↩ Og naar Komponisten Joh. Svendsen stod os væsentlig fjernt, kendte vi aldeles intet til Orkesterlederen. Ham var det, vi paa de Hennings’ske Koncerter først og fremmest jublende faldt til Fode under hans Fremførelse af den hele blændende Række egne Kompositioner: Symfonierne, den norske Rapsodi, de islandske Folkesange, den »mauriske« Zorahayda o. s. fr. Her var ny Rytme, nye dynamiske og klanglige Virkninger, ud over det Gade’ske Orkesters stort dragne Linjer og bløde Vellyd. Vi klappede fanatisk.