Larsen, Karl Uddrag fra Krig Kultur og Danmarks

Og langsomt skød op i mig det underligt stille og rolige Spørgsmaal: Var man ikke her i Befolkningers og Staters Sammenstød imod hinanden langt hinsides det, som kaldtes Ret og Uret? Var man ikke ligesom vandret fra en Dal med sejlbare Floder og vel vandede Marker op paa Vidderne, hvor Floderne havde deres Udspring, og Regn og Sne blev til, dér, hvorfra Strømme og Skybrud kunde komme, som jog Flodernes vilde Vandmasser ind over Markerne, medens Himmel og Jord stod i et, men hvor dog den inderste Kilde til Dalens Velstand og Trivsel laa gemt. Stod man ikke Folk og Folk imellem Ansigt til Ansigt med en højere Ret, der først lod sig erkende bagefter? En Ret, der var uendelig overlegen den, en vis Tids Mennesker fra deres indskrænkede Syn fæstnede i Love og Vedtægt og som jeg jo tilstrækkeligt havde set, man ikke engang kunde blive enige om at tyde. En Udviklingens Ret, en Historiens Ret, en Gudsdom — hvad man nu vilde kalde den.