↩ Men under hele denne Udvikling gik det mange af det gamle Tysklands idealistiske Tyskere alt for smaat med det »Civilisationens Fremskridt«, som de havde ønsket fremmet under Førerskab af nationalt tyske eller i hvert Fald tysktalende og 25tyskskrivende Mænd. Den prøjsiske »Reaktion«, der var fast forankret i gammelprøjsisk militær og bureaukratisk, faglig Organisation og interesserede sig virksomt for videnskabeligt, teknisk, industrielt, statsøkonomisk Fremskridt, havde liden Sans for indrepolitisk eller doktrinært social Udvikling. Den opfattedes hurtigt som Muren, der spærrede den internationale Friheds Lys ude fra Tysklands Hus og som skulde væltes, hvad der ogsaa blev forsøgt og i første Omgang lykkedes i Revolutionsaaret 1848 under Feltraabet: Frihed, Tyskhed og Tysklands Enhed. Alligevel hedder det f. Eks. i et Brev af 21de August 1848 fra den unge Werner Siemens, som den 20de Marts havde skrevet til sin Broder om den »skrækkelig skønne Nat«, der havde »bragt Tyskland en Menneskealder fremad«: »Du maa ikke for uretfærdigt fordømme den prøjsiske Reaktion. Nu skal der skabes noget stort, nemlig et tysk Fædreland: det er dog endnu et stort Spørgsmaal, om og hvorledes det kommer i Stand ... I Prøjsen har det lavere Folk en vis prøjsisk Patriotisme, den mest holdbare Basis, der staar fast i Nødens og Farens Stund, og tillige den gamle Krigsberømmelse, der altsaa er skabt af Selvtillid. I hele det øvrige Tyskland er Folket i sit store og hele ligegyldigt — det er den væsentlige Forskel. Og det er for Tyskland en Lykke, at der dog endnu et Sted i Tyskland findes en Patriotisme, 26der vilde kunne blive Kærnen i en fremtidig tysk Patriotisme«.