Larsen, Karl Uddrag fra Daniel — Daniela

Jeg kysser dine Hænder med Ærbødighed og Taknemmelighed. Du holdt dem over mig saa mangen en Gang, naar mit sære Væsen skaffede mig min Faders Uvilje og mine Søskendes Spot som lille og som voksen. Du forstod ikke min Egenhed, og jeg har aldrig vovet at forklare Dig den, efter at jeg omsider selv var bleven klar derover. Du forstod kun det ene: at Du havde født mig til Verden, og at jeg aldrig skulde komme til Dig forgæves; Du havde Trøsten foruden Ord; Du havde Medfølelsen, som var Forstaaelsen uden Forstaaelse, den dybeste af alle.