Larsen, Karl Uddrag fra Under vor sidste Krig

Det var en broget Scene, der viste sig for os paa Stranden, da vi kom op paa Dækket. Der laa fuldt af Skibe, her lossedes Proviant, der Kanoner og Heste, paa Stranden fór Dragoner frem og tilbage, og der var et Liv og Tummel i den tidlige Morgenstund. I Land maatte vi melde os hos EtappeKommandanten, og vor lille Karavane blev nu skilt ad; kun H., Forvalter F. og jeg skulde til 5. Regiment, der var stationeret i Sundsmark. Det var en prægtig Sommermorgen, vi havde for os, da vi gik gennem de store Skove Sønden for Sønderborg, og vi skyndte os heller ikke for stærkt, saa det var

        

336 over Middag, inden vi naaede vort Kvarter i en Bondegaard i Sundsmark By. Forud for vor Ankomst derhen havde vi meldt os hos Regimentskommandøren, Major M., og H. og jeg var bleven ansat ved 6. Kompagni, F. under Broder Peters Kommando ved 4de. Som sagt, i en Bondegaard i Sundsmark traf jeg mine fremtidige Kammerater, der lige havde faaet deres Klipfisk og Vælling til Livs og nu laa omkring paa Halmen røgende Tobak, skrivende Breve eller foretagende sig andre nyttige Beskæftigelser. Og et blandet Selskab var det; der var en norsk Bonde, en svensk Handelsrejsende, en theologisk Kandidat, en Skuespiller, en Handelsbetjent, en Skolelærer o. s. v. Vi to ny ankomne blev med Jubel optagne i Samfundet og trakteret med Levningerne af det lukulliske Maaltid. Lang Tid til Ro og Betragtning over vore ny Bekendte fik vi ikke, thi snart fik vi at vide, at vi skulde paa Forpost om Natten; Vaabnene blev efterset og pudsede, og hen paa Aftenen marcherede vi af Sted; hvor vi tog vor Stilling, véd jeg ikke, det var bag nogle afbrændte Gaarde. Paa Vejen derhen opvartede Prøjserne os med den første Granat. En gammel Forstærkningsmand, Aborre (fra Aborrebjerget ved Assens), tror jeg havde begyndt for mig et populært Foredrag over Prøjsernes forskellige Granater: «Sér du,» siger han, «der er nogle, vikalder Lærkeunger, de siger kluk, kluk! men — Dæk!» brøler han i det samme, og jeg og en Del andre Rekruter, der kun kendte Krigen fra Illustreret Tidende, og som nu hørte en Granats ominøse Hvinen,

        

337 kastede os ned paa Maven midt paa Vejen, hvor der ikke var mere Dæk, end om vi havde staaet lige foran Kanonen. Vi blev imidlertid noget flove, da vi saà de andre le ad os, Granaten var fløjet langt over Hovedet paa os; imidlertid var Aborre bleven afbrudt i sin interessante Afhandling, da han kort efter blev sendt ned til Stranden som Lyttepost.