Larsen, Karl Uddrag fra Militarismens Fallit

Der var heri noget af den naive Selvglæde og Selvovervurdering, der unægtelig er et generende Træk i tysk Karakter, og som altsaa viste sig ypperligt at have overlevet Ødelæggelsen af Militarismen, der naturligvis fremstilledes som Fader ogsaa til denne nationale Svaghed. Den er tværtimod paa ingen Maade karakteristisk for Militarismen. De »før-militaristiske« tyske Aandsheroer saavel som den sidste Menneskealders antimilitaristiske Forretningsmænd har i rigt Maal gennem »überschwänglich« Fremhæven af tysk Geni, Intelligens og Forretningsdygtighed, kompromitteret tysk Aand overfor den øvrige Verden. Ja selv efter skærpede Vaabenstilstandsbetingelser af den mest ydmygende Art, under de tyske Regeringers store Nød og Kvide med blot at holde Orden i eget Hus og dæmme op for Udsigterne til snarlig Hungersnød skrev den nye Tids Socialdemokrater 55 — f. Eks. i »Vorwärts« d. 26. Februar — med Stolthed om, at Tyskernes forestaaende Dannelse af en ny social Ordning er »et Verdensanliggende«, hvis Virkninger »ingen Kulturnation vil kunne unddrage sig«, og hvor man sikkert nu over hele Verden vilde »tiltro Tyskernes Videnskabelighed, Organisations- og Stabilitetssans Evnen til at skabe de mest egnede Former for det nye Samfundsliv og de bedste Methoder til at føre dem videre ud i Verden«. »De tyske Lovgivere«, hedder det videre, »maa altsaa gøre sig klart«, at de opnaar »den lige saa sjældne som værdifulde Lejlighed til at fremme hele Menneskehedens sociale og kulturelle Fremskridt ved at indføre Institutioner af forbilledlig Karakter«. Som om slige Ord ikke var det bedste Middel til at faa den øvrige Verden til af alle Kræfter at stritte imod at følge selv de muligvis allerbedste Forbilleder! — Naturam furca pellas ex — hun kommer dog igen, den Hex!