Larsen, Karl Uddrag fra Under vor sidste Krig

Den sidste Dag i det gamle Aar staar han Vagt i Rendsborg og«ventede der paa Sachsernes Komme ... Det saà lidt krigerisk [ud] den Dag, da det saà ud som en Fægtning skulde begynde; vi stod lige over for de fremmede Tropper; der blæste skrapt. Mandskabet vandrede urolig frem og tilbage paa Pladsen; der blev 397 drukket og sunget for at oplive Krigshumøren. Rimfrosten bedækkede de skæggede Ansigter, Solen skinnede, snart klart paa de blanke Vaaben, snart igennem en tyk Rimtaage. Men det tog den Gang en bedre Ende, vi gik rask til Landsbyen, blev indkvarteret og spiste Kaal til vor Nytaars-Aftensmad, fik os en Bolle Punch tillige med vores Vaabenmester og en Korporal...» Den 23.«blev vi inspiceret af General du Plat ... Det var et stærkt Regnvejr, og vi var der heller ikke længer, end at der blev skuldret og præsenteret for Generalen, hvorefter han gik omkring imellem os, talte med nogle af dem, derpaa gjorde han [en] kort Tale, som jeg synes var noget smigrende. Han kendte nok denne Afdeling, han vidste nok, at Fyenboerne var vant godt, at de nok vilde leve godt, ligge godt om Natten, og ikke bestille ret meget, men temmelig ærgerrig og vilde være de dygtigste. Men dersom den gode Gud vilde, at vi skulde bruges til Felten, saa vilde han staa ved vor Side og sørge for at stille os paa Steder, hvor vi kunde faa vores Ærelyst styret; Gud være med Eder! Den Dag fik [vi] Ekstraforplejning, Kiks, røget Flæsk og Brændevin, Bajersk-Ø1 udleveret...» Fra Danevirke fortælles om «en bælgmørk Regnvejrsnat; her stod vi og satte Hovederne sammen som en Flok Gæslinger», fra Dybbøl skrives den 2. April«.. vi var en 50 Mand Infanteri derinde [i Skansen]. Jeg tænkte ved mig selv, at ingen af os kom levende der ud af mer, da der faldt Granater i Hundredevis i Skansen. De fleste af os laa bag Krudtmagasinet, men den gode Gud bevarede og holdt sin beskærmende Haand over os, at kun en Mand af Kanonbetjeningsmandskabet, som aldeles maatte forlade 398 Kanonerne, blev saaret. Da det blev mørkt, ophørte de noget, og vi blev afløst, og det stod i lys Lue, da vi kom udenfor; vi løb derfor, det bedste vi kunde, og samledes først, da vi kom paa Landevejen. Vi marcherede ind til Sønderborg, der saà det ogsaa noget spydsk ud; vi gik i de bare Tagsten, Regn, Lynglimt og paafolgende Skrald; vi kom ud til den anden Ende af Byen, derfra igen bag om Byen, ned til Dampmøllen ...» Deltagelsen i Alsaffœren omtales ganske kort:«Vi stod i Løbegraven, og den fulgte vi tilbage omtrent til Sønderborg, saa vendte vi om og gik imod dem igen og fyrede voldsomt og raabte Hurra, til vi kom lige ind til dem og blev taget til Fange i Løbegraven ...» Skildringen udføres noget mere i et af Soldatens (9) Breve, der er skrevet fra Fangenskabet i Cosel:«... den 25. f. M. forlod vi vort gode Kvarter i Sjellerup, hvor vi var bleven saa godt kendt, at Fruentimmerne græd, da vi rejste, thi der var jo ikke Udsigter til noget godt. Vi var saa paa Forpost i 4 Døgn; som den saa gik los den 4de Nat Kl. I à 2; vi var i Løbegravene ved Sundet, til venstre for det Sted, hvor de gik over; efter en Times Tid blev vi trukket omtrent ind til Sønderborg, derpaa omkring imod dem med Hurra, til vi gik lige i Hænderne paa dem. Omtrent Kl. 6 blev jeg taget tillige med min Kompagnikommandør, Prmlt. N., Delingsfører, Sekondlt. S., tillige en 20 Mand af mine Kamerater, saa at af den Deling, jeg var i, kom der aldrig en Mand til Fyen, efter det vi kan regne ud, og kun lidt af Kompagniet ...