Larsen, Karl Uddrag fra Under vor sidste Krig

Den 28., om Aftenen Kl. 9, rykkede vi paa Forpost. Kun faa af os havde Anelse om, at det var 390 sidste Gang, vi skulde besætte Stillingen langs Alssund. Henimod Midnat hørte man fra Sundeved, navnlig fra Sandbjerg Omegn, en temmelig stærk Vognraslen, Hundegøen, Hurraraab, Sang, højrøstede Samtaler, Hestetrampen o. s. v. Vi talte da om, at nu hed det sig nok at passe godt paa, ja, vi glædede os ved det Tilfælde, at Fjenden vilde angribe, thi vi troede temmelig sikkert at kunne afslaa et saadant med Held. Af det ovenfor antydede kunde man ikke vide, paa hvilket Sted Angrebet vilde ske, saafremt et saadant var bestemt til den følgende Morgen; thi netop dette, at Alarmen hørtes i den Retning, kunde gerne være et beregnet Krigspuds, som skulde vildlede os, eller maaske ogsaa blot blind Alarm. Man maatte altsaa være forberedt paa et Angreb paa et hvilket som helst Sted. Dog var den almindelige Mening den, at det blot var blind Alarm, dog var der flere, som tillagde den alvorlig Betydning. Omtrent Kl. 2 Morgen hørte man en meget heftig Geværild mod Nord og samtidig en levende Kanonade over hele Linjen.