Larsen, Karl Uddrag fra Militarismens Fallit

Man turde vel ikke benægte, at naar det tyske Rige var bleven til igennem en Række Erobringskrige, saa byggede det paa samme Grund, som alle andre Stater i Verden, England, Rusland, 14 Frankrig, Japan, Sverige, Danmark, blot med den Forskel, at nogle havde været mere dygtige og heldige i deres Erobringspolitik end andre, og at den for nogles Vedkommende laa længere tilbage i Tiderne end for andres. Men — fraregnet de Stater, der efterhaanden var blevet saa smaa, at de ikke længere kunde række op til Udenrigspolitikens store Spisebord — var der blandt de virkeligt placerede nogle ældre Stamgæster, der i hvert Fald foreløbigt havde spist sig mæt, eller hvis Appetit kunde tilfredsstilles i et sindigere Tempo, medens andre — og blandt dem i første Række Tyskland — kun havde siddet kort ved de store Fade og derfor var udrustet med en drabelig Appetit, tilmed da det i enhver Henseende var i Vækstaarene. Heraf opstod en Fare for Uenighed, ja Slagsmaal mellem alle Bordets Gæster, og, som Lord Curzon under Krigen udtalte det i Overhuset, man kan ikke forlange, at en stor Stat med mægtige økonomiske og Prestigeinteresser hele Jordkloden over i Længden skal finde sig i, at alle disse Interesser kun fører en »taalt« Tilværelse, og af Havenes Beherskere naarsomhelst kan sættes ud af Spillet, hvad der jo netop skete under Verdenskrigen. Derfor var der aabenbart Fare for, at det Tyskland, som efter at have opnaaet sin kontinentale Magtstilling havde sendt sine Produkter og Mennesker ud over Havene og var begyndt at kolonisere, vilde foretage et land- og 15 sømilitært Fremstød for at opnaa en Tilvækst af sit Herredømme i Verden (agitatorisk kaldte man det et Herredømme over hele Verden, et »Verdensherredømme«). Herigennem kunde Uro, Krig, Nød bringes over Menneskeheden, og denne Menneskehed — eksklusive altsaa de 68 Millioner Tyskere—forudsattes i de store Træk tilfreds med den nuværende politiske Fordeling paa Jordkloden, særligt udenfor Europa, og dens naturlige Tendens til at lægge mere til den, der allerede havde meget. —