Larsen, Thøger Fire digtsamlinger 1904-1912

5. Solhymner

Solhymner kunne en gruppe digte kaldes, hvor driftens vækst indgår som centralt tema (Solsangen, Det grønne Foraar, Højsang, Foraarsmorgen, Maj, Vaardagenjorden, Saa fik vi Sommer i Riget, En Dag). For oftest er der ikke blot tale om skildringer af den værende drift, der bryder igennem i takt med solens gang over himlen, men ligeledes om en hellig besyngelse af vækstens genopstandelse. Nu var Thøger Larsen ikke troende i konfessionel henseende; snarere religiøs som Ludvig Holstein, der i Spredte Blade (1942) bekender: »Ja, jeg er Troende,/ jeg tror paa det groende«. Men ud af de hellige besyngelser af det dennesidige kan man spore et behov for en åndelig modvægt til den driftsstyrede væren. Et behov, der lader sig tolke som Thøger Larsens poetiske anerkendelse af virkelighedens uudgrundelighed: »Videnskaben fornægter i vor Tid ofte sin religiøse Natur og betragter Verden som en mekanisk Funktion. Hvad Oldtidens Folk vilde kalde Aabenbaringer, kalder den Opdagelser og Opfindelser, men den er dog stadig ude af Stand til at oplyse noget om Kraftens eller Kræfternes inderste Væsen.« (»Virkeligheden«, II, Social-Demokraten, 10-9-27).

Således kan Thøger Larsens solhymner læses som tegn på digterens ydmyghed over for virkelighedens dybder, men også som udtryk for hans søgende sind, der rummede et behov for tro - hvis den vel at mærke havde sin grund i et ikke-metafysisk princip. Troen fandt Thøger Larsen i den hedenske soldyrkelse, og at den ikke kolliderede med hans virkelighedsbetragtning hang sammen med de religionshistoriske og mytologiske studier, som åbnede hans øjne for, at religionernes tilblivelse kan forklares med menneskets higen efter at erkende de astronomiske lovmæssigheder (solens, månens og årstidernes cykler): »Selv vor Religion i Nutiden er fuld af Mindelser om den gamle hedenske Soldyrkelse. Det er intet Tilfælde, at saavel Kristi Fødselsdag som den gamle Solgud Mitras' er den 24. December, der ved vor Tidsregnings Begyndelse var Vintersolhvervsdagen, da denne for vor Verden saa betydningsfulde Gud vendte tilbage til den nordlige Halvkugle igen.« (»Virkeligheden«, II, Social-Demokraten, 10-9-27).

Solhymnernes formmæssige inspiration kan findes i salmetradi 174 tionen, som Thøger Larsen var fortrolig med fra sin barndom, og som han siden bidrog til med sine »Panteistiske Salmer« (Det grønne Foraar og Pan, se noterne). De rummer en særegen blanding af kristent symbolsprog og en før-kristen naturdyrkelse, der på én gang understreger den åndelige betydning af vækstens genkomst og præciserer rummets jordiske karakter:

Lad mig love, lad mig prise
i ærbødige Rhytmer
dig, min Hjerteglædes Rodmuld,
dig, min Hjerteglædes Solhvælv!
Højlovet - Halleluja! -
være Jorderiges Vaar!
(Højsang, s.28)

Men foreningen af kristen symbolik og hedensk soldyrkelse er dog ikke enestående for Thøger Larsen. Hos flere af samtidens forfattere spores den - bl.a. hos Ludvig Holstein, hvis Digte (1895) Thøger Larsen henviser til i »Virkeligheden« (II): »Og mon de gamle Solhymner er sprungne mere følte ud af Sjælen end Ludvig Holsteins Solbøn (...)«. I det sene digt »Til Ludvig Holstein« (Limjjordssange, 1925) betegnes digterkollegaen tillige som »Solens Præst«.

At solhymnerne har et litterært afsæt, som er blevet afklaret og konfirmeret af de astronomiske og religionshistoriske studier er der således ingen tvivl om, og denne dobbelthed af poesi og viden tegner Thøger Larsens forståelse af solen. Solen er på én gang en uudgrundelig magt, hvis inderste væsen kun lader sig ane og en kæmpe stjerne, hvorom kloden kredser. Skuer mennesket mod solen, blindes det, som var det det ikke givet at se Guds ansigt, men ved at vende sig mod jorden lader solens væsen sig gribe i mylderet af farver, som stråler øjet i møde. Mennesket må følgelig vende sig mod det jordiske nu for at fa indblik i evighedens væsen. Men nogen samlet sandhed om virkeligheden er det dog ikke i stand til at nå:

Og alle Ting jeg kommer nær,
har Dyb, jeg aldrig maaler.
175 Ej røber Solen, hvad de er,
men kun, hvordan de straaler.
(Virkeligheden, s.122)

Virkeligheden »skjuler sig, mens den røber«, og derfor må solen fremstå som en trolddomsmagt, idet det menneskelige sanseapparat er ude af stand til at opfatte de usynlige og foranderlige processer, som stjernens - magiske - lovmæssighed frembringer:

Den store Soltrold har brygget Vaar -
vi er i hans Æventyr-zone.
(Foraarsmorgen, s.35)

Når Thøger Larsen gør brug af troldemetaforen eller sætter solen i sammenhæng med drømmen og søvnen (jf. Solsangen og Solskin i en Stue), er det følgelig ikke for at antyde noget overnaturligt plan, men for at påpege dybderne i den faktuelle virkelighed. Dybder, som den vågne bevidsthed alene er ude af stand til at gribe, men som den vidende og værende bevidsthed tilsammen formår at tilegne sig og forvandle til kunst. Således er trolden ikke dæmon i Thøger Larsens univers, men det uforudsigelige element i et lovbestemt naturvidenskabeligt rum. Et dekonstruktivt symbol i et rationelt begrundet verdensbillede.