↩
Det andet Pythus er ganske anderledes. Der er kun I Værelse, men der
er Stole — en Mængde Skarnbøtter, Øltønder o. desl. er opstablede
omkring et højst interessant Bord; Gulvtæppe i Form af Halm paa
Gulvet o. s. v., o. s. v. — mageløs Luksus! Sherryen staar paa
Bordet, Kortene ligger paa samme, et udvalgt Selskab (de fine
eksklusive) sidder om samme. Gæsterne er de to Doctores, Løjtn. S.
og jeg. Der drikkes og spilles; jeg vinder 8—9 Sk.; Skoser til —
uddeles, kort sagt Ungdommen raser. Nu maa jeg gaa at høre nyt; jeg
faar Befalingen, uddeler den, og begiver mig atter til den morsomme
Ende af Regimentet, der under min Fraværelse har faaet den
eksellente Idé 512
at
tilberede en duftende Bøf med superbe Kartofler, som nydes med den
frivillige Vin under den samme muntre Stemning. Majoren har fra det
andet Pythus lugtet Bøffen og kommer diplomatisk ind, bliver
inviteret, faar et Stykke med, en lystig Sang og — gaar heldigvis
igen. Under Maaltidet kommer Skildvagten for Gevær løbende og
melder: « Der falder Skud i Kæden! » Paa dette Raab fik man de to
første Gange, vi var paa Forpost, Bisselæder i Skoene; Kapt. H. og
jeg fór op paa Hestene og jagede ud omkring ved de forskellige
Feltvagter; men man bliver klogere. « Det er det sædvanlige
Patrouillevrøvl », tænkte jeg, blev ved at spise min Bøf, og lod
dem, der skulde til deres Delinger, stikke af. Man bliver
mærkværdigt ligegyldig for alt sligt efterhaanden. Da jeg var mæt,
gik jeg ud ved Posten for Gevær og hørte lidt Plaffen, meldte, hvad
jeg havde iagttaget, og opstillede den rimelige Formodning, at det
ikke var noget alvorligt. Lidt efter kom en saaret af 3. Komp.
spadserende til Underlægen; han havde faaet en Kugle i Kinden,
temmelig slemt nok; han blev forbunden og kørt til Sønderborg. Det
var det eneste Tab, vi havde den Dag, og Vedetterne blev paa deres
Post, saa at De ser, jeg gjorde ikke Uret i ikke at lade mig
forstyrre ved Bøffen. En Timestid efter Affæren kom Meldingen, at et
Par stærke Patrouiller havde angrebet Feltvagterne Nr. I, 2 og 3 o.
s. v. Atter Ro. — Mørket falder paa, og Mandskabet, der ligger under
aaben Himmel, begynder at tænde Vagtblus. Snart flammer lystige Baal
op; Grupper samler sig 513omkring dem, og dæmpede Sange eller
lystige Fortællinger høres rundt omkring. Meget malerisk, men et
forbandet Snefog. — Efter et svagt Forsøg paa ved en Bolle udmærket
Biskop at faa lidt Gemytlighed tilveje i Pythus Nr. I, gik vi unge
atter hen i Nr. 2, hvor vi endte Aftenen med en lille Loup, hvor jeg
atter var heldig. Derpaa inspicerede jeg Vagtilden rundt om, der
efter Majorens Mening var for stærk, og gik — i Seng — i Halmen,
hvor jeg, paa Grund af Rudemangler frøs gudsjammerligt til næste
Morgen Kl. 6, hvor alt fik Ordre til at gaa under Gevær, da et
Angreb ventedes.