Larsen, Karl Uddrag fra Under vor sidste Krig

Als bliver taget, det nye Ministerium dannes, og Premierløjtnanten ligger stadig med sit Kompagni paa Fyen:« ... Der tales nu stærkt om Vaabenhvile og Fred, og jeg maa ærlig tilstaa, at skønt jeg hidtil har holdt Ørene stive saa godt som nogen, begynder jeg dog nu at have faaet nok af det hele. Den ynkelige Ledelse fra oven lader mig end ikke skimte nogen Mulighed til at faa Hævn over vore Dødsfjender og udsætter os endog for yderligere Tab, skønt Arméen ingen Sinde har haft en bedre Stilling end netop nu. Det er i Sandhed en sørgelig Tilfredsstillelse for mig og mine lige, der i saa mange Aar har klaget bittert over Arméens slette Bevæbning og meget mangelfulde Øvelse, at det nu endelig er gaaet op for disse bornerte og indolente Herrer, der har staaet i Spidsen for Bestyrelsen. Det har kostet Danmark Tusinder af Mennesker, 40 Millioner, Hæder og Ære og rimeligvis Slesvig! .. Jeg for mit vedkommende har intet 508imod, at « Professorpartiet » er styrtet. Det har udfordret hele Tyskland i mange Aar, skaffet os en Kamp med to Stormagter uden at have allierede, og tilmed ikke i nogen Henseende forberedt Landet paa at føre Krig. For at opnaa saadanne Resultater behøves i Sandhed ingen Lærdom. Gid det nye Ministerium maa være heldigere! ... » Den 25. Juli hedder det:« ... Det er sørgelige Tider for Landet, naar man ser tilbage, og desværre ogsaa, naar man ser frem. Dersom der ikke sker noget overordentligt, kan jeg ikke se, hvad Enden skal blive. Smaa Kræfter har vi, og naar de dertil bliver anvendte slet, uden Plan og Maal, kan Udfaldet umuligt blive godt. Jeg tror ikke, at Fyen kan tages, saa længe vi er Herrer til Søs, medmindre vi er endnu større Klodrianer end paa Als, men det er desværre jo ikke umuligt, at de to Flaader kan forene sig, og da, ja da er Sjælland ikke sikker! Gud give, at I dog i det mindste der maatte blive fri! ... Gamle Grundtvig har nylig skrevet et dejligt Digt, der begynder saaledes: « Er det forbi, det lyse Haab, hvormed vi jublende i Kampen droge? » Gid jeg kunde og turde besvare det og andre af hans Spørgsmaal paa samme Maade som han! » Samlingens sidste Brev af almindeligere Interesse er skrevet den 2den August. Fortælleren har været om Bord i« Rolf Krake». « Det er et herligt Skib; uagtet jeg siden Als-Historien ikke kan lide det, var det mig dog kært at se det. — Blot Søetaten maatte forjage saadanne taabelige Anskuelser som den, at Staten bygger en saa kostbar Æske kun som Livsforsikring for Marinen! Meningen er naturligvis, at 509den skal bruges, hvor intet andet Skib kan bruges. Det er formelig irriterende at høre en Officer sige, at de halvt om halvt havde tabt Tilliden til Skibet, fordi en Granat, der gik igennem Dækket, havde dræbt en Officer. Gud véd da, hvad Landhæren skal have Tillid til! ... Jeg holder ikke af Overkommandoens Dispositioner med Hensyn til Fyens Forsvar; af bare Forsigtighed er vi som sædvanlig uforsigtige, med andre Ord, vi er alt for spredte. Jeg vilde nu have mindst det halve Infanteri opstillet samlet ved Gamborgfjorden. Ligeledes kan jeg ikke lide, at man har lagt Regimenter som 17., 13. o. s. v. paa Fænø og Hindsgavl, de mest udsatte Punkter, i Stedet for 19. og 21 .. Det er ikke Hovmod, men det er min fuldkomne Overbevisning, at II., 19. og 21. Regiment for Øjeblikket er de bedste i Arméen. Det er godt nok at have en paalidelig Reserve; men faar Fjenden først fast Fod her ovre, bliver det dobbelt vanskeligt at jage ham ud, og det med en Brigade ... » Og med dyb Smerte hedder det:«... Ja, du kan tro, jeg længes ogsaa inderlig efter at leve i Fred og Ro igen med min Pige og mine Børn! Og dog forsikrer jeg dig, at mit Hjerte krymper sig ved Tanken om at slutte Fred nu, at vi skal rette os i et og alt efter vore overmodige Fjenders Fordringer, at vi ikke fra hele Felttoget har et eneste stolt Minde at se tilbage til; alt det er næ holde ud.