Larsen, Karl Uddrag fra Militarismens Fallit

Med al Krigsophidselsens Overdrivelse er Tyskland bleven betegnet som Nutidens eneste militært agressive Stat, hvis Befolkning alene blev opdraget i militær Aand, og hvis Ledelse tilmed i Kraft af dens autokratiske Princip var lagt i en enkelt Mands Haand uden anden Persons eller Institutions Medansvar indentor Folket. Herud fra naaede man da ogsaa konsekvent til den Tanke at ville stille Kejser Wilhelm for en Domstol som den 16 ansvarlige Ophavsmand til Verdenskrigen, paa samme Maade, som man vilde dømme en Privatmand, der pludseligt i fredeligt Selskab gav sig til at trække Kniven og kaste sig over de Tilstedeværende for at plyndre dem for Uhre og Ringe Aarsagerne til nationale Krige og ganske særligt til en Krig, der omfatter saa store Nationer og mægtige Interesser som den sidste, er utvivlsomt saa mangfoldige, at Ansvaret aldrig vil kunne lægges paa en større eller mindre Kreds af Mænd, endsige paa en enkelt Mand, hvor megen afgørende Magt der end synes lagt i hans Haand. De eller han kan allerhøjst komme til at tage en Beslutning om Tidspunktet for Krigens Udbrud, hvor de da vil handle efter bedste Skøn og i Henseende til Sindelag og Klogskab maa staa til Ansvar for Historiens — iøvrigt noget lunefulde — Domstol De virkelige Ophavsmænd til slige store nationale Krige er historiske Forhold, økonomisk Konkurrence, forskelligt Samfundssyn og meget andet, som indenfor de enkelte Samfund forener de herskende med de beherskede i gensidig Afhængighed Og naar Marskalk Foch for nylig har sagt, at »Demokratier som vore angriber aldrig; de ønsker at leve i Fred og vokse i Fred,« saa turde slige Demokratier saa godt som militære Autokratier gennem den Kejser, der hedder Folkestemningen og hans Organer i Presse og politiske Repræsentationer finde Vejen til baade Forsvarskrigen 17 og Angrebskrigen, naar Omstændighederne har bragt Situationen til at modnes. Man erindre de demokratiske amerikanske Fristaters Holdning overfor Spanien med dets Kuba og Filippiner og — hvad der ligger særligt nær ved Tanken paa Marskalk Fochs Paastand — den tredje franske Republiks Krigshistorie, som viser, at end ikke de langt mere overskuelige, rene Kolonikrige behøver noget autokratisk Militærregimente for at komme i Stand; thi det kan vel næppe hævdes, at det var det uskyldige franske Demokrati, der blev angrebet i Tonkin, Madagaskar, Marokko.