↩
Manø er en lang, smal 0 omtrent en Mil fra Fastlandet, men i Ebbetiden er
Vandet saa lavt, at man kan gaa eller vade der over ad en bestemt Vej, der
er mærket med Riskoste, men Windischgrätz-Dragoner med lange, hvide Kapper
og Hjelme, der blinkede i Sollyset, medens de red frem og tilbage langs
Stranden, viste hvor omhyggeligt Østerrigerne bevogtede Overgangsstedet.
«Der ser De, hvorledes Forholdene er,» sagde Præsten, «navnlig i de sidste
Dage er Vagterne bleven fordoblede, og den ene Vogn fuld af 357
Soldater og Officerer fra Ribe
kommer efter den anden, man har nemlig set Røgen af Hammers Kanonbaade og de
befrygter en Landgang. De kan være glad, at De uhindret er sluppen her ud,
thi der holdes et skarpt Øje med alle fremmede. Saa vidt jeg véd, gives der
imidlertid en anden Vej til Øen, som de gamle Folk i Byen véd Besked om, og
som ikke bliver bevogtet, muligvis De paa den Maade kan komme bort. Vi gik
tilbage til Præstegaarden, og Præsten overgav mig til sin Familje, medens
han gik ud for at skaffe Oplysninger. Snart kom han imidlertid tilbage. En
gammel Bonde, Peter M., der boede tæt ved Præstegaarden, kendte den anden
Vej. Præsten mente, at det var bedst, jeg gik ned til ham og talte med ham.
Peter M. fortalte mig da, at den anden Vej var betydelig længere end den
almindelig brugte, og det vilde blive et altfor voveligt Forsøg at gøre for
mig, da jeg maatte begive mig paa Vej om Natten og alene, ingen fra Byen
vilde gaa med mig, ikke af Frygt for Fjenden, da de let kunde komme bort,
men fordi de ikke kunde komme tilbage igen. Medens vi talte sammen, saà vi
to Dragoner komme ud fra Kroen. Peter M. spurgte, om jeg havde været der; da
jeg bejaede det, svarede han: «Død og Pine, det er en gal Historie, Manden
er en ivrig Hjemmetysker, der er Spion for Fjenden, og fremmede er det
aldeles ikke tilladt at komme hertil i disse Dage.» Dragonerne red lige op
til Præsteboligen, fem Minutter efter kom de ud derfra og red lige ned mod
M.'s Hus. «Nu gælder det Dem,» sagde han, og i et Nu fik han mig op paa 358Loftet, ned i en Kiste med
Lærred, dette oven paa mig, og der laa jeg da forberedt paa, som Gustav
Vasa, at blive stukken med en Klinge. Jeg hørte Hestehovene klapre paa
Stenbroen udenfor Huset og laa i stærk Spænding og ventede paa hvad der nu
skulde gaa for sig. Imidlertid hørte jeg dem kort efter ride bort, og M.
befriede mig af mit Fængsel. Dragonerne skulde paa Strandvagt og havde
tigget Flæsk, det var det hele. Om Aftenen kom Peter H. hen til os og vi tre
holdt Krigsraad, som faldt ud til, at Peter H. om Natten vilde følge mig ned
over Heden, forbi Ribe til Haderslev Landevej, og jeg vilde saa forsøge min
Lykke paa Slesvigs Østkyst. Som sagt, saa gjort, jeg sov et Par Timer hos
M., noget efter Midnat kom Peter H. og hentede mig, fulgte mig over Heden,
saa at jeg stødte til Haderslev Landevej ved Skærslevmølle, hvorfra jeg
fortsatte min Vej ad Gram til. Det var en meget varm Dag og temmelig
anstrengende med en stor Regnkappe, som Solstraalerne havde opvarmet, saa
jeg næppe kunde taale at holde Haanden paa den, at vandre ad den temmelig
sandede Vej. I Kroen i Gram fik jeg den første danske Avis i Haanden, et
Eksemplar af «Berlingske Tidende», og læste: «Frivillig, menig Nr. 157, N.
N., haardt saaret og falden.» Det er med en egen Følelse, man læser om sit
eget Dødsfald; det viser ligeledes, at man ikke altid kan stole paa
«Berlingske».