Larsen, Karl Uddrag fra Under vor sidste Krig

Alle disse Breve fra det første til det sidste vidner om en inderlig Kærlighed til Hustru og Børn,«min egen kæreste Pige, min egen velsignede Pige — de kære, velsignede Børn, de yndige Børn, mine elskede Putter». Det er den ømmeste Ægtemand og mest omhyggelige Fader, der i Ffteraaret og Begyndelsen af Vinteren tre og treds fortæller, hvorledes han dog er saa meget bedre stillet end ugifte Kammerater, fordi han altid har«et Hvilested for Tanken» hos Kone og Børn. Og han skriver Ting som:«Spørger min Dreng tidt efter Fa'er? .. Min velsignede Dreng, ham hænger jeg næsten mest efter; men det kommer vist af, at han saa ofte har fejlet noget .. Vær endelig forsigtig med Børnene, i Dag er det 3 Graders Kulde .. Naar der er noget i Vejen hjemme, er jeg straks ikke mere mig selv .. Det, jeg holder mest af den nuværende Lejlighed for, er fordi de søde Børn er fødte der .. 491 Tak for Portrætet af dig og Børnene, jeg betragter det mange Gange om Dagen ..» Den 13. November«har det været et udmærket Vejr paa Felttjenesten, og jeg gik ofte og tænkte paa, om min egen søde Dreng maatte være saa rask, at han kunde komme lidt ud». «Somme Tider», hedder det i et Brev fra Midten af December,«kommer jeg til at længes saa urimelig efter dig og Børnene, trods al den Umage, jeg gør mig for at lade være. Saaledes i Aftes, da jeg fik dit Brev, og du fortalte om Børnene. Jeg gik da op til T.'s [hans Indkvarteringsvært med Frue], og det lettede, da jeg kom til at fortælle om Jer». Højst yndefuld er Efterskriften til et Brev af 22. December:«Den velsignede Moder skrev, at du var elskelig. Er det ikke mærkeligt, at, skønt ingen véd det bedre end jeg selv, kan jeg dog saa godt lide at høre det af andre? Du læser jo alle mine Breve for hende. — I gamle Dage og navnlig i forrige Krig troede jeg altid, at der var Held ved at bære Tøj fra Moders Haand. Det gør jeg ogsaa endnu, men nu er det dog især det, som du har lavet, som er mig saa inderlig kært. Tror du, at jeg tænker paa vore venlige Aftener — du strikkende paa mine Uldtrøjer og jeg med en Bog i Haanden, som jeg hundrede Gange lagde til Side for at se paa dig eller kysse dig. — Dog — det er nok bedst, at jeg holder op, jeg bliver ellers altfor veg om Hjertet —; jeg skal jo nu tænke paa Forskansninger og Tyskerne.