Larsen, Karl Uddrag fra Militarismens Fallit

For Montaigne er Krigen foraarsaget af »Viljen til at leve, religiøs Tro, patriotisk Tro, Kærlighed til Frihed« — altsammen »Følelse, Lidenskab« (passion). Og Krigens Handlinger er »Opofrelse«, den højeste menneskelige Indsats. »Man har ladet Krigene være afhængige af Kongernes Lune eller Folkenes taabelige Delirier«, siger Forfatteren, »man har kaldt dem sociale, religiøse, politiske, nationale og nutildags økonomiske. Som om de ikke allerede havde været af økonomisk Karakter, og det, saa det forslog noget, dengang Horderne i Menneskehedens ældste stammende Dage sloges for at kunne fortære den dræbte Fjende! Alle disse Tillægsord er kun en Række forskellige Betegnelser, hvormed man giver et Fænomen Klæder paa, hvis Aarsager og Aabenbaring altid har været og er blevet de samme, og 63 som adlyder uforanderlige Love. Kilden til Krigen springer i Folkesjælenes inderste Dyb. Den opstaar af den lige saa dunkle som bydende Vilje til at leve, som leder alle menneskelige Handlinger«. Et Folks Vilje til at leve, til at bevare, hvad det har erhvervet, eller erhverve nye Betingelser for et mere storstilet eller finere udformet Liv bringer det til at støde sammen med et andet Folk, der er besjælet af lignende Vilje. »Og«, fortsætter Montaigne med tilstrækkelig tydelig Hentydning, »hvem har Uret, hvem har Ret? Det Folk, som angriber og trænger ud over sine Grænser, fordi dets Liv er klemt og spærret inde, eller det Folk, som forsvarer sig, fordi det intet vil miste af det stort anlagte Liv, som det Forfædres Dyder har sikret det«. Begge to har de Ret, og Krigen er retfærdig for begge Parter. Krigen er underkastet Naturlove, der saa lidt kan undviges som Tyngdeloven. Og disse Love lader det mindre værdifulde ligge under for det mere værdifulde. Thi »i Naturens Øjne er Livet ikke det intellektuelle Liv, eller Kunstens Liv; det er ikke Tanke, Drøm end sige Fornøjelse; det er Arbejde, Kamp, Anstrengelse; det er Handling«.