↩ Atter og atter beskæftiger han sig i sine Breve direkte med Moderen. Snart er det Glæde og Beundring, som han udtaler over, at Moderen trods sin høje Alder skriver saa smuk en Skrift og god en Stil, som Tilfældet er, medens han maa beklage sit eget mere og mere mangelfulde Dansk og sin efter sin egen Mening daarlige Haandskrift. Snart er det — som saa ofte før — Smaaminder fra hans Barndomstid med al Moderens Kærlighed til ham, som han opfrisker, Fornøjelserne hun undte ham med Opofrelse for sig selv, hans gale Streger, som hun fik dækket over, og Sorger, som hun trøstede ham for, Omsorgen, som hun tidligt og silde lod ham og de andre Børn blive til Del. F. Eks. i Brev af 14. Januar: „Husker Du, Moder, den gamle Brødkniv der hjemme i Vestrup— naar Skrædderhans sagde: Nu kalder Madammen paa sine Høns.“ Eller — i samme Brev — udførligere Erindringer om samme 193Skrædderhans, hvortil Harald knytter nogle for ham betegnende Betragtninger: „Moder, véd Du, at jeg kan aldrig glemme den Slags, og aldrig kan jeg lære at tilgive. Jeg er den Vej [that way as, i den Henseende] som en Indianer. Som f. Eks. Præsten hjemme eller Sognefogdens Peter, hvis jeg den Dag i Dag mødte dem, vilde jeg ikke tale til dem. Min Ven er min Ven, og min Fjende vil altid blive min Fjende“ Og bestandig følger der paa saadanne og lignende Udtalelser de mest beundrende og taknemmelige Vendinger om hende, der — som det hedder i et Brev af 30. Juni — „er jo endnu som alle Tider den samme trofaste Sjæl og kærlige Moder.“