Larsen, Thøger Fire digtsamlinger 1904-1912

7. Det kommer altsammen, snart har det været

Bevidstheden om ophøret, om kroppens forvandling til muld, knytter sig nært til nu-evighedsperspektivet og placerer sig som modpol til den værende tidløshed, l Jens Højby eksempHficeret ved billedet af de higende orme, som udgør forbindelsen mellem det instinktive nu og den hellige evighed. Ormene er nådesløse ved kun at have opfyldelsen for øje, men samtidig antager de en hellig betydning, idet deres stræben fører den gode muld med sig, som i sig bærer genopstandelsen; naturens hellige princip:

Ormene higer med graadig
Blindhed i begge Ender.

Ormene de er hellige Dyr.
De stopper sig Hulningen fuld.

178

Ved deres hungrige Stræben
dannes den gode Muld.

Denne grundlæggende viden om altings forgængelighed indgår på lige fod med det værende i digtningens kredsløb, som følger døgnets og årstidernes bevægelse fra lys til mørke. Således er Thøger Larsens kunstnersind i udpræget grad rodfæstet i den kosmiske vekselvirkning, idet jegets fysiske og åndelige drift styrkes og svækkes i takt med solens gang over den nordlige halvkugles himmel. Erik A. Nielsen har sammenlignet Thøger Larsens sind med den heliotrope plante, der åbner og lukker sig efter sollysets forvandlinger, og det synes at være en præcis karakteristik af den næsten lovmæssige bevægelse, digtningens 'sjælelige' cyklus udgør (Året i Danmark, 1984, s. 27, jf. »Virkeligheden«, II, Social-Demokraten, 109-27). I Vintermorgen (s.31) hedder det:

Jeg føler mit Sind af Kulden tynges,
Rimen stænker med graat mit Haar,
hen over Sti som en Gubbe jeg gaar,
vil atter ved Sol forynges.

Jeget bogstaveligt ældes med efterårets og vinterens komme, og som symbol på den døende drift rejser månen sig i det digteriske rum. Tilsammen med mørket og kulden kontrasterer den solen og lysets livskraftige ekstase, idet den ved sin fremtræden som udbrændt klode minder mennesket om livets skrøbelighed. Vækkes naturens iboende drift af solen, vidner månen hver nat om dødens nærhed, og om vinteren synes den formelig at forvandle jorden til et dødsrige:

Med stivnet Skin paa Vægterpost,
med Lys, den kun maa laane,
hænger deroppe i Himlens Frost
den haarde, døde Maane.
(...)

179

Forhærdet Skin og Skygger staar,
en størknet Vemods-Dvale.
Jeg er vel ej en død, der gaar
i Underverdnens Dale?
(Vinternat, s.40-41)

Dobbeltheden af lys og mørke og liv og død er imidlertid så grundfæstet hos Thøger Larsen, at ikke blot månen, men også livgiveren selv - solen - rummer forgængelighedens perspektiv:

Ak, det er Sangen om Ildens
evig fortærende Naade,
Yppigheds-Kildens
og Afgrunds-Ildens
grumme og grønnende Gaade.
(Saa fik vi Sommer i Riget, s.83)

Således går den værende kropslighed hånd i hånd med sin viden om forgængeligheden, idet solen engang vil slukkes uden at efterlade sig spor om menneskehedens eksistens. Alt eksisterende rumrner sin egen modsætning - også nuet selv, der på én gang favner livet, som er, har været og vil komme:

O - lad mig gribe dig, du rige Nu,
du Sluse for al Evighedens Strømme!
Al Fortid og al Fremtid ejer du,
alt Jordeliv i Stof og Form og Drømme!
(Tidernes Sang s.101)

Kan man tale om en evighedsforestilling hos Thøger Larsen, må det følgelig blive troen på naturens evige genkomst. Men forestillingen rummer imidlertid en opfattelse af tiden som værende både cyklisk og lineær. Det digteriske univers er på én gang statisk og dynamisk, idet mennesket gentager naturens iboende love og har gjort det til alle tider samtidig med, at det til stadighed udvikler sig hen imod en større og dybere erkendelse af virkeligheden:

180

Hvad muldne Slægter i en Oldtid fjern
har drømt ved Fluesurr i Solens Klarhed,
det surrer nu som vilde Hjul af Jærn
og øger Evnens Frihed, Flugt og Snarhed.
(Tidernes Sang, s.101)

Nu skulle man tro, at det affødte et paradoks. Men hos Thøger Larsen synes der ikke at eksistere en modsætning mellem statik og dynamik, og forklaringen kan ligge i forfatterskabets udpræget dialektiske struktur. Som var digtningen en miniature af solsystemet selv. Kunsten favner modsætningerne i et kosmisk greb, men uden at ophæve kontrasterne til harmoni, og det er måske i sidste ende denne dialektik, der karakteriserer det moderne hos Thøger Larsen. Hvert element i det digteriske rum gives en egen selvstændig status - solen, fluen, mennesket og strået - alle størrelser betyder lige meget, og i denne revurdering af sammenhæng og betydning rummes forbindelsen til den senere modernisme. For det er ikke blot i det overordnede synspunkt, at Thøger Larsens digtning har et moderne præg, også sprogets utraditionelle og overraskende indfald giver indtryk af et verdensbillede, der har lagt konventionen bag sig og er i færd med at skabe noget nyt. Som i denne strofe fra Jorden (s. 80), hvor tilværelsens kontraster sættes grelt og uforsonligt op mod hinanden - og afsætter nye perspektiver:

Og medens jeg synger om Skove og Skyer,
om Kvæget, der græsser, om Livet, der gryer,
min Kone staar hjemme og myrder et Dyr.

Thøger Larsens astronomiske viden satte dog uomgængelige grænser for evighedens udstrækning, og denne erkendelse var højst sandsynlig med til at potensere nuets betydning. Sin viden om, at »det kommer altsammen, snart har det været« (Johs. V.Jensen: »Darwin og Fuglen«, Nye Myter, 1908), delte Thøger Larsen med vennen, som han lærte at kende i foråret 1902 (Ebbe Kornerup: Thøger Larsen og Breve fra ham, 1928, s. 73). Men hvor Thøger Larsen kunne glemme, at man havde lovet ham evigheden - se ophøret i øjnene og skildre sjælens undergang og kroppens forvandling til 181 muld med sorgfuld nøgternhed - formelig rystede samme nøgternhed digterkollegaen. I kronikken »Thøger Larsens Minde« (Politiken, 31-8-32) skriver Johs. V Jensen om digtet Nutids Røst i Fremtids Kor (Slægternes Træ, 1914, indgår siden i novellen »Hemmeligheden«, Kværnen, 1915): »Her er Forgængeligheden naglet til Tiden. Ingen kan læse dette Digt uden den Kryb en i Huden der siger at man er en dødelig, rig saa længe man lever, og urig i alle andre Henseender.«

Digtet,Johs. V.Jensen omtaler, drejer sig om at skønne på livet, mens man har det, og påmindelsen kommer fra en afdød, der ved, hvad han taler om. Døden er intet andet end mørke og muld, og hvad det gælder om, er at gribe nuet, mens man ejer det:

her, hvor de evige Tider er sorte,
helt være borte.
Ikkun for ÷jne er Morgenen rød.

Således nærede Thøger Larsen ingen illusioner om et himmelsk evighedsrige, og han fastholdt forfatterskabet igennem mulden som modbillede til det levende nu. Inden for de fire samlinger, som foreligger her, sporer man imidlertid en potensering af det kosmiske perspektiv, der allerede lader sig udlede af tiderne. I stigende grad anskues tilværelsen i afskedens lys, idet den enkeltes eksistens næsten ophæves af den universelle synsvinkel. Dette kunne tolkes som udtryk for en tiltagende dødsbevidsthed. Men det kan også læses som Thøger Larsens stadigt mere intense forsøg på at adskille sit blik fra det tillærte - at frigøre sig fra hverdagens vane og forudsigelighed - for i stedet at skue nuet i et nyt og forvandlet perspektiv. Og i denne kunstneriske udvidelse af øjeblikket, af livsnerven, ligger jo - paradoksalt nok - evigheden gemt. Om Walther von der Vogelweides digtning kunne Thøger Larsen sige:

Den er af Nuets Rigdom fuld,
dog kun et Pust fra gammel Muld.

182

Den er et evigt ÷jeblik,
som ej forgaar og dog forgik.

Den lo mod mig i Livets Nu
og ler, naar jeg er Muld som du.

Om Thøger Larsens bedste digte kan man sige det samme. Kunsten er her blevet rum for en evighedsforestilling inden for en ny verdensorden, der har ophævet ideen om et hinsides. Det potenserer nuets betydning, og hos Thøger Larsen ser man, hvorledes digtningen ikke blot handler om at udtrykke et indre anliggende, men ligeledes om at placere sig selv i en ny - ydre - sammenhæng. Kun ordet er tilbage som en åndelig dimension, der overvinder den kropslige forgængelighed, og derfor gælder det om at gribe virkeligheden så inderligt som muligt. I intensiteten ligger evigheden gemt, og med denne erkendelse indskriver Thøger Larsen sig i det 20. århundredes modernistiske litteratur. Beslægtet med Sophus Claussen, som i det store digt Mennesket og Digteren (1907) viser, hvorledes den individuelle lidenskab må jordfestes for at kunne genopstå og gløde i den digteriske skabelsesproces. Et møde mellem kulde og ild, der lader sig sammenligne med Thøger Larsens dialektiske udveksling mellem viden og væren.

Men en afgørende forskel på de to digtere er den betydning, individualiteten tillægges. For hvor Sophus Claussen inddrager sin læser i en intimsfære - den ulykkelige kærlighedshistorie - og lader den danne baggrund for digtets tilblivelse, da har Thøger Larsen fra begyndelsen almengjort sit univers og derved nærmet sig en ophævelse af modsætningen mellem jeg og verden. For nok er individualiteten driften bag digtningen, også hos Thøger Larsen, men det intime og personlige er destilleret fra i skabelsen, og tilbage står de universelle perspektiver.

Ved denne konsekvente depersonalisering peger Thøger Larsens digtning frem mod en subjekt-afviklende modernisme, der fastholder tankens og formens nødvendighed og betydning, men som samtidig reviderer menneskets placering i verden og i digtningen. Den afgørende forskel mellem Thøger Larsen og beslægtede digtere som Otto Gelsted, Paul la Cour og Frank Jæger er imidlertid, at 183 Thøger Larsen formår at se naturens intethed i øjnene. For hvor man hos Gelsted og la Cour sporer forsøg på at fortrænge bevidstheden om den ikke-antropomorfe natur ved en søgning mod umiddelbarhedens næsten vegetative væren og hos Jæger ser en sjælelig afmagt og angst, der på lang sigt er ude afstand til at rumme tomhedens perspektiv, da er Thøger Larsens digtning karakteriseret ved en - næsten - from accept af den sorte muld.

I essayet »Intethed og form« (Begyndelsen, 1960) giver Thorkild Bjørnvig et signalement af den moderne kunstners indsigt i universets tomhed og intethed og henviser til, hvad Gottfried Benn kaldte for »Intethedens formkrævende Magt«. Ifølge Bjørnvig niå digteren gennemgå en hærdningsproces som konsekvens af at måtte gennemleve intetheden som et uafviseligt moderne grundvilkår (Klaus P. Mortensen: Himmelstormerne, 1993, s. 258). Og han skriver videre: »Af Eksempler paa Digte herhjemme, som har været igennem denne Hærdningsproces, kan jeg nævne, hvor besynderligt det maaske kan lyde i nogens ÷ren, Thøger Larsens Digt »Jens Højby«, og ellers Tom Kristensens »Henrettelsen«, men først og fremmest Sophus Claussens »Imperia« og Morten Nielsens »Vi sender Dansemusik om Natten««.

Når Bjørnvig omtaler det som besynderligt at nævne Jens Højby, kan det skyldes den almindelige opfattelse af digtet som hjemstavnslitteratur. Men det interessante er her Bjørnvigs syn på Thøger Larsens digtning som udtryk for denne hærdningsproces, for passagen giver en signifikant karakteristik af forskellen på de to digteres natursyn. Hvor Bjørnvig taler om intethed og hærdning, da ser man hos Thøger Larsen, at det ikke drejer sig om at hærde sig mod intetheden, men snarere om at forene liv og død. Således lader den smerteblandede glæde og den gådefulde livs- og dødscyklus sig ikke udskille af Thøger Larsens virkelighedssyn. Dialektikken er et latent grundvilkår, som ikke har at gøre med en viljesproces, og det synes at være dette skel mellem vilje og umiddelbar accept af de naturskabte livsprocesser, der tegner forskellen mellem de to digtere. Når nemlig Bjørnvig ender sit essay med at skrive: »Stadig lever Kunstneren stedt over for »Intethedens formkrævende Magt« men Universet har et Janus-Ansigt, det er ikke blot Medusas Syn, som stirrer imod os, det hedder ikke alene det store Intet, men også

184

Altet - og dér er ikke blot Tomhed, men ogsaa Fylde.« Ja, taler han om Thøger Larsens dialektiske virkelighedssyn og - kan det synes - om sin egen vilje til samme.

Nærmest Thøger Larsen er måske Jørgen Gustava Brandt, der i »Cupido ved havet« (Fragment aflmorgen, 1960) skriver: »Du lukkede øjnene, vidste det store: at stranden, den hvide,/ gule, kuperede verden, det vidtstrakte rum og havet,/ solens hav, var uendeligt legeme, var dit legeme/ i det uendelige (...)«.

I denne uendelighedens bevægelse, i den stadige udveksling mellem nær og fjern, nu og evighed, mødes digtning på tværs af tid og rum.