Larsen, Karl Uddrag fra Under vor sidste Krig

Jeg kan fortælle Eder at jeg har spist min Aand [And] og det var en herlig Ret vi to Kommeradere hjelper hverandre hvergang som vi faaer en Mapose den Dag som vi fig has paa den Steg som jeg hafte saa gik vi ned til Havnnen og hende [hentede] end Madpose fra Lars G. og deri var en Stegt Keednecerhaanne [Kineserhane] med en god udstoppet Ægkesæk af Svesker og Ævlestykker en Mørkgemøssekage [Meggemøskage, falstringsk Udtale af Mikkelmessekage] der kan i tro at vi to Levte godt en to eller tre dage jeg er glad ved at jeg traf end komme Rat [en Kammerat] som er af min humøer for være kommerat med J. L. det kan aldrig falde mig i Tangker jeg seer aldrig at han har noget fra hjemmet Penge manler han aldtid han skrev til Lars S. at sende nogen Penge til sin Vert for nu hafte han laant lidt for det at vi skulde til Sleisvi men 422 han hafde Laant dem længe for den Tid for i kan tro der skal Brendeviind til naar han skal holde sin Haand stille en halv Pæl kan ikke gjøre det paa fastens hjerte stigger han den smugt ned uden 01 det kunde i ikke tro dengang han var nede hos mig føren vi reiste den dag vilde han joikke smage Brendeviind, der synnes jeg Bedre om staael Hans han kommer ofte ned at seed til mig og vi føls ad til dans somme aftener men han øddelæger ikke noget til drik han kan jeg godt gjøre selvskab med for han vil som jeg, og min kommerat vil som jeg, saa jeg har ordet naar vi gaaer i Byen om aftenen saa naar jeg vil hjem saa vil de med men det er og det Besste naar man er til dans i Kjæden kan man Leve at komme hjem saa skal i seed min kommerat hvor vi kan more os.