↩

CHR. F. HOLM

6
7

✂

I

✂ SELVE Storbankens Hovedkasserer, Hr. Chr. F. Holm, mødte om Morgenen aldrig førend lige, inden der Kl. 10 skulde aabnes.

✂ Hele det øvrige Personale, Bogholdere, Korrespondenter, Assistenter maatte sidde paa deres Pladser og Budene staa rede, inden Hr. Hovedkassereren dukkede op fra Garderobeværelset og med let løftet Hoved vandrede mellem det vidtstrakte Lokales mange Søjler, langs den brede Skranke til sin Plads.

✂ Det var ham en Sport, som det for nogle Mennesker er en Sport at naa deres Tog lige i det Øjeblik, Konduktørerne skal lukke Waggondørene.

✂ Godmorgen. G'morgen, 'morgen. gik det, indtil Hr. Hovedkassereren stod paa Scenen for den kommende Dags Gerning, ungdommelig til Trods for sine Par og fyrretyve Aar, klædt som til en Formiddagsvisit, spændstig og klarøjet.

✂ Der var ingen af hans Kolleger og Underordnede, som ikke havde gjort sig sine Tanker om denne første Akts Entré, der gentog sig hver Morgen. De følte alle, at selv den ringeste iblandt dem blev benyttet til at danne Relief om Hr. Kassereren som Hovedfigur; men Fornemmelsen heraf var dem egentlig en Behagelighed. Den tog dem ligesom med op i deres Overordnedes sindsligevægtige Rutine, som ogsaa dette lille Morgenkunststykke bar Vidne om.

✂ Det var ikke nogen nervøs Mand, der ængstelig forberedte sig paa Dagen, hvor hundrede tusinder skulde gaa gennem hans Hænder i Henhold til mangfoldigt varierede Bilag, der kom og gik til og fra hans Plads imellem de forskellige Afdelinger. Hovedkasserer Holm kunde komme selv fra en gennemvaaget Nat, lige klar og soigneret, uden at behøve Notater for hvad der skulde huskes af Forpligtelser, som i Løbet af Dagen blev at udrede, og Tilgodehavender, der vilde komme ind. Med lige saa sikkert Skøn som han mødte lige inden Klokken 10, fastslog han hver Morgen den mindst mulige Kassebeholdning til lige netop at klare Dagen med.

✂ Heri laa Hovedkassererens hver Dag gentagne store Tric, der havde afgørende Betydning 9for Bankens Udgift, Budenes Arbejde, Underkassererens og Kasseassistenternes rolige Virken.

✂ Dette Udslag af fagmæssig Sikkerhed, der ligesom indlededes gennem Hovedkassererens Tonen frem just i rette Øjeblik, slog en Præcisionens Kammertone an og gav hele Ekspeditionen et roligt Taktslag, der ingensinde forlod den.

✂ Det kunde hænde i den travleste Tid paa Dagen, at Underkassereren noget ophedet henstillede, om der ikke skulde sendes Bud til Nationalbanken efter mere Valuta, da Kassen var næsten løbet tom.

✂ Men da mødte han Hovedkassererens Smil.

✂ „Pengene skal nok komme," sagde den rolige Mand, „ind ad Døren.“

✂ Og i Løbet af en lille Stund var ganske rigtigt unge Mennesker og Bude komne ind ad Bankens brede Døre, som blev de trukket hid af selve Omsætningens usynlige Traade, med Indbetalinger, der bragte den slunkne Kassebeholdning til at præstere alt fornødent.

✂ Saa ærgrede Underkassereren sig over sin atter en Gang stadfæstede, utidige Ængstelse, og der kunde i hans Øje blinke lidt af det Had til Hovedkassereren, som i Grunden alle Bankens Funktionærer kendte; for Hr. Chr. F. 10Holms stilfærdige Overlegenhed skaanede ikke.

✂ Men paa den anden Side blev de Underordnede altid betagne af Tryghedsfølelsen, som netop denne Overlegenhed bredte omkring sig helt ud i de fjerneste Kroge. Og selv blandt Personalets mest sløvede Rutinearbejdere var der ingen, som ikke havde saa megen faglig Kunstsans, at han kunde tilgive en Mester hans Koketteri.

✂ En skønne klar og fin Novemberdag, midt under det flot forløbende Arbejde, kom Bankens Sekretær ud fra Direktionsværelset, vandrede hen til Hovedkassereren og sagde et Par Ord til ham.

✂ Kasserer Holm sáa et Øjeblik op fra de Bilag, han netop afkrydsede, og nikkede.

✂ Sekretæren gik tilbage igen, hvor han kom fra; kort efter rejste Hr. Chr. F. Holm sig og bad Underkassereren tage Kassen, hvorpaa han med sit let løftede Hoved begav sig ind i Direktionsværelset.

✂ Personalets Øjne fulgte ham mekanisk: Hovedkassereren nød saa megen Anseelse hos Direktionen, at han oftere blev hentet ind til en eller anden Konference.

✂ Hin Dag blev han en halv Time derinde og kom saa igen.

✂ „Jeg har noget Arbejde for Direktionen,“ sagde han til Underkassereren, „og kommer ikke mere igen i Dag; næppe heller i Morgen.“

✂ Et af Budene fik Ordre til at bringe en Mappe med nogle Papirer, som Kassereren omhyggeligt samlede sammen, hjem i hans Bolig, Underkassereren fik nogle Instruktioner, og en halv Time efter sáa en af Korrespondenterne, der kastede et Blik ud af Vinduet, Hr. Hovedkassereren vandre langsomt hen ad den brede Flise udenfor, i sin diskrete Pelsfrakke med Persianakrave, slank, som var han kun de tredive — sorgløs! som alene en Ungkarl kan være det, tænkte Korrespondenten, der havde Kone og fire Børn. Og hædret! tænkte han videre, endnu lidt mere misundelig. betroet særlige Hverv af Direktionen ...

✂ Inden Korrespondenten atter ganske lod sig optage af Formlerne i det Brev, han skrev paa, løb det ham igennem Hovedet, at Diskretion hørte unægtelig ogsaa til Chr. F. Holms fortræffelige Egenskaber, en vis, behagelig Diskretion, der var elegant tilknappet som saadan en fin Vinterfrakke med Persianakrave ...

✂ Fra tæppebelagte Trapper, gennem en stille Entré, der næsten genlød af Yalelaasens svage 12Smæk, idet Døren trykkedes til, traadte Hovedkasserer Holm en Times Tid efter ind i sin Dagligstues milde Porcelænsovnsvarme.

✂ Han havde aldrig kunnet lide Jernovnens lidenskabelige Temperament, der tenderede mod Overdrivelse, eller Varmeapparatets hyggeforladte Tørhed; Porcelænsovnens distinguerede Ligelighed var netop det, som han holdt af.

✂ Der greb ham en rent umiddelbar Følelse af Velbehag, som næsten tog ham om Hjærtet.

✂ Alt herinde var roligt, ligevægtigt, tilpas — noget i Stil med Gummihjul, delikat Mad, bløde Vine og Mennesker uden Bekymringer.

✂ I hele Rummet herskede fuldendt Orden og ulastelig Smag. Alt var moderne, som høje Stuer, Spejlglasruder, elektrisk Belysning. Her var ingen Anakronisme i Retning af svundne Tiders Smag, det var vor egen Tid, i Møbler, Skønvirke og Kunst, lige til de nyeste Farvelitografier.

✂ Holms Blik faldt paa det store, firkantede Bord midt i Stuen. Dér var Mappen langt hen, som Budet havde bragt fra Banken.

✂ Det var ikke just Behageligheder, den Mappe gemte, men — han sáa op mod Taffeluret paa Chiffonnièren — der var Tid nok, Arbejdet lod sig mageligt skyde ud en Time og mere, 13om det skulde være, intet blev forsømt derved, og han var grebet af en uimodstaaelig Trang til at dvæle — netop passivt dvæle lidt i dette behagelige Milieu, som var hans fortræffeligt tilrettelagte Ungkarlehjem.

✂ Holm gik over i Soveværelset, gjorde omhyggeligt Toilette og skiftede Tøj, hentede derpaa fra et Skab, der stod i Kulde, en lav Kasse ægte Cigarer, som han slog op. Cigarerne havde en kølig, mahogniduftende Aroma, der nu snart skulde omsættes i Røg og Smag.

✂ Inde i Dagligstuen tændte han langsomt en af dem og lænede sig tilbage i den Lænestol, som var ham kærest.

✂ Komfort, tænkte han, var dog det, der havde været ham Livets Maal! En næsten automatisk virkende, lydløs Maade at føre Livet paa, som forstod at gøre al Slags genstridig Videnskab og Kunst myg, blød, tjenende et forfinet Velvære: hjælpsomme, nyttige, magelige Brugsgenstande; pirrende, spændende, hyggelige Blade og Bøger; venlige, smykkende, vækkende Kunstsager! Og altsammen med en Klang over sig af de Penge, som det var hans daglige Dont at færdes imellem, og som forfinede de Mennesker, han brød sig om at omgaas.

✂ Man sagde, at Penge gjorde Mennesker simple. 14Det var som med Vin, der kunde gøre Fyldevomme drukne, men som beaandede dem, der forstod at nyde den i Aand og Sandhed.

✂ For den virkelige Pengemand var Pengene Livets Stof, hvoraf han næredes og udvikledes, blev en Tjener og en Hersker tillige.

✂ Hvor han lige fra ganske ung havde beundret de ægte Pengemænd, virkelige Finanstalenter, som han havde haft den Lykke at støde paa! Selv havde han altid forstaaet, at han ikke var af den Støbning, der skaber økonomiske Frembringere og Ledere. Han vilde blot have Lov til at leve i Pengenes Tempelluft, som en beskeden Tjener, der lønnedes med økonomisk Uafhængighed.

✂ Og da han havde vendt sin Universitetseksamen Ryggen, opgivet Embedsbanen i Statens Tjeneste, havde Pengene ogsaa smilet velvilligt til den, der begærede dem i saa dyb en Beundring. Han havde lært at omgaas Penge, baade naar han tjente dem, og de tjente ham til hans Indtægters forsigtige Forøgelse; Heldet havde fulgt ham ogsaa til at naa frem indenfor Banken; Pengene havde vist ham deres Naade ...

✂ Kasserer Holm trak lidt for stærkt paa Cigaren ... 15indtil den Dag kom, hvor han syntes, det gik for langsomt!

✂ Holms Blik strejfede Dokumentmappen paa Bordet:

✂ Ubesindigt havde han tænkt sig Muligheden af at tvinge Pengene ... forsøgt det, som han dog havde set mislykkes for saa mange ... tabt sin Ligevægt ... brudt med Principet for sit Liv! — Og selvfølgelig var det gaaet galt, fordi det burde gaa galt. Pengene hævnede! Og da havde han ikke taget deres Tugtelse med Ærbødighed ... men —

✂ Holm rejste sig pludseligt: ... forgrebet sig paa dem!

✂ Det gøs lige med et gennem Kassereren, som om den milde Varme og de bløde Tæpper, de fine Møbler og de fornemme Kunsttryk sank i Jorden omkring ham og blev til kolde Pust.

✂ Uro brød ind over ham. Han greb, som en Mand, der har Hast, den tillaasede Portefølje paa Bordet, lukkede den op, men lod den dog ligge uden at trække Papirerne i den ud ...

✂ Pludselig følte han den pinagtigste Trang til her hjemme, for sig selv, uden al Maske at skrige ud, at han havde krænket Pengenes Majestæt, begaaet Helligbrøde ...

✂ Det blev mere og mere Mørkning.

✂ Stolen, hvor Holm havde siddet, stod tom; men dybt inde i Stuen var Kassereren at skimte, henstrakt paa sin lange engelske Sofa.

✂ Skumringen havde bragt hans Tanker Ro. Dens Stilhed havde hvisket til ham, at han maatte vinde fuld Klarhed, lære at se rigtigt tilbage, for at kunne se rigtigt frem — for igennem alt dette maatte han ...

✂ Selvfølgelig var det inderst inde en Kvinde, som havde bragt ham saa vidt.

✂ Over hans Barndomshjem havde Pengenes Sol ikke skinnet.

✂ Hos den Bureaukratfamilje, som han tilhørte, dyrkedes andre Guder; men Pengene holdtes i Ære. Da han brød ud fra Slægtstraditionen, fordi Guldet sang ham en Virksomhedens og Forfinelsens Sang af uimodstaaelig Klang, havde han søgt de Mennesker, hvem Pengene var selve Livets Atmosfære, hvori deres Væsen trivedes og udfoldedes. Han havde opnaaet at komme til at staa dem nær. Men Livet havde ogsaa ført ham sammen med dem, der kun var Fribyttere efter Guldet, Lykkejægere. De havde en Art forvorpent Pengetalent men var i Virkeligheden kun Spillere, ikke Spekulanter; Plyndrere ikke Frembringere. De sledskede for Pengene og haanede 17Pengene, de tilbad Pengene og forbandede Pengene, eftersom de tilfredsstillede eller skuffede deres Lyst til mondænt Vellevned og Position.

✂ Hurtigt vilde han have set gennem den Overkalkning af Forretningssans og social Velopdragenhed, som dækkede deres aandelige Armod, hvis ikke der iblandt dem havde levet en Kvinde, som fik ham til at lukke sine Øjne i, døve sin Uro, bekæmpe sin Mistro og tilsidst uvilkaarligt gøre Springet med over i deres Lag.

✂ For hende havde Pengene altid været en Himlens Dugg, der faldt over hende som over Liljerne paa Marken — aldrig spurgte hun hvorfra eller hvorfor.

✂ En af hendes Fjender sagde en Gang, at hun var efter Diamanter som en Ravn. Hans Billede lod sig høre. Der var over hende noget af en lille naiv, tyvagtig Fugl, som stjal til sig selv, lige meget hvem hun tog det fra, rapsede Glæde, Spænding, Kærlighed — og først og sidst Triumf, den som klædte hende saa uimodstaaeligt!

✂ Simpel kunde hun blive og smaalig i sine ustyrlige Krav til Livet. Hykleri syntes hende en Naturens Lov som den, at Dyrene tog Farve efter Omgivelserne, hvori de levede. Livet var hende i egentlig Forstand et Lykkespil med 18Pengene som det mægtige Svinghjul. Men alting glemte man for hendes umættelige Livskraft, der berusede.

✂ Holm kom til at tænke paa hendes Sværmeri for Vinterhaver. Netop Modsætningen mellem Vinteren og den blomstrende Have tilfredsstillede hendes Trang til at naa det uopnaaelige, parre det uforenelige, give sig hen og pine.

✂ Ude paa den store Bankdirektørs store Landsted var der netop en enestaaende Vinterhave med et Varmehus, hvor der over en lille Dam var bygget op et Klippeparti med zarte og straalende, brasilianske Orchideer. Der var han og hun gaaet igennem engang ved en stor Fest og havde beundret de fantastiske Rigmandsblomster. Men bagefter, da han begejstret talte med en af Herrerne om al denne Drivhuspragt, men ikke nævnede hende, som han alene tænkte paa, sagde den anden pludseligt: „Ja, jeg sáa Dem nok derinde med den smukke Frue. Hun blomstrer ogsaa kun i tropisk Varme, tropisk Pengevarme!“

✂ Det var det skæbnesvangert rigtige. Netop en saadan overhedet Pengenes Luft var det, hvori hun foldede sig ud, og som hun og hendes Følge havde faaet ham bedøvet ind i.

✂ Han var bleven nødt til at spille, havde tabt, 19lige saa regulært tabt som den første den bedste lille Urtekræmmer, der var bleven forlokket til Børsspil. Paa Gevinster fulgte stigende og stigende Tab, efter de mest irriterende almindelige Mønstre, indtil han paa banal Biografteater-Manér havde taget af sin Kasse, som en gemen Skuffebedrøver! ... og havde maattet blive ved og ved dermed.

✂ I Dag var det ved det lige saa klassiske, uundgaaelige Tilfælde, bleven opdaget.

✂ Og nu havde han fire og tyve Timer til at skaffe Dækning i. Ellers var han kompromitteret, ruineret, i Pengenes Ban for Resten af sit Liv ...

✂ Kasserer Holm følte sig i Kamp med sin Gud, som han havde syndet imod.

✂ Men det var Pengenes Gud, som ikke var Hysteriker og lod sig bevæge af angerfuld Underkastelse. Det var en klar, kold og haard Gud som selve Guldet. Kun gennem Klarhed, Kulde og Haardhed kunde han maaske forsones.

✂ Kassereren genkaldte sig i Erindringen Scenen, da han efter den af Sekretæren overbragte Ordre, gav Møde i Direktionsværelset, hvor kun den administrerende sad, med et Blad Papir foran sig, medens Sekretæren diskret traadte 20til Side og sàa ud af Vinduet, uagtet der hang tætte Gardiner ned foran det.

✂ Derinde havde Hovedkasserer Holm i Sandhed bevaret sin Ro.

✂ Ingen skoledrengeagtig Vaklen overfor det uundgaaelige, uforbeholden Indrømmelse med Paavisning af Fremgangsmaade og Resultat i klare Træk.

✂ Holm følte, det var lykkedes ham at imponere Direktøren. I den overlegne Mands Tanker kunde han læse en aftvungen Beundring for denne fagmæssige Sikkerhed, hvormed hans teknisk saa fortræffelige Kasserer blev sig selv lig ogsaa i sin fagmæssige Uregelmæssighed.

✂ Det var ikke langt fra, at Direktøren gjorde sit bekendte lille, affable Forretningsbuk, da Kassereren spurgte:

✂ „Hvor lang Tid mener Hr. Gehejmeetatsraaden at kunne give mig til at skaffe Dækning?“

✂ Sagen var holdt oppe paa det klart forretningsmæssige.

✂ Det laa i Bankens Interesse, baade økonomisk og for dens Prestiges Skyld at Dækning blev skaffet, fuldkommen diskret. Direktøren og han var Forretningsmænd, som maatte handle sammen i velforstaaet fælles Interesse. — En Bank — som en Regering — 21har de Embedsmænd, som den fortjener, havde været et af Direktørens Ledemotiver i hans store Tale ved Jubilæumsfesten for Banken nylig.

✂ De to var hurtigt bleven enige. Ikke uden indvendig Triumf havde Kassereren trukket sig tilbage, med al skyldig Ærbødighed.

✂ Da han ude i Banken var vandret hen til sin Plads for, i Henhold til Aftale, at give Underkassereren de nødvendige Instruktioner, havde en oprigtig Følelse af Overlegenhed fyldt ham.

✂ Og da han gik fra Banken havde han ærligt behaget sig i Bevidstheden om Forskellen mellem ham og en anden Kasserer i en mindre, men dog anselig Bank, som for et Aars Tid siden ogsaa var kommen galt af Sted.

✂ Denne inferiøre Person havde kun baaret en Overlegenhedens Maske, der skulde dække over skæbnesvanger Underlegenhed; i Bunden havde han alene været en dum Levemand i Knejpestil, der fik snyltet sig ind paa det gode Selskab og duperede sit egentlige Lag dermed. Da han havde følt sig opdaget, var han gaaet fuldstændig fra det, bogstavelig løbet fra Banken ud til en Ven paa Landet, hvor der ingen Bistand var at finde, medens i Mellemtiden baade Bankens Personale og Politiet 22maatte blive alarmeret. Bagefter havde denne udannede Hysteriker søgt at klare for sig med Undskyldninger, der selvfølgelig var grundede paa Løgne. Han havde pukket paa sine mange Aar i Aktieselskabets Tjeneste, krænket henvist til tidligere udvist Pligtopfyldelse og Velvilje mod sit Institut og mod private, som han bagefter skamløst havde snydt og bedraget, Aar efter Aar, i Smaabeløb paa Smaabeløb, for at kunne fylde sin tomme Hjerne med Selskabssladder og andre Folks Meninger og sin Vom med god Æde og Drikke.

✂ Heldigvis havde Chr. F. Holm ikke været som denne Tolder ...

✂ Holm rejste sig stilfærdigt, gik over Tæppet hen til det lille Salonskrivebord, drejede om for Blusset, fik Papirerne ud af Porteføljen, trak med et rask Tag Stolen frem og slog op for Skrivetøjet.

✂ Han vilde opgøre sin Status.

✂ Ganske optaget arbejdede han i nogen Tid med Notaer fra Veksellerere og andre Bilag.

✂ Saa gled hans Husholderske forsigtigt ind ad Døren: om hun ikke skulde servere Middagsmaden?

✂ Holm gjorde en Sammentælling færdig, inden han et Øjeblik lidt tvivlraadig sáa op fra 23sine Papirer ... nej, det vilde ikke passe ham i Dag at sidde alene derinde i den ovale Spisestue med de blaa Porcelæner paa Væggene og spise, uden at han rigtig følte Appetit.

✂ „Jeg spiser ude.“

✂ Og med et Par velvillige Nik til Husholderskens Beklagelse over den gode Mad, hun nu forgæves havde lavet, fortsatte han sit Arbejde

✂ ... Saa laa Regnskabet færdigt foran ham — paa Kroner og Øre, skønskrevet, som han altid udarbejdede sine Ting. Han undertegnede med sin bekendte Signatur.

✂ .. Saldo: det femcifrede Tal, som var hans Underskud.

✂ Kassereren lænede sig lidt tilbage i Stolen, med Blikket paa Papiret.

✂ Hvor Tal egentlig var en underlig Ting! Han havde altid elsket Tal. Allerede som lille Dreng havde Regning moret ham i Modsætning til de fleste andre Drenge — der heller ikke havde den Ordenssans som han. Regning og Arithmetik havde været ham en sindrig Leg, ligesom senere de forskellige Kortspil blev det, for det kunstfærdiges Skyld, der var i Spillet og de Beslutninger, de krævede. Ordenssansen forlod ham aldrig. Den hørte sammen med Tallene.

✂ Han sáa helt kærtegnende paa sit Papir: Finere Regnskab kunde ingen lægge paa Bordet. Her havde ikke været nogen Handlen paa Slump. Nødvendigheden havde Skridt for Skridt fremtvunget Situationer, som hver Gang havde ladet sig udtrykke i klare Tal. I den største Orden og med de paalideligste Cifre laa hele Historiens Udvikling her fortalt.

✂ Det var som en arkitektonisk Bygning eller et Musikstykke eller en Skakløsning.

✂ Men en Ting fortalte Papiret intet om. Og det var Tallenes Trylleri.

✂ Der var i disse 10 Cifrer, der lod sig kombinere til saa uendelig meget, og hvori alle Styrkeforhold paa denne Jord blev udtrykte, noget betagende.

✂ Tallenes Skarer myldrede frem over hele Verden og alle Vegne, fra det fattigste, vilde Samfunds spredte og tynde Rækker, hvor man kun kunde tælle til 7, til de moderne Omsætningslandes Milliardkolonner. Tallene var Flokke, Skarer, Hære, der blev til overalt, hvor Mennesker overhovedet færdedes. Var der ikke i dem noget af selve Tilværelsens Mystik?

✂ Gennem Holms egne Hænder var der hver eneste Dag gaaet Hundreder af Tusinder; om 25hans Ører havde det bestandig summet i et Brus af Foretagender, der regnede med Millioner paa Millioner i en mægtigt instrumenteret Symfoni. Hvor var ikke Klangen af de forholdsvis saa faa Tusinder, som han personligt raadede over, bleven tynd i Sammenligning dermed — som om et Spinet skulde spille med i et moderne Monstreorkester under aaben Himmel. Men selvfølgelig havde han omhyggeligt holdt sammen paa sin egen Smule, ført Regnskab lige ned til den mindste Øre. Saadant smaaligt Regnskab hørte med til Tallenes Væsen og skulde føres i de største som i de mindste Forhold. Gennem Sten paa Sten maatte netop Milliardernes Talpyramide bygges op til sin lysende Tinde, der beherskede Verden.

✂ Den Dag var kommen, da hans Syn var bleven blændet af denne Tinde, som var den naturnødvendige Afslutning paa de slæbende og slidende Menneskemyriaders Værk.

✂ Bliv rig! havde det hvisket i hans Øre — som han virkelig sáa, det kunde lykkes for dem, der ikke skabte Guldet selv, ikke var Forretningslivets store Frembringere men dets Spejdere og Følere, Lyttere og — Lygtemænd, Børsens Spekulanter. De Folk maatte operere med Oplysninger, der var indhøstede gennem 26særlige Forbindelser, ofte ad fortrolige Veje, saadanne som netop paa mange Maader stod Holm aabne. De burde kunne lægge Øret til Jorden og lytte de kommende Begivenheders Trav ud af alle de Rygter og Stemninger, der svirrede i Luften. Men først og fremmest maatte de forstaa at føle Styrken og Dybden af selve disse Stemninger, der var bedrageriske og hysteriske som Mennesket selv, kunde kaste sin Rytter af, saa han knækkede Halsen, men ogsaa føre ham i strygende Galop frem mod det Punkt, hvor han efter egen Beslutning sprang af og overlod Risikoen ved Ridtets Fuldendelse til andre.

✂ Spændende var dette Ridt efter Guldet. Karakteregenskaber fordrede det, Roens, Beslutningens, Begrændsningens.

✂ Guld var Guld, om det af svedige Næver blev gravet frem af Jorden, eller det strømmede ind i Pengekassen som Betaling for Varer, eller det fra den ene Spekulants Hænder gled over i den andens.

✂ Og midt i Glansen fra Guldet stod hun med sin Sikkerhed og Munterhed, Dristighed og alt det andet, som Besiddelsen af Penge kunde give; hun, der havde en Naturgrund, som ingen Penge skaber, men hvem Pengene havde slebet, som Diamantsliberen sliber den raa 27Ædelsten, saa at den faar Spil, der gnistrer og funker som guddommelige Lyn. ...

✂ Kasserer Holm havde rejst sig med et determineret Sæt: Nu gik han ud! Lidt frisk Luft kunde gøre godt. Arbejdet for i Dag var færdigt. Han vilde ikke tænke paa Dagen i Morgen og dér, hvor han skulde hen, for at søge Dækning. Bort med de Tanker!

✂ Han begyndte ogsaa at blive sulten, og det var ingen Skade til, at han viste sig i Aften paa et offentligt Sted, lige saa rolig som sædvanlig ...

✂ Da Klokken var noget over otte, gik Kasserer Holm ogsaa i sit sædvanlige Tempo ned ad den store, livlige Bys Hovedstrøg.

✂ Det var ham ellers den morsomste Tid af alle; men i Aften blev Turen en Skuffelse. Det slog ham, at han vandrede gennem hele Sværmen af flanerende Herrer og livslystne Forretningsdamer, der nu havde fri, med en Fornemmelse, som om han var en Sten, der faldt ned igennem Vand.

✂ Koldt uvedkommende blev ham det hele, han følte sig kun ensom. Intet af al Bevægelsen, hele Livet omkring ham fremkaldte i Aften den æggende Fornemmelse af Samklang i hans Sind.

✂ Det blev ham næsten en Tvang at gaa igennem den tæt besatte Kafé-Afdeling i en stor Restaurant, hvor Musiken allerede spillede, og smilende gengælde nogle Bekendtes Hilsen, inden han slog sig til Ro i Spisesalen og bestilte sin Diner. Maden smagte ham heller ikke rigtigt, og han fik den hurtigt ned. I Virkeligheden følte han sig urolig, betalte skyndsomt og bevarede kun sin sikre Holdning, indtil han atter vel var kommen ud paa Gaden igen.

✂ Dér styrede han hurtigt omkring Hjørnet og skridtede af Sted gennem nogle sparsomt belyste Sidegader — til sin Faders Hjem. Han kunde naa at være der netop til den Tid, hvor Theen var drukket, og den gamle havde sat sig til Rette ved en Bog, i Fred og Ro.

✂ Den Fred og den Ro maatte Kasserer Holm føle ligesom slaa sammen omkring sig. ...

✂

II

✂ Gaden, Holms Fader boede i, var stille og gammel. Paa den ene Side løb en lang Kirkemur, paa den anden laa en af Byens største Stiftelser med sine Rækker af Smaaruder. De ganske faa Privatbygninger i Gaden var fra 29en ældre Tid, flade og glatte, men rene og med Potteplanter i de smalle Vinduesfag.

✂ Naar Holm kom ind i den Gade, maatte han altid tænke paa nyvaskede gammeldags Gulvbrædder, uden Maling eller Fernis, end sige dækkede med Tæpper, ene og alene tarveligt nøgne. Symboler paa gammeldags Hjems lidt udfordrende Orden og Redelighed!

✂ ... Redelighed! tænkte han nu i Aften, medens han dæmpede sin Gang en Smule, efter at være bøjet ind i Gaden. Der undslap ham ligefrem et Suk: Redelighed.. Orden og Redelighed! Det var Ord, der kom en samtidigt paa Læben som Skam og Skade, Spot og Spe. Laa der ikke en Tingenes rette Sammenhæng, en dyb Filosofi i, at Orden og Redelighed nævnedes i samme Aandedræt? Var det ikke netop blevet hans Livs Ulykke, at han havde kunnet skille de to Begreber ad: Orden, som han vilde gaa i Graven med, og Redelighed, som han havde forbrudt sig imod?

✂ Han steg op ad de slidte, af og til lidt knirkende Trin, som førte til hans Faders Lejlighed. Den smalle Trappegang var endnu belyst med Gas.

✂ Holm blev modtaget med et venligt Udraab af Husholdersken, der selv lukkede op, og lidt efter sad han i Faderens Værelse alene med 30den gamle Mand. Holms to ugifte Søstre var paa deres Abonnementsplads i det kongelige Teater.

✂ Der hørtes ikke en Vogn i Gaden, som kun førte ud til midt paa den Bulevard, der havde afløst Byens gamle Volde. Her var i Sandhed stille, og Holm følte sig omgivet af en hyggelig Lugt af Bøger og Papir, der ligesom mættede Renligheden herinde.

✂ Da Holms Blik strejfede Rækkerne af solide, mørke Bind, tænkte han, at i dette Hjem havde Bøger været agtede Hjælpere til Arbejdet og skattede Lærere i Fritiden; for ham selv var de bleven til Tjenere, som han hundsede, naar de generede eller ikke makkede ret.

✂ Tobak røg Holms Fader, efter Lægens Raad, nu ikke mere; men han bød Sønnen en Cigar.

✂ Holm havde endnu Øjne og Tanker ved hele Rummet herinde med sit Indtryk af Arbejde og vel fortjent Hvile; han rystede afværgende paa Hovedet.

✂ Den kraftige gamle Mand med sine bestemte Øjne i det lidt gulnede Kontoransigt gjorde en lille munter Haandbevægelse.

✂ „Du kunde ellers have taget den uden Risiko,“ sagde han, jeg har lagt mig dine Formaninger om bedre Cigarer paa Sinde, nu, da jeg selv er holdt op med at ryge. — Det var for 31Resten pænt af dig at se herop. Jeg havde ikke ventet dig før Søndag.“

✂ „Fader,“ sagde Holm pludseligt, „jeg vil alligevel gerne have den Cigar. — Jeg vilde bare sidde lidt hos Dig i Aften og sludre. Og saa havde vi i gamle Dage altid Røgen oppe ...“

✂ „Christian,“ sagde Faderen lidt efter og sáa med de lidt blege Gammelmandsøjne over paa Sønnen, der netop havde faaet tændt Cigaren, „hvor Du egentlig ligner din Moder! Jeg véd ikke, om det var nu her, i Skæret af Tændstikken, at det slog mig saadan.“

✂ Der gik et baade Pinens og Lettelsens Suk igennem Chr. Holm, han sáa uvilkaarligt over imod Faderens og Moderens Portræter, der hang midt inde i Familjebillederne over Sofaen med Endeskabene og den svungne Ryg. Heldigvis laa hun nu under Jorden, Moderen, med sin lidt sammenknebne Holdning og den spejdende Omhu for alle sine ... hendes Blik havde i de senere Aar overfor ham mistet sin Aarvaagenhed og var taget saa urimelig til i beundrende Kærlighed — som hos Mennesker, der Livet igennem af Pligtfølelse har maattet kue det bløde i deres Sjæl, men nu er saa lykkelige over at turde slippe det fri ... Aa, Gud være lovet, at hendes Øjne var trykket i. ...

✂ „Ja,“ svarede han paa noget, Faderen havde sagt, og som han slet ikke havde hørt.

✂ Det var Tonefaldet, der endnu dirrede ham i Øret, som fortalte, at her skulde siges Ja.

✂ Holm maatte tage et lille Tag i sig selv: som over Klangen af Faderens Ord nu nylig var der over hele den gamle Mand noget afsluttet, fuldbragt. Ikke blot var selvfølgelig hans Billede af Livet fuldt ud færdigt; men hans eget Liv var paa en Maade færdigt. Egentlig var det blot mekanisk Gentagelse af svundet Liv, naar den tre og halvfjerdsindstyve-aarige Mand endnu var en rutineret Chef for Departementet, han var kommen ind i som fire og tyveaarigt ungt Menneske.

✂ „Mærker I noget til den nye Minister, Fa'er?“ spurgte Holm, der begyndte at føle sig nervøs over al Hyggen og Roen omkring ham, i Stedet for, at han havde haabet paa, den kunde berolige.

✂ „Næ“ — rystede den gamle paa Hovedet.

✂ Han tilføjede intet om, at det havde været den nye Ministers oprindelige Plan at ville rydde op blandt de ældste af Embedsmændene og begynde med selve Departementschefen.

✂ Og hans Søn sagde heller intet, skønt han lige saa godt vidste baade, at Planen havde været oppe, og at Ministeren alligevel havde 33maattet betænke sig. Selv imellem Fader og Søn herskede der, og havde der altid hersket, en Diskretion, som ingen af dem nogen Sinde vilde krænke.

✂ Medens Faderen talte videre og interesseret fortalte om en Del Forandringer i Kontoret og Forretningerne, som de nye Tilstande havde medført, tænkte Sønnen, at diskretere Mand end Faderen kunde han ikke finde at betro sin Ulykke til.

✂ Og lige saa utvivlsomt vilde den gamle uden at betænke sig et Sekund eller fortrække en Mine hjælpe ham.

✂ Holm tog Øjnene bort fra sin Faders rolige og sikre Haandbevægelser, medens han talte ...

✂ Hjælpe ham! Der var jo ingen anden, som kunde hjælpe ham.. og Faderen vilde gøre det — det vil sige, han vilde lade sig flaa — for han maatte flaas til Skindet!

✂ Holm rejste sig og lod, som om han vilde benytte den gammeldags Spyttebakke med Sand i, der stod ved Kakkelovnen. Ja — hans Fader vilde lade sig flaa til Skindet! — for at redde Sønnens Ære, der betød hans egen.

✂ Ti under Synspunktet Ære var hele denne Embedsmands Liv bleven ført: ærefuld Stilling, Æresbevisninger, Ærestegn.

✂ Holm satte sig igen ned overfor Faderen, 34der blev roligt ved at tale som den, der er vant til at foredrage uden at vente Svar ...

✂ ... Paa Hæderspladsen over Skrivebordet derhenne hang Oldefaderen i Cancelli-Assessor-Uniform og Bedstefaderen i Byfoged-Kjolen og Onkel Johannes, der faldt som Officer — paa Ærens Mark, som Faderen kunde sige det, saa selvfølgeligt som der lød Salver over en Soldats Grav.

✂ Holms Forældres Gud havde været Æren. Han havde fundet, at de ofte dyrkede denne Guddom under snevertsynede, smaalige, næsten latterlige Former. Men nu var det dog Respekten for denne Ære, der skulde redde hans Liv, og, svirrede det igennem hans Hoved, med Opofrelse af Faderens og hans to ugifte Søstres Liv ... selv om det ikke var Livet direkte, som Onkel Johannes havde ofret det, da han faldt i en bevidst haabløs Kamp for Æren ...

✂ Den utro Kasserer gav sig til anstrengt at følge sin Faders Fortællinger; han tvang sig til at tale med og uddybe det behandlede Emne videre, medens en underlig Klamhed samlede sig i hans Tindinger.

✂ Faderen kom i bedre og bedre Lune. Det gamle Kasseuhr inde fra Spisestuen ved Siden af skramlede til Slag og ramlede ti dumpe Puf 35ud i Rummet, uden at Departementschefen i mindste Maade ændsede det.

✂ Sønnen vidste, at Faderen hver Aften nøjagtigt Klokken halv elleve gik ind i sit Soveværelse.

✂ „Naar kommer Søstrene hjem?“ spurgte han, saasnart Lejlighed gaves.

✂ „Ja, det bliver jo ikke før elleve,“ svarede den gamle, „de trækker det senere og senere ud i Teatret.“

✂ „Holm lettede paa sig ... det maatte jo siges:

✂ „Jeg skal ikke i Banken i Morgen,“ sagde han højt ... „jeg skal tale med nogle Folk her i Byen for Direktionen.“

✂ Han gjorde en Pavse.

✂ Faderen nikkede sindigt.

✂ „Jeg er her i Nabolaget ved din Frokosttid Kl. elleve.“

✂ Faderen nikkede igen med den Vane, han havde, fra naar han hørte Referater.

✂ „Jeg kunde have Lyst til at spise med.“

✂ „Ja, Du er velkommen, min Dreng.“

✂ Det stoppede næsten op for Holm. Men han fortsatte: „Saa tager Du Dig jo altid et Kvarterstid efter Frokosten, inden Du gaar paa Kontoret, Fa'er..“

✂ Faderen nikkede igen: „Ja, Du kan godt faa 36Dig en Sludre-Cigar herinde hos mig ovenpaa Maden.“

✂ „Tak!“ sagde Holm hurtigt.

✂ Han stod nu op overfor Faderen, som ogsaa havde rejst sig og omhyggeligt stillede det Askebæger til Side, der havde været sat frem for Sønnen. Han bød ikke Sønnen nogen frisk Cigar.

✂ „Saa skal Du til Ro, Fa'er ... Du kan trænge til det.“

✂ Den gamle trak gemytligt paa det: „Naa — ja, det er vel paa de Tide ...“

✂ Holm var nær ved at smile: Det var nok snarere ham selv, der kunde trænge til Ro.. det var ikke frit for, at Gulvet næsten gyngede en Smule under ham.

✂ Den gamle rettede sig i Vejret. Lidt var Skikkelsen nok groet nedad i de senere Aar, men han var dog endnu altid stor og kraftig.

✂ „Det var pænt af Dig, min Dreng, at se herop.“

✂ Chr. Holm tav.

✂ Saa tog den gamle Mand pludselig med Varme sin Søns Haand: „Tak, Christian! For det er alligevel ensomt at blive gammel, og Pigebørnene, jeg synes, at de er ved at blive gamle med.“

✂ Han tog ham om Skulderen:

✂ „Naar blot jeg kunde have den ene Glæde endnu af Dig, før jeg dør ...“

✂ Holm vidste saa inderlig godt, hvad hans Fader mente.

✂ „For husk paa, at det er Dig, der skal bevare Navnet ...“

✂ Holm havde haft mest Lyst til at lukke Øjnene; der manglede blot et fortsættende.. „med Ære“ som det sidste Marterslag. Men det fandt vel Faderen ganske overflødigt at nævne. ...

✂ Medens Holm fulgte efter Pigen, der maatte lyse ham ned, fordi Klokken nu var over ti og Gassen slukket, havde han en Fornemmelse, som om han blev smidt ned ad Trapperne i sin Faders Hus, eller rettere sagt smed sig selv ned ad dem.

✂ Da Døren blev lukket efter ham, maatte han læne sig op ad Husmuren: hvordan i al Verden skulde han komme over den Dag i Morgen!

✂ Han styrede uvilkaarligt ud paa den aabne Bulevard, hvor Novemberblæsten fik ham til at holde paa Hatten, medens den paa samme Tid smuttede i kolde Blaf helt op under Benklæderne, ind paa Strømperne. Alligevel satte han sig ned paa en af Bænkene derude, hvad 38der sikkert ikke var faldet ham ind i de sidste tyve Aar.

✂ Der sad ikke saa meget som en forkommen Vagabond, saa langt hans urolige Øje kunde se omkring. Saa meget desto bedre! Her kunde han faa lidt Fred. ...

✂ Fred; det var det, han kom fra ... og som han i Morgen skulde forstyrre ... voldeligt sprænge i Stykker, som om en Granat var kommen farende fra et Baghold og havde forvandlet levende Mennesker til splittede Knogler og forbrændte Kødtrevler ... Om lidt kom Søstrene hjem — fra en „dejlig“ Aften, som de kaldte saadan en Teatertur i hele deres nedstemte Nydelsestrang, og i Morgen! de vilde kræse op for ham paa det bedste ved den nette Frokost, fyldte som de var af en egen, kildrende Beundring for denne yngre Broder, der, efter at have fulgt Slægtstraditionen til sin Eksamen paa Universitetet, pludselig havde brudt sig en egen Vej, ikke uden Modstand hjemme fra. Men han kom frem ad den Vej, som var noget nyt for disse Døtre af Statsembedsmænd i fjerde Led. Og denne Vej, som de i Begyndelsen sáa skævt til og var ængstelige for, havde heldigt og hurtigt ført ind i den moderne Velstands mærkelige Rige, hvis Sol derigennem ogsaa af og til kunde 39kaste et spændende Genskin over paa dem. Hans mange Opmærksomheder og Gaver, som de saa trygt turde modtage, fordi de kom fra Broderen, de smaa Indbydelser til hans moderne og overflødige Hjem var dem en Kilde til særegen Fryd; det var lidt som at kige gennem Nøglehullet derind, hvor de ikke hørte hjemme og ikke skulde høre hjemme, men hvor det dog var morsomt at faa et hemmeligt lille Indblik. Nysgerrige og glade ved Pynt og Stads og Velvære, som de var det inderst inde i deres Kvindesind!

✂ Og nu — fra i Morgen! Naar Faderens beskedent nedarvede og sparsomt øgede Formue var bleven slugt af det Deficit, som deres Broder ikke kunde dække ved at realisere selv sit sidste Aktiv— —ja, Faderen kunde jo komme igennem med sin Gage og vel ogsaa siden med Pensionen; men Søstrene ... Holm sáa hele deres Fremtids Anstandsfattigdom for sig med Legatkummerlighed og Slid af Trappe paa Trappe for at naa ind i en mager Stiftelse, der kunde sømme sig for dem, hvor de traf dem, som de kunde være bekendt at bo sammen med. Og saa det, at de havde mistet deres Tro paa ham! Skønt— —var her ikke netop de Kvinder, hvis Tro overvandt Døden — hans moralske Død? Jo — jo, det var han 40sikker paa! Hans Søstre vilde holde paa Mennesket i ham, saa længe de blot havde en Draabe Vand at læske ham med. De vilde aldrig kunne glemme den lille Dreng, de havde puslet om som Smaapiger, og siden set blive den unge Student og den flotte Bankmand, der ikke glemte sine gamle Søstre ...

✂ Men Faderen — for ham vilde Sønnen være død. Og falden paa Vanærens Mark, for denne Bankdirektørs og hans Sekretærs Øjne. Den Ære, som blev reddet for Slægten, skulde den gamle Mand endda tage som en Naade af to fremmede Mennesker. Tilmed Mennesker fra en Verden og en Samfundsklasse, der inderst inde var Bureaukraten imod! Den reddede Ære vilde kun være et Skin, en Øjenforblændelse overfor Verden og først og sidst overfor hans Slægt, en Løgn, som den stolte gamle Mand maatte gaa omkring med paa Læben, saa længe han levede — og hvorledes skulde den forklares efter hans Død, naar dog hans Fattigdom maatte blive aabenbar?

✂ For første Gang kom der en Tanke listende ind over Kasserer Chr. F. Holm, ude fra Mørket og Kulden og det Parkens Vandspejl, som han svagt kunde se glimte i Blæsten: — Døden, den rigtige, virkelige Død, var den ikke Frelsen?

✂ Men han rejste sig hurtigt, ligesom i Skræk. Nu gik han hjem, rask. Han rystede jo af Kulde ... kunde blive dødssyg af at sidde her ... ja, dødssyg, syg til Døden, det var jo netop det, han maaske burde blive ... Aa, han var gal; det løb jo rundt for ham! For ham, den koldblodige, den, der netop nu skulde have al sin Sikkerhed behov, for at klare sig, ikke blot fra Ulykken, men videre frem igennem Livet. Han skulde klares, maatte klares, gennem rolig Overvejelse. Hvor havde han ogsaa taabelig spildt Tiden! Der var jo dog maaske andre Udveje, som han kunde finde paa — Forretningsvenner, han, med Udsigt til Bistand, turde betro sig til. Hvorfor havde han straks betragtet det som ganske udelukket?! Dengang syntes det ham Udslag just af menneskelig Klarhed, der ikke spildte Tiden med unyttige Skridt, men styrede lige hen, hvor der var begrundet Haab om sikker og diskret Hjælp. Men havde han haft Ret heri? Var det ikke netop en dum Overklogskab, der her havde behersket ham? ... Gud ske Lov for den hele Dag i Morgen, som han havde betinget sig til at skaffe Dækning! Først om Aftenen skulde han indfinde sig i Direktørens Hjem. Og saa var det oven i Købet Søndag i over Morgen — endnu en lille Respit, hvis Lørdagen ikke kunde 42bringe hele det ønskede Resultat. Tabe Modet — det manglede bare! Hvordan var det, Englænderne sagde: Money lost — nothing lost; honor lost — something lost; pluck lost — allthing lost!

✂ Han vilde hurtigst muligt hjem igen i de Stuer, som var hans egne, skabte af hans egen Udvikling, hans egen Smag, dér vilde han finde sig selv og sin Styrke. Det var som Kæmpen i det gamle Sagn, der fik sine Kræfter tilbage, naar han, overvunden, berørte Jorden, sin Moderjord.

✂ Henne ved den første Gadeoverskæring af Bulevarden, standsede han en Automobil, der kom forbi, og faa Minuter efter holdt han udenfor sit Hus paa den fornemme, nye Kirkeplads.

✂

III

✂ Da Holm drejede om for det elektriske Lys inde i sin Dagligstue, slog Taffeluhret sine smaa, diskrete 11 Slag.

✂ Han hentede lidt Whisky og Sodavand i sin Buffet og blandede sig en beskeden Drik. Nu vilde han besindigt og systematisk gennemgaa alle Muligheder.

✂ Paa et Ark Papir skrev han langsomt en Række Navne op.

✂ Saa klingede Telefonen ganske stille, lige ved Siden af ham.

✂ Han tøvede et Øjeblik, men førte saa Tragten til Øret og nævnede sit Navn.

✂ „Endelig!“ lød det, med den lukkede, fortrolige Betoning, der altid gjorde det af med Holm. „Portieren har ringet tre Gange i Løbet af en Time; men nu vilde jeg selv.“

✂ Holm spurgte, hvor Fruen egentlig var henne.

✂ Hun nævnede Navnet paa en af Byens største Restauranter: de var et lille Selskab.

✂ „Jeg troede, at man skulde være rolig hjemme i Aften i Anledning af den store Fest i Morgen.“

✂ Holm holdt i Telefonen meget af at bruge det neutrale „man“.

✂ „Jamen „man“ fik uventet to af „man“s Forretningsvenner til Middag med én Kone, tilrejsende, frygtelig! Bagefter gik vi lidt sent over i Teatret, og nu sidder vi her.“

✂ Der kom en lille Pavse.

✂ „Jeg længes,“ sagde hun saa.

✂ Der var en hel anden Betoning i de Ord, ingen spøgende, men en nøgent ligefrem.

✂ Holm lystrede.

✂ „Ja, jeg kommer jo gerne,“ sagde han, „— det vil sige, jeg kan ikke blive for længe ...“

✂ „Pedant!“, sagde hun, som om hun havde sagt „Du kære!“

✂ Saa ringede hun af ...

✂ Da Holm traadte ind i det store Hotels Forhal, hvorfra høje, matte Glasdøre førte til Etablissementets fornemme Restaurant, traadte Portieren ham ærbødigt i Møde.

✂ Holm havde altid fundet denne Vestibule behageligt smagfuld. Ligefor førte en bred, tæppebelagt Marmortrappe op til Værelserne, og man stod sjældent her og talte med en eller anden, uden at enkelte Fremmede steg lydløst op eller ned ad denne fine Trappe, med det underlige Udtryk af at høre hjemme og dog have Øjnene med sig alle Vegne, som karakteriserer Hotelgæster. Samtidig kunde Elevatoren lige bag Trappen komme stille susende oppe fra, stoppe med et lille svagt Stød og Gylp, hvorpaa Folk i Rejsedress eller Selskabsdragter passerede den bukkende Page.

✂ Fra et Springvand langt borte i Vinterhaven, som ikke var tilgængelig for Folk fra Gaden, men kun forbeholdt de Rejsende, lød bestandig en fjern Plasken og Rinden. Skriveværelser 45og Konversationsrum bredte sig overfor Indgangen til Restauranten. Alt var lagt til Rette, gik mekanisk, dæmpet, glat, i Kraft af et usynligt lille Pengetryk, saaledes som det netop tiltalte Holm.

✂ Portieren havde allerede hjulpet Holm Tøjet af.

✂ „Jeg hænger Hr. Hovedkassererens Tøj her i den lille private Garderobe.“

✂ Holm nikkede. Disse smaa Begunstigelser var ham behagelige.

✂ „Konsulens og hans Selskabs Sager hænger dér ogsaa,“ fortsatte den opmærksomme Portier, medens han anbragte Pelsen. Holm kendte hendes atlaskforede Aftenkaabe.

✂ Saa traadte han rask ind i Restauranten, Byens mest ansete Lokale.

✂ Et hvælvet Rum med høje Søjler og fortrolige Nicher mellem Marmor og Teaktræ! Her kunde man, efter at have spist fortræffeligt, lade Havanarøgen kaste sine blaa Flager ud over Glas med en perlende Drik og se den langsomt stige til Vejrs. Her blev aldrig trykkende, og Musiken fra den tilstødende, stærkt besøgte Kafé lød dæmpet og dog bestandigt nærværende.

✂ Holm mødte straks fra den midterste af Nicherne Fruens opmærksomme Blik, som fulgte 46hver en, der kom og gik. Det lysnede op og kaldte ham hen til sig ligesom en Stemme, medens hun overfor de andre i Selskabet lod, som om hun endnu ikke havde set ham.

✂ Saa fulgte de lidt højrøstede Hilsener og Præsentationen for Forretningsforbindelsen fra Provinsen med Frue, som Holm ikke kendte. Den anden Herre, foruden hendes Mand, var netop et af de Navne, som Holm havde skrevet paa sin Liste hjemme, Direktøren for et stort Industriforetagende.

✂ Holm kunde ikke gøre ved, at han kom til at klippe lidt med Øjnene, da han trykkede Direktørens Haand.

✂ Selskabet var længst færdig med at spise. Nu stod der kun en Kande Champagne paa Bordet. Der blev skænket i et Glas til Holm.

✂ Fruen sad i Sofaen ved Siden af den fremmede Dame og ligesom lo af, at han sad dér yderst, længst borte fra hende. Hun havde netop den Evne at kunne tie og samtidig tale med sine Øjne eller ogsaa sige et og med Øjnene udtrykke lige det modsatte.

✂ Hvor tit havde Holm ikke i hendes Selskab oplevet det højeste, han syntes, Livet kunde yde, og som vist ogsaa de allerfleste Mennesker fandt var det højeste — Lykke, opfyldt af en Kvindes Sorgløshed! At kunne gøre en Kvinde 47sorgløs! Lokke alt det umiddelbart glade og hengivne og taknemmelige frem hos hende, lige meget, hvor raffineret hun kunde være, ja netop, naar hun var et saadant fuldt ud raffineret lille Kvindemenneske som hun, der sad her! Var det ikke en Urdrift hos Manden, ja, det egentlig centrale, hvori al berusende Lidenskab, henrivende Forfængelighed, offervillig Ømhed gik op!

✂ Selskabet talte om den Operaforestilling, de havde været henne til.

✂ Fruen holdt af Musik og sang selv kønt; hendes Mand kunde ikke kende den ene Melodi fra den anden.

✂ Fruen fra Provinsen blev meget ivrig; hun og hendes Mand havde hørt netop den Opera fra i Aften ovre i Paris med en verdensberømt Sanger.

✂ Provinsfruens Udviklinger blev lidt trættende. Holm distraheredes, de andre Herrer ogsaa, med Undtagelse af den veltalende Dames Mand, der sekunderede hende.

✂ Fruen sad fripostigt og lyttede, med Øjnene ofte over paa Holm.

✂ Der kom en ny Kande Champagne paa Bordet; Herrerne drak rigeligt; Holm ikke mindst.

✂ Konsulen fik Direktøren ind paa at snakke om nogle meget omtalte, store Børsforretninger; 48Direktøren mente at forstaa det, der laa bag dem. Holm tvang sig til at gaa med ind paa denne Tale om Penge og Spekulationer, der tilfældigvis berørte netop noget af det, han selv havde spekuleret uheldigt i. Herren fra Provinsen greb med ind i de andre Herrers Samtale. Damerne fortsatte med hinanden, hurtigt noget trægt. Holm greb sig i nogle Gange at skotte hen til Uhret i den anden Ende af Salen.

✂ Pludseligt sagde Fruen, henvendt til Damen ved hendes Side, men ud over Bordet: „Nu tror jeg, vi gør Strejke; Herrerne glemmer, at det er meget over Børstid.“

✂ Direktøren lo og vilde have Damerne med ind i Samtalen, der nu drejede sig om den store Baisse i Dampskibe.

✂ Provinsfruen var straks villig: hun talte saa tit med en af Matadorerne hjemme om Kurser, og han sagde altid, hun havde en medfødt, fin Næse; hendes Mand kunde ogsaa bevidne, at hun havde advaret ham mod Dampskibe.

✂ „Jamen dengang gik de nu rigtignok op, min Pige.“

✂ „Ja, dengang — men nu hører Du da ...“

✂ Fruen lo, og de kom allesammen til at le; Holm med.

✂ „Men nu tror jeg for Resten,“ sagde Fruen til sin Mand, „at Du skal tænke paa at betale, for, „mine Øjne, de blive saa smaa“.“

✂ „Og vi skal til vor store Fest i Morgen,“ tilføjede hun og saá fast paa Holm. —

✂ Medens Regningen blev afgjort, og man rejste sig, tog Samtalen pludselig levende Fart angaaende det Hus, de skulde sammen i Dagen efter, hvem der plejede at komme dér, hvad der sædvanligvis blev budt paa, og at der vistnok i Morgen kom nogle af de nye Operastjerner, som skulde synge ...

✂ Omsider naaede man forbi den bukkende Overkellner og hans Medhjælpere gennem Lokalet ud i Vestibulen, hvor Belysningen allerede var dæmpet.

✂ Herskabet fra Provinsen boede paa Hotellet. Man sagde hjærteligt Godnat og Tak for i Aften!

✂ Holm hjalp Fruen i Aftenkaaben ...

✂ Udenfor vilde hendes Mand lade Portieren fløjte efter en Automobil.

✂ „Aa nej,“ sagde hun, „jeg vilde saa gerne gaa, for at faa lidt frisk Luft.“

✂ Direktøren skulde samme Vej som de andre, og ganske uvilkaarligt gik han og Herren foran, hun og Holm i en lille Afstand bagefter.

✂ „Kongen er bedrøvet, Kongen er tavs,“ sagde hun sagte.

✂ Hendes dæmpede Ord overvældede ham i den Grad, at han heftigt tog frem efter hendes Haand under Aftenkaaben. Tonefaldet havde været saa fortroligt, som han netop trængte til det i dette Øjeblik, og paa samme Tid saa spøgefuldt uforstaaende, at det voldsomt fjernede ham fra hende. Han trængte til rent taabeligt at gribe efter hende, som Barnet, der vil afværge Ulykken ved at tage fat i Moderen.

✂ Hun sáa op paa ham med et Blik, der var baade interesseret og lidt spodsk.

✂ „Begynder man at blive voldsom?“ lo hun.

✂ Men da hun følte det Modviljens Gys, der gik igennem ham ved de Ord, tilføjede hun hurtigt, med en Stemme, som om de var alene i den hele Verden: „Hvad er der i Vejen med Dig? Du er da ikke syg?“

✂ „Jo, Ingeborg, jeg tror, at jeg er syg.“

✂ „Aa — Snak“ — nu var det hendes Haand, der smuttede frem fra Aftenkaaben og et Øjeblik tog ham om Armen: „Hvad skal det sige?“

✂ Hendes Stemme lød baade angst og irriteret.

✂ „Du gaar da ikke hen og bliver syg?“ kom det igen med samme Tonefald.

✂ Her gik Holm, ned ad en Gade, med det eneste Kvindemenneske i Verden, som rigtigt havde fængslet ham, netop fængslet ham — i en Lænke af Guld, fordi alt, hvad der kom hende ved, maatte klinge af Guld, men ikke fordi det var Guldet, som lænkede. Aa nej, det som bandt ham fast til hende, var vel netop dette, der laa i hendes baade ængstelige og fortrydelige: Du gaar da ikke hen og bliver syg!

✂ At hendes kæreste og morsomste og allerbedste Tidsfordriv, som hun sværmede for og ikke kunde undvære, skulde gaa hen og svigte hende!

✂ „Hvor har Du været henne i Aften?“ lød det pludseligt ved hans Side, saaledes som den spørger, der har Ret til at faa at vide.

✂ „Jeg har været hjemme ..“

✂ „Hjemme?“

✂ „Ja, hos min Fader,“ tilføjede han og tænkte, at det Hjem bestod da endnu, og andet Hjem havde han aldrig haft.

✂ „Naa ja, dér kan man jo ikke konkurrere,“ sagde hun med ærlig Bitterhed

✂ Holm spidsede Ører ved den kendte Klang i Stemmen: Med intet havde hun smeltet hans Hjerte mere end netop med sin Skinsyges Brand, hvori alle hendes Væsens Evner flammede. 52Denne Skinsyge havde altid smigret og truet og tvunget ham ind til hende. Hendes lidenskabelige Stolthed gjorde, at hun vilde være Nummer et og alt for den, hun havde kaaret sig, og derigennem blev han et og alt for hende. Hun kunde give sig selv, for at have ham helt og holdent, og drog energisk en Tryllekreds omkring dem begge, hvorfra alle andre Mennesker blev spærret ude med hvert et Middel lige ned til den klare Løgn. Den havde hun anvendt saa koldblodigt som Bravoen Dolken i sin Herres Tjeneste, og Holm havde aldrig nænnet at lade hende vide, naar han vidste det, fordi han følte sig baade lavt smigret og underlig rørt derover.

✂ „Ingeborg,“ sagde han tøvende, „hvis jeg nu blev rigtig syg —“

✂ „Saa maatte Du blive rask,“ afbrød hun rapt.

✂ Han vidste det saa godt: hun hadede Sygdom.

✂ „Jeg skulde nok faa gjort Dig rask,“ tilføjede hun bestemt.

✂ Han maatte smile: ja, hun egnede sig sikkert kun for raske Folk.

✂ „Men hvad er det, Du gaar og irriterer mig med,“ afbrød hun sig selv næsten hidsigt. „Fejler Du virkelig noget?“

✂ Holm slog ud med Haanden: „Du skal ikke bryde Dig om mit Vrøvleri, Ingeborg. Jeg er blot saa træt, — der bliver mere og mere at gøre i Banken.“

✂ Det sved ham, at han maatte nævne Banken.

✂ „Jeg troede, Hovedkasserer Holm var den Klippe, hvorpaa al Uro og al Træthed brødes,“ kom det, baade spodsk og endnu uroligt.

✂ „Det er han ogsaa. Men selv jeg kan blive — forstemt.“

✂ Hun sáa op paa ham med et lidt mistroisk Blik.

✂ „Naar vi mødes til Festen i Morgen Aften, skal Du se, at alting er som blæst væk,“ søgte han at berolige hende videre.

✂ Og han gav sig til at spørge, om hvad hun skulde have paa.

✂ Hun svarede lidt mut, med Pauser mellem Ordene, hvori det var, som om han kunde høre hende tænke paa noget, langt borte fra Dragt og Fest.

✂ Saa havde de naaet det store Torv, og Direktøren tog Afsked. —

✂ Holm og hun og hendes Mand gik tavse ved Siden af hinanden ned ad den brede, nu saa tomme Gade, hvor Ægteparret boede.

✂ „Holm er syg,“ sagde hun pludseligt, udfordrende, men henvendt til Manden.

✂ „Aa, det er blot noget, Deres Frue finder paa,“ skyndte Holm sig at bemærke, „jeg har kun været en Smule — nervøs.“

✂ „Jamen hvorfor kommer De saa og gør En saa forskrækket?“ udbrød hun baade vred og angst og bange.

✂ Holm følte sig straks rørt. At han ikke nu kunde tage hende om Skuldrene og snakke hende alt muligt godt for og bringe hende helt i Ro igen, medens han følte sig selv glide med over i hendes Tryghed og Glæde og Triumf. Han kunde blot overfor Manden tvære det endnu lidt mere kedsommeligt ud, at han virkelig ikke fejlede noget.

✂ Hun tav.

✂ Og saa kunde Holm i Aften ikke engang gaa med op, som saa ofte før, faa hendes daarlige Lune besejret i en lille Kamp, hvori hun, efter kort, lidt arrig Modstand med en vis utaalmodig Hast lod sig overvinde. Han kunde ikke bagefter sidde lykkelig ved en Whisky og en Cigar og se, høre, føle hende omkring sig med hendes skiftende Akcenter i Ord og Bevægelser og med hendes Evne til at føre alt hvad der blev talt om, ind paa sig selv og den, hun var optaget af: det kunde være Bøger, Teaterstykker, Musik, Klæder, Spadsereture, eller Penge, Penge, Penge, altsammen tog hun 55det kun op og anvendte det alene paa sig selv og ham; uvilkaarligt og øjeblikkeligt lod hun et Emne falde, naar det ikke kunde formes efter denne rent personlige Adresse. Den Kvinde forstod at gøre Tilværelsen til et Planetsystem omkring en Sol, som var hende selv og den, hun ønskede at have ved sin Side.

✂ Men i Aften vandrede de her de sidste Skridt sammen, uden at hverken Manden eller hun vilde spørge, om han ikke gik med op at snakke lidt; hun vilde sikkert ikke risikere at komme for sent til Ro og faa en mindre beau jour i Morgen til den store Fest; det manglede bare.

✂ Først da de stod stille udenfor Gadedøren, sáa hun paa ham igen.

✂ „De skylder mig Revanche i Morgen,“ sagde hun.

✂ „Revanche?“

✂ „Ja, for Deres sure Miner,“ sagde hun og gav ham et Haandtryk, der klemte hans Fingerspidser, som om hun kneb dem. Men hun smilede.

✂ Han kunde have omfavnet hende.

✂ Saa ønskede ogsaa hendes Mand Holm glædeligt Gensyn i Morgen. Og Døren slog i efter dem ....

✂ Da Holm gik hen over Kirkepladsen, hvor 56han boede, sáa han, at der var Lys i hans Dagligstue.

✂ Det gav et Ryk i ham; han kom hurtigt op ad Trappen, aabnede uvilkaarligt sin Gangdør sagte og traadte rask ind i Stuen.

✂ Over Skrivebordet brændte det elektriske Lys, Skrivebordsstolen var ikke skubbet til Rette, men stod, ligesom han havde rejst sig fra den, og paa Bordet laa Listen med Navnene.

✂ Han havde simpelt hen glemt at dreje om for Lyset, og der var ikke en Sjæl.

✂ Men netop derfor kunde han have skreget. Thi det var, som om han selv usynlig sad endnu under dette ubevægelige Lys, med Albuen støttet til Stolens Sidelæne, bøjet over dette ørkesløse Papir.

✂ Og i Virkeligheden havde han jo ogsaa siddet der hele Tiden.

✂

IV

✂ Uhret slog to.

✂ Hovedkasserer Holm havde længst slukket det elektriske Blus over Skrivebordet, Stolen derhenne var stillet paa Plads.

✂ Han sad i en ligerygget Lænestol henne ved Midterbordet; en Cigar, med afskaaret Spids, laa paa Askebægeret ved Siden af ham; men den havde ikke været tændt.

✂ Stolen stod, saa at hans Ansigt ikke blev generet af det Midterblus i Loftskronen, der alene brændte. Han sad næsten ubevægelig.

✂ I den sidste Time havde det forekommet ham, som om der for hvert Sekund blev mere og mere stille omkring ham og mere og mere klart inde i ham. Det var en Klarhed som det kolde Morgenlys, der bag nedrullede Gardiner trænger mere og mere uafvendeligt ind i den søvnløses Kammer og tilintetgør ethvert Haab om Hvile.

✂ Papiret med de famøse Navne laa krøllet sammen i Papirkurven.

✂ Han kendte de Mennesker. Venner eller Bekendte, som var hans Venner og Bekendte paa Grund af det, de holdt ham for; de skulde ville hjælpe en Mand, de altsaa aldrig havde kendt! Hvis de kunde tænkes at gøre det, vilde det ske i Kraft af en Medlidenhed, der satte ham i Menneskenes anden Klasse og gav hans Navn og Rygte i deres ukontrolerede Vold. Til at begynde med vilde de da sikkert være diskrete; men hvis han først igen var begyndt at baske lidt med Vingerne, maaske havde vakt 58deres Mishag eller muligvis endog deres Misundelse — sikkert vilde de have ladet deres Krav paa særegen Taknemmelighed føle — sikkert vilde de gennem en egen diskret Tavshed have bredt et Indtryk af Sagens hemmelige Sammenhæng omkring ham — sikkert vilde de ikke have helmet, inden han ydmygt havde slikket deres Støvlesaaler efter Sparkene. —

✂ De Mennesker var sjældne, som øvede Velgerninger i ydmyg Erkendelse af, at de selv under Omstændigheder kunde have trængt til dem. Kasserer Holm havde i hvert Fald ikke truffet den Slags Folk.

✂ Der var kun den ene Vej for ham at gaa — over hans Faders og Slægts Ruin — økonomisk og moralsk!

✂ Men ad den Vej vilde han ikke naa ud i Livet og til Menneskene igen.

✂ Ud i Livet igen .. ud til Menneskene igen ..

✂ Det var Ordene.

✂ Som han sad her, var han allerede sat udenfor Livet og Menneskene. Ingen kunde være mere ene i sin Dødsstund, end han var det nu, berøvet alt og alle, allermest dem, som han holdt af og ikke vilde gøre Sorg.

✂ Hun, som han i Aften havde forladt, hvis Stemme endnu klang i hans Ører, hvis Smil og Blik han, bedst, som han sad, kunde se for sig 59som en Fornemmelse, hun, ja, hun — det syntes Holm, som om hans Tanke her bevægede sig langsomt og med Besvær — hun hørte jo ogsaa til dem, han ikke turde gøre Sorg .... ligesom den gamle Fader og de to henvisnende Søstre.

✂ Aa nej, nej, nej — lynklart skar det igennem ham — hun var netop den eneste i hele Verden, som han brændte efter at gøre Sorg. For at se, om han virkelig kunde gøre hende Sorg!

✂ Om hun virkelig kunde blive fortvivlet med ham — og saa — det begyndte ligesom at svimle for Holm — slaa en Streg for ham over det hele! Skabe Sorgen om til Lykke ved at sige, at, hvis han ikke kunde klare for sig, saa vilde hun tage Kampen op sammen med ham ...

✂ Guds Død, saa kunde han gaa til sin Fader, der altid havde været en Mand, og sige: En Kvinde har ødelagt mig, Fader, en Kvinde, jeg har elsket, som det nu blev beskaaret mig at kunne elske, og som elsker mig igen. Nu er hun villig til at ofre sin Luksus, sin Velvære, alt for mig. Hjælp mig til at redde Livet for hende, saaledes som hun bør kunne leve det uden at forkomme! Hun vil bryde med alt sit for min Skyld; hjælp mig til paa ærlig Vis at forme et Liv for hende og mig uden Skam, 60uden usynligt tærende Vanære! Jeg véd, hvad det vil koste Dig og mine Søstre, som elsker mig; men hun elsker mig højere end nogen anden, og jeg hende; alle vil vi samles i Offer for vor Kærligheds Skyld; hver en Time i Resten af mit Liv skal være viet min Kærlighed til hende og til Jer. Overfor vort inderlige Forbund betyder alt andet her i Verden intet; min Brøde bliver netop Prøven og Indvielsen for vor Kærlighed. Kærlighed er at give og at ofre; mit fremtidige Liv skal vise Jer, at jeg fuldt ud kan indløse min Part af Kærlighedens Pligter ... og hun ....

✂ Pludselig lød der i Kasserer Holms Erindring nogle Ord af en anden Kvinde ... ubegribeligt, at han ikke tidligere var kommen til at huske paa dem! .. denne fremmede Kvinde havde siddet her i selve denne Stue var kommen herop for ved Holms Hjælp at prøve paa at redde en Mand, der for Aar tilbage havde forladt hende, og skaffede sig et Underslæb — for ogsaa han havde Underslæb — sammen med den Kvinde, som hun hadede. Nu tilbød hun uden Betænkning Holm at ofre de fattige Par tusinde, hun raadede over, for at redde den, der havde svigtet hende, men som hun engang havde elsket. Og da Holm uvilkaarligt var kommen til at sige, at Kvinder 61kunde dog aldrig glemme Mænd, de havde holdt af, svarede hun: Nej, ikke naar det gaar dem galt! —

✂ De Ord havde reddet den Mand dengang og reddet ham fra mere end materiel og borgerlig Ruin ...

✂ Kasserer Holm rettede sig i Sædet. Han havde faaet en Fornemmelse, som naar man i Drømme er steget for højt til Vejrs og paa en Gang falder, saa man vaagner.

✂ Ak, det var jo netop hans Domfældelse, at han ikke turde tro paa Fru Ingeborg. Han var hende sikkert blot en Del af hendes Rigdom, ikke af hendes eget Kød og Blod.

✂ Hvis han i Morgen vilde være gaaet til hende og have sagt: „Ingeborg, for min Kærligheds Skyld blev jeg Bedrager“ ... hendes Øje vilde være blevet koldt, hendes Læbe trodsig; hun vilde have følt det, som om han havde beskyldt hende for Bedrageriet, som om han var kommen for at afkræve hende de Penge, han havde stjaalet ....

✂ Men — men ... havde hun i Grunden ikke Ret?

✂ Var de Ord sande: Min Kærlighed har gjort mig til Bedrager!?

✂ Holm syntes, at de ligesom visnede i hans Mund.

✂ Allerdybest inde i ham hviskede det utydeligt, men i en Anelse af ubarmhjertig Forstaaelse, at de Ord var Løgn.

✂ Var det af Kærlighed til Ingeborg, af selvopgivende Interesse for en Kvindes Lykke, at han havde givet sig til at spekulere paa Børserne ?

✂ Det var jo kun for at kunne følge med i den Verden, som hun iforvejen beherskede!

✂ Og da hans Tab blev større og større og til— sidst maatte dækkes, hvad var det saa egentlig, der var sket?

✂ Han maatte dog kunne klare sig det nu, ganske nøgternt, i sit Livs mest uforbeholdne Stund!

✂ For at tage det rent praktisk: han kunde have reddet sig dengang ved egne Midler og et Laan hos sin Bankier mod Tegning af Livsforsikring. Men hans Ejendom i Byen, der var købt med Fremsyn, maatte da være solgt ubetimeligt. Han havde mistet baade Sparepenge og fremtidig Fortjeneste. Forrentning, Amortisering, Betaling af Forsikringspræmie vilde have tvunget ham til saa betydelige Indskrænkninger, at han havde maattet slippe hendes Lag, som han alene brød sig om at tilhøre. De Folk granskede ikke Nyrer og Hjerter, som man da heller ikke bød dem frem til Granskning; 63det hørte netop til det glatte og beroligende ved Omgangen med dem, at de dømte efter den ydre Holdning og Optræden, der ogsaa var ham selv saa dyrebar; men de fordømte ogsaa efter den. Han vilde være kommen til at vansmægte i Ensomhed.

✂ Derfor var det, at han havde — optaget Tvangslaanet af sin Kasse i Tillid til, at fortsatte Spekulationer vilde bringe Held.

✂ Hun havde for ham kun betydet Midtpunktet i det uundværlige Velvære.

✂ Med Rette vilde Fru Ingeborg kunne vise ham ned ad Trapperne. Ikke det ringeste havde han at fordre hos hende.

✂ Virkelig Kærlighed havde intet haft at gøre med, at han skrev de falske Tal paa det Stykke Papir.

✂ Falske Tal paa et Stykke Papir! Tal, som der ikke laa Virkelighed bag — som krænkede Livets Realitet, der udtryktes i Tal! Tal, han med vanhellig Haand havde gjort løgnagtige!

✂ Holms Tanker og Erindring blev ved og ved at kredse omkring dette ene og alene, at han havde trodset sin Skæbne hin stille Time i Banken ved selve det at skrive falske Tal paa et Stykke Papir.

✂ Det første af en Række saadanne, skæbnesvangre Stykker Papir!

✂ Han gav sig til pinagtigt at gaa frem og tilbage paa Gulvet, men satte sig hurtigt igen, uroligt rokkende paa Stolen.

✂ Det brød saa besynderligt i hans Erindring.

✂ Pludseligt sprang et Indtryk forklarende igennem: han følte sig omgivet af en Ensomhed som den i dette Øjeblik — som den hin første Gang i Banken, da alle andre var borte, og han havde lukket sig ind alene. Men det var ikke Ensomheden i disse stille Stuer eller i det store Forretningsrum med høje Piller, det var Ensomheden i et knebent lille to Fags Kontor — ak ja, for saa længe, længe siden! — Eftermiddagskontoret for den Understøttelsesforening, hvor han som fem-seksogtyveaarig ung Mand havde faaet en Smule Kassererplads.

✂ Den unge Holm havde gjort sin Kasse op og var færdig med sit Arbejde; men han gik ikke.

✂ Nølende sad han der, klædt i Selskabsdragt. Den Familje, som han skulde til i Aften, satte han særlig Pris paa. Den var velhavende, korrekt og sorgløs. Men man spillede ret højt Kort der i Huset. Han kunde komme til at tabe Penge. Og han havde ingen.

✂ Holms Gage som Assistent i den store Bank var endnu ringe, og der havde ramt ham et 65forbistret Uheld med en Regning just paa denne Maaneds Regnskab. Rent ud sagt, som han sad her og turde tilstaa det for sig selv, havde han Dags Dato d. 24de to Kroner og syv og tredive Øre i Lommen. Til Sporvognspenge som en Skoledreng ..! Han, der ellers i Ydre og Manerer konkurrerede med den stil fuldeste unge Godsejersøn i Hovedstaden.

✂ I Tide burde han have sendt Afbud, der let kunde have været motiveret. Allerede for flere Dage siden var Malhøren med den Regning hændet, og laane Penge vilde han ikke, selv om det saa sent paa Maaneden kunde have været tænkeligt. Ikke at laane var ham et lige saa indbanket Princip som det at holde pertentligt Regnskab. Mange af de yngre Funktionærer i Banken og hans andre jævnaldrende Bekendte levede i permanent Pengetrang med forretningsmæssige Laan eller i hvert Fald med stadig skiftende Vennelaan, som der skulde holdes sammen paa. Selve hans egen Bevidsthed og de andres Viden om, at saadant var ikke Tilfældet med ham, gav ham en Følelse af Ro, Sikkerhed, Overlegenhed, der bar ham oppe og vilde bære ham frem.

✂ Det var en Slaphed, at han ikke straks forleden havde sendt Afbud. I et løgnagtigt Haab om, at der vilde ske noget, der selvfølgelig 66aldrig kunde hænde, havde han gaaet omkring som den, der ved at opsætte og opsætte vil tvinge sig selv til at tage den Beslutning, han ikke tør tage.

✂ Nu var det for sent. Da han klædte sig om i Aften, inden han gik paa Kontoret, havde han for første Gang den ham højst ubehagelige Fornemmelse, at han spillede Hazard. Hvis han i det fine Selskab tabte tyve-tredive Kroner, hvad der nemt kunde ske — ja, han kunde have glemt sin Tegnebog, men hvorledes skulde han sende Pengene pr. omgaaende i Morgen ? Det var d. 24. i Dag; først om en Uge skulde han have Honorar her i Foreningen for sidste Maaned.

✂ Holms Blik var fra Kalenderen paa Væggen gledet hen over Pengekassen, der var lukket i, men endnu ikke gemt i Jernpengeskabet.

✂ Den første skulde han have halvtredsindstyve Kroner ... af denne samme Pengekasse ...

✂ Han lukkede den uvilkaarligt op ... af disse samme Ti-Krone-Sedler!

✂ Der var lige en Uge til, at Pengene var forfaldne, og han, efter Aftale med Bestyreren, turde udbetale sig dem selv mod egen Kvittering

✂ Det lysnede pludseligt for Holm! —

✂ ... De tre Fjerdedele af Pengene — syv og 67tredive Kroner og halvtredsindstyve Øre — var jo ganske vist ikke forfaldne ... han havde ikke Ret til at udbetale sig dem af Kassens Penge, men de var dog faktisk Dags Dato allerede fortjente ..

✂ ... Hvis han nu tog dem og lagde en Kvittering som Bilag i Kassen for, at han havde udbetalt sig dem forskudsvis! — Saa turde han forlade sig paa Spillelykken, og hvis han tabte, kunde Anstanden bevares; Fremtiden fandt nok Udvej til at dække Tabet ...

✂ Her var jo den ganske simple Redning.

✂ Paa en omhyggeligt tilklippet lille Seddel skrev den unge Holm med sin næsten kaligrafiske Skrift:

✂ Udbetalt mig selv Forskud paa Maanedsgage

✂ Kr. 37,50 — syv og tredive, 50.

✂ 24/3 — Chr. F. Holm.

✂ Han lagde Sedlen nederst i Pengekassens Seddelrum. Regnskabet var i Orden, Kassen stemmede, han havde den lykkeligste Fornemmelse af at være fri for et knugende Tryk, have undgaaet en pinlig Ydmygelse. Den slunkne Tegnebog svulmede igen med sine tre Sedler, medens Sølvet i Portemonæen var løbet op til næsten ti Kroner, altsammen ved et 68lille behændigt Arrangement, ved at han havde skrevet nogle Tal paa et Stykke Papir.

✂ Og den unge Holm gik i sit Selskab, tabte virkelig Penge og var kun glad over, at han sindrigt havde forstaaet at skaffe sig Midler til at undgaa Æresgæld — blot ved lidt Omløb i Hovedet, ved en Smule Evne til at kombinere.

✂ Et helt Par Aar igennem, medens nødvendige Anstandsudgifter stadig løb paa, opererede han i sit omhyggelige Regnskab principmæssigt med saadanne smaa Forskudssedler, som han ganske stille, for sig selv, bragte i Modregning mod Maanedsgagen, naar han udbetalte sig den selv den sidste i Maaneden. Indtil Gageforhøjelsen i den store Bank indtraf uventet hurtigt og hjalp ham ganske ud over den Art latterlige smaa Vanskeligheder.

✂ Ingen havde nogensinde vidst noget om hans Arrangementer med de smaa Sedler; men ingen behøvede jo heller at vide det, ingen tabte noget ved dem ....

✂ Nu først forstod Hovedkasserer Chr. F. Holm, at den eneste, som den Gang havde tabt, var ham, men han havde ogsaa tabt sit Liv.

✂ Med sin tilsyneladende saa uskyldige Hæven sig ud over den barnligt klare Forskel mellem 69egne Penge og betroede Penge, mellem Mit og Dit, foretog han den bagvendte dobbelte Saltomortale ud af sin Tilværelses Indhold og Berettigelse, Dødsspringet bort fra Paalidelighed og Redelighed over i Uregelmæssighed og Bedrageri.

✂ Paa den lille egenmægtige Forskudskvittering havde han af fri Vilje skrevet sin egen Dom. Signaturen siden i den store Bank var kun Gentagelse. —

✂ Hovedkasserer Holm rejste sig atter og gik noget duknakket en lille Stund frem og tilbage paa Tæppet.

✂ Saa vandrede han langsomt hen til Skrivebordet og tændte det Blus, som havde lyst ham i Møde, da han vendte hjem i Nat.

✂ Blusset i Midterkronen lod han brænde.

✂ Fra en af Skufferne i Bordet tog han Brevpapir frem og satte sig til at skrive.

✂ Det varede ret længe. Men da Uhret viste fem Minuter over halv fire, var Brevet færdigt.

✂ Holm pakkede det omhyggeligt ind sammen med den Dokumentportefølje, som han havde haft med hjem fra Banken, slog Baand omkring det hele, forseglede det, skrev udenpaa og lagde den store Pakke frem paa Midterbordet.

✂ Saa gik han de Par Skridt tilbage til Skrivebordet, knipsede om for Blusset derhenne og stillede Stolen godt ind: der skulde ikke blive nogen siddende efter ham, naar han nu gik. —

✂

V

✂ Den næste Morgen, da den konstituerede Hovedkasserer i Storbanken netop havde begyndt sit Arbejde, saa han Hr. Chr. F. Holms Husholderske med en stor flad Pakke under Armen styre lige hen mod en af Kasseassistenterne, der stod og ekspederede.

✂ Kassereren rejste sig og gik hen til Skranken.

✂ „Naa, Fru Hansen,“ sagde han venligt, „De kommer med alle Dokumenterne.“

✂ „Ja“ — hun rakte den flade Pakke frem til ham, og han sàa paa Omslagspapiret Udskriften til den administrerende Direktør med Holms smukke, faste Bogstaver.

✂ Bagefter slog det ham, at Konen havde stirret saa underligt paa ham og ligesom villet sige noget, men bidt det i sig.

✂ Hun sagde blot Tak til hans Anmodning om at hilse Hovedkassereren og gik sin Vej igen.—

✂ Kassereren lod et af Budene lægge Pakken ind paa Direktørens Bord.

✂ Derinde i Værelset med de tætte Gardiner for Vinduerne, med Malerier af tidligere Direktører paa Væggene, med det høje Stukloft, de massive Møbler, det grønne Betræk laa Chr. F. Holms Pakke ganske stille og ventede en Time.

✂ Saa gled Sekretæren ind ad Døren.

✂ Han lukkede straks Holms Pakke op. Men da han sáa et stort Privat! udenpaa Brevet, lagde han baade det og den laasede Portefølje hen for sig selv paa Bordet, aabnede den øvrige Post og begyndte at gøre den i Stand til Besvarelse.

✂ Direktøren kom, og medens han fik Referat af Sekretæren, sad han og vendte lidt op og ned paa Holms uaabnede Brev.

✂ I Virkeligheden sysselsatte Sagen Holm ham mere, end han vilde være ved det. Men han ventede, indtil Sekretæren var gaaet og maatte blive borte en rundelig Tid.

✂ Saa aabnede han først Holms Sendelse.

✂ I det tykke Brev laa der en omhyggelig indpakket Nøgle med Paaskrift: Til Porteføljen.

✂ Direktøren beholdt de mange Ark beskrevet 72Papir i Haanden, medens han rask aabnede den store Mappe. Dér maatte jo Sagens Realitet ligge, Resultatet, som det alene kom an paa; saa langt et Brev kunde umuligt være andet end Ord.

✂ Lidt rask fik Direktøren Papirerne fra Porteføljen ud paa Bordet.

✂ Den magre, graanende Herre var i Virkeligheden ikke saa stenrolig en Mand, som han syntes; af Natur var han baade hidsig og nysgerrig, og gav sig ofte, naar han var alene, Oprejsning for den Beherskelse, han ellers maatte paalægge sig.

✂ Dér laa Holms Status med Saldoen, det mangecifrede Deficit. Bilagene var omhyggeligt ordnede og fremstillede klart hele Kalamitetens Udvikling.

✂ Direktøren løb det altsammen hurtigt igennem: Den gamle Historie! De forbandede Marginalspekulationer med alt for ringe Indbetalinger ... at Veksellerere vovede at give en Bankembedsmand saa vanvittig en Kredit .. de var jo absolut medskyldige, han skulde ogsaa nok huske de Firmaer ...

✂ Men Resultatet? Der var jo intet Forslag til Dækning!

✂ Næsten arrig greb han de tæt beskrevne Brevark, som han havde lagt fra sig; han hadede 73lange Breve, der altid betød Uklarhed, Mangel paa Afgørelse, fremtidig Ulejlighed. Kendsgerningen var kort.

✂ Men han maatte jo til det. Og Direktøren læste:

✂ „Højstærede Hr. Gehejmeetatsraad!

✂ Tør jeg begynde denne Skrivelse med en Undskyldning, fordi jeg i Gaar hos Gehejmeetatsraaden udbad mig en Frist til at søge dækket det Beløb, for hvilket jeg har besveget Banken. Det var min Tanke, at jeg gennem en saadan Dækning paa en Maade kunde siges at have udsonet min Brøde ..“

✂ Sentimental Snak! tænkte Direktøren og gjorde en utaalmodig Bevægelse, men fortsatte dog: „... og turde gøre mig Haab om at beholde den Stilling, jeg iøvrigt havde udfyldt til Direktionens Tilfredshed. Det syntes mig ogsaa at være i Bankens Interesse, at Posten som Hovedkasserer vedblivende kunde varetages af mig, uden at de øvrige Funktionærer eller Publikum anede noget om de af mig begaaede Uregelmæssigheder.

✂ Jeg har i saa Henseende taget ganske fejl. At skaffe Dækning vilde være mig umuligt uden at ruinere min Fader og mine Søstre pekuniært og knuse dem moralsk til Fordel for 74mig, hvis Forbrydelse bunder i en Omvæltning af mine moralske Begreber.“

✂ Nu var Direktøren lige ved at kaste Brevet fra sig og ringe paa Sekretæren: her var jo Afgørelsen midt i den overflødige Ordstrøm.

✂ Men han tog sig i det og læste videre:

✂ „Denne Omvæltning stammer hverken fra i Dag eller i Gaar. Jeg har selv af fri Vilje forvoldt den, og den lod sig ikke genoprette, hvis min Stilling blev mig bevaret med al ydre Anstand opretholdt. Ironien i en saadart Situation maatte umuliggøre den Anger, som alene kunde gøre mig til Menneske igen under forandrede Forhold og efter udsonet Straf.

✂ Selv om jeg i Dag havde vundet det paagældende Beløb i Lotteriet, kunde jeg ikke være bleven ved at være Kasserer i Banken.“

✂ Direktøren begyndte at læse langsommere: dette var ham en noget overraskende Udgang.

✂ „Hvis jeg turde tage Hensyn til mig selv alene, vilde jeg bede Hr. Gehejmeetatsraaden lade mig anmelde til Øvrigheden, for at jeg kunde blive fjernet fra det Samfund, hvis berettigede Love jeg har krænket, og hvortil jeg først turde vende tilbage efter streng Prøvelse og som den beskedneste af beskedne.

✂ Jeg véd vel, at der i høje Stillinger indenfor vore Samfund kan sidde Mennesker af lige saa 75letfærdig Holdning som den, der blev min Ulykke, og som enten har begaaet Ting af samme eller lignende Art som jeg, eller hvem kun Tilfældigheder indtil Dato har bevaret derfor; men dette kan jo ikke hjælpe mig.

✂ Det, som jeg lærte i Nat, har ladet mig forstaa, at Brøde kræver Straf for Forbryderens egen Skyld.

✂ Men jeg har tillige oplevet, at en Forbryder spærredes ude fra sin Sonebod af Hensynet til andre Mennesker.

✂ Hr. Gehejmeetatsraad! De og jeg har begge, De paa en fremragende, jeg paa en beskeden Plads, tjent en Herre, som staar menneskelige Følelser fjern, Pengemagten. Men een moralsk Tanke har han, Tanken Mit og Dit. Havde han ikke den, vilde han lægge Verden øde.

✂ Ofte fortolker han denne Tanke sofistisk og bringer ved brutale Midler Dit til at blive Mit; men inderfor hvert Resultat holder han Begrebet fast. Og den af hans Tjenere, som ikke gør det, er fortabt, ti da mister han det eneste, som bevarer ham fra fuldkommen moralsk Forvirring.

✂ Jeg forstod det ikke. Den eneste Stump moralsk Rettesnor for en af Pengedyrkelse optaget Tilværelse gav jeg slip paa, saa jeg blev Forbryder. Og da stillede Livet andre Mennesker 76mellem mig og Udsoningen af min Forbrydelse.

✂ Straks har jeg tænkt, at her straffede Livet ikke, her tog det Hævn, betalte Krænkelse med Ubarmhjærtighed, uretfærdigt, men uundgaaeligt.

✂ Det er ikke rigtigt.

✂ Jeg forsyndede mig imod Mennesker for Pengenes Skyld, idet jeg unddrog mig et Liv for andre og kun lod Pengene forgylde — som det hedder — min egen snevre Eksistens. Nu staar Menneskene der i min Faders og mine Søstres Skikkelse og spærrer mig den Oprejsningens Vej, som jeg ikke tør lade gaa over deres Ulykke. Det er ikke uretfærdigt. Det er retfærdigt. Og deri maa jo ligge en Trøst.

✂ Hr. Gehejmeetatsraad! Da vi i Gaar talte om Dækning, tænkte De paa Deres Bank. Jeg véd, rent praktisk set, hvor lidt det paagældende Beløb betyder i dens Økonomi, véd ogsaa, at et saadant Tab kan regnskabsmæssigt afskrives, uden at andre end de, som intet siger, aner noget derom. Jeg véd, at De er ikke grusom. Jeg véd, at De vil skaane og tie.

✂ Jeg forsvinder ud af Livet paa en Maade, som kommer til at indeholde mit sidste Bedrag, men et fromt Bedrag.

✂ Naar min Død er bleven aabenbar, vil ikke 77en Mine i Deres Ansigt røbe, at De kender Sammenhængen. De vil trøste min Fader, naar De giver ham Kautionen for hans afdøde Søn tilbage. I Kraft af Deres Autoritet vil Verden tro, at det var en pligttro Tjener, som døde.

✂ De vil gøre det ikke for min Skyld, men for Menneskenes Skyld, hvem jeg svigtede for det falske Guld, som det blev kaldet fra Tidernes Morgen, fordi det gør Livet lige saa tørt og fladt som let og glat.

✂ Og dog til allersidst rører der sig i mig et Haab om, at De alligevel hos mig maatte have fundet noget menneskeligt, som kunde gøre Dem det kært at handle saaledes.

✂ Husk, Hr. Direktør, at dette vilde indeholde den eneste Tilgivelse, som det kan falde i min Lod at opnaa!“

✂ — Storbankens administrerende Direktør lænede sig nogle Øjeblikke tilbage i Stolen med sin forhenværende Hovedkasserers Brev i Haanden.

✂ Men Livet havde gjort ham til en hurtig Mand.

✂ Han ringede.

✂ Da Sekretæren traadte ind, instruerede Direktøren ham en halv Times Tid i en Række Sager.

✂ „De kunde sætte Dem herned med det samme, “ sluttede han „og koncipere de Par Svar. Saa kommer jeg om lidt.“

✂ Og Gehejmeetatsraaden gik ud i Banken.

✂ Dér talte han først noget med Chefen for Vekselafdelingen om en aktuel Begivenhed og gik saa hen til den konstituerede Kasserer.

✂ „Vilde De telefonere,“ sagde han, „til Hovedkasserer Holms Hjem og bede ham se herned inden Børstid, hvis han allerede er kommen igen fra det Besøg, han i Dag skulde gøre for Direktionen.“

✂ Hvorpaa Direktøren roligt gik tilbage til Sekretæren. —

✂ Lidt efter blev der sendt Bud ind, at Hovedkassereren endnu ikke var kommen hjem. Senere sagde Sekretæren til den konstituerede Kasserer, at Gehejmeetatsraaden havde været ked af, ikke at have kunnet faa Forbindelse med Hovedkassereren; men saa maatte Holm jo være bleven opholdt ...

✂ Om Mandagen vidste alle det i Banken, og stod det allerede i nogle Middagsblade, at Hovedkasserer Holm var forsvunden. Efter at han var skiltes fra den bekendte Konsul og hans Frue Fredag Nat ved 12½ Tiden, havde ingen set ham.

✂ Holms Fader, Departementschefen, havde været inde hos Gehejmeetatsraaden i Banken og var bleven fulgt helt ud paa Trappen af den yderst deltagende Direktør. Gehejmeetatsraaden lod telefonere til Politiet, at Banken vilde betale 500 Kroner til den, der bragte Klarhed i det Ulykkestilfælde, der maatte være tilstødt Kassereren, eller den Forbrydelse, som maaske var bleven øvet imod denne højt skattede Embedsmand. Til en begunstiget Interviewer udtalte Direktøren sig i stærke Udtryk om Holms Duelighed, Troskab og mønsterværdige Orden.

✂ Først flere Uger efter blev der i den store Bys Havn fisket op et Lig, som viste sig at være Hovedkasserer Chr. F. Holms. Det bar intet Spor af ydre Vold; men Kassererens kostbare Gulduhr med Kæde, Tegnebogen og Portemonæen var borte.

✂ Ingen af Politiets Efterforskninger førte til noget Resultat.

✂ Folk blev længere end sædvanligt ved at tale om den ulykkelige Begivenhed, og ved Kasserer Holms Begravelse var der megen Deltagelse.

✂ Kun én var besynderligt tavs. Det var 80Fruen. Og Folk lod hende i Fred — med en Diskretion, som de fandt havde en behagelig pikant Bismag.

✂ Men paa Begravelsesdagen sad Fru Ingeborg i Skumringen alene i sin store Dagligstue og stirrede ud for sig, som hun havde gjort det saa tit efter den Dag, Budskabet om Holms Forsvinden indtraf.

✂ Hun sad, som om hun paa en Gang stirrede og lyttede sig Sjælen ud af Livet og gjorde det stjaalent, uden at nogen maatte ane det.

✂ Ingen skulde faa hende til at tro, at den Mand var bleven overfaldet og dræbt den sidste Aften, han gik fra hende.

✂ Ti fra hende var det, han var gaaet, fra hendes drilske Spot, der havde været ret nervøs — fordi han var kommen til hende i Pine — og hvorfor?

✂ Time efter Time havde hun nu, i alle de Dage og Nætter, der var gaaet siden da, søgt at bore sin Tanke og Fornemmelse frem til det Punkt, hvor lige med et Forstaaelsens Porte vilde slaa sig op for hende med et Brag — forgæves!

✂ Forgæves!

✂ Her sad hun som den dummeste af alle de mange dumme, fordi hun var den, der havde 81vidst saa meget, at hun aldrig burde have kunnet føres bag Lyset.

✂ Hvad betød det med de andre, der lige saa forgæves spurgte, Banken, Faderen, Omgangsvennerne?

✂ Hun var i Virkeligheden den eneste, som han havde — — holdt for Nar!

✂ At hun ikke kunde vække ham fra de døde for at aftvinge ham hans Hemmelighed! Hemmeligheden, som han ikke havde delt med hende, Hemmeligheden, som han havde besejret hende med, Hemmeligheden, som han havde sat hende udenfor sit Liv med.

✂ Aa, kunde han nu, vilde han nu aabenbare hende den — den rigeste Løn, en Sejrherre kunde give, vilde hun have skænket ham!

✂ Men den Triumf havde han ikke undt hende.—

✂ Dette Greb — Grebet om hendes venstre Haand, over Aftenkaaben, hin Aften, da de fulgtes hjem efter!

✂ Hun havde følt det Gang paa Gang i disse Dage, følte det i dette Øjeblik, saa hun maatte stryge værgende hen over Haanden — hvad laa der forud for det? Hvad laa der forud for det?

✂ Det havde jo været den druknendes Greb efter Redning ... hvorpaa han var sunken tilbage 82i det Vand, hvoraf de nu havde fisket ham op ...

✂ Fruen rejste sig og vred sine Hænder fast i hinanden.

✂ Hun følte, at hun blev aldrig det Greb kvit. Derfor kunde hun hade ham. Og hun vilde gøre sig haard imod det som en Staalfjer, der nok mærkede Tryk, men gav det lige saa fast igen.

✂ Hun var ikke af dem, som man maaske trak med ned under Vandet i saadan et stumt Greb.

✂ Klart Regnskab, Chr. F. Holm, havde været hendes Fordring, ingen skjulte Posteringer, og — en Debet paa hendes Side, for at blive i Forretningssproget!

✂ Men han havde taget sit hemmelige Regnskab med sig i Døden ...

✂ Saa havde han altsaa aldrig virkelig elsket hende; aldrig tilhørt hende i et og alt —

✂ Saaledes som hun havde tilhørt ham, fuldt ud og alene — uden nogen Sinde at have til— staaet ham det!

✂ Laa maaske hans Undskyldning deri?

✂ Havde han maaske haft et Krav paa, at hun slet intet havde dulgt for ham?

✂ Gjaldt der ikke, Mand og Kvinde imellem, paa det Omraade et Lige for Lige?

✂ Nonsens — som om Mand og Kvinde var 83lige! De var netop akkurat det allermest forskellige af alt.

✂ Hos Mænd med deres ringe Blufærdighed, brutale Aabenhed, haandfaste Maade at føle paa, var alt forborgent og skjult kun Falskhed.

✂ Hos Kvinder var det lønlige, det gemte, det, som de beholdt inderst inde for sig selv, netop det ømmeste og fineste i deres Væsen, deres Undseelses Krone, som gav deres Kærlighed sin dybeste Værd. Det var det, som gjorde, at de altid havde noget endnu mere at kunne skænke — noget, som stadig overraskede de dumme Mænd.

✂ Intet af det havde han forstaaet, intet af det, som var hendes stolte Kvindelighed, hendes Væsens Energi!

✂ Forladt havde han hende med dette fejge, stumme Greb om hendes Haand; lænket hende til sit Genfærd med en ukærlig og evig Gaade.

✂ I Stedet for, at han skulde være kommen til hende med alt, hvad det saa end maatte have været; selv det usleste Forræderi imod hende — hun vilde have tilgivet det!

✂ Det dirrede haanligt og pinagtigt i Fru Ingeborgs Mundvige: han havde forraadt hende helt og holdent uden saa meget som Muligheden af et Ord!

✂ Trodsigt slog hun med sin Nakke.

✂ „Bedrager!“ sagde hun højt frem for sig.

✂ Men hun vilde ikke lade sig kue af en Bedragers Skygge ...

✂ Pludseligt drejede Fru Ingeborg med to smaa iltre Tag om for Kontakten til selve den store elektriske Krone i Loftet.

✂ Der vældede et stirrende Lys ud i den mægtige Stues fjerneste Kroge.

✂ Saa gik hun, uden at se sig om, forbi de høje Pillespejle og ud.

Larsen, Karl Chr. F. Holm

CHR. F. HOLM

I

II

III

IV

V