Larsen, Karl Uddrag fra De der tog hjemmefra

Men ogsaa ud over det materielle er hendes Interesser stadig levende. Hun takker for Sendingen af „alle de Bøger; vi er meget glade for dem, enhver Smule dansk Læsning er saa kærkommen.“ I Brev af 10. Januar 1910 er hun f. Eks. paa egne og Familjens 170 Vegne henrykt for „alle Aviser fra dig og Julebilleder ... vi er saa glade for alle de Nyheder, Du bringer os, vi kan saadan følge med der hjemme. Kære Moder, Du maa endeligt passe godt paa alle Aviser angaaende Prinsesse Maries Død og Begravelse, det var en stor Sorg for alle de smaa fattige Børn og Mennesker. Hun gjorde meget godt for fattige, og meget godt er gaaet bort med hende.“ Og trods sin Travlhed følger hun med ikke blot i Familjeforholdene men i mange andre lokale Ting hjemme; tværs over Atlanterhavet sender hun Svigermoderen gode Raad mod Hoste, paa lignende Maade, som den gamle Kone i sin Tid efter Sønnens Ønske maatte sende ham et Raad over mod Kløe; hun glæder sig over Beretningerne om den „gemytlige“ Valgdag hjemme, hvor Svigermoderen kunde være kommet „ud og køre i Automobil“ men dog undlod at tage imod Tilbudet, og hun spørger muntert: „Hvorledes gaar det Dig, kære Moder, med det nye System der hjemme, jeg mener med det nye Maal og Vægt. Kan Du finde ud af det? Det er vel ikke saa let for Dig.“ — Lutter Behageligheder er det dog ikke, der indeholdes i Brevene hjemme fra. Den danske Sladder har ikke ladet sig skræmme af Atlanterhavet. Men Fru Jensine tager tappert imod den. Hun skriver i Anledning af et Brev, som en af Mandens kvindelige Slægtninge, Emilie, har sendt ham: „Det nytter ikke, hun kommer med al den Ramsen op, hun kan ikke sætte nogen Ufred i vort Hjem her ovre, dertil er vi for glade for hinanden, og din kære Søn tror kun lidt, hvad hun siger, den Trold ...“ Vedkommende Dame betegnes energisk som fuld af „Begærlighed og

        

171 Nærighed og ærekær for hvad hun endelig gør,“ hun er en „Sladre-Sidse,“ og Jensine spotter over, at Emilie taler om, at hun har skrevet sin Sladder til Hans „af et godt Hjerte“ og fordi hun følte det som sin Pligt overfor ham og hans Søskende og overfor de fremmede, der havde hjulpet Familjen over, men „det maa hun ikke sige, for det er Løgn.“ Og naar Fru Emilie, „inden vi kom her“ har skrevet til Hans kompromitterende Ting om Fru Jensines Liv og Færden, saa kan den paa sin Mand sikre Farmerkone nu triumferende slutte: „.. det slog hende nok, da hun nu saá, vi skulde rejse. Da jeg sidst talte med hende, sagde hun: Bare I maa leve godt sammen! — Ja, hun er sød, men hun véd ikke af det. Hvem holdt ved hende, medens hun skrev det Brev til os? Jeg tænker, hun var syg flere Dage før eller efter, inden hun fik Luft. Men hun skal nok faa Svar“ — hvad man ikke tør tvivle om, at Emilie ogsaa har faaet; foreløbigt bliver hendes Brev sendt tilbage til hende.