Larsen, Karl Uddrag fra Set og tænkt under den store Krig (1)

Aldrig har det »menneskelige« grebet mig saa stærkt som netop gennem, hvad jeg selv har set under denne Krig, og jeg mente ogsaa at have givet det Udtryk. Men det er ganske vist mindre den menneskelige Smerte og Lidelse, der har betaget mig (skønt jeg ogsaa f. Eks. i mine Artikler om »Tabene« er kommet ind paa dem), det er mere den menneskelige Evne til at kæmpe imod Smerten og Lidelsen, til at beherske sig selv, til baade at kunne ofre lige til Livet uden at kny og holde Taget fast i Tilværelsen, saa længe den bliver en sparet, hvor bitter den end maatte forekomme.