↩
5. Juli-Brevet fra samme Aar bekræfter, at „jeg ikke er bleven køligere i min
Begejstring for Noroton, siden jeg sidst skrev dig til. Foruden de mange
Behageligheder ved Pladsen, som jeg har opregnet i mit Brev, byder den
nemlig paa Strandbade i frisk Vand direkte fra Hovedoplaget — Atlanterhavet
— saa henrivende salt og frisk, som jeg ikke har prøvet det før. Vi gaar i
Vandet paa Gaardens Grund, idet Skoven gaar lige ud til en af Atlanterhavets
Bugter. En anden Fordel ved at bo ved 176
Stranden er den, at her aldrig er for hedt,
idet Atlanterhavet stadig sender en af Skovene afdæmpet Brise ind over os.
Den, der kender noget til New Yorks Temperatur (højeste Temperatur i Juni
Maaned var 108 Grader i Skyggen d. v. s. saa meget som 30—40 Grader af den
Størrelse, I holder i Danmark), vil vide, hvad det vil sige, altid at have
frisk Luftning. I de sidste 14 Dage har vi høstet Hø. Derved fik jeg
Lejlighed til at vise min Færdighed i at bruge en Le, idet jeg havde at slaa
alt, hvad Maskinen ikke kunde tage. Det gik godt nok — bedre end da jeg blev
betroet en Hest og Hesterive. Jeg havde nemlig aldrig før haft med en Hest
at bestille og kendte ikke de engelske Ord for hyp, staa osv. Det fik jeg
dog snart lært, men da jeg en Dag stod et Øjeblik ned af Riven, saa løb
Hesten hjem og smadrede efter bedste Evne baade Rive og Seletøj. Saa fik vi
lavet begge Dele i Orden igen, men to Dage efter lykkedes det det samme Bæst
(Hesten, ikke mig), at knække Hjulakslen af. Nu er det dog ogsaa repareret
for to Dage siden, men Smeden erklærede, at selv om det ogsaa var lavet saa
stærkt, han formaaede, saa vilde han dog ikke garantere, at Riven vilde
holde, naar jeg igen vilde rive Træer op med den — eller samle Stengærder i
Bunke — og der er 3 Agre endnu at rive! ... Apropos! Jeg kunde ønske, at Du
i dette Øjeblik kunde sidde her paa mit Værelse med Udsigt over Søen, hvor
der vrimler med Skibe — og saa høre Klokkespillet paa Methodistkirken give
en Snes henrivende Salmemelodier til bedste ... Det var et galt Udtryk, jeg
brugte, da jeg kaldte 177min
Principal Theaterdirektør. Han er Skuespildirektør ell. rettere
Skuespilejer. Intet Theater her har sit faste Personale, Theaterdirektøren
har kun Theater med Mandskab, almindeligt brugelige Rekvisitter og Kulisser
og nogle Statister. De dygtige Skuespillere og -inder lader en eller anden
Forfatter skrive et Stykke efter hans eller hendes Anvisning og afpasset
efter de Kræfter, han eller hun har skrabet sammen. Saa lader Direktøren for
det nydannede Selskab forfærdige alle Rekvisitter osv., rejser Landet rundt
og giver Stykket 1 Uge i hver By — aldrig mere. Slaar Stykket an, spiller
han det hele sit Liv, som f. Eks. en Skuespiller, der nylig døde. Han rejste
omkring med et tysk Selskab og fik derved lært den morsomme
„anglo-ger-manske“ Dialekt. Saa lod han i 1868 (otte og tres) en Mand skrive
et Stykke „Fritz“, hvori han var Hovedpersonen og spillede Anglogerman. Det
slog an, og lige til for 1 Maaned siden har han 6 Gange ugentlig i mere end
20 Aar spillet „Fritz“. Nu vil hans Søn fortsætte Forretningen og for Resten
af sit Liv spille „Fritz““ ...