Larsen, Karl Uddrag fra Militarismens Fallit

Mod Slutningen af det gamle Aar overværede jeg et Studentermøde, hvor Indlederen var en Mand, der almindeligt gælder for en Kender af Tyskland. Han skildrede dette Land som en gennem Sejren over Frankrig i 1870 ganske berust Nation, der i Løbet af Aarene indtil 1914 blot havde arbejdet sig dybere og dybere ind i sin Sejrsrus, der altsaa nu var endt med et Delirium. Det tyske Folk havde været ledet af militaristiske 6 Junkere, der selvfølgelig kun ønskede fortsatte militære Sejre, af nationalistiske Historieskrivere, der stemte tysk akademisk Ungdoms Sind i imperialistiske Toner, sidst og ikke mindst af den offentlige Menings mange »Altyskere«, der vilde bringe Tyskland til at herske over Verden — som Amerikanerne siger det, naar de (med mere agitatorisk end sproglig Færdighed) oversætter »Deutschland, Deutschland über alles!« netop i den Aand. Den saaledes udviklede, stadig stærkere tyske Militarisme havde betydet en stigende Trusel mod Verdensfreden og »en frygtelig Fare« for smaa Stater, ikke mindst dem, der var Tysklands nærmeste Naboer. Derfor var det — som Taleren udtrykte sig — »godt, det var gaaet, som det gik«, at denne tyske Militarisme — der saaledes inderst inde havde forvoldt Verdenskrigen — var bleven knust og blandt andet havde maattet slippe Sønderjylland ud af sine Kløer.