Larsen, Karl Uddrag fra De, der tog hjemmefra

Baade den „og den nærmest paafølgende Maaned 130tilbragte jeg i Hospitalet, mere død end levende: Dysenteri. Det var ikke just muntert, men jeg erfarede ved den Lejlighed, at det er sundt For en Mands Sjæl at være ved at dø i et fremmed Land, blandt fremmede Mennesker. It will knock some of his confounded pride out of him. [Det vil banke ham noget af hans forbandede Overmod ud af Kroppen]. Medens jeg var syg, var Hermann hjemme og sáa efter Farmen. Og vi har ikke haft megen Lykke med os i Retning af Farming. — En frygtelig Tørke hærgede Landet 4 Maaneder uden en Draabe Regn med en glødende, skoldende Sol paa den hvide Himmel og Luften tyk og blaa af Røgen fra de hundrede Skovbrande. Al vor Majs døde, og da jeg kom hjem fra Hospitalet, blev Hermann og jeg enige om, at Farmen i dens nuværende Tilstand ikke kunde ernære to; saa blev det besluttet, at jeg skulde gaa bort og søge noget Arbejde, og Hermann skulde blive og se at gøre det bedste ud af denne Tingenes sørgelige Tilstand. —Jeg rullede min swag (mine Tæpper) sammen og pakkede min tuckerbag (Pose med salt Kød og Mel), tog min billikan [billycan] (lille Spand af Blik til at koge The i) i min Haand og startede ud i bushen [Kratskoven] to look for work [for at se at faa fat i noget Arbejde]. — Efter en Dags March blev jeg overfaldet af stærk Tordenregn, og jeg laa og svømmede rundt i en Pøl Vand hele Natten uden Ild, uden varm The. Uha! Uha! Næste Dag kom Dysenterien igen, (hvad jeg da ogsaa havde forventet; der er intet sikrere Middel til at fremkalde den end at sove i Regnvejr). Jeg slæbte mig miserabelt videre og havde den gode 131Lykke at komme (aldeles tilfældigt) til en gammel Guldgravers camp [Lejr], ham kendte jeg fra Hospitalet, hvor han havde været syg paa samme Tid som jeg. Han tog mig ind i sin Barkhytte og gav mig plenty god Mad, tørrede mine Klæder og inviterede mig til at blive hos ham et Par Dage, til jeg blev bedre. Da Bestyreren af en nærliggende Station kom forbi, talte han godt for mig til ham, og jeg fik den næste Dag Arbejde her, hvor jeg nu er, i Cunglebung Station. Jeg er Gartner, Slagter, Kok o.s.v.o.s.v.o.s.v. o.s.v. 10 s. om Ugen = 9 Kr. — Jeg formoder, at Du ikke véd, hvad en Station er. Det er et Stykke vildt Land — 5, 6, 7, 25 eng. Mil stort. Et Sted paa dette Areal er der et Par smaa Træhuse, hvor Folkene bor; paa dette Land har de enten Faar eller Kvæg, tusinder, ti tusinder. — Cunglebung er en Hornkvæg-Station; vi har omtrent ti tusind Stk. og 100 Rideheste, 1 Arbejdshest [Trækhest]. Kalvene af det Kvæg [the cattle] skal brændemærkes hvert Aar. Saa rider vi ud, fanger dem ind i en hegnet Gaard, binder dem og brænder dem. Jeg er den eneste hvide Mand her foruden Mesteren. Alle de andre (4) er halfcastes [Halvblods] ... Jeg kan ikke lide vilde Heste, og for den Sags Skyld heller ikke vilde Tyre. Stationens Land er Bjærgland, bevokset med bush. Det er vel værd at se disse halfcastes fare i Karriere ned ad Klipper saa stejle som en Stuevæg. Det er farligt. Det kryber altid paa min Ryg, naar jeg rider paa stejle Steder ...“