Larsen, Karl Uddrag fra Set og tænkt under den store Krig (1)

Først i et Brev 3 Dage efter kommer det frem, at han »for en Ugestid siden« var med »i et Stormangreb paa Dixmuiden, som bragte os svære Tab, men det er jo mest Saarede. Dog er der mange af dem, som gaar meget igennem ved, at de ligger 3—4 Dage uden Spor af Hjælp, indtil de faar slæbt sig hen i Nærheden af vore Stillinger og kan blive taget op. En hel Del af dem omkommer jo nok paa den Maade.« Men selv er han »usaaret og befinder mig yderst vel og er i storartet Humør og kun bange for, at lille Mo'r skal gøre sig alt for mange Bekymringer. Lige for Øjeblikket ligger vi i den bageste Linje, hvor der er helt hyggeligt, og man i rigt Maal kan indhente alt det forsømte med Hensyn til at sove og spise. Men forrige Nat var skrækkelig. Da regnede det i et Køre, der var intet Straa i den opblødte Skyttegrav, og alle vore Ting og Sager var gennemblødte. I kan nok udmale Jer, hvad Stemning vi var i. Men efter Regn kommer

        

87 Solskin, og vor Tillid til Sejr vokser for hver Dag, der gaar .... I den Skyttegrav, der tjener os til Bolig, ligger vi nu allerede paa 11te Dag. Dér er det nu tit behageligt og tit det modsatte. I Gaar f. Eks. var vi i Skumringen gaaet frem og gravede os ned. Ved den Lejlighed blev min Ven Otto Muller (I véd, den meget høje) saaret i Hovedet. Forhaabentlig er hans Saar ikke livsfarligt. Hellmann og jeg sørgede for hurtig Hjælp, det vil sige, vi fik ham bragt bag ud ved Hjælp af en Sanitetsmand; nu er han allerede transporteret væk, paa Vej til et Etappelasaret eller hjemad«.