottet. Uden Tvivl savnede Beskyldningen ethvert Grundlag. Se bl. a. Birket-Smith I, S. 199-219. - Walter blev i Juli 1651 landsforvist; han endte sit Liv som Fange i Blaataarn (se S.225ff.). - til Amsterdam: Efter Dina-Processen søgte Ulfeldts Fjender at angribe ham paa en anden Front, og da Kongen 13. Juli 1651 underskrev et Forslag til Rigsraadet, der forlangte dettes Betænkning bl. a. om Rigshofmesterens egenmægtige Embedsførelse og hans Forbindelse med Leverandører, som havde beriget sig paa Kronens Bekostning, foretrak han at unddrage sig den kommende Storm ved om Aftenen 14. Juli med sin Hustru og de nævnte Børn hemmeligt at forlade København gennem Østerport, hvortil han som Rigshofmester havde Nøglen. Over Hørsholm (der var forlenet dem 319 afgiftsfrit for begges Levetid) kørte de til Hammermøllen Nord for Helsingør, hvorfra en lejet Galiot førte dem til Holland. Med Ordene om, at Ulfeldt havde Kongens Tilladelse til at forlade Landet, sigter L. Chr. vistnok til, at det Paalæg, som 14. April var givet ham om ikke at forlade Byen uden Kongens Vidende, ophævedes Dagen efter Herredagsdommen i Dinas Sag (4. Juli). -Dronning Christinas Beskærmelse: Brevet herom udstedtes 13. Sept. 1651, efter at Ulfeldt og L. Chr. den 6. var ankommet til Stockholm fra Travemünde. Dagen før havde det danske Rigsraad givet sit Samtykke til, at han mistede sine Len, men først efter at han i April 1652 havde udgivet et udæskende Forsvarsskrift (»Højttrængende Æresforsvar«), udnævntes i Okt. 1652 Joachim Gersdorff til Rigshofmester i hans Sted, og først i Juli 1653 inddroges hans Gods og rørlige Formue. Under sit Ophold i Stockholm 1652-55 søgte han at hidse ikke blot den svenske Regering, som han ydede betydelige Pengelaan, men ogsaa den engelske Republik til Krig mod Danmark.

Side 19:

Danzig: Hertil kom Ægtefællerne o. 1. Okt. 1651. - Charles : Charles Prouin. aabenbart af fransk Herkomst, var i Ulfeldts Tjeneste til hans Død og betegnes senere som Hushovmester. - det Fort, som er uden for Stade: Den latinske Oversættelse af Selvbiografien tilføjer som Navn paa Fortet: »Schwinger«. Stade ligger ved Schwinge, en Biflod til Elben, og hørte den Gang til det af Sverige erobrede Ærkebispedømme Bremen. - en Rejse for Tidsfordriv: Maaske søgte Ulfeldt, som nogle i Samtiden mente, Lejlighed til at træffe Kong Johan II. Casimir af Polen, som Dagen før hans Ankomst til Danzig var rejst fra denne By. - Dr. Saur : Der sigtes sikkert til den Johannes Conradus Saurius, som 9. Febr. 1643 fik Tilladelse til at bosætte sig paa Christianshavn »og der hans Kunst bruge hos hvem hannem der besøger og begærer hannem at bruge«. Han anklagedes 1645 for Kvaksalveri og boede 1650 i Stralsund.

Side 20:

Ebbe Ulfeldt: Ebbe Ulfeldt til Ovesholm, gift med L. Chr.s Søster Hedvig. Han mistede 1650 sit Len Bornholm paa Grund af Bondeplageri og Restancer. Jan. 1652 tilbød han i Stockholm Dronning Christina sin Tjeneste og udnævntes til Generalmajor. Senere blev han Generalløjtnant, Medlem af det svenske Rigsraad (1664), Hofretsraad, Rigsjægermester og Lagmand i Ostergötland. - I Følge et Brev fra en fornem Person i Danzig af 8. Okt. 1651, som den danske Resident i Haag Peter Charisius refererer i Brev til Frederik III. af 20. Okt. s. A., tog Ulfeldt og L. Chr. ud for at bese det berømte Cistercienserkloster Oliva en 320 Mils Vej fra Danzig. Adgang var forbudt Kvinder; L. Chr. slap dog ind takket være sin Mandsdragt, men røbedes »ved sin tykke Mave«, og da Sagen var meldt Danzigs Raad, betydedes det Ægteparret, at det maatte forlade Byen, hvis det ikke vilde, at Raadet i Henhold til Skrivelse fra Kongen af Danmark skulde sætte det fast. En saadan Henstilling syntes dog ikke at kunne nødvendiggøre den Flugt fra Byen, hvorom L. Chr. fortæller. - Stralsund: Her, hvor Ulfeldt forfattede sit »Højttrængende Æresforsvar«, dat. 14. April 1652, havde L. Chr. en Del af sine Børn hos sig, som Dr. Sperling kom med fra Utrecht. - paany en Rejse til Stockholm: Efter Opfordring af Dronning Christina kom Ulfeldt og L. Chr. 6. Juni 1652 til Stockholm og opholdt sig der til 5. Maj 1655. Børnene synes at være blevet tilbage i Stralsund, efter Datteren Anna Cathrines senere Oplysning, fordi Ulfeldt »aldrig vilde tilstede, nogen af hans store Børn skulde være hos Christina, meget mindre den liden unosel (uskyldige) Leon« (den yngste Søn); siden aflagde dog nogle af dem Besøg i Stockholm. Ulfeldt vandt Dronningens Yndest, indviklede sig i landsforræderiske Stemplinger mod Regeringen i Danmark og laante Dronningen store Pengesummer af de Midler, han før sin Flugt havde anbragt i Udlandet. L. Chr., der, som hendes Ord viser, ikke satte Pris paa den excentriske svenske Dronning, levede - selv om hun af og til kom ved Hoffet - ret isoleret i Stockholm, bl. a. maaske fordi, som den danske Resident Peder Juel skrev, »Respekten ikke er i Sverige, som Leonora Christina prætenderer«. Da Ulfeldt i Foraaret 1653 blev alvorligt syg af Brysthindebetændelse, blev Dr. Sperling tilkaldt. Han blev Sommeren over og fordrev - som han fortæller i sin Selvbiografi -Tiden for L. Chr. ved at læse den romerske Filosof Senecas Breve for hende (paa Latin) og spille Skak med hende. St. Valentins Dag, 14. Febr. 1654, valgte den engelske Officer Croke, der var i Ambassadør Sir Bulstrode Whirelocke's Følge, hende til sin »Valentine« og sendte hende nogle engelske Silkestrømper og Handsker, hvilken Gave hun gengældte med en Ring med 6 Diamanter og en Rubin til Værdi af 80 £. Sml. Birket-Smith I, S. 241-78. - Dronningens Tronfrasigelse: Denne fandt Sted 6. Juni 1654, Karl Gustavs Kroning samme Dag, hans Bryllup med Hertuginde Hedvig Eleonora af Gottorp 24. Okt. 1654. Se L. Chr.s Skildring af sidstnævnte Festlighed S. 51-54. - Barth: Slottet og Amtet Barth i Pommern var for et Laan paa 200.000 Rdl. (ca. 3 Mill. Kr. i vore Dages Pengeværdi) pantsat til Ulfeldt af 321 Dronning Christina, til hvis Underholdsgods det hørte. Her boede Ægteparret og vistnok de fleste af Børnene, til Ulfeldt i Juli 1657 traadte i Karl Gustavs Tjeneste. - Matias de los Reyes: Navnet ikke paa en Bog, men paa en spansk Forfatter, der døde tidligst 1640 og bl. a. udgav to Novellesamlinger »Curial del Parnaso« (»Parnassets Sagfører«, Madrid 1624) og »Para algunos (»For nogle«, Madrid 1640). - Cléopafre: L. Chr. synes at mene den paa hendes Tid meget berømte Roman »Cléopâtre« af den franske Forfatter Gauthier de Costes de la Calprenède (1614-63); den første Udgave kom i 12 Bind 1647-58. - Rejse til Danmark: Af Rejsen til Danmark, der startede fra Barth 5. Nov. 1656 - ikke 1657, som L. Chr. her og i »Jammers-Minde« (S. 97) ved en Fejlhuskning skriver - og afsluttedes med hendes Hjemkomst 15. Dec. s. A., forfattede hun kort efter Hjemkomsten en Skildring paa Dansk, som er trykt i denne Udgave S. 55-68. Denne Skildring stemmer i Hovedtrækkene og i en Række Enkeltheder forbløffende godt med det her fortalte, som L. Chr. nedskrev i Blaataarn efter Hukommelsen over 16 Aar efter, men der er dog bemærkelsesværdige Afvigelser i Enkeltheder, ligesom Fortælleformen i Selvbiografiens Skildring er knappere og nok saa livfuld, mindende om Stilen i »Jammers-Minde«.

Side 21:

en Sekretær: Han hed Schwarfzkopf (S. 62) og havde vistnok tidligere været i Grev Valdemar Christians Tjeneste. - besøge sin Moder: L. Chr.s Besøg hos sin Moder Fru Kirsten Munk paa Boller (se Indl. S. III) omtales ogsaa i en Indberetning af Tyge Below og Erik Krag, dat. 2. Jan. 1657, om en Rejse, de efter Kongens Ordre 1. Jan. foretog til Boller for at forhøre Fru Kirsten om hendes og hendes Børns Ret til at føre Titelen Grevinder til Slesvig og Holsten. Ved Forordning af 14. Jan. 1657 forbød Frederik III. dem at føre Titelen og det dertil hørende Vaaben. At L. Chr., som Rygtet gik, paa Boller skulde have samlet misfornøjede danske Adelsmænd, er næppe sandsynligt. - Ulrik Christian Gyldenløve: (1630-58), Leonora Christinas Halvbroder, Søn af Christian IV. og Vibeke Kruse. Han stod i et fjendsk Forhold til Kirsten Munks Børn og Svigerbørn (se S. 60), og at Frederik III. sendte netop ham med Udvisningsordren, maa anses for en ekstra Forhaanelse. Gyldenløve, der var berygtet for sine Udskejelser, var paa dette Tidspunkt forlenet med Hald og skal have erhvervet sig en spansk Generalmajorstitel. Under Krigene 1657-58 gjorde han Tjeneste som Generalmajor, senere Generalløjtnant i Rytteriet. Han havde af 322 Frederik III. faaet Ordre til straks at begive sig til Boller og lade L. Chr. vide, at da hun og Ulfeldt hemmeligt havde forladt Danmark og givet sig under Dronning Christinas Beskyttelse, og hun desuden »under hendes egen Haand« havde bagtalt og »utilbørlig angreben« ham og Regeringen, vilde han ikke erkende hende for sin Undersaat, men befalede hende straks at forlade hans Riger og Lande, »med mindre hun sig selv vil tilskrive, hvis hende derover vederfares«. Med Beskyldningen for Angreb paa Kongen og Regeringen sigtes der muligvis til Breve fra L. Chr. til hendes Moder, som skal være blevet opsnappet af den danske Regering. Disse Breve kendes ikke, men bevarede Breve fra Fru Kirsten og hendes Døtre Elisabeth Augusta og Hedvig gaar ret vidt i Kritik af den kongelige Regering. - Borgemester Brandt: Gaspar Brandt (1607-77) var Borgmester i Korsør senest fra 1655; fra 1661 var han Ridefoged over Korsør Slot og Len.

Side 23:

hansanden Ordre: Dennes Ordlyd er ukendt. - Affæren med Dina: Se S. 318. - Tscherning: Den i Schlesien fødte Paul Tscherning (1627-66) havde været ansat i Hamburg Domkapitels Kantori, kom til Danmark 1655, synes en Tid at have været i Ulrik Christian Gyldenløves Tjeneste og blev 1657 Generalauditør. Han stod Christoffer Gabel, Frederik III.s Kammerskriver og Yndling, nær og tilhørte efter Statsomvæltningen 1660 det mest adelsfjendtlige, absolutistiske og militaristiske Parti. Episoden med Tscherning nævnes ikke i L. Chr.s Skildring fra 1656. - Cai Ahlefeldt: (1591-1670) til Mehlbek, Amtmand over Haderslev Amt 1649-70, 1638-45 og 1657-60 Generalkrigskommissær i Hertugdømmerne.

Side 24:

et Brev fra Gyldenløve: Sml.S.64f. - Holst: Claus Holst var Amtsskriver i Flensborg. - Amtmanden: Amtmand i Flensborg var 1652-79 den bekendte Diplomat og Menioireforfatter Ditlev Ahlefeldt til Haseldorf (1617-86). Der var under L. Chr.s Ophold i Aabenraa udfærdiget en hemmelig kgl. Ordre af 2. Dec. 1656 til Hertugdømmernes Statholder Grev Christian Rantzau. Amtmand i Haderslev Cai Ahlefeldt og Amtmand i Rendsborg Henrik Blome om at standse L. Chr., hvor hun maatte antræffes i Kongens Lande, og, da Kongen havde erfaret, at hun medførte nogle for ham og Staten »præjudicer- og skadelige Skrivelser«, gennemsøge hendes og hendes Følges Gemmer; de maatte kun tage de nævnte Papirer og iøvrigt ikke hindre hendes Rejse.

Side 25:

over Grøften: altsaa ind over Marken, uden om 323 Bommen. Se S. 65,67. - kom Amtmanden i en Vogn: At Amtmand Ditlev Ahlefeldt selv deltog i Forfølgelsen, siger L. Chr. intet om i Beretningen fra 1656 (se S. 67), og der er vel her Tale om en Fejlhuskning. - den Bro, som danner Skellet: Den latinske Oversættelse af Selvbiografien kalder den »Broen ved Helligbæk« (pontem Hilligenbekki). Her gik Skellet mellem det kongelige Flensborg og det hertugelige Gottorp Amt. Nævnte Oversættelse tilføjer, at L. Chr. efter sin Ankomst til Slesvig By »skriver det passerede til Gyldenløve osv.« (scribit acta Guldenlovio etc.), hvad hverken Selvbiografien i dens bevarede Form, den danske Beretning fra 1656 eller den franske Bearbejdelse af Selvbiografien har noget om. - Rejse fra Barth til Holland: Som anført, er den Randanmærkning, hvori denne Rejse omtales, urigtigt anbragt i de bevarede Afskrifter af Selvbiografien; og baade den latinske og den franske Bearbejdelse placerer den, som det er sket her. Det fremgaar imidlertid af et Brev af 21. Juli 1656 fra L. Chr.s Søster Elisabeth Augusta til den ældste Søster Sophie Elisabeth, at Rejsen fandt Sted i Sommeren 1656.

Side 26:

Kongen af Sverige kalder ham til sig: 1. Juni 1657 erklærede Frederik III., mens Karl Gustav var indviklet i Krig i Polen, Sverige Krig. Den svenske Kange brød op med sin Hær og rykkede i Ilmarcher mod Hertugdømmerne. I Stettin kaldte han Ulfeldt til sig, og ved en Erklæring, dat. Stralsund 10. Juli 1657, traadte den tidligere danske Rigshofmester i Sveriges Tjeneste som Karl Gustavs Gehejmeraad mod Løfte om Kongens Hjælp til at opnaa Genindsættelse i hans tidligere Embede, Værdighed og Godser. - Ottensen: en Flække ved (nu Forstad til) Altona. L. Chr. synes at være stødt til sin Mand, kort før han 12. Aug. fra Wedel Vest for Altona udstedte sit berygtede Opraab til den jyske Adels Repræsentanter om at underkaste sig den svenske Konge. - Frederiksodde: Fæstningen Frederiksodde (nu Fredericia) erobredes af den svenske Hær ved Storm 24. Okt. 1657. Under Belejringen af Fæstningen boede Ulfeldt, L. Chr., deres ældste Søn Christian og Dr. Sperling i et lille Bondehus uden for Byen, men flyttede efter Erobringen ind i denne. - Grev Wrangel: Den svenske Feltherre, Generalguvernør i Svensk-Pommern Karl Gustav Wrangel (1613-76), senere Rigsadmiral og Rigsmarsk. Han og Ulfeldt traadte i et meget venskabeligt Forhold til hinanden. - Grev Jakob: Grev Jakob Casimir de la Gardie (1629-58), Generalløjtnant og Rigsraad; han kommanderede Infanteriet ved Togtet over Lille Bælt og blev 324 General-guvernør over Fyn, faldt under Københavns Belejring. - over til Sjælland: 29. Jan. 1658 fandt den svenske Hærs Overgang over Lille Bælt, 5.-6. Febr. Overgangen over Store Bælt fra Nyborg over Taasinge og Langeland til Laaland Sted; 11. Febr. naaedes Vordingborg. 26. Febr. 1658 undertegnedes, efter forudgaaende Forhandlinger i Tostrup med Ulfeldt som en af Forhandlerne paa svensk Side, Freden i Roskilde, hvis Art, 24 tilsikrede Ulfeldt Tilbagegivelse af hans Gods og Formue i Danmark-Norge, hans og hans Søn Christians Len og L. Chr.s »tilbørlige Titel« samt »for al lidt Skade nøjagtig Vederlag og Satisfaktion«.

Side 27:

det sidste Farvel: L. Chr.s sidste Besøg ved Moderens Dødsleje paa Boller fandt Sted 9. April 1658; 19. April døde Fru Kirsten. Begravelsen - som ogsaa omfattede hendes ældste Datter Sophie Elisabeth, Grevinde Pentz, død 29. April paa Boller - fandt Sted 23. Juli i Odense. Om Skifteforretningerne vedrørende Kirsten Munks efterladte store Godsmængde og Formue se Birket-Smith I, 308 ff. L. Chr. fik af Godserne Ellensborg (nu Holckenhavn) paa Fyn og Lellinge paa Sjælland. - Kongen af Sverige ... lod sig se for København: Karl Gustavs Fredsbrud fandt Sted 7. Aug. 1658, da den svenske Flaade uden forudgaaende Krigserklæring løb ind i Korsør Havn; 11. Aug. naaede han frem til Valby Bakke. - Anno 1659 lod Kongen af Sverige arrestere hendes Mand: Ulfeldt tænkte sig efter Danmarks Lemlæstelse sin Fremtid knyttet til Sverige. Han købte nogle Gaarde i Malmø, som udstyredes med fyrstelig Pragt, og Bosø (Bosjö) Kloster i Skaane og fik i Marts 1658 af den svenske Konge Slottet Sølvitsborg i Bleking med By og Gods som Grevskab, Herrisvad Kloster i Skaane og Løfte om et anseeligt Embede. Foreløbig blev han en af de tre Kommissærer, som skulde modtage Hyldingsed af de skaanske Stænder og forberede de nyvundne Landsdeles Sammensmeltning med Sverige. Snart bragte hans tøjlesløse Selvfølelse og urolige Sind ham dog ogsaa i Strid med sin ny Herre. Han følte sig tilsidesat ved ikke at blive Skaanes Generalguvernør og kritiserede over for høje svenske Embedsmænd skarpt Indskrænkningen af de skaanske Adelsprivilegier til Lighed med de svenske. I Juni udtraadte han af Kommissionen, og Karl Gustav viste ham fra nu af en udtalt Mistillid, der ikke blev mindre efter Fredsbrudet i Aug., som Ulfeldt stærkt beklagede. Maj 1659 sattes han under militær Bevogtning i sin Gaard i Malmø, beskyldt for forræderiske Forbindelser med den danske Regering, bl. a. i Sammenhæng med den 325 Sammensværgelse, der i Efteraaret 1658 var dannet for at bringe Malmø tilbage under den danske Krone (se nedenfor S. 347 ff), og især for at have røbet Planerne om Stormen paa København 10.-11. Febr. 1659. Sml. S. 74. -for at faa Kongen i Tale: I Følge Ulfeldts egenhændige Forsvarsskrift af Maj eller Juni 1659 var L. Chr. i Helsingør for at »sollicitere noget« hos den svenske Konge, da han 17. Maj gjordes bekendt med Beskyldningerne mod ham. Hun fik ikke Foretræde. 25. Maj søgte hun atter Kongen, men uden Held. Ulfeldt fortæller, at der endog blev forkyndt hende selv Arrest paa hendes Person. At Kongen henskød til hendes eget Valg, om hun vilde være paa fri Fod eller ikke, siges ogsaa i »Jammers-Minde« (S. 98). Det er troligt nok, at hun ikke har meddelt sin Mand dette. Der lagdes ogsaa xArrest paa de af Ulfeldts Børn, som var i Malmø, og paa Tjenestefolkene.

Side 28:

Omtrent 8 Maaneder derefter ... en Proces: 30. Juli 1659 nedsatte Karl Gustav en ekstraordinær Domstol, en »Kommissorialret«, til at dømme i Sagerne vedrørende Malmøsammensværgelsen og Ulfeldts Forhold m. m. og gav s. D. Assessor i den svenske Hofret og Hofauditør Magnus Larson Fuldmagt til paa hans Vegne at føre Sagen mod Ulfeldt. I Okt. gav Kongen sit Minde til, at L. Chr. efter hendes Forslag gennem en Fuldmægtig førte Sagen for sin syge Mand, og efter forskellige Tvister mellem hende og Kommissorialrettens Medlemmer om Formen for Processen aabnedes denne med et Anklageskrift af den kongelige Advokat, som fremlagdes i Retten 24. Okt. Da Ulfeldts Arrest fandt Sted i Maj, beror L. Chr.s Angivelse af Tidsafstanden mellem denne og Processens Begyndelse altsaa paa en Fejlhuskning. - ad hvilken Vejden Dame blev ført bort: Den omtalte Jomfru var Birgitte Rantzau (1641-95), som i Dec. 1658 bortførtes fra Bunkeflod Præstegaard af sin Fæstemand Kammerjunker, senere Amtmand, Gehejmeraad, Assessor i Statskollegiet og Medlem af Højesteret Corfitz Trolle til Skarholt (1628-84), der var Mellemmand mellem Frederik III. og de Skaaninger, som pønsede paa Oprør mod den svenske Konge. -en dansk Herremands Ejendele: Se S. 91. - hendes Søster: Vistnok Margrethe Rantzau (ca. 1635-eft. 1684), gift med Ove Thott til Biersholm og Skabersø (1626-66). -procederede man med hende 9 samfulde Uger: fra 24. Okt. til 22. Dec. 1659. De originale Procesakter findes nu i Riksarkivet i Stockholm, deriblandt flere længere Indlæg fra 326 L. Chr. (af 29. Okt, 16. Nov., 4. Dec. og 22, Dec. 1659), I sin »Duplik« af 16. Nov. skriver hun bl. a., at hun haaber, at Kongen i Naade vil optage denne hendes Erklæring, »anseendes, Gud mig ingen eller højere Forstand haver given den anderledes udi Pennen at forfatte, end som sket er; forhaaber mig som en Kvindesperson forlades, om Stilen ikke er saa polit som Advokatens. Det er hans Embede, og jeg er udi slige Sager lidet dreven«. Fra et advokatorisk Synspunkt maa dog disse Indlæg - selv om de i meget bygger paa de af Ulfeldt før hans Sygdom udarbejdede Forsvarsskrifter - aftvinge Beundring. - En udførlig Skildring af Retsforhandlingerne er givet Birket-Smith I, S. 331-411. Det paavises her (S. 395 ff.), at L. Chr. i sine Udtalelser for Retten ikke altid har holdt sig til Sandheden. - sin ældste Datter: Anna Cathrine Ulfeldt. - Wolff: muligvis den samme, som allerede 1634 omtales som værende i Ulfeldts Tjeneste. Se ovenfor S. 7. En tilsvarende Karakteristik af Arten af hans Hjælp under Processen som her giver L. Chr. i sin »Duplik« af 16. Nov. 1659. - Kjeld: Kjeld Friis, Ulfeldts Haandskriver og Sekretær. Han, der selv en Tid var arresteret i Malmø sammen med andre af Ulfeldts Tjenere, boede senere i Hamburg. - fire Læger: Disse undersøgte Ulfeldt 14. Dec. 1659. Deres Erklæringer, hvorefter han havde lidt og endnu led af et meget alvorligt apoplektisk Anfald, er bevarede. I Okt. var Ulfeldt blevet undersøgt af svenske Embedsmænd med tilsvarende Resultat. - sætter de Retten i hendes Hus: Forhøret i Ulfeldts Hus 17. Dec. 1659 er skildret af L. Chr. i en udførlig Beretning paa Dansk, trykt S. 69-92.

Side 29:

Delinkventernes Hovedmænd: Den mest kompromitterede var Bartholomæus Mikkelsen. Se om denne Oplysningerne S. 347 ff. - at hendes Mand varen Undersaat osv.: Se S. 84 ff. - som der var Svenskere, der havde andet Steds: I sit Forsvarsskrift fra Maj-Juni 1659 nævner Ulfeldt i denne Sammenhæng svenske adelige, der havde Godser i Danmark og Tyskland uden at være de paagældende Fyrsters Vasaller.

Side 30:

ingen Dom: Dette er urigtigt. Kommissorialretten dømte 23. Dec. 1659 Ulfeldt fra Liv og Gods for Højforræderi mod den svenske Konge. L. Chr., der selv synes 27. Okt. at være stævnet som anklaget, kendtes »for sine ubetænksomme Komportementer« med at søge om Pas fra Kongen af Danmark og sin mundtlige og skriftlige Forbindelse med Bartholomæus 327 Mikkelsen (se herom S. 347 f.) m. m. »skyldig at være udi Hs. kgl. Majestæts Unaade«. Retten vilde dog ikke forkynde Dommen for Ulfeldt, før han var blevet rask, og det er muligt, at L. Chr. ikke er blevet bekendt med dens Indhold. Sandsynligvis var det Karl Gustavs Agt at formilde Dommen stærkt eller helt at benaade Ægteparret. Intet i denne Retning var imidlertid sket, da han 13. Febr. 1660 under et Ophold i Göteborg afgik ved Døden. -Freden: Freden i København 27. Maj 1660. Efter Freden - der lod Artikel 24 i Roskildefreden om Ulfeldt og L. Chr. forblive retsgyldig - besluttede den svenske Regering efter Forbøn af Hannibal Sehested, L. Chr.s Svoger, der i Juni-Juli i Stockholm forhandlede om Bornholms Genafstaaelse til den danske Konge, og af Vestmagtsgesandterne 7. Juli 1660 at bevilge Ulf eldt Tilgivelse og Naade og Løsladelse af Fængslet mod, at han underskrev et Kautionsbrev om intet at foretage sig mod Kongen og Rigets Velfærd. - Flugten til København: Om Motivet til denne fortalte Ulfeldt selv i et Brev til den svenske Rigsadmiral Karl Gustav Wrangel af 25. Sept. 1662, at man efter Fredsslutningen behandlede ham og hans Hustru med større Haardhed end før, og at den franske Gesandt Hugues de Terlon (der synes at være den »Ven«, til hvem L. Chr. sigter) lod dem vide, at det var besluttet i det svenske Regeringsraad om faa Dage at lade dem føre med Skib til Finland; Terlon nævnte ogsaa det Sted, hvor de skulde anbringes i livsvarigt Fængsel, og det Skib, som laa rede til at overføre dem. Den engelske Gesandt Algernon Sidney gav dem heller ikke i sine Breve meget Haab. Alt dette fik dem, som det synes, til at mistyde Hannibal Sehesteds mere trøsterige Breve. L. Chr. karakteriserede i en Skrivelse af 7. Nov. 1694 ikke helt retfærdigt disse som indeholdende »halve Ord af dobbelt Udtydning, som aleneste til et Ophold kunde anses«. Ogsaa her nævner hun Advarselen fra »en fornem Ven«, men siger, at Skibet skulde føre hende og hendes Mand til livsvarigt Fængsel i Orebro. Faa Dage efter kom et Orlogsskib til Malmøs Rhed, hvis Kaptajn udtalte, at »hans Ladning skulde bestaa i faa Personer«. Flugten fandt Sted, før Meddelelsen om den svenske Benaadningsbeslutning af 7. Juli var kommet Ægteparret i Hænde. Ulfeldt flygtede - 16. Juli, efter L. Chr.s Datoangivelse 1694 - forklædt som Præst til København, hvor han synes at være taget ind hos Birgitte og Franz Speckhan (se ovenfor S. 314) og 19. Juli tilskrev Frederik III. et Brev, hvori han tilbød ham sin Tjeneste. Baade af politiske og andre Grunde ønskede Kongen dog ikke i Øjeblikket at forhandle med sin 328 tidligere oprørske Undersaat. 25. Juli, da han var blevet kendt med den svenske Regerings Beslutning af 7. Juli og havde Grund til at formode, at den næppe vilde kræve Flygtningene udleveret, lod han to Oberster med 50 Ryttere og nogle Musketerer anholde Ulfeldt og L. Chr. - der synes (i Forklædning) at være kommet til København 23. eller 24. Juli - i deres Logis og føre dem fil Toldboden, hvorfra et Skib førte dem til Kongens Arveø Bornholm. 27. eller 28. Juli ankom de til Rønne.

Side 31:

en Mand i Hamburg: Sikkert den Tjener, som delte L. Chr.s og Ulfeldts Fangenskab paa Hammershus, Vestjyden Peter Pflügge, der siden tog Ophold i Hamburg. - skriver vor Hustru osv.: Brevet til Kongen, dat. Rønne 28. Juli 1660, skrevet af L. Chr. og underskrevet af Ulfeldt, findes nu i Rigsarkivet. Ulfeldt erklærer sig her for uskyldig og lover at tage Ophold i Udlandet, hvis Kongen ikke vil bruge ham i sin Tjeneste. - Oberst Rantzau: Oberst Ditlev Rantzau kommanderede sammen med Oberst Mogens Ottesen Kruse den Troppestyrke, som arresterede Ægteparret i København og ledsagede det til Bornholm. - Fuchs (Fos): Adolph Fuchs var vistnok Flamlænder og hed sandsynligvis oprindelig Vos. Han optræder 1645 som Fændrik ved Infanteriet i Holsten, 1652 som Oberstløjtnant, blev 1658 Generalmajor, havde 1658-59 Kommandoen over Garnisonen paa Christianshavn, var Juli 1659-Dec. 1661 Guvernør (Lensmand) og Kommandant paa Bornholm, 1662 Guvernør over Nyborg Fæstning og Amtmand over Nyborg Amt. L. Chr.s yngste Søn Christian Ulfeldt kalder ham »en Bonde, en Skrædder af Haandtering«. Den Karakteristik, han har givet af sig selv i sine Rapporter til Kongen fra Bornholm, stemmer ganske godt med L. Chr.s Billede af ham. Nævnes kan t. Eks., at han i en Indberetning af 30. Juli 1660 foreslaar Kongen at lade Ulfeldt gennempiske to eller tre Gange om Dagen for at kurere hans »Kolik« og »banke Penge« ud af ham. - Hammershus Slot: Fangerne blev indsat i »Rustkammeret i Taarnet« - vistnok i 5. Etage i det saakaldte »Manteltaam« i det inderste Bygningskompleks - hvor der ogsaa anbragtes en Seng til deres Tjener. Døren var indrettet til at lukkes udvendig og forsynet med et Hul til at se igennem. Udenfor placeredes to Skildvagter, og der var desuden en Vagt paa en Sergent, en Korporal og nogle menige. En Tid var der ogsaa om Natten Skildvagt inden for Døren for at holde Øje med Fangerne og passe paa Lyset. I den første Tid tillodes det dem at trække frisk Luft paa Taarnets Loft. 329 - I »Jammers-Minde« fortæller L. Chr., at hun om sit og sin Mands Fangeliv paa Hammershus havde forfattet »en fuldkommen Beskrivning« (se S. 98), som hun formodede var i hendes Børns Eje. Det fremgaar af Selvbiografien (Se S. 37), at hun nedskrev denne Beretning eller Grundlaget for den under selve Fangenskabet. Den synes nu at være gaaet tabt, men en Række Episoder af Fangenskabets Historie belyses ret udførligt gennem Indberetninger fra Generalmajor Fuchs til Kongen og Rentemester Gabel, de i Okt. 1661 over Ægteparret og andre afholdte Forhør og Ulfeldts utrykte, 1663 i Basel udarbejdede Forsvarsskrift (»Apologi«). Bemærkelsesværdigt er det, som paapeget af Birket-Smith, at L. Chr. i Selvbiografien skildrer de Afsnit af sit Liv mest udførligt og mest korrekt, hvorom hun samtidig med eller ikke længe efter Begivenhederne har nedskrevet Beretninger (Rejsen til Danmark 1656, Forhøret i Malmø 17. Dec. 1659, det bornholmske Fangenskab). Se om Fangenskabet i øvrigt Birket-Smith II, S. l-96. -en sand Dina: L. Chr. mener: en Kvinde af Dina Vinhofvers' Type. Hun hed Cathrine og var gift med Vagtmester Hans Mejer. Fuchs siger om hende i sin Rapport til Kongen af 30. Juli 1660, at hun var et »forslagent Fruentimmer, men dog kunde se saa enfoldig ud, som om hun ikke kunde tælle til fem«. Hendes Forhandlinger med L. Chr. og Fuchs' Beslaglæggelse af Skrinet, der fandt Sted faa Dage efter Fangernes Ankomst til Hammershus, belyses ved flere Kildevidnesbyrd, bl. a. Fuchs' lige nævnte Rapport og de over Cathrine og hendes Mand og Ulfeldt og hans Hustru 4-6. Okt. 1661 afholdte Forhør. Sml. Birket-Smith II, 8-10. - Majoren: Major ved Bornholms Garnison Otto Krantz. - en lang Diskurs osv.: L. Chr.s Forsøg paa at bestikke Fuchs og hans Frue, Maria Jeanne (Jenne) Roetcaes, skildres bl. a. i Fuchs' Breve til Kongen og Gabel af 4. Marts og 10. April 1661 og L. Chr.s og Ulfeldts Besvarelser af de Spørgsmaal, der stilledes til dem ved Forhør 5. og 6. Okt. 1661. Sml. Birket-Smith II, S. 10-19. Fuchs angav som Motiver, at han vilde skaffe at vide, hvilke Venner Ægteparret havde i København, og faa fat paa det omtalte Vekselbrev (paa Amsterdam) paa 40.000 Rdl., men hans Optræden synes ret tvetydig. L. Chr. siger i Forhøret 5. Okt, at Fuchs havde gjort hende mange »Tilbud og Tilskyndelser«, før hun bragte Sagen paa Bane i en Samtale med hans Frue.

Side 32:

Hannibal: L. Chr.s Svoger Hannibal Sehested, som efter Arveregeringens Indførelse i Okt. 1660 blev Rigsskatmester. 330 - sit Svar: Der omtales i Brev fra Fuchs til Gabel af 4. Marts 1661 et Klageskrift (»Verantwortungsschrift«), som Ulfeldt havde udsendt, og Hvori han skarpt angreb Guvernørens Adfærd med det opbrudte Skrin. Det nævnes ogsaa, at Fangerne fik smuglet Breve baade til Hamburg og England. - Fos...banderog stormer osv.: Det omtalte Sammenstød med Fuchs synes, skønt L. Chr. henlægger det til før Jul 1660, at være identisk med det, som fandt Sted 2. Marts 1661, og som er skildret bl. a. i Fuchs' Breve til Kongen og Gabel af 4. Marts 1661 og i Ulfeldts Svar ved Forhør 5. Okt. og Fuchs' Modbemærkninger hertil 31. Okt. 1661. Foranledningen var Ulfeldts stærke Fordømmelse af Fuchs' Aabning af Skrinet over for Landsdommer Peder Olufsen Hassel og Major Krantz, hvem Fuchs havde sendt til ham for at meddele en kongelig Kundgørelse om, at Skiftet efter Kirsten Munk nu skulde holdes, og at han derfor egenhændigt maatte anmelde sine Fordringer i Boet ud over sin lovlige Arvepart. Sml. Birket-Smith II, S. 21-26. L. Chr.s Fortælling om Fuchs' Udfordring og det Svar, hun gav, idet hun trak Haarnaalen ud, genfindes i et senere Brev fra hendes Søn Christian Ulfeldt; Major Krantz udtalte i Forhør i Okt. 1661, at Ulfeldt ved en Ytring fik Fuchs til at slaa paa Kaarden. Ulfeldt skildres i øvrigt ved denne Tid af Fuchs som meget forstyrret; han kaldte sig bl. a. Fyrste. Samtidig beskæftigede han sig med Billedskæren.

Side 34:

Da Maanen var dem gunstig: Flugtforsøget fandt Sted 13.-14. Marts 1661 - ikke, som L. Chr. ved en Fejlhuskning skriver, i April. Det skildres udførligt i en Indberetning fra Fuchs til Kongen af 22. Marts 1661, hvortil føjer sig L. Chr.s, Ulfeldts og andres Udtalelser ved Forhør i Okt. 1661. Sml. Birket-Smith II, S. 28-45. Ulfeldt havde med en Egetræspind udboret Muren under Jernstængerne i et af Vinduerne, saa at de let kunde fjernes. Flugten fandt Sted Kl. 10 Aften. Der var lavet et Nedfiringsapparat med et Bræt eller en Hejsestol til at sidde paa og Snore løbende i Skurer i Vindueskarmen, der var indsmurt i Lysetælle. Fuchs omtaler med Undren L. Chr.s Dristighed under den farefulde Nedstigning ad Klippen, som han kun ved at forklare med, at Djævelen stod hende bi. Tjeneren fortæller i Forhøret over ham 5. Okt. 1661, at de kom ned »ved Blommetaarnet« (»bei dem Bluhmthurm«). Derfra naaede de ned i Mølledalen 60 m under Slottet. Ved den Støj, de lavede ved at bryde igennem et Gærde, vaagnede, fortæller Fuchs i den nævnte Indberetning, en i Nærheden boende Kromand, som troede, at det var Tyve, der 331 vilde bryde ind i hans Svinehus. Det var nu ved at gry, og en stærk Taage skjulte Genstandenes Omrids. Kromanden og hans Kone blev helt betænkelige ved at se »de ubekendte underlige Postyrer«. »Thi Grevinden var behængt med al Slags Dingeldangel af Snore, Lagener og Sejl, og de Pløkke og Træstykker, som var bundne dertil, og som de vilde have til deres Sejlads, raslede mod hverandre; dertil havde hun den forpinte Greve, som ikke kunde gaa alene, paa Halsen. Tjeneren krøb ogsaa af Sted noget hinkende og krumbøjet paa Grund af hans Fald og med en stor Byldt paa Ryggen, og ovenpaa Bylten var der bundet to krumme Træstykker, hvoraf de vilde betjene sig ved deres Sejlads. Disse Træstykker forestillede ikke daarligt et Par Horn ...« Krofolkene troede, de saa Spøgelser, løb ind i Huset igen og smækkede Døren i efter sig. Senere naaede Flygtningene frem til Sandvig, hvor L. Chr. forgæves søgte at leje en Baad af Fiskerne. En af Førerne for Strandvagten forlangte, at hun og hendes Ledsagere skulde følge med til Major Otto Krantz, der laa med en Afdeling Soldater i Sandvig. Kort efter kom Krantz selv til Stede og førte dem med til sin Bolig, efter sit og Fuchs' Udsagn lige i Tide til at redde Ulfeldt fra den ophidsede Almue, som gav ham Skylden for Roskildefreden, hvorved Bornholm afstodes til Sverige.

Side 37:

lod gøre et andet Rum færdigt: Fuchs fortæller, hvad der til Dels bekræftedes i Forhørene i Okt., at han i det af Fangerne forladte Værelse midt paa Gulvet i Halmen fandt et brændende Lys, næsten nedbrændt i Stagen, nogle utændte Lys og Lysestumper i Tjenerens Seng og en Del Træstykker, besmurte med Tælle. Paa Grundlag heraf beskyldte han dem - sikkert uberettiget - i sit Brev til Kongen af 22. Marts for at have villet stikke Ild paa Slottet. Han fandt ogsaa en Kat med tilbundet Mund og en Narrehætte paa Hovedet.

Side 38:

Befaling fra Hoffet: Ved kgl. Ordre af 4. April 1661 befaledes det Fuchs straks at skille Ulfeldt og L. Chr. fra hinanden og hensætte dem hver for sig i et »Logement à part«. Fuchs lod saa indrette tre Rum oven over hinanden, vistnok i »Manteltaarnet«, det øverste til L. Chr., det midterste til Ulfeldt og det nederste til Tjeneren. I Følge Ulfeldts »Apologi« lod han anbringe Trækasser uden for Vinduerne for at hindre Fangerne i at se og tale med hinanden. - udstaffere to Fængsler med Jern: Fuchs anslog i en Skrivelse til Kongen af 25. Juni det Jern, som var anvendt til Fængslernes Udstyrelse, til over 20 Skippund (3200 kg).

332

Side 39:

Bolt: Den nævnte Kaptajn Herman Bolt beretter i en Forklaring, han 1. Nov. 1661 afgav, om en lignende Scene mellem Fuchs og Ægteparret som den oven for skildrede. Fuchs beskyldte ved denne Lejlighed Fangerne for at have villet slaa ham ihjel med de Knipler, de førte med sig under Flugtforsøget, og udtalte bl. a.: »I har villet slaa Hjernen ind paa mig, men jeg skal endnu indsalte Eders Hjerner!« - Adskillelse: Adskillelsen fandt Sted 15. Juni 1661, tre Maaneder efter Flugtforsøget. »Deres Skilsmisse var«, skrev Fuchs 25. Juni til Kongen, »noget pitoyabel [ynkværdig] at se paa, thi de græd heftigt paa begge Sider«. Han tilføjer, at Ulfeldt snart kom i godt Humør, men at L. Chr. »holder sig ganske stille og siger sjældent et Ord«. Det bør anføres, at Fuchs bad Kongen om, at Ægteparret maatte være sammen nogle Timer daglig eller i alt Fald spise til Middag sammen, hvad der dog ikke blev bevilget. Om deres Kaar i de sidste Maaneder af Fangenskabet se i øvrigt Birket-Smith II, S. 52 ff.

Side 40:

Grev Rantzau: Se nedenfor. - Jacob Petersen: (1622-1704), en Rendsborger, som 1655-64 var kongelig Kammertjener og i høj Gunst hos Dronningen, hvad der gav ham ikke ringe Indflydelse. Han var en driftig Forretningsmand og erhvervede betydelige Ejendomme, men hans voksende Modsætningsforhold til Kongens Favorit Christoffer Gabel tvang ham 1664 til at forlade Landet, hvorefter han dømtes ære- og fredløs. Han svang sig imidlertid op i det fremmede, blev Dronning Sophie Amalies Brødre, de braunschweig-lüneburgske Hertugers Generalkommissær og Resident i Haag, erhvervede flere Godser og fik 1676 Patent som Rigsbaron under Navnet »von Petersen«. -hendes Børn udjagne fra Skaane: Den svenske Regering befalede, efter at L. Chr. og Ulfeldt var sat i Fængsel paa Bornholm, deres i Malmø efterladte Børn straks at forlade Sverige; senere fastsattes 1. Aug. 1661 som yderste Frist for deres Afrejse. - Grev Rantzau: Rigsgrev Christian Rantzau til Breitenburg (1614-63), Statholder i den kgl Del af Hertugdømmerne og fra Aug. 1661 Frederik III.s Førsteminister og »Overstatholder«, opholdt sig paa Bornholm fra 15. Sept. til Slutningen af Nov. 1661. Hans Hverv var paa Kongens Vegne at modtage Troskabsed af Øens Indbyggere, undersøge Klager over Fuchs' Forvaltning og forhandle med Ulfeldtparret om en Overenskomst med Kongen. Om disse Forhandlinger og de Regeringsovervejeiser, der gik forud, henvises til Birket-Smith II, S. 55-80. En af Rantzaus Ledsagere, hans Raad og Hofmester Otto v. Qualen fandt 333 i L. Chr.s Værelse paa Væggen bag et Tæppe, som skulte hendes Toiletsager, et Digt, skrevet med »Rødsten og Blyant«. Digtet -der begynder: »Kom Herre, kom! - jeg er ensom, - maa sukke højt og klage« (Mel.: »Du Herre Krist«), og som Rantzau i Afskrift sendte Kongen - indeholder en Bøn til Gud om at bryde hendes Fængsels Baand og atter forene hende med Mand og Børn. Det er trykt bl. a. i M. K. Zahrtmann: Borringholmerens Historiebog, 3. og 4. Bog, 1935, S. 23.

Side 41:

sin Broders Hustru: Kong Karl II. af Englands Broder, Hertug Jakob af York, den senere Kong Jakob II., havde 3. Sept. 1660 ægtet Anna Hyde, Datter af Lordkansler Edward Hyde, fra April 1661 Earl of Clarendon. Hendes Døtre var Dronningerne Marie og Anna. - Affæren med Dina: Se S. 318. - sluttet alt med hendes Mand osv.: Ulfeldt underskrev efter en Del Modstand, som Rantzau skal have brudt bl. a. ved at true ham og hans Hustru med Henrettelse, 27. Okt. 1661 en saakaldt »Deprekation« (Bøn om Tilgivelse). Han tilstod i dette Dokument sine Forseelser, lovede aldrig at foretage sig noget til Kongens, Kongehusets og Rigets Skade mod Tilladelse til at bo paa Fyn eller i Udlandet, aldrig uden Kongens Tilladelse at komme til Sjælland eller, hvor Hoffet ellers ophodt sig, eller drage til Udlandet og søge Tjeneste der, at give sit Minde til Afskaffelsen af L. Chr.s og hendes Børns Titel af Grevinder og Grever af Slesvig og Holsten og at afstaa det ham og hende tilhørende Løsøre, der var kommet i Kongens Besiddelse, samt deres Godser paa Sjælland (Saltø, Bavelse og Lellinge). Ved et andet Dokument af samme Dato gav han Afkald paa en Obligation paa 63.000 RdL, som Kongen efter Roskildefreden havde udstedt til ham som Erstatning for Beslaglæggelsen af hans Godser. Under Forhandlingerne lovede Ulfeldt ogsaa, at L. Chr. ikke skulde kalde sig Kongens Søster.

Side 42:

de Klager, de havde mod Fos osv.: Der blev 4.-6. Okt. og 29. Okt.-2. Nov. 1661 optaget Forhør over Fangernes Forhold til Fuchs og deres Flugtforsøg. For Fuchs' Vedkommende førte Undersøgelsen af hans Forvaltning til, at han fik sin Afsked, men han blev dog Aaret efter Guvernør og Amtmand i Nyborg. - Oberstløjtnant Lütkens: Oberstløjtnant Detlev Lütkens fungerede som Kommandant paa Hammershus, til den ny Guvernør, Oberst Hans Schrøder i Marts 1662 kom til Bornholm. - Den omtalte Jagt medførte en kongelig Ordre til Lütkens af 7. Dec. om, at han skulde forelægge Ulfeldt 334 og L. Chr. et Udkast til et Underkastelsesdokument (en »Revers«), som de skulde afskrive og undertegne i tre Eksemplarer. Heri maatte Fangerne ud over, hvad de tidligere var gaaet ind paa, forpligte sig til at give Afkald paa de Rettigheder, de havde erhvervet ved Roskildefreden, til, at de og deres Børn skulde opgive enhver Tanke om at drage Fuchs til Ansvar eller hævne sig paa nogen, som de mente, havde Skyld i deres Fangenskab eller havde tjent dem under dette, samt til at afstaa endnu forskellige Jordejendomme, Klenodier og Penge - bl. a. Indholdet af det af Fuchs beslaglagte Skrin. Efter stærk Modstand fra Ulfeldts Side fandt Underskrivelsen Sted 14. Dec. 1661. Ulfeldt fortæller i sin »Apologi«, at han fik Lütkens´ Tilladelse til før Underskrivelsen gennem Vinduet at høre sin Hustrus Mening. Han kaldte paa hende og raabte med høj Stemme disse Ord, som han selv gengiver paa Fransk: »Frue, finder I godt og nødvendigt, at vi vedbliver at henslæbe vort Liv i den Elendighed, som omgiver os, eller skal vi afslutte vor Tragedie med den Død, hvormed man truer os?« L. Chr. svarede med tre latinske Verslinier, delvis hentede fra den romerske Digter Martialis' Epigrammer:

»Let det i Modgang er med Haan at paakalde Døden.
Større Kraft har dog den, som evner at leve i Elend.
- Ske kan i stakket Stund, hvad ej Aaringer lange gav Haab om.« -

Gabels Jagt: Holsteneren Christoffer Gabel (1617-73) var fra 1639 Hertug, senere Kong Frederik III.s Kammerskriver. Han blev Kongens mest fortrolige Yndling, udnævntes 1660 til Rentemester og 1664, samtidig med, at han ophøjedes i Adelsstand, til Statholder i København. Han stod Rantzau nær og besad Hovedindflydelsen blandt Kongens Ministre i Frederik III.s senere Aar. - kom til København: Ankomsten til København synes at være sket 20. Dec. under alle mulige Sikkerhedsforanstaltninger fra Kongens Side. Grev Rantzau og Rentemester Gabel modtog Fangerne og førte dem i Vogn til Rantzaus Gaard i Kannikestræde, som holdtes under Bevogtning af de Soldater, der havde ledsaget dem fra Rønne. 21. Dec. maatte de underskrive en ny »Revers«, som dog ikke afveg væsentlig fra den af 14. Dec. Aarsagen var Kongens Ønske om at give det Udseende af, at Underkastelsesdokumentet var underskrevet efter Fangernes Frigivelse; det siger, at de er »arriveret udi København udi deres Frihed«. Samme Dag sendte Ulfeldt Kongen et fransk Brev, hvori han i ydmyge 335 Vendinger gav Udtryk for sin Taknemlighed og lovede tro Tjeneste. Den 22. eller 23. aflagde han, dog først efter en Del Indvendinger, knælende Troskabsed i Rantzaus, Gabels og Feltherre Hans Schacks Nærværelse og af- og underskrev Edsformularen. 26. Dec. udstedte han Skøde til Kongen paa sin ved Reversen afstaaede Gaard i København. At Dronning Sophie Amalie tog sig Frigivelsen nær, siges ogsaa af den svenske Resident Duvall. »Man vil sige«, skriver Duvall i samme Brev (dat. Helsingør 31. Dec. 1661), »at Grev Rantzau og Gabel, der har bidraget meget til Ulfeldts Befrielse, ikke skal have gjort dette uden en stor Foræring«. For Gabels Vedkommende stadfæster L. Chr. dette i »Jammers-Minde« (S. 235). 26. Dec. sendte Ulfeldt Kongen - for at vise sine store Evner - et temmeligt fantastisk Projekt til Opbrænding af en fjendtlig Flaade i en Havn uden Risiko for Angriberens egne Skibe. Det lykkedes ham dog ikke at faa Kongen i Tale, og 27. Dec. afrejste Ægteparret til Ellensborg (nu Holckenhavn) ved Nyborg, der var tilfaldet L. Chr. ved Arveskiftet efter hendes Moder, og som hun havde faaet Lov til at beholde tillige med Øen Turø. Her sluttede snart de fleste af Børnene sig til Forældrene.

Side 43:

Forlov at rejse osv.: Ulfeldt, som nu, hærget af Sygdom og Skuffelser, var mere eller mindre sindssyg, fandt sig ikke længe i det stille Liv paa Ellensborg. Han tumlede med Planer om atter at gøre sit Geni gældende i Statslivet og faa Oprejsning og Hævn for alle Ydmygelser. I Maj 1662 opnaaede han gennem Rantzau, Gabel og Rigsadmiral Henrik Bielke Kongens Tilladelse til for sit Helbreds Skyld at foretage en Rejse til Udlandet for at bruge Bade. Rejsens Varighedsfrist synes, som L. Chr. skriver, at have været 18 Maaneder. Hvilket Badested der var Tale om, opgives forskelligt. L. Chr. skriver Frankrig. I et Brev fra Frederik III. til Kurfyrsten af Brandenburg fra 1663 nævnes Provence. I Selvbiografiens Skildring af det første Forhør over L. Chr. i Blaataarn (udeladt i denne Udgave) fortæller L. Chr., at hun svarede Kansler Peter Reetz paa Spørgsmaalet om, »hvad hendes Mand havde gjort i Frankrig paa den sidste Rejse«, at »hendes Mand var rejst til Frankrig for at bruge Badene i ... (qve son mary étoit allé en France pour prendre les eaux de ...)«, idet Stedet i de bevarede Afskrifter staar in blanco. Den franske Bearbejdelse af Selvbiografien udfylder: »[les eaux de] Bourbon«, hvorved vel snarest maa tænkes paa Bourbon l'Archambault i Bourbonnais (nuv. Departement Allier), hvis varme Bade nød Ry i 17. Aarh. »Jammers-Minde« har i sit Referat af Forhøret kun »der i Landene« (S. 114). 336 Duvall siger i et Brev af 12. April 1662, at Ulfeldt har faaet Tilladelse til en gøre en Rejse til »Surbrøndene i Tyskland«, senere fortællende Kilder af tvivlsom Paalidelighed har Spa i det daværende Bispedømme Liège eller den tyske Rigsstad Aachen. Alt tyder dog paa, at Tilladelsen udtrykkeligt eller stiltiende har gjaldt et fransk Badested. Ægteparret afrejste fra Ellensborg i Slutningen af Juni, men allerede forinden havde Ulfeldt ladet Kong Ludvig XIV. af Frankrig vide, at han havde noget at meddele ham til Bedste for hans Tjeneste. Efter Opholdet i Amsterdam - hvor Ulfeldt havde den nedenfor nævnte Sammenkomst med Daniel Stephani, og hvor L. Chr. efter Ole Borchs Rejsedagbog 25. Juli sammen med sine Sønner og en Datter overværede Opførelsen af en Tragedie om sin Fætter Karl I. af England - og i Brugge rejste Ægteparret vistnok i Slutningen af Sept. til Paris, hvor det opholdt sig tre Uger. Ulfeldt deltog her meget i Selskabslivet, omgikkes flere franske Ministre, havde to Gange Audiens hos Ludvig XIV. og fremsatte flere Projekter, som efter hans Mening vilde være til største Nytte for Frankrigs Handel og Finanser, men hvis Udførelse i alt Fald for nogles Vedkommende vilde være til Skade for Danmark-Norge. Han søgte ogsaa ved sine Udtalelser at skade sin Svoger Rigsskatmester Hannibal Sehested, som paa den Tid var paa en vigtig Sendefærd i den franske Hovedstad. Fra fransk Side skænkede man ham dog ikke større Opmærksomhed og - skriver Sehested - »udlo« hans Projekter. - en Rejse til England: Ulfeldt havde under sit Ophold i Holland 1649 laant den unge landflygtige Kong Karl II. af England 13.700 Rdl., og L. Chr. havde laant ham 11 Diamantringe til en samlet Værdi af 5000 Rdl. Karl II. havde efter Republikkens Fald i Maj 1660 besteget sine Fædres Trone, men var, som L. Chr. skriver, en daarlig Betaler, bl. a. fordi Parlamentet bevilgede ham saa knappe Midler til Regeringens Førelse. - sin ældste Søn: Christian Ulfeldt havde i Sommeren 1661 opholdt sig i London, hvor han i Følge den danske Resident Petkum havde vundet Karl II.s Yndest. - Rencontre med Fos: Efter Ulfeldts og L. Chr.s Tilbagekomst fra Paris til Brugge fik deres ældste Søn Christian Ulfeldt 6. Nov. 1662 Nys om, at Forældrenes Plageaand fra Hammershus Generalmajor Adolph Fuchs var kommet til Byen med sin Hustru. Han fulgte, ledsaget af Tjeneren Peter Pflügge, der havde delt Hammershusfangenskabet, efter Fuchs' Vogn og stak, da Vognen holdt ved Borgmester Leernouts Port, Generalmajoren ihjel med en Dolk. Den unge Drabsmand undkom ved sine Venners Hjælp 337 fra Byen og udsendte kort efter en Skrivelse, hvori han redegjorde for sine Motiver og bestemt hævdede, at han havde handlet efter egen Tilskyndelse og uden i Forvejen at have røbet sit Forsæt for sine Forældre. At dette er rigtigt, bekræftes af et Brev, han nogen Tid efter skrev til Moderen, men Brevet viser ogsaa, at han mente at handle i hendes Aand. Ulfeldt og L. Chr. fralagde sig i Breve til Frederik III., Chr. Rantzau, Gabel og Henrik Bielke Andel i Drabet, men Kongen var stærkt ophidset og søgte at £aa Christian Ulfeldt paagrebet. Den unge Mand søgte Tilflugt i Rom, hvor han bl. a. fandt en Beskytterinde i Exdronning Christina af Sverige; han døde her, vistnok sindssyg, som katolsk Kannik 1688. - vel tilfreds og fuld af Latter: Ulfeldt havde paa det Tidspunkt tilbudt Kurfyrsten af Brandenburg at hjælpe ham paa Danmarks Trone. I Juli 1662 havde han i Amsterdam truffet Daniel Stephani, som var Informator for Kurfyrst Frederik Wilhelms ældste Søn, og haft to Samtaler med ham, hvori han lod ham vide, at han (Ulfeldt) havde højvigtige Sager at forhandle med Kurfyrsten om og senere vilde gøre ham sin Opvartning. Ved den sidste af disse Samtaler var L. Chr. i Følge Stephani til Stede. I Dec. s. A. modtog Ulfeldt derefter i Brugge Besøg af Generalmajor Alexander v. Spaen, som Kurfyrsten sendte til ham som Følge af hans Udtalelser til Stephani. I Samtalen med v. Spaen fortalte Ulfeldt, efter at have taget ham i Ed paa intet at røbe for andre end Kurfyrsten, at hele Gejstligheden og Adelen i Danmark og Størstedelen af den øvrige Befolkning var saa utilfreds med Frederik III., at man havde anmodet ham (Ulfeldt) om at lede en Opstand, der skulde støde Kongen fra Tronen. Havde Kurfyrsten Lyst til Danmarks Krone, haabede Ulfeldt at kunne skaffe ham den. v. Spaen sendte en Indberetning om Samtalen til Kurfyrsten og aflagde kort efter mundtlig Rapport i Königsberg. Gennem Flensborgamtmanden Ditlev Ahlefeldt, der i April 1663 efter Anmodning til det danske Hof sendtes til Königsberg, meddelte Kurfyrsten den danske Konge Ulfeldts Udtalelser; og han sendte tillige en Kopi af v. Spaens Indberetning til København, hvor Kongen og hans Ministre i Maj fik fuld Oplysning om Sagen, der vakte en panikagtig Bestyrtelse, bl. a. fordi man satte den i Forbindelse med Rygter om samtidige svenske Rustninger. Paa denne Baggrund fandt L. Chr.s Rejse til London Sted. Mens hun var i England, opsøgte v. Spaen efter Frederik III.s Ønske i Juli paany Ulfeldt i Brugge for at sondere ham nærmere. Ulfeldt, der i Foraaret havde været stærkt optaget af at bombardere Ludvig 338 XIV. med ny Projekter, syntes ved denne Lejlighed noget mere reserveret, men gav dog en Række Oplysninger om Forhold og Personer i Danmark. Bl. a. meddelte han, at otte af de fornemste danske Adelsmænd for ikke længe siden havde henvendt sig til Venner af hans Hustru og begæret, at han vilde komme hjem og overlægge med dem, hvorledes de skulde befri sig for Frederik III.s Aag. Han tilbød, hvis Kurfyrsten ønskede det, at komme til Berlin for at drøfte Sagen. 24. Juli 1663 dømte Højesteret ham som skyldig i højeste Grad af Majestætsforbrydelse til at have Liv, Adelskab og Ejendom forbrudt. - Under Forhørene i Blaataarn nægtede L. Chr. at kende noget til, at hendes Mand havde indladt sig i landsforræderiske Forhandlinger med Brandenburg (S. 124 f., 132 ff.), og hun gentog Benægtelsen i »Jammers-Minde«s Fortale til hendes Børn (S. 96 f.). Hvor meget hendes forstyrrede Mand har røbet for hende af Indholdet af Samtalerne med v. Spaen, under hvilke hun ikke var til Stede, vides ikke. At den højt begavede Kvinde intet som helst skulde have anet derom, er dog lidet troligt, og hun havde, da Ulfeld i 1650erne gik Sveriges Ærinde, og siden under Malmøprocessen stillet sig fuldt ved hans Side. En Sag for sig er, at hun havde Grund til, hvis hun kendte Ulfeldts Udtalelser til Brandenburgeren, at tillægge dem liden Betydning for Begivenhedernes Udvikling. Hvorledes hendes Stemning var i Foraaret 1663, fremgaar af et Brev til Dr. Otto Sperling d. æ., dat. Brugge 27. April 1663. Hun skriver her: »Dersom os er endnu længere Liv forelagt, da tror jeg, at Lykken os endnu noget balotterer [d. e. tildeler]. Det er Sagen, som store dybe Tanker foraarsager, derfor vil jeg bryde det der af og slutte med Guds Velsignelse, som jeg ønsker Eder og min lille [d. e. hendes yngste Søn Leo], og glæder mig, at han holder sig saa vel og lystig. Kan jeg ikke hævne mig, saa kan han maaske gøre det en Dag; var jeg endda vis paa det, saa vilde jeg dø med et content [d. e. tilfreds] Hjerte, naar det skal være ...«

Side 44:

den 24. Maj 1663: Datoen for Afrejsen til England sætter L. Chr. i Alterklæderandnoterne fra 1686 (se S. 300) til 13. Maj 1663. Gaar man ud fra, at hun paa dette Sted i Selvbiografien anvender den i Flandern da brugelige gregorianske Tidsregning, der i 17. Aarh. var 10 Dage foran den i Danmark (og England) brugte julianske, bliver Forskellen imidlertid kun én Dag. - den Herremand: Kaptajn Jan Marcus Cassetta fra Brugge, der senere gav L. Chr.s Døtre Ly i sit Hus dér. -Kongen ... lovede osv.: Karl II. overdrog Undersøgelsen 339 af L. Chr.s Gældsfordring, om hvilken han næppe har haft en meget tydelig Erindring, til Statssekretær Sir Henry Bennet, 1663 Baron, senere Earl af Arlington. Denne satte sig i Forhindelse med den danske Konges Resident i London, den hollandskfødte Simon de Petkum (1668-70 Præsident for det første danske Kommercekollegium). Petkum gjorde med Urette gældende, at de Laan, Ulfeldt i 1649 havde ydet Karl, alle stammede fra den danske Konges, ikke fra Rigshofmesterens egen Kasse. Han lod sig dog, skrev L. Chr. 30. Juni fra London til Bennet, overbevise af de Bevisligheder, hun forelagde ham. Ved denne Tid modtog imidlertid Petkum fra Frederik III. Breve af 20. Juni, ledsaget af en kongelig Haandskrivelse til Karl IL, der gav Meddelelser om Ulfeldts højforræderiske Forhandlinger med v. Spaen og befalede Residenten at forlange Ulfeldt og L. Chr. udleveret, saafremt de befandt sig paa engelsk Grund. - afrejser fra London: 7 . Juli rejste L. Chr. over Gravesend til Dover for at vende tilbage til Brugge. Naar hun i Selvbiografien siger, at det var efter hendes Mands gentagne Opfordringer, udelukker dette næppe, at hun kan have hørt Rygter om Frederik III.s Henvendelse til den engelske Konge. Bevislighederne for Gældsfordringen overgav hun efter Bennets Raad til Londonadvokaten Mowbray. - en Ordre fra Kongen af England: 8. Juli udvirkede Petkum en Ordre til Kommandanten paa Dover Castle Kaptajn Strode om at tilbageholde L. Chr. sammen med hendes Mand, hvis han fandtes hos hende, og deres Tjenere, holde hende i strengt Fangenskab (a close prisoner) og sikre sig alle hendes Papirer. Thomas Parnell, som overbragte Ordren, instrueredes om at bistaa ved dens Udførelse; L. Chr. skulde indbydes, om nødvendigt: tvinges til at tage Ophold paa Dover Castle, hvor der skulde sørges for hende paa bedste Maade. 11. Juli førtes hun i Overensstemmelse hermed, uden at gøre Modstand, fra et Værtshus i Dover, hvor hun var taget ind, op paa Slottet. Hendes Papirer beslaglagdes, ogsaa nogle Breve, hun havde kastet i et Kloset. 1. Aug. skrev Bennet til Strode, at Kong Karl var tilfreds med den indkomne Rapport. »Bliv ved med samme Maskespil (the same mask): offentlig at tilkendegive Hans Majestæts Misfornøjelse med alle, som bidrog dertil, især Løjtnanten (Broughton), og dette ganske særligt i Nærværelse af Hr. Casetta, for at han ikke skal fatte Mistanke om nogen Seen gennem Fingre (connivance).« Svarende hertil skrev Petkum 17. Juli til Bennet, at »vort Anslag er vel forberedt( our plot is well laid)«, og at det skulde udføres 340 paa en saadan Maade, »at Hans Majestæt ikke saas deri (so His Majesty be not seen in it)«. Over for Offentligheden betegnedes L. Chr.s Arrest som fremkaldt ved, at hun manglede Pas. Ogsaa Cassetta skulde efter Ordre holdes fængslet i nogen Tid. Forgæves bad L. Chr. i Breve til Bennet (af 12. Juli og 1. Aug.) og Karl II. (af 16. Juli) om Lov til at fortsætte sin Rejse.

Side 45:

Førstesekretæren: Der maa aabenbart menes Bennet. - Viceadmiral Ayscue: Viceadmiral Sir George Ayscue, en af Tidens mest ansete engelske Søofficerer. - Peter Dreyer: Peter Carstensen Dreyer eller Drejer (1628-1703), 1656-1664 Rektor ved Vordingborg Skole, 1663 knyttet som Sekretær til Petkum i London, 1664-68 Sekretær i Danske Kancelli, 1668 Vicelagmand, 1671 Lagmand i Trondhjem Stift. - for Fuchses Død: I et Brev, L. Chr. 16. Juli skrev til Karl IL, nævner hun ikke denne Aarsag, men siger, at hun, da Dreyer havde beslaglagt hendes Papirer, havde Grund til at tro, at »min Arrest kunde skyldes nogen Mistanke fra den [d. e. dansk] Side; og skønt jeg har en god Samvittighed over for alt, hvad man kunde opsinde imod mig, saa faar dog Fortiden mig til at frygte Fremtiden.« -Denne Svigagtighed: I »Jammers-Minde«s Fortale (S. 100) udtaler L. Chr. sig med stor Bitterhed om Karl II.s Handlemaade Senere danske Historikere fra og med Holberg har gjort det samme, og det lader sig naturligvis ikke nægte, at den - i Lighed med saa mange fyrstelige Handlinger gennem Tiderne -er præget af en vis Kynisme. Til hans Forsvar kan dog anføres, at en dansk-engelsk Traktat af 1661 forpligtede den danske Konge til at udlevere alle, som havde Andel i Karl I.s Henrettelse, og begge Konger til ikke at tilstaa hinandens »Fjender eller Oprørere« Ophold i deres Lande, at L. Chr. af Frederik III. mistænktes for at være medskyldig i Mandens Forræderi, og at engelsk Statsinteresse i 1663, da der forberedtes meget vigtige Forbundsforhandlinger mellem England og de nordiske Stater, gjorde det svært for den engelske Konge mod sin danske Broders indtrængende Begæring at lade L. Chr. undslippe. Det bør ogsaa nævnes, at han flere Gange lod sine Gesandter til Danmark andrage om en Lettelse i hendes Fangekaar.

Side 46:

Efter at hun var holdt i Arrest 17 Dage: Ifølge Breve fra Petkum afsejlede Skibet med L. Chr. fra Dover 28. Juli 1663. Hendes Flugtforsøg synes da at have fundet Sted Natten mellem d. 27. og 28. Hendes Fængsling i Dover fandt, som før nævnt, Sted 11. Juli. - Herremanden: Cassetta. - 341Petkum: Denne var rejst til Dover 18. Juli, efter at have hyret et Skib til L. Chr.s Overførsel til Danmark. - Duns: se S. 315.

Side 47:

13 Dage: rigtigere: 12 Dage. - forbudt at give hende en Knappenaal osv.: I en Instruks til Slotsfogeden af 18. Aug. 1663 hed det bl. a., at han skulde give Agt paa, »at hun ingen Knive, Saks eller deslige Instrumenter, hvormed hun sig beskadige kan, hos sig inde beholder«.

Side 48:

en Synaal ... i Dynevaaret: se »Jammers-Minde« (S. 139). - den Kvinde, som opvartedehende: Karen Olesdatter. Sml. med det følgende »Jammers-Minde« (S. 164ff).-Slotsfogdens: Jokum(Jochim) Waltpurger. Se Note til S. 113. - vor Dames Pige: Maren Larsdatter. Se S. 174. - Dronningen sagde osv.: Se »Jammers-Minde« (S. 174) - former et Bæger osv.: Se »Jammers-Minde« (S. 177 ff). - nogle Ord til Dronningen: I »Jammers-Minde« lader L. Chr. Ordene være rettet til Kongen og lader denne være den, som opdager dem (S. 178). Sandsynligvis har hun over for sine Børn ikke villet være ved, at hun havde gjort et Forsøg paa at formilde den mod hende og hendes Familie saa hadefulde Dronning Sophie Amalie. - Redskab at væve Baand paa: Se »Jammers-Minde« (S. 182).

Side 49:

Eders Søstre: Den bedst kendte af Dr. Otto Sperling d. y.s Søstre er Anna (f. 1636), som - vistnok 1673 - ægtede Ulfeldts tidligere Sekretær Kjeld Friis og med ham tog Ophold i Hamburg; en anden, Elisabeth Sperling, gift med en Christoffer Friis, siges paa forskellig Maade at have været Broderen en god Støtte; en ugift Søster, Eleonora Margrethe Sperling, boede i Hamburg. - Mag. Bueck: Præsten Hieronymus Bueck, hvem L. Chr. ikke yndede; se om ham »Jammers-Minde« (S. 106 o. fl.St). Han deltog i Forhørene over Dr. med. Otto Sperling d. æ. i Blaataarn 7. og 8. Aug. 1664 og viste her ringe Finfølelse, som Sperling berretter i sin Selvbiografi.

Side 50:

Holst fra Flensborg: Amtsskriver Claus Holst. Se ovenfor S. 322. Holst fortæller selv (i Flensborg Amtsregnskab for Maj 1663-Maj 1664), at Ulfeldt efter Svenskernes Erobring af Fyn i 1658 »af Hævngerrighed« lod ham fængsle og havde »afpresset og frataget mig al min Ejendom, som jeg for Sikkerheds Skyld havde bragt derhen, saasom Penge, Guld, Sølvtøj og andre Sager, paa det nærmeste hen ved 1900 Rdl. værd«. Kongen havde som Vederlag givet ham Indtægten af Ugle Herred (Flensborg Amt), men han udbad sig yderligere 2100 Mark i Erstatning. Det 342 bliver herefter tvivlsomt, hvad L. Chr. har befriet ham for. - Hendes Piges Fæstemand, som var Præst: Da man ikke kender Navnet paa Pigen, er det næppe muligt med Sikkerhed at identificere den omtalte Præst. Anføres kan dog i denne Sammenhæng, at der i Vor Frue Kirke i København 26. Aug. 1660 - altsaa en Maaned efter L. Chr.s Afsejling til Bornholm - tillystes Ægteskab og 7. Okt. s. A. fandt Brudevielse Sted mellem Pigen Estred Ertmansdatter og Præsten Laurits Andersen Rhode (Rhodius), som tidligere skal have været Skibspræst og en kort Tid Kapellan ved Frederiksborg Kirke og 1661 blev Sognepræst til Vestenskov og Kappel i Laalands Søndre Herred. Kapellan ved Vor Frue var paa dette Tidspunkt Mag. Richard Hansen Nordhuus, som var gift med en Datter (Anna) af afd. Borgmester Reinhold Hansen se S. 314), og som i sit Hus opbevarede nogle af L. Chr.s og Ulfeldts Ejendele. - Oberstløjnant Rantzau: Se S. 328.

KONG KARL X. GUSTAVS BRYLLUP 1654

Dette Stykke, som i Leonora Christinas egenhændige Nedskrift er bevaret i Rigsarkivet (Geh. Reg. 10. Ulfeldtske Sager, Fasc. 48), er aabenbart blevet til kort efter de skildrede Begivenheder og er hendes ældste kendte fortællende Prosaarbejde.

Side 53:

Overskriften: Disse Ord er affattet i Chifferskrift. De kunde tyde paa, at Stykket er tænkt som Led i en Skildring af, hvad L. Chr. har fundet bemærkelsesværdigt i Sverige i Karl X. Gustavs Regeringstid. Andre Stykker af denne Art synes dog ikke at være overleveret. Nogle Steder, i eller mellem Linierne, staar et NB, et Mærke for L. Chr. selv, paa de Steder, som hun har tænkt sig en nærmere Udførelse af (saaledes S. 54, næstsidste Afsnit, ved Ordene en Text). -

Bryllups- og Kroningsfestlighederne 24.-26. Okt. 1654 er skildret ret udførligt i det store tyske Værk om Datidens politiske Historie «Theatrum Europaeum oder ausführliche und wahrhafftige Beschreibung aller ... denckwürdigen Geschichten . . . Beschrieben durch Joannem Philippum Abelinum«, VII, Frankfurt a. M. 1663, S. 643-45. Karl X. Gustav (1622-60), der forgæves som Pfalzgreve af Pfalz-Zweibrücken og Sveriges Arveprins 343 havde bejlet til sin Kusine Dronning Christina, sendte i Aug. 1654 efter sin Tronbestigelse et Gesandtskab til Hertug Frederik III. af Gottorp (der regerede 1616-58) for at bejle til hans Datter Hedevig Eleonora (1636-1715), en Sønnedatter af Christian IV.s Søster Augusta. I Sept. s. A. sendtes Rigskansler Grev Erik Oxenstierna til Eckernførde med en Eskadre for at afhente Bruden, som ankom til Dalarhamn i Mälaren 13. Okt. Herfra førte Kongen hende 16. Okt. paa sine Galejer til Stocksund, hvorfra Rigsraadet og Repræsentanter for Adelen ledsagede hende til Slottet Karlberg Vest for Stockholm. »Kongen er«, skrev Hofjunker Johan Ekeblad 18. Okt. til sin Fader, »helt lystig og glad over denne unge Fyrstindes Ankomst og helt vel tilfreds med hende. Hun er ogsaa sandelig helt vakker og from og giver godt Haab om sig ...«

I sin ret kortfattede Skildring af Brylluppet udelader L. Chr. visse andet Steds fra kendte Træk, bl. a. den Tale, som Rigskansler Erik Oxenstierna holdt før Vielsen, og som blev besvaret af Hertugen af Gottorps Gesandt Claus v. Qualen. Om hun var Øjenvidne til Vielsen, er tvivlsomt, da den danske Resident Peder Juel 28. Okt. 1654 skrev til Residenten Peder Charisius i Haag, at hun og hendes Søster Hedvig (gift med Ebbe Ulfeldt, se S. 319) »var ikke paa Brylluppet, eftersom man vilde, de i alle Ceremonier skulde gaa nedenfor Dronningens Jomfruer«. Udelukket er det dog næppe, at hun kan have været til Stede i den store Mængde, som i Følge Johan Ekeblad trængtes paa Rikssalen.

Brylluppet, som fandt Sted i Rikssalen i det gamle Stockholms Slot, og Dronningens Kroning, som forrettedes 26. Okt. i Storkyrkan, er skildret af den gottorpske Hofmaler, Rembrandt-Eleven Jürgen (Jurian) Ovens, som ledsagede Hertuginden til Sverige, i to store Malerier, som ophængtes paa Slottet Drottningholm, men hvoraf det første nu hænger paa Nationalmuseum i Stockholm. Andre Malerier af ham forestiller Hertugindens Afsked fra sine Forældre i Eckernførde (Gripsholm) og Udtoget af Kirken 26. Okt. (Drottningholm).

Brylluppet var Indledningen til en politisk Forbindelse mellem Sverige og Gottorp, som man fra den danske Regerings Side saa paa med stor Uro, og som ogsaa bidrog til først at lette Karl Gustavs Erobring af Hertugdømmerne 1657 og senere vanskeliggøre danske Overgreb mod den gottorpske Stat.

Hedevig Eleonora blev Moder til Kong Karl XI. og Farmoder til Kong Karl XII., hvis Nederlag ved Pultáva og Fangenskab i Tyrkiet hun kom til at opleve før sin Død i 80-Aarsalderen.

344

Side 53:

Enke-Dronningen: Maria Eleonora (1599-1655), Gustav Adolfs Enke, Christinas Moder. - Erkebispen ved Navn...: Ærkebiskop Johannes Canuti Lenæus (1573-1669). - Dr. Erick: Denne synes ikke at være nævnt i de andre trykte Skildringer af Brylluppet, men der er sandsynligvis Tale om Storkyrkans Sognepræst Dr. theol. Eric Gabrielsson Emporagrius (1606-74), senere Biskop i Strengnäs, der var meget yndet af baade Dronning Christina og Karl Gustav. Han kom senere paa Kant med Dronning Hedevig Eleonora og andre Kvinder i Sverige ved 1669 i en Katekisme at henføre Hustruer under Mændenes Løsøre; Dronningen fik den usømmelige Bog forbudt.

Side 54:

Klokken 6 om Morgenen: Samme Klokkeslet for Gildets Ophør giver Peder Juel i ovennævnte Brev. - Peter Jull: Peder Eriksen Juel til Hundsbæk (1623-56), en ældre Broder til den berømte Niels Juel og den fremragende Statsmand Baron Jens Juel, 1647-55 dansk Resident (Gesandt) i Stockholm. Han var ildeset af Ulfeldtparret, fordi han bl. a. havde til Opgave at udspejde Ulfeldts Forbindelser med den svenske Regering. Det er rigtigt, at han - som han fortæller i ovennævnte Brev -først 26. Okt. fik Bemyndigelse til paa Frederik III.s Vegne at deltage i Højtidelighederne, skønt der allerede 9. Okt. i Flensborg, hvor det danske Kongepar da opholdt sig, opsattes Ordrer til ham herom og til at overrække Bryllupsgaver og Breve; i disse sidste undskyldte Danmarks Konge og Dronning, at de ikke kunde efterkomme Indbydelsen til at være til Stede. Gaverne overrakte Peder Juel efter Kroningen 26. Okt. »i publique [offentlig] audience« -altsaa ikke »en cachet«, som L. Chr. skriver. - 3. Dagen: 26. Oktober. Kroningen foretoges i Storkyrkan af Ærkebiskop Lenæus efter afholdt Prædiken. Om Aftenen afbrændtes der et stort Fyrværkeri, og de følgende Dage afholdtes Turneringer, Balletter, Banketter m. m.

REJSEN TIL KORSØR 1656

Denne Rejseskildring findes i L. Chr.s egenhændige Nedskrift i Rigsarkivet (Geh. Reg. 10. Uldfeldtske Sager, Fasc. 16); den franske Titel (S. 57) er dog tilføjet af en anden, nemlig den samme, som har renskrevet det følgende Stykke (Confrontationen i Malmø 1659) (se Indledningen til dette). Den er 1. Gang trykt i P. W. Becker: Samlinger til Danmarks Historie under Kong Frederik 345 den Tredies Regiering, II, 1857, S. 441-47, dog med forskellige Fejl (Overspringninger, Fejllæsninger). Det fremgaar tydeligt af Skildringen, at den har faaet sin Form kort efter L. Chr.s Hjemkomst til Barth. De nøjagtige Datoangivelser gør det sandsynligt, at den støtter sig paa Dagbogsnotitser. Interessant er en Sammenligning med den mere kortfattede Skildring af samme Rejse, som L. Chr. over 16 Aar senere uden Støttepunkter for Hukommelsen nedskrev i Blaataarn som et Afsnit af sin franske Selvbiografi (Se ovenfor S. 20-25).

Side 57:

for ... at demonstrere: I Selvbiografien angives som Motiv til Rejsen ogsaa Ønsket om at inddrive Pengefordringer. Se S. 20. - Uldrich Christian Gyldenløve: Se S. 321. - Caspar Brandt: Se S. 321 f.

Side 59:

fremmet Protection: Der sigtes til Dronning Christinas Beskærmelsesbrev for Ulfeldt. Se S. 319. - diffameret Kongen og hans Regering: Se S. 322. L. Chr. har øjensynligt haft en Kopi af den kgl. Ordre for sig, da hun nedskrev sin »Relation«.

Side 60:

nogen Tvistighed vorres Huse havde værret imellem: Der var et stærkt Modsætningsforhold mellem Ulrik Christians Moder, Chr. IV.s Frille Vibeke Kruse og hendes Børn paa den ene og Kirsten Munks Børn paa den anden Side. Vibekes Børn var især harmfulde over den haarde og vanærende Behandling, Corfitz Ulfeldt og de andre Svigersønner efter Chr. IV.s Død lod hende og hendes Datter Elisabeth Sophie blive til Del. De blev omgaaende bortjagne fra Rosenborg, og Vibeke fik sine Ejendele forseglede og anklagedes under grove Trusler for Rigsraadet for sine paastaaede Bagvaskelser mod Fru Kirsten. Da Vibeke kort efter (28. April 1648) døde, lod Ulfeldt hende »paa Rakkervis« begrave ved Nattetid paa en Kirkegaard uden for Byen. - endnu havde en Ordre: Se S. 322. -Key von Alfeldt: Cai Ahlefeldt. Se S. 322. - hvorledes den Sag hængte sammen: Der sigtes til Dina-Affæren. Se S. 318.

Side 62:

hvad for Herremænd der havde værret hos Fru Moder: Se S. 23, 321.

Side 64:

Apenrade, som er Fyrstens: Aabenraa hørte til Hertugdømmernes gottorpske Del. Hertug af Gottorp var paa dette Tidspunkt Frederik III. (1616-58). - Peter Jull: Peder Juel, den danske Resident i Stockholm 1647-55. Se S. 344. Han 346 døde kort efter den refererede Samtale, 9. Dec. 1656 i København. - hvad min Herre udi Sverrig var tilbøden: Det ses ikke klart, hvad L. Chr. her sigter til. - Cantzelern: Kongens Kansler Christian Thomesen (Sehested) (1590-1657), en Fætter til Hannibal Sehested. - Jockum Gestrup: Rigshofmester Joachim Gersdorff (1611-61). Sml. S. 317, 319.

Side 65:

et Krog en halv Mil fra Flensborg: Se S. 24.

Side 66:

Ambtskriveren fra Flensborg: Claus Holst. Se S. 322, 341. - Ambtmanden: Ditlev Ahlefeldt. Se S. 322. - Grev Rantzau: Se S. 322, 332.

Side 68:

Skellet : Se S. 323. - Bart Slot: Se S. 320 f.

CONFRONTATION I MALMØ 1659

Dette Referat, som findes i Rigsarkivet (Geh. Reg. 10, Ulfeldtske Sager, Fasc. 26), er en Renskrift af L. Chr.s egne Optegnelser (om disse se S. 91), men forskellige Rettelser og Tilføjelser -navnlig Tilføjelsen S. 73-74 og den kortere Bemærkning S. 91 -og Paategningen (Endosseringen) paa sidste Side (her trykt som de første Ord paa S. 71: Hvad som passeret ... den 17. Dec. 1659) er i hendes egen Haand. Hendes Rettelser og Tilføjelser staar her i Udgaven mellem to Stjerner. I Selvbiografien fortæller hun, at hun under Malmøprocessen ikke havde anden Hjælp til at renskrive sine Kladder end sin ældste, da 20-aarige, Datter Anna Cathrine (S. 28). Det vistnok ældste kendte danske Brev fra denne er fra Sept. 1663. Skriften viser her et fastere og mere modent Præg end Renskriftens, men der er samtidig saadanne Ligheder til Stede i flere Bogstavformer, at det maa betragtes som ikke usandsynligt, at det er Anna Cathrine, som har fungeret som Renskriverske. At Renskriften ikke skyldes Ulfeldts Sekretær Kjeld Friis, hvis Skrift er kendt, kan siges med Sikkerhed. Enkelte Steder synes Afskriveren at have haft svært ved at læse L. Chr.s nu tabte Kladde. Haandskriftets sidste Sider er paa Midten beskadiget af Fugt. Der er derved fremkommet et aflangt Hul, som har faaet en Del Ord til helt eller delvis at forsvinde. Udfyldningerne, som i Almindelighed kan foretages med nogenlunde Sikkerhed, staar i Teksten indenfor skarp Parentes (S. 90-92). -

Om Ulfeldts Forhold til den svenske Konge efter Roskildefreden og om den mod ham anlagte Proces er der tidligere givet nogle 347 Oplysninger. Se S. 324-27. Før Processen, som fra L. Chr.s Side var ført ved skriftlige Indlæg, sluttede, ønskede den nedsatte Kommisiorialret at prøve en »Confrontation«, en personlig Sammenføring af hende og de vigtigste Vidner, og udvirkede 8. Dec. 1659 Kong Karl Gustavs Befaling hertil. Af Hensyn til L. Chr.s og Ulfeldts Stand og Personer tillod han, at den fandt Sted i deres Hus. Han ønskede, at nogle danske Adelsmænd og Medlemmer af Malmø Byraad var til Stede for at bevidne, hvad der foregik. 17. Dec. 1659 fandt »Confrontationen« Sted. Den kendes dels fra den af Kommissorialretten tilvejebragte Protokol (nu i Riksarkivet, Stockholm, delvis trykt i: Samlingar utgifna för De skånska landskapens historiska och arkeologiska förening af Martin Weibull, VI, 1877, S. 40-43), dels fra L. Chr.s Referat, der -selv om det indeholder enkelte Fejl, især m. H. t. Spørgsmaalenes Rækkefølge - er udførligere og vistnok i det hele ogsaa rigtigere, hvad hendes egne Udtalelser angaar. Til Forstaaelse af Retshandlingen skal følgende anføres:

Der opstod efter Karl Gustavs Fredsbrud i Aug. 1658 i det erobrede Skaane en stærk Stemning mod det svenske Styre og udviklede sig et livligt Brevsammenkvem mellem Skaane og det belejrede København. Et Centrum for dette Samkvem var Limhavnsgaarden, en halv Mils Vej Syd for Malmø, der, sammen med det til Gaarden hørende Kalkværk, ejedes af Bartholomæus Mikkelsen, i Begyndelsen af 1650erne - efter tidligere at have været bosat paa Randersegnen - Borger i København, hvor han stod i venskabeligt Forhold til Borgmester Christoffer Hansen og ogsaa havde haft Forbindelse med daværende Rigshofmester Corfitz Ulfeldt.

Vistnok allerede i Sept. 1658 udviklede Bartholomæus i sine Breve til København Tanken om en dansk Overrumpling af Malmø, men Rigshofmester Joachim Gersdorff (se S. 317, 319) lagde foreløbig mere Vægt paa at faa en Rejsning i Stand i de skaanske og blekingske Landdistrikter. Bartholomæus vedblev dog at virke for sin Malmøplan og vandt flere Tilhængere i Byen og dens Omegn. Han kom ogsaa i Forbindelse med den i sit Hus i Malmø arresterede skaanske Adelsmand Ove Thott (se S. 325) og med Frederik III.s Kammerjunker Corfitz Trolle (se S. 325), der fra dansk Side stilledes i Spidsen for Anslagets Udførelse. To i Dec. 1658 fra København iværksatte Forsøg paa Landsætning af Tropper i Skaane mislykkedes dog paa Grund af Vejrforholdene og slet Forberedelse, og i April 1659 røbedes Sammensværgelsen 348 for den svenske Øvrighed, der gennem længere Tid havde næret Mistanke til Bartholomæus. Denne og adskillige af hans medsammensvorne fængsledes paa Malmøhus, og en nedsat Kommissorialret fremtvang en Række Tilstaaelser, i enkelte Tilfælde ved Tortur eller Trusler derom. Efter afholdt Kommissorialretsproces kundgjordes Dommen 19. Dec. 1659. De fleste af de anklagede slap med Bøder eller Ejendomsfortabelse, men Bartholomæus Mikkelsen og Købmændene Johan Jørgensen og Joachim Brun henrettedes 22. Dec. foran Raadhuset i Malmø.

For Undersøgelseskommissionen fremsatte Bartholomæus i April-Maj 1659 en Række Beskyldninger mod Corfitz Ulfeldt, der, i Forbindelse med den Mistillid, man allerede tidligere fra svensk Side nærede til denne, var Aarsag til, at han 24. Maj sattes under Arrest i sit Hus i Malmø. De vigtigste Beskyldninger var: Borgmester Christoffer Hansen i København havde i Efteraaret 1658 gennem Bartholomæus ladet spørge Ulfeldt, om han ikke ønskede »Pardon« af Frederik III.; i saa Fald vilde Christoffer Hansen søge at skaffe ham den. Ulfeldt havde stillet sig imødekommende over for Forslaget og bedt Bartholomæus fremme Sagen, men afslog dog, da den danske Konge stillede den Betingelse, at han selv skriftlig skulde henvende sig til ham derom, at gøre dette. Af Mistillid til Ulfeldt undlod man at meddele ham noget om Malmøsammensværgelsen, men i Beg. af Februar eller Slutn. af Januar 1659 havde han ved sin Sekretær Kjeld Friis ladet Bartholomæus kalde til sig i sit Hus i Malmø og, idet han læste op af et Papir, dikteret ham den svenske Plan til Stormen paa København Natten mellem 10. og 11. Febr. s. A., med Tilføjelse af nogle Anvisninger om, hvorledes de danske skulde bære sig ad med at afslaa Stormen. I en Samtale med Bartholomæus efter Stormen havde han udtalt om den svenske Flaade, som var indespærret af de hollandske og danske Skibe i Landskrone Havn, at de danske, hvis de vilde angribe den, let kunde ødelægge den, da den var slet forsynet med Folk. En anden Gang i Dagene efter Stormen var han kommet ind paa Malmøsammensværgelsen og havde sagt, at det nu var et gunstigt Tidspunkt til at sætte Planen i Værk. Blandt de andre Beskyldninger var, at L. Chr. i Marts 1659 havde spurgt Bartholomæus, om det var muligt at skaffe hende og hendes Mand et Pas af Frederik III. »at rejse med til Lands og Vands« - det var omtrent samtidig med, at Ulfeldt havde ansøgt om et svensk Rejsepas, hvilket afsloges - og at Ulfeldt engang havde sendt et Brev til Limhavnsgaarden, som 349 skulde skikkes til hans Svoger Oluf Brockenhuus i København. L. Chr. havde desuden gennem Kjeld Friis ladet forespørge hos Bartholomæus, hvorhen den Jomfru tog Vejen, som Corfitz Trolle førte bort (se S. 325), hvad der, efter hvad man mente, godtgjorde, at hun og Ulfeldt vidste, at Bartholomæus stod i Forbindelse med København. Kjeld Friis var ogsaa ofte af hende sendt til Bartholomæus for at spørge nye Tidender.

De andre sammensvorne vidste om alt dette i det hele kun, hvad Bartholomæus havde fortalt dem. Alene Rasmus Andersen, Forpagter paa Børringe Kongsgaard, havde haft en Samtale med Ulfeldt, som ved den Lejlighed bl. a. udtalte sin Misfornøjelse med den ny Krig og de store Skatter i Sverige og forudsagde, at der snart vilde komme 3000 Ryttere over til Skaane for at generobre det.

I Efteraaret 1659, da Processen mod Ulfeldt allerede var begyndt, fandt man paa Marken ved Limhavnen en Æske med Papirer, som man formodede var blevet opkradset af en Ræv under en Sten. Blandt Papirerne var en Afskrift af den Plan til Stormen paa København, som Ulfeldt havde dikteret Bartholomæus, ledsaget af en Anvisning paa, hvorledes man skulde ødelægge den svenske Flaade i Landskrone Havn, og Koncepter til Breve fra Bartholomæus til Ulfeldt vedrørende Bestræbelserne for at udsone den sidstnævnte med Kongen af Danmark.

Ulfeldt imødegik Bartholomæus' Beskyldninger i to Erklæringer af 30. Maj 1659 og i et udateret og ufuldendt Forsvarsskrift fra omtrent samme Tid. Han benægtede Sandheden af alt, hvad Bartholomæus havde fremført imod ham - ene med Undtagelse af Henvendelsen om dansk Rejsepas - i det væsentlige med de samme Argumenter, som L. Chr. siden anvendte i sine Procesindlæg og under »Confrontationen«.

Bartholomæus stadfæstede Sandheden af sine Udsagn, da han førtes til Retterstedet. Og selv om der er Vidnesbyrd om, at hans Følelser mod den tidligere Rigshofmester ikke har været de venligste, og selv om der kan paavises visse mindre Uoverensstemmelser mellem Udsagn af ham og enkelte af hans medsammensvorne, foreligger der næppe nogen Grund til at tvivle om, at hans Vidnesbyrd paa afgørende Punkter stemmer med, hvad der faktisk er sket.

At L. Chr. skulde have troet paa sin Mands Sagesløshed, er næppe tænkeligt. Hendes Undskyldning for de Spidsfindigheder og direkte Fordrejelser af Sandheden, hun som hans Forsvarer 350 fremførte, bliver da alene hendes »Ægte-Kærlighed« - thi det var hendes Mands Liv, som stod paa Spil.

Side 71:

L. 5 - 12 fr. o. : De her nævnte er Medlemmerne af Kommissorialretten: Friherre Johan Gyllenstierna (1617-90), Rigsraad, Hofretsraad i Svea Hofret, senere Præsident for samme Ret og Kancelliraad. - Gustav Fosse (af Hedensund) (1626-76), Landshøvding i Jönköpings og Kronobergs Len, Gehejmeraad, 1660 Rigsraad. - Claës. Rålamb (1622-98), Hof- og Krigsraad, senere Landshøvding i Uppland, Rigsraad og Kammerraad, Overstatholder i Stockholm, Præsident i Gota Hofret og Friherre. -Nils Skunck (1614-76), Stadsskriver i Stockholm, senere Landsdommer i Bleking. - Gabriel Gyllengrip (d. 1685), Assessor i Gota Hofret. - Mårten Brenner (1626-73), Assessor i Svea Hofret, senere Revisionssekretær (Navneformen Bremer maa bero paa Misforstaaelse hos L. Chr. eller hendes Renskriver). - Magnus Schiller (1614-71), Assessor i Svea Hofret, senere Herredshøvding i Uppland. - Dr. Erik Drysenius. - Magnus Larsen: Se S. 325. - L. 5 -l fr. n. : : De her nævnte er de skaanske Adelsmænd, arresterede i Malmø paa Mistanke om Dansk: sindethed, som efter Karl Gustavs Ønske overværede Retshandlingen som Vidner: Palle Johansen Urne til Gyllebo og Bontofte (d. senest 1660), Ritmester ved de skaanske Sogneryttere. - Lauge Eriksen Bille til Kærgaard, Olstrup og Havrelykke (1607-79). -Steen Frederiksen Reedtz til Hørbygaard, Vandaas og Biverød (d. 1682). - Otte Ottesen Lindenov til Borreby (1629-97), Ritmester ved Kongens Livregiment. - Arild Jørgensen Svave til Næsbyholm og Lærkesholm (1633-89).

Side 72:

L. l-4 fr. o. : Medlemmer af Malmø Byraad, til Stede efter Karl Gustavs Ønske: Borgmester Hans Henriksen Solter (d. 1668), Borgmester fra 1653. - Borgmester Jacob Clausen Wilschiøtt (d. 1667), Borgmester fra 1657. - Hans Aagesen (d. 1668), Raadmand fra 1649, Borgmester 1661. - Jacob Jacobsen (d. 1667), Raadmand fra 1649. - Commissarial-Retten: Se S. 325. - Bartholomeus Mickelsen: Se S. 347 ff.

Side 73:

Greven udi sin Replique: Talen er om den ene af Ulfeldts Erklæringer af 30. Maj 1659 (se S. 349). - mange uskyllige Mennesker at lade formorde og ombringe: L. Chr. fortæller i sit 1. Modindlæg (»Replique«) af 29. Okt. paa det svenske Anklageskrift, at Grevinde Christina de la Gardie i Maj 1659 i Helsingør havde berettet for hende, at en 351 af de arresterede sammensvorne - saa vidt hun mindes: Rasmus Andersen - skulde have bekendt, at Planen havde været at myrde alt levende i Ulfeldts Hus undtagen Ulfeldt og hende selv og deres yngste Søn Leo, der skulde føres fangne til København. Det samme havde hun hørt af en af sine tidligere Tjenere, som kom fra København, med den Tilføjelse, at ogsaa hendes Hus i Malmø skulde rives ned. En Borger fra Stralsund, der kom til Malmø efter at have siddet fangen paa Københavns Slot, havde af Slotsfogden dér Jokum Waltpurger hørt, at han snart ventede Ulfeldt som Fange. Det er muligt, at et Brev fra Corfitz Trolle til Bartholomæus har indeholdt Instrukser i nævnte Retning. - Bartholomeus ... første Gang examineret: i April 1659. Det var under disse Forhør, han fremkom med Beskyldningerne mod Ulfeldt.

Side 74:

søgt Gunst hos Kongen af Danmark: Se S. 348. - Stormen: den svenske Storm paa København 10.-11. Febr. 1659. Se S. 348. - Kjeld Friis: Se S. 326.

Side 75:

Rasmus Andersen: Se S. 349.

Side 76:

Taubenfeldts Barn osv.: Ulfeldt havde i Samtalen med Rasmus Andersen i Følge denne talt om den svenske kgl. Sekretær, Assistensraad i Skaane og Medlem af Undersøgelseskommissionen i Malmøsagen, senere Landsdommer i Bahuslen Gustav Hansson Taubenfelt (d. 1674), hvis Barn var paa Børringe Kongsgaard, hvor Rasmus Andersen var Forpagter. Ulfeldt havde efter Rasmus' Udsagn udtalt ved den Lejlighed, at Taubenfelts Frue havde en Broder i København, som muligvis korresponderede med den svenske Lejr. Rasmus burde skrive fil København og advare imod ham. Taubenfelt var gift med en tysk Dame Sibylla Lukretia Clara v. Knesebeck (d. 1687). Der fandtes 1654 i gottorpsk Tjeneste en »Edelknabe« Christian August v. Knesebeck, men det ses ikke at være oplyst, om han var en Slægtning af Fru Taubenfelt, og om han i 1658 opholdt sig i København. Nogle Medlemmer af Slægten v. Knesebeck var ophøjet i Friherrestand. - Nels Pedersen: Han var Tolder i Malmø; i hans Kælder plejede Møderne mellem de sammensvorne at finde Sted. Om hans Vidnesbyrd se S. 81 f. - Johan Jørgensen: Se S. 348. - Grevens Tjenner, en Tyrk: Den døbte »Tyrk« Isak Johansen, der nævnes i Ulfeldts Tjeneste allerede under Dinasagen (1650-51). Bartholomæus, Johan Jørgensen og to andre Vidner havde under Forhør udtalt, at Isak havde været hos Bartholomæus paa Limhavnsgaarden med Brev fra Ulfeldt, der skulde sendes til København.

352

Side 77:

Slottet: Malmøhus, hvor de anklagede sad fangne, - Johan Stenmand: Den tyske Student Johann Stemann, der var en Slægtning af Bartholomæus og Huslærer for hans Børn. Det var ham, der i April 1659 røbede Sammensværgelsen ved en lang skriftlig Bekendelse til den svenske Øvrighed. - den Fransos Charle: Ulfeldts franske Tjener Charles Prouin. Se S. 319. - ded Anslag paa Flaaden udi Landskrone Havn: Se S. 348. - Havde min Herre og erklæret sig derpaa: I et af Ulfeldts Forsvarsskrifter af 30 Maj 1659 hævdede han, at naar Bartholomæus havde sagt, at han (Ulfeldt) efter Stormen paa København 10.-11. Febr. havde givet Ajtivisning paa at angribe Flaaden ved Landskrone, saa var det vitterligt for alle, at Isen den Gang laa saa fast, at intet Skib kunde komme frem eller tilbage.

Side 78:

Corfitz Trolles Brev: Der maa sigtes til et Brev fra Trolle til Bartholomæus af 20. Febr. 1659, hvori Trolle forkaster Anvisningen til Angrebet paa Landskroneflaaden som ubrugelig. - Mediator: Mellemmand (Mægler) mellem de to nordiske Konger for at faa en Fred i Stand. Det er sikkert, at Ulfeldt ønskede en Fredsslutning, helst paa Roskildefredens Grundlag, bl. a. for at hindre, at hans danske Godser kom under den svenske Konges Overhøjhed. - paa de Tider, da han ikke havde uden den ene Stad igen osv.: Selv om man accepterer Niels Pedersens Udsagn om, at Ulfeldt allerede omkring Mikkelsdag (29. Sept.) 1658 skulde have stillet sig imødekommende over for et Forslag fra Bartholomæus om at søge Frederik III.s Gunst (sml. S. 348), saa var det allerede paa dette Tidspunkt klart, at København vilde yde haardnakket Modstand, og den hollandske Hjælpeflaade var under Udrustning, som 29. Okt. naaede frem til den danske Hovedstad.

Side 79:

La Voiette: La Voyette (Pufendorf: La Vojetta) var Oberst i svensk Tjeneste og saaredes dødeligt under Stormen paa København 10.-11. Febr. 1659. Ulfeldts Livknægt Jakob Helt havde i Forhør udtalt, at han i sin Herres Ærinde to Gange før Stormen og én Gang efter den havde været i den svenske Lejr hos Grev Jakob Casimir de la Gardie (se S. 323 f.) og La Voyette og faaet Brev med tilbage. L. Chr. erklærede i sin »Duplik« af 16. Nov., at Ulfeldt, saa vidt hun vidste, kun to Gange havde haft Bud i Lejren, nemlig en Gang for at faa at vide, hvorledes Grev Jakob Casimir var kvæstet, og en anden Gang for at høre til La Voyette, da han havde faaet Ulivssaar for København. Hendes 353 Søn Christian havde ogsaa en Gang haft Bud hos La Voyette. Men der var, hævdede hun, ikke vekslet Breve mellem Ulfeldt og de nævnte Herrer. Bartholomæus havde udtalt, at Ulfeldt under den Sammenkost, da han dikterede Stormplanen (se S. 74), havde talt om La Voyette som sin gode Ven, og at han fik det Indtryk, at Ulfeldt havde sin Viden om Stormplanen fra denne. - Prinsen af Uranien (af L. Chr. rettet fra: Oranien): Det er ikke klart, om der herved menes Prins Frederik Henrik af Oranien eller hans Søn Prins Vilhelm IL, der var Statholdere i Nederlandene 1625-47 og 1647-50, henholdsvis under Ulfeldts 1. og 2. Ambassade til Holland. - dertil havde min Herre selver svaret: i et af Forsvarsskrifterne af 30. Maj 1659. Ulfeldt fremfører her samme Modargument som L. Chr. - skældet ham for en Tyv: i et af de nævnte Forsvarsskrifter.

Side 80:

Otte Marsvin: Otte Jørgensen Marsvin til Dybæk, Marsvinsholm, Clausholm m. m. (1573-1647), 1629-46 Lensmand paa Dronningborg (ved Randers), var en Broder til L. Chr.s Mormoder Ellen Marsvin. Hvorledes det forholder sig med Tyverisigtelsen mod Bartholomæus, er ikke nærmere oplyst. - Eders Hustrues Midler: Bartholomæus var paa dette Tidspunkt (1659) gift med Margrete, Enke efter tidligere Proviantskriver paa Holmen i København og Ejer af Limhavnsgaarden Bartholomæus Haagensen. - en Sedel fo ruden Opskrift og Underskrift: Talen er om en Lap Papir, som blev fundet blandt Papirerne i Æsken fra Limhavnen (se S. 349), og som nu gemmes i Riksarkivet i Stockholm. Den indeholder følgende Ord: »Salut. Det, som I begærer, kan for mange Aarsagers Skyld ikke ske. Sagen er Eder bekendt; de vide bedst den at føre, efter som Nødvendigheden det udkræver«. Bagpaa er i rødt Lak trykt et lille Segl med et Bomærke, der ligner et liggende N med en lodret Streg igennem. Bartholomæus har paa Seddelen skrevet: »Ulefeld, 24. Nov. 1658«. Efter hans Udsagn var Seddelen Svar paa et Brev, han 24 Nov. 1658 skrev til Ulfeldt, og hvori han bad ham fremkomme med »noget skriftligt, hvorefter det omtalte grundigt i Pennen kunde fattes og overskikkes« - hvad der skulde referere sig til Forsøget paa at skaffe Ulfeldt Frederik III.s Naade. L. Chr. erklærede i sin Duplik af 16. Nov. 1659 bestemt, at Seddelen ikke var skrevet af hende. Det var, siger hun, tydeligt af Bomærket i Seglet, at Seddelen havde været i en Bondes Hænder, og Papiret, som var gammelt, havde øjensynligt været gennemblødt, mens Bogstaverne, der var skrevet »med sort, nyt Blæk«, ikke havde 354 været vaade. Magnus Larson hævdede herimod i sin »Triplik« af 24. Nov., at en Sammenligning mellem Skriften paa Seddelen og L. Chr.s Haandskrift utvivlsomt viste, at den var skrevet af hende. Lappen var, som de andre Papirer i Æsken fra Limhavnen, skimlet, men enhver kunde se, at Blækskriften var ældre end Skimmelen. Bomærket i Seglet kunde forklares ved, at L. Chr. havde skrevet paa en Lap, revet af en Bondes eller Fogeds Brev til hende eller hendes Mand. Birket-Smith, som har foretaget en nøje Sammenligning mellem Seddelen og egenhændige skriftlige Udfærdigelser fra L. Chr.s Haand, slutter sig til Magnus Larsons Opfattelse (Se Birket-Smith I, S. 395 f.). Ejendommeligt nok synes man ikke at have gjort noget Forsøg paa at identificere Bomærket. - min Triplicque: L. Chr.s 3. Procesindlæg af 4. Dec. 1659.

Side 81:

Secreteren Kield Friis: Se S. 326. - Nels Pedersen: Se S. 351. Niels Pedersen havde udtalt, at Bartholomæus allerede ved Mikkelsdagstid 1658 havde talt til ham om »den kgl. Gunst, der søgtes at skulle forhverves«, og om, at Ulfeldt ikke selv vilde skrive til Frederik III. i den Anledning. Bartholomæus' Vidnesbyrd gik ud paa, at det var omkring Mortensdag, at Borgmester Christoffer Hansen i København (sml. S. 348) første Gang henvendte sig til ham for at opfordre ham til at tale med Ulfeldt om Sagen. L. Chr. gør i sine Indlæg af 29. Okt., 16. Nov. og 4. Dec. en Del ud af denne lille Uoverensstemmelse i Vidnesbyrdene.

Side 82:

min Replicque: L. Chr.s 1. Modindlæg af 29. Okt. 1659. - Tyrkens: Isak Johansen. Se S. 351.

Side 83:

Olle Brockenhus: Oluf Frandsen Brockenhuus til Hjulebjerg (1611-72), Lensmand paa Københavns Slot 1646 -51, senere paa Holbæk og i Norge, 1662 Landsdommer i Sjælland. Han var gift med Corfitz Ulfeldts Søster Karen (d. 1658) og vedblev at være en Ven af det ulfeldtske Hus. Bartholomæus havde berettet, at Ulfeldt en Gang havde sendt et Brev til Limhavnen, som skulle besørges til O. B. i København. Dette bestred Ulfeldt i en Forsvarsskrivelse af 30. Maj 1659. - den rette Tid nu at skrive om Arv: L. Chr. er noget spidsfindtlig her; Arveskiftet efter den i 1658 afdøde Kirsten Munk var endnu ikke afsluttet (saml. S. 32, 330), og det samme gjaldt vistnok det efter Fru Karen Ulfeldt. - Corfitz Trolle: Se S. 325.

Side 84:

Bunkeflode: I Bunkeflod nær Limhavnsgaarden boede Præsten Mag. Hans Allesen, hvis Præstegaard var Samlingsted for de i Malmøsammensværgelsen indviede. - K. M t. af355Sverrigs Skrivelse til min Herre: Talen er om et Brev fra Karl Gustav til Ulfeldt, dat. Goteborg 2. April 1658, hvori Kongen forsikrer ham om sin »Affection«, »Estime« og kongelige Naade. - min Replicque: Se S. 354. - Grev Steenbuck: Grev Gustav Otto Stenbock (1614-85), Rigsraad, Feltmarskal, fra Marts 1658 Generalguvernør over Skaane, Halland og Blekinge, senere Rigsadmiral. Han var Ulfeldt lidet velsindet og meddelte Kongen Danskerens Kritik af den kongelige Politik og af Forhold i Skaane. Ulfeldt siger i sin ufuldendte Forsvarsskrivelse fra Maj-Juni 1659, at Stenbock havde ladet Sekretær Taubenfelt for ham oplæse Breve fra Kongen til Generalguvernøren af Juni 1658, der viste, at Kongen nu nærede Uvilje imod ham (jvf. S. 324). - Brevet (*et Brev*): Der sigtes til et Brev fra Karl Gustav til Ulfeldt, dat. Goteborg 27. Maj 1658. Kongen udtaler her Ønsket om, at Ulfeldt vilde komme til ham i Svensk-Pommern, naar Sagerne i Skaane var bragt mere i Orden, og skriver, at Stenbock ved sin Tilbagekomst til Malmø vilde aflægge Beretning til Ulfeldt. Assessor Magnus Larson udtalte i Følge den svenske Protokol over »Confrontationen«, at Kongens Agt var at gøre Ulfeldt til Generalguvernør over Pommern og ekstraordinær Ambassadør i Tyskland. - den Tractat osv.: Roskildefreden 26. Febr. 1658 (sml. S. 324), i hvis Udformning Ulfeldt havde en betydelig Andel. Under Raads- og Stænderudvalgsmødet i Goteborg i Foraaret 1658 rettedes der Kritik mod visse af Fredsbestemmelserne.

Side 85:

som af Brevet selv kunde ses: I Brevet af 27. Maj 1658 (se ovenfor) beder Karl Gustav Ulfeldt komme til Pommern, »saa fremt Eders Helse skulde kunne taale det«. -Taubenfelt kom med den Skrabe: Der sigtes aabenbart til Taubenfelts Referater for Ulfeldt af Kongens Skrivelser til Stenbock fra Juni 1658. Ulfeldt advares her om at holde sin Tunge i Ave, og Stenbock instrueres om fremtidig at holde et vaagent Øje med ham. - en Contract: Det Aktstykke, dat. Stralsund 10. Juli 1657, hvori Karl Gustav tilsiger Ulfeldt sin Beskærmelse og i Tilfælde af et sejrrigt Udfald af Krigen med Danmark Genindsættelse i hans »Charge og Dignitet« og Godser og Erstatning for al fra dansk Side lidt Uret og Skade. »Til Gengæld for hvilket ofte omtalte Hr. Greve af Ulfeldt forpligter sig Os til Vor tjeneste, ligesom Vi har op- og antaget ham i Vore fornemste Ministres Tal og tillagt ham Charge af Vor Gehejme-Raad, hvorved han da skal være skyldig og forpligtet til altid at være ikke blot Os, men ogsaa 356 Vor hjertenskære Gemalinde og kongelige Arveprins samt Kronen Sverige tro, huld og tjenstvillig ...« L. Chr.s - med Rette fra svensk Side angrebne - Argumentation for, at Ulfeldt ikke længere er den svenske Konges Undersaat, Vassal eller Tjener, følger de samme Linier som Ulfeldts i hans Forsvarsskrift af Maj-Juni 1659 og hendes egen i de af hende udarbejdede 3 Procesindlæg.

Side 87:

da Eden blev aflagt: 16. og 20. April 1658 aflagde henholdsvis de verdslige Stænder og Gejstligheden i de skaanske Provinser paa Malmø Raadhus Hyldningsed til den svenske Konge; nogle Adelsmænd fik dog Udsættelse. Ulfeldt var Medlem af den Kommission, der modtog Eden paa Kongens Vegne. - Donations-Brev: Gavebrevet af 10. Marts 1658, hvorved Karl Gustav skænkede Ulfeldt Slottet Sølvitsborg i Bleking med tilliggende By og Gods som Grevskab. Sml. S. 324. Ulfeldt afgav her en lignende Troskabsforpligtelse som i Akten af 10. Juli 1657.

Side 88:

Konning-Balken: »Konungabalken« var en Afdeling i Sveriges gamle Love, som i Almindelighed indeholdt Bestemmelser om Valg af Konge og om Kongens Rettigheder og Pligter. »Konungabalken« i Kong Magnus Erikssons Landslov af 1350 optoges uden større Ændringer i Christoffer af Bayerns Landslov af 1442 og ansaas gennem Aarhundreder for at danne den svenske Statsordnings Grundvold. Trykt i »Swerikes Landz Lagh«, Stockholm 1635. - Eden: Edsformularen var udarbejdet af Ulfeldt og de andre Medlemmer af den skaanske Kommission. - La Voiette: Se S. 352.

Side 89:

Gratlitz og Herschmanitz:To Godser i Bøhmen, som Ulfeldt havde erhvervet kort efter, at han 1641 var udnævnt til Rigsgreve, og som tidligere havde tilhørt hans Broder Frants Ulfeldt. I Akten af 10. Juli 1657 kaldes Ulfeldt »Herr auf Gratzlitz und Hermanitz«; selv kalder han dem i sit Forsvarsskrift fra Maj-Juni 1659 »Baronier«. - Oberste Mørner: Hans Georg Morner (af Morlanda) (1623-85), Oberst for Smålands Kavalleri, senere Generalløjtnant, Landshøvding, Guvernør over Kalmar og Kronobergs Len og Friherre. Morner havde, i Lighed med Generalkvartermester Erik Dahlbergh og den svenske Kommissær og diplomatiske Agent i Helsingør Peter Chambers, aflagt Vidnesbyrd om Samtaler med Ulfeldt, som 16. Dec. var meddelt L. Chr. som Tillæg til en af Advokat Magnus Larson affattet »Memorial«.

Side 90:

Dalbergs Snak: Erik Dahlbergh (1625-1703), 357 Generalkvartermesterløjtnant, adlet 1660, senere Friherre og Greve, Generalguvernør i Bremen og Verden og siden i Livland og Feltmarskal havde spillet en vis Rolle ved Planlæggelsen og Gennemførelsen af Karl Gustavs Tog over Bælterne. Han var en erklæret Uven af Ulfeldt og vidnede bl. a., at Danskeren i en Samtale 25. Juli 1658 havde udtalt sig højst fordømmende om Svenskernes og deres Konges Troløshed og brutale Krigsførelse. I et Indlæg af 22. Dec. 1659 berettede L. Chr., at Dahlbergh efter Erobringen af Frederiksodde (S. 323) havde været indkvarteret hos Byens Præst og havde behandlet ham saa haardt, at han klagede til hende, som lod Klagen gaa videre til Grev K. G. Wrangel (S. 323). Dahlbergh fik en Irettesættelse og Befaling til at søge sig et andet Kvarter. Han skulde da have svoret Ulfeldt og L. Chr. Hævn. Dahlbergh indrømmede i sit Gensvar af 27. Dec., at han fik Irettesættelsen og skiftede Kvarter, men hævdede, at han tog Præsten i Beskyttelse mod Overgreb fra anden Side og aldrig havde udstedt Trusler mod Ægteparret. - Sal. Hr. Christer Bunde: Friherre Krister Bonde (1621-9. Maj 1659), Rigsraad, Præsident i det svenske Kammerkollegium. Han havde i Breve til Karl Gustav af Juni 1658 refereret antisvenske Ytringer af Ulfeldt. - Sylliszborg: Sølvitsborg. Se S.324. - General-Gouvernøren: Gustav Otto Stenbock. Se S. 355. - Herritzvad... Torup ... Bose: Godserne Herridsvad, Torup og Bosø (Bosjö) Kloster i Skaane, der tilhørte Ulfeldt. - Jylland: Afskriften har Ylland, men L. Chr. bruger andensteds den her indsatte Form. - min Herres Fætter Jacob Ulfelts Søn: Jakob Mogensen Ulfeldt til N.Karstofte (Hammerum Herred) (d. tidligst 1670), en Brodersøn af Corfitz Ulfeldts Fader, havde som ældste Søn Mogens, der skal være blevet »skudt af de svenske«. - Grev Gabriel Oxenstiernes: Der maa sigtes til Grev Gabriel Gabrielsson Oxenstierna af Korsholm og Vasa (1619-73), Rigsjægermester, Rigsraad og Rigsmarskal, en af Karl Gustavs fortroligste Venner.

Side 91:

Rosenkrantzes Gods: Den skaanske Adelsmand Mogens Holgersen Rosenkrantz til Glimminge m. m. (1622-95), 1663-79 Amtmand over Lundenæs Amt, havde været med Ulfeldt i Holland 1649 og under Krigen 1658-60 tjent som Oberstløjtnant paa dansk Side. Han havde boet i det siden af Ulfeldt købte Hus i Malmø og havde der under Forsegling efterladt nogle »Meubler« i et Kammer. Sml. S. 28. - Den 24. (* 22 *): Datorettelsen skyldes formentlig L. Chr. selv. Sandsynligheden 358 taler ogsaa for, at Protokoloplæsningen fandt Sted, før der 23. Dec. afsagdes Dom i Ulfeldts Sag (se S. 326 f). 22. Dec. fandt de tre Hoveddelinkventers Henrettelse Sted. Se S. 348. Naar Birket-Smith I, S. 386, byggende paa en i Jan. 1660 affattet »Relation« fra Malmø, siger, at de dømte paa Vejen til Retterstedet blev bragt ind i Ulfeldts Gaard og derfra én for én ført ind til L. Chr. »at igen repetere i hendes Paahør, hvad de tilforn for Retten paa Ulfeldt havde bekendt«, misforstaar han sikkert den nævnte Relation, som uden Tvivl med sin Skildring sigter til »Confrontationen« den 17. Relationen fortæller, at L. Chr. var i Stand til »straks at refutere alt det, som de havde bekendt, ja med saadanne vigtige Argumenter og hurtige Svar, at de svenske selv hendes Forstand og Veltalenhed haver berømt«. - Mikkelsdag og Mortensdag: Se S. 354.

JAMMERS MINDE

Haandskriftet til »Jammers Minde«, som helt igennem er skrevet i L.Chr.s Skrift, bestaar af en Række sammenheftede Læg i Kvartformat. De første 24 Sider, der indeholder Titelen, den oprindelige Fortale og det senere Tillæg til denne, er upaginerede (S. 93-106 i denne Udgave). Derefter følger den egentlige Skildring paa 248 paginerede Sider (Udgavens S. 107-288). Slutningen danner et Tillæg paa 8 upaginerede Sider (Udgavens S. 289-93).

Efter L. Chr.s Død (16. Marts 1698) sendtes Haandskriftet til hendes Søn Grev Leo Ulfeldt i Wien, ledsaget af en udateret Skrivelse fra hans ældste Søster Anna Cathrine (nu paa Frederiksborg). Anna Cathrine skriver: »Denne Bog handler om, hvad vores Sl. Frue Moder er hændtes i hendes Fængsel. Jeg haver ikke kundt resolvere mig til at brænde den, ihvorvel at dens Læsning haver givet mig liden Fornøjelse, eftersom de adskillige Hændelser betræffer alle Hendes bedrøvelige Tilstand. Endelig er det ikke u-nyttigt at vide, hvorledes med Hender er forfaret, mens er ikke fornøden, at den kommer i fremmede Hænder, thi det kunde hænde sig, at den kunde glæde dem, som endnu kunde være til overs af vores Hadere«.

Fra Leo Ulfeldt gik Manuskriptet (sammen med andre Minder om L. Chr.) i Arv til hans Søn og Sønnedatter og kom ved den sidstnævntes Ægteskab med en Grev Waldstein-Wartenberg i 359 dennes Efterkommeres Eje (se Slægtsoversigten S. 402). For dansk Forskning forblev det ukendt, indtil Tyge Brahe-Forskeren F. R. Friis opdagede det paa en Studierejse til Wien og Prag 1868. Det udgaves første Gang 1869 af S. Birket-Smith. 1920 købtes det paa Initiativ og ved Mellemkomst af nuværende Museumsdirektør, mag. art. Otto Andrup til Frederiksborgmuseet. En Facsimileudgave deraf udkom i 1931, besørget ved O. Andrup.

Skal man gøre Rede for Haandskriftets Tilblivelse, er det sikrest at begynde med de Vidnesbyrd, som afgives af Skriftpræg, Sprog og Papirtype.

Den Del af Manuskriptet, som omfatter den første Fortale til L. Chr.s Børn (Udg. S. 95-103) og Hovedtekstens første Trediedel (Udg. S. 107-52), er skrevet med en fast regelmæssig Skrift, som de to første Facsimiler giver Prøver paa. Den efterfølgende Del af Haandskriftet er skrevet med mere skødesløs Skrift, hvis Karakter flere Gange skifter, og paa ret daarligt Papir, som Blækket mange Gange slaar igennem paa en Maade, der mispryder Haandskriftet og vanskeliggør Læsningen (se Facsimiler).

Falder Haandskriftet saaledes allerede ved første Blik i to forskellige Dele, viser ogsaa Sproget en væsentlig Forskel mellem den første Trediedel og det senere. Til den første Dels omhyggeligere Skrift svarer en mere litterær Stil, hvis Hovedtræk er en stærk Brug af den højtidelige Nægtelse ej (overfor det senere i Skriftet aldeles overvejende dagligdags ikke) og en udpræget litterær Udtryksform, der især fremtræder i en fra Talesproget afvigende Ordstilling, som fra Tysk trængte ind i Dansk, støttet af Tidens nye litterære Smag, der i Kunstdigtningen førte til Efterligning af udenlandske Mønstre.

Denne Forskel har L. C. selv været klar over. Hun har ved en senere Gennemarbejdelse af Haandskriftet paa talrige Steder foretaget stilistiske Rettelser, der især vedrører Ordstillingsforhold; et Typeeksempel finder man paa Haandskriftets første Tekstside (Begyndelsen af Fortalen, se Facsimile), hvor om jeg mig ej snarere bemøde skulde er rettet til om jeg mig ikke snarere skulde bemøde. I flere Hundrede Tilfælde er lignende Rettelser fortagne: værret haver rettes til haver værret; Fængsels Ulykke untgaaet til untgaaet Fængsels Ulykke; at jeg mig i Vandet styrte skulde til at jeg skulde styrte mig i Vandet; jeg hannem med faa Ord mit Fængsels Haardhed errindrede til jeg med faa Ord errindrede hannem mit Fængsels Haardhed; visseligen erre mine Lidelser og mange, de 360 erre tunge og utallige til visseligen haver mine Lidelser vorren store og mange, tunge og utallige; udi til i; osv.

Ved Siden af disse stilistiske Rettelser findes hele Haandskriftet igennem mange andre Spor af Gennemarbejdelse: Tydeliggørelse af Udtrykket, Forbedring af Sprogformen og navnlig talrige Tilføjelser mellem Linierne eller i Marginen (se Facsimilerne), ja flere Gange paa indheftede Papirlapper eller indføjede Blade. En saadan Gennemarbejdelse af Haandskriftet har da ogsaa medført talrige Overstregninger, navnlig af Ytringer, som Forfatterinden er kommen til at anse for urigtige eller tvivlsomme, eller som hun har ment hørte bedre hjemme i en anden Forbindelse. Flere Smaatræk er som Følge af denne Arbejdsmaade og Arbejdets Udstrækning over saa lang en Aarække fortalt paa to-tre forskellige Steder (med eller uden Udstregning).

Hvad Papiret angaar, er 1. Fortale og Tekstens 1. Trediedel, som oplyst af Andrup (Indl. til Facsimileudg.), skrevet paa svært hollandsk Papir af en Type, som bruges i Hoffets Kontorer 1673-80. Dr. Sperling skrev 5. Marts 1674 i Blaataarn et Brev paa Papir af samme Art. I Midterpartiet (S. 152, L. 9 fr.o.-S. 250, L. 3 fr.n.) bruges Papir af noget varierende Typer, paaviselige i anden Anvendelse 1686-93, en enkelt Type (S. 224, L. 10 fr.o.-S. 232, L. 2 fr.o.) dog i beslægtede Former allerede 1683-84. Haandskriftets sidste Del (S. 250 ff.) og Tillægget til Fortalen (S. 103-06) er paa daarligt Kladdepapir, svært at tidsfæste.

Den oprindelige Fortale er dateret 11. Juni 1674, hendes formodede Fødselsdag (S. 103), da L. Chr. havde siddet »nu næsten elve Aar« (S. 96) i Blaataaarn, og samme Dato anføres i Titelen over selve Hovedteksten som Afslutningstidspunkt for dennes Skildring (S. 107). Anføres kan i denne Forbindelse, at hendes tamme Rotte i Bur i Fortalen omtales som endnu levende (S. 102 med Note), mens den aabenbart afgik ved Døden i 1675 (se S. 258), samt (paavist af Andrup) Tilføjelsen (1675?) om Lettelserne i hendes Fængselskaar »disse trende sidste Aaringer« (fra 1671-72) (S. 95). Da L. Chr. skrev sin Fortale, havde hun muligvis skrevet Hovedteksten, indtil den ved Skrift, Sprog og Papirtype særprægede første Trediedel af denne standser (Udg. S. 152: med Guds Ord at trøste). Men hun var i alt Fald ikke naaet længere. Det kan, foruden af de nævnte ydre Vidnesbyrd, ses deraf, at Skildringen fra da af i væsentlige Henseender forandrer Karakter. I det første Afsnit skildres fra Dag til Dag til og med hendes religiøse 361 »Gennembrud« 31. Aug. 1663 - mens det følgende Parti er langt mere skødesløst i saa Henseende. Bemærkelsesværdigt er det i denne Forbindelse ogsaa, at L. Chr. i Fortalen bebuder Omtale af en Person (Jørgen Schrøder-Løvenklau, S. 101), som slet ikke nævnes i Værkets følgende Del i den for os foreliggende Form. Hun tager ogsaa i Fortalen (S. 101) Afstand fra at »indføre og opregne« Johann Jägers, Christen Mogensens, Karen Olesdatters og Cathrine Wolffs »utugtige Ord, skiden Snak og grove Plomheder«, mens den senere Skildring af de nævnte Personer ikke kan betegnes som særlig skaansom over for sarte Læsere. Hvad angaar de i samme Fortale nævnte »Psalmer og aandelige Viser« og de tvende zoologiske »Observationer« (S. 101-02), har disse naturligvis foreligget i særlig Nedskrift.

Hvor tidligt L. Chr. er begyndt at lægge Haand paa »Jammers-Minde« i Kladdeform, er det næppe muligt med fuld Nøjagtighed at bestemme. Naar hun i Fortalen siger, at bl. a. »tilskyndende Aarsager« har drevet hende dertil, er det en nærliggende Slutning blandt disse Tilskyndelser at søge Dr. Otto Sperling d. y.s ønske om at eje hendes Selvbiografi (se S. 3, 50, 297 ff). Vi naar herved tilbage til Vinteren 1672-73. Givet er det imidlertid -det viser bl. a. de ikke uvæsentlige Afvigelser i de to Skrifters Skildringer af Forhørene i Blaataarn 8.-17. Aug. 1663 (se S. 369 ff.) - at det ældste Parti af »Jammers-Minde« ikke kan være nedskrevet i den Form, hvori vi ejer det, før efter at Selvbiografien var afsluttet (1. Maj 1673) og endda næppe umiddelbart derefter. L. Chr. har i Hukommelsen arbejdet med disse første Fængselsdage, presset sin Hjerne for at fremrekonstruere, hvad der fandt Sted, og hvad der blev sagt, og i hvilken Tidsfølge. Hun har iøvrigt ikke paa ethvert Punkt skøttet om at fortælle sine Børn nøjagtigt det samme, som hun fortalte Sperling (se bl. a. Noter til S. 48 og 116).

Paa end usikrere Grund staar vi, hvor det drejer sig om Skildringen af Tiden efter »Gennembrud et« (31. Aug. 1663).

Der er gættet paa, at Fortællingen om Begivenhederne fra Sept. 1663 til Foraaret 1674 - paa Papirtyper, paaviselige 1686 (1683) -93 - først er nedskrevet i sin nuværende Form omkring det Tidspunkt, da L. Chr. forlod Blaataarn (19. Maj 1685). Sikkert er, at de ikke faa ret betydelige Fejl i Tidsangivelser tyder paa en Affattelse, som ligger en rum Tid efter de skildrede Begivenheder. Og naar Kurprinsesse Anna Sophie af Sachsen ved Omtalen af 362 det galt daterede Besøg i L. Chr.s Fængsel 1670 (se Note til S. 237) tituleres Kurfyrstinde, hvad hun først blev 1680, ligger det nært at slutte, at denne Beretning ikke kan være nedskrevet før tidligst sidstnævnte Aar. Ældre Optegnelser kan dog paa en Række Punkter være benyttet.

Skildringen af Tiden fra 1674 i den foreliggende Form har en kladdeagtig Karakter, men noget fuldt sikkert om Nedskrivningstidspunktet lader sig paa Forskningens nuværende Stade næppe sige. Beretningen om de sidste Dage i Blaataarn bærer Præg af at være sat paa Papiret ikke alt for længe efter Oplevelserne, og der kan paa andre Punkter, før Forfatterinden forlod Fængslet, have eksisteret Optegnelser fra hendes Haand.

Tillægget til den oprindelige Fortale (S. 103-06) beretter om Dødsfald, som fandt Sted i 1663 og i 1670 erne. I Tillæggets Slutning skildres en Præstegaardsbrand, der maaske fandt Sted 1680 (S. 106 med Note), men hvis Omstændigheder formentlig først adskilligt senere meddeltes L. Chr. I samme Tillæg omtaler L. Chr. »min Friheds Aften, 1685 den 19. Maj« (S. 104). Udarbejdelsen af den foreliggende Form maa henlægges til Maribo Kloster, selv om L. Chr. her, som andet Steds, bestræber sig for at skabe den Fiktion, at alt, hvad der staar i »Jammers-Minde«, var skrevet ned, før Slotsfoged Johann Jager bød hende »Adé« - lige undtagen de sidste i Husum skrevne Ord. -

Om »Jammers-Minde« som Aandsværk er der skrevet adskilligt, selv om det i saa Henseende endnu venter paa en virkeligt tilbundsgaaende Undersøgelse. Det er det 17. Aarh.s ypperste danske Prosaværk, det mest gribende Memoireværk, som er skrevet paa Dansk, og den mest levende Menneske- og Milieuskildring, som nogen dansk Kvinde har skabt.

Side 93:

Anno 1674 den 11. Juni: Dette er overstreget og ved Siden af er skrevet med L. Chr.s egen Haand: Anno 1685 den 19. Maj. Senere er 11. Juni forandret til 18. Juli. Se S. 307.

Side 95:

med Job o.s.v.: Se Jobs Bog, Kap. 6, V. 2-3. - tilskyndende Aarsager: Blandt disse var den Tilskyndelse fra Dr. Otto Sperling d. y., som fik L. Chr. til i Foraaret 1673 at skrive sin franske Selvbiografi. Se S. 3, 50, 297 ff. - mit Fængsel ... lettet: Se S. 239 ff.

Side 96:

den mørke Kirke: Se S. 113. - næsten elve Aar: L. Chr. sattes i Blaataarn 8. Aug. 1663; »Jammers-Minde«s Fortale er dateret 11. Juni 1674 (se S. 103).

363

Side 97:

et Forræderi: Se S. 337 f. - Det er en Naade hos Gud osv.: Se Peters 1. Brev, Kap. 2, V. 19 (i Chr. III.s Bibel: »Thi det er Naade, der som nogen fordrager ont og lider uret for sin Samwittigheds skyld til Gud). - Dina og Walter: Se S. 318. - Rejse... 1657 i Dannemark: Se S. 20-25, 55-68. - den malmøske Arrest: Se S. 27-30, 69-92.

Side 98:

satte det i mine Kaar: Se S. 27. - vorres Gods raade: rettet til: raade for vorres Gods. - en Siddendes-Ret: den i Anledning af Malmøprocessen mod Ulfeldt nedsatte Kommissorialdomstol. Se S. 325. - Poëten: Gautier de Lille (eller: de Châtillon), fransk Latin-Digter fra 12. Aarh., f. i Lille, Kannik i Amiens. Det latinske Vers er fra hans store Heltedigt paa Heksametre »Alexandreis« (om Aleksander den Store), der nød Anseelse som klassisk i Aarhundreder. Det lyder der: Incidis in Scyllam, cupiens vitare Charybdin. - min Herre i København for mig fandt: Se S. 30. - til Borringholm: Se S. 30 ff. - en fuldkommen Beskrivning: Se S. 329.

Side 99:

Fux: Adolph Fuchs. Se S. 31 ff. - dersom end Døden sad mig paa Læberne: Se S. 39. - fra hverandre skilte bleve: Se S. 38 ff. - Gods og Formue løste vorres Fængsel: Se S. 41 f., 333. - den engelske Rejse: Se S. 43 ff.

Side 100:

Kors-Galde: Se Matthæus-Evang., Kap. 27, V. 34: Landshøvdingens Stridsmænd gav Jesus »Eddike at drikke, blandet med Galde«. - hvor falskeligen Kongen af England osv.: Sml. S. 340. - Lutenant Braten: Se S. 44 ff., 115, 157, 339. - Resident Simon Petcon: Se S. 44 ff., 339. - til en Baad ledte: rettet til: satte mig i en Baad. -Peter Dreyer: Se S. 45 ff., 340.

Side 101:

Slosfogdens Johan Jægers, Kresten Maansøn Taarnegemmers, Karen Oles-Daatters og Catharina Wolffs osv,: Se S. 187 ff., 188 ff., 146 ff., 224 ff. - Jørgen Walter: Se S. 97, 106, 225 ff., 318. -Jørgen Skrøder: Jørgen Schrøder, der synes at være født i Norge, blev, efter nogen Tids Tjeneste i Sverige, under Torstenssonkrigen Generalproviantkommissær, 1645 Mønstringskommissær i Skaane og adledes 1646 af Chr. IV. under Navnet Løvenklau. 1652 flygtede han til Sverige, hvor Ulfeldt skaffede ham Obersttitel, men forraadte 1654 Ulfeldts danskfjendtlige Virksomhed til 364 den danske Resident Peder Juel. 1658 blev han Generalproviantkommissær i Norge, men kom i Strid med Statholderen Niels Trolle, mod hvem han fremsatte flere ondartede Beskyldninger. Højesteret frifandt 1661 Trolle og fradømte Schrøder-Løvenklau som en Løgner og Æreskænder hans adelige Navn og Vaaben. Fra Udlandet udsendte han 1663 og 1668 Forsvarsskrifter med voldsomme Anklager mod Trolle. L. Chr.s Ord antyder, at han sad som Fange i Blaataarn, men herom er intet oplyst. De synes desuden at vise, at hun, da hun skrev Fortalen, havde i Sinde i »Jammers-Mindet« at omtale Schrøder.

Side 102:

en ... Røtte: Se S. 258. Otto Andrup har i sin Udgave af »Jammers-Minde«, 1926, S. 244 paapeget, at Rotten, da Fortalen affattedes, aabenbart endnu levede, men dræbtes næste Aar (1675). - Tvende Observationer: ... en Gned: Hele Stykket er senere overstreget. Se S. 289-91. - den Lejlighed, ved hvilken jeg til min Frihed haver kunnet komme: Der sigtes vel til Fangen Christians Tilbud i 1666 om at skaffe hende Taarnnøglerne eftergjort. Se S. 211, 215, 218. Den bevarede Brevveksling mellem Dr. Otto Sperling d. æ. og L. Chr.s Børn viser, hvor virksomme disse var for at finde Midler til at faa Moderen ud.

Side 103:

L. 7-18: Hele Stykket Udimidlertid...53. Aar er senere overstreget, aabenbart fordi det efterfølgende Tillæg til Fortalen, som, i Lighed med selve »Jammers-Minde«, omtaler Begivenheder yngre end 1674, tilføjedes. - den 11. Junii: Denne Dato, som endnu ganske tydeligt læses, er senere rettet til 18. Julii. Se S. 307.

Side 103-106:

Partiet Jeg haver og ihukommet ... bringe en anden i Fortred er skrevet paa fire i Haandskriftet indheftede Blade af samme Papirtype som i »Jammers-Minde«s sidste Del og med en Skrift, der svarer til den der optrædende.

Side 103:

vorres nu allernaadigste Arve-Konges: Christian V., Konge 9. Febr. 1670-25. Aug. 1699. - vorres allernaadigste Regerings-Dronnings: Dronning Charlotte Amalie (1650-1714), f. Prinsesse af Hessen-Kassel, gift 1667 med Kronprins, senere Kong Christian V. - Cur-Fyrstinden af Sachsens: Anna Sophie af Danmark (1647-1717), Datter af Kong Frederik III. og Dronning Sophie Amalie, gift 1666 med Kurprins, fra 1680 Kurfyrst Johan Georg III. af Sachsen, sml. S. 237 f. - Landt-Grevinde af Hessens: 365 Dronning Charlotte Amalies Moder, Landgrevinde Hedwig Sophie af Hessen-Kassel (1623-83), f. Markgrevinde af Brandenburg, Søster til »den store Kurfyrste« Frederik Vilhelm af Brandenburg. Sml. S. 239 ff.

Side 104:

jeg lider mod min Friheds Aften, 1685, den 19. Maj: Dette maa naturligvis være skrevet efter nævnte Dato. - Grev Christian af Rantzov: Grev Chr. Rantzau. Se S. 40 ff., 66, 113 ff., 322, 332, 335. Han døde 8. Nov. 1663, ikke i Sept, som L. Chr. skriver, og vides at have deltaget i den nævnte Trolovelsesfest. - Vorres Prinsesse og Cur-Prinsen af Sachsens: Se S. 103. Trolovelsesfesten fandt Sted i København 10. Okt. 1663. Se S. 158 f. - et Træ - Billede osv.: Eksekutionen af Corfitz Ulfeldts Billede fandt Sted 13. Nov. 1663, altsaa 5 Dage efter Rantzaus Død. Se S. 159 f. -Enke-Dronningens Hofmesterinde: Maria Elisabeth v. Haxthausen, f. v. Geispitzheim (1602-65), Hofmesterinde hos Dronning Sophie Amalie fra 1657. Se S. 115 ff.

Side 105:

Able Cathrinæ: Abel Cathrine (ca. 1626-76), maaske en illegitim Datter af en adelig Wolf v. der Wisch, Tjenerinde hos Dronning Sophie Amalie, gift 1655 med Dronningens Godsinspektør og Proviantskriver paa Københavns Slot Hans Hansen (Osten) (1617-72). Hun købte som Enke Hovedgaarden Ulriksholm paa Fyn og oprettede flere Legater og milde Stiftelser, bl. a. A. C.s Stiftelse i København. Se S. 115 ff. - Secreterer Erik Krag: Erik Christensen Krag til Bramminge (1620-72), 1653-69 øverste Sekretær (Oversekretær) i Danske Kancelli, fra 1660 Assessor i Kancellikollegiet, 1669 Gehejmeraad og Assessor i Statskollegiet og Højesteret. En energisk Embedsmand og en stor Godssamler, men ikke en meget fintfølende Natur. Se S. 114 ff. - den mørke Kirke: Se S. 113. - General-Major Frederich von Anfeldt: Frederik (Friedrich) Ahlefeldt (1627-72), Officer af holstensk Slægt, fra 1658 Chef for Kongens Livregiment til Fods, 1659 Generalmajor og Interimskommandant i København, 1660 Assessor i Krigskollegiet, 1662 Kommandant i København, 1671 Generalløjtnant. Se S. 109 ff., 171. I en Ansøgning fra 1671 bad han Chr. V. om at hjælpe ham under hans Sygdom, saa han ikke døde af Sorg og Græmmelse, ved at udnævne ham til Generalløjtnant. En Kilde melder, at han døde »salig, meget vel, blidt« (O. Andrup). - Enke-Dronningen og den regerende Dronning: Sophie Amalie og Charlotte Amalie. Se S. 103. - Felt-Herren Schack: Hans Schack 366 (1609-76), f. paa Unevad i Angel af en sachsisk-lauenburgsk Slægt, Officer og Embedsmand i dansk og fremmed Tjeneste, 1658 dansk Generalløjtnant og naturaliseret som dansk adelig, Kommandant i København 1658-60, Feltmarskal 1659, Rigsraad 1660, efter Statsomvæltningen s. A. Feltherre og Præsident i Krigskollegiet, Assessor i Statskollegiet og Højesteret og Stiftsbefalingsmand over Ribe Stift, 1671 Greve, Ejer af Møgeltønder, Gram m.m. Se S. 132 ff. Han var Soldat i sine Synspunkter, men ikke en Tilhænger af uindskrænket Enevælde og en brav og godlidende Natur. - Canzeler Peder Ritz: Peder Frederiksen Reedtz til Tygestrup (1614-74), Rentemester, Rigsraad, Okt. 1660 Kansler, Præsident i Kancellikollegiet og Assessor i Statskollegiet, 1661 Patron for Universitetet og Assessor i Højesteret. Se S. 113 ff. En stiv og gravitetisk Herre.

Side 106:

Friderich den 3.s Død: 9. Febr. 1670. -Statholder Christoffer Gabels: Se S. 42, 114 ff., 332, 334 f. Han, i hvem Sophie Amalie saa en Dødsfjende, fik sin Afsked kort efter sin kongelige Herres Død, i April 1670, og døde tre Aar efter, 13. Okt. 1673. En snu Intrigant, men ikke uden Medfølelse. - Walter døde en ynkelig Dø: April 1670. Se S. 233. - Magister Buck: Hieronymus Bueck (1630-73), Købmandssøn fra Lübeck, 1661 Diaconus, 1664 Hjælpepræst ved St. Petri tyske Kirke i København. Han var yndet af Dronning Sophie Amalie, som overværede hans Bisættelse. Se S. 50, 182 ff, 341. Om hans Død: S. 235. -Christian: Se S. 153, 172 ff., 189 ff. - Maans Armfeld: Mogens Hansen Arenfeldt til Rugaard (1604-71), Hofjunker 1624-25, Ritmester 1640, Oberstvagtmester i Jylland 1656, Lensmand, bl a. paa Skivehus 1656-63. - Præsten: Sognepræst til Hillested og Rosmos, i hvilket sidste Sogn Rugaard ligger, var 1655-89 Niels Rasmussen Trane (eller Sønderup), hvis Præstegaard brændte 31. Maj 1688 »formedelst andres Skødesløshed« (Medd. af Dr. theol. Bjørn Kornerup). Hans Hustru døde, efter Oplysn. af Landsarkivar Johan Hvidtfeldt, dog ikke ved denne Lejlighed. Imidlertid omkom, som Arkivar C. Lindberg Nielsen har oplyst, ved Brand i Storring (Store Ring) Præstegaard (Framlev H., Aarhus A.) Natten 2.-3. Maj 1680 Præsten Niels Madsen Fogs (Sgpr. 1659-95) 1. Hustru Maren Lauridsdatter. Det er ikke oplyst, at Christian paasatte denne Brand, men Muligheden kan ikke afvises. Anføres kan i denne Forbindelse, at Mogens Arenfeldts Søn Hans A. (ca. 1634 -89) havde Strøgods paa Mols og 1681 købte Lyngbygaard i Kasted Sogn, Hasle H., Aarhus A. Sml. S. 221.

367

Side 107:

Epictetus : Epiktetos, frygisk Morallærer, oprindelig Slave, som levede i Rom i 1. Aarh. e. Kr. De anførte Ord stammer fra den filosofiske »Haandbog« (Enchiridion), som gaar under hans Navn (Kap. 15). En dansk Oversættelse af den ved den lærde Adelsdame Birgitte Thott udkom 1661, men da den oversætter »Maneer« i Stedet for »Hanke(r)«, er det næppe den, L. Chr. har brugt.

Side 108:

den 8. Augusti Anno 1663 ved 9 Slet: Se S. 47. - St. Anna Bro: Den synes at have ligget ved den nuværende St. Annæ Plads, vistnok ud for Strandstræde. - Peter Dreyer ... Petcon: Se S. 100. - de Svar, som den Forræder Braten i Dovers mig gav: Sml. S. 45.

Side 109:

det Dødslag: Se S. 336. - Nels Rosenkrantz: Niels Pallesen Rosenkrantz (1627-76), fra 1658 Oberstløjtnant i Kongens Livregiment til Fods, 1660-65 Amtmand paa Jungshoved, 1666 Oberst og Chef for Sjællandske Nationalregiment til Fods og fungerende Kommandant i København, 1672 Kommandant sst., Assessor i Krigskollegiet og Generalmajor, 1675 Generalløjtnant. - Stads-Major Sten Andersøn Bilde: Steen Andersen Bille (ca. 1624-98), Student, senere i italiensk Krigstjeneste, 1657 dansk Major, 1658 Generaladjudant hos Kongen, 1659 Stadsmajor i København, 1675 Oberstløjtnant, 1676-98 Vicekommandant i København, 1678 Oberst. Han var uægte født, men optoges 1679 i Adelsstanden med Faderens Navn og Vaaben. En begavet og dygtig Mand, nær knyttet til det københavnske Borgerskab, som hans 1. Hustru tilhørte. - Capitain Bendix Alfelt: Bendix Ahlefeldt (1633-76), af holstensk Slægt, Kaptajn i den danske Hær 1657, 1675 Major, 1676 Oberstløjtnant, Halvbroder til daværende Statholder i København, senere Storkansler Frederik Ahlefeldt (se S. 287). - General-Major Friderich von Anfeldt: Se S. 105.

Side 110:

min Pige: Maren Larsdatter. Se S. 113, 172, 174, 185. I et tysk Nyhedsblad af 11. Aug. 1663 fortælles, at hun anbragtes i »Slotsfogedens Kammer«, og at man der »i hendes Haar havde fundet forskellige Klenodier, som vurderes til nogle Tusinde«. 14. Aug. 1663 fik Assessor i Statskollegiet, Kammerraad og kgl. Livlæge Dr. Peter Bülche og Assessor i Danske Kancelli, Professor Heinrich Ernst Befaling til at forhøre »Corfitzes Hustrus Pige, som udi Slotsfogdens, Jochim Waldburgs, Kammer er anholden«. - Slosfogden: Jokum Waltpurger. Se S. 113.

Side 111:

hans Frue: Augusta, f. v. der Wisch (1634-78). 368 I den franske Selvbiografis i denne Udgave udeladte Parti er Generalmajor Ahlefeldts 2. Besøg paa Skibet skildret ganske kort uden Referat af hans Udtalelser; han bad straks L. Chr. stige ned i Baaden. - Birgitte Speckhans: Se S. 314, 327.

Side 112:

Birgitte Ulfeldt: Birgitte Jakobsdatter Ulfeldt (1614-64), en Søster til Corfitz Ulfeldt, gift 1630 med Otte Christoffersen Krafse til Egholm og Bjørnemose ( d. tidligst 1670). Hun var aabenbart et højst vidtløftigt Fruentimmer, som flere Gange løb bort fra sin Mand. I Efteraaret 1663 - altsaa ikke længe efter Svigerindens Fængsling - rejste hun til Hamburg (for at træffe Dr. Sperling) og i Foraaret 1664 derfra til Braunschweig. En tysk Relation, dat. Celle 13. Aug. 1664, skildrer hende som i enhver Henseende moralsk forfalden og fordrukken. Corfitz Ulfeldt betegner hende i et Brev til Sperling som sin og L. Chr.s farligste Fjende. - I den franske Selvbiografi skriver L. Chr., efter Omtalen af Birgitte Ulfeldts usømmelige Optræden 8. Aug. 1663: »Han [Ahlefeldt] spørger vor Dame, om hun kendte hende. Hun sagde Nej, og at hun formente, hun var ikke ved sin Forstand«. - han dømte ... bortrykte: Senere overstreget. Se S. 105. - Renteriet: en Bygning, »med Bly og Skæversten bedækket«, paa Slotsholmen, mellem Holmens Kanal og Blaataarn, hvor Skatkammeret (Rentekammeret) samt Danske og Tyske Kancelli havde til Huse.

Side 113:

JokumWaldburger, Slotsfogt: Jokum (Jochim) Waltpurger (Waldburg) (d. Juni 1665), 1629 Hoffurer, 1637-65 Slotsfoged (Slotsforvalter) paa Københavns Slot. Ulfeldt fortæller i sit »Højttrængende Æresforsvar« (1652), at Waltpurger, da Dina Vinhofvers 1651 sad fængslet paa Slottet, søgte at overtale hendes Moder til at erklære, at Rigshofmesteren var Fader til Dinas Barn. Sml. S. 48 f. 110, 318, 351. - det blaa Taarns: Blaataarn var det svære senmiddelalderlige Hovedtaarn paa det gamle Københavns Slot, senest fra Kong Hans' Tid anvendt som Statsfængsel, forhøjet og forsynet med større Spir af Chr. IV. Det vendte mod Øst, men Opgangen til det var inde i Gaarden. Fundamenterne findes nu mellem Frederik VII.s Statue og Christiansborg. - da jeg mine Øjne til Himmelen opslog: I det førnævnte tyske Nyhedsblad af 11. Aug. 1663 fortælles, at L. Chr. foran Blaataarn »blev staaende lidt og saa sig om efter Kongens Gemak«. I den franske Selvbiografi skriver hun: »Med hvilken Standhaftighed og hvilket Mod hun gik ind i Taarnet, vil jeg lade de andre berette, som har set det«. - den mørke369Kirke: Et Fængselsrum i Blaataarns 3. Stokværk uden Vinduer. Det kaldtes ogsaa med en god protestantisk Vits »den katolske Kirke«.

Side 113-114:

Christian Rantzov ... Erik Krag: Se S. 104-06.

Side 114:

Canzeler...sagde: Selvbiografien gengiver hans Ord saaledes: »Frue, Hans Majestæt, vor Suveræn, har store Aarsager til at handle saaledes med Eder, hvilke I kender«. Hun svarede: »Jeg ved ikke, hvilken Aarsag Hans Majestæt har, men at jeg er ulykkelig og medhandles saare ilde, det ved jeg.« Han sagde derpaa: »Hans Majestæt har Mistanker til Eders Person«. Hun svarede: »Det er en stor Ulykke for mig, men jeg vil haabe, at Hans Majestæt vil lade sig informere og tabe sine Mistanker«. Derpaa stillede Reedtz - uden at Rantzaus Indblanding nævnes -de i »Jammers-Minde« nævnte Spørgsmaal l-4 og 6. Men hertil føjer Selvbiografien: »Om hun endnu havde Breve hos sig?«. Hertil svarede hun, at man i England havde frataget hende hendes Breve (sml. S. 339), og at hun for 3-4 Timer siden paa Skibet havde givet en Kaptajn Resten af de Papirer, hun havde (sml. S. 109). Spørgsmaalet om, hvem der besøgte hendes Mand i Brugge, anføres i Selvbiografien først under 2. Forhør. Som sine Korrespondenter i Danmark nævner L. Chr. Rantzau og Gabel (der udelades i »Jammers-Minde«) samt »to Damer og en Kavaler, den sidste havde faaet et Brev fra hende«. - med min Mand i Frankerige : Se S. 43, 335 f. - Borri: Francesco Giuseppe Borri (Burrus) (1627-95), italiensk Læge, Alkymist og Sektstifter. Han var 1667-70 i Kong Frederik III.s Tjeneste og arbejdede bl. a. i »Guldhuset« i Rigensgade paa at lave Guld af Sølv fra Kongsberg Sølwærk. Han var sat i Band og dømt som Kætter af Paven og endte sine Dage som Livsfange i Engelsborg i Rom. - i Engeland: Se S. 43 f f., 338 ff. - Casetta : Jan Marcus Cassetta. Se S. 43 ff., 155, 338. - Frants: Frants Henriksen. Se S. 46 og 156 med Note. - tvende Brødre af de Arander: Francesco d'Aranda (d. 1663), flere Gange Borgmester i Brugge, og hans Broder Emanuel d'Aranda, Auditør i samme By. En tredie Broder Bernardo d'Aranda (1608-58) havde i Aarene efter 1641 været Ulfeldts Sekretær og kom atter til Danmark 1657, da Ulfeldt opholdt sig i den svenske Hær for Frederiksodde. - Ognati: vistnok Marcus Albertus Ognate, før 1660 flere Gange Borgmester i Brugge. - Hr. Hendrik Bjelke: Henrik Bielke (1615-83), 1657 Rigens Viceadmiral, 370 1660 Rigsraad, Dec. s. A. Præsident for Admiralitetet, 1662 Rigsadmiral. Han var gift med Edel Christoffersdatter Ulfeldt (1630-76), en Søster til L. Chr.s Svoger Ebbe Ulfeldt (sml. S. 319) og vedblev til 1663 at staa i venskabelig Forbindelse med Ulfeldt's Hus. Sml. S. 314, 335.

Side 115:

Oluf Brockenhuus: Se S. 83 med Note. -Fru Else Pasberg: Else Parsberg (1624-84), Datter af Ulfeldts Ven Rigsraad Oluf Parsberg til Jernit, Enke efter Ulfeldts ældre Broder, den lærde Bogsamler Laurids Ulfeldt til Egeskov og Harridslevgaard (1605-59). - Fru Maria Ulfeldt: Marie Jakobsdatter Ulfeldt (1619-94), Corfitz Ulfeldts Søster, Enke efter Diplomaten Axel Arenfeldt til Basnæs (1590-1647). -Braten: Se S. 100 med Note. - Marichal de Birron: Baron Charles de Gontaut, Duc de Biron (1562-1602), Marskal af Frankrig, blev henrettet for forræderiske Forhandlinger med Savoyen og Spanien mod sin Herre, Kong Henrik IV. af Frankrig. - et Guld-Slag-Værk: Selvbiografien: »meget vel gjort, som ringede«. Det drejer sig maaske om et diamantbesat Guldur, som L. Chr. 1647 modtog som Gave af det franske Kongehus. - Dronningens Hofmesterinde: Maria Elisabeth v. Haxthausen. Se S. 104 med Note. - hendes Kammer-Kvinde: Hun hed vistnok Cathrine Glässer (Glässerin). -Abel Catharina: Se S. 105 med Note.

Side 116:

De helsede mig ikke: Selvbiografien: »Hofmesterinden byder God Dag og siger, at Dronningen har befalet, at de skulde drage hende alle hendes Klæder af«. - Saa blottede de mig ganske: Selvbiografien har herefter: »Hofmesterinden, ikke fornøjet dermed, befaler Abel Cathrine at oversøge det nøgne Legeme, hvilket hun gjorde. Derover lo vor Dame og sagde: »I finder intet nyt der, men skammer I Eder ikke ved at handle saaledes med mig og være saa ukristelige?«« Herpaa følger Abel Cathrines Svar, omtrent som i »Jammers-Minde« (S. 117).

Side 117:

Gud forblindede dennem ... Stenen havde jeg da i Munden: Dette Punktum er senere overstreget, og i Stedet for er skrevet: Gud forblindede derres Øjen, saa de bleve ikke var mine Ørringe, udi hvilke sidder en stor Rosensten i hver, hvilke jeg nu Stenene haver frabøjet. Guldet, som er slangevis gjort, sidder endnu i Ørene. De bleve og ikke var, at noget var indsyet om mit Knæ. - Oberste Schaffshausen: Vel en Huskefejl for Haxthausen. Hofmesterinden 371 havde været gift med Heinrich v. Haxthausen, Herre til Tienhausen (d. 1656). Han blev Stamfader til den grevelige Linie H. i Danmark (uddød 1842). - 4 Retter Mad: I Følge Hofspisereglementet fik L. Chr. under sit Ophold i Blaataarn til sig og sin Tjenestekvinde daglig fire Retter Mad - beregnet meget rigeligt (f. Eks. pr. Ret 1/6 Kalv, l Stegegris, l Kalkun, 2 Ænder, 3 Høns, 6 Kyllinger, 3 Pund Torsk, l Snes Æg) - samt desuden Biretter og Desserter og to store Fransk- og Rugbrød om Dagen (Andrups Udgave S. 250).

Side 118:

Hr. Hendrik Bjelkes Frue: Se Note til S. 114. - All kannsie hechsen: Se S. 35.

Side 119:

Jomfru Carisius: Vistnok Anna Cathrine Charisius (1647-1705), ældste Datter af den danske Resident i Haag, senere Amtmand Peder Charisius, Hofjomfru 1660-67, gift 1667 med Hofmarskal, Overkammerherre og Overstaldmester hos Kronprins Christian, senere Amtmand over Koldinghus Amt, Overkammerherre, Gehejmeraad m. m. Morten Skinkel til Søholm (1628-91). Rygtet gjorde hende til Kronprinsens Elskerinde. Sml. S. 173. - Elisabeth Augusta: Se Slægtoversigten S. 400 og S. IX, 13, 313. Hun satte hurtigt sin Mødrenearv over Styr, maatte efter sin Mand, Rigsraad Hans Lindenovs Død (1659) 1663 sælge Boller og Rosenvold og levede i meget trykkede Forhold. 1664 tilstod Frederik III. hende en Maanedspension paa 100 Rdl., som hun beholdt ogsaa under Christian V. Dette Afhængighedsforhold til Hoffet kan bidrage til at forklare hendes Reserverthed over for Søsterens Skæbne. Sml. S. 131, 140, 250, 260 Note til S. 287.

Side 120:

at noget andet end Fuxes Død mig tillagdes: Se S. 108 f.

Side 121:

min sal. Herre: Corfitz Ulfeldt var død (Febr. 1664), da L. Chr. nedskrev dette. - Rasmus Taaren-Gemmer: Taarngemmer til 1. Juni 1665, da han blev Portner og afløstes af Christen Mogensen. Sml. S. 188.

Side 122:

Kongens Skomagers Kvinde, en Tysk: Anna von der Linden, Enke efter Hofskomager Mikkel Mahs (d. 1656), muligvis siden gift med hans Efterfølger (fra 1659) Matthias Pahling. - Uldrik Christian Gyldenløve: Se S. 21 ff., 57 ff., 321 f. Han døde 11. Dec. 1658 i København, man sagde: som Følge af sine Udskejelser. - Kongens Sadel-Knægtes: Muligvis Henrik Sick. - min Ben-Balsam-Bysse: Det førnævnte Nyhedsblad af 11. Aug. 1663 fortæller, 372 at de Kvinder, som 8. Aug. visiterede L. Chr., i hendes Underbukser fandt »en skøn lille Bøsse«, som overleveredes Kongens Livlæge Dr. Peter Bülche (se Note til S. 110) til Undersøgelse. Han gav sin unge Kat noget af Indholdet med den Følge, at den straks døde; »der er altsaa den argeste Forgift af Verden i den lille Bøsse«. I et Brev fra Dr. Sperling til Ulfeldts Børn meddeles dog, at Dr. Biilche bestemt bestred Sandheden heraf.

Side 123:

Den 10. Aug. : Denne Dato nævnes ikke i Selvbiografien. Her skriver L. Chr. efter Omtalen af hendes Visitation 8. Aug.: »Hun var 9 Dage i dette elendige Fængsel og blev forhørt 5 Gange til sammen; de fire Gange var Feltherren nærværende«. Kun det første og det sidste Forhør (17. Aug.) dateres. I »Jammers-Minde« nævnes kun 4 Forhør - alle med Dato -, idet Selvbiografiens 2. og 3. Forhør her er slaaet sammen til ét. Feltherre Schack omtales i »Jammers-Minde« kun som nærværende ved de to sidste Forhør (13. og 17. Aug.). I Selvbiografiens 2. Forhør tog Schack Ordet og »bad hende tilstaa Sandheden, efter at have sagt hende, at hendes Mand havde onde Intentioner mod Kongen«. Paa hendes Spørgsmaal om, hvori de bestod, sagde Rantzau: »Det er Eder, Frue, som bør sige os dette, I ved det«. »Hun, som intet vidste, kunde intet sige dem«. Derpaa spurgte »man« hende, hvem der besøgte hendes Mand i Brugge, og hendes Svar refereres - svarende til, hvad der i »Jammers-Minde« fortælles under 1. Forhør 8. Aug. (S. 114). Saa følger Spørgsmaalet, om nogen Holstenere havde besøgt dem (Sml. »Jammers-Minde«, S. 125). I øvrigt svarer Selvbiografiens Referat af 2. Forhør nogenlunde til »Jammers-Minde«s Skildring af Forhøret 10. Aug. Dog er Rantzaus Hvisken til Reedtz, dennes Ord om Kongen som absolut Herre (S. 125) og Striden om Protokollatet (S. 126) i Selvbiografien henført til det, der (ret kort) skildrede udaterede 3. Forhør. Til Eftermiddagen efter 3. Forhør henlægger Selvbiografien, hvad der i »Jammers-Minde« under 11. Aug. fortælles om Jokum Waltpurgers Udtalelser til L. Chr. (S. 128 f.). -Da L. Chr. i Forhørsdagene og en rum Tid derefter synes at have været blottet for Skrivematerialer, og da det er udelukket, at hun siden har faaet Adgang til Erik Krags Protokol (som nu synes at være tabt), maa - hvad en Sammenligning mellem dem stadfæster - baade Selvbiografiens og »Jammers-Minde«s Skildring af Forhørene hvile paa en senere Rekonstruktion ud fra Hukommelsen. Selvbiografiens er efter alt at dømme den først 373 nedskrevne, men behøver derfor næppe paa ethvert Punkt at være rigtigere, selv om den paa visse Punkter øjensynligt er det.

Side 124:

bødet en fremmed Herre Dannemarks Rige til: Se S. 337 f. - min Mand ikke skyvlte noget: de to sidste Ord er rettet til: skulde skyvie noget.

Side 125:

Marichal de Birron: Se Note til S. 115. -Fru Else Pasberg: Se Note til S. 115.

Side 126:

Fyrsten af Holstein: Hertug Christian Albrecht af Holsten-Gottorp (reg. 1658-94).

Side 127:

hans anden Gift: Slotsfoged Jokum Waltpurger ægtede 1655 Thyra Beate Bornemann (1639-1707), Datter af Sekretær i Tyske Kancelli Philipp Julius B. (1599-1652) og Hedwig Johanne Zoëga (1606-57). Se S. 183 og S. 188 med Note. - det Forræderi osv.: Der er flere Vidnesbyrd om, at det, hvorom Ulfeldt havde forhandlet med Repræsentanter for Kurfyrsten af Brandenburg, paa Rygtets Vinger antog helt uhyrlige Former.

Side 128:

Annas Bog: Bønnebogen. Se S. 123.

Side 131:

Charle: Charles Prouin. Se S. 19, 21, 24 f., 77, 319. Da Ulfeldt i Brugge blev urolig for L. Chr., sendte han Charles til England og fik gennem ham at vide, at hun var arresteret i Dover og ført til København. Straks efter - efter en anden Tjeners Opgivelse: 19. Aug. 1663 - flygtede han, kun ledsaget af Charles, fra Brugge og havnede ud paa Efteraaret i Basel, i hvilken By og dens Omegn han opholdt sig til kort før sin Død. Se Note til S. 162. - Elisabeth Augusta: Se S. 119 med Note. - Prinsesse Magdalenæ Sybillæ: Se S. 11, 312.

Side 132:

Feltherren Skack: Hans Schack. Se S. 105 med Note og Noten til S. 123. - Det Forhør, der i »Jammers-Minde« fremtræder som 3. Forhør og dateres til 13. Aug., skildres i Selvbiografien som 4. Forhør (uden Datering), i Hovedtrækkene og i en Række Enkeltheder i god Overensstemmelse med »Jammers-Minde«s Skildring, men ogsaa med visse Afvigelser.

Side 133:

et Papir oplæst: Birket-Smith (II, 199) gætter paa, at det drejer sig om Generalmajor Alexander v. Spaéns beedigede Beretning til Kurfyrst Frederik Vilhelm I. af Brandenburg om hans Samtale med Ulfeldt 23. Dec. 1663 (se S. 337), der var sendt Frederik HL, men dette er tvivlsomt, da L. Chr. i sit Referat taler om »en fremmet Herre« uden at nævne Brandenburg og i Selvbiografiens Forhørsreferat spørger: »hvem den Herre var, til hvem hendes Mand havde gjort dette Tilbud« (se Note til S. 134). 374 Dette »Papir« nævnes ikke i Selvbiografiens Forhørsreferat. - et Papir oplæst, som Gejstlighedens Forsvar skulde være: Den københavnske Gejstligheds Protesterklæring mod Ulfeldts Forræderi er først dateret 19. Aug. 1663, de tilsvarende Erklæringer fra det øvrige Lands Gejstlighed indkom først i Sept.-Okt. s. A. I den franske Selvbiografi skriver L. Chr. i Skildringen af dette Forhør, at det, der først blev oplæst, var »et Bønskrift fra de Højlærde i denne Stad« (des doctes de cette ville), d. e. fra Universitetets Professorer. Dette synes at være rigtigt, da Universitetets Protest er dateret allerede 7. Aug. Det bør dog anføres, at den hollandske Resident i Helsingør Jacob le Maire i Skrivelse fra København af 18. Aug. ogsaa nævner en af Gejstligheden overgivet Protestskrivelse. - et Papir oplæst, af Borgemester og Raad i København skreven: Dette nævnes ogsaa i Selvbiografien. En Protestskrivelse fra Københavns Magistrat er ikke bevaret, men Sandsynligheden taler for, at der er blevet afgivet en saadan. Adelens Protest synes først afgivet 14. Aug., altsaa Dagen efter den i »Jammers-Minde« angivne Forhørsdato. - den uhørte og ulovlige Doms: Talen er om Højesteretsdommen over Ulfeldt, der afsagdes 24. Juli 1663, bl. a. af Rantzau, Reedtz og Gabel, og kundgjordes kort efter. Ulfeldt dømtes for »crimen læsæ majestatis [Majestætsforbrydelse] i højeste Grad« til at degraderes fra sin Stand og Værdighed; til at faa sit adelige Vaaben sønderbrudt af Bødelen for ham, hans Børn og alle deres Efterkommere; til - hvis man fik fat paa ham - at faa Haanden og derpaa Hovedet afhugget og sat paa en Stage; til at faa sin Krop parteret i fire Dele, som skulde opsættes paa fire af de fornemste Bastioner i Københavns Fæstning, og til at faa sit og sine Børns Gods og Formue konfiskeret. Ingen af hans Børn maatte under Livsstraf komme i Kongens Lande. En af hans Gaarde eller Huse skulde nedrives, »og en Pyramis der samme Sted oprettes, hvorpaa skal udgraves Aarsagen, hvorfor sligt er sket«. Kunde man ikke faa fat paa hans Person, skulde hans Eksekution finde Sted in effigie, dvs. en Figur af ham skulde behandles paa den i Dommen foreskrevne Maade. En Pengesum skulde udsættes i Belønning til den, der bragte ham til Veje levende eller død. - Ved kgl. Patent af 4. Aug. 1663 udlovedes 20.000 Rdl. til den, der bragte ham levende til Kongen, og 10.000 Rdl. til den, der beviste at have ombragt ham.

Side 134:

en Bøn, af Predike-Stolen var gaaen: Taksigelse til Gud for Aabenbarelsen af Ulfeldts Forræderi 375 oplæstes 2. Aug. 1663 i de københavnske Kirker og siden i andre Kirker i Danmark-Norge. - at jeg maatte se, hvorpaa den haarde Dom var funderet: Hertil føjer den franske Selvbiografi: »og hvem den Herre var, til hvem hendes Mand havde gjort dette Tilbud«. - Dommen taler kun om Ulfeldts Forhandlinger med »et fremmed Herskab« og nævner ikke Brandenburg.

Side 135:

saa store Løfter af Fyrsten af Holstein: I Følge Dr. Otto Sperlings Selvbiografi (udg. 1885, S. 133 f.) lod efter Christian IV.s Død (28. Febr. 1648) Hertug Frederik III. af Gottorp gennem senere Konrektor i Bordesholm Mag. Hans Berntsen Meier »hemmeligen anholdte hos Hr. Rigens Hovmester om at blive valgt til Konge«. Ulfeldt tog dog - siger Sperling - bestemt Afstand fra denne Plan og virkede for den senere Kong Frederik III.s Valg. I Selvbiografiens Forhørsreferat siger L. Chr., at Hertugens Afsending ved denne Lejlighed var Daniel v. Buchwald, som ogsaa nævnes i andre mere tvivlsomme Kilder. Ulfeldt kommer i sin »Apologi« (1664), men i uklare Vendinger, ind paa Sagen. - udsatte sin egen Formue: Paa Grund af Pengenøden ved Chr. IV.s Død maatte de store overordentlige Udgifter, bl. a. til Frederik III.s Kroning, dækkes ved Laan, og Ulfeldt kautionerede personlig for store Beløb, bl. a. for 15.000 Rdl. til Indløsning af Kongekronen, der havde været pantsat til et Hamburgfirma. - 14 Dage siden: Selvbiografien: »ungefær 3 Uger«. Reedtz's Ord om de 17 Dage er ikke gengivet der. Umiddelbart efter gengiver L. Chr. følgende Udtalelse af sig selv: »Hvorledes, mine Herrer? Efter at have afsagt en Dom, spørger I siden om Sagens Sandhed?« Altum silentium [dyb Tavshed]. De stod op og tog Afsked. Hun bad om at blive en Kende bedre accomoderet [sørget for] den stakket Tid, hun haabede at overleve. Rantzau lovede at tale til Kongen derom«. Sml. Note til S. 146.

Side 136:

der sad af mine Venneri Raadet osv.: Rigsraaderne optoges som Medlemmer af den Jan, 1661 oprettede Højesteret. Blandt L. Chr.s Venner her tænkes vist især paa Brødrene Ove, Henrik og Jørgen Bielke (se S. 314 og S. 114 med Note) og maaske Ingeniørofficeren Axel Urup til Bæltebjerg, som i et Særvotum af 23. Juli ønskede, at Ulfeldt bragtes til Stede, før der fandt »Eksekution« Sted. Dommen er dog underskrevet af samtlige i København tilstedeværende Højesteretsassessorer, baade adelige og uadelige. - Han er nu der. ..Træ-Billede376at exeqvere (L. 9-4 fr. n.): senere overstreget. - Om Krags Død se S. 105. - Grev Rantzov ... levedeikke den Dag: Se S. 104 med Note.

Side 139:

en Synaal i Don-Dynen: Sml. S. 48.

Side 140:

Jeg hørte selver denne derres Samtale: I Selvbiografien skriver L. Chr., at den fandt Sted »i Overværelse af en Ven«. Straks efter skriver hun: »Jokum kommer ind, giver sig til at læse Bønner for arme Mennesker, som skal dømmes, rettes og stejles; derpaa sang han af de Salmer, som man synger ved Begravelser«. - sit Giftermaal: Se S. 127 med Note. - min Søster Elisabeth: Elisabeth Augusta. Sml. S. 119 med Note.

Side 142:

Han ledde mig ind næst op til osv.: Dette sidste Forhør dateres ogsaa i Selvbiografien til 17. Aug. og skildres der i Hovedtrækkene som her.

Side 143:

et rev jeg i Stykker og kaste det i et Hysken : Se S. 339. Af det omtalte Brev, fra Ulfeldt til L. Chr., dat. Brugge 7. Juli (27. Juni gi. Stil) 1663, delvis skrevet i Chiffre, blev en Del Stumper fisket op og klæbet paa et Ark Papir. Dette synes nu tabt, men en dechiffreret Afskrift er bevaret (trykt Danske Samlinger VI, 1870-71, S. 223-27). Denne er dog fuld af Lakuner. Indholdet svarer stedvis til L. Chr.s Gengivelse, men paa nogle Punkter husker hun fejl. - Cur-Prinsen af Sachsen... Prinsessen af Dannemark: Se S. 103 og 104 med Noter.

Side 144:

»mais j'espère ... cela ne se fera point: Disse Ord findes ikke i Afskriften af Brevet, men der er et Sted i det Tale om, at »en ung Hertug af Sachsen« eventuelt kunde faa Arvekrav paa den danske Krone ved Ægteskab med den danske Prinsesse. - de Schwitzere deres Manér, de over Borde haver: Der er i Afskriften Tale om Tyskernes - ikke Schweizernes - Hang til at drikke til Overmaal. I anden Sammenhæng opregnes Beboerne i en Række schweiziske Kantoner og i en Række schweiziske, italienske og tyske Byer.

Side 145:

vorre Sønner havde skreven fra Rom og begerte Penge: Afskriften har en Passus af dette Indhold. De Sønner, som var i Rom i Sommeren 1663, var Christian og vistnok Ludvig Ulfeldt. - Junkeren: Der tales i Brevet om, at Ove Thott til Skabersø (se S. 325), der skyldte Ulfeldt Penge, ikke vilde betale sin Gæld. - mine store Hæng-Perler: Der tænkes muligvis paa de Perler, som ses paa 377 Honthorsts Maleri af L. Chr. fra 1647, under Hattefjeren. - min Søster udi Paris: Hedwig Margrethe Elisabeth Rantzau (ca. 1627-1706), Enke efter Josias Rantzau (1609-50), Marskal af Frankrig, Stifterinde af et Kloster i Paris af Mariæ Bebudelses-(Annunciata-) Ordenen og 1666 af et Kloster af samme Orden i Hildesheim, hvis Abbedisse hun var til sin Død. Et Brev fra hende til Broderen Chr. Rantzau viser, at hun under Ulfeldtparrets Besøg i Paris i Okt. 1662 fulgte dets Færden.

Side 146:

et smukt Kammers: Ogsaa i Selvbiografien sætter L. Chr. Datoen for sin Overflytning til det ny Fængselsrum til 17. Aug. 1663. Den svenske Resident i København Gustav Lilliecrona skrev 13. Aug. 1663 til sin Regering, at L. Chr. havde indgivet en Ansøgning til Dronningen om sit haarde Fængsel og 12. Aug. fik et andet, som havde mere Dagslys. Hermed kan sammenholdes, at L. Chr. denne Dato hørte Murere arbejde paa at istandsætte et andet Rum i Blaataarn (se S. 131). Sml. Note til S. 135. Det ny Værelse var 5 Alen langt og 4½ Alen bredt og havde en ca. 2¼ Alen dyb Vinduesniche. Udenfor laa det Rum, hvor L. Chr. indtog sine Maaltider. Det var 7¼ Alen langt og 4½ Alen bredt og havde en Vinduesniche paa 6¾ Alens Dybde. - Karen Olles-Daatter: Se S. 38, 341. En Instruks til Slotsfogeden af 18. Aug. 1663 paabød, at han -»eftersom vi have befalet Eleonora at skal blive besiddendes paa det Sted udi det Blaataarn, som hun nu er« - ingen maatte slippe ind til hende uden Kongens udtrykkelige Befaling »foruden den dertil forordnede Kvindesperson, som Vi for saadan hendes Umage naad. vil have bevilget to Rigsdaler om Ugen foruden hendes Kost«. L. Chr. maatte ingen Breve »eller andet saadant« modtage og ikke have Knive, Sakse eller andre »Instrumenter, hvormed hun sig beskadige kan«. ... »om Dagen, naar hun faar Mad, maa hun være udi det yderste Logement, dog at Slotsfogeden selv bliver imidlertid tilstede hos hende, indtil hun igen udi det inderste Kammer ... er indkommet, hvor hun vel skal forvares, saasom bemeldte vores Slotsfoged selv agter at svare til«.

Side 147:

Matthias Foss: (1627-83), 1655 Magister, 1660 Slotspræst i København, 1665 Professor i Teologi, 1672 Biskop i Aalborg, en anset Prædikant og nidkær Biskop.

Side 149:

som David: Se Salmerne 73, V. 13. - Job: Jobs Bog, Kap. 10.

Side 150:

efterfølgende Ord udi Munden: Ordene er ikke helt ordret Citat af Hebræerbrevet, Kap. 12, V. 5-6 i 378 Luthers tyske Oversættelse (Wittenberg-Bibelen 1545. - David ...bekendte jeg da med hannem: Salmerne 143, V. 2.

Side 151:

med Job: Jobs Bog, Kap. 40. - stønnem med David: Salmerne 77. - vidre med hannem: Salmerne 77. - den 119. Psalme: Salmerne 119, V. 71. - Saafremt vi lide med Christo osv.: Romerbrevet, Kap. 8, V, 17. -Alle Ting skal tjenne dennem osv: Salmerne 28. -Min Naade er dig nok osv.: 2. Brev til Korintherne, Kap. 12, V. 9. - Christi Ord hos Lucam: Lukas-Evang., Kap. 18, V. 7.

Side 153:

en Fange, somhedder Christian: Se S. 106 med Note. - Maren Bloks: Se S. 118 ff. - Mine Børn erre ikke i Skaane: Sml. Note til S. 208. - Fru Margrethe Rantzov: Margrethe Rantzau. Se S. 325. Hun ægtede efter Ove Thotts Død (1666) Gehejmeraad, Stiftsbefalingsmand og Amtmand over Aalborg Stift og Amt Enevold Parsberg (ca. 1630-80). En Del af Ulfeldts og L. Chr.s Løsøre blev, før de i Juli 1660 flygtede fra Malmø (S.30), sat i Forvaring hos Margrethe Rantzau.

Side 154:

Nytaar 1664: Tallet overstreget.

Side 155:

Casset: Jan Marcus Cassetta. Se S. 43 ff., 114, 338. Cassetta blev kort efter L. Chr.s Afsejling til Danmark løsladt af Arresten i Dover og vendte tilbage til Brugge, hvor han gav hendes Døtre Ly i sit Hus. - Kongen af Spaniens Undersaatte: De sydlige Nederlande (Belgien), hvor Cassetta hørte hjemme, stod 1516-1713 under Kongen af Spanien og kaldtes »De spanske Nederlande«. - Petcon: Petkum. Se S. 44 ff., 100, 339.

Side 156:

Frans ...: I Haandskriftet er en tom Plads til Navnet. Der menes Frants Henriksen. Se S. 117 med Note. Han og Niels Kajberg (Cojberg) indsattes først i Sommeren 1664 i Blaataarn, saaledes at L. Chr. her husker galt m. H. t. Tidspunktet. -La Roche og en anden ung Karl: I Aug. 1663 angav en yngre fransk Dame Marie-Madeleine Langlois, hvis Rygte ikke var helt uplettet, for Rigsskatmester Hannibal Sehested, da Ambassadør i Paris, sin Landsmand (og muligvis tidligere Elsker) David des Marryes, Sieur de La Roche-Thudesquin Dornano, som en Tid havde været Chef for et i Nykøbing-Falster garnisoneret Regiment og Kommandant i Nakskov. Han skulde efter hendes Udsagn paa Hjemture til Paris i 1662 og 1663 have tilbudt Ludvig XIV. at bringe ham i Besiddelse af en Række danske og norske Fæstninger, bistaaet af Officerer i dansk Tjeneste. Som 379 hans medskyldige angaves den unge Jacques Beranger. De to Mænd, som havde søgt Tilflugt i Bruxelles, førtes i Juni 1664 -ikke i Sept. 1663, som L. Chr. skriver - til København, hvor La Roche anbragtes i Blaataarn, og hvor de forhørtes af en Kommission under Rentemester Gabels Ledelse. Skønt de nægtede sig skyldige i noget Anslag mod den danske Konge, er der Beviser for, at La Roche havde gjort den franske Konge Tilbud af den af Mlle Langlois anførte Art. Men det hele var aabenbart blot en fransk militær Æventyrers Forsøg paa at lave Penge ved politiske Plattenslagerier, og ingen Person i dansk Tjeneste kunde overbevises om at have haft nogen som helst landsforræderisk Forbindelse med ham. Med Ulfeldt nægtede han bestemt at have haft noget at gøre. Aug. 1664 udleveredes de to Fanger til den franske Konge, der lod dem indsætte i Bastillen, men deres formaaende Venner blandt franske Stats- og Hofmænd fik snart udvirket en dansk Benaadningsakt, hvorefter de kunde flagre ud til de letlevende Kredse i Seinestaden, hvor de hørte hjemme, og over hvilke Procesakterne kaster et ikke uinteressant Lys. -Troldhullet: et mørkt Fængsel i Blaataarn, et Stokværk under »den mørke Kirke«. - en Hore: den føromtalte Mlle Langlois, der i alt Fald hørte til Genrens mere mondæne Art, da hun havde Forbindelser ved Hoffet. At hun skulde have staaet i Forhold til Hannibal Sehested, er der ingen Vidnesbyrd om, men L. Chr. benytter naturligvis Lejligheden til at beklikke sin Mands gamle Rival. Om hele Sagen havde hun i øvrigt kun Blaataarnspersonalets Sladder at bygge paa.

Side 157:

den Comedie-Bog, Grevinden af Pembroc osv.: Mary Sidney, Grevinde af Pembroke (1561-1621) havde fra Fransk oversat Skuespillet »Antonius«, der udkom paa Engelsk 1592 og 1595. Talen er dog snarere om hendes berømte Broder, Digteren og Statsmanden Sir Philip Sidney's (1554-86) meget læste Hyrderoman »The Countesse of Pembroke's Arcadia«, der var skrevet til Søsteren (Nyudgave bl. a. 1662). L. Chr. har formodentlig ikke kendt denne Bog og gættet paa Grevinden af Pembroke som Forfatterinden. - Braten: Se S. 100 med Note.

Side 157-58:

Udi samme September Maaned døde Grev Rantzov ... i Oct. Maaned: Dette er senere overstreget. Se Side 104 med Note.

Side 158:

osv.: Den rigtige Dato er 10. Okt. 1663. Se Note til S. 104. Parrets Bryllup fandt derimod Sted 380 - ogsaa paa Københavns Slot - 9. Okt. 1666. Den 9. Okt. var L. Chr.s egen Bryllupsdag. Se S. 12. - for 28 Aar siden: Det var i Okt 1663 kun 27 Aar siden (1636). - Imod Middags-Tider: Det var først Kl. 6 Aften, at Bruden førtes ind i Slotsgaarden. Sml. den udførlige samtidige Skildring af Trolovelsesfestlighederne i Danske Samlinger, 2. Rk. II, 1872-73, S. 164. - stadfæstet i sin Mening derom: I Randen er tilskrevet: Slosfogden fortælte Kvinden noget om Stadsen, og Pær sagde hender noget, saa hender syntest, at jeg kunde vide noget efter forrige Tiders Skik. - Anden Dagen blev gjort Riddere: 11. Okt. 1663 blev forskellige Hoffet nærstaaende Personer slaaet til eller erklæret for Riddere af Elefanten. Se den ovennævnte Skildring S. 171 f.

Side 159:

udi Videnskab [at læge Fransoser]: senere overstreget. - Dronningen vilde, at det Træ-Billede osv.: Saaledes ogsaa i Selvbiografien, der fortæller: »Jeg maa ikke forglemme at berette, at Jokum kom for at sige hende (efter Befaling, som han sagde), hvorledes hendes Mands Effigie blev medhandlet, og dog sagde for at trøste hende, at man ikke handlede med Kvindespersoner paa den Manér, men at andre vel kunde faa den Medfart. Han berettede hende nogen Tid derefter (da de blev bedre Venner), at Dronningen vilde, at dette Træbillede skulde føres op udi det yderste Kammers, hvor vor Dame var og føres ud derfra, men at Kongen ikke vilde det; ydermere vilde Dronningen, at vor Dame skulde gaa ud for at se det, men hun kunde ikke faa Forlov af Kongen dertil«. - Eksekutionen paa Ulfeldts Træbillede - i Overensstemmelse med Dommen af 24. Juli 1663 (se Note til S. 133) - fandt Sted 13. Nov. 1663.

Side 160:

Exempler af store Herrer i Frankrig osv.: Et af de Eksempler L. Chr. tænker paa, er maaske Louis de Bourbon, Prince de Condé (1621-86), som var en af Lederne i den »Frondekrig« (1649-53), som i Ludvig XIV.s Mindreaarighed førtes mod hans Moder Anna af Østrigs og Kardinal Mazarins Formynderregering (sml. S. 315). Han gik saa vidt. at han forbandt sig med Spanien, Frankrigs Fjende, og dømtes efter Kongens Sejr (1652) til at »miste Navnet Bourbon og sin Rang af Prins af Blodet fdvs. af det kongelige Hus] og lide Dødsstraffen i den Form, som det maatte behage Hans Majestæt at befale«. Ved Freden med Spanien (1659) benaadedes han dog, fik sine Ejendomme og Værdigheder igen og vandt et stort Navn i Ludvig XIV.s Krige. Der er næppe Tvivl om, at hans og andre fornemme 381 Frondelederes Holdning over for deres Lands kongelige Regering har tjent den gallomane Corfitz Ulfeldt til Forbillede.

Side 161:

og tjent en Præst, førend hun blev gift, havde: overstreget. Se S. 152f. - Holger Vinds Frue: Margrethe Giedde (d. 1706), Datter af Rigsadmiral Ove Giedde, gift 1650 med senere Viceskatmester og Vicekansler Holger Vind (1623-83).

Side 162:

»Nu seid Ihr Wittib«: Corfitz Ulfeldt holdt sig fra Efteraaret 1663 skjult først i Basel, derpaa i den nærliggende Flække Richen, hvor han skrev en »Apologi«, et Forsvarsskrift for hans Handlinger i de sidste Aar. Haardt gik hans Hustrus Fangenskab ham til Hjerte. »Jeg tror,« skrev han til Vennen Dr. Sperling, »at dette vil bringe mit Hjerte til at briste inden føje Tid, thi uden hendes Selskab ønsker jeg ikke at leve«. Hans ældste Datter Anna Cathrine og Sønnerne Christian, Corfitz og Ludvig, som var immatrikulerede ved Universitetet i Basel, var hos ham, men han sendte til sidst Sønnerne bort for at undgaa Opdagelse. Kort efter blev han dødssyg (der siges: af Pleuritis) men flygtede paa et falsk Rygte om, at den danske Konges Sporhunde var ham i Hælene, ved Nattetid ned ad Rhinen i en Baad. Da Baadsfolkene kom til Neuenburg, opdagede de, at den fremmede Herre, hvis rette Identitet ingen kendte, var død (26.(?) Febr. 1664). Liget begravedes i et Kloster i Neuenburg under falsk Navn, men fjernedes senere af Sønnerne, der jordfæstede det paa et ukendt Sted.

Side 162:

og candiseret Sukker, laante mig: senere overstreget.

Side 163:

en Advis: et Nyhedsblad formodentlig trykt. -mine Sønner, de tre ældste: Christian, Corfitz og Ludvig. - mine Døtre: Anna Cathrine, Ellen Christina og Leonora Sophie. - yngste Søn: Leo. Se Slægtsoversigten S. 401 f. - enSynaal, som meldeter: Se S. 139, sml. S. 48. - Taftes livfarve: rettet til: livfarve Taftes.

Side 166:

og digtede jeg den ... den 8. Oct.: overstreget. - den8.Oct: altsaa Dagen før hendes Bryllupsdag. Se S. 12.

Side 168:

das Lied: Was ist doch auf diese Welt osv: Det er ikke lykkedes at identificere denne »Lied«.

Side 170:

Doctor Otto Sperling osv.: Dr. Otto Sperling d. æ. (se S. 314), der fra 1654 havde taget Ophold i sin Fødeby Hamburg, vedblev at føle sig nær knyttet til L. Chr. og Ulfeldt 382 og deres Børn. Ogsaa efter Ulfeldts Domfældelse brewekslede han med den tidligere Rigshofmester, til Dels gennem dennes Datter Anna Cathrine, og han udtalte sig i sine Breve meget respektløst om den kongelige danske Regering og om Højesteretsdommen. Han var desuden Ulfeldts Mellemmand ved dennes Brevveksling med Folk i Sverige og andre Steder. Den danske Regerings Agenter opsnappede flere af Ulfeldts og hans Børns Breve til Sperling - i hvilke der bl. a. var Tale om at udfri L. Chr. af Fængslet ved Bestikkelse af Slotsfogden - og Breve fra Doktoren udleveredes den af Bruxellesregeringen, da denne paa dansk Foranledning i Efteraaret 1663 satte Ulfeldts Døtre i Brugge under Anholdelse. I April 1664 lokkedes Sperling af en af Frederik III.s Generaladjudanter, Oberstløjtnant Christoffer Hagedorn - der foregav at have en syg Kone - bort fra sin Bolig og førtes gennem Hertugdømmerne til København, hvor han den 30. April indsattes i Blaataarn. Her holdtes der Maj-Juni Forhør over ham af en Kommission, og 28. Juli dømte Hofretten ham - idet han betragtedes som Kongens Tjener, da han aldrig formelt havde faaet Afsked som Hoflæge, og som kgl. Undersaat i Kraft af Frederik III.s paastaaede Højhedsret over Hamburg - som skyldig i Majestætforbrydelse til at have forbrudt Ære, Liv og Gods. Dommen udførtes dog ikke, bl. a. fordi den svenske Regering, der havde Beskyttelsesret over det hamburgske Domkapitel, i hvilket Sperling var Vikar, gentagne Gange indgav Protester mod hans Fængsling, og Sperling sad i Blaataarn til sin Død 25. Dec. 1681. Til Læsning for sine Børn nedskrev han i Fængslet paa Tysk en udførlig Selvbiografi til 1659 med et Tillæg om hans Fængsling og Fangenskab (afsluttet 1673, GI. kgl. Sml. 3094, 4to, udg. i Uddrag i dansk Oversættelse ved S. Birket-Smith 1885). - Under Forhørene blev der stillet ham flere Spørgsmaal vedrørende L. Chr., bl. a. ud fra Mistanke om, at hun skulde have fremskyndet sin Fader Christian IV.s Død ved Gift. Ved et af dem blev han spurgt, om hun fortjente sit Fangenskab, og om han mente, hun led uskyldigt. Hans Svar var, at han ikke kendte Aarsagerne til hendes Fængsling, men tænkte, at Kongen havde Aarsag nok dertil, og at hun i Fængslet ikke vilde lide uskyldigt. Om hans Anklage mod Anna Cathrine Ulfeldt og Cassetta for at være Skyld i hans Ulykke se S. 191.

Side 171:

General-Major von Alfeldt: Se S. 105 med Note. Ahlefeldts Ord er gengivne omtrent enslydende i den franske Selvbiografi.

383

Side 172:

»Jer Pige«: Maren Larsdatter. Se S. 110 med Note.

Side 173:

Maren Bloks: Se S. 118 ff., 153. - Jomfrue Carisse: Se S. 119 med Note. - den vise Catrine: Maaske sigtes der til den S. 159 omtalte Troldkvinde.

Side 174:

den, som da var Lands-Dommer i Jylland: Villum (Willem) Lange (1634-82), Professor i Matematik, fra 1661 Landsdommer i Jylland, 1680 Kancelliraad. I et Brev af 14. Dec. 1670 til dav. Overgehejmestatssekretær Peder Schumacher udtaler han sig ret fordomsfrit om en i Jylland verserende Hekseproces. - Maren Lars-Daatter: Se S. 110 med Note. - bar det til Dronningen: Sml. S. 48.

Side 175:

vorres forrige Gaard her i Byen... en Støtte: 13. Juli 1664 udstedtes der kgl. Befaling til Generalkvartermester Henrik Ruse (Ruse, sen. adlet Rüsensteen) om at lade nedrive alle de til Ulfeldts tidligere Gaard i Løvstræde (se S. 313) hørende Bygninger og paa Grunden »lade opsætte den udi Dommen [se Note til S. 133] omrørte Pyramis eller Skandpille og derpaa lade udgrave de Ord og Bogstaver, som Vi dig herefter ville forstændige lade«. Indskriften kom til at lyde: »Forræderen Corfix Ulfeld til ewig Spot, Skam og Skiændsel«. Skamstøtten stod paa Graabrødretorv til 1842; den findes nu i Nationalmuseets Have. Sml. Note til S. 288.

Side 177-79:

et Stykke Ler osv.: Sml. S. 48 f., 341.

Side 177:

Sil y a un Sinna, soyez un Auguste: overstreget. - Sinna: Af Ordet er kun ganske faa Spor tilbage. Cinna var kendt fra den franske Digter Pierre Corneilles Tragedie af samme Navn, som udkom 1639.

Side 179:

versichert, dass Euer Mann todt wäre: Gennem længere Tid nærede man ved det danske Hof Mistanke om, at Rygtet om Ulfeldts Død var udspredt for at forskaane ham for Efterstræbelser. - Wunderwerck: Talen synes at være om et latinsk Folioværk af Baselerprofessoren Conrad Lycosthenes (Wolfhart) (1518-61), i den tyske Oversættelse: Wunderwerck oder Gottes vnergründtliches vorbilden, das Er in seinen gschöpffen allen ... erscheynen ... lassen ... durch Joh. Herold .., Verteütscht (Basel 1557). Det handler om alle mulige Vidundere og indeholder mange morsomme Træsnit.

Side 180:

Kirke-Ordinantsen: Den dansk-lutherske Kirkeordning af 1539.

384

Side 181:

Kongens Hofprædikant: Matthias Foss. Se S. 147 med Note.

Side 182:

Hieronimus Buk: Hierohymus Bueck. Se S. 106 med Note. - Slosfogden: Jokum Waltpurger. Han døde ikke længe efter, i Juni 1665, og hans Sygdom og lange Svaghed synes, som L. Chr. ogsaa andet Steds bevidner, at have gjort ham blidere i Sindet. Pinselørdag var 1665 den 14. Maj.

Side 183:

Tyre, hans Kvinde: Se S. 127 med Note.

Side 184:

Hans Balcke: Hofsnedker fra 1658, Søn af Hofsnedker Henrik Balcke. Ifølge Sperlings Selvbiografi tiltraadte han Tjenesten som fungerende Slotsfoged 13. Jan. 1665. Sml. S. 237. - Ellers gaves en anden Aarsage ... skal meldes: overstreget. Se S. 187.

Side 185:

Maren Lars-Daatter: Se Note til S. 110. -Grevinde Friises: Anna Maria v. Offenberg (ca. 1646-94), gift 1662 med Rentemester Mogens Nielsen Friis (1623-75), 1671 Greve, 1672 Lensgreve til Frijsenborg, 1674 Stiftsbefalingsmand over Aarhus Stift. Ved Kongebrev af 11. April 1665 fik Maren Larsdatter Lov til at træde i nævnte Frues Tjeneste imod Fruens »Revers, at samme Pige skal blive tilstede, naar paafordres«.

Side 187:

at Gabel var blevet Statholder: Udnævnelsen fandt Sted 12. Aug. 1664.

Side 188:

Johan Jæger: 12. Juni fik »forrige Kaptajnløjtnant« Johann Jäger Bestalling som Slotsfoged. Han havde bistaaet Oberstløjtnant Hagedorn ved Tilfangetagelsen af Dr. Sperling (se Note til S.170) og var ifølge Sperlings Selvbiografi en Holstener og Søskendebarn af Statholder Christoffer Gabel. Han ægtede, efter at hans 2. Hustru var død 1675,1676 i 3. Ægteskab Margrethe Garpen (Gabel), Enke efter Kaptajn Johan Weyhe, og blev efterhaanden en velhavende Mand, som bl. a. ejede en stor Gaard ved Frederiksholms Kanal. - Hofmarskalken: Holsteneren Christoffer Sehested (1628-99), Hofmarskal 1662-70, siden Amtmand i Skanderborg, 1679 Etats- og Admiralitetsraad, 1680 Gehejmeraad. - den Doctor ... fik hans Tyrelyre: Efter Jokum Waltpurgers Død (Juni 1665) ægtede hans unge Enke (se Note til S. 127) Schlesieren Dr. Caspar Kölichen (d. 1687), 1668 Stadfysicus i København, 1682 Medicus ved Kvæsthuset. - en ved Navn Chresten: Christen Mogensen. Se S. 101. Han havde ifølge Sperling været Graverkarl ved St. Petri tyske Kirke og blev Taarngemmer i Juni 1665. I Korrespondancen mellem Sperling og 385 hans Børn gaar han under Navnet »Flaggermusen« og omtales som ret bestikkelig.

Side 189:

Maans Armfeldt: Mogens Arenfeldt. Se S. 106 med Note.

Side 190:

bar Christian Madden op: Haandskriftet har urigtigt Pær for Christian; Ordene er overstreget, og efter tjente er der tilføjet denne.

Side 191:

Anna Cathrina eller og Casetta vare Aarsage i hans Ulykke: Om Aarsagerne til Sperlings Fængsling se Note til S. 170.

Side 192:

corresponderte med hverandre: De udvekslede Breve kendes nu ikke, men Korrespondancen nævnes i bevarede Breve fra Sperling til hans Børn 1666-70. Breve fra disse til Faderen indlagdes i Breve, som sendtes L. Chr. fra hendes Søster Hedvig i Skaane. - Grev Pentz: Se S.312. - (*nogle Dage førend ... hun ledte.*): overstreget. Se S, 199.

Side 197:

hinners Barn : Se S. 161.

Side 199:

De Knappenaale havde jeg staallen osv.: Se S. 192.

Side 202:

for han lurte Doctor Sperling: Se S. 188 med Note.

Side 206:

*Der denne Karen ... Næsen til*: overstreget. Se S. 289.

Side 207:

*Siden denne Karen ... drog jeg selv alene*: overstreget. - Magister Buck: Se S. 106 med Note.

Side 208:

der Diener ist in Hamburg: Der tænkes paa Tjeneren Peter Pflügge, der delte Ulfeldtparrets Fangenskab paa Hammershus. Se S. 328. Om Christian Ulfeldts Drab paa Adolph Fuchs se S. 336 f. At Pflügge skulde have udtalt sig, som af Bueck angivet, er lidet sandsynligt. - Bud til Skaane til Eders Børn: Ludvig og Leo Ulfeldt vides at have opholdt sig i Sverige 1664-65. Ludvig virkede for at faa Moderens Fangenskab formildet og fik Løfte om Bistand hertil af den franske Gesandt Hugues de Terlon (se S. 327 og Note til S. 288). Ludvig Ulfeldt skal have haft Ansættelse i den svenske Hær, indtil den danske Regering 1668 udvirkede Forbud imod, at de opholdt sig i Sverige. L. Chr.s to yngste Døtre Ellen Christina og Leonora Sophie opholdt sig hos deres Moster Hedvig paa Raabeløv i Skaane fra Sommeren 1666, den første til 1671, den anden, til hun 1676 ægtede Lauge Beck.

Side 209:

min Søster: Hedvig, der fra 1664 boede paa sin 386 Mand Ebbe Ulfeldts Gaard Raabeløv i Skaane. - L. Chr. synes ogsaa at have brevvekslet med sin ældste Datter Anna Cathrine, der fra 1665 havde fast Ophold i Brugge, hvor hun var nær knyttet til Familien Cassetta. - *Min Pen ... til Stede: overstreget. Se S. 176.

Side 211:

(*Lige før Christian blev saa slem: overstreget.

Side 212:

*Christian havde for lang Tid siden ... skille mig ved dem*: overstreget. Se S. 49, 190.

Side 213:

Aviserne: L. Chr. tænker vel især paa kgl. Bogtrykker Henrik Clausen Gødes (d. 1676) »Europäische wochentliche Zeitung«, der udkom i København 1663-69, efterfulgt af »Ordinarie Post-Zeitung« 1669-76. Disse Aviser udkom undertiden flere Dage i Ugen, men indeholdt kun udenlandske Nyheder. - *Jeg fik Aviserne foruden Christian.*: overstreget.

Side 218:

Vokset, Taarn-Nøglerne vare trykte i : Se S. 211.

Side 219:

Langfredag Middag: Langfredag faldt 1667 paa den 5. April.

Side 220:

Som Hjorten med Tørst befangen: Salme af Steen Jensen Bille til Billesholm (1565-1629), Lensmand i Trondhjem 1601-13 (Trykt i Brandt og Helveg: Den Danske Psalmedigtning I, 1846, S. 220-21). - *Siden den første Karen kom bort ... Christian flyde mig.*: overstreget. Se S. 176, 209.

Side 221:

skødt sig selv ihjel: Se S. 106 med Note.

Side 222:

naar Prinsen ... skulde have Bryllup osv.: Traktaten om Ægteskab mellem Kronprins, senere Kong Christian V. og Prinsesse Charlotte Amalie af Hessen-Kassel (se S. 103 med Note) sluttedes 5. Marts 1667. Formælingen fastsattes til 14. Maj, men først 11. Juni kom Prinsessen til Nykøbing-Falster, hvor Brylluppet fandt Sted 25. Juni.

Side 223:

Bruden havde bedet for mig til Nykøbing: I Følge et Brev fra Dr. Sperling til hans Børn af 5. Juni 1667 havde L. Chr. skrevet til ham, at hendes Søn Corfitz i Hamburg havde overgivet et Bønskrift for Moderen til Charlotte Amalie gennem en af dennes Kusiner. - 11. Juni 1667: Er denne Dato for Christians Løsladelse rigtig, kan den ikke skyldes et Bønskrift overrakt Kronprinsessen ved dennes Indtog i København, som først fandt Sted i Slutningen af Juni. - D e t387var en Søndag: 11. Juni 1667 var ikke Søndag, men Tirsdag.

Side 224:

Peder Jensen Tøtzløff: Peder Jensen Tødsløf. Han blev 1677 Hofretskriver, 1682 Borgretsskriver og Auktionsdirektør ved Hofetaten. Han vedblev at staa L. Chr. nær ogsaa efter hendes Bosættelse paa Maribo Kloster (se S. XXI). -Catharina : Vel den samme, som i Fortalen kaldes Catharina Wolff. Se S. 101; sml. S. 122 ff.

Side 225:

Walter: Jørgen Walter (se S. 318, 18, 97, 101, 106) fik 15. Okt. 1663 efter Forbøn af Kurfyrstinde Magdalena Sibylla af Sachsen og hendes Søn Kurprins Johan Georg III., da de s. A. var i Danmark i Anledning af Kurprinsens Trolovelse med Prinsesse Anna Sophie (se S. 158 f), Tilladelse til at komme til Danmark, dog ikke vise sig ved Hove. I Sommeren 1668 kom han til København, hvor han vistnok havde Forbindelse med Statholder Gabel, men udvistes af Byen. I Okt. s. A. vendte han fra Skaane tilbage til København, forklædt og under falsk Navn, anholdtes og indsattes i Blaataarn, mistænkt for Delagtighed i et paastaaet Forsøg paa at forgive den kongelige Familie ved en Fest, som Dronning Sophie Amalie 3. Aug. havde givet paa Dronninggaard. Der gik ogsaa Rygter om, at han havde udtalt sig mod Enevælden og skulde paa Pinebænken. To Kokke tilstod, at de paa Dronninggaard havde hældt Gift i en Tønde Mel for at forgive Oldfruen. Under Tortur udtalte derpaa en af dem i Jan. 1669, at det var Walter, paa hvis Anstiftelse Giften var bragt ind i Dronningens Køkken, hvorefter Walter anbragtes i det mørke Fængsel »Troldhullet«. Der er ikke Beviser for, at Walter havde noget med Sagen at gøre, men han blev siddende som Fange i Blaataarn til sin Død i April 1670. Se S. 233 med Note.

Side 226:

Walter sad længe der nere: rettet fra: Walter havde nogle Ducater. Se S. 227. - Magister Bock: Hieronymus Bueck. Se S. 106 med Note. - den Tid jeg blev ved Ulrik Christian Gyldenløve udvist osv.: Se S. 23, 60 f. - Statholder: Christoffer Gabel.

Side 229:

en halv Potte frans Vin osv: Ifølge Hofholdningsregnskaberne fik L. Chr. til hvert Maaltid (Middag og Aften) ½ Pot Rhinskvin og l Pot »Herreøl«, hendes »Kvinde« l/2 Pot Franskvin og 1 Pot alm. Ø. Efter Cathrines Rus bortfaldt dog den franske Vin.

Side 231:

Bønder fra Femern osv.: De havde muligvis overtraadt en kgl Forordning af 28. Jan. 1665, som forbød 388 Udførsel fra Kongens Lande af Fedevarer (bl. a. Kød) Femern hørte fra 1581 til Hertugdømmet Gottorp. - Kong. Majestæt: Frederik III.

Side 233:

forløste Gud hannem: Walter døde i April 1670 og bisattes i Gravhvælvingen Nr. 84 i St. Petri tyske Kirkes Gravkapel, købt 1670 af Raadmand Peter Holmer. - hans Broder: Hans Walter (1618-77), Oberst i gottorpsk Tjeneste, 1675 dansk Generalmajor. - jeg bekom intet straks: I Overkammerjunkerens Regnskaber for Sept. 1670 er opført følgende Udgiftspost: »Slotsfogeden til Fru Ulfeldt til Klæder 200 Rdl.« Allerede 1666, 1668 og 1669 var der dog, som det fremgaar af Hofleverandøren Werdelmanns Afregninger, bevilget ret betydelige Beløb til Tøj - bl. a. ca. 300 Alen Klæde, Lærred og Baand aarlig - til hende. Hun synes altid at have været sortklædt med en stor Fruerhue (Andrups Udg. S. 269 f). - Karen: Karen Nielsdatter. - min Forløsning: L. Chr.s Søster Hedvig rejste i Marts 1670 fra Raabeløv til København for at virke for Søsterens Frigivelse, men uden Resultat.

Side 234:

Dr. Hans Læt: Hans Sørensen Leth (1625-88), fra 1668 kgl. Konfessionarius, 1675 Dr. theol., Stamfader bl. a. til Slægten Steensen-Leth. - Dr. Mathias Foss: Se S. 147 med Note. - Peder Jensen: Tødsløf. Se S. 224 med Note.

Side 235:

slog Gud hannem osv.: Hieronymus Bueck døde 17. Sept. 1673 af et Slagtilfælde; ifølge sin Kollega Chr. Brämers tyske Ligprædiken (1674) beholdt han dog Mælet til det sidste. Sml. S. 106, hvor Buecks maalløse Periode kun sættes til tre Dage. - St. Augustini Manuali (d. e. Manuale): Otto Sperling d. y. fortæller i sin »De foeminis doctis«, at L. Chr. skrev mange Vers i denne Bog. - de 5 Tusinde Rdr., Gabel fik: Se S. 335.- Hans Balcke: Se S. 184 med Note, 187 f. -dass Rentmeister Gabel Statthalter ist: Se S. 187 med Note.

Side 236:

Knud, som da var Kammer-Page: Adam Levin Knuth (1648-99), mecklenburgsk Adelsmand, der fra 1664 blev Kammerpage hos Kronprins Christian og i høj Grad vandt dennes Gunst, senere Amtmand og Gehejmeraad, Ejer af Gisselfeld m. m.

Side 237:

Grev Løvensteen: Se S. 240 med Note. Punktummet Først ... Løvensteen er siden overstreget, fordi L. Chr. ved senere Ransagelse af sin Hukommelse er kommet til det Resultat, at den omtalte Dame først optraadte ved 389 Landgrevinden af Hessens Besøg. - Frøken Augusta: Augusta af Glücksborg (1663-1701), gift 1651 med Hertug Ernst Günther af Sønderborg (1609-89), fra 1675 Guvernør over Als. Hun var fra sin Barndom en intim Veninde af Dronning Sophie Amalie. -Curfyrstinden af Saxen: Se S. 103 med Note. Den nævnte er karakteriseret paa en saadan Maade, at der ikke kan være Tvivl om, at L.Chr. mener daværende Kurprinsesse Anna Sophie, Frederik III.s og Sophie Amalies Datter, selv om denne først 1680 blev Kurfyrstinde - et Indicium for, at Skildringen først er nedskrevet i sin endelige Form efter 1680. Anna Sophie kom dog først 3. Aug. 1670 fra Sachsen til København, og Dateringen af Besøget til sidst i April maa derfor bero paa en Fejlhuskning. - vorres allernaadigste Dronning: Dronning Charlotte Amalie. Se S. 103 med Note. Maaske var det ved samme Lejlighed, Dronningen besøgte Dr. Sperling i Fængslet, som han fortæller i sin Selvbiografi (uden nærmere Tidsangivelse). - Peter Jensen: Tødsløf. - Balckes Giftermaal: Hofsnedker Hans Balcke (se S. 184 med Note) fik 26. Sept. 1670 Tilladelse til uden Trolovelse og Lysning at lade sig vie i Hjemmet til Susanne Hansdatter. Han havde tidligere været gift med Cathrine Jensdatter (d. 1656) og Maren Hellesdarter. Fandt de fine Damers Besøg Sted paa Balckes Bryllupsdag, maa det have ligget efter 26. Sept.

Side 238:

Hannibal Sehested: Denne var død som dansk Gesandt i Paris 13. Sept. 1666, altsaa fire Aar før, hvad L. Chr. ikke kan have undgaaet at høre, da han var sin Tids mest fremragende danske Statsmand, og hans Død gjorde et stærkt Indtryk baade i og uden for det danske Monarki. Efter hvad den daværende spanske Gesandt i København Grev Bernardino de Rebolledo mente at vide, skulde Sehested i Foraaret 1651 have kurtiseret den purunge Hertuginde Augusta stærkt, hvad hendes adskilligt ældre trolovede Hertug Ernst Günther tog ham meget ilde op; at Hertugen optraadte som Sehesteds Fjende, er i hvert Fald sikkert.

Side 239:

Kongens Lig var bortført: Frederik III. bisattes 4. Maj 1670 i Roskilde Domkirke. - Enke-Dronningen af Slottet: Juni 1670 tog Enkedronning Sophie Amalie Ophold paa Nykøbing Slot, der var tillagt hende som Enkesæde med Falster som Livgeding. - Rodolf Moth: Rudolf Moth (1642-75), 1665 Hofprædikant, 1672 Vicebiskop i Odense og Sognepræst til St. Knuds Kirke, Broder til Chr. V.s Elskerinde Sophie Amalie Moth. - det andet Rum: Det 390 ydre Rum, hvor L. Chr. indtog sine Maaltider. Se Note til S. 146. - Dr. Jespers Postil: Biskop Jesper Brochmands (1585-1652) meget læste Huspostil (1. Udg. 1635-38), gennem et Par Aarhundreder en af de mest udbredte danske Andagtsbøger. -Naadsens Penge 200 Rdr: Ved Skrivelse til Kammerkollegiet 22. Jan. 1672 bevilgede Chr. V. L. Chr. 200 Rdl. (ca. 3000 Kr. i vor Tids Penge) til Klæder, »hvortil hun selver maa udvælge, hvad hende lyster«, og 50 Rdl. (ca. 800 Kr.) »som hun undertiden til en liden Forfriskning og andre smaa Fornødenheder efter egen Vilje kan udgive, saa og Brochmanni Huspostil at maa bekomme«. Efter kgl. Befaling af 28. Dec. 1672 udbetaltes der hende paany 200 Rdl. - den store Foillant Martilegium: en Samling af Martyr- og Helgenlevneder, kaldet »Martyrologium« eller muligvis forkortet »Martilogium«. Det vil her som andre Steder ses, at L. Chr. ikke var alt for stiv i Latinen. En hollandsk Bog af nævnte Art i Folio fra 1659 nævnes i Auktions katalogen over Hieronymus Buecks efterladte Bogsamling. - de Kvindes-Personer osv.: L. Chr. begyndte altsaa at samle Stof til sit Værk »Heltinders Pryd«. Se S. XIX, 273, 275. -Landt-Grevinden af Hessen: Se S. 103 med Note. -Den 6. September: Denne Datering maa være urigtig, da Landgrevinden først kom til København 18. Sept. 1671; hun afrejste igen 7. Nov. - en Prinsesse af Curland: Prinsesse Maria Amalia af Kurland (1654-1711), gift 1673 med Landgrev Karl af Hessen-Kassel (1654-1730).

Side 240:

sin Hofmesterinde, en Wallenstein af Slægt, og sin Hofmesters Frue: Juliane Elisabeth v. Uffeln (1618-92), gift med hessisk Gehejmeraad, Hofdommer og Hofmester Gottfried v. Wallenstein (1607-62), Hofmesterinde hos Landgrevinde Hedwig Sophie, 1667-69 og 1677-92 Hofmesterinde hos Dronning Charlotte Amalie, Sml. S. 271. -Grevinden Leuenstein: Anna Marie, Grevinde Fürstenberg (1634-1705), gift 1651 med Rigsgrev Ferdinand Karl af Lowenstein-Wertheim-Rochefort (1616-72), der tilhørte en Sidelinie af den pfalziske Kurfyrsteslægt. Det synes at være under L. Chr.s Besøg i Haag i 1651 (S. 18, 319) eller 1656 (S. 323), at hun har truffet Grevinden.

Side 241:

Cron-Prins: Den senere Kong Frederik IV. L. Chr.s Fødselsdato er rigtig. - Til det følgende kan bemærkes, at Landgrevinden i Følge Sperling d. y. (De foeminis doctis) støttede L. Chr.s Datter Ellen Christina, da denne, efter at hun og Søsteren 391 Leonora Sophie i April 1671 fra Skaane havde sendt Chr. V. et Bønskrift for Moderen, i Efteraaret 1671 kom til København og her talte Moderens Sag hos forskellige, bl. a. Griffenfeld og Ulrik Frederik Gyldenløve. Ellen Christina skal samtidig have dristet sig til at sende selve Enkedronningen et Bønskrift, hvad der medførte en Udvisningsordre. Hun opholdt sig derpaa en Tid hos Landgrevinden i Kassel og derpaa hos Hertuginde Marie af SachsenJena. I London havde Sønnen Corfitz Ulfeldt talt sin Moders Sag, hvad der medførte, at Lord Arlington (se S. 339) i Sept. 1670 tilskrev Ulrik Frederik Gyldenløve (se S. 284 med Note) til Fordel for hende, og at Gesandten Charles Bertie i 1671 fik Ordre til at tale hendes Sag i København. Kong Karl II. gik samtidig i et personligt Brev til Chr. V. i Forbøn for L. Chr. Ogsaa den kejserlige Regering i Wien foretog ifølge Sperling d. y. ved denne Tid Skridt til Fordel for hende. Den store Anstødsssten var, udtalte Gyldenløve i Okt. 1671 til Bertie, Enkedronning Sophie Amalie; samtidig ytrede han - modsat L. Chr.s og Sperlings Indtryk -at Landgrevinden af Hessen var imod L. Chr.s Løsladelse. -Den 18. October: Tallet rettet fra 16. eller 26. - Dr. Heinrich Müllers Geistliche Erquickstu'nden: en stærkt udbredt tysk Opbyggelsesbog, der udkom 1. Gang 1664 og siden i talrige Oplag, ogsaa i dansk Oversættelse. Forf. Dr. H. M. (1631-75) var Præst i Hamburg, senere Professor og Præst i Rostock.

Side 243:

Landt-Grevinden var rejse-færdig: Hun afrejste 7. Nov. 1671. - Hus-Geraads-Mændene: Karle, der gik til Haande i Huset. - Adam Knuth: Se Note til S. 236.

Side 244:

Dinæ Bedrifter: Se S. 318.

Side 250:

Magister Moth: Se S. 239 med Note. Han blev Vicebiskop i Fyn i Juli 1672, ikke 1673, som L. Chr. skriver. -Emmeke Norbye: Der maa menes Emmike (Emmiche) Nedergaard (d. 1692), Præst ved Slotskirken 1672, 1675 Magister, 1676 Sognepræst i Køge. - Griffenfeldt: Peder Schumacher (1635-99), 1671 adlet Griffenfeld, 1661 Oversekretær i Danske Kancelli, 1670 Overgehejmestatssekretær, 1673 Rigskansler og Greve, 1674-76 kgl. Rigskansler og Førsteminister. Han skal 1671 have forebragt Ellen Christina Ulfeldts Bøn til Kongen (se Note til S. 241) »paa en for hende meget gunstig Maade«.

Side 252:

Dette Aar den... Maj: delvis overstreget, saa at Tallet (24?) ikke kan ses. Dette indledende Prosastykke 392 med efterfølgende Digt staar i Haandskriftet efter det i Udgaven følgende Prosastykke, men Omstillingstegn angiver den rette Orden. - Nun ruhen alle Wälder: Salme af den berømte tyske Salmedigter Paulus Gerhardt (1607-76), 1657-67 Diaconus i Berlin, senere Præst i Lübben i Kursachsen; trykt 1. Gang 1667.

Side 254:

Vindue... tilmuret: Se S. 147.

Side 256:

syet med sort Silke en underdanig Begæring osv.: Ludvig Holberg fortæller i »Dannemarks Riges Historie« III, 1735, S. 589 (Carl S. Petersens Udg. VIII, S. 437): L. Chr. »arbeidede imidlertid adskilligt Konstigt, som hun lod præsentere den regierende Dronning, blant andet en Pung, hvorudi hun af Perler broderede efterfølgende Vers: Deine Gnade, deine Güte - Tröstet Hertze und Gemüthe - Gönne mir auch den Gewinn - Reich mir deine Gnaden-Hände - Löse mir von meinen Bänden - Gnaden-reiche Königinn. Hvorved hun strax vandt dette, at hun fik et større Vindue, item en Vindovn« (sml. S. 254). Det vil ses, at Indholdet af dette Vers har en Del Lighed med den »Begæring«, L. Chr. med Silke syede paa Æskelaaget. Holbergs Hjemmel er maaske Jomfru Anna Sophie Ulfeldt (1647-1741), Datter af Corfitz Ulfeldts ældre Broder Laurids og Fru Else Parsberg (se Noter til S. 115 og 288), der 1685-86 boede hos L. Chr. paa Maribo Kloster; han citerer denne som Kilde til et Par andre Anekdoter om L. Chr., bl. a. en om det af L. Chr. forfærdigede Bæger (se S. 177 ff.; Holberg: anf. V. S. 588). Da den ældgamle Jomfru Ulfeldt har gengivet den sidstnævnte Historie i ret forvansket Skikkelse, kan det samme være Tilfældet med Historien om Ansøgningen til Dronning Charlotte Amalie. Det er mærkeligt, at L. Chr. ikke selv i »Jammers-Minde« beretter om den omtalte Pung og ikke nævner, at hun ved denne Tid gav sig af med Perlebroderi. Hertil kan føjes, at det er svært at se, hvorledes det citerede Vers i Perlebroderi har kunnet faa Plads paa en Portemonnæ.

Side 256-57:

*Eftersom jeg alt ... Sindets Strid*: Dette staar paa en indheftet Seddel. - *I Begyndelsen af dette 1675. Aar ... i en Danne-Kvindes Navn*: overstreget.

Side 256:

de Naadsens Penge: Se S. 239 med Note. -de rosværdigste Kvindes-Personer': Se S. 239 med Note. - Magister Thomas Kingo: Thomas Kingo (1634-1703), den berømte Salmedigter, 1668 Sognepræst i Slangerup, 1677 Biskop over Fyns Stift, 1682 Dr. theol. 1. Part af hans 393 »Aandelige Sjungekor« udkom 1674, 2. Part 1681. - Digtet til Kingo: Dette synes ikke at være bevaret. - min gode Ven,, jeg dette betror: Sandsynligvis Peder Jensen Tødsløf.

Side 257:

Den fangen Enkes Tviste-Tanker osv.: Dette Dialogdigt synes ikke at være bevaret. - Ellers: rettet fra: Anno 1675.

Side 258:

en Røtte: Sml. S. 102. - indbinde Bøger: Sandsynligvis er Originalen af »Jammers-Minde« indbundet af L. Chr. selv. I Følge Meddelelser af Jomfru Dorthea Sophie Knudsdatter Urne (1669-1756), der var L. Chr.s Selskabsdame og Husholderske paa Maribo Kloster, lærte Tødsløf hende ogsaa at dreje, mens hun sad i Blaataarn. - Hr. Emmeke: Se S. 250 med Note. - 1676, og kom ... Borneman: overstreget. - M. Johan Adolf Bornemann: Se S. 260 med Note. -min Naadsens Penge forbedret: 5. Nov. 1673 fik L. Chr. 3. Gang »Naadsens-Penge«, nemlig 200 Rdl. Men 12. Nov. s. A. gav Kongen Kammerkollegiet Ordre om, at hun yderligere skulde have 50 Rdl. »til en liden Forfriskning og andre smaa Fornødenheder«, og fra 1676 fik hun hver 29. Jan. 250 Rdl. -Brant: Peter Brandt (1644-1701), April 1676 Zahlmester for Hofetatens Kasse og i Kongens eget Kammer, senere Oberzahlmester og Overrentemester, en meget dygtig Finansembedsmand.

Side 259:

Maren Bloks: Se S. 118 ff., 153.

Side 260:

*I dette 1676. Aar... Augusta. *:overstreget. - giftede sig Slosfogden: Se Note til S. 188. -Elisabet Augusta: Se S. 119 med Note. - Johan Adolf Borneman: Johan Adolf Bornemann (1643-98), Slotspræst 1676-83, derefter Stiftsprovst og Sognepræst ved Frue Kirke. Han var en Broder til Slotsfoged Jokum Waltpurgers Enke. Se Noter til S. 127 og 188. - Hendrich Borneman: Henrik Bornemann (1646-1710), 1672 Rektor ved Vor Frue Skole (Metropolitanskolen), 1675-83 Stiftsprovst og Sognepræst ved Frue Kirke, 1683-93 Biskop over Aalborg Stift, 1693-1710 over Sjællands Stift. - Agneta Sophia Budde: Agneta Sophia Joakimsdatter Budde (1660-78).

Side 261:

Grevinde Skeel: Birgitte Christensdatter Skeel (1638-99), Enke efter Greve, Gehejmeraad, Vicekansler Chri stoffer Parsberg (1632-71), gift 1° med Christian Barnekow til Vidskøfle (1626-66), 3° 1682 med Gehejmeraad Knud Thott til Gaunø og Knudstrup (1639-1702). - *Anno 1678 den 4. 394Martii ... siddendes hen*: Dette er skrevet paa en indheftet Seddel. - Lucia: Lucia Henriksdatter. - Rigitse Grubbe : Regitze Jørgensdatter Grubbe (1618-89), Enke efter Chr. IV.s Søn med Karen Andersdatter Underadmiral Hans Ulrik Gyldenløve (1615-45). - Agneta Budde, som var i Grevinde Parsbergs Tjeneste, anklagedes for Forsøg paa 3 Gange at ombringe sin Frue ved Gift, ansporet af den skurkagtige Regitze Grubbe, der af forskellige Grunde bar Nag til Grevinden. Ved Kommissionsdom 21. Juni, Højesteretsdom 26. Aug. 1678 dømtes Agneta til at halshugges, Regitze til livsvarig Forvisning til Bornholm, Lucia til Tortur, Kagstrygning og Forvisning fra Riget. Den unge Piges Henrettelse fandt Sted 6. Sept. paa Slotspladsen. Liget begravedes paa Holmens Kirkegaard, hvor Ligstenen endnu findes.

Side 262:

skulde paa Holmen: Som Straf for visse Forbrydelser anvendtes Tvangsarbejde i Jernlænker paa Holmen (Bremerholm, Orlogsværftet).

Side 263:

Moritius: Otto Mauritius (1637-tidligst 1682), Borgmestersøn fra Itzehoe, Licentiatus juris, en Tid Hofraad hos Hertug Hans Adolf af Pløn, 1667 Frederik III.s Korrespondent og Spion i Hamburg, 1676 Anklager i Sagen mod Griffenfeld, 1677 fradømtes han Ære, Liv og Gods for Mened, Falsk og Majestætsforbrydelse. Henrettet blev han dog ikke, men tilbragte sine sidste Leveaar først i Blaataarn, derpaa fra Sept. 1678 paa Hammershus.

Side 264:

Den fangen Jomfrue: Agneta Sophie Budde. Se Noter til S. 260 og 261. - Læsen, Skriven og anden Hænders Arbed: Der haves et Brudstykke af et Brev fra L. Chr. til Dr. Otto Sperling d. y. (se S. 298 ff.), dat. Helsingør 8. Maj 1678 og undertegnet »Jørgen Hansen«, og et Brev fra samme til samme, dat. Helsingør 13. Marts 1684 og undertegnet »J. H.« (begge i Original trykt Danske Samlinger, 2. Rk. I, 1871-72, S. 223-27). Brudstykket handler bl. a. om Tilberedelsen af en Slags Fernis og melder: »Min Tilstand er meget slet, min helbred ringe, Hoffuit wee forhindrer, art jeg icke vdførligen skal kunde contentere hannem effter begiering«. Det andet Brev handler om L. Chr.s Arbejde med »Heltinders Pryd«, Tidens europæiske Storpolitik og danske Nyheder og meddeler, at hun sender Sperling efter hans Ønske »ett liided malet Kaaberstycke«. I samme Brev beskriver hun en Tegning, hun har lavet, og som hænger paa hendes Dør. Den fremstiller en sørgeklædt Kvinde 395 i et Fængsel. Hun ledes af en Engel og har et stort Kors paa Skulderen. En Haand fra Himmelen griber Korset om Midten, og dets ene Ende er »vden for Fengselet i Himmelen«. Damen vender Ansigtet mod Solen, fra hvis Straaler en Arm strækkes ud, der holder en Krone med to Palmer. »... vden for Fengselet er trende Steder tegnet i Søen«; de tre Fængsler udtydes: »Malmø, eget Huuss Arrest. Hammershuuss, et hart suelte Fengsel. Dovers, en stacket arrest ...« Under Tegningen er der to Vers, som begynder: »Fra Himlen er mit Kaars, Gud tyngist Ende bærer, -Min Engel leeder mig, den rette Wey mig lærer, - til Ære-Croonens-Sted ...« Hun udførte eller lod paa Maribo Kloster udføre et Maleri med samme Motiv, som nu findes paa Frederiksborg.

Side 265:

D r. Mynchen: Henrik à Møinichen (1631-1709), kgl. Livmedicus, senere Højesteretsassessor. - Sidsel ... gifte . . . sig med en af Kongens Liv-Garde: 1689 omtales som boende i Ny Kongensgade Sidsel, salig Anders Livgardes Enke. - blev dog ikke gift ... Januarii Maaned: overstreget.

Side 268:

i hans Alders 80. Aar, ringer 6 Dage: Sperling opgiver selv sin Fødselsdag til 28. Dec. 1602; Aaret synes sikkert, men L. Chr. har muligvis Ret i Datoangivelsen (31. Dec.). - Fra 1681 stammer et Digt af L. Chr. til den bergensiske Digterinde og Præstekone Dorothe Engelbretsdatter (1634-1716), trykt foran i dennes »Siælens Sang-Offer« (Udg. 1681).

Side 269:

talte ganske ...: et Ord (svagt?) mangler (ved Sideskifte). - en stenig Materie osv.: Dr. Fr. Tobiesen har i Ugeskrift for Læger, Bd. 84, 1922, S. 501-06, kritisk undersøgt L. Chr.s Sygdomsskildring. Han mener, at Talen er om en Tarmsten, fremkaldt ved Obstipation, men tvivler stærkt om, at den kan have set ud, som af L. Chr. beskrevet. - En »Chirurgus« i samme Bind (S. 574) indvender herimod, at L. Chr.s Skildring er »en udmærket og særdeles malende Beskrivelse af en Cholestearinsten« (Galdesten). - Fru Sidsele Grubbe: Fru Sidsel Knudsdatter Grubbe (1612-91), tidligere Hofmesterinde hos Dronning Sophie Amalie, senere for de kongelige Børn, Enke efter General, Rigsraad Axel Urup til Bæltebjerg (1601-71). -Sjunge vi af Hjertens Grund: Salme af Hans Christensen Sthen (1544-1610), Rektor og Kapellan i Helsingør, senere Sognepræst i Malmø. - den 11. Juni: altsaa den Dag, L. Chr. ansaa for sin Fødselsdag: Sml. S. 306-08.

396

Side 270-71:

* Anno l 682... ej ond Ende faar.*: Dette staar paa et særligt indheftet Blad.

Side 271:

Dronningens Hofmesterinde: Juliane Elisabeth v. Wallenstein. Se Note til S. 240.

Side 273:

Sophia Elisabet og... Grev Pentz: Se S. 312, 324. - En Jomfrue, som var af Slægt en Donep: Angenesa Anna v. Donop (d. 1719), Datter af hessenkasselsk Hofmarskal Anton Gabriel v. Donop (d. 1681), Jomfru hos Dronning Charlotte Amalie 1673-79, 1683 gift med den preussiskfødte Oberst i dansk Tjeneste Andrea Casimir Thadæus v. d. Wengen Lambsdorff til Böchlin (1641-95). - mine Heltinder: Se S. 239 med Note. - Svarret meget hart osv.: Et lignende haardt Svar gav Sophie Amalie - i Følge den brandenburgske Resident Friedrich v. Brandt - i Nov. 1671, efter Ellen Christina Ulfeldts Henvendelse (se Note til S. 241), til Kongen, Ulrik Fred. Gyldenløve og Statholder Fred. Ahlefeldt.

Side 274:

den Ven, jeg det betror: Se S. 256 med Note. - Magister Johan Adolf ... Probst: Se Note til S. 260. - Peder Collerus: Peder Danielsen Colerus (Køler) (1631-1707), Slotspræst fra 1683.

Side 277:

Gouverneuren ... ved Navn ...: Der er Plads aaben til Navnet. Der menes: Jørgen Iversen (Dyppel, Dybbel) (1638-83), Guvernør paa St. Thomas 1671-80 og 1682-83. - Admiralen paa Holmen: Niels Juel (1629-97), 1677 Generaladmiralløjtnant, 1683 Præsident i Admiralitetet, var 1656-80 Holmens Chef. - den Gouverneur ... var kommen til København: Jørgen Iversen var i København 1680-82.

Side 279:

af nogle Fanger... ihjel-slagen: Jørgen Iversen afsejlede, for 2. Gang udnævnt til Guvernør, til St. Thomas i Nov. 1682 med Skibet »Havmanden«. Om Bord var ca. 100 frigivne Slaver, der i 1683 gjorde Mytteri i Nærheden af Azorerne, dræbte Kaptajnen m. fl., kastede Jørgen Iversen og hans yngste Søn over Bord og skændede hans Hustru Margrethe Christensdatter. Det lykkedes senere nogle af Ikke-Oprørerne at blive Herre over Skibet og føre det til Kattegat. 9 af Oprørerne henrettedes i København 3. Juli 1683. - det engelske Sprog: Om L. Chr.s tidligere Studium af dette se S. 45.

Side 280:

Dronningens Kirke: Hermed menes en Sal paa Københavns Slot med nogle tilstødende mindre Værelser, hvor den calvinske Dronning Charlotte Amalie lod holde 397 reformert Gudstjeneste. Først 1688 lagde hun Grundstenen til Reformert Kirke.

Side 280-83:

*Jeg begav mig til et godt Taal ... Børn, til Hænde.*: Dette er skrevet paa et senere indheftet Dobbeltblad.

Side 280:

Lidende Christinde: De to Forbogstaver L. C sigter naturligvis til L. Chr.s Navn.

Side 282:

En Hund ved Navn Cavaillier osv.: Sml. S. 275. Digtet, der er bevaret i flere Afskrifter fra 18. Aarh., er trykt i Tycho de Hofman: Historiske Efterretninger om velfortiente danske Adelsmænd, II, 1778, S. 326-31.

Side 284:

Konning Christianden Fjerdes Billede i Kaarstykke: Det findes nu paa Rosenborg. I Originalen lyder de sidste Linier: »Ach, lad ded nu min leffning gaffne, -Du oc som ieg est Naade-Goed«. - Hs. høje Excellents Gyldenløve: Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), Søn af Frederik III. og Margrethe Pape (fra 1683 Baronesse af Løvendal), 1664-99 Statholder i Norge, 1670-80 Præsident i Kommercekollegiet, 1671 Greve af Laurvig, s. A. udstyret med Prædikatet »Høje Excellence«, en af Tidens ledende og mest reformvenlige dansk-norske Statsmænd. Han var en af dem, som gennem Aarene virkede mest for L. Chr.s Løsladelse, og ogsaa under hendes Ophold paa Maribo Kloster var han hende en god Støtte. - I Paris virkede L. Chr.s Søn Corfitz Ulfeldt energisk for fransk Mellemkomst til Fordel for Moderens Frigivelse, og i København arbejdede for denne, støttet af Gyldenløve og Storkansler Frederik Ahlefeldt, den franske Ambassadør (1683-85) Pierre Marquis de Villars, og den franske huguenottiske Generalløjtnant Frédéric-Charles de La Rochefoucauld, Comte de Roye et de Roucy, fra 1683 i dansk Tjeneste som Generalfeltmarskal. Frigivelsen fremskyndedes ved Sophie Amalies Død, men trak ud, fordi hendes Bisættelse først maatte overstaas, og paa Grund af Forberedelserne til Kongens Rejse gennem Fyn og Jylland til Norge Maj-Juli 1685.

Side 286:

hver Maaned 8 Rdl.: Se Note til S. 146. -Det lovede jeg: Jonatha vides i alt Fald undertiden at have opholdt sig paa Maribo Kloster og hos Leonora Sophie Ulfeldt og Sperlings Datter i Skaane; hun træffes i Maribo et Par Maaneder efter L. Chr.s Død.

Side 287:

Gros-Canzeler Grev Allefelt: Frederik Ahlefeldt (1623-86), f. paa Søgaard i Angel af holstensk Slægt, 1660 Vicestatholder i Hertugdømmerne, 1661 Statholder i 398 København, 1663 kgl. Statholder i Hertugdømmerne, 1671 Greve til Langeland og Rixingen, 1676 Storkansler og Præsident i Statskollegiet. - en kongl. Ordre: Denne Ordre er ikke fundet. Chr. V. forlod København 19. Maj ved Morgengry. Dagen før gav han Overrentemester Peter Brandt (se S. 258) Ordre til at udbetale 500 Rdl. aarlig for Livstid til »Fr. Eleonora, som, naar Vi ere bortrejste, efter Vores allernaadigste Tilladelse af det Blaa Taarn udkommer«. Han har øjensynligt villet undgaa at modtage sin Faster i Taksigelsesaudiens, ligesom han forbød sin Hustru at modtage hende. - Anna Catharina Lindenov (d. 1692), Datter af Elisabeth Augusta, L. Chr.s Søster, og Rigsraad Hans Lindenov; død ugift.

Side 288:

Slosfogden: Johann Jager. En Samtale mellem L. Chr. og ham omtales sidste Gang under 1683. Se S. 274. -Careten: I Følge Brev fra den svenske Gesandt Anders Leijoncloo til Kong Karl IX., dat. København 26. Maj 1685, holdt Jomfru Lindenovs »Caross« uden for Slottet ved Broen. Han fortæller, at hua kørte L. Chr. til sit Hus, som, skriver Holberg i sin Danmarkshistorie (III, 1735, S. 589), var »det Huus ved Canalen, som er næst ved Sogne-Præstens Residentz til Holmens Kirke«. Holmens Præstebolig ved 1735 var det andet Hus fra Kongens Nytorv og kom senere med 4 Naboejendomme til at danne det nuværende Erichsens Palæ. - Dette endeti *mit* Fængsel: Beretningen om sin Udgang af Blaataarn kan L. Chr. i hvert Fald ikke have nedskrevet dér. - Skreven paa Husum den 2. Juni osv.: I Følge det førnævnte Brev fra Leijoncloo boede L. Chr. i Søsterdatterens Hus til 25. Maj, da hun flyttede ud »paa Landet«. Blandt dem, som besøgte hende i København, var den franske Gesandt Hugues de Terlon (se S. 327 og Note til S. 208). Han priste over for Leijoncloo hendes Slagfærdighed og fine Omgangstone, »saa at det ikke kunde spores, at hun havde været stængt ude fra Folks Konversation og Omgang i saa lang Tid«. Nogen stor Forandring havde »den enlige og bedrøvelige Tilstand, hun havde været i«, heller ikke frembragt hos hende. »Magrere sagde han, at hun var blevet«. Hun var skuffet over ikke at have faaet Lov til at kysse Dronningens Haand, »saa hun ikke som en criminelle [Forbryderske] havde maattet forlade Fængslet, men hun havde ikke kunnet opnaa det«. Hun berørte over for Terlon den Fordring, hun mente at have paa Kongen af Sverige for den Sum, for hvilket Slottet Barth i sin Tid var sat i Pant til hendes Mand (se S, 320 f). Det kan i denne Forbindelse 399 nævnes, at hun senere rejste Krav om Tilbagegivelse af Ulfeldts beslaglagte Godser i Skaane (hvad hendes Efterslægt opnaaede 1735), og ogsaa rykkede - dog uden Held - Dronning Christina og den engelske Regering for deres Gæld til hendes Mand. Hendes Intention og Tanker skulde, fortsætter Leijoncloo, være hos Kongen af Danmark at anholde om en »Generalamnesti og Abolition [Ophævelse] af alt, hvad som passeret kan være, og at den Sten, som med en saa forsmædelig Inskription til hendes sal. Herres og hele Familiens evige Haan og Spot paa en publique Plads, Ulfeldts Plads kaldet, her oprejst staar [se Note til S. 175], maatte blive afskaffet og borttaget«. - Aarsagen til, at hun rejste paa Landet, var, efter hvad Leijoncloo havde hørt, de mange Visiter, som hun overvældedes med i København, og som hun frygtede, let kunde skabe Mistanke ved Hoffet. Hun har altsaa ikke villet ud med, at Chr. V. 20. Maj fra Nyborg havde sendt et Reskript til det af Storkansler Ahlefeldt ledede Regeringsraad i København om gennem Jomfru Lindenov at lade L. Chr. vide, at hun kun maatte nyde Frihed for sin Person og ikke opholde sig i København, men skulde bosætte sig andet Steds paa Sjælland, eventuelt i Næstved eller Holbæk, indtil videre Forordning. Regeringsraadet svarede 23. Maj herpaa, at L. Chr. af egen Drift havde bestemt sig til ikke at tage Ophold i Hovedstaden, og at hun samme Dag eller Dagen efter vilde flytte til Husum til hendes Mands Broderdatter Anna Sophie Ulfeldt (se Note til S. 256) og blive der, til der var truffet Foranstaltninger til hendes Bosættelse i Næstved eller Holbæk. Husumgaard, 3-4 km fra København, hvor L. Chr. tilbragte Sommeren 1685, var 1684 af Ejerinden Veronica Elisabeth Heidemanns bortforpagtet til Jomfru Lisbet Sophie Friis (d. tidligst 1700), Datter af Corfitz Ulfeldts Søster Elsebet (1609-76) i Ægteskab med Oberst Jesper Friis til Ørbæklunde (1593-1643); hos hende boede den unge Anna Sophie Ulfeldt. 15. Aug. 1685, efter sin Tilbagekomst fra Norge, udstedte Chr. V. en Befaling til Kammerkollegiet, hvorefter han havde bevilget L. Chr. »fri Husværelser udi hendes Livstid paa Maribo Kloster i Vort Land Laaland, saa og fri fornøden Ildebrand aarlig af Vore Skove sammesteds«. Af et senere Brev fra Overrentemester Peter Brandt til Amtsskriveren over Maribo Amt af 27. Aug. ses, at L. Chr., ikke var tilfreds med de hende først anviste Værelser paa Klosteret, men ønskede hele Vaaningshuset, hvilket toges til Følge. Hendes Overflytning til Maribo synes at have fundet Sted omkring Mikkelsdag (29. Sept.) 1685. Om hendes Liv paa Klostret henvises til Birket-Smith 400 II, S. 278-315 og samme: Leonora Christina (Ulfeldt) på Maribo Kloster, 1872.

Side 289:

Anno 1666, stakket efter osv.: Se S. 199, 206. - Karen Oles - Daatter: Se S. 146 med Note. -Slosfogden: Johann Jäger. - Taarngemmeren: Christen Mogensen.

Side 290:

den liden kom frem og efterlod Fødsels-Tegn: Hvad L. Chr. her skildrer, maa være Træk fra Loppernes Parringsliv. - at de avles af Skarn og Ler osv.: At lavere Dyreorganismer kunde opstaa paa denne Maade, var en i L. Chr.s Tid ogsaa blandt Naturforskere og Læger almindelig Anskuelse, som først Iagttagelser og Forsøg af Italieneren Francesco Redi (1626-98) og Hollænderen Leeuwenhoek (1632-1723) gjorde Ende paa. - smaa stakkede Orme som Maddiker: Talen maa være om Larver, fremkomne af Æg af snyltende Insekter.

Side 292:

Se, hos Betheste Flod osv.: Sigter til Fortællingen om den lamme ved Faareporten ved Bethesda. Se Johannes-Evang. Kap. 5, V. 2 ff.