Ulfeldt, Leonora Christina Jammers Minde og andre selvbiografiske Skildringer

LEONORA CHRISTINAS FRANSKE SELVBIOGRAFI
OVERSAT TIL DANSK

Det første af Leonora Christinas i denne Udgave optagne Skrifter er hendes franske Selvbiografi.

Dette Arbejde synes ikke at være bevaret i hendes egen Nedskrift. Ifølge de Oplysninger, som Lægen, Juristen og Historikeren Andreas Hojer (1690-1739) giver i sit kritiske Tidsskrift »Nova Litteraria«, Nr. 11 (København 12. Juni 1721), tilhørte en saadan egenhændig Nedskrift af Forfatterinden - paa 11 Ark i Kvart, beskrevet med en pyntelig Skrift - den lærde Jurist og Bogsamler Professor Christian Reitzer (1665-1736) og solgtes sammen med Reitzers øvrige Bog- og Haandskriftsamling 1721 til Kong Frederik IV. Maaske er dette Haandskrift gaaet tabt ved Christiansborg Slots Brand 1794, da ogsaa det kongelige Haandbibliotek brændte.1

Der findes imidlertid af Selvbiografien i dens Helhed i hvert Fald to Afskrifter fra 18. Aarh., vistnok fra dettes første Halvdel, nemlig Ny kongelige Samling 2146, 4to, og Thottske Samling 1971, 4to, Det kongelige Bibliotek, København. Disse Haandskrifter stemmer dog i alt væsentligt overens og har de samme Fejllæsninger, og det sidste synes blot at være en Kopi af det førstnævnte. Dette gør, trods enkelte Fejl, Indtryk af at være en i det hele paalidelig Gengivelse af Originalen. At denne fra først til sidst er et Værk af Leonora Christina, tillader Indholdet og Fremstillingsmaaden ingen Tvivl om.

Haandskriftet Ny kgl. Saml. 2146, 4to, er trykt af S. Birket-Smith * 298 i Danske Samlinger for Historie, Topografi, Personal- og Literaturhistorie, 2. Række, I, 1871-72, S. 142-217. Paa Grundlag af dette Tryk er en Oversættelse til Engelsk foretaget af F. E. Bunnett1.

Selvbiografien er øverst i 1. Sides højre Hjørne forsynet med Aarstallet 1673, og dens Slutord dateres: »Den 1. Maj, ved 11 Slet Nattetid, 1673« (Le 1. de may, à les 11 heures de nuit, 1673). Den er altsaa fuldendt, ikke længe før Leonora Christina begyndte paa »Jammers-Minde«, da hun havde opholdt sig 8¾ Aar i Blaataarn, og 12 Aar før hendes Løsladelse, noget over et Aar efter at Kong Christian V. (22. Jan. 1672) havde bevilget hende 250 Rdl. aarlig til Indkøb af forskelligt, bl. a. Bøger, og da hendes Kaar i Fængslet efter Kong Frederik III.s Død (9. Febr. 1670) ogsaa paa anden Maade var lettede. Der er dog intet Spor af, at hun ved Udarbejdelsen har benyttet trykt eller skrevet Kildemateriale. Skildringen hviler helt igennem paa hendes Hukommelse, hvorved enkelte paaviselige Fejl, bl. a. i Tidsangivelser, bliver let forklarlige.

Forfatterindens Ord i Slutningsafsnittet, at hun har skyndt sig mest muligt med Udarbejdelsen, da den Herre, for hvem Skriftet er skrevet, og til hvem det er stilet, staar for at skulle rejse fra København, gør det i Forbindelse med det Præg af Hastværk, hvorom Fremstillingen i flere Henseender bærer Vidne, sandsynligt, at Udarbejdelsen er paabegyndt ikke alt for mange Maaneder før Slutdateringen, altsaa en Gang i Vinteren eller Foraaret 1673. Det kan i denne Forbindelse nævnes, at Leonora Christina -ganske vist mod Slutningen af Manuskriptet - nævner Generalmajor Frederik Ahlefeldts Død, som fandt Sted 4. Jan. 1672.

Skriftet er stilet til en »Monsieur«, hvis Navn ikke nævnes, men som det ikke er svært at identificere. Da Leonora Christinas mangeaarige Huslæge og Husven Dr. med. Otto Sperling d. æ., fra 1664 til sin Død 26. Dec. 1681 Fange i Blaataarn, altid i Skriftet omtales som »vor gamle Mand» (notre vieillard), og det flere Gange antydes, at Adressaten har Tilknytning til Hamburg, samt i Slutningen siges, at han staar i Begreb med at forlade København, kan der ikke være Tvivl om, at det drejer sig om Dr. Sperlings Søn, den udmærkede Historiker og Arkæolog Dr. jur. Otto Sperling d. y. (1634-1715), der 1670-73 opholdt sig i den danske * 299 Hovedstad, hvor han gjorde forgæves Forsøg paa at faa Faderens Kaar mildnede. Han var til hendes Død, som bl. a. flere Breve til ham fra hende viser, nær knyttet til Leonora Christina, som bl. a. sendte ham Bidrag til de Samlinger, han foretog til et Værk om lærde Kvinder fra alle Tider og Lande (De foeminis doctis). Sperling har da ogsaa i det bevarede Haandskrift af dette Værk (Gl. kgl. Saml. 2110, I-II, 4to) gjort Brug af Selvbiografien i sine Oplysninger om Leonora Christinas Liv. Efter en omskiftelig Løbebane (han var bl. a. 1692-97 og 1701-10 Professor i Historie ved Ridderakademiet i København) tilbragte han sine sidste Leveaar i Professor Christian Reitzers Hus og testamenterede denne sine haandskrevne Arbejder og Samlinger. Paa denne Maade synes ogsaa Leonora Christinas Selvbiografi at være kommet i Reitzers Eje.

Sperling er dog ikke den eneste, som i de nærmeste Aartier efter dens Tilblivelse har benyttet Selvbiografien. Paa et ikke sikkert bestemmeligt Tidspunkt, som dog næppe ligger alt for langt fra Aar 1700, er den i stærkt forkortet Form blevet oversat til Latin1. I forskellige Afskrifter af denne Oversættelse siges det, at den menes at være foretaget af Andreas Hojer (se ovenfor). Af selve Oversættelsen ses, at dens Forfatter, selv om han paa et Par Punkter i Tilføjelser, han gør til Originalens Fortælling, viser noget Kendskab til sin Tids historiske Literatur, dog ikke sad inde med alt for solid Viden hverken om Leonora Christinas eller det 17. Aarh.s danske Historie (han indsætter f. Eks. i Skildringen af Leonora Christinas Besøg i Korsør 1656 - hvor han, som Selvbiografien, har det urigtige Aarstal 1657 - Navnet paa Frederik III.s illegitime Søn Ulrik Frederik Gyldenløve i Stedet for Originalens Ulrik Christian Gyldenløve). Endvidere, at han, som visse Tilføjelser viser, har været ret godt inde i Hertugdømmernes og Nordtysklands Topografi. Disse Ejendommeligheder kunde stemme helt godt med Traditionen om Hojer - der var en Præstesøn fra Karlum ved Tønder og havde studeret ved tyske Universiteter - som Oversætteren, hvis man gaar ud fra, at Oversættelsen er blevet til i hans yngre Aar2.

* * 300

Interessantere er en forkortet Bearbejdelse af Selvbiografien paa Fransk, som kendes fra to Haandskrifter, et, som har tilhørt Leonora Christinas østrigske Efterkommer Grev Johann Waldstein, og hvoraf denne lod Johannes Ziegler (Pseudonym for C. Dirckinck-Holmfeld) meddele Brudstykker som Tillæg til den første tyske Udgave af »Jammers-Minde«1, og en Afskrift i Statsbiblioteket i Aarhus (Haandskriftsamling Nr. 44). Forfatteren af denne Bearbejdelse har været i Besiddelse af en meget betydelig historisk Viden, saaledes at han paa en Række Punkter rigtigt har kunnet supplere eller rette Leonora Christinas ufuldstændige Personbetegnelser og tilsætte en Række historiske Oplysninger om Begivenheder og Forhold, især vedrørende Corfitz Ulfeldts og Danmarks Historie, som Selvbiografien blot strejfer eller helt forbigaar. Han har herved i ret stort Omfang benyttet trykt Litteratur, baade Bøger og Særtryk af Aktstykker, og, som det synes, ogsaa utrykt. Der er saaledes Spor af, at han har kendt Leonora Christinas Vers paa Alterklædet i Maribo Kirke med hendes selvbiografiske Randanmærkninger (dat. »Maribo Kloster den 19. Maj Anno 1686«)2. Bearbejdelsen giver til Slut en Meddelelse om Dronning Sophie Amalies Død 20. Febr, 1685, Leonora Christinas Løsladelse fra Blaataarn 19. Maj 1685 og hendes Bosættelse paa Maribo Kloster, »hvor hun boede til sin Død«. Umiddelbart herefter følger en lidt forkortet Gengivelse af Selvbiografiens til Otto Sperling d. y. henvendte Slutningsord, men med Ændring af Dateringen til: »Den 1. Maj ved 11 Slet Nattetid. Anno 1693« (Le l May à 11 heures de nuit. L'an 1693). Ændringen af Aarstallet, men ikke af Dato- og Klokkesletsbetegnelsen, beror, som Placeringen af Stykket synes at vise, næppe paa en Skrivefejl. Læseren skal bibringes det Indtryk, at Selvbiografien først er blevet til paa Maribo Kloster. Herpaa følger til allersidst: »Leonora Christiana døde Anno 1698, den 6. April, 76 Aar, 8 Maaneder og 8 Dage gammel«. Der er ingen * * 301 Tvivl om, at dette bygger paa Indskriften paa Gravstenen i Maribo Kirke1, hvorved Bearbejderen dog har overset, at 6. April var Begravelsesdatoen, ikke Dødsdatoen, der var 16. Marts.

At Bearbejdelsen - som allerede Birket-Smith indsaa - ikke kan stamme fra Leonora Christina selv, er givet. Men hans Formodning om, at den hidrører fra et af hendes Børn, synes ikke holdbar. Herimod taler baade den urigtige Dødsdato, Bevarelsen af Selvbiografiens Angivelse af hendes Fødselsdato til 11. Juni -modsat Maribogravstenens Angivelse af hendes Levealder, som gaar ud fra 8. Juli som Fødselsdato, svarende til Christian IV.s Kalenderoptegnelser2, Navneformen Leonora Christiana, Udfyldningen af Ordene »hendes Datter Hel.« (sa fille Hel.) i en Randanmærkning om Leonora Christinas Rejse fra Barth til Holland med Datteren og Dr. Sperling3 med »hendes Datter Helvig« (sa fille Helvig)4 - thi Leonora Christina havde ingen Datter af dette Navn, og der maa tænkes paa Datteren Ellen (fransk: Helene) Christina - samt endelig den Kendsgerning, at de Oplysninger, hvormed Selvbiografiens Fortælling øges i Bearbejdelsen, med faa Undtagelser, der synes at kunne føres tilbage til den omtalte Alterklædeindskrift, drejer sig om Forhold, som en lærd Historieforsker kunde finde frem til uden Støtte af den ulfeldtske Familietradition5. Hvem Bearbejdelsens Forfatter er, og hvornaar den er blevet til, synes foreløbig ikke med Sikkerhed at kunne oplyses. Det gammeldags franske Sprogpræg peger dog hen paa et Tidspunkt ikke alt for langt fra Aar 1700. Selvbiografien var til 1715 i Otto Sperling d. y.s Eje, derpaa i Chr. Reitzers og fra 1721 i Kongens. Udelukket er det ikke, at Bearbejderen ogsaa har haft Adgang til andet af Sperling ejet Materiale.6

* * * * * * 302

Det af Grev Waldstein ejede Haandskrift af Bearbejdelsen er nu i Museumsdirektør, mag. art. Otto Andrups Eje. Det har i Stavemaader, Skrift og Papirtype et noget yngre Præg end Afskriften i Aarhus (Nr. 44). Denne synes nærmest at stamme fra 18. Aarh.s første Halvdel. Den tilhørte til 1841 Matematikeren Professor Christian Jürgensen, der nævnte Aar om Manuskriptet oplyste, »at jeg, om jeg husker ret, har fundet det mellem nogle gamle Papirer, som var efterladt af afg. Geheimeraad Raben-Levetzau, der nok i sin Tid var Minister i Rusland«1.

Nogen Værdi som historisk Kilde har den franske Bearbejdelse ikke, men den synes paa et Par Steder at have overleveret den originale Selvbiografis Læsemaade rigtigere end de bevarede Afskrifter af denne.

Bemærkelsesværdigt er, at den franske Bearbejdelse synes at have været ganske ukendt for de Forfattere, som i 18. Aarh. har givet en Levnedsskildring af Leonora Christina, og at de kun havde Kendskab til Selvbiografien gennem den forkortede latinske Oversættelse og Sperlings Benyttelse.

1698 fremkom der i Tidsskriftet »Nova Litteraria Maris Balthici« (pag. 81) en lille Notits om Leonora Christina i Anledning af hendes Død (16. Marts 1698). Da hendes Fødselsdato her sættes til »Ann. 1621. d. 22 Junii«, og der er Grund til at formode, at Tallet 22 kan være fremkommet ved Fejllæsning af »Anno 1621. ad d. 11. Junii« i Otto Sperling d. y.s Haandskrift »De foeminis doctis« (GI. kgl. Saml. 2110, 4to, I, pag. 319), idet Il-Tallet her er skrevet saaledes - med dobbelte Opstreger og nogle ejendommelige Krøller forneden, afvigende fra den Maade, hvorpaa Sperling i nævnte Værk plejer at skrive 1-Taller - at det ved hastig Læsning godt kan opfattes som 22, er det sandsynligt, at Notitsen bygger paa Sperlings Manuskript, en Formodning, som dens Indhold i øvrigt ikke afkræfter. Meddeleren er da maaske Sperling selv, der 1698-1701 var Bidragyder til det omtalte Tidsskrift. Bemærkelsesværdigt er i denne Forbindelse, at det er i Stand til at * 303 meddele, at Leonora Christinas Haandskrift af »Heltinders Pryd« »vil overgaa til hendes Arvinger«.

Samme Angivelse af Fødselsdatoen: »A[nn]o 1621 d 22 Junij« træffes i et bevaret Udtog af Sperlings Oplysninger om Leonora Christina i »De foeminis doctis«, oversat til Dansk (Ny kgl. Saml. 1393 e, fol.). Udtoget har som Kilde tillige benyttet de selvbiografiske Randanmærkninger paa Alterklædet til Maribo Kirke (dat. 19. Maj 1686), som Sperling omtaler i sit Værk, men ikke gengiver. Fuldt sikkert kan det ikke oplyses, hvornaar Udtoget er lavet, men den meddelte Fødselsdato 22. Juni kunde tyde paa, at det var, før Sperling over Datoen »d. 11. Junii« i sit Manuskript tilføjede: »eller snarere i Juli Maaned« (vel potius m. Julio), altsaa i alt Fald før hans Død 17151. Det er da næppe udelukket, at Forfatteren kan være Sperling selv, og Udarbejdelsen af Udtoget (vel oprindelig i latinsk Form) staar muligvis i Forbindelse med Leonora Christinas Død.

Før 1735 forsynede en Bearbejder det nævnte Udtog med forskellige Tilføjelser, overvejende hentede fra Sperlings »De foeminis doctis« og fra Notitsen i »Nova Litteraria« 1698, hvortil der henvises (Ny kgl. Saml. 1393 e, fol., og flere Afskrifter). Over Fødselsdatoen »d 22 Junij« har Bearbejderen skrevet: »andre: 22 Juli« (al: 22 Julii). Visse Omstændigheder kunde tyde paa, at denne Bearbejder var den historiske Forfatter og Haandskriftsamler, Landsdommer Peder Benzon Mylius (1689-1745), kendt bl. a. fra sin Levnedsbeskrivelse af Cort Adeler, der tryktes 1740, efter at Ludvig Holberg først havde benyttet Haandskriftet i 3. Bind af sin Danmarkshistorie, som udkom 1735. I dette Bind benytter Holberg ogsaa Bearbejdelsen af Sperlingudtoget, der er hans Hovedkilde til Leonora Christinas Historie2. Holberg har, som de bevarede Afskrifter af Bearbejdelsen, Fødselsdatoen »den 22 Julii«.

Med Benyttelse væsentlig af Holbergs Danmarkshistorie og Forfatterens egen Fantasi udarbejdedes mellem 1735 og 1743 en dansk Leonora Christina-Selvbiografi, fortalt i Jeg-Form og betitlet »Frue, Eleonoræ Christinæ Sal. Corf. Ulfelds Hendes Levnet, af Hende selv beskreven d. 4. Maji 1697 paa Mariboe. Rigtig Copie efter det egenhændige Manuscript, som fandtes i Major * * 304 Becks Giemme i Skaane«1. Dette Arbejde er med fuldeste Ret af Birket-Smirh betegnet som »ikke andet end et af en eller anden litterær Styverfænger fabrikeret Makværk«, der »vrimler af de allergroveste og plumpeste Fejl«2. Forfatteren kan næppe være identisk med Udgiveren, Genealogen, Hjælpepræst, Skoleholder og Klokker Oluf Bang (1710-83), hvad dennes Noter og Tilføjelser synes at vise. Den Major Beck, hvem Haandskriftet skal have tilhørt, var Major Corfitz Ludvig Beck-Friis til Stamhuset Hevringholm, Glimminge og Bosjö Kloster (1685-1761), en Søn af Leonora Christinas Datter Leonora Sophie. Om ham meddeler Holberg, at han 1732 var i København, og at han ejede Originalen til Corfitz Ulfeldts Grevepatent af 16413. Har Falsumet virkelig været i hans Eje, maa en samvittighedsløs dansk Litterat have lavet det for at slaa Mønt af Leonora Christinas aldrende svenske Dattersøn.

Mens den latinske Oversættelse af Leonora Christinas Selvbiografi var ukendt for Holberg - hvad der, hvis Traditionen om Hojer som dens Forfatter er rigtig, muligvis kan staa i Forbindelse med det meget lidt hjertelige Forhold mellem disse to Historikere - er den benyttet baade af Tycho de Hofman (Portraits historiques des hommes illustres de Danemark, 5. partie, 1746, pp. 83

-94; Historiske Efterretninger om velfortiente danske Adelmænd .. .oversatte, forøgede og forbedrede, II, 1778, S. 316-38), Hans Paus (Corfitz Uhlefeld, Hans Livs og Levnets Historie, I-II, 1746-47), Frederik Christian Schönau (Samling af danske lærde Fruentimmer, I, 1753, S. 319-437), Johan Heinrich Schlegel (i hans tyske Bearbejdelse af Slange-Grams Christian IV.s Historie (1749), III, 1771, S. 347) og Jens Kragh Høst, der tillægger Otto Sperling d. y. den (Rigshofmester Grev Korfits Ulfelds og Grevinde til Slesvig og Holsten Eleonora Christina Ulfelds Levnet, 1825). Det korte Udtog af Sperling benyttes af Hofman (Fødselsdato: 22 Juni), det bearbejdede Udtog af Paus og Schönau (Fødselsdato: 22. Juli). Brug af det af Bang udgivne Falsum gør Paus, Schönau, Ove Malling (Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere, 1777, 6. Oplag 1834, S. 250-53) og J. K. Høst Efterhaanden fremdroges en Række utrykte og trykte samtidige * * * 305 Kilder til Corfitz Ulfeldts og hans Tids Historie. L. Chr.s Selvbiografi i dens oprindelige uforkortede Form forblev dog stadig ukendt af Historikerne. Endnu C. Molbech, som 1842 og 1852 i Hist. Tidsskrift leverede udførlige Bidrag til Ulfeldts Historie, viser intet Kendskab til den, og det samme gælder J. P. F. Königsfeldt i hans 1863 fremkomne Skildring af Ulfeldts Liv.

Æren for at drage Leonora Christinas originale Prosaværker frem i Lyset efter halvandet Hundredaars Glemsel tilfaldt først P. W. Becker (1857), F. R. Friis (1868) og frem for alle S. Birket-Smith (1869-81). -

Leonora Christinas franske Selvbiografi fremtræder ved første Blik som et ægte Barn af hendes Aand. Sindet er det samme som i »Jammers-Minde« og de andre danske Skrifter, men belyst i ny Facetter. Fortællingen har Flugt, og Forfatterindens Evne til levende Gengivelse af Replikskifter og Situationer og rammende Karakteristik af Personer fornægter sig heller ikke her. Hendes Kendskab til det franske Sprog, hvori hun skrev, var imidlertid ret begrænset. Hun gør sig skyldig i talrige Forsyndelser mod fransk Sprogbrug; Teksten vrimler af Danismer, og Forfatterinden maa mere end én Gang indskyde et eller flere af de danske Ord, hun har i Tanken, for at klargøre sin Mening. Naar Selvbiografien nu for første Gang - med en enkelt Udeladelse - i sin Helhed udgives i dansk Sprogform, har Oversætteren ikke kunnet afholde sig fra at give nogle af de ældre danske Ord og Vendinger, han mente at kunne skimte bag den fremmede Iklædning. Han har lige saa lidt som Leonora Christinas højtfortjente Biograf, »Jammers-Minde«s første Udgiver S. Birket-Smith, da han stod over for den Opgave at skulle fordanske Dr. Otto Sperling d. æ. s. tyske Selvbiografi, villet bedrive den halsløse Gerning at oversætte det foreliggende Skrift paa det 17. Aarh.s Dansk. Men han gør til sine Birket-Smiths Ord: »Omvendt vilde et helt moderne Sprog heller ikke passe hverken til Indholdet eller til den gammeldags Fortællemaade. Jeg er derfor gaaet en Mellemvej, idet jeg har søgt... at give Sproget i det hele en let Farve af Tiden ...« Oversættelsens Princip har været i saa stort Omfang som muligt at anvende danske Ord og Vendinger, som brugtes af Leonora Christina og hendes Samtid, dette Omfang dog begrænset ved Kravet om, at den fordanskede Selvbiografi uden Vanskelighed og uden videre Kommentar skulde kunne læses af en Nutidsdansker uden særlige Forudsætninger. Naar Leonora Christinas Tanke ikke syntes at kunne gengives nogenlunde forstaaeligt for en 306 saadan ved et af hende eller hendes samtidige Landsmænd anvendt Ord, hjemligt eller fremmed, er - dog ikke alt for ofte -et dansk Ord af nyere Prægning indsat. Fra forældede Ordformer som endeligen, ikkun osv., er der som Regel taget Afstand, og Stavemaaden er naturligvis vor egen Tids. Efter saaledes at have lettet sit Hjerte kan Oversætteren endnu en Gang slutte sig til Birket-Smith, naar han sukker: »Jeg har ved denne Fremgangsmaade ingenlunde altid fyldestgjort mig selv og vil maaske heller ikke tilfredsstille andre. Men til syvende sidst maatte det dog blive en Skjønssag, hvor Grændsen mellem det gamle og det nye skulde drages, og næppe to vilde blive enige om alle Enkeltheder«1.

De danske og tyske Ord, som Leonora Christina har indsat i sin Fortælling, er trykt med gotiske Bogstaver, Udhævelser i hendes Tekst med spærret Sats.

I de bevarede Afskrifter af Selvbiografien er en Række Egennavne ikke skrevne fuldt ud, saaledes at de manglende Bogstaver markeres ved Prikker. I hvert Fald i de fleste Tilfælde stammer denne Ejendommelighed sikkert fra Originalen og maa skyldes en Slags Diskretionshensyn hos Forfatterinden. I Oversættelsen er disse Navne, som over alt med Sikkerhed lader sig identificere, skrevne fuldt ud. Da de af Leonora Christina anvendte Navneformer undertiden er forfranskede, undertiden prægede af hendes individuelle Stavemaade, og da der desuden foreligger den Mulighed, at Afskrifterne kan gengive en og anden Navneform galt, har Oversætteren fundet det mest hensigtsmæssigt at indsætte de Former for Egennavne, som anvendes i nyere danske videnskabelighistoriske Arbejder. Naar et geografisk Egennavn endnu kan anvendes i den af Leonora Christina anvendte gammeldags Form, har han dog valgt at lade denne staa.

Hukommelses- og andre Realfejl i Biografien vil findes omtalt blandt »Historiske Oplysninger«.

Side 3:

den 11. Juni: Denne Dato for sin Fødselsdag giver L. Chr. ogsaa i »Jammers-Minde«s Fortale (oprindelig dat. 11. Juni 1674) og Overskrift2 og i de selvbiografiske Randbemærkninger til hendes Digt paa Alterklædet i Maribo Kirke, dat 19. Maj 16863. * * *307 Chr. IV. har imidlertid i to af sine bevarede Skrivekalendere (for 1621 og 1629) som hendes Fødselsdato angivet 8. Juli 1621 »epthermiddag, Klocken var 2«, og det er denne Dato, som ligger til Grund for Ordene i Indskriften paa hendes Gravsten i Maribo Kirke, at hun døde (16. Marts 1698), »da hun hafde lefvet 76 Aar 8 Maaneder oc 8 Dage«. De anførte Datoangivelser i Originalhaandskriftet af »Jammers-Minde« er senere ændret fra 11. Juni til 18. Juli, uden at det med Sikkerhed kan ses, om denne Rettelse skyldes L. Chr. eller en anden. Mod, at hun selv skulde have foretaget den, kunde tale, at 18. Juli efter gregoriansk Tidsregning for 17. Aarh. vel svarer til 8. Juli efter juliansk Tidsregning, men at hun ellers over alt i sine Skrifter og Breve, daterede i Danmark, bruger den »gamle« (julianske) Stil og ikke den »ny« (gregorianske), som først indførtes i Danmark fra og med 1. Marts (19. Febr.) 1700, omtrent to Aar efter hendes Død. Skønt Chr. IV.s Fødselsdagsangivelser i Kalenderne er gale for i hvert Fald et af Børnenes, Grev Valdemar Christians, Vedkommende ( det drejer sig om en Forskel paa næsten to Maaneder), og skønt han 8. Juli 1621 var paa Steinburg Slot i Holsten og først o. 20. Juli kom til København, synes dog de kongelige Køkkenskriver- og Vinkælderregnskaber at tyde paa, at Datoen 8. Juli for L. Chr.s Fødsel er rigtig. - Chr. IV. gav sine Børn med Kirsten Munk Navne efter Kongeslægtens Kvinder og Mænd. Den ældste Datter Anna Cathrine opkaldtes efter hans afdøde. Dronning, den næstældste Sophie Elisabeth efter hans Moder, Dronning Sophie, og hendes Moder, Hertuginde Elisabeth af Mecklenburg, Kong Frederik I.s Datter. L. Chr. er sandsynligvis for Navnet Christinas Vedkommende opkaldt efter sin Moder Christina (Kirsten) Munk, ligesom hendes Aaret efter fødte Broder Valdemar Christian opkaldtes efter sin Fader. Navnet Valdemar maa Broderen formentlig have faaet til Minde om Valdemar I. eller II. eller sidstnævntes Søn Valdemar. Det er da muligvis dennes Hustru Eleonore (Alienor) af Portugal (d. 28. Aug. 1231) - den eneste danske Dronning af dette Navn - efter hvem L. Chr. har faaet sit første Navn; der kan dog ogsaa være tænkt paa Dronning Anna Cathrines Stedmoder, Kurfyrstinde Eleonora af Brandenburg. Christian IV. kalder almindeligt i sine Breve og Optegnelser Datteren Eleonora (Eleenora). Naar hun selv ændrede Navneformen til Leonora, kaster det muligvis Lys over den Tankeassociation, som herved har gjort sig gældende, at Christian IV. i Brev af 11. Okt. 1646 skriver om hendes o. 1. Okt. s. A. i Haag fødte Søn, at han er »nævnt efter Pave Leo«. Har L. Chr. som sin 308 »Navnehelgen« valgt en Pave Leo, synes ganske vist Pave Leo I. den Store, hvis Helgendag var 28. Juni (opført som saadan bl. a. i den kgl. Astrolog Niels Heldvads »Calendariographia sacra«, 1618), mest nærliggende. Men man fristes næsten til at tro, at hun i Stedet har valgt Pave Leo III. (selv om denne først 1673 officielt optoges paa Helgenlisten), hvis Dødsdag var 11. Juni. Er denne Hypotese rigtig, skulde hun senere have forvekslet sin Navne- og Fødselsdag. - Om de gale Datoer 22. Juni og 22. Juli se S. 302 f. -hendes Bedstemoder: Fru Ellen Marsvin1. - Dalum: Dalum Kloster (Dalum Sogn, Odense Herred), før Reformationen Augustiner-Nonne Kloster, som Ellen Marsvin 1620-28 og 1629-39 havde i Forlening af Kronen. Hun rejste hertil 23. Aug. 1621 efter Barselgildet paa Frederiksborg 19. Aug. - indtil en Alder af 4 Aar: Efter det følgende synes L. Chr. dog at have boet paa Dalum Kloster, indtil hun var i 6-Aarsalderen. Paa Dalum opdroges i denne Tid ogsaa hendes Søskende: Søstrene Anna Cathrine, Sophie Elisabeth og Elisabeth Augusta og Brødrene Valdemar Christian og Frederik Christian. Se Birket-Smith I, S. 10-142. - Mag. Enevold: Magister Enevold Nielsen Randulf (1597-1666), fra 1627 Sognepræst ved Domkirken i Roskilde. Han havde tidligere været Hertug Frederiks, den senere Kong Frederik III.s Lærer og var 1623-27 »Præceptor« for Børnene paa Dalum. - en Hertuginde af Brunsvig: Hertuginde Sophie Hedwig, Datter af Hertug Henrik Julius af Braunschweig-Wolfenbüttel og Chr. IV.s Søster Elisabeth. Hendes Mand Grev Ernst Casimir af Nassau-Dietz var Statholder i den nordnederlandske Provins Friesland og residerede i dens Hovedby Leeuwarden. - Sophie: Sophie Elisabeth. - hendes Broder: Grev Valdemar Christian. Sophie Elisabeth og Valdemar Christian sendtes til Leeuwarden i Efteraaret 1627 for at opdrages af Hertuginden og være i Ly for de Storme, som Kejserkrigen (1625-29) bragte over Danmark. L. Chr. fulgte efter i Maj-Juni 1628. De vendte hjem i Juli 1629. Se Birket-Smith I, S. 15-27. - Wichmann Hasebard: Magister Wichmann Jakobsen Hasebard (ca. 1601-42), 1626-28 Rektor ved Herlufsholm Skole, 1635-39 Præst ved St. Hans Kirke i Odense, 1639-42 ved Vor Frue Kirke i København, 1642 Biskop i Viborg (ikke i Fyn, som L. Chr. skriver), var 1628-29 Informator for Grev Valdemar Christian * *309 og hans ældre Søstre og 1629-35 Tugtemester eller Præceptor for Greven.

Side 4:

Flekkerø: Ø i Norge Syd for det nuværende Kristianssand med en god Havn.

Side 5:

syg af Børnekopper: Grev Ernst Casimir meddelte i et Brev, dat. Groningen 26. Sept. 1628, Chr. IV., at dennes tre Børn havde været syge af Kopper, og at to af hans egne Børn, hans eneste Datter Elisabeth og hans yngste Søn Maurits (f. ca. 1616) var døde deraf. Af et Brev fra Hertuginde Sophie Hedwig til Kirsten Munk, dat. Groningen 29. Dec. 1628, fremgaar, at L. Chr. havde været særligt haardt angrebet. Grev Vilhelm Frederik (1613-64) efterfulgte sin Fader og en ældre Broder som Statholder i Friesland; han omkom ved et Vaadeskud, han tilføjede sig selv. - Freden: i Lübeck 12. Maj 1629 mellem Chr. IV. og Kejser Ferdinand II. 15. Maj 1629 lod Chr. IV. skrive til Grev Ernst Casimir, at han ønskede Børnene hjem. - en af Kongens Kammerjunkere: Corfitz Jakobsen Ulfeldt (1606-64). Han blev, efter mange Aars Ophold i Frankrig, Italien og andre Lande, Dec. 1629 Hofjunker, April 1630 Kammerjunker hos Chr. IV. L. Chr. var 7 Aar og 2 Maaneder i Sept. 1628, og hverken hun eller Ulfeldt var paa det Tidspunkt i Danmark. Den endelige Trolovelse kan næppe have fundet Sted før 1630. Sml. Birket-Smith I, S. 51-52. - Fru Anne Lykke: Fru Anne Eriksdatter Lykke (d. senest 1646) havde været gift med Frederik Qvitzow til Qvitzowsholm (d. 1624). Hun var Hofmesterinde 1629-31 og havde sin Datter Pernille Qvitzow (1614-45), der 1642 ægtede Henrik Below til Spøttrup, med sig ved Hove.

Side 6:

de mange Børn: Corfitz Ulfeldt, Søn af Rigsraad og Rigens Kansler Jakob Ulfeldt til Urup og Egeskov og Birgitte Brockenhuus, havde 10 Brødre og 6 Søstre. - hendes Fæstemands Sygdom: Ulfeldt led fra sin Ungdom af en Sygdom i det ene Ben, hvis Karakter ikke er helt klarlagt; den tvang ham til i Regelen at gaa med Stok. - Karen Sehested: Fru Karen Clausdatter Sehested (1606-72) var først gift med Tyge Kruse til Stenalt (d. 1629), senere med Jørgen Seefeld til Visborg (d. 1666). Hun var 1631-34 Hofmesterinde for Chr. IV.s yngre Børn. I sine ældre Aar opdrog hun sin Søstersøn Niels Juel, den senere Admiral. Hendes yngre Broder var Hannibal Sehested (1609-66), der 1642 ægtede L. Chr.s yngre Søster Christiane og blev Statholder i Norge 1642-51 og Rigsskatmester 1660-66. -Hertug Franz Albrechts Bejlen: Til Grund for, 310 hvad L. Chr. her fortæller, ligger uden Tvivl virkelige Oplevelser, men Sandsynligheden taler stærkt imod, at de kan have fundet Sted, da hun var 12 Aar gammel, altsaa o. 1633. Der er ikke i Chr. IV.s efterladte Breve og andre Udfærdigelser Spor af, at han har opholdt sig paa Koldinghus mellem 13. Maj 1632 og 18. Dec. 1634, lige som der efter velvillig Meddelelse fra Dr. phil. H. H. Fussing i Koldinghus Lensregnskaber for 1632-33 intet findes, der tyder paa, at nogen kongelig eller fyrstelig Person i disse Aar efter Maj 1632 har opholdt sig paa Slottet. Hvad der fra tyske Kilder vides om Hertug Franz Albrechf af Sachsen-Lauenburg (1598-1642), en Kondottiereskikkelse, som i Trediveaarskrigen kæmpede først i kejserlig, derpaa i svensk og sachsisk og endelig i Wallensteins Tjeneste, gør det samtidig ret usandsynligt, at han i Tidsrummet 1632-35 skulde have aflagt Besøg i Danmark. Om to af Episodens Hovedpersoner gælder desuden, at Corfitz Ulfeldt først fra 1. Maj 1634 var Lensmand paa Møen, og at Hannibal Sehested fra 12. Juni 1633 til 1. Marts 1636 havde Orlov fra sin Stilling som Hofjunker paa Grund af Udenlandsrejse. L. Chr. lader Hertugen to Gange besøge det danske Monarki med omkring 4 Aars Mellemrum. Der kan paavises to saadanne Besøg, men i andre Aar, end hendes Tidsregning fører til. Efter at Franz Albrecht fra Febr. 1634 til August 1635 havde været i kejserligt Fangenskab og var kommet i et vanskeligt Forhold til begge de i Tyskland stridende Lejre, skrev den ret ubemidlede Mand, der var yngre Søn i en stor Børneflok, 3. Febr. 1636 fra Eutin i Østholsten til Chr. IV., at han agtede at besøge sin Søster Hertuginde Sophie Hedwig af Glücksburg og gerne 5. Febr. vilde gøre Kongen sin Opvartning paa Fæstningen Kristianspris i Sydslesvig. Nogle Maaneder senere melder Lensregnskaberne fra Haderslevhus efter Dr. Fussings Meddelelse, at der 15.-19. April 1636 »er udkommet og forfodret paa Hertug Franz Albrechts medhavende Kuskhester« 9 Tønder Havre. Det fremgaar af de samme Regnskaber, at Grev Valdemar Christian og hans ugifte Søstre - »Frøkenerne« -i Vinteren 1635-36 indtil Midten af April 1636 opholdt sig paa Haderslevhus, og Regnskaberne fra Koldinghus viser, at de 19. og 20. April gæstede dette Slot. Chr. IV. var Febr.-April s. A. gentagne Gange baade paa Haderslevhus og Koldinghus, det første Sted bl. a. 13.-21. April med korte Rejser til Kolding 14. og 16. April. Fra 23. April var han i København. Franz Albrechts personlige Forhold synes paa dette Tidspunkt at have været af en saadan Art, at han nok kunde se sin Fordel ved at blive den danske 311 Konges Svigersøn. Corfitz Ulfeldt sad paa samme Tid som Lensmand paa Stege Slot, og Hannibal Sehested traadte 1. Marts 1636 atter i Tjeneste som Hofjunker. Det kan tilføjes, at et Frieri fra Hertugens Side til hans Fæstemø i 1636 kan have faaet Ulfeldt til at søge sit Bryllup fremskyndet til Okt. s. A. Ud fra den her fremsatte Antagelse husker L. Chr. galt paa to Punkter. Hun var ikke 12, men omtrent 15 Aar gammel, da Hertugen bejlede til hende, og Fru Karen Sehested kan ikke have bistaaet Hertugen i Egenskab af Hofmesterinde, da hun fik sin Afsked fra denne Stilling 1. Nov. 1634. Hertug Franz Albrechts 2. paaviselige Besøg i det danske Monarki fandt Sted 3½ Aar senere. 26. og 27. Juli 1639 skrev han fra Glückstadt i Sydholsten Breve til Christian IV., som opholdt sig i Glückstadt og Omegn fra 29. Juli til 3. Okt. 1639. -det Venskab mellem min Herre og Hannibal osv.: Svogrene Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt var, efter at Sehested 1642 var blevet Statholder i Norge, Ulfeldt 1643 Rigshofmester, paa flere Punkter Modstandere af hinandens Politik, og Sehested vandt i høj Grad Christian IV.s Gunst, samtidig med at Forholdet mellem Kongen og Ulfeldt blev mere og mere spændt. Senere stræbte Sehested at genvinde Frederik III.s Naade, mens Ulfeldt helt brød med den kongelige danske Regering. Alt dette lagde Sehested for Had hos Ulfeldt og hans Kreds, men de mere eller mindre djævelske Intriger mod Ulfeldt, som denne Kreds tillagde Sehested, savner historisk Grundlag. Se C. O. Bøggild-Andersen: Hannibal Sehested. En dansk Statsmand. I, 1946.

Side 7:

Skanderborg: Chr. IV. holdt 3. Nov. 1633-8. April 1634 Hof paa Skanderborg Slot, hvor ogsaa hans yngre Børn og deres Hofmesterinde opholdt sig. - Alexander v. Kückelsom: Denne, der døde 1643, var en Tid Dansemester paa Sorø Akademi og underviste fra 1624 Hertugerne Frederik og Ulrik, Kongens Sønner, i »at danse og andre Exercitia«. 1628 ansattes han som »de kongelige Børns Dansemester«; 1633-34 kaldtes han »Frøkenernes Sprogmester, Regnemester og Dansør«. - Prinsen: den udvalgte Prins Christian (V.), Chr. IV.s ældste Søn (1603-47). - Kongens Skriftefader: Dr. Christen Jensen (Jani, med Tilnavnet Vejle) (1596-1635), 1622-24 Rektor i Odense, 1624-27 Sognepræst i Vejle, fra 1627 kgl. Hofprædikant og Skriftefader. Han havde været Hannibal Sehesteds Lærer og var gift med en Søster til den senere Ærkebiskop Hans Svane.

Side 9:

Magister Christoffer: Mag. Christoffer Christensen Holbæk (ca. 1595-1638), tidligere Rektor i Holbæk, paa 312 Herlufsholm og i Sorø, 1630-34 »Skolemester« for »Frøkenerne«, fra 1634 Sognepræst i Stege.

Side 11:

Johannes Meineken: Denne, som ogsaa kaldtes Meincke og døde 1635, var 1615-30 Organist ved Frue Kirke, fra 1630 Organist ved Frederiksborg Kirke og Musiklærer for de kongelige Børn. - Frøken Sophies Bryllup: Sophie Elisabeth holdt 10. Okt. 1634 Bryllup paa Københavns Slot med den holstenske Adelsmand Christian v. Pentz (1600-51), fra 1630 Guvernør i Glückstadt og kgl. Statholder i Holsten, 1636 Rigsgreve. Ægteskabet blevet meget lidt lykkeligt, og han blev mere og mere drikfældig. - Afsked: Fru Karen Sehested fik sin Afsked som Hofmesterinde fra 1. Nov. 1634. - alle 4 Børn: nemlig foruden L. Chr. Elisabeth Augusta (f. 1623) og Tvillingerne Christiane og Hedvig (f. 1626). - Prinsessen: Magdalena Sibylla af Sachsen (1617-68), gift 5. Okt. 1634 paa Københavns Slot med Prins Christian, der fra 1627 var forlenet med Laaland og Falster og holdt Hof paa Nykøbing Slot. - den Herredag osv.: Der holdtes Herredag og Retterting (Raadsmøde og Højesteret) i København 13. April-12. Maj 1635. 1. Pinsedag var 1635 17. Maj, saa L. Chr.s Tidsangivelse er ikke helt nøjagtig. - en Dame ... af Familien Blixen: Fru Sophie Hedvig v. Blixen (1587-1643) ansattes som Hofmesterinde for Kongens Døtre 28. Jan. 1635 og havde denne Stilling til sin Død. Hun var født i Pommern og havde været gift med Caspar v. Barstorff, Staldmester hos Hertugen af Sønderborg; efter hans Død var hun i 8 Aar Hofmesterinde ved Hertug Frederik af Nordborgs Hof. - Philip Barstorff: Philip Joachim v. Barstorff (d. 1677), 1642 Kammerjunker hos Chr. IV., senere hos Dronning Sophie Amalie, 1652 naturaliseret som dansk Adelsmand, 1654-60 Lensmand paa Aalholm. - Rejse til Glück stadt : Kongen opholdt sig i April-Maj 1635 dels i København, dels paa Frederiksborg, dels paa Kronborg, mens Børnene havde Bolig paa Hørsholm, hvor han et Par Gange besøgte dem. 22. Maj afsejlede han fra Kronborg til Norge, hvor han var til 6. Juli. Han foretog dette Foraar ingen Rejse til Glückstadt, men rejste 15. Juli fra København med Skib til Kristianspris, hvorfra han 22. Juli drog til Glückstadt; her og andre Steder i det sydlige Holsten var han til 12. Aug. Om L. Chr. ledsagede ham til Glückstadt ved denne Lejlighed, ses ikke af hans Kalenderoptegnelser; Rejsen varede imidlertid betydelig over 2½ Dag. I Nov. holdt han 313 Herredag i Odense, og 28. Nov. »kom« - melder Kalenderen -»Børnene til Odense«.

Side 12:

sit Bryllup: Det stod paa Københavns Slot 9. Okt. 1636 (denne Dato husker L. Chr. altsaa rigtigt). Om Forberedelserne dertil se Birket-Smith I, S. 75-81. - Statholder: Corfitz Ulfeldt kom til København i Henhold til et egenhændigt kongeligt Brev til ham af 16. April og fik Bestalling som Statholder i København. Han benævnes Statholder i et Kongebrev af 29. April 1637, hvorved han forlenes med Stege Slot og Elmelunde Gaard paa Møen »kvit og frit« (d. e. uden Afgift og Regnskabspligt). L. Chr.s Tidsangivelse synes derfor rigtig eller paa det nærmeste rigtig. Statholderen i København var Byens Kommandant og højeste civile Myndighed. Naar det højeste Embede under Kongens, Rigshofmesterembedet, var ubesat (hvad det var i det meste af Chr. IV.s Tid), besørgedes dets Forretninger for en stor Del af Statholderen. Ulfeldt kaldes som Statholder i København i officielle Skrivelser »prorex« (»Vicekonge«). 1. eller 2. April 1643 udnævntes han til Rigshofmester. - et Hus: Den Gaard, Ulfeldt købte af Storkøbmanden Johan Braëm, fyldte med Grunden den nordlige Del af det nuværende Graabrødretorv (mellem Torvet, Læderstræde og Skindergade). Se herom og om Ulfeldts efterhaanden meget gunstige Indtægts- og Formueomstændigheder Birket-Smith I, S. 85 ff.; xxxvii f.

Side 13:

Karel van Mander: (ca. 1609-70), f. i Delft i Holland som Søn af Maleren og Gobelinfabrikanten af samme Navn, var senest fra 1630 virksom som Maler i København, hvor han udførte Figurkompositioner og Portrætter for Kongehuset, den fine Verden og Byens velstaaende Borgerskab. Af L. Chr. har han malet bl. a. Helfigursbilledet paa Rosenholm. Han boede i en smuk Gaard paa Østergade, hvor fornemme Folk (bl. a. fremmede Gesandter) kunde logere, samlede her et «Kunstkammer« og drev Handel med Kunstværker og Rariteter. - Frøken Elisabeth: L. Chr.s 2 Aar yngre Søster, Elisabeth Augusta, som 1639 ægtede Befalingsmand paa Kalundborg, senere Rigsraad Hans Lindenov til Ivernæs. Hun viste sig ogsaa senere som et temmeligt nederdrægtigt Fruentimmer. »Jeg maa bekende, at jeg er bleven gift i en Fandens Maade«, klagede hendes Mand bittert i et Brev fra Begyndelsen af 1650'erne. - Anne: Anne Jakobsdatter Ulfeldt (1603-42), der var Enke efter Oberst i svensk Tjeneste Povl Henriksen Ramel til Osbyholm og Wusterwitr og senere ægtede Johann Nicolaus Telone von Hammerstein (d. 1641). - een i314Særdeleshed: Det er muligt, at der sigtes til Malmøborgmesterdatteren Birgitte Evertsdatter Dichman (d. 1668), der 1629-46 var gift med Borgmester i København Reinhold Hansen og fra Jan. 1660 med Franz Eberhard v. Speckhan (1628-97), der 1657 blev Major ved det kgl. Livregiment til Fods og døde 1697 som Gehejmeraad og Stiftamtmand i Ribe. Den svenske Resident i København Magnus Dureel skrev 9. Okt. 1646 til Rigskansler Axel Oxenstierna, at det var almindeligt kendt i Staden, at hun stod i Forhold til Rigshofmesteren. Dr. Otto Sperling fortæller i sin Selvbiografi, at hun i Sommeren 1645 var hos L. Chr. paa Hørsholm (som Ulfeldt fra 1641 havde i Forlening), og hun fulgte Ægteparret paa Ulfeldts Ambassader til Holland 1646-47 og 1649. Efter sin Flugt fra Malmø til København i Juli 1660 (se S. 327) synes Ulfeldt at være taget ind i hendes Hus, og hun opbevarede en Del af hans kostbareste Ejendele, især Værdipapirer for ham.

Side 14:

hendes egen Broder: Grev Valdemar Christian. - Bielkerne: Norges Kansler Jens Bielke til Østraats Sønner, af hvilke de mest kendte var Faderens Efterfølger som norsk Kansler Ove Bielke, senere Rigsadmiral Henrik Bielke og Generalløjtnant, Statholder paa Sjælland Jørgen Bielke. Den af L. Chr. nævnte Søn var Christian Bielke (1616-42), 1640 Hofjunker. Den Duel med den holstenske Kammerjunker Bertram Ranizau (1614-86) til Ascheberg og Weissenhaus, i hvilken han blev stukket ihjel, fandt Sted Paaskeaften 9. April 1642, ikke længe efter at Valdemar Christian var vendt hjem fra den første af sine to Sendefærder til Moskva (1641-42 og 1643-45), der havde til Formaal at forhandle om et Ægteskab mellem ham og Tsar Michail Fedorovic's Datter Irina. L. Chr. husker altsaa fejl, naar hun daterer Duellen til over et Aar efter Hjemkomsten.

Side 15:

Tvillingesøstre: Christiane og Hedvig, der var Tvillinger. - vor gamle Mand: Se S. 298. Dr. med. Otto Sperling (1602-81), som var født i Hamburg og fra et Ophold i Norge stod Familien Bielke nær, var 1637-44 Læge ved Børnehuset i København, 1639-44 Stadsfysicus, 1649-51 Hofmedicus. Dr. Sperling var som Huslæge og Husven meget nært knyttet til Ægteparret Ulfeldt, til hvis Historie hans Selvbiografi (udgivet 1885 i dansk Oversættelse af S. Birket-Smith) yder vigtige Bidrag. Fra 1664 til sin Død sad han fængslet i Blaataarn, dømt for Majestætsforbrydelse som meddelagtig i Ulfeldts højforræderiske Planer.

315

Side 16:

handlede ... ilde med sin egen Moder: Valdemar Christian vakte 1654-55 en voldsom Vrede hos sin Moder Fru Kirsten Munk, fordi han plagede hende for Penge, og fordi han - efter hvad hun paastod - skulde have tilbudt at vise Kong Frederik III. Breve fra hende og L. Chr. som Beviser for, at det var deres og Ulfeldts Skyld, at han ikke før havde underkastet sig sin kongelige Halvbroder, men søgt Tjeneste i Sverige. Ikke længe efter faldt han i Kong Karl Gustavs Tjeneste i Lublin i Polen (26. Febr. 1656). - en saare ypperlig Lærer: Dr. Otto Sperling. - Leonin : en spansk Adelsmand og Naturforsker, sorn en Tid var i Ulfeldts Tjeneste. - Rejser ... til Jylland: Blandt disse var det Besøg, som L. Chr. i Efteraaret 1645 aflagde hos sin Moder Kirsten Munk paa Boller for at »forsørge hende med Allehaande, som hende manglede«, og som i høj Grad mishagede Chr. IV. hvad han i et Brev af 27. Nov. 1645 lod Ulfeldt vide. - Rejse ... til Holland osv.: Ulfeldt fik 1646 Orlov for i Paris at søge Lægehjælp, men fik tillige, vistnok paa sin egen Tilskyndelse, overdraget at forhandle om Forbund og andre Spørgsmaal i Frankrig og Holland. Forhandlingerne førte dog ikke til større Resultater ud over en Traktat med Holland 1647 om Skibsmaaling og Trælasttold i Norge. Rejsen varede fra Juli 1646 til Juni 1647. I Haag opholdt Familien sig Juli 1646-Marts 1647, og L. Chr. fødte her o. 1. Okt. 1646 Sønnen Leo »Belgicus« (der kun blev et Par Aar gammel). Blandt dem, som her gjorde Ægteparret deres Opvartning, var den store franske Filosof René Descartes (Cartesius). I Paris og Amiens opholdt Ulfeldt og L. Chr. sig i April og Maj 1647 og var Genstand for stor Opmærksomhed fra det franske Hofs Side. I Paris boede de i Hertugen af Vendômes Palæ, og L. Chr. aflagde flere Gange Besøg i Palais-Royal hos Dronning Anna af Østrig, Ludvig XIII.s Enke, som sammen med Førsteministeren Kardinal Mazarin førte Regentskabet for sin 9-aarige Søn, Kong Ludvig XIV. Dronningens Kammerfrue Madame de Motteville giver i sine »Mémoires« en interessant Skildring af den danske Dames Personlighed og Ydre (trykt Danske Samlinger, 2. Rk. I, 1871-72, S. 218-20), jvf. Indledning S. XII. Se om Rejsen i øvrigt Birket-Smith I, S. 141-50. - en Herremand: Ebbe Laxmandsen Gyldenstierne til Tyrrestrup (ca. 1625-77), Hofjunker, senere Lensmand og 1661-71 Stifsbefalingsmand over Viborg Stift. - Duns: Hermed menes vistnok »The Downs», Farvandet ud for Deal, Nord for Dover. Dr. Otto Sperling fortæller i sin Selvbiografi, at Skibet afgik fra 316 Goeree (i Syd-Holland, et Stykke Vest for det a£ L. Chr. nævnte Hellevoetsluis) ved Morgengry og den følgende Nat naaede Englands Kyst ikke langt fra Yarmouth, hvor det kastede Anker »paa et slemt Sted med mange Singels«. Efter en haard Nat, hvor L. Chr. og de andre »var alle meget syge formedelst Skibets Hoppen«, lettede man Anker og kom om Aftenen til Dover, hvorfra Rejsen næste Dag fortsattes i Karet til London. - Det er ganske ejendommeligt at forestille sig L. Chr. og Sperling siddende hver i sit Fangehul i Blaataarn uden anden Forbindelse end en lille Billet i Ny og Næ og skrivende i deres Selvbiografier orn til Dels samme Begivenheder.

Side 17:

med Barn : Der maa formentlig tænkes paa Sønnen Otto, som fødtes 1648. - London: Om Opholdet i London fortæller Sperling mere udførligt. L. Chr. gjorde mange Indkøb paa baade den gamle og den nye Børs og besøgte St. Pauls-Kirken (den middelalderlige Kirke, som brændte 1666), og Tower, fra hvis Taarn »vi med Forundring overskuede Stadens Størrelse igennem Stenkulsrøgen«, og Westminster Abbey. Her saa L. Chr. et Billede af Dronning Anna af England (1574-1619), Chr. IV.s ældste Søster, hvis Lighed med Broderdatteren Sperling fandt frapperende. Han fortæller ogsaa, at Dronning Annas Datter, L. Chr.s Kusine, Enkedronning Elisabeth af Bøhmen, da hun i Haag første Gang saa L. Chr., »løb hende i Møde, kyssede hende og raabte højt i det engelske Sprog: »Ak, min Moder, min Moder!«.« - Prinsen af Pfalz: Pfalzgrev Rupprecht (1619-82), i England kaldet »Prince Rupert«, død som engelsk Viceadmiral og Guvernør i Windsor, Søn af den ovennævnte Dronning Elisabeth og Kurfyrst Frederik V. af Pfalz, der 1619 valgtes til Bøhmens Konge, men tabte sin Krone efter Slaget paa Det hvide Bjerg 1620. L. Chr. sammenblander i Erindringen Prinsen med hans ældste Broder Karl Ludvig, der 1648-80 var Kurfyrste i Nedre-Pfalz med Residens i Heideiberg. Rupert gik 1642 i Tjeneste hos sin Morbroder Karl I. af England og Skotland og kommanderede i Borgerkrigen det kongelige Rytteri. Efter i Sept. 1645 at have overgivet Bristol til Parlamentstropperne faldt han i Kongens Unaade; til det antikongelige Parti sluttede han sig dog ikke, og han overtog 1648 Kommandoen over den kongelige Flaade. Karl I. overleveredes 30. Jan. 1647 af den skotske Regering til det engelske Parlaments Kommissærer, der førte ham til Holmby House i Northamptonshire; han henrettedes 30. Jan. 1649 foran Whitehall-Palæet. - Sperling fortæller, at Prins Rupert med nogle Kavalerer saa og hilste paa 317 L. Chr., da hun kom ud af Westminster, og at der i London gik Rygter om, at hun var Kongen af Danmarks Datter. - Haven: den almindelige Betegnelse for Rosenborg (der laa i Kongens Have uden for Østervold), hvor Chr. IV. døde 28. Febr. 1648 Kl 5½ Eftermiddag. Baade L. Chr. og Ulfeldt var til Stede ved Dødslejet, og hun trykkede efter Døden sin Faders uskadte højre Øje til. - den Konge, som fulgte efter ham: Frederik III. (1609-70), Leonora Christinas Halvbroder. Han overtog først Regeringen efter Rigsraadets Valg, Underskrivelsen af hans Haandfæstning og Hyldingen (6. Juli 1648) og kaldtes indtil da Hertug Frederik. - Paa de stærke indrepolitiske Modsætninger i Chr. IV.s sidste Aar, bl. a. Ulfeldts Modsætning til Kongen og Hertugens til den danske Adel i Almindelighed og Rigshofmesteren i Særdeleshed, kommer L. Chr. ikke ind, saa lidt som paa Spændingen mellem Chr. IV. og hans fraseparerede Hustru Kirsten Munk, under hvilken Børnene og deres Ægtefæller overvejende stod paa Moderens Side. - en anden Rejse ... til Holland: Ulfeldt var i Febr.-Nov 1649 paa en Sendefærd til Holland, hvor han i Sept. sluttede en dansk-hollandsk Forbundstraktat og en Traktat om Afløsning af Øresundstolden med en fast aarlig Sum for hollandske Skibes Vedkommende. Den Datter, L. Chr. fødte i Haag, var formentlig Leonora Sophie. - Hannibals, Gers dorffs og Vibes Anslag: Ulfeldt optraadte i den første Tid efter Chr. IV.s Død med stort Overmod og berigede paa forskellig Maade sig og sine Venner. For den mod en øget Kongemagt stræbende Frederik III. kom Rigshofmesteren til at staa som en Hovedanstødssten, og Kongen og Dronning Sophie Amalie (1628-85), der nærede dyb Skinsyge mod den smukke og fejrede L. Chr., arbejdede i de Aar, der fulgte, mere og mere maalbevidst paa at undergrave baade Ulfeldts og hele Svigersønnegruppens Position. En Tid fik Hannibal Sehested, som vidste at vinde ogsaa den ny Konge for sin norske Statholderpolitik, og som havde en stærkere Kongemagt paa sit Program, skabt en Slags Vaabenstilstand mellem Konge og Rigshofmester, i Ly af hvilken Ulfeldt foretog sin Gesandtskabsrejse til Haag 1649. Kongen benyttede imidlertid Rigshofmesterens Fraværelse til at gribe ind i hans Myndighedsomraade, støttet bl. a. af den nyudnævnte Statholder i København Joachim Gersdorff og den ny Rentemester Peder Vibe. Ulfeldt mødte ved sin Hjemkomst stor Kulde ved Hove og stødte i Febr. 1650 saa heftigt sammen med Kongen i Spørgsmaalet om sine Embedsbeføjeiser, at han helt trak sig tilbage 318 fra Forretninger og Rigsraadsmøder og - under Foregivende af Sygdom - faktisk ophørte at fungere som Rigshofmester. Hans Fjender inden for Rigsraadet og Administrationen og ikke mindst Kongens tyske Hofmænd og Raadgivere (»det hemmelige Raad«) modarbejdede virksomt ham og de andre »Svigersønner«, og han maatte døje flere Ydmygelser, bl. a. at L. Chr. og hendes Søstre berøvedes deres Titel af Grevinder til Slesvig og Holsten. Juli 1650 besluttedes en Undersøgelse af hans Forhold ved Leverancerne fil Staten. Mens den stod paa, fremkom Dina Vinhofvers' Beskyldninger.

Side 18:

Proces: Der menes Dina-Processen. En letlevende Kvinde Dina Vinhofvers (Skomagers), der boede i sin Stedfaders, en Silkevævers, Hus uden for Nørreport, lod - sikkert efter Tilskyndelse af sin Elsker, den holstenske Oberstløjtnant Jørgen Walter (ca. 1610-70), der havde Tilknytning til den unge Dronning Sophie Amalies Hof - ved Juletid 1650 Kongen vide, at Ulfeldt, hvem hun paaløj Faderskabet til det Barn, hun skulde føde Walter, og L. Chr. pønsede paa at tage ham af Dage ved Gift. Beskyldningen vakte stærkt Røre ved Hoffet, men først da Dina - uvist, af hvilke Bevæggrunde - havde aabenbaret L. Chr. et planlagt Attentat mod hende og hendes Mand, hvori Walter skulde være impliceret, og derved drevet den opskræmte Rigshofmester til at søge Kongens Beskyttelse (April 1651), lod Frederik III. Beskyldningerne mod Ulfeldt blive almindeligt kendt og Dina fængsle. I den Proces, som Ulfeldt anlagde mod hende ved Københavns Byret, frifandtes han 28. Maj for Dinas Anklage, og 12. Juni dømtes hun af Raadstueretten til at straffes paa sin Hals, en Dom, som 3. Juli stadfæstedes af Herredagen. 11. Juli fandt hendes Henrettelse Sted paa Pladsen foran Slottet. Uden Tvivl savnede Beskyldningen ethvert Grundlag. Se bl. a. Birket-Smith I, S. 199-219. - Walter blev i Juli 1651 landsforvist; han endte sit Liv som Fange i Blaataarn (se S.225ff.). - til Amsterdam: Efter Dina-Processen søgte Ulfeldts Fjender at angribe ham paa en anden Front, og da Kongen 13. Juli 1651 underskrev et Forslag til Rigsraadet, der forlangte dettes Betænkning bl. a. om Rigshofmesterens egenmægtige Embedsførelse og hans Forbindelse med Leverandører, som havde beriget sig paa Kronens Bekostning, foretrak han at unddrage sig den kommende Storm ved om Aftenen 14. Juli med sin Hustru og de nævnte Børn hemmeligt at forlade København gennem Østerport, hvortil han som Rigshofmester havde Nøglen. Over Hørsholm (der var forlenet dem 319 afgiftsfrit for begges Levetid) kørte de til Hammermøllen Nord for Helsingør, hvorfra en lejet Galiot førte dem til Holland. Med Ordene om, at Ulfeldt havde Kongens Tilladelse til at forlade Landet, sigter L. Chr. vistnok til, at det Paalæg, som 14. April var givet ham om ikke at forlade Byen uden Kongens Vidende, ophævedes Dagen efter Herredagsdommen i Dinas Sag (4. Juli). -Dronning Christinas Beskærmelse: Brevet herom udstedtes 13. Sept. 1651, efter at Ulfeldt og L. Chr. den 6. var ankommet til Stockholm fra Travemünde. Dagen før havde det danske Rigsraad givet sit Samtykke til, at han mistede sine Len, men først efter at han i April 1652 havde udgivet et udæskende Forsvarsskrift (»Højttrængende Æresforsvar«), udnævntes i Okt. 1652 Joachim Gersdorff til Rigshofmester i hans Sted, og først i Juli 1653 inddroges hans Gods og rørlige Formue. Under sit Ophold i Stockholm 1652-55 søgte han at hidse ikke blot den svenske Regering, som han ydede betydelige Pengelaan, men ogsaa den engelske Republik til Krig mod Danmark.

Side 19:

Danzig: Hertil kom Ægtefællerne o. 1. Okt. 1651. - Charles : Charles Prouin. aabenbart af fransk Herkomst, var i Ulfeldts Tjeneste til hans Død og betegnes senere som Hushovmester. - det Fort, som er uden for Stade: Den latinske Oversættelse af Selvbiografien tilføjer som Navn paa Fortet: »Schwinger«. Stade ligger ved Schwinge, en Biflod til Elben, og hørte den Gang til det af Sverige erobrede Ærkebispedømme Bremen. - en Rejse for Tidsfordriv: Maaske søgte Ulfeldt, som nogle i Samtiden mente, Lejlighed til at træffe Kong Johan II. Casimir af Polen, som Dagen før hans Ankomst til Danzig var rejst fra denne By. - Dr. Saur : Der sigtes sikkert til den Johannes Conradus Saurius, som 9. Febr. 1643 fik Tilladelse til at bosætte sig paa Christianshavn »og der hans Kunst bruge hos hvem hannem der besøger og begærer hannem at bruge«. Han anklagedes 1645 for Kvaksalveri og boede 1650 i Stralsund.

Side 20:

Ebbe Ulfeldt: Ebbe Ulfeldt til Ovesholm, gift med L. Chr.s Søster Hedvig. Han mistede 1650 sit Len Bornholm paa Grund af Bondeplageri og Restancer. Jan. 1652 tilbød han i Stockholm Dronning Christina sin Tjeneste og udnævntes til Generalmajor. Senere blev han Generalløjtnant, Medlem af det svenske Rigsraad (1664), Hofretsraad, Rigsjægermester og Lagmand i Ostergötland. - I Følge et Brev fra en fornem Person i Danzig af 8. Okt. 1651, som den danske Resident i Haag Peter Charisius refererer i Brev til Frederik III. af 20. Okt. s. A., tog Ulfeldt og L. Chr. ud for at bese det berømte Cistercienserkloster Oliva en 320 Mils Vej fra Danzig. Adgang var forbudt Kvinder; L. Chr. slap dog ind takket være sin Mandsdragt, men røbedes »ved sin tykke Mave«, og da Sagen var meldt Danzigs Raad, betydedes det Ægteparret, at det maatte forlade Byen, hvis det ikke vilde, at Raadet i Henhold til Skrivelse fra Kongen af Danmark skulde sætte det fast. En saadan Henstilling syntes dog ikke at kunne nødvendiggøre den Flugt fra Byen, hvorom L. Chr. fortæller. - Stralsund: Her, hvor Ulfeldt forfattede sit »Højttrængende Æresforsvar«, dat. 14. April 1652, havde L. Chr. en Del af sine Børn hos sig, som Dr. Sperling kom med fra Utrecht. - paany en Rejse til Stockholm: Efter Opfordring af Dronning Christina kom Ulfeldt og L. Chr. 6. Juni 1652 til Stockholm og opholdt sig der til 5. Maj 1655. Børnene synes at være blevet tilbage i Stralsund, efter Datteren Anna Cathrines senere Oplysning, fordi Ulfeldt »aldrig vilde tilstede, nogen af hans store Børn skulde være hos Christina, meget mindre den liden unosel (uskyldige) Leon« (den yngste Søn); siden aflagde dog nogle af dem Besøg i Stockholm. Ulfeldt vandt Dronningens Yndest, indviklede sig i landsforræderiske Stemplinger mod Regeringen i Danmark og laante Dronningen store Pengesummer af de Midler, han før sin Flugt havde anbragt i Udlandet. L. Chr., der, som hendes Ord viser, ikke satte Pris paa den excentriske svenske Dronning, levede - selv om hun af og til kom ved Hoffet - ret isoleret i Stockholm, bl. a. maaske fordi, som den danske Resident Peder Juel skrev, »Respekten ikke er i Sverige, som Leonora Christina prætenderer«. Da Ulfeldt i Foraaret 1653 blev alvorligt syg af Brysthindebetændelse, blev Dr. Sperling tilkaldt. Han blev Sommeren over og fordrev - som han fortæller i sin Selvbiografi -Tiden for L. Chr. ved at læse den romerske Filosof Senecas Breve for hende (paa Latin) og spille Skak med hende. St. Valentins Dag, 14. Febr. 1654, valgte den engelske Officer Croke, der var i Ambassadør Sir Bulstrode Whirelocke's Følge, hende til sin »Valentine« og sendte hende nogle engelske Silkestrømper og Handsker, hvilken Gave hun gengældte med en Ring med 6 Diamanter og en Rubin til Værdi af 80 £. Sml. Birket-Smith I, S. 241-78. - Dronningens Tronfrasigelse: Denne fandt Sted 6. Juni 1654, Karl Gustavs Kroning samme Dag, hans Bryllup med Hertuginde Hedvig Eleonora af Gottorp 24. Okt. 1654. Se L. Chr.s Skildring af sidstnævnte Festlighed S. 51-54. - Barth: Slottet og Amtet Barth i Pommern var for et Laan paa 200.000 Rdl. (ca. 3 Mill. Kr. i vore Dages Pengeværdi) pantsat til Ulfeldt af 321 Dronning Christina, til hvis Underholdsgods det hørte. Her boede Ægteparret og vistnok de fleste af Børnene, til Ulfeldt i Juli 1657 traadte i Karl Gustavs Tjeneste. - Matias de los Reyes: Navnet ikke paa en Bog, men paa en spansk Forfatter, der døde tidligst 1640 og bl. a. udgav to Novellesamlinger »Curial del Parnaso« (»Parnassets Sagfører«, Madrid 1624) og »Para algunos (»For nogle«, Madrid 1640). - Cléopafre: L. Chr. synes at mene den paa hendes Tid meget berømte Roman »Cléopâtre« af den franske Forfatter Gauthier de Costes de la Calprenède (1614-63); den første Udgave kom i 12 Bind 1647-58. - Rejse til Danmark: Af Rejsen til Danmark, der startede fra Barth 5. Nov. 1656 - ikke 1657, som L. Chr. her og i »Jammers-Minde« (S. 97) ved en Fejlhuskning skriver - og afsluttedes med hendes Hjemkomst 15. Dec. s. A., forfattede hun kort efter Hjemkomsten en Skildring paa Dansk, som er trykt i denne Udgave S. 55-68. Denne Skildring stemmer i Hovedtrækkene og i en Række Enkeltheder forbløffende godt med det her fortalte, som L. Chr. nedskrev i Blaataarn efter Hukommelsen over 16 Aar efter, men der er dog bemærkelsesværdige Afvigelser i Enkeltheder, ligesom Fortælleformen i Selvbiografiens Skildring er knappere og nok saa livfuld, mindende om Stilen i »Jammers-Minde«.

Side 21:

en Sekretær: Han hed Schwarfzkopf (S. 62) og havde vistnok tidligere været i Grev Valdemar Christians Tjeneste. - besøge sin Moder: L. Chr.s Besøg hos sin Moder Fru Kirsten Munk paa Boller (se Indl. S. III) omtales ogsaa i en Indberetning af Tyge Below og Erik Krag, dat. 2. Jan. 1657, om en Rejse, de efter Kongens Ordre 1. Jan. foretog til Boller for at forhøre Fru Kirsten om hendes og hendes Børns Ret til at føre Titelen Grevinder til Slesvig og Holsten. Ved Forordning af 14. Jan. 1657 forbød Frederik III. dem at føre Titelen og det dertil hørende Vaaben. At L. Chr., som Rygtet gik, paa Boller skulde have samlet misfornøjede danske Adelsmænd, er næppe sandsynligt. - Ulrik Christian Gyldenløve: (1630-58), Leonora Christinas Halvbroder, Søn af Christian IV. og Vibeke Kruse. Han stod i et fjendsk Forhold til Kirsten Munks Børn og Svigerbørn (se S. 60), og at Frederik III. sendte netop ham med Udvisningsordren, maa anses for en ekstra Forhaanelse. Gyldenløve, der var berygtet for sine Udskejelser, var paa dette Tidspunkt forlenet med Hald og skal have erhvervet sig en spansk Generalmajorstitel. Under Krigene 1657-58 gjorde han Tjeneste som Generalmajor, senere Generalløjtnant i Rytteriet. Han havde af 322 Frederik III. faaet Ordre til straks at begive sig til Boller og lade L. Chr. vide, at da hun og Ulfeldt hemmeligt havde forladt Danmark og givet sig under Dronning Christinas Beskyttelse, og hun desuden »under hendes egen Haand« havde bagtalt og »utilbørlig angreben« ham og Regeringen, vilde han ikke erkende hende for sin Undersaat, men befalede hende straks at forlade hans Riger og Lande, »med mindre hun sig selv vil tilskrive, hvis hende derover vederfares«. Med Beskyldningen for Angreb paa Kongen og Regeringen sigtes der muligvis til Breve fra L. Chr. til hendes Moder, som skal være blevet opsnappet af den danske Regering. Disse Breve kendes ikke, men bevarede Breve fra Fru Kirsten og hendes Døtre Elisabeth Augusta og Hedvig gaar ret vidt i Kritik af den kongelige Regering. - Borgemester Brandt: Gaspar Brandt (1607-77) var Borgmester i Korsør senest fra 1655; fra 1661 var han Ridefoged over Korsør Slot og Len.

Side 23:

hansanden Ordre: Dennes Ordlyd er ukendt. - Affæren med Dina: Se S. 318. - Tscherning: Den i Schlesien fødte Paul Tscherning (1627-66) havde været ansat i Hamburg Domkapitels Kantori, kom til Danmark 1655, synes en Tid at have været i Ulrik Christian Gyldenløves Tjeneste og blev 1657 Generalauditør. Han stod Christoffer Gabel, Frederik III.s Kammerskriver og Yndling, nær og tilhørte efter Statsomvæltningen 1660 det mest adelsfjendtlige, absolutistiske og militaristiske Parti. Episoden med Tscherning nævnes ikke i L. Chr.s Skildring fra 1656. - Cai Ahlefeldt: (1591-1670) til Mehlbek, Amtmand over Haderslev Amt 1649-70, 1638-45 og 1657-60 Generalkrigskommissær i Hertugdømmerne.

Side 24:

et Brev fra Gyldenløve: Sml.S.64f. - Holst: Claus Holst var Amtsskriver i Flensborg. - Amtmanden: Amtmand i Flensborg var 1652-79 den bekendte Diplomat og Menioireforfatter Ditlev Ahlefeldt til Haseldorf (1617-86). Der var under L. Chr.s Ophold i Aabenraa udfærdiget en hemmelig kgl. Ordre af 2. Dec. 1656 til Hertugdømmernes Statholder Grev Christian Rantzau. Amtmand i Haderslev Cai Ahlefeldt og Amtmand i Rendsborg Henrik Blome om at standse L. Chr., hvor hun maatte antræffes i Kongens Lande, og, da Kongen havde erfaret, at hun medførte nogle for ham og Staten »præjudicer- og skadelige Skrivelser«, gennemsøge hendes og hendes Følges Gemmer; de maatte kun tage de nævnte Papirer og iøvrigt ikke hindre hendes Rejse.

Side 25:

over Grøften: altsaa ind over Marken, uden om 323 Bommen. Se S. 65,67. - kom Amtmanden i en Vogn: At Amtmand Ditlev Ahlefeldt selv deltog i Forfølgelsen, siger L. Chr. intet om i Beretningen fra 1656 (se S. 67), og der er vel her Tale om en Fejlhuskning. - den Bro, som danner Skellet: Den latinske Oversættelse af Selvbiografien kalder den »Broen ved Helligbæk« (pontem Hilligenbekki). Her gik Skellet mellem det kongelige Flensborg og det hertugelige Gottorp Amt. Nævnte Oversættelse tilføjer, at L. Chr. efter sin Ankomst til Slesvig By »skriver det passerede til Gyldenløve osv.« (scribit acta Guldenlovio etc.), hvad hverken Selvbiografien i dens bevarede Form, den danske Beretning fra 1656 eller den franske Bearbejdelse af Selvbiografien har noget om. - Rejse fra Barth til Holland: Som anført, er den Randanmærkning, hvori denne Rejse omtales, urigtigt anbragt i de bevarede Afskrifter af Selvbiografien; og baade den latinske og den franske Bearbejdelse placerer den, som det er sket her. Det fremgaar imidlertid af et Brev af 21. Juli 1656 fra L. Chr.s Søster Elisabeth Augusta til den ældste Søster Sophie Elisabeth, at Rejsen fandt Sted i Sommeren 1656.

Side 26:

Kongen af Sverige kalder ham til sig: 1. Juni 1657 erklærede Frederik III., mens Karl Gustav var indviklet i Krig i Polen, Sverige Krig. Den svenske Kange brød op med sin Hær og rykkede i Ilmarcher mod Hertugdømmerne. I Stettin kaldte han Ulfeldt til sig, og ved en Erklæring, dat. Stralsund 10. Juli 1657, traadte den tidligere danske Rigshofmester i Sveriges Tjeneste som Karl Gustavs Gehejmeraad mod Løfte om Kongens Hjælp til at opnaa Genindsættelse i hans tidligere Embede, Værdighed og Godser. - Ottensen: en Flække ved (nu Forstad til) Altona. L. Chr. synes at være stødt til sin Mand, kort før han 12. Aug. fra Wedel Vest for Altona udstedte sit berygtede Opraab til den jyske Adels Repræsentanter om at underkaste sig den svenske Konge. - Frederiksodde: Fæstningen Frederiksodde (nu Fredericia) erobredes af den svenske Hær ved Storm 24. Okt. 1657. Under Belejringen af Fæstningen boede Ulfeldt, L. Chr., deres ældste Søn Christian og Dr. Sperling i et lille Bondehus uden for Byen, men flyttede efter Erobringen ind i denne. - Grev Wrangel: Den svenske Feltherre, Generalguvernør i Svensk-Pommern Karl Gustav Wrangel (1613-76), senere Rigsadmiral og Rigsmarsk. Han og Ulfeldt traadte i et meget venskabeligt Forhold til hinanden. - Grev Jakob: Grev Jakob Casimir de la Gardie (1629-58), Generalløjtnant og Rigsraad; han kommanderede Infanteriet ved Togtet over Lille Bælt og blev 324 General-guvernør over Fyn, faldt under Københavns Belejring. - over til Sjælland: 29. Jan. 1658 fandt den svenske Hærs Overgang over Lille Bælt, 5.-6. Febr. Overgangen over Store Bælt fra Nyborg over Taasinge og Langeland til Laaland Sted; 11. Febr. naaedes Vordingborg. 26. Febr. 1658 undertegnedes, efter forudgaaende Forhandlinger i Tostrup med Ulfeldt som en af Forhandlerne paa svensk Side, Freden i Roskilde, hvis Art, 24 tilsikrede Ulfeldt Tilbagegivelse af hans Gods og Formue i Danmark-Norge, hans og hans Søn Christians Len og L. Chr.s »tilbørlige Titel« samt »for al lidt Skade nøjagtig Vederlag og Satisfaktion«.

Side 27:

det sidste Farvel: L. Chr.s sidste Besøg ved Moderens Dødsleje paa Boller fandt Sted 9. April 1658; 19. April døde Fru Kirsten. Begravelsen - som ogsaa omfattede hendes ældste Datter Sophie Elisabeth, Grevinde Pentz, død 29. April paa Boller - fandt Sted 23. Juli i Odense. Om Skifteforretningerne vedrørende Kirsten Munks efterladte store Godsmængde og Formue se Birket-Smith I, 308 ff. L. Chr. fik af Godserne Ellensborg (nu Holckenhavn) paa Fyn og Lellinge paa Sjælland. - Kongen af Sverige ... lod sig se for København: Karl Gustavs Fredsbrud fandt Sted 7. Aug. 1658, da den svenske Flaade uden forudgaaende Krigserklæring løb ind i Korsør Havn; 11. Aug. naaede han frem til Valby Bakke. - Anno 1659 lod Kongen af Sverige arrestere hendes Mand: Ulfeldt tænkte sig efter Danmarks Lemlæstelse sin Fremtid knyttet til Sverige. Han købte nogle Gaarde i Malmø, som udstyredes med fyrstelig Pragt, og Bosø (Bosjö) Kloster i Skaane og fik i Marts 1658 af den svenske Konge Slottet Sølvitsborg i Bleking med By og Gods som Grevskab, Herrisvad Kloster i Skaane og Løfte om et anseeligt Embede. Foreløbig blev han en af de tre Kommissærer, som skulde modtage Hyldingsed af de skaanske Stænder og forberede de nyvundne Landsdeles Sammensmeltning med Sverige. Snart bragte hans tøjlesløse Selvfølelse og urolige Sind ham dog ogsaa i Strid med sin ny Herre. Han følte sig tilsidesat ved ikke at blive Skaanes Generalguvernør og kritiserede over for høje svenske Embedsmænd skarpt Indskrænkningen af de skaanske Adelsprivilegier til Lighed med de svenske. I Juni udtraadte han af Kommissionen, og Karl Gustav viste ham fra nu af en udtalt Mistillid, der ikke blev mindre efter Fredsbrudet i Aug., som Ulfeldt stærkt beklagede. Maj 1659 sattes han under militær Bevogtning i sin Gaard i Malmø, beskyldt for forræderiske Forbindelser med den danske Regering, bl. a. i Sammenhæng med den 325 Sammensværgelse, der i Efteraaret 1658 var dannet for at bringe Malmø tilbage under den danske Krone (se nedenfor S. 347 ff), og især for at have røbet Planerne om Stormen paa København 10.-11. Febr. 1659. Sml. S. 74. -for at faa Kongen i Tale: I Følge Ulfeldts egenhændige Forsvarsskrift af Maj eller Juni 1659 var L. Chr. i Helsingør for at »sollicitere noget« hos den svenske Konge, da han 17. Maj gjordes bekendt med Beskyldningerne mod ham. Hun fik ikke Foretræde. 25. Maj søgte hun atter Kongen, men uden Held. Ulfeldt fortæller, at der endog blev forkyndt hende selv Arrest paa hendes Person. At Kongen henskød til hendes eget Valg, om hun vilde være paa fri Fod eller ikke, siges ogsaa i »Jammers-Minde« (S. 98). Det er troligt nok, at hun ikke har meddelt sin Mand dette. Der lagdes ogsaa xArrest paa de af Ulfeldts Børn, som var i Malmø, og paa Tjenestefolkene.

Side 28:

Omtrent 8 Maaneder derefter ... en Proces: 30. Juli 1659 nedsatte Karl Gustav en ekstraordinær Domstol, en »Kommissorialret«, til at dømme i Sagerne vedrørende Malmøsammensværgelsen og Ulfeldts Forhold m. m. og gav s. D. Assessor i den svenske Hofret og Hofauditør Magnus Larson Fuldmagt til paa hans Vegne at føre Sagen mod Ulfeldt. I Okt. gav Kongen sit Minde til, at L. Chr. efter hendes Forslag gennem en Fuldmægtig førte Sagen for sin syge Mand, og efter forskellige Tvister mellem hende og Kommissorialrettens Medlemmer om Formen for Processen aabnedes denne med et Anklageskrift af den kongelige Advokat, som fremlagdes i Retten 24. Okt. Da Ulfeldts Arrest fandt Sted i Maj, beror L. Chr.s Angivelse af Tidsafstanden mellem denne og Processens Begyndelse altsaa paa en Fejlhuskning. - ad hvilken Vejden Dame blev ført bort: Den omtalte Jomfru var Birgitte Rantzau (1641-95), som i Dec. 1658 bortførtes fra Bunkeflod Præstegaard af sin Fæstemand Kammerjunker, senere Amtmand, Gehejmeraad, Assessor i Statskollegiet og Medlem af Højesteret Corfitz Trolle til Skarholt (1628-84), der var Mellemmand mellem Frederik III. og de Skaaninger, som pønsede paa Oprør mod den svenske Konge. -en dansk Herremands Ejendele: Se S. 91. - hendes Søster: Vistnok Margrethe Rantzau (ca. 1635-eft. 1684), gift med Ove Thott til Biersholm og Skabersø (1626-66). -procederede man med hende 9 samfulde Uger: fra 24. Okt. til 22. Dec. 1659. De originale Procesakter findes nu i Riksarkivet i Stockholm, deriblandt flere længere Indlæg fra 326 L. Chr. (af 29. Okt, 16. Nov., 4. Dec. og 22, Dec. 1659), I sin »Duplik« af 16. Nov. skriver hun bl. a., at hun haaber, at Kongen i Naade vil optage denne hendes Erklæring, »anseendes, Gud mig ingen eller højere Forstand haver given den anderledes udi Pennen at forfatte, end som sket er; forhaaber mig som en Kvindesperson forlades, om Stilen ikke er saa polit som Advokatens. Det er hans Embede, og jeg er udi slige Sager lidet dreven«. Fra et advokatorisk Synspunkt maa dog disse Indlæg - selv om de i meget bygger paa de af Ulfeldt før hans Sygdom udarbejdede Forsvarsskrifter - aftvinge Beundring. - En udførlig Skildring af Retsforhandlingerne er givet Birket-Smith I, S. 331-411. Det paavises her (S. 395 ff.), at L. Chr. i sine Udtalelser for Retten ikke altid har holdt sig til Sandheden. - sin ældste Datter: Anna Cathrine Ulfeldt. - Wolff: muligvis den samme, som allerede 1634 omtales som værende i Ulfeldts Tjeneste. Se ovenfor S. 7. En tilsvarende Karakteristik af Arten af hans Hjælp under Processen som her giver L. Chr. i sin »Duplik« af 16. Nov. 1659. - Kjeld: Kjeld Friis, Ulfeldts Haandskriver og Sekretær. Han, der selv en Tid var arresteret i Malmø sammen med andre af Ulfeldts Tjenere, boede senere i Hamburg. - fire Læger: Disse undersøgte Ulfeldt 14. Dec. 1659. Deres Erklæringer, hvorefter han havde lidt og endnu led af et meget alvorligt apoplektisk Anfald, er bevarede. I Okt. var Ulfeldt blevet undersøgt af svenske Embedsmænd med tilsvarende Resultat. - sætter de Retten i hendes Hus: Forhøret i Ulfeldts Hus 17. Dec. 1659 er skildret af L. Chr. i en udførlig Beretning paa Dansk, trykt S. 69-92.

Side 29:

Delinkventernes Hovedmænd: Den mest kompromitterede var Bartholomæus Mikkelsen. Se om denne Oplysningerne S. 347 ff. - at hendes Mand varen Undersaat osv.: Se S. 84 ff. - som der var Svenskere, der havde andet Steds: I sit Forsvarsskrift fra Maj-Juni 1659 nævner Ulfeldt i denne Sammenhæng svenske adelige, der havde Godser i Danmark og Tyskland uden at være de paagældende Fyrsters Vasaller.

Side 30:

ingen Dom: Dette er urigtigt. Kommissorialretten dømte 23. Dec. 1659 Ulfeldt fra Liv og Gods for Højforræderi mod den svenske Konge. L. Chr., der selv synes 27. Okt. at være stævnet som anklaget, kendtes »for sine ubetænksomme Komportementer« med at søge om Pas fra Kongen af Danmark og sin mundtlige og skriftlige Forbindelse med Bartholomæus 327 Mikkelsen (se herom S. 347 f.) m. m. »skyldig at være udi Hs. kgl. Majestæts Unaade«. Retten vilde dog ikke forkynde Dommen for Ulfeldt, før han var blevet rask, og det er muligt, at L. Chr. ikke er blevet bekendt med dens Indhold. Sandsynligvis var det Karl Gustavs Agt at formilde Dommen stærkt eller helt at benaade Ægteparret. Intet i denne Retning var imidlertid sket, da han 13. Febr. 1660 under et Ophold i Göteborg afgik ved Døden. -Freden: Freden i København 27. Maj 1660. Efter Freden - der lod Artikel 24 i Roskildefreden om Ulfeldt og L. Chr. forblive retsgyldig - besluttede den svenske Regering efter Forbøn af Hannibal Sehested, L. Chr.s Svoger, der i Juni-Juli i Stockholm forhandlede om Bornholms Genafstaaelse til den danske Konge, og af Vestmagtsgesandterne 7. Juli 1660 at bevilge Ulf eldt Tilgivelse og Naade og Løsladelse af Fængslet mod, at han underskrev et Kautionsbrev om intet at foretage sig mod Kongen og Rigets Velfærd. - Flugten til København: Om Motivet til denne fortalte Ulfeldt selv i et Brev til den svenske Rigsadmiral Karl Gustav Wrangel af 25. Sept. 1662, at man efter Fredsslutningen behandlede ham og hans Hustru med større Haardhed end før, og at den franske Gesandt Hugues de Terlon (der synes at være den »Ven«, til hvem L. Chr. sigter) lod dem vide, at det var besluttet i det svenske Regeringsraad om faa Dage at lade dem føre med Skib til Finland; Terlon nævnte ogsaa det Sted, hvor de skulde anbringes i livsvarigt Fængsel, og det Skib, som laa rede til at overføre dem. Den engelske Gesandt Algernon Sidney gav dem heller ikke i sine Breve meget Haab. Alt dette fik dem, som det synes, til at mistyde Hannibal Sehesteds mere trøsterige Breve. L. Chr. karakteriserede i en Skrivelse af 7. Nov. 1694 ikke helt retfærdigt disse som indeholdende »halve Ord af dobbelt Udtydning, som aleneste til et Ophold kunde anses«. Ogsaa her nævner hun Advarselen fra »en fornem Ven«, men siger, at Skibet skulde føre hende og hendes Mand til livsvarigt Fængsel i Orebro. Faa Dage efter kom et Orlogsskib til Malmøs Rhed, hvis Kaptajn udtalte, at »hans Ladning skulde bestaa i faa Personer«. Flugten fandt Sted, før Meddelelsen om den svenske Benaadningsbeslutning af 7. Juli var kommet Ægteparret i Hænde. Ulfeldt flygtede - 16. Juli, efter L. Chr.s Datoangivelse 1694 - forklædt som Præst til København, hvor han synes at være taget ind hos Birgitte og Franz Speckhan (se ovenfor S. 314) og 19. Juli tilskrev Frederik III. et Brev, hvori han tilbød ham sin Tjeneste. Baade af politiske og andre Grunde ønskede Kongen dog ikke i Øjeblikket at forhandle med sin 328 tidligere oprørske Undersaat. 25. Juli, da han var blevet kendt med den svenske Regerings Beslutning af 7. Juli og havde Grund til at formode, at den næppe vilde kræve Flygtningene udleveret, lod han to Oberster med 50 Ryttere og nogle Musketerer anholde Ulfeldt og L. Chr. - der synes (i Forklædning) at være kommet til København 23. eller 24. Juli - i deres Logis og føre dem fil Toldboden, hvorfra et Skib førte dem til Kongens Arveø Bornholm. 27. eller 28. Juli ankom de til Rønne.

Side 31:

en Mand i Hamburg: Sikkert den Tjener, som delte L. Chr.s og Ulfeldts Fangenskab paa Hammershus, Vestjyden Peter Pflügge, der siden tog Ophold i Hamburg. - skriver vor Hustru osv.: Brevet til Kongen, dat. Rønne 28. Juli 1660, skrevet af L. Chr. og underskrevet af Ulfeldt, findes nu i Rigsarkivet. Ulfeldt erklærer sig her for uskyldig og lover at tage Ophold i Udlandet, hvis Kongen ikke vil bruge ham i sin Tjeneste. - Oberst Rantzau: Oberst Ditlev Rantzau kommanderede sammen med Oberst Mogens Ottesen Kruse den Troppestyrke, som arresterede Ægteparret i København og ledsagede det til Bornholm. - Fuchs (Fos): Adolph Fuchs var vistnok Flamlænder og hed sandsynligvis oprindelig Vos. Han optræder 1645 som Fændrik ved Infanteriet i Holsten, 1652 som Oberstløjtnant, blev 1658 Generalmajor, havde 1658-59 Kommandoen over Garnisonen paa Christianshavn, var Juli 1659-Dec. 1661 Guvernør (Lensmand) og Kommandant paa Bornholm, 1662 Guvernør over Nyborg Fæstning og Amtmand over Nyborg Amt. L. Chr.s yngste Søn Christian Ulfeldt kalder ham »en Bonde, en Skrædder af Haandtering«. Den Karakteristik, han har givet af sig selv i sine Rapporter til Kongen fra Bornholm, stemmer ganske godt med L. Chr.s Billede af ham. Nævnes kan t. Eks., at han i en Indberetning af 30. Juli 1660 foreslaar Kongen at lade Ulfeldt gennempiske to eller tre Gange om Dagen for at kurere hans »Kolik« og »banke Penge« ud af ham. - Hammershus Slot: Fangerne blev indsat i »Rustkammeret i Taarnet« - vistnok i 5. Etage i det saakaldte »Manteltaam« i det inderste Bygningskompleks - hvor der ogsaa anbragtes en Seng til deres Tjener. Døren var indrettet til at lukkes udvendig og forsynet med et Hul til at se igennem. Udenfor placeredes to Skildvagter, og der var desuden en Vagt paa en Sergent, en Korporal og nogle menige. En Tid var der ogsaa om Natten Skildvagt inden for Døren for at holde Øje med Fangerne og passe paa Lyset. I den første Tid tillodes det dem at trække frisk Luft paa Taarnets Loft. 329 - I »Jammers-Minde« fortæller L. Chr., at hun om sit og sin Mands Fangeliv paa Hammershus havde forfattet »en fuldkommen Beskrivning« (se S. 98), som hun formodede var i hendes Børns Eje. Det fremgaar af Selvbiografien (Se S. 37), at hun nedskrev denne Beretning eller Grundlaget for den under selve Fangenskabet. Den synes nu at være gaaet tabt, men en Række Episoder af Fangenskabets Historie belyses ret udførligt gennem Indberetninger fra Generalmajor Fuchs til Kongen og Rentemester Gabel, de i Okt. 1661 over Ægteparret og andre afholdte Forhør og Ulfeldts utrykte, 1663 i Basel udarbejdede Forsvarsskrift (»Apologi«). Bemærkelsesværdigt er det, som paapeget af Birket-Smith, at L. Chr. i Selvbiografien skildrer de Afsnit af sit Liv mest udførligt og mest korrekt, hvorom hun samtidig med eller ikke længe efter Begivenhederne har nedskrevet Beretninger (Rejsen til Danmark 1656, Forhøret i Malmø 17. Dec. 1659, det bornholmske Fangenskab). Se om Fangenskabet i øvrigt Birket-Smith II, S. l-96. -en sand Dina: L. Chr. mener: en Kvinde af Dina Vinhofvers' Type. Hun hed Cathrine og var gift med Vagtmester Hans Mejer. Fuchs siger om hende i sin Rapport til Kongen af 30. Juli 1660, at hun var et »forslagent Fruentimmer, men dog kunde se saa enfoldig ud, som om hun ikke kunde tælle til fem«. Hendes Forhandlinger med L. Chr. og Fuchs' Beslaglæggelse af Skrinet, der fandt Sted faa Dage efter Fangernes Ankomst til Hammershus, belyses ved flere Kildevidnesbyrd, bl. a. Fuchs' lige nævnte Rapport og de over Cathrine og hendes Mand og Ulfeldt og hans Hustru 4-6. Okt. 1661 afholdte Forhør. Sml. Birket-Smith II, 8-10. - Majoren: Major ved Bornholms Garnison Otto Krantz. - en lang Diskurs osv.: L. Chr.s Forsøg paa at bestikke Fuchs og hans Frue, Maria Jeanne (Jenne) Roetcaes, skildres bl. a. i Fuchs' Breve til Kongen og Gabel af 4. Marts og 10. April 1661 og L. Chr.s og Ulfeldts Besvarelser af de Spørgsmaal, der stilledes til dem ved Forhør 5. og 6. Okt. 1661. Sml. Birket-Smith II, S. 10-19. Fuchs angav som Motiver, at han vilde skaffe at vide, hvilke Venner Ægteparret havde i København, og faa fat paa det omtalte Vekselbrev (paa Amsterdam) paa 40.000 Rdl., men hans Optræden synes ret tvetydig. L. Chr. siger i Forhøret 5. Okt, at Fuchs havde gjort hende mange »Tilbud og Tilskyndelser«, før hun bragte Sagen paa Bane i en Samtale med hans Frue.

Side 32:

Hannibal: L. Chr.s Svoger Hannibal Sehested, som efter Arveregeringens Indførelse i Okt. 1660 blev Rigsskatmester. 330 - sit Svar: Der omtales i Brev fra Fuchs til Gabel af 4. Marts 1661 et Klageskrift (»Verantwortungsschrift«), som Ulfeldt havde udsendt, og Hvori han skarpt angreb Guvernørens Adfærd med det opbrudte Skrin. Det nævnes ogsaa, at Fangerne fik smuglet Breve baade til Hamburg og England. - Fos...banderog stormer osv.: Det omtalte Sammenstød med Fuchs synes, skønt L. Chr. henlægger det til før Jul 1660, at være identisk med det, som fandt Sted 2. Marts 1661, og som er skildret bl. a. i Fuchs' Breve til Kongen og Gabel af 4. Marts 1661 og i Ulfeldts Svar ved Forhør 5. Okt. og Fuchs' Modbemærkninger hertil 31. Okt. 1661. Foranledningen var Ulfeldts stærke Fordømmelse af Fuchs' Aabning af Skrinet over for Landsdommer Peder Olufsen Hassel og Major Krantz, hvem Fuchs havde sendt til ham for at meddele en kongelig Kundgørelse om, at Skiftet efter Kirsten Munk nu skulde holdes, og at han derfor egenhændigt maatte anmelde sine Fordringer i Boet ud over sin lovlige Arvepart. Sml. Birket-Smith II, S. 21-26. L. Chr.s Fortælling om Fuchs' Udfordring og det Svar, hun gav, idet hun trak Haarnaalen ud, genfindes i et senere Brev fra hendes Søn Christian Ulfeldt; Major Krantz udtalte i Forhør i Okt. 1661, at Ulfeldt ved en Ytring fik Fuchs til at slaa paa Kaarden. Ulfeldt skildres i øvrigt ved denne Tid af Fuchs som meget forstyrret; han kaldte sig bl. a. Fyrste. Samtidig beskæftigede han sig med Billedskæren.

Side 34:

Da Maanen var dem gunstig: Flugtforsøget fandt Sted 13.-14. Marts 1661 - ikke, som L. Chr. ved en Fejlhuskning skriver, i April. Det skildres udførligt i en Indberetning fra Fuchs til Kongen af 22. Marts 1661, hvortil føjer sig L. Chr.s, Ulfeldts og andres Udtalelser ved Forhør i Okt. 1661. Sml. Birket-Smith II, S. 28-45. Ulfeldt havde med en Egetræspind udboret Muren under Jernstængerne i et af Vinduerne, saa at de let kunde fjernes. Flugten fandt Sted Kl. 10 Aften. Der var lavet et Nedfiringsapparat med et Bræt eller en Hejsestol til at sidde paa og Snore løbende i Skurer i Vindueskarmen, der var indsmurt i Lysetælle. Fuchs omtaler med Undren L. Chr.s Dristighed under den farefulde Nedstigning ad Klippen, som han kun ved at forklare med, at Djævelen stod hende bi. Tjeneren fortæller i Forhøret over ham 5. Okt. 1661, at de kom ned »ved Blommetaarnet« (»bei dem Bluhmthurm«). Derfra naaede de ned i Mølledalen 60 m under Slottet. Ved den Støj, de lavede ved at bryde igennem et Gærde, vaagnede, fortæller Fuchs i den nævnte Indberetning, en i Nærheden boende Kromand, som troede, at det var Tyve, der 331 vilde bryde ind i hans Svinehus. Det var nu ved at gry, og en stærk Taage skjulte Genstandenes Omrids. Kromanden og hans Kone blev helt betænkelige ved at se »de ubekendte underlige Postyrer«. »Thi Grevinden var behængt med al Slags Dingeldangel af Snore, Lagener og Sejl, og de Pløkke og Træstykker, som var bundne dertil, og som de vilde have til deres Sejlads, raslede mod hverandre; dertil havde hun den forpinte Greve, som ikke kunde gaa alene, paa Halsen. Tjeneren krøb ogsaa af Sted noget hinkende og krumbøjet paa Grund af hans Fald og med en stor Byldt paa Ryggen, og ovenpaa Bylten var der bundet to krumme Træstykker, hvoraf de vilde betjene sig ved deres Sejlads. Disse Træstykker forestillede ikke daarligt et Par Horn ...« Krofolkene troede, de saa Spøgelser, løb ind i Huset igen og smækkede Døren i efter sig. Senere naaede Flygtningene frem til Sandvig, hvor L. Chr. forgæves søgte at leje en Baad af Fiskerne. En af Førerne for Strandvagten forlangte, at hun og hendes Ledsagere skulde følge med til Major Otto Krantz, der laa med en Afdeling Soldater i Sandvig. Kort efter kom Krantz selv til Stede og førte dem med til sin Bolig, efter sit og Fuchs' Udsagn lige i Tide til at redde Ulfeldt fra den ophidsede Almue, som gav ham Skylden for Roskildefreden, hvorved Bornholm afstodes til Sverige.

Side 37:

lod gøre et andet Rum færdigt: Fuchs fortæller, hvad der til Dels bekræftedes i Forhørene i Okt., at han i det af Fangerne forladte Værelse midt paa Gulvet i Halmen fandt et brændende Lys, næsten nedbrændt i Stagen, nogle utændte Lys og Lysestumper i Tjenerens Seng og en Del Træstykker, besmurte med Tælle. Paa Grundlag heraf beskyldte han dem - sikkert uberettiget - i sit Brev til Kongen af 22. Marts for at have villet stikke Ild paa Slottet. Han fandt ogsaa en Kat med tilbundet Mund og en Narrehætte paa Hovedet.

Side 38:

Befaling fra Hoffet: Ved kgl. Ordre af 4. April 1661 befaledes det Fuchs straks at skille Ulfeldt og L. Chr. fra hinanden og hensætte dem hver for sig i et »Logement à part«. Fuchs lod saa indrette tre Rum oven over hinanden, vistnok i »Manteltaarnet«, det øverste til L. Chr., det midterste til Ulfeldt og det nederste til Tjeneren. I Følge Ulfeldts »Apologi« lod han anbringe Trækasser uden for Vinduerne for at hindre Fangerne i at se og tale med hinanden. - udstaffere to Fængsler med Jern: Fuchs anslog i en Skrivelse til Kongen af 25. Juni det Jern, som var anvendt til Fængslernes Udstyrelse, til over 20 Skippund (3200 kg).

332

Side 39:

Bolt: Den nævnte Kaptajn Herman Bolt beretter i en Forklaring, han 1. Nov. 1661 afgav, om en lignende Scene mellem Fuchs og Ægteparret som den oven for skildrede. Fuchs beskyldte ved denne Lejlighed Fangerne for at have villet slaa ham ihjel med de Knipler, de førte med sig under Flugtforsøget, og udtalte bl. a.: »I har villet slaa Hjernen ind paa mig, men jeg skal endnu indsalte Eders Hjerner!« - Adskillelse: Adskillelsen fandt Sted 15. Juni 1661, tre Maaneder efter Flugtforsøget. »Deres Skilsmisse var«, skrev Fuchs 25. Juni til Kongen, »noget pitoyabel [ynkværdig] at se paa, thi de græd heftigt paa begge Sider«. Han tilføjer, at Ulfeldt snart kom i godt Humør, men at L. Chr. »holder sig ganske stille og siger sjældent et Ord«. Det bør anføres, at Fuchs bad Kongen om, at Ægteparret maatte være sammen nogle Timer daglig eller i alt Fald spise til Middag sammen, hvad der dog ikke blev bevilget. Om deres Kaar i de sidste Maaneder af Fangenskabet se i øvrigt Birket-Smith II, S. 52 ff.

Side 40:

Grev Rantzau: Se nedenfor. - Jacob Petersen: (1622-1704), en Rendsborger, som 1655-64 var kongelig Kammertjener og i høj Gunst hos Dronningen, hvad der gav ham ikke ringe Indflydelse. Han var en driftig Forretningsmand og erhvervede betydelige Ejendomme, men hans voksende Modsætningsforhold til Kongens Favorit Christoffer Gabel tvang ham 1664 til at forlade Landet, hvorefter han dømtes ære- og fredløs. Han svang sig imidlertid op i det fremmede, blev Dronning Sophie Amalies Brødre, de braunschweig-lüneburgske Hertugers Generalkommissær og Resident i Haag, erhvervede flere Godser og fik 1676 Patent som Rigsbaron under Navnet »von Petersen«. -hendes Børn udjagne fra Skaane: Den svenske Regering befalede, efter at L. Chr. og Ulfeldt var sat i Fængsel paa Bornholm, deres i Malmø efterladte Børn straks at forlade Sverige; senere fastsattes 1. Aug. 1661 som yderste Frist for deres Afrejse. - Grev Rantzau: Rigsgrev Christian Rantzau til Breitenburg (1614-63), Statholder i den kgl Del af Hertugdømmerne og fra Aug. 1661 Frederik III.s Førsteminister og »Overstatholder«, opholdt sig paa Bornholm fra 15. Sept. til Slutningen af Nov. 1661. Hans Hverv var paa Kongens Vegne at modtage Troskabsed af Øens Indbyggere, undersøge Klager over Fuchs' Forvaltning og forhandle med Ulfeldtparret om en Overenskomst med Kongen. Om disse Forhandlinger og de Regeringsovervejeiser, der gik forud, henvises til Birket-Smith II, S. 55-80. En af Rantzaus Ledsagere, hans Raad og Hofmester Otto v. Qualen fandt 333 i L. Chr.s Værelse paa Væggen bag et Tæppe, som skulte hendes Toiletsager, et Digt, skrevet med »Rødsten og Blyant«. Digtet -der begynder: »Kom Herre, kom! - jeg er ensom, - maa sukke højt og klage« (Mel.: »Du Herre Krist«), og som Rantzau i Afskrift sendte Kongen - indeholder en Bøn til Gud om at bryde hendes Fængsels Baand og atter forene hende med Mand og Børn. Det er trykt bl. a. i M. K. Zahrtmann: Borringholmerens Historiebog, 3. og 4. Bog, 1935, S. 23.

Side 41:

sin Broders Hustru: Kong Karl II. af Englands Broder, Hertug Jakob af York, den senere Kong Jakob II., havde 3. Sept. 1660 ægtet Anna Hyde, Datter af Lordkansler Edward Hyde, fra April 1661 Earl of Clarendon. Hendes Døtre var Dronningerne Marie og Anna. - Affæren med Dina: Se S. 318. - sluttet alt med hendes Mand osv.: Ulfeldt underskrev efter en Del Modstand, som Rantzau skal have brudt bl. a. ved at true ham og hans Hustru med Henrettelse, 27. Okt. 1661 en saakaldt »Deprekation« (Bøn om Tilgivelse). Han tilstod i dette Dokument sine Forseelser, lovede aldrig at foretage sig noget til Kongens, Kongehusets og Rigets Skade mod Tilladelse til at bo paa Fyn eller i Udlandet, aldrig uden Kongens Tilladelse at komme til Sjælland eller, hvor Hoffet ellers ophodt sig, eller drage til Udlandet og søge Tjeneste der, at give sit Minde til Afskaffelsen af L. Chr.s og hendes Børns Titel af Grevinder og Grever af Slesvig og Holsten og at afstaa det ham og hende tilhørende Løsøre, der var kommet i Kongens Besiddelse, samt deres Godser paa Sjælland (Saltø, Bavelse og Lellinge). Ved et andet Dokument af samme Dato gav han Afkald paa en Obligation paa 63.000 RdL, som Kongen efter Roskildefreden havde udstedt til ham som Erstatning for Beslaglæggelsen af hans Godser. Under Forhandlingerne lovede Ulfeldt ogsaa, at L. Chr. ikke skulde kalde sig Kongens Søster.

Side 42:

de Klager, de havde mod Fos osv.: Der blev 4.-6. Okt. og 29. Okt.-2. Nov. 1661 optaget Forhør over Fangernes Forhold til Fuchs og deres Flugtforsøg. For Fuchs' Vedkommende førte Undersøgelsen af hans Forvaltning til, at han fik sin Afsked, men han blev dog Aaret efter Guvernør og Amtmand i Nyborg. - Oberstløjtnant Lütkens: Oberstløjtnant Detlev Lütkens fungerede som Kommandant paa Hammershus, til den ny Guvernør, Oberst Hans Schrøder i Marts 1662 kom til Bornholm. - Den omtalte Jagt medførte en kongelig Ordre til Lütkens af 7. Dec. om, at han skulde forelægge Ulfeldt 334 og L. Chr. et Udkast til et Underkastelsesdokument (en »Revers«), som de skulde afskrive og undertegne i tre Eksemplarer. Heri maatte Fangerne ud over, hvad de tidligere var gaaet ind paa, forpligte sig til at give Afkald paa de Rettigheder, de havde erhvervet ved Roskildefreden, til, at de og deres Børn skulde opgive enhver Tanke om at drage Fuchs til Ansvar eller hævne sig paa nogen, som de mente, havde Skyld i deres Fangenskab eller havde tjent dem under dette, samt til at afstaa endnu forskellige Jordejendomme, Klenodier og Penge - bl. a. Indholdet af det af Fuchs beslaglagte Skrin. Efter stærk Modstand fra Ulfeldts Side fandt Underskrivelsen Sted 14. Dec. 1661. Ulfeldt fortæller i sin »Apologi«, at han fik Lütkens´ Tilladelse til før Underskrivelsen gennem Vinduet at høre sin Hustrus Mening. Han kaldte paa hende og raabte med høj Stemme disse Ord, som han selv gengiver paa Fransk: »Frue, finder I godt og nødvendigt, at vi vedbliver at henslæbe vort Liv i den Elendighed, som omgiver os, eller skal vi afslutte vor Tragedie med den Død, hvormed man truer os?« L. Chr. svarede med tre latinske Verslinier, delvis hentede fra den romerske Digter Martialis' Epigrammer:

»Let det i Modgang er med Haan at paakalde Døden.
Større Kraft har dog den, som evner at leve i Elend.
- Ske kan i stakket Stund, hvad ej Aaringer lange gav Haab om.« -

Gabels Jagt: Holsteneren Christoffer Gabel (1617-73) var fra 1639 Hertug, senere Kong Frederik III.s Kammerskriver. Han blev Kongens mest fortrolige Yndling, udnævntes 1660 til Rentemester og 1664, samtidig med, at han ophøjedes i Adelsstand, til Statholder i København. Han stod Rantzau nær og besad Hovedindflydelsen blandt Kongens Ministre i Frederik III.s senere Aar. - kom til København: Ankomsten til København synes at være sket 20. Dec. under alle mulige Sikkerhedsforanstaltninger fra Kongens Side. Grev Rantzau og Rentemester Gabel modtog Fangerne og førte dem i Vogn til Rantzaus Gaard i Kannikestræde, som holdtes under Bevogtning af de Soldater, der havde ledsaget dem fra Rønne. 21. Dec. maatte de underskrive en ny »Revers«, som dog ikke afveg væsentlig fra den af 14. Dec. Aarsagen var Kongens Ønske om at give det Udseende af, at Underkastelsesdokumentet var underskrevet efter Fangernes Frigivelse; det siger, at de er »arriveret udi København udi deres Frihed«. Samme Dag sendte Ulfeldt Kongen et fransk Brev, hvori han i ydmyge 335 Vendinger gav Udtryk for sin Taknemlighed og lovede tro Tjeneste. Den 22. eller 23. aflagde han, dog først efter en Del Indvendinger, knælende Troskabsed i Rantzaus, Gabels og Feltherre Hans Schacks Nærværelse og af- og underskrev Edsformularen. 26. Dec. udstedte han Skøde til Kongen paa sin ved Reversen afstaaede Gaard i København. At Dronning Sophie Amalie tog sig Frigivelsen nær, siges ogsaa af den svenske Resident Duvall. »Man vil sige«, skriver Duvall i samme Brev (dat. Helsingør 31. Dec. 1661), »at Grev Rantzau og Gabel, der har bidraget meget til Ulfeldts Befrielse, ikke skal have gjort dette uden en stor Foræring«. For Gabels Vedkommende stadfæster L. Chr. dette i »Jammers-Minde« (S. 235). 26. Dec. sendte Ulfeldt Kongen - for at vise sine store Evner - et temmeligt fantastisk Projekt til Opbrænding af en fjendtlig Flaade i en Havn uden Risiko for Angriberens egne Skibe. Det lykkedes ham dog ikke at faa Kongen i Tale, og 27. Dec. afrejste Ægteparret til Ellensborg (nu Holckenhavn) ved Nyborg, der var tilfaldet L. Chr. ved Arveskiftet efter hendes Moder, og som hun havde faaet Lov til at beholde tillige med Øen Turø. Her sluttede snart de fleste af Børnene sig til Forældrene.

Side 43:

Forlov at rejse osv.: Ulfeldt, som nu, hærget af Sygdom og Skuffelser, var mere eller mindre sindssyg, fandt sig ikke længe i det stille Liv paa Ellensborg. Han tumlede med Planer om atter at gøre sit Geni gældende i Statslivet og faa Oprejsning og Hævn for alle Ydmygelser. I Maj 1662 opnaaede han gennem Rantzau, Gabel og Rigsadmiral Henrik Bielke Kongens Tilladelse til for sit Helbreds Skyld at foretage en Rejse til Udlandet for at bruge Bade. Rejsens Varighedsfrist synes, som L. Chr. skriver, at have været 18 Maaneder. Hvilket Badested der var Tale om, opgives forskelligt. L. Chr. skriver Frankrig. I et Brev fra Frederik III. til Kurfyrsten af Brandenburg fra 1663 nævnes Provence. I Selvbiografiens Skildring af det første Forhør over L. Chr. i Blaataarn (udeladt i denne Udgave) fortæller L. Chr., at hun svarede Kansler Peter Reetz paa Spørgsmaalet om, »hvad hendes Mand havde gjort i Frankrig paa den sidste Rejse«, at »hendes Mand var rejst til Frankrig for at bruge Badene i ... (qve son mary étoit allé en France pour prendre les eaux de ...)«, idet Stedet i de bevarede Afskrifter staar in blanco. Den franske Bearbejdelse af Selvbiografien udfylder: »[les eaux de] Bourbon«, hvorved vel snarest maa tænkes paa Bourbon l'Archambault i Bourbonnais (nuv. Departement Allier), hvis varme Bade nød Ry i 17. Aarh. »Jammers-Minde« har i sit Referat af Forhøret kun »der i Landene« (S. 114). 336 Duvall siger i et Brev af 12. April 1662, at Ulfeldt har faaet Tilladelse til en gøre en Rejse til »Surbrøndene i Tyskland«, senere fortællende Kilder af tvivlsom Paalidelighed har Spa i det daværende Bispedømme Liège eller den tyske Rigsstad Aachen. Alt tyder dog paa, at Tilladelsen udtrykkeligt eller stiltiende har gjaldt et fransk Badested. Ægteparret afrejste fra Ellensborg i Slutningen af Juni, men allerede forinden havde Ulfeldt ladet Kong Ludvig XIV. af Frankrig vide, at han havde noget at meddele ham til Bedste for hans Tjeneste. Efter Opholdet i Amsterdam - hvor Ulfeldt havde den nedenfor nævnte Sammenkomst med Daniel Stephani, og hvor L. Chr. efter Ole Borchs Rejsedagbog 25. Juli sammen med sine Sønner og en Datter overværede Opførelsen af en Tragedie om sin Fætter Karl I. af England - og i Brugge rejste Ægteparret vistnok i Slutningen af Sept. til Paris, hvor det opholdt sig tre Uger. Ulfeldt deltog her meget i Selskabslivet, omgikkes flere franske Ministre, havde to Gange Audiens hos Ludvig XIV. og fremsatte flere Projekter, som efter hans Mening vilde være til største Nytte for Frankrigs Handel og Finanser, men hvis Udførelse i alt Fald for nogles Vedkommende vilde være til Skade for Danmark-Norge. Han søgte ogsaa ved sine Udtalelser at skade sin Svoger Rigsskatmester Hannibal Sehested, som paa den Tid var paa en vigtig Sendefærd i den franske Hovedstad. Fra fransk Side skænkede man ham dog ikke større Opmærksomhed og - skriver Sehested - »udlo« hans Projekter. - en Rejse til England: Ulfeldt havde under sit Ophold i Holland 1649 laant den unge landflygtige Kong Karl II. af England 13.700 Rdl., og L. Chr. havde laant ham 11 Diamantringe til en samlet Værdi af 5000 Rdl. Karl II. havde efter Republikkens Fald i Maj 1660 besteget sine Fædres Trone, men var, som L. Chr. skriver, en daarlig Betaler, bl. a. fordi Parlamentet bevilgede ham saa knappe Midler til Regeringens Førelse. - sin ældste Søn: Christian Ulfeldt havde i Sommeren 1661 opholdt sig i London, hvor han i Følge den danske Resident Petkum havde vundet Karl II.s Yndest. - Rencontre med Fos: Efter Ulfeldts og L. Chr.s Tilbagekomst fra Paris til Brugge fik deres ældste Søn Christian Ulfeldt 6. Nov. 1662 Nys om, at Forældrenes Plageaand fra Hammershus Generalmajor Adolph Fuchs var kommet til Byen med sin Hustru. Han fulgte, ledsaget af Tjeneren Peter Pflügge, der havde delt Hammershusfangenskabet, efter Fuchs' Vogn og stak, da Vognen holdt ved Borgmester Leernouts Port, Generalmajoren ihjel med en Dolk. Den unge Drabsmand undkom ved sine Venners Hjælp 337 fra Byen og udsendte kort efter en Skrivelse, hvori han redegjorde for sine Motiver og bestemt hævdede, at han havde handlet efter egen Tilskyndelse og uden i Forvejen at have røbet sit Forsæt for sine Forældre. At dette er rigtigt, bekræftes af et Brev, han nogen Tid efter skrev til Moderen, men Brevet viser ogsaa, at han mente at handle i hendes Aand. Ulfeldt og L. Chr. fralagde sig i Breve til Frederik III., Chr. Rantzau, Gabel og Henrik Bielke Andel i Drabet, men Kongen var stærkt ophidset og søgte at £aa Christian Ulfeldt paagrebet. Den unge Mand søgte Tilflugt i Rom, hvor han bl. a. fandt en Beskytterinde i Exdronning Christina af Sverige; han døde her, vistnok sindssyg, som katolsk Kannik 1688. - vel tilfreds og fuld af Latter: Ulfeldt havde paa det Tidspunkt tilbudt Kurfyrsten af Brandenburg at hjælpe ham paa Danmarks Trone. I Juli 1662 havde han i Amsterdam truffet Daniel Stephani, som var Informator for Kurfyrst Frederik Wilhelms ældste Søn, og haft to Samtaler med ham, hvori han lod ham vide, at han (Ulfeldt) havde højvigtige Sager at forhandle med Kurfyrsten om og senere vilde gøre ham sin Opvartning. Ved den sidste af disse Samtaler var L. Chr. i Følge Stephani til Stede. I Dec. s. A. modtog Ulfeldt derefter i Brugge Besøg af Generalmajor Alexander v. Spaen, som Kurfyrsten sendte til ham som Følge af hans Udtalelser til Stephani. I Samtalen med v. Spaen fortalte Ulfeldt, efter at have taget ham i Ed paa intet at røbe for andre end Kurfyrsten, at hele Gejstligheden og Adelen i Danmark og Størstedelen af den øvrige Befolkning var saa utilfreds med Frederik III., at man havde anmodet ham (Ulfeldt) om at lede en Opstand, der skulde støde Kongen fra Tronen. Havde Kurfyrsten Lyst til Danmarks Krone, haabede Ulfeldt at kunne skaffe ham den. v. Spaen sendte en Indberetning om Samtalen til Kurfyrsten og aflagde kort efter mundtlig Rapport i Königsberg. Gennem Flensborgamtmanden Ditlev Ahlefeldt, der i April 1663 efter Anmodning til det danske Hof sendtes til Königsberg, meddelte Kurfyrsten den danske Konge Ulfeldts Udtalelser; og han sendte tillige en Kopi af v. Spaens Indberetning til København, hvor Kongen og hans Ministre i Maj fik fuld Oplysning om Sagen, der vakte en panikagtig Bestyrtelse, bl. a. fordi man satte den i Forbindelse med Rygter om samtidige svenske Rustninger. Paa denne Baggrund fandt L. Chr.s Rejse til London Sted. Mens hun var i England, opsøgte v. Spaen efter Frederik III.s Ønske i Juli paany Ulfeldt i Brugge for at sondere ham nærmere. Ulfeldt, der i Foraaret havde været stærkt optaget af at bombardere Ludvig 338 XIV. med ny Projekter, syntes ved denne Lejlighed noget mere reserveret, men gav dog en Række Oplysninger om Forhold og Personer i Danmark. Bl. a. meddelte han, at otte af de fornemste danske Adelsmænd for ikke længe siden havde henvendt sig til Venner af hans Hustru og begæret, at han vilde komme hjem og overlægge med dem, hvorledes de skulde befri sig for Frederik III.s Aag. Han tilbød, hvis Kurfyrsten ønskede det, at komme til Berlin for at drøfte Sagen. 24. Juli 1663 dømte Højesteret ham som skyldig i højeste Grad af Majestætsforbrydelse til at have Liv, Adelskab og Ejendom forbrudt. - Under Forhørene i Blaataarn nægtede L. Chr. at kende noget til, at hendes Mand havde indladt sig i landsforræderiske Forhandlinger med Brandenburg (S. 124 f., 132 ff.), og hun gentog Benægtelsen i »Jammers-Minde«s Fortale til hendes Børn (S. 96 f.). Hvor meget hendes forstyrrede Mand har røbet for hende af Indholdet af Samtalerne med v. Spaen, under hvilke hun ikke var til Stede, vides ikke. At den højt begavede Kvinde intet som helst skulde have anet derom, er dog lidet troligt, og hun havde, da Ulfeld i 1650erne gik Sveriges Ærinde, og siden under Malmøprocessen stillet sig fuldt ved hans Side. En Sag for sig er, at hun havde Grund til, hvis hun kendte Ulfeldts Udtalelser til Brandenburgeren, at tillægge dem liden Betydning for Begivenhedernes Udvikling. Hvorledes hendes Stemning var i Foraaret 1663, fremgaar af et Brev til Dr. Otto Sperling d. æ., dat. Brugge 27. April 1663. Hun skriver her: »Dersom os er endnu længere Liv forelagt, da tror jeg, at Lykken os endnu noget balotterer [d. e. tildeler]. Det er Sagen, som store dybe Tanker foraarsager, derfor vil jeg bryde det der af og slutte med Guds Velsignelse, som jeg ønsker Eder og min lille [d. e. hendes yngste Søn Leo], og glæder mig, at han holder sig saa vel og lystig. Kan jeg ikke hævne mig, saa kan han maaske gøre det en Dag; var jeg endda vis paa det, saa vilde jeg dø med et content [d. e. tilfreds] Hjerte, naar det skal være ...«

Side 44:

den 24. Maj 1663: Datoen for Afrejsen til England sætter L. Chr. i Alterklæderandnoterne fra 1686 (se S. 300) til 13. Maj 1663. Gaar man ud fra, at hun paa dette Sted i Selvbiografien anvender den i Flandern da brugelige gregorianske Tidsregning, der i 17. Aarh. var 10 Dage foran den i Danmark (og England) brugte julianske, bliver Forskellen imidlertid kun én Dag. - den Herremand: Kaptajn Jan Marcus Cassetta fra Brugge, der senere gav L. Chr.s Døtre Ly i sit Hus dér. -Kongen ... lovede osv.: Karl II. overdrog Undersøgelsen 339 af L. Chr.s Gældsfordring, om hvilken han næppe har haft en meget tydelig Erindring, til Statssekretær Sir Henry Bennet, 1663 Baron, senere Earl af Arlington. Denne satte sig i Forhindelse med den danske Konges Resident i London, den hollandskfødte Simon de Petkum (1668-70 Præsident for det første danske Kommercekollegium). Petkum gjorde med Urette gældende, at de Laan, Ulfeldt i 1649 havde ydet Karl, alle stammede fra den danske Konges, ikke fra Rigshofmesterens egen Kasse. Han lod sig dog, skrev L. Chr. 30. Juni fra London til Bennet, overbevise af de Bevisligheder, hun forelagde ham. Ved denne Tid modtog imidlertid Petkum fra Frederik III. Breve af 20. Juni, ledsaget af en kongelig Haandskrivelse til Karl IL, der gav Meddelelser om Ulfeldts højforræderiske Forhandlinger med v. Spaen og befalede Residenten at forlange Ulfeldt og L. Chr. udleveret, saafremt de befandt sig paa engelsk Grund. - afrejser fra London: 7 . Juli rejste L. Chr. over Gravesend til Dover for at vende tilbage til Brugge. Naar hun i Selvbiografien siger, at det var efter hendes Mands gentagne Opfordringer, udelukker dette næppe, at hun kan have hørt Rygter om Frederik III.s Henvendelse til den engelske Konge. Bevislighederne for Gældsfordringen overgav hun efter Bennets Raad til Londonadvokaten Mowbray. - en Ordre fra Kongen af England: 8. Juli udvirkede Petkum en Ordre til Kommandanten paa Dover Castle Kaptajn Strode om at tilbageholde L. Chr. sammen med hendes Mand, hvis han fandtes hos hende, og deres Tjenere, holde hende i strengt Fangenskab (a close prisoner) og sikre sig alle hendes Papirer. Thomas Parnell, som overbragte Ordren, instrueredes om at bistaa ved dens Udførelse; L. Chr. skulde indbydes, om nødvendigt: tvinges til at tage Ophold paa Dover Castle, hvor der skulde sørges for hende paa bedste Maade. 11. Juli førtes hun i Overensstemmelse hermed, uden at gøre Modstand, fra et Værtshus i Dover, hvor hun var taget ind, op paa Slottet. Hendes Papirer beslaglagdes, ogsaa nogle Breve, hun havde kastet i et Kloset. 1. Aug. skrev Bennet til Strode, at Kong Karl var tilfreds med den indkomne Rapport. »Bliv ved med samme Maskespil (the same mask): offentlig at tilkendegive Hans Majestæts Misfornøjelse med alle, som bidrog dertil, især Løjtnanten (Broughton), og dette ganske særligt i Nærværelse af Hr. Casetta, for at han ikke skal fatte Mistanke om nogen Seen gennem Fingre (connivance).« Svarende hertil skrev Petkum 17. Juli til Bennet, at »vort Anslag er vel forberedt( our plot is well laid)«, og at det skulde udføres 340 paa en saadan Maade, »at Hans Majestæt ikke saas deri (so His Majesty be not seen in it)«. Over for Offentligheden betegnedes L. Chr.s Arrest som fremkaldt ved, at hun manglede Pas. Ogsaa Cassetta skulde efter Ordre holdes fængslet i nogen Tid. Forgæves bad L. Chr. i Breve til Bennet (af 12. Juli og 1. Aug.) og Karl II. (af 16. Juli) om Lov til at fortsætte sin Rejse.

Side 45:

Førstesekretæren: Der maa aabenbart menes Bennet. - Viceadmiral Ayscue: Viceadmiral Sir George Ayscue, en af Tidens mest ansete engelske Søofficerer. - Peter Dreyer: Peter Carstensen Dreyer eller Drejer (1628-1703), 1656-1664 Rektor ved Vordingborg Skole, 1663 knyttet som Sekretær til Petkum i London, 1664-68 Sekretær i Danske Kancelli, 1668 Vicelagmand, 1671 Lagmand i Trondhjem Stift. - for Fuchses Død: I et Brev, L. Chr. 16. Juli skrev til Karl IL, nævner hun ikke denne Aarsag, men siger, at hun, da Dreyer havde beslaglagt hendes Papirer, havde Grund til at tro, at »min Arrest kunde skyldes nogen Mistanke fra den [d. e. dansk] Side; og skønt jeg har en god Samvittighed over for alt, hvad man kunde opsinde imod mig, saa faar dog Fortiden mig til at frygte Fremtiden.« -Denne Svigagtighed: I »Jammers-Minde«s Fortale (S. 100) udtaler L. Chr. sig med stor Bitterhed om Karl II.s Handlemaade Senere danske Historikere fra og med Holberg har gjort det samme, og det lader sig naturligvis ikke nægte, at den - i Lighed med saa mange fyrstelige Handlinger gennem Tiderne -er præget af en vis Kynisme. Til hans Forsvar kan dog anføres, at en dansk-engelsk Traktat af 1661 forpligtede den danske Konge til at udlevere alle, som havde Andel i Karl I.s Henrettelse, og begge Konger til ikke at tilstaa hinandens »Fjender eller Oprørere« Ophold i deres Lande, at L. Chr. af Frederik III. mistænktes for at være medskyldig i Mandens Forræderi, og at engelsk Statsinteresse i 1663, da der forberedtes meget vigtige Forbundsforhandlinger mellem England og de nordiske Stater, gjorde det svært for den engelske Konge mod sin danske Broders indtrængende Begæring at lade L. Chr. undslippe. Det bør ogsaa nævnes, at han flere Gange lod sine Gesandter til Danmark andrage om en Lettelse i hendes Fangekaar.

Side 46:

Efter at hun var holdt i Arrest 17 Dage: Ifølge Breve fra Petkum afsejlede Skibet med L. Chr. fra Dover 28. Juli 1663. Hendes Flugtforsøg synes da at have fundet Sted Natten mellem d. 27. og 28. Hendes Fængsling i Dover fandt, som før nævnt, Sted 11. Juli. - Herremanden: Cassetta. - 341Petkum: Denne var rejst til Dover 18. Juli, efter at have hyret et Skib til L. Chr.s Overførsel til Danmark. - Duns: se S. 315.

Side 47:

13 Dage: rigtigere: 12 Dage. - forbudt at give hende en Knappenaal osv.: I en Instruks til Slotsfogeden af 18. Aug. 1663 hed det bl. a., at han skulde give Agt paa, »at hun ingen Knive, Saks eller deslige Instrumenter, hvormed hun sig beskadige kan, hos sig inde beholder«.

Side 48:

en Synaal ... i Dynevaaret: se »Jammers-Minde« (S. 139). - den Kvinde, som opvartedehende: Karen Olesdatter. Sml. med det følgende »Jammers-Minde« (S. 164ff).-Slotsfogdens: Jokum(Jochim) Waltpurger. Se Note til S. 113. - vor Dames Pige: Maren Larsdatter. Se S. 174. - Dronningen sagde osv.: Se »Jammers-Minde« (S. 174) - former et Bæger osv.: Se »Jammers-Minde« (S. 177 ff). - nogle Ord til Dronningen: I »Jammers-Minde« lader L. Chr. Ordene være rettet til Kongen og lader denne være den, som opdager dem (S. 178). Sandsynligvis har hun over for sine Børn ikke villet være ved, at hun havde gjort et Forsøg paa at formilde den mod hende og hendes Familie saa hadefulde Dronning Sophie Amalie. - Redskab at væve Baand paa: Se »Jammers-Minde« (S. 182).

Side 49:

Eders Søstre: Den bedst kendte af Dr. Otto Sperling d. y.s Søstre er Anna (f. 1636), som - vistnok 1673 - ægtede Ulfeldts tidligere Sekretær Kjeld Friis og med ham tog Ophold i Hamburg; en anden, Elisabeth Sperling, gift med en Christoffer Friis, siges paa forskellig Maade at have været Broderen en god Støtte; en ugift Søster, Eleonora Margrethe Sperling, boede i Hamburg. - Mag. Bueck: Præsten Hieronymus Bueck, hvem L. Chr. ikke yndede; se om ham »Jammers-Minde« (S. 106 o. fl.St). Han deltog i Forhørene over Dr. med. Otto Sperling d. æ. i Blaataarn 7. og 8. Aug. 1664 og viste her ringe Finfølelse, som Sperling berretter i sin Selvbiografi.

Side 50:

Holst fra Flensborg: Amtsskriver Claus Holst. Se ovenfor S. 322. Holst fortæller selv (i Flensborg Amtsregnskab for Maj 1663-Maj 1664), at Ulfeldt efter Svenskernes Erobring af Fyn i 1658 »af Hævngerrighed« lod ham fængsle og havde »afpresset og frataget mig al min Ejendom, som jeg for Sikkerheds Skyld havde bragt derhen, saasom Penge, Guld, Sølvtøj og andre Sager, paa det nærmeste hen ved 1900 Rdl. værd«. Kongen havde som Vederlag givet ham Indtægten af Ugle Herred (Flensborg Amt), men han udbad sig yderligere 2100 Mark i Erstatning. Det 342 bliver herefter tvivlsomt, hvad L. Chr. har befriet ham for. - Hendes Piges Fæstemand, som var Præst: Da man ikke kender Navnet paa Pigen, er det næppe muligt med Sikkerhed at identificere den omtalte Præst. Anføres kan dog i denne Sammenhæng, at der i Vor Frue Kirke i København 26. Aug. 1660 - altsaa en Maaned efter L. Chr.s Afsejling til Bornholm - tillystes Ægteskab og 7. Okt. s. A. fandt Brudevielse Sted mellem Pigen Estred Ertmansdatter og Præsten Laurits Andersen Rhode (Rhodius), som tidligere skal have været Skibspræst og en kort Tid Kapellan ved Frederiksborg Kirke og 1661 blev Sognepræst til Vestenskov og Kappel i Laalands Søndre Herred. Kapellan ved Vor Frue var paa dette Tidspunkt Mag. Richard Hansen Nordhuus, som var gift med en Datter (Anna) af afd. Borgmester Reinhold Hansen se S. 314), og som i sit Hus opbevarede nogle af L. Chr.s og Ulfeldts Ejendele. - Oberstløjnant Rantzau: Se S. 328.