↩
„Jeg var i Haab om, at Krigen snart vilde faa en Ende, saaledes sáa det ud
her. Alle Oprørerne havde flygtet paa den anden Side Kinganifloden, og i
Bagamojo begyndte Negrene at istandsætte deres Hytter, som under Krigen var
slemt medtagne; de indiske Købmænd, som var flygtede til Sansibar, kom en
efter en anden tilbage, og alt begyndte at komme tilbage i den gamle Gænge;
vi Europæere kunde foretage lange Spadsereture ind i Landet, uden at 38behøve at frygte for at blive
overfaldet, og vi alle haabede snart at kunne synge: „Nu staar Riflen tom i
Krogen, nu er vi alle kun Fredens Mænd.“ Men [vi]
havde forregnet os i temmelig høj Grad, thi i Slutningen af November lød
Rygtet fra alle Kanter: Buschiri er i Anmarch fra Pangani, han har to
Kanoner og tre Hundrede Bagladegeværer, vil forene sig med Oprørerne paa den
anden Side Kingani og vil med sin ganske Magt enten dø eller vinde. Og
ganske rigtig den 29. og 30. November satte han med sine Folk og Oprørerne
fra Bagamojo over Floden ialt 5000 Mand og opslog sin Lejr omtrent 3/4 Mil
fra Bagamojo. Fjerde December forlod Krigsskibet Leipzig sin Ankerplads for
Sansibar og efterlod sig to smaa Dampbaade, hver forsynet med en
Revolverkanon, saa de, med deres hurtig afskudte Granater, kunde holde alt
omkring Huset rent for Fjendens Folk; en saadan Revolverkanon skyder omtrent
saa hurtigt som et Repetergevær, jeg tror nok, man kan affyre 30 til 32 Skud
i Minuttet. Den fjerde om Natten besatte Buschiri med sine Folk Bagamojo,
gravede dybe Løbegrave langs Stranden bag en tæt Tornhæk, hvor det var en
Umulighed at trænge igennem; fra [aus, af fra] en
Masse Kampesten havde de bygget en Skanse, saa de var alle i en saa
fortræffelig Dækning, at hvis Matroserne fra Krigsskibet vilde lande, kunde
de skyde dem alle ned uden selv at blive truffet. Det var nemlig Buschiris
Mening med Halvdelen af sine Folk at besætte Stranden og forhindre
Matroserne i at lande, medens han med den anden Halvdel vilde angribe vort
Hus, trænge ind og dræbe os. Ethvert Menneske 39
bygger jo Luftkasteller mere eller mindre, og
mange gaar endog saa vidt, at de anser dem for solide Bygninger og bliver
ganske bestyrtet, naar de paa en Gang ramler sammen, og, som tit sker, river
Bygmesteren med i Faldet. Saaledes gik det ogsaa med Buschiris Luftkastel.
Den femte December om Morgenen begyndte Angrebet; Buschiri gned sig fornøjet
i Hænderne, medens han holdt paa Torvet paa sit hvide Muskakæsel og gav
Befaling til sine Folk, thi nu var det jo en let Sag for ham at gøre alle
Tyskerne et Hoved kortere, da ingen Krigsskib var der; de to smaa Dampbaade
var alt for ubetydelige, til at han skulde bryde sig noget om dem, og at vi
fra vort Hus kunde tilbageslaa et Angreb, kunde der jo ikke være Tale om,
saa hans Folk omringede vort Hus; men før de havde indtaget deres Plads, var
de to smaa Dampbaade kommet temmelig nær Land, og de paa Stranden posterede
Sorte begyndte at fyre paa dem. Da vi ikke vidste, hvad der var i Vejen,
blev en Afdeling sorte Soldater med en Europæer som Fører sendt ned for at
jage Oprørerne bort, men de blev modtaget af en saa morderisk Ild, at de
maatte søge Dækning i en Hulvej. Nu kom de to smaa Dampbaade godt i Brug, de
begyndte at affyre deres Kanoner, idet de stadig gled nærmere til Skansen og
Tornhækken, og vi fulgte med heftig Geværild bagefter paa Strandbredden.
Saasnart det første Kanonskud faldt fra Baadene, begyndte vore Folk at
juble, idet de raabte, „Baaden har en Kanon, saa maa Buschiri vige, fremad,
ned med Oprørerne, Tyskerne er de bedste, de skal være Herrer her!“
Buschiris Folk har ikke set 40meget i det Par Minutter, de holdt sig i Gravene og bag Skansen; thi lidt
over Hundrede velrettede Granater kreperede inde imellem dem og sendte Stene
og Sand omkring Ørene paa dem og frembragte en umaadelig stor Støvsky,
hvorhen vi sendte vore Kugler saa rask, vi kunde skyde. Den Modtagelse var
for stærk og uventet for Busch Folk, som jo i Pangani aldeles ikke havde
været i noget Slag, da det ikke kunde falde os seks Europæere ind at indlade
os i Kamp med en saadan Overmagt; og i Plyndringen af Dr. Meyers Karavane
[Dr. H. Meyer, tysk Opdagelsesrejsende] var der
jo ikke heller faldet et Skud, og paa Vejen fra Pangani til Bagamojo
flygtede alt, naar de hørte, at Buschiri var nær, saa den Tanke havde
virkelig bemægtiget sig dem, at de var uovervindelige. Men den korte Tid,
som de holdt sig bag Skansen, syntes at have bragt dem paa andre Tanker og
trods alt det Sand, som de havde faaet i Øjnene, gjort dem mere klartseende,
og som naar man træder i en Myretue, og Myrerne løber imellem hinanden for
at bemægtige sig Æggene, saaledes saá det ud her, da de vilde flygte og
forsøgte at slæbe de Saarede og Døde med sig. I den Forvirring, som var
opstaaet mellem dem, havde ingen Kommandoen, og de opgav ogsaa snart
Forsøget at bringe andet i Sikkerhed og syntes kun at besjæles af en og
samme Tanke, nemlig at komme bort derfra saa hurtigt som muligt. Den anden
Afdeling, som skulde angribe Huset, var det ikke gaaet et Haar bedre; de to
Kanoner, som var der, havde haft en god Virkning og drev Fjenden tilbage,
som forfulgt af vore sorte Soldater flygtede med en 41Færdighed, der gjorde Buschiris ædle
Muskakæsel [Maskatæsel, fra Maskat, større Handelsby i S.
Ø. Arabien] til Skamme, thi skønt det anstrengte sig af alle
Kræfter for at komme med, blev det dog langt tilbage. Hele Kampen havde
varet en halv Time, og Buschiris smukke Drøm var til Ende; han vaagnede og
fandt sig paa Flugt med alle sine Tapre i Spidsen, og en Time efter, han
havde begyndt Angrebet, var alt roligt.“