Larsen, Karl Uddrag fra Militarismens Fallit

»Krigen er for Folkene«, siger Kessler bl. a., »det, som den daglige Kamp for Tilværelsen er for det enkelte Menneske. Begge kroner de den med Held, som har forstaaet at gøre den bedste Brug af sine fysiske, sædelige og aandelige Egenskaber. Krigen foretager Udvalget imellem Folkene, som den daglige Kamp gør det imellem Menneskene ... Krigen er i Virkeligheden en religiøs Handling, der udføres af et Folk som tror paa sin Fremtid. Krigen fattes ikke af den, der har sluppet Idealerne, den synes barbarisk for de Positivister, som først og fremmest gaar ud paa at forbedre Livets materielle Vilkaar ... Humanitarismen og Pacifismen er farlige Bedøvelsesmidler, hvormed Fredens Doktrinarister gør 62 alt for at svække Folkenes Mandhaftighed, idet man snakker dem for, at Krigen er Pavser i Civilisationens Fremskridt; Historien beviser det modsatte ... Pacifisme har der været til alle Tider, dens rette Navn er Fejghed, det vil sige Individets overdrevne Kærlighed til sig selv, der faar ham til at sky enhver personlig Risiko, som ikke medfører nogen umiddelbar Fordel for ham. I et Materialismens Aarhundrede, der i stadig stigende Grad ser Nydelsesmennesker vokse frem i alle Samfundsklasser, maatte man finde paa en hæderlig Betegnelse, der kunde kaste et ærbart Slør over Egenkærlighedens og Frygtens lave Drifter.«