Larsen, Karl Det springende Punkt

KARL LARSEN
DET SPRINGENDE PUNKT

2

        

3

KARL LARSEN

📖 DET SPRINGENDE
PUNKT

GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
MDCCCCXI

4

KØBENHAVN — FORLAGSTRYKKERIET

5

CHR. F. HOLM

6

        

7

I

SELVE Storbankens Hovedkasserer, Hr. Chr. F. Holm, mødte om Morgenen aldrig førend lige, inden der Kl. 10 skulde aabnes.

Hele det øvrige Personale, Bogholdere, Korrespondenter, Assistenter maatte sidde paa deres Pladser og Budene staa rede, inden Hr. Hovedkassereren dukkede op fra Garderobeværelset og med let løftet Hoved vandrede mellem det vidtstrakte Lokales mange Søjler, langs den brede Skranke til sin Plads.

Det var ham en Sport, som det for nogle Mennesker er en Sport at naa deres Tog lige i det Øjeblik, Konduktørerne skal lukke Waggondørene.

Godmorgen. G'morgen, 'morgen. gik det, indtil Hr. Hovedkassereren stod paa Scenen for den kommende Dags Gerning, ungdommelig til Trods for sine Par og fyrretyve Aar, klædt som til en Formiddagsvisit, spændstig og klarøjet.

8

Der var ingen af hans Kolleger og Underordnede, som ikke havde gjort sig sine Tanker om denne første Akts Entré, der gentog sig hver Morgen. De følte alle, at selv den ringeste iblandt dem blev benyttet til at danne Relief om Hr. Kassereren som Hovedfigur; men Fornemmelsen heraf var dem egentlig en Behagelighed. Den tog dem ligesom med op i deres Overordnedes sindsligevægtige Rutine, som ogsaa dette lille Morgenkunststykke bar Vidne om.

Det var ikke nogen nervøs Mand, der ængstelig forberedte sig paa Dagen, hvor hundrede tusinder skulde gaa gennem hans Hænder i Henhold til mangfoldigt varierede Bilag, der kom og gik til og fra hans Plads imellem de forskellige Afdelinger. Hovedkasserer Holm kunde komme selv fra en gennemvaaget Nat, lige klar og soigneret, uden at behøve Notater for hvad der skulde huskes af Forpligtelser, som i Løbet af Dagen blev at udrede, og Tilgodehavender, der vilde komme ind. Med lige saa sikkert Skøn som han mødte lige inden Klokken 10, fastslog han hver Morgen den mindst mulige Kassebeholdning til lige netop at klare Dagen med.

Heri laa Hovedkassererens hver Dag gentagne store Tric, der havde afgørende Betydning 9 for Bankens Udgift, Budenes Arbejde, Underkassererens og Kasseassistenternes rolige Virken.

Dette Udslag af fagmæssig Sikkerhed, der ligesom indlededes gennem Hovedkassererens Tonen frem just i rette Øjeblik, slog en Præcisionens Kammertone an og gav hele Ekspeditionen et roligt Taktslag, der ingensinde forlod den.

Det kunde hænde i den travleste Tid paa Dagen, at Underkassereren noget ophedet henstillede, om der ikke skulde sendes Bud til Nationalbanken efter mere Valuta, da Kassen var næsten løbet tom.

Men da mødte han Hovedkassererens Smil.

„Pengene skal nok komme," sagde den rolige Mand, „ind ad Døren.“

Og i Løbet af en lille Stund var ganske rigtigt unge Mennesker og Bude komne ind ad Bankens brede Døre, som blev de trukket hid af selve Omsætningens usynlige Traade, med Indbetalinger, der bragte den slunkne Kassebeholdning til at præstere alt fornødent.

Saa ærgrede Underkassereren sig over sin atter en Gang stadfæstede, utidige Ængstelse, og der kunde i hans Øje blinke lidt af det Had til Hovedkassereren, som i Grunden alle Bankens Funktionærer kendte; for Hr. Chr. F. 10 Holms stilfærdige Overlegenhed skaanede ikke.

Men paa den anden Side blev de Underordnede altid betagne af Tryghedsfølelsen, som netop denne Overlegenhed bredte omkring sig helt ud i de fjerneste Kroge. Og selv blandt Personalets mest sløvede Rutinearbejdere var der ingen, som ikke havde saa megen faglig Kunstsans, at han kunde tilgive en Mester hans Koketteri.

En skønne klar og fin Novemberdag, midt under det flot forløbende Arbejde, kom Bankens Sekretær ud fra Direktionsværelset, vandrede hen til Hovedkassereren og sagde et Par Ord til ham.

Kasserer Holm sáa et Øjeblik op fra de Bilag, han netop afkrydsede, og nikkede.

Sekretæren gik tilbage igen, hvor han kom fra; kort efter rejste Hr. Chr. F. Holm sig og bad Underkassereren tage Kassen, hvorpaa han med sit let løftede Hoved begav sig ind i Direktionsværelset.

Personalets Øjne fulgte ham mekanisk: Hovedkassereren nød saa megen Anseelse hos Direktionen, at han oftere blev hentet ind til en eller anden Konference.

Hin Dag blev han en halv Time derinde og kom saa igen.

11

„Jeg har noget Arbejde for Direktionen,“ sagde han til Underkassereren, „og kommer ikke mere igen i Dag; næppe heller i Morgen.“

Et af Budene fik Ordre til at bringe en Mappe med nogle Papirer, som Kassereren omhyggeligt samlede sammen, hjem i hans Bolig, Underkassereren fik nogle Instruktioner, og en halv Time efter sáa en af Korrespondenterne, der kastede et Blik ud af Vinduet, Hr. Hovedkassereren vandre langsomt hen ad den brede Flise udenfor, i sin diskrete Pelsfrakke med Persianakrave, slank, som var han kun de tredive — sorgløs! som alene en Ungkarl kan være det, tænkte Korrespondenten, der havde Kone og fire Børn. Og hædret! tænkte han videre, endnu lidt mere misundelig. betroet særlige Hverv af Direktionen ...

Inden Korrespondenten atter ganske lod sig optage af Formlerne i det Brev, han skrev paa, løb det ham igennem Hovedet, at Diskretion hørte unægtelig ogsaa til Chr. F. Holms fortræffelige Egenskaber, en vis, behagelig Diskretion, der var elegant tilknappet som saadan en fin Vinterfrakke med Persianakrave ...

Fra tæppebelagte Trapper, gennem en stille Entré, der næsten genlød af Yalelaasens svage 12 Smæk, idet Døren trykkedes til, traadte Hovedkasserer Holm en Times Tid efter ind i sin Dagligstues milde Porcelænsovnsvarme.

Han havde aldrig kunnet lide Jernovnens lidenskabelige Temperament, der tenderede mod Overdrivelse, eller Varmeapparatets hyggeforladte Tørhed; Porcelænsovnens distinguerede Ligelighed var netop det, som han holdt af.

Der greb ham en rent umiddelbar Følelse af Velbehag, som næsten tog ham om Hjærtet.

Alt herinde var roligt, ligevægtigt, tilpas — noget i Stil med Gummihjul, delikat Mad, bløde Vine og Mennesker uden Bekymringer.

I hele Rummet herskede fuldendt Orden og ulastelig Smag. Alt var moderne, som høje Stuer, Spejlglasruder, elektrisk Belysning. Her var ingen Anakronisme i Retning af svundne Tiders Smag, det var vor egen Tid, i Møbler, Skønvirke og Kunst, lige til de nyeste Farvelitografier.

Holms Blik faldt paa det store, firkantede Bord midt i Stuen. Dér var Mappen langt hen, som Budet havde bragt fra Banken.

Det var ikke just Behageligheder, den Mappe gemte, men — han sáa op mod Taffeluret paa Chiffonnièren — der var Tid nok, Arbejdet lod sig mageligt skyde ud en Time og mere, 13 om det skulde være, intet blev forsømt derved, og han var grebet af en uimodstaaelig Trang til at dvæle — netop passivt dvæle lidt i dette behagelige Milieu, som var hans fortræffeligt tilrettelagte Ungkarlehjem.

Holm gik over i Soveværelset, gjorde omhyggeligt Toilette og skiftede Tøj, hentede derpaa fra et Skab, der stod i Kulde, en lav Kasse ægte Cigarer, som han slog op. Cigarerne havde en kølig, mahogniduftende Aroma, der nu snart skulde omsættes i Røg og Smag.

Inde i Dagligstuen tændte han langsomt en af dem og lænede sig tilbage i den Lænestol, som var ham kærest.

Komfort, tænkte han, var dog det, der havde været ham Livets Maal! En næsten automatisk virkende, lydløs Maade at føre Livet paa, som forstod at gøre al Slags genstridig Videnskab og Kunst myg, blød, tjenende et forfinet Velvære: hjælpsomme, nyttige, magelige Brugsgenstande; pirrende, spændende, hyggelige Blade og Bøger; venlige, smykkende, vækkende Kunstsager! Og altsammen med en Klang over sig af de Penge, som det var hans daglige Dont at færdes imellem, og som forfinede de Mennesker, han brød sig om at omgaas.

Man sagde, at Penge gjorde Mennesker simple. 14 Det var som med Vin, der kunde gøre Fyldevomme drukne, men som beaandede dem, der forstod at nyde den i Aand og Sandhed.

For den virkelige Pengemand var Pengene Livets Stof, hvoraf han næredes og udvikledes, blev en Tjener og en Hersker tillige.

Hvor han lige fra ganske ung havde beundret de ægte Pengemænd, virkelige Finanstalenter, som han havde haft den Lykke at støde paa! Selv havde han altid forstaaet, at han ikke var af den Støbning, der skaber økonomiske Frembringere og Ledere. Han vilde blot have Lov til at leve i Pengenes Tempelluft, som en beskeden Tjener, der lønnedes med økonomisk Uafhængighed.

Og da han havde vendt sin Universitetseksamen Ryggen, opgivet Embedsbanen i Statens Tjeneste, havde Pengene ogsaa smilet velvilligt til den, der begærede dem i saa dyb en Beundring. Han havde lært at omgaas Penge, baade naar han tjente dem, og de tjente ham til hans Indtægters forsigtige Forøgelse; Heldet havde fulgt ham ogsaa til at naa frem indenfor Banken; Pengene havde vist ham deres Naade ...

Kasserer Holm trak lidt for stærkt paa Cigaren ... 15 indtil den Dag kom, hvor han syntes, det gik for langsomt!

Holms Blik strejfede Dokumentmappen paa Bordet:

Ubesindigt havde han tænkt sig Muligheden af at tvinge Pengene ... forsøgt det, som han dog havde set mislykkes for saa mange ... tabt sin Ligevægt ... brudt med Principet for sit Liv! — Og selvfølgelig var det gaaet galt, fordi det burde gaa galt. Pengene hævnede! Og da havde han ikke taget deres Tugtelse med Ærbødighed ... men —

Holm rejste sig pludseligt: ... forgrebet sig paa dem!

Det gøs lige med et gennem Kassereren, som om den milde Varme og de bløde Tæpper, de fine Møbler og de fornemme Kunsttryk sank i Jorden omkring ham og blev til kolde Pust.

Uro brød ind over ham. Han greb, som en Mand, der har Hast, den tillaasede Portefølje paa Bordet, lukkede den op, men lod den dog ligge uden at trække Papirerne i den ud ...

Pludselig følte han den pinagtigste Trang til her hjemme, for sig selv, uden al Maske at skrige ud, at han havde krænket Pengenes Majestæt, begaaet Helligbrøde ...

Det blev mere og mere Mørkning.

16

Stolen, hvor Holm havde siddet, stod tom; men dybt inde i Stuen var Kassereren at skimte, henstrakt paa sin lange engelske Sofa.

Skumringen havde bragt hans Tanker Ro. Dens Stilhed havde hvisket til ham, at han maatte vinde fuld Klarhed, lære at se rigtigt tilbage, for at kunne se rigtigt frem — for igennem alt dette maatte han ...

Selvfølgelig var det inderst inde en Kvinde, som havde bragt ham saa vidt.

Over hans Barndomshjem havde Pengenes Sol ikke skinnet.

Hos den Bureaukratfamilje, som han tilhørte, dyrkedes andre Guder; men Pengene holdtes i Ære. Da han brød ud fra Slægtstraditionen, fordi Guldet sang ham en Virksomhedens og Forfinelsens Sang af uimodstaaelig Klang, havde han søgt de Mennesker, hvem Pengene var selve Livets Atmosfære, hvori deres Væsen trivedes og udfoldedes. Han havde opnaaet at komme til at staa dem nær. Men Livet havde ogsaa ført ham sammen med dem, der kun var Fribyttere efter Guldet, Lykkejægere. De havde en Art forvorpent Pengetalent men var i Virkeligheden kun Spillere, ikke Spekulanter; Plyndrere ikke Frembringere. De sledskede for Pengene og haanede 17 Pengene, de tilbad Pengene og forbandede Pengene, eftersom de tilfredsstillede eller skuffede deres Lyst til mondænt Vellevned og Position.

Hurtigt vilde han have set gennem den Overkalkning af Forretningssans og social Velopdragenhed, som dækkede deres aandelige Armod, hvis ikke der iblandt dem havde levet en Kvinde, som fik ham til at lukke sine Øjne i, døve sin Uro, bekæmpe sin Mistro og tilsidst uvilkaarligt gøre Springet med over i deres Lag.

For hende havde Pengene altid været en Himlens Dugg, der faldt over hende som over Liljerne paa Marken — aldrig spurgte hun hvorfra eller hvorfor.

En af hendes Fjender sagde en Gang, at hun var efter Diamanter som en Ravn. Hans Billede lod sig høre. Der var over hende noget af en lille naiv, tyvagtig Fugl, som stjal til sig selv, lige meget hvem hun tog det fra, rapsede Glæde, Spænding, Kærlighed — og først og sidst Triumf, den som klædte hende saa uimodstaaeligt!

Simpel kunde hun blive og smaalig i sine ustyrlige Krav til Livet. Hykleri syntes hende en Naturens Lov som den, at Dyrene tog Farve efter Omgivelserne, hvori de levede. Livet var hende i egentlig Forstand et Lykkespil med 18 Pengene som det mægtige Svinghjul. Men alting glemte man for hendes umættelige Livskraft, der berusede.

Holm kom til at tænke paa hendes Sværmeri for Vinterhaver. Netop Modsætningen mellem Vinteren og den blomstrende Have tilfredsstillede hendes Trang til at naa det uopnaaelige, parre det uforenelige, give sig hen og pine.

Ude paa den store Bankdirektørs store Landsted var der netop en enestaaende Vinterhave med et Varmehus, hvor der over en lille Dam var bygget op et Klippeparti med zarte og straalende, brasilianske Orchideer. Der var han og hun gaaet igennem engang ved en stor Fest og havde beundret de fantastiske Rigmandsblomster. Men bagefter, da han begejstret talte med en af Herrerne om al denne Drivhuspragt, men ikke nævnede hende, som han alene tænkte paa, sagde den anden pludseligt: „Ja, jeg sáa Dem nok derinde med den smukke Frue. Hun blomstrer ogsaa kun i tropisk Varme, tropisk Pengevarme!“

Det var det skæbnesvangert rigtige. Netop en saadan overhedet Pengenes Luft var det, hvori hun foldede sig ud, og som hun og hendes Følge havde faaet ham bedøvet ind i.

Han var bleven nødt til at spille, havde tabt, 19 lige saa regulært tabt som den første den bedste lille Urtekræmmer, der var bleven forlokket til Børsspil. Paa Gevinster fulgte stigende og stigende Tab, efter de mest irriterende almindelige Mønstre, indtil han paa banal Biografteater-Manér havde taget af sin Kasse, som en gemen Skuffebedrøver! ... og havde maattet blive ved og ved dermed.

I Dag var det ved det lige saa klassiske, uundgaaelige Tilfælde, bleven opdaget.

Og nu havde han fire og tyve Timer til at skaffe Dækning i. Ellers var han kompromitteret, ruineret, i Pengenes Ban for Resten af sit Liv ...

Kasserer Holm følte sig i Kamp med sin Gud, som han havde syndet imod.

Men det var Pengenes Gud, som ikke var Hysteriker og lod sig bevæge af angerfuld Underkastelse. Det var en klar, kold og haard Gud som selve Guldet. Kun gennem Klarhed, Kulde og Haardhed kunde han maaske forsones.

Kassereren genkaldte sig i Erindringen Scenen, da han efter den af Sekretæren overbragte Ordre, gav Møde i Direktionsværelset, hvor kun den administrerende sad, med et Blad Papir foran sig, medens Sekretæren diskret traadte 20 til Side og sàa ud af Vinduet, uagtet der hang tætte Gardiner ned foran det.

Derinde havde Hovedkasserer Holm i Sandhed bevaret sin Ro.

Ingen skoledrengeagtig Vaklen overfor det uundgaaelige, uforbeholden Indrømmelse med Paavisning af Fremgangsmaade og Resultat i klare Træk.

Holm følte, det var lykkedes ham at imponere Direktøren. I den overlegne Mands Tanker kunde han læse en aftvungen Beundring for denne fagmæssige Sikkerhed, hvormed hans teknisk saa fortræffelige Kasserer blev sig selv lig ogsaa i sin fagmæssige Uregelmæssighed.

Det var ikke langt fra, at Direktøren gjorde sit bekendte lille, affable Forretningsbuk, da Kassereren spurgte:

„Hvor lang Tid mener Hr. Gehejmeetatsraaden at kunne give mig til at skaffe Dækning?“

Sagen var holdt oppe paa det klart forretningsmæssige.

Det laa i Bankens Interesse, baade økonomisk og for dens Prestiges Skyld at Dækning blev skaffet, fuldkommen diskret. Direktøren og han var Forretningsmænd, som maatte handle sammen i velforstaaet fælles Interesse. — En Bank — som en Regering — 21 har de Embedsmænd, som den fortjener, havde været et af Direktørens Ledemotiver i hans store Tale ved Jubilæumsfesten for Banken nylig.

De to var hurtigt bleven enige. Ikke uden indvendig Triumf havde Kassereren trukket sig tilbage, med al skyldig Ærbødighed.

Da han ude i Banken var vandret hen til sin Plads for, i Henhold til Aftale, at give Underkassereren de nødvendige Instruktioner, havde en oprigtig Følelse af Overlegenhed fyldt ham.

Og da han gik fra Banken havde han ærligt behaget sig i Bevidstheden om Forskellen mellem ham og en anden Kasserer i en mindre, men dog anselig Bank, som for et Aars Tid siden ogsaa var kommen galt af Sted.

Denne inferiøre Person havde kun baaret en Overlegenhedens Maske, der skulde dække over skæbnesvanger Underlegenhed; i Bunden havde han alene været en dum Levemand i Knejpestil, der fik snyltet sig ind paa det gode Selskab og duperede sit egentlige Lag dermed. Da han havde følt sig opdaget, var han gaaet fuldstændig fra det, bogstavelig løbet fra Banken ud til en Ven paa Landet, hvor der ingen Bistand var at finde, medens i Mellemtiden baade Bankens Personale og Politiet 22 maatte blive alarmeret. Bagefter havde denne udannede Hysteriker søgt at klare for sig med Undskyldninger, der selvfølgelig var grundede paa Løgne. Han havde pukket paa sine mange Aar i Aktieselskabets Tjeneste, krænket henvist til tidligere udvist Pligtopfyldelse og Velvilje mod sit Institut og mod private, som han bagefter skamløst havde snydt og bedraget, Aar efter Aar, i Smaabeløb paa Smaabeløb, for at kunne fylde sin tomme Hjerne med Selskabssladder og andre Folks Meninger og sin Vom med god Æde og Drikke.

Heldigvis havde Chr. F. Holm ikke været som denne Tolder ...

Holm rejste sig stilfærdigt, gik over Tæppet hen til det lille Salonskrivebord, drejede om for Blusset, fik Papirerne ud af Porteføljen, trak med et rask Tag Stolen frem og slog op for Skrivetøjet.

Han vilde opgøre sin Status.

Ganske optaget arbejdede han i nogen Tid med Notaer fra Veksellerere og andre Bilag.

Saa gled hans Husholderske forsigtigt ind ad Døren: om hun ikke skulde servere Middagsmaden?

Holm gjorde en Sammentælling færdig, inden han et Øjeblik lidt tvivlraadig sáa op fra 23 sine Papirer ... nej, det vilde ikke passe ham i Dag at sidde alene derinde i den ovale Spisestue med de blaa Porcelæner paa Væggene og spise, uden at han rigtig følte Appetit.

„Jeg spiser ude.“

Og med et Par velvillige Nik til Husholderskens Beklagelse over den gode Mad, hun nu forgæves havde lavet, fortsatte han sit Arbejde

... Saa laa Regnskabet færdigt foran ham — paa Kroner og Øre, skønskrevet, som han altid udarbejdede sine Ting. Han undertegnede med sin bekendte Signatur.

.. Saldo: det femcifrede Tal, som var hans Underskud.

Kassereren lænede sig lidt tilbage i Stolen, med Blikket paa Papiret.

Hvor Tal egentlig var en underlig Ting! Han havde altid elsket Tal. Allerede som lille Dreng havde Regning moret ham i Modsætning til de fleste andre Drenge — der heller ikke havde den Ordenssans som han. Regning og Arithmetik havde været ham en sindrig Leg, ligesom senere de forskellige Kortspil blev det, for det kunstfærdiges Skyld, der var i Spillet og de Beslutninger, de krævede. Ordenssansen forlod ham aldrig. Den hørte sammen med Tallene.

24

Han sáa helt kærtegnende paa sit Papir: Finere Regnskab kunde ingen lægge paa Bordet. Her havde ikke været nogen Handlen paa Slump. Nødvendigheden havde Skridt for Skridt fremtvunget Situationer, som hver Gang havde ladet sig udtrykke i klare Tal. I den største Orden og med de paalideligste Cifre laa hele Historiens Udvikling her fortalt.

Det var som en arkitektonisk Bygning eller et Musikstykke eller en Skakløsning.

Men en Ting fortalte Papiret intet om. Og det var Tallenes Trylleri.

Der var i disse 10 Cifrer, der lod sig kombinere til saa uendelig meget, og hvori alle Styrkeforhold paa denne Jord blev udtrykte, noget betagende.

Tallenes Skarer myldrede frem over hele Verden og alle Vegne, fra det fattigste, vilde Samfunds spredte og tynde Rækker, hvor man kun kunde tælle til 7, til de moderne Omsætningslandes Milliardkolonner. Tallene var Flokke, Skarer, Hære, der blev til overalt, hvor Mennesker overhovedet færdedes. Var der ikke i dem noget af selve Tilværelsens Mystik?

Gennem Holms egne Hænder var der hver eneste Dag gaaet Hundreder af Tusinder; om 25 hans Ører havde det bestandig summet i et Brus af Foretagender, der regnede med Millioner paa Millioner i en mægtigt instrumenteret Symfoni. Hvor var ikke Klangen af de forholdsvis saa faa Tusinder, som han personligt raadede over, bleven tynd i Sammenligning dermed — som om et Spinet skulde spille med i et moderne Monstreorkester under aaben Himmel. Men selvfølgelig havde han omhyggeligt holdt sammen paa sin egen Smule, ført Regnskab lige ned til den mindste Øre. Saadant smaaligt Regnskab hørte med til Tallenes Væsen og skulde føres i de største som i de mindste Forhold. Gennem Sten paa Sten maatte netop Milliardernes Talpyramide bygges op til sin lysende Tinde, der beherskede Verden.

Den Dag var kommen, da hans Syn var bleven blændet af denne Tinde, som var den naturnødvendige Afslutning paa de slæbende og slidende Menneskemyriaders Værk.

Bliv rig! havde det hvisket i hans Øre — som han virkelig sáa, det kunde lykkes for dem, der ikke skabte Guldet selv, ikke var Forretningslivets store Frembringere men dets Spejdere og Følere, Lyttere og — Lygtemænd, Børsens Spekulanter. De Folk maatte operere med Oplysninger, der var indhøstede gennem 26 særlige Forbindelser, ofte ad fortrolige Veje, saadanne som netop paa mange Maader stod Holm aabne. De burde kunne lægge Øret til Jorden og lytte de kommende Begivenheders Trav ud af alle de Rygter og Stemninger, der svirrede i Luften. Men først og fremmest maatte de forstaa at føle Styrken og Dybden af selve disse Stemninger, der var bedrageriske og hysteriske som Mennesket selv, kunde kaste sin Rytter af, saa han knækkede Halsen, men ogsaa føre ham i strygende Galop frem mod det Punkt, hvor han efter egen Beslutning sprang af og overlod Risikoen ved Ridtets Fuldendelse til andre.

Spændende var dette Ridt efter Guldet. Karakteregenskaber fordrede det, Roens, Beslutningens, Begrændsningens.

Guld var Guld, om det af svedige Næver blev gravet frem af Jorden, eller det strømmede ind i Pengekassen som Betaling for Varer, eller det fra den ene Spekulants Hænder gled over i den andens.

Og midt i Glansen fra Guldet stod hun med sin Sikkerhed og Munterhed, Dristighed og alt det andet, som Besiddelsen af Penge kunde give; hun, der havde en Naturgrund, som ingen Penge skaber, men hvem Pengene havde slebet, som Diamantsliberen sliber den raa 27 Ædelsten, saa at den faar Spil, der gnistrer og funker som guddommelige Lyn. ...

Kasserer Holm havde rejst sig med et determineret Sæt: Nu gik han ud! Lidt frisk Luft kunde gøre godt. Arbejdet for i Dag var færdigt. Han vilde ikke tænke paa Dagen i Morgen og dér, hvor han skulde hen, for at søge Dækning. Bort med de Tanker!

Han begyndte ogsaa at blive sulten, og det var ingen Skade til, at han viste sig i Aften paa et offentligt Sted, lige saa rolig som sædvanlig ...

Da Klokken var noget over otte, gik Kasserer Holm ogsaa i sit sædvanlige Tempo ned ad den store, livlige Bys Hovedstrøg.

Det var ham ellers den morsomste Tid af alle; men i Aften blev Turen en Skuffelse. Det slog ham, at han vandrede gennem hele Sværmen af flanerende Herrer og livslystne Forretningsdamer, der nu havde fri, med en Fornemmelse, som om han var en Sten, der faldt ned igennem Vand.

Koldt uvedkommende blev ham det hele, han følte sig kun ensom. Intet af al Bevægelsen, hele Livet omkring ham fremkaldte i Aften den æggende Fornemmelse af Samklang i hans Sind.

28

Det blev ham næsten en Tvang at gaa igennem den tæt besatte Kafé-Afdeling i en stor Restaurant, hvor Musiken allerede spillede, og smilende gengælde nogle Bekendtes Hilsen, inden han slog sig til Ro i Spisesalen og bestilte sin Diner. Maden smagte ham heller ikke rigtigt, og han fik den hurtigt ned. I Virkeligheden følte han sig urolig, betalte skyndsomt og bevarede kun sin sikre Holdning, indtil han atter vel var kommen ud paa Gaden igen.

Dér styrede han hurtigt omkring Hjørnet og skridtede af Sted gennem nogle sparsomt belyste Sidegader — til sin Faders Hjem. Han kunde naa at være der netop til den Tid, hvor Theen var drukket, og den gamle havde sat sig til Rette ved en Bog, i Fred og Ro.

Den Fred og den Ro maatte Kasserer Holm føle ligesom slaa sammen omkring sig. ...

II

Gaden, Holms Fader boede i, var stille og gammel. Paa den ene Side løb en lang Kirkemur, paa den anden laa en af Byens største Stiftelser med sine Rækker af Smaaruder. De ganske faa Privatbygninger i Gaden var fra 29 en ældre Tid, flade og glatte, men rene og med Potteplanter i de smalle Vinduesfag.

Naar Holm kom ind i den Gade, maatte han altid tænke paa nyvaskede gammeldags Gulvbrædder, uden Maling eller Fernis, end sige dækkede med Tæpper, ene og alene tarveligt nøgne. Symboler paa gammeldags Hjems lidt udfordrende Orden og Redelighed!

... Redelighed! tænkte han nu i Aften, medens han dæmpede sin Gang en Smule, efter at være bøjet ind i Gaden. Der undslap ham ligefrem et Suk: Redelighed.. Orden og Redelighed! Det var Ord, der kom en samtidigt paa Læben som Skam og Skade, Spot og Spe. Laa der ikke en Tingenes rette Sammenhæng, en dyb Filosofi i, at Orden og Redelighed nævnedes i samme Aandedræt? Var det ikke netop blevet hans Livs Ulykke, at han havde kunnet skille de to Begreber ad: Orden, som han vilde gaa i Graven med, og Redelighed, som han havde forbrudt sig imod?

Han steg op ad de slidte, af og til lidt knirkende Trin, som førte til hans Faders Lejlighed. Den smalle Trappegang var endnu belyst med Gas.

Holm blev modtaget med et venligt Udraab af Husholdersken, der selv lukkede op, og lidt efter sad han i Faderens Værelse alene med 30 den gamle Mand. Holms to ugifte Søstre var paa deres Abonnementsplads i det kongelige Teater.

Der hørtes ikke en Vogn i Gaden, som kun førte ud til midt paa den Bulevard, der havde afløst Byens gamle Volde. Her var i Sandhed stille, og Holm følte sig omgivet af en hyggelig Lugt af Bøger og Papir, der ligesom mættede Renligheden herinde.

Da Holms Blik strejfede Rækkerne af solide, mørke Bind, tænkte han, at i dette Hjem havde Bøger været agtede Hjælpere til Arbejdet og skattede Lærere i Fritiden; for ham selv var de bleven til Tjenere, som han hundsede, naar de generede eller ikke makkede ret.

Tobak røg Holms Fader, efter Lægens Raad, nu ikke mere; men han bød Sønnen en Cigar.

Holm havde endnu Øjne og Tanker ved hele Rummet herinde med sit Indtryk af Arbejde og vel fortjent Hvile; han rystede afværgende paa Hovedet.

Den kraftige gamle Mand med sine bestemte Øjne i det lidt gulnede Kontoransigt gjorde en lille munter Haandbevægelse.

„Du kunde ellers have taget den uden Risiko,“ sagde han, jeg har lagt mig dine Formaninger om bedre Cigarer paa Sinde, nu, da jeg selv er holdt op med at ryge. — Det var for 31 Resten pænt af dig at se herop. Jeg havde ikke ventet dig før Søndag.“

„Fader,“ sagde Holm pludseligt, „jeg vil alligevel gerne have den Cigar. — Jeg vilde bare sidde lidt hos Dig i Aften og sludre. Og saa havde vi i gamle Dage altid Røgen oppe ...“

„Christian,“ sagde Faderen lidt efter og sáa med de lidt blege Gammelmandsøjne over paa Sønnen, der netop havde faaet tændt Cigaren, „hvor Du egentlig ligner din Moder! Jeg véd ikke, om det var nu her, i Skæret af Tændstikken, at det slog mig saadan.“

Der gik et baade Pinens og Lettelsens Suk igennem Chr. Holm, han sáa uvilkaarligt over imod Faderens og Moderens Portræter, der hang midt inde i Familjebillederne over Sofaen med Endeskabene og den svungne Ryg. Heldigvis laa hun nu under Jorden, Moderen, med sin lidt sammenknebne Holdning og den spejdende Omhu for alle sine ... hendes Blik havde i de senere Aar overfor ham mistet sin Aarvaagenhed og var taget saa urimelig til i beundrende Kærlighed — som hos Mennesker, der Livet igennem af Pligtfølelse har maattet kue det bløde i deres Sjæl, men nu er saa lykkelige over at turde slippe det fri ... Aa, Gud være lovet, at hendes Øjne var trykket i. ...

32

„Ja,“ svarede han paa noget, Faderen havde sagt, og som han slet ikke havde hørt.

Det var Tonefaldet, der endnu dirrede ham i Øret, som fortalte, at her skulde siges Ja.

Holm maatte tage et lille Tag i sig selv: som over Klangen af Faderens Ord nu nylig var der over hele den gamle Mand noget afsluttet, fuldbragt. Ikke blot var selvfølgelig hans Billede af Livet fuldt ud færdigt; men hans eget Liv var paa en Maade færdigt. Egentlig var det blot mekanisk Gentagelse af svundet Liv, naar den tre og halvfjerdsindstyve-aarige Mand endnu var en rutineret Chef for Departementet, han var kommen ind i som fire og tyveaarigt ungt Menneske.

„Mærker I noget til den nye Minister, Fa'er?“ spurgte Holm, der begyndte at føle sig nervøs over al Hyggen og Roen omkring ham, i Stedet for, at han havde haabet paa, den kunde berolige.

„Næ“ — rystede den gamle paa Hovedet.

Han tilføjede intet om, at det havde været den nye Ministers oprindelige Plan at ville rydde op blandt de ældste af Embedsmændene og begynde med selve Departementschefen.

Og hans Søn sagde heller intet, skønt han lige saa godt vidste baade, at Planen havde været oppe, og at Ministeren alligevel havde 33 maattet betænke sig. Selv imellem Fader og Søn herskede der, og havde der altid hersket, en Diskretion, som ingen af dem nogen Sinde vilde krænke.

Medens Faderen talte videre og interesseret fortalte om en Del Forandringer i Kontoret og Forretningerne, som de nye Tilstande havde medført, tænkte Sønnen, at diskretere Mand end Faderen kunde han ikke finde at betro sin Ulykke til.

Og lige saa utvivlsomt vilde den gamle uden at betænke sig et Sekund eller fortrække en Mine hjælpe ham.

Holm tog Øjnene bort fra sin Faders rolige og sikre Haandbevægelser, medens han talte ...

Hjælpe ham! Der var jo ingen anden, som kunde hjælpe ham.. og Faderen vilde gøre det — det vil sige, han vilde lade sig flaa — for han maatte flaas til Skindet!

Holm rejste sig og lod, som om han vilde benytte den gammeldags Spyttebakke med Sand i, der stod ved Kakkelovnen. Ja — hans Fader vilde lade sig flaa til Skindet! — for at redde Sønnens Ære, der betød hans egen.

Ti under Synspunktet Ære var hele denne Embedsmands Liv bleven ført: ærefuld Stilling, Æresbevisninger, Ærestegn.

Holm satte sig igen ned overfor Faderen, 34 der blev roligt ved at tale som den, der er vant til at foredrage uden at vente Svar ...

... Paa Hæderspladsen over Skrivebordet derhenne hang Oldefaderen i Cancelli-Assessor-Uniform og Bedstefaderen i Byfoged-Kjolen og Onkel Johannes, der faldt som Officer — paa Ærens Mark, som Faderen kunde sige det, saa selvfølgeligt som der lød Salver over en Soldats Grav.

Holms Forældres Gud havde været Æren. Han havde fundet, at de ofte dyrkede denne Guddom under snevertsynede, smaalige, næsten latterlige Former. Men nu var det dog Respekten for denne Ære, der skulde redde hans Liv, og, svirrede det igennem hans Hoved, med Opofrelse af Faderens og hans to ugifte Søstres Liv ... selv om det ikke var Livet direkte, som Onkel Johannes havde ofret det, da han faldt i en bevidst haabløs Kamp for Æren ...

Den utro Kasserer gav sig til anstrengt at følge sin Faders Fortællinger; han tvang sig til at tale med og uddybe det behandlede Emne videre, medens en underlig Klamhed samlede sig i hans Tindinger.

Faderen kom i bedre og bedre Lune. Det gamle Kasseuhr inde fra Spisestuen ved Siden af skramlede til Slag og ramlede ti dumpe Puf 35 ud i Rummet, uden at Departementschefen i mindste Maade ændsede det.

Sønnen vidste, at Faderen hver Aften nøjagtigt Klokken halv elleve gik ind i sit Soveværelse.

„Naar kommer Søstrene hjem?“ spurgte han, saasnart Lejlighed gaves.

„Ja, det bliver jo ikke før elleve,“ svarede den gamle, „de trækker det senere og senere ud i Teatret.“

„Holm lettede paa sig ... det maatte jo siges:

„Jeg skal ikke i Banken i Morgen,“ sagde han højt ... „jeg skal tale med nogle Folk her i Byen for Direktionen.“

Han gjorde en Pavse.

Faderen nikkede sindigt.

„Jeg er her i Nabolaget ved din Frokosttid Kl. elleve.“

Faderen nikkede igen med den Vane, han havde, fra naar han hørte Referater.

„Jeg kunde have Lyst til at spise med.“

„Ja, Du er velkommen, min Dreng.“

Det stoppede næsten op for Holm. Men han fortsatte: „Saa tager Du Dig jo altid et Kvarterstid efter Frokosten, inden Du gaar paa Kontoret, Fa'er..“

Faderen nikkede igen: „Ja, Du kan godt faa 36 Dig en Sludre-Cigar herinde hos mig ovenpaa Maden.“

„Tak!“ sagde Holm hurtigt.

Han stod nu op overfor Faderen, som ogsaa havde rejst sig og omhyggeligt stillede det Askebæger til Side, der havde været sat frem for Sønnen. Han bød ikke Sønnen nogen frisk Cigar.

„Saa skal Du til Ro, Fa'er ... Du kan trænge til det.“

Den gamle trak gemytligt paa det: „Naa — ja, det er vel paa de Tide ...“

Holm var nær ved at smile: Det var nok snarere ham selv, der kunde trænge til Ro.. det var ikke frit for, at Gulvet næsten gyngede en Smule under ham.

Den gamle rettede sig i Vejret. Lidt var Skikkelsen nok groet nedad i de senere Aar, men han var dog endnu altid stor og kraftig.

„Det var pænt af Dig, min Dreng, at se herop.“

Chr. Holm tav.

Saa tog den gamle Mand pludselig med Varme sin Søns Haand: „Tak, Christian! For det er alligevel ensomt at blive gammel, og Pigebørnene, jeg synes, at de er ved at blive gamle med.“

Han tog ham om Skulderen:

37

„Naar blot jeg kunde have den ene Glæde endnu af Dig, før jeg dør ...“

Holm vidste saa inderlig godt, hvad hans Fader mente.

„For husk paa, at det er Dig, der skal bevare Navnet ...“

Holm havde haft mest Lyst til at lukke Øjnene; der manglede blot et fortsættende.. „med Ære“ som det sidste Marterslag. Men det fandt vel Faderen ganske overflødigt at nævne. ...

Medens Holm fulgte efter Pigen, der maatte lyse ham ned, fordi Klokken nu var over ti og Gassen slukket, havde han en Fornemmelse, som om han blev smidt ned ad Trapperne i sin Faders Hus, eller rettere sagt smed sig selv ned ad dem.

Da Døren blev lukket efter ham, maatte han læne sig op ad Husmuren: hvordan i al Verden skulde han komme over den Dag i Morgen!

Han styrede uvilkaarligt ud paa den aabne Bulevard, hvor Novemberblæsten fik ham til at holde paa Hatten, medens den paa samme Tid smuttede i kolde Blaf helt op under Benklæderne, ind paa Strømperne. Alligevel satte han sig ned paa en af Bænkene derude, hvad 38 der sikkert ikke var faldet ham ind i de sidste tyve Aar.

Der sad ikke saa meget som en forkommen Vagabond, saa langt hans urolige Øje kunde se omkring. Saa meget desto bedre! Her kunde han faa lidt Fred. ...

Fred; det var det, han kom fra ... og som han i Morgen skulde forstyrre ... voldeligt sprænge i Stykker, som om en Granat var kommen farende fra et Baghold og havde forvandlet levende Mennesker til splittede Knogler og forbrændte Kødtrevler ... Om lidt kom Søstrene hjem — fra en „dejlig“ Aften, som de kaldte saadan en Teatertur i hele deres nedstemte Nydelsestrang, og i Morgen! de vilde kræse op for ham paa det bedste ved den nette Frokost, fyldte som de var af en egen, kildrende Beundring for denne yngre Broder, der, efter at have fulgt Slægtstraditionen til sin Eksamen paa Universitetet, pludselig havde brudt sig en egen Vej, ikke uden Modstand hjemme fra. Men han kom frem ad den Vej, som var noget nyt for disse Døtre af Statsembedsmænd i fjerde Led. Og denne Vej, som de i Begyndelsen sáa skævt til og var ængstelige for, havde heldigt og hurtigt ført ind i den moderne Velstands mærkelige Rige, hvis Sol derigennem ogsaa af og til kunde 39 kaste et spændende Genskin over paa dem. Hans mange Opmærksomheder og Gaver, som de saa trygt turde modtage, fordi de kom fra Broderen, de smaa Indbydelser til hans moderne og overflødige Hjem var dem en Kilde til særegen Fryd; det var lidt som at kige gennem Nøglehullet derind, hvor de ikke hørte hjemme og ikke skulde høre hjemme, men hvor det dog var morsomt at faa et hemmeligt lille Indblik. Nysgerrige og glade ved Pynt og Stads og Velvære, som de var det inderst inde i deres Kvindesind!

Og nu — fra i Morgen! Naar Faderens beskedent nedarvede og sparsomt øgede Formue var bleven slugt af det Deficit, som deres Broder ikke kunde dække ved at realisere selv sit sidste Aktiv— —ja, Faderen kunde jo komme igennem med sin Gage og vel ogsaa siden med Pensionen; men Søstrene ... Holm sáa hele deres Fremtids Anstandsfattigdom for sig med Legatkummerlighed og Slid af Trappe paa Trappe for at naa ind i en mager Stiftelse, der kunde sømme sig for dem, hvor de traf dem, som de kunde være bekendt at bo sammen med. Og saa det, at de havde mistet deres Tro paa ham! Skønt— —var her ikke netop de Kvinder, hvis Tro overvandt Døden — hans moralske Død? Jo — jo, det var han 40 sikker paa! Hans Søstre vilde holde paa Mennesket i ham, saa længe de blot havde en Draabe Vand at læske ham med. De vilde aldrig kunne glemme den lille Dreng, de havde puslet om som Smaapiger, og siden set blive den unge Student og den flotte Bankmand, der ikke glemte sine gamle Søstre ...

Men Faderen — for ham vilde Sønnen være død. Og falden paa Vanærens Mark, for denne Bankdirektørs og hans Sekretærs Øjne. Den Ære, som blev reddet for Slægten, skulde den gamle Mand endda tage som en Naade af to fremmede Mennesker. Tilmed Mennesker fra en Verden og en Samfundsklasse, der inderst inde var Bureaukraten imod! Den reddede Ære vilde kun være et Skin, en Øjenforblændelse overfor Verden og først og sidst overfor hans Slægt, en Løgn, som den stolte gamle Mand maatte gaa omkring med paa Læben, saa længe han levede — og hvorledes skulde den forklares efter hans Død, naar dog hans Fattigdom maatte blive aabenbar?

For første Gang kom der en Tanke listende ind over Kasserer Chr. F. Holm, ude fra Mørket og Kulden og det Parkens Vandspejl, som han svagt kunde se glimte i Blæsten: — Døden, den rigtige, virkelige Død, var den ikke Frelsen?

41

Men han rejste sig hurtigt, ligesom i Skræk. Nu gik han hjem, rask. Han rystede jo af Kulde ... kunde blive dødssyg af at sidde her ... ja, dødssyg, syg til Døden, det var jo netop det, han maaske burde blive ... Aa, han var gal; det løb jo rundt for ham! For ham, den koldblodige, den, der netop nu skulde have al sin Sikkerhed behov, for at klare sig, ikke blot fra Ulykken, men videre frem igennem Livet. Han skulde klares, maatte klares, gennem rolig Overvejelse. Hvor havde han ogsaa taabelig spildt Tiden! Der var jo dog maaske andre Udveje, som han kunde finde paa — Forretningsvenner, han, med Udsigt til Bistand, turde betro sig til. Hvorfor havde han straks betragtet det som ganske udelukket?! Dengang syntes det ham Udslag just af menneskelig Klarhed, der ikke spildte Tiden med unyttige Skridt, men styrede lige hen, hvor der var begrundet Haab om sikker og diskret Hjælp. Men havde han haft Ret heri? Var det ikke netop en dum Overklogskab, der her havde behersket ham? ... Gud ske Lov for den hele Dag i Morgen, som han havde betinget sig til at skaffe Dækning! Først om Aftenen skulde han indfinde sig i Direktørens Hjem. Og saa var det oven i Købet Søndag i over Morgen — endnu en lille Respit, hvis Lørdagen ikke kunde 42 bringe hele det ønskede Resultat. Tabe Modet — det manglede bare! Hvordan var det, Englænderne sagde: Money lost — nothing lost; honor lost — something lost; pluck lost — allthing lost!

Han vilde hurtigst muligt hjem igen i de Stuer, som var hans egne, skabte af hans egen Udvikling, hans egen Smag, dér vilde han finde sig selv og sin Styrke. Det var som Kæmpen i det gamle Sagn, der fik sine Kræfter tilbage, naar han, overvunden, berørte Jorden, sin Moderjord.

Henne ved den første Gadeoverskæring af Bulevarden, standsede han en Automobil, der kom forbi, og faa Minuter efter holdt han udenfor sit Hus paa den fornemme, nye Kirkeplads.

III

Da Holm drejede om for det elektriske Lys inde i sin Dagligstue, slog Taffeluhret sine smaa, diskrete 11 Slag.

Han hentede lidt Whisky og Sodavand i sin Buffet og blandede sig en beskeden Drik. Nu vilde han besindigt og systematisk gennemgaa alle Muligheder.

43

Paa et Ark Papir skrev han langsomt en Række Navne op.

Saa klingede Telefonen ganske stille, lige ved Siden af ham.

Han tøvede et Øjeblik, men førte saa Tragten til Øret og nævnede sit Navn.

„Endelig!“ lød det, med den lukkede, fortrolige Betoning, der altid gjorde det af med Holm. „Portieren har ringet tre Gange i Løbet af en Time; men nu vilde jeg selv.“

Holm spurgte, hvor Fruen egentlig var henne.

Hun nævnede Navnet paa en af Byens største Restauranter: de var et lille Selskab.

„Jeg troede, at man skulde være rolig hjemme i Aften i Anledning af den store Fest i Morgen.“

Holm holdt i Telefonen meget af at bruge det neutrale „man“.

„Jamen „man“ fik uventet to af „man“s Forretningsvenner til Middag med én Kone, tilrejsende, frygtelig! Bagefter gik vi lidt sent over i Teatret, og nu sidder vi her.“

Der kom en lille Pavse.

„Jeg længes,“ sagde hun saa.

Der var en hel anden Betoning i de Ord, ingen spøgende, men en nøgent ligefrem.

Holm lystrede.

44

„Ja, jeg kommer jo gerne,“ sagde han, „— det vil sige, jeg kan ikke blive for længe ...“

„Pedant!“, sagde hun, som om hun havde sagt „Du kære!“

Saa ringede hun af ...

Da Holm traadte ind i det store Hotels Forhal, hvorfra høje, matte Glasdøre førte til Etablissementets fornemme Restaurant, traadte Portieren ham ærbødigt i Møde.

Holm havde altid fundet denne Vestibule behageligt smagfuld. Ligefor førte en bred, tæppebelagt Marmortrappe op til Værelserne, og man stod sjældent her og talte med en eller anden, uden at enkelte Fremmede steg lydløst op eller ned ad denne fine Trappe, med det underlige Udtryk af at høre hjemme og dog have Øjnene med sig alle Vegne, som karakteriserer Hotelgæster. Samtidig kunde Elevatoren lige bag Trappen komme stille susende oppe fra, stoppe med et lille svagt Stød og Gylp, hvorpaa Folk i Rejsedress eller Selskabsdragter passerede den bukkende Page.

Fra et Springvand langt borte i Vinterhaven, som ikke var tilgængelig for Folk fra Gaden, men kun forbeholdt de Rejsende, lød bestandig en fjern Plasken og Rinden. Skriveværelser 45 og Konversationsrum bredte sig overfor Indgangen til Restauranten. Alt var lagt til Rette, gik mekanisk, dæmpet, glat, i Kraft af et usynligt lille Pengetryk, saaledes som det netop tiltalte Holm.

Portieren havde allerede hjulpet Holm Tøjet af.

„Jeg hænger Hr. Hovedkassererens Tøj her i den lille private Garderobe.“

Holm nikkede. Disse smaa Begunstigelser var ham behagelige.

„Konsulens og hans Selskabs Sager hænger dér ogsaa,“ fortsatte den opmærksomme Portier, medens han anbragte Pelsen. Holm kendte hendes atlaskforede Aftenkaabe.

Saa traadte han rask ind i Restauranten, Byens mest ansete Lokale.

Et hvælvet Rum med høje Søjler og fortrolige Nicher mellem Marmor og Teaktræ! Her kunde man, efter at have spist fortræffeligt, lade Havanarøgen kaste sine blaa Flager ud over Glas med en perlende Drik og se den langsomt stige til Vejrs. Her blev aldrig trykkende, og Musiken fra den tilstødende, stærkt besøgte Kafé lød dæmpet og dog bestandigt nærværende.

Holm mødte straks fra den midterste af Nicherne Fruens opmærksomme Blik, som fulgte 46 hver en, der kom og gik. Det lysnede op og kaldte ham hen til sig ligesom en Stemme, medens hun overfor de andre i Selskabet lod, som om hun endnu ikke havde set ham.

Saa fulgte de lidt højrøstede Hilsener og Præsentationen for Forretningsforbindelsen fra Provinsen med Frue, som Holm ikke kendte. Den anden Herre, foruden hendes Mand, var netop et af de Navne, som Holm havde skrevet paa sin Liste hjemme, Direktøren for et stort Industriforetagende.

Holm kunde ikke gøre ved, at han kom til at klippe lidt med Øjnene, da han trykkede Direktørens Haand.

Selskabet var længst færdig med at spise. Nu stod der kun en Kande Champagne paa Bordet. Der blev skænket i et Glas til Holm.

Fruen sad i Sofaen ved Siden af den fremmede Dame og ligesom lo af, at han sad dér yderst, længst borte fra hende. Hun havde netop den Evne at kunne tie og samtidig tale med sine Øjne eller ogsaa sige et og med Øjnene udtrykke lige det modsatte.

Hvor tit havde Holm ikke i hendes Selskab oplevet det højeste, han syntes, Livet kunde yde, og som vist ogsaa de allerfleste Mennesker fandt var det højeste — Lykke, opfyldt af en Kvindes Sorgløshed! At kunne gøre en Kvinde 47 sorgløs! Lokke alt det umiddelbart glade og hengivne og taknemmelige frem hos hende, lige meget, hvor raffineret hun kunde være, ja netop, naar hun var et saadant fuldt ud raffineret lille Kvindemenneske som hun, der sad her! Var det ikke en Urdrift hos Manden, ja, det egentlig centrale, hvori al berusende Lidenskab, henrivende Forfængelighed, offervillig Ømhed gik op!

Selskabet talte om den Operaforestilling, de havde været henne til.

Fruen holdt af Musik og sang selv kønt; hendes Mand kunde ikke kende den ene Melodi fra den anden.

Fruen fra Provinsen blev meget ivrig; hun og hendes Mand havde hørt netop den Opera fra i Aften ovre i Paris med en verdensberømt Sanger.

Provinsfruens Udviklinger blev lidt trættende. Holm distraheredes, de andre Herrer ogsaa, med Undtagelse af den veltalende Dames Mand, der sekunderede hende.

Fruen sad fripostigt og lyttede, med Øjnene ofte over paa Holm.

Der kom en ny Kande Champagne paa Bordet; Herrerne drak rigeligt; Holm ikke mindst.

Konsulen fik Direktøren ind paa at snakke om nogle meget omtalte, store Børsforretninger; 48 Direktøren mente at forstaa det, der laa bag dem. Holm tvang sig til at gaa med ind paa denne Tale om Penge og Spekulationer, der tilfældigvis berørte netop noget af det, han selv havde spekuleret uheldigt i. Herren fra Provinsen greb med ind i de andre Herrers Samtale. Damerne fortsatte med hinanden, hurtigt noget trægt. Holm greb sig i nogle Gange at skotte hen til Uhret i den anden Ende af Salen.

Pludseligt sagde Fruen, henvendt til Damen ved hendes Side, men ud over Bordet: „Nu tror jeg, vi gør Strejke; Herrerne glemmer, at det er meget over Børstid.“

Direktøren lo og vilde have Damerne med ind i Samtalen, der nu drejede sig om den store Baisse i Dampskibe.

Provinsfruen var straks villig: hun talte saa tit med en af Matadorerne hjemme om Kurser, og han sagde altid, hun havde en medfødt, fin Næse; hendes Mand kunde ogsaa bevidne, at hun havde advaret ham mod Dampskibe.

„Jamen dengang gik de nu rigtignok op, min Pige.“

„Ja, dengang — men nu hører Du da ...“

Fruen lo, og de kom allesammen til at le; Holm med.

49

„Men nu tror jeg for Resten,“ sagde Fruen til sin Mand, „at Du skal tænke paa at betale, for, „mine Øjne, de blive saa smaa“.“

„Og vi skal til vor store Fest i Morgen,“ tilføjede hun og saá fast paa Holm. —

Medens Regningen blev afgjort, og man rejste sig, tog Samtalen pludselig levende Fart angaaende det Hus, de skulde sammen i Dagen efter, hvem der plejede at komme dér, hvad der sædvanligvis blev budt paa, og at der vistnok i Morgen kom nogle af de nye Operastjerner, som skulde synge ...

Omsider naaede man forbi den bukkende Overkellner og hans Medhjælpere gennem Lokalet ud i Vestibulen, hvor Belysningen allerede var dæmpet.

Herskabet fra Provinsen boede paa Hotellet. Man sagde hjærteligt Godnat og Tak for i Aften!

Holm hjalp Fruen i Aftenkaaben ...

Udenfor vilde hendes Mand lade Portieren fløjte efter en Automobil.

„Aa nej,“ sagde hun, „jeg vilde saa gerne gaa, for at faa lidt frisk Luft.“

Direktøren skulde samme Vej som de andre, og ganske uvilkaarligt gik han og Herren foran, hun og Holm i en lille Afstand bagefter.

50

„Kongen er bedrøvet, Kongen er tavs,“ sagde hun sagte.

Hendes dæmpede Ord overvældede ham i den Grad, at han heftigt tog frem efter hendes Haand under Aftenkaaben. Tonefaldet havde været saa fortroligt, som han netop trængte til det i dette Øjeblik, og paa samme Tid saa spøgefuldt uforstaaende, at det voldsomt fjernede ham fra hende. Han trængte til rent taabeligt at gribe efter hende, som Barnet, der vil afværge Ulykken ved at tage fat i Moderen.

Hun sáa op paa ham med et Blik, der var baade interesseret og lidt spodsk.

„Begynder man at blive voldsom?“ lo hun.

Men da hun følte det Modviljens Gys, der gik igennem ham ved de Ord, tilføjede hun hurtigt, med en Stemme, som om de var alene i den hele Verden: „Hvad er der i Vejen med Dig? Du er da ikke syg?“

„Jo, Ingeborg, jeg tror, at jeg er syg.“

„Aa — Snak“ — nu var det hendes Haand, der smuttede frem fra Aftenkaaben og et Øjeblik tog ham om Armen: „Hvad skal det sige?“

Hendes Stemme lød baade angst og irriteret.

„Du gaar da ikke hen og bliver syg?“ kom det igen med samme Tonefald.

51

Her gik Holm, ned ad en Gade, med det eneste Kvindemenneske i Verden, som rigtigt havde fængslet ham, netop fængslet ham — i en Lænke af Guld, fordi alt, hvad der kom hende ved, maatte klinge af Guld, men ikke fordi det var Guldet, som lænkede. Aa nej, det som bandt ham fast til hende, var vel netop dette, der laa i hendes baade ængstelige og fortrydelige: Du gaar da ikke hen og bliver syg!

At hendes kæreste og morsomste og allerbedste Tidsfordriv, som hun sværmede for og ikke kunde undvære, skulde gaa hen og svigte hende!

„Hvor har Du været henne i Aften?“ lød det pludseligt ved hans Side, saaledes som den spørger, der har Ret til at faa at vide.

„Jeg har været hjemme ..“

„Hjemme?“

„Ja, hos min Fader,“ tilføjede han og tænkte, at det Hjem bestod da endnu, og andet Hjem havde han aldrig haft.

„Naa ja, dér kan man jo ikke konkurrere,“ sagde hun med ærlig Bitterhed

Holm spidsede Ører ved den kendte Klang i Stemmen: Med intet havde hun smeltet hans Hjerte mere end netop med sin Skinsyges Brand, hvori alle hendes Væsens Evner flammede. 52 Denne Skinsyge havde altid smigret og truet og tvunget ham ind til hende. Hendes lidenskabelige Stolthed gjorde, at hun vilde være Nummer et og alt for den, hun havde kaaret sig, og derigennem blev han et og alt for hende. Hun kunde give sig selv, for at have ham helt og holdent, og drog energisk en Tryllekreds omkring dem begge, hvorfra alle andre Mennesker blev spærret ude med hvert et Middel lige ned til den klare Løgn. Den havde hun anvendt saa koldblodigt som Bravoen Dolken i sin Herres Tjeneste, og Holm havde aldrig nænnet at lade hende vide, naar han vidste det, fordi han følte sig baade lavt smigret og underlig rørt derover.

„Ingeborg,“ sagde han tøvende, „hvis jeg nu blev rigtig syg —“

„Saa maatte Du blive rask,“ afbrød hun rapt.

Han vidste det saa godt: hun hadede Sygdom.

„Jeg skulde nok faa gjort Dig rask,“ tilføjede hun bestemt.

Han maatte smile: ja, hun egnede sig sikkert kun for raske Folk.

„Men hvad er det, Du gaar og irriterer mig med,“ afbrød hun sig selv næsten hidsigt. „Fejler Du virkelig noget?“

53

Holm slog ud med Haanden: „Du skal ikke bryde Dig om mit Vrøvleri, Ingeborg. Jeg er blot saa træt, — der bliver mere og mere at gøre i Banken.“

Det sved ham, at han maatte nævne Banken.

„Jeg troede, Hovedkasserer Holm var den Klippe, hvorpaa al Uro og al Træthed brødes,“ kom det, baade spodsk og endnu uroligt.

„Det er han ogsaa. Men selv jeg kan blive — forstemt.“

Hun sáa op paa ham med et lidt mistroisk Blik.

„Naar vi mødes til Festen i Morgen Aften, skal Du se, at alting er som blæst væk,“ søgte han at berolige hende videre.

Og han gav sig til at spørge, om hvad hun skulde have paa.

Hun svarede lidt mut, med Pauser mellem Ordene, hvori det var, som om han kunde høre hende tænke paa noget, langt borte fra Dragt og Fest.

Saa havde de naaet det store Torv, og Direktøren tog Afsked. —

Holm og hun og hendes Mand gik tavse ved Siden af hinanden ned ad den brede, nu saa tomme Gade, hvor Ægteparret boede.

„Holm er syg,“ sagde hun pludseligt, udfordrende, men henvendt til Manden.

54

„Aa, det er blot noget, Deres Frue finder paa,“ skyndte Holm sig at bemærke, „jeg har kun været en Smule — nervøs.“

„Jamen hvorfor kommer De saa og gør En saa forskrækket?“ udbrød hun baade vred og angst og bange.

Holm følte sig straks rørt. At han ikke nu kunde tage hende om Skuldrene og snakke hende alt muligt godt for og bringe hende helt i Ro igen, medens han følte sig selv glide med over i hendes Tryghed og Glæde og Triumf. Han kunde blot overfor Manden tvære det endnu lidt mere kedsommeligt ud, at han virkelig ikke fejlede noget.

Hun tav.

Og saa kunde Holm i Aften ikke engang gaa med op, som saa ofte før, faa hendes daarlige Lune besejret i en lille Kamp, hvori hun, efter kort, lidt arrig Modstand med en vis utaalmodig Hast lod sig overvinde. Han kunde ikke bagefter sidde lykkelig ved en Whisky og en Cigar og se, høre, føle hende omkring sig med hendes skiftende Akcenter i Ord og Bevægelser og med hendes Evne til at føre alt hvad der blev talt om, ind paa sig selv og den, hun var optaget af: det kunde være Bøger, Teaterstykker, Musik, Klæder, Spadsereture, eller Penge, Penge, Penge, altsammen tog hun 55 det kun op og anvendte det alene paa sig selv og ham; uvilkaarligt og øjeblikkeligt lod hun et Emne falde, naar det ikke kunde formes efter denne rent personlige Adresse. Den Kvinde forstod at gøre Tilværelsen til et Planetsystem omkring en Sol, som var hende selv og den, hun ønskede at have ved sin Side.

Men i Aften vandrede de her de sidste Skridt sammen, uden at hverken Manden eller hun vilde spørge, om han ikke gik med op at snakke lidt; hun vilde sikkert ikke risikere at komme for sent til Ro og faa en mindre beau jour i Morgen til den store Fest; det manglede bare.

Først da de stod stille udenfor Gadedøren, sáa hun paa ham igen.

„De skylder mig Revanche i Morgen,“ sagde hun.

„Revanche?“

„Ja, for Deres sure Miner,“ sagde hun og gav ham et Haandtryk, der klemte hans Fingerspidser, som om hun kneb dem. Men hun smilede.

Han kunde have omfavnet hende.

Saa ønskede ogsaa hendes Mand Holm glædeligt Gensyn i Morgen. Og Døren slog i efter dem ....

Da Holm gik hen over Kirkepladsen, hvor 56 han boede, sáa han, at der var Lys i hans Dagligstue.

Det gav et Ryk i ham; han kom hurtigt op ad Trappen, aabnede uvilkaarligt sin Gangdør sagte og traadte rask ind i Stuen.

Over Skrivebordet brændte det elektriske Lys, Skrivebordsstolen var ikke skubbet til Rette, men stod, ligesom han havde rejst sig fra den, og paa Bordet laa Listen med Navnene.

Han havde simpelt hen glemt at dreje om for Lyset, og der var ikke en Sjæl.

Men netop derfor kunde han have skreget. Thi det var, som om han selv usynlig sad endnu under dette ubevægelige Lys, med Albuen støttet til Stolens Sidelæne, bøjet over dette ørkesløse Papir.

Og i Virkeligheden havde han jo ogsaa siddet der hele Tiden.

IV

Uhret slog to.

Hovedkasserer Holm havde længst slukket det elektriske Blus over Skrivebordet, Stolen derhenne var stillet paa Plads.

57

Han sad i en ligerygget Lænestol henne ved Midterbordet; en Cigar, med afskaaret Spids, laa paa Askebægeret ved Siden af ham; men den havde ikke været tændt.

Stolen stod, saa at hans Ansigt ikke blev generet af det Midterblus i Loftskronen, der alene brændte. Han sad næsten ubevægelig.

I den sidste Time havde det forekommet ham, som om der for hvert Sekund blev mere og mere stille omkring ham og mere og mere klart inde i ham. Det var en Klarhed som det kolde Morgenlys, der bag nedrullede Gardiner trænger mere og mere uafvendeligt ind i den søvnløses Kammer og tilintetgør ethvert Haab om Hvile.

Papiret med de famøse Navne laa krøllet sammen i Papirkurven.

Han kendte de Mennesker. Venner eller Bekendte, som var hans Venner og Bekendte paa Grund af det, de holdt ham for; de skulde ville hjælpe en Mand, de altsaa aldrig havde kendt! Hvis de kunde tænkes at gøre det, vilde det ske i Kraft af en Medlidenhed, der satte ham i Menneskenes anden Klasse og gav hans Navn og Rygte i deres ukontrolerede Vold. Til at begynde med vilde de da sikkert være diskrete; men hvis han først igen var begyndt at baske lidt med Vingerne, maaske havde vakt 58 deres Mishag eller muligvis endog deres Misundelse — sikkert vilde de have ladet deres Krav paa særegen Taknemmelighed føle — sikkert vilde de gennem en egen diskret Tavshed have bredt et Indtryk af Sagens hemmelige Sammenhæng omkring ham — sikkert vilde de ikke have helmet, inden han ydmygt havde slikket deres Støvlesaaler efter Sparkene. —

De Mennesker var sjældne, som øvede Velgerninger i ydmyg Erkendelse af, at de selv under Omstændigheder kunde have trængt til dem. Kasserer Holm havde i hvert Fald ikke truffet den Slags Folk.

Der var kun den ene Vej for ham at gaa — over hans Faders og Slægts Ruin — økonomisk og moralsk!

Men ad den Vej vilde han ikke naa ud i Livet og til Menneskene igen.

Ud i Livet igen .. ud til Menneskene igen ..

Det var Ordene.

Som han sad her, var han allerede sat udenfor Livet og Menneskene. Ingen kunde være mere ene i sin Dødsstund, end han var det nu, berøvet alt og alle, allermest dem, som han holdt af og ikke vilde gøre Sorg.

Hun, som han i Aften havde forladt, hvis Stemme endnu klang i hans Ører, hvis Smil og Blik han, bedst, som han sad, kunde se for sig 59 som en Fornemmelse, hun, ja, hun — det syntes Holm, som om hans Tanke her bevægede sig langsomt og med Besvær — hun hørte jo ogsaa til dem, han ikke turde gøre Sorg .... ligesom den gamle Fader og de to henvisnende Søstre.

Aa nej, nej, nej — lynklart skar det igennem ham — hun var netop den eneste i hele Verden, som han brændte efter at gøre Sorg. For at se, om han virkelig kunde gøre hende Sorg!

Om hun virkelig kunde blive fortvivlet med ham — og saa — det begyndte ligesom at svimle for Holm — slaa en Streg for ham over det hele! Skabe Sorgen om til Lykke ved at sige, at, hvis han ikke kunde klare for sig, saa vilde hun tage Kampen op sammen med ham ...

Guds Død, saa kunde han gaa til sin Fader, der altid havde været en Mand, og sige: En Kvinde har ødelagt mig, Fader, en Kvinde, jeg har elsket, som det nu blev beskaaret mig at kunne elske, og som elsker mig igen. Nu er hun villig til at ofre sin Luksus, sin Velvære, alt for mig. Hjælp mig til at redde Livet for hende, saaledes som hun bør kunne leve det uden at forkomme! Hun vil bryde med alt sit for min Skyld; hjælp mig til paa ærlig Vis at forme et Liv for hende og mig uden Skam, 60 uden usynligt tærende Vanære! Jeg véd, hvad det vil koste Dig og mine Søstre, som elsker mig; men hun elsker mig højere end nogen anden, og jeg hende; alle vil vi samles i Offer for vor Kærligheds Skyld; hver en Time i Resten af mit Liv skal være viet min Kærlighed til hende og til Jer. Overfor vort inderlige Forbund betyder alt andet her i Verden intet; min Brøde bliver netop Prøven og Indvielsen for vor Kærlighed. Kærlighed er at give og at ofre; mit fremtidige Liv skal vise Jer, at jeg fuldt ud kan indløse min Part af Kærlighedens Pligter ... og hun ....

Pludselig lød der i Kasserer Holms Erindring nogle Ord af en anden Kvinde ... ubegribeligt, at han ikke tidligere var kommen til at huske paa dem! .. denne fremmede Kvinde havde siddet her i selve denne Stue var kommen herop for ved Holms Hjælp at prøve paa at redde en Mand, der for Aar tilbage havde forladt hende, og skaffede sig et Underslæb — for ogsaa han havde Underslæb — sammen med den Kvinde, som hun hadede. Nu tilbød hun uden Betænkning Holm at ofre de fattige Par tusinde, hun raadede over, for at redde den, der havde svigtet hende, men som hun engang havde elsket. Og da Holm uvilkaarligt var kommen til at sige, at Kvinder

        

61 kunde dog aldrig glemme Mænd, de havde holdt af, svarede hun: Nej, ikke naar det gaar dem galt!

De Ord havde reddet den Mand dengang og reddet ham fra mere end materiel og borgerlig Ruin ...

Kasserer Holm rettede sig i Sædet. Han havde faaet en Fornemmelse, som naar man i Drømme er steget for højt til Vejrs og paa en Gang falder, saa man vaagner.

Ak, det var jo netop hans Domfældelse, at han ikke turde tro paa Fru Ingeborg. Han var hende sikkert blot en Del af hendes Rigdom, ikke af hendes eget Kød og Blod.

Hvis han i Morgen vilde være gaaet til hende og have sagt: „Ingeborg, for min Kærligheds Skyld blev jeg Bedrager“ ... hendes Øje vilde være blevet koldt, hendes Læbe trodsig; hun vilde have følt det, som om han havde beskyldt hende for Bedrageriet, som om han var kommen for at afkræve hende de Penge, han havde stjaalet ....

Men — men ... havde hun i Grunden ikke Ret?

Var de Ord sande: Min Kærlighed har gjort mig til Bedrager!?

Holm syntes, at de ligesom visnede i hans Mund.

62

Allerdybest inde i ham hviskede det utydeligt, men i en Anelse af ubarmhjertig Forstaaelse, at de Ord var Løgn.

Var det af Kærlighed til Ingeborg, af selvopgivende Interesse for en Kvindes Lykke, at han havde givet sig til at spekulere paa Børserne ?

Det var jo kun for at kunne følge med i den Verden, som hun iforvejen beherskede!

Og da hans Tab blev større og større og til— sidst maatte dækkes, hvad var det saa egentlig, der var sket?

Han maatte dog kunne klare sig det nu, ganske nøgternt, i sit Livs mest uforbeholdne Stund!

For at tage det rent praktisk: han kunde have reddet sig dengang ved egne Midler og et Laan hos sin Bankier mod Tegning af Livsforsikring. Men hans Ejendom i Byen, der var købt med Fremsyn, maatte da være solgt ubetimeligt. Han havde mistet baade Sparepenge og fremtidig Fortjeneste. Forrentning, Amortisering, Betaling af Forsikringspræmie vilde have tvunget ham til saa betydelige Indskrænkninger, at han havde maattet slippe hendes Lag, som han alene brød sig om at tilhøre. De Folk granskede ikke Nyrer og Hjerter, som man da heller ikke bød dem frem til Granskning; 63 det hørte netop til det glatte og beroligende ved Omgangen med dem, at de dømte efter den ydre Holdning og Optræden, der ogsaa var ham selv saa dyrebar; men de fordømte ogsaa efter den. Han vilde være kommen til at vansmægte i Ensomhed.

Derfor var det, at han havde — optaget Tvangslaanet af sin Kasse i Tillid til, at fortsatte Spekulationer vilde bringe Held.

Hun havde for ham kun betydet Midtpunktet i det uundværlige Velvære.

Med Rette vilde Fru Ingeborg kunne vise ham ned ad Trapperne. Ikke det ringeste havde han at fordre hos hende.

Virkelig Kærlighed havde intet haft at gøre med, at han skrev de falske Tal paa det Stykke Papir.

Falske Tal paa et Stykke Papir! Tal, som der ikke laa Virkelighed bag — som krænkede Livets Realitet, der udtryktes i Tal! Tal, han med vanhellig Haand havde gjort løgnagtige!

Holms Tanker og Erindring blev ved og ved at kredse omkring dette ene og alene, at han havde trodset sin Skæbne hin stille Time i Banken ved selve det at skrive falske Tal paa et Stykke Papir.

Det første af en Række saadanne, skæbnesvangre Stykker Papir!

64

Han gav sig til pinagtigt at gaa frem og tilbage paa Gulvet, men satte sig hurtigt igen, uroligt rokkende paa Stolen.

Det brød saa besynderligt i hans Erindring.

Pludseligt sprang et Indtryk forklarende igennem: han følte sig omgivet af en Ensomhed som den i dette Øjeblik — som den hin første Gang i Banken, da alle andre var borte, og han havde lukket sig ind alene. Men det var ikke Ensomheden i disse stille Stuer eller i det store Forretningsrum med høje Piller, det var Ensomheden i et knebent lille to Fags Kontor — ak ja, for saa længe, længe siden! — Eftermiddagskontoret for den Understøttelsesforening, hvor han som fem-seksogtyveaarig ung Mand havde faaet en Smule Kassererplads.

Den unge Holm havde gjort sin Kasse op og var færdig med sit Arbejde; men han gik ikke.

Nølende sad han der, klædt i Selskabsdragt. Den Familje, som han skulde til i Aften, satte han særlig Pris paa. Den var velhavende, korrekt og sorgløs. Men man spillede ret højt Kort der i Huset. Han kunde komme til at tabe Penge. Og han havde ingen.

Holms Gage som Assistent i den store Bank var endnu ringe, og der havde ramt ham et 65 forbistret Uheld med en Regning just paa denne Maaneds Regnskab. Rent ud sagt, som han sad her og turde tilstaa det for sig selv, havde han Dags Dato d. 24de to Kroner og syv og tredive Øre i Lommen. Til Sporvognspenge som en Skoledreng ..! Han, der ellers i Ydre og Manerer konkurrerede med den stil fuldeste unge Godsejersøn i Hovedstaden.

I Tide burde han have sendt Afbud, der let kunde have været motiveret. Allerede for flere Dage siden var Malhøren med den Regning hændet, og laane Penge vilde han ikke, selv om det saa sent paa Maaneden kunde have været tænkeligt. Ikke at laane var ham et lige saa indbanket Princip som det at holde pertentligt Regnskab. Mange af de yngre Funktionærer i Banken og hans andre jævnaldrende Bekendte levede i permanent Pengetrang med forretningsmæssige Laan eller i hvert Fald med stadig skiftende Vennelaan, som der skulde holdes sammen paa. Selve hans egen Bevidsthed og de andres Viden om, at saadant var ikke Tilfældet med ham, gav ham en Følelse af Ro, Sikkerhed, Overlegenhed, der bar ham oppe og vilde bære ham frem.

Det var en Slaphed, at han ikke straks forleden havde sendt Afbud. I et løgnagtigt Haab om, at der vilde ske noget, der selvfølgelig 66 aldrig kunde hænde, havde han gaaet omkring som den, der ved at opsætte og opsætte vil tvinge sig selv til at tage den Beslutning, han ikke tør tage.

Nu var det for sent. Da han klædte sig om i Aften, inden han gik paa Kontoret, havde han for første Gang den ham højst ubehagelige Fornemmelse, at han spillede Hazard. Hvis han i det fine Selskab tabte tyve-tredive Kroner, hvad der nemt kunde ske — ja, han kunde have glemt sin Tegnebog, men hvorledes skulde han sende Pengene pr. omgaaende i Morgen ? Det var d. 24. i Dag; først om en Uge skulde han have Honorar her i Foreningen for sidste Maaned.

Holms Blik var fra Kalenderen paa Væggen gledet hen over Pengekassen, der var lukket i, men endnu ikke gemt i Jernpengeskabet.

Den første skulde han have halvtredsindstyve Kroner ... af denne samme Pengekasse ...

Han lukkede den uvilkaarligt op ... af disse samme Ti-Krone-Sedler!

Der var lige en Uge til, at Pengene var forfaldne, og han, efter Aftale med Bestyreren, turde udbetale sig dem selv mod egen Kvittering

Det lysnede pludseligt for Holm! —

... De tre Fjerdedele af Pengene — syv og 67 tredive Kroner og halvtredsindstyve Øre — var jo ganske vist ikke forfaldne ... han havde ikke Ret til at udbetale sig dem af Kassens Penge, men de var dog faktisk Dags Dato allerede fortjente ..

... Hvis han nu tog dem og lagde en Kvittering som Bilag i Kassen for, at han havde udbetalt sig dem forskudsvis! — Saa turde han forlade sig paa Spillelykken, og hvis han tabte, kunde Anstanden bevares; Fremtiden fandt nok Udvej til at dække Tabet ...

Her var jo den ganske simple Redning.

Paa en omhyggeligt tilklippet lille Seddel skrev den unge Holm med sin næsten kaligrafiske Skrift:

Udbetalt mig selv Forskud paa Maanedsgage

Kr. 37,50 — syv og tredive, 50.

24/3 — Chr. F. Holm.

Han lagde Sedlen nederst i Pengekassens Seddelrum. Regnskabet var i Orden, Kassen stemmede, han havde den lykkeligste Fornemmelse af at være fri for et knugende Tryk, have undgaaet en pinlig Ydmygelse. Den slunkne Tegnebog svulmede igen med sine tre Sedler, medens Sølvet i Portemonæen var løbet op til næsten ti Kroner, altsammen ved et 68 lille behændigt Arrangement, ved at han havde skrevet nogle Tal paa et Stykke Papir.

Og den unge Holm gik i sit Selskab, tabte virkelig Penge og var kun glad over, at han sindrigt havde forstaaet at skaffe sig Midler til at undgaa Æresgæld — blot ved lidt Omløb i Hovedet, ved en Smule Evne til at kombinere.

Et helt Par Aar igennem, medens nødvendige Anstandsudgifter stadig løb paa, opererede han i sit omhyggelige Regnskab principmæssigt med saadanne smaa Forskudssedler, som han ganske stille, for sig selv, bragte i Modregning mod Maanedsgagen, naar han udbetalte sig den selv den sidste i Maaneden. Indtil Gageforhøjelsen i den store Bank indtraf uventet hurtigt og hjalp ham ganske ud over den Art latterlige smaa Vanskeligheder.

Ingen havde nogensinde vidst noget om hans Arrangementer med de smaa Sedler; men ingen behøvede jo heller at vide det, ingen tabte noget ved dem ....

Nu først forstod Hovedkasserer Chr. F. Holm, at den eneste, som den Gang havde tabt, var ham, men han havde ogsaa tabt sit Liv.

Med sin tilsyneladende saa uskyldige Hæven sig ud over den barnligt klare Forskel mellem 69 egne Penge og betroede Penge, mellem Mit og Dit, foretog han den bagvendte dobbelte Saltomortale ud af sin Tilværelses Indhold og Berettigelse, Dødsspringet bort fra Paalidelighed og Redelighed over i Uregelmæssighed og Bedrageri.

Paa den lille egenmægtige Forskudskvittering havde han af fri Vilje skrevet sin egen Dom. Signaturen siden i den store Bank var kun Gentagelse. —

Hovedkasserer Holm rejste sig atter og gik noget duknakket en lille Stund frem og tilbage paa Tæppet.

Saa vandrede han langsomt hen til Skrivebordet og tændte det Blus, som havde lyst ham i Møde, da han vendte hjem i Nat.

Blusset i Midterkronen lod han brænde.

Fra en af Skufferne i Bordet tog han Brevpapir frem og satte sig til at skrive.

Det varede ret længe. Men da Uhret viste fem Minuter over halv fire, var Brevet færdigt.

Holm pakkede det omhyggeligt ind sammen med den Dokumentportefølje, som han havde haft med hjem fra Banken, slog Baand omkring det hele, forseglede det, skrev udenpaa og lagde den store Pakke frem paa Midterbordet.

70

Saa gik han de Par Skridt tilbage til Skrivebordet, knipsede om for Blusset derhenne og stillede Stolen godt ind: der skulde ikke blive nogen siddende efter ham, naar han nu gik. —

V

Den næste Morgen, da den konstituerede Hovedkasserer i Storbanken netop havde begyndt sit Arbejde, saa han Hr. Chr. F. Holms Husholderske med en stor flad Pakke under Armen styre lige hen mod en af Kasseassistenterne, der stod og ekspederede.

Kassereren rejste sig og gik hen til Skranken.

„Naa, Fru Hansen,“ sagde han venligt, „De kommer med alle Dokumenterne.“

„Ja“ — hun rakte den flade Pakke frem til ham, og han sàa paa Omslagspapiret Udskriften til den administrerende Direktør med Holms smukke, faste Bogstaver.

Bagefter slog det ham, at Konen havde stirret saa underligt paa ham og ligesom villet sige noget, men bidt det i sig.

71

Hun sagde blot Tak til hans Anmodning om at hilse Hovedkassereren og gik sin Vej igen.—

Kassereren lod et af Budene lægge Pakken ind paa Direktørens Bord.

Derinde i Værelset med de tætte Gardiner for Vinduerne, med Malerier af tidligere Direktører paa Væggene, med det høje Stukloft, de massive Møbler, det grønne Betræk laa Chr. F. Holms Pakke ganske stille og ventede en Time.

Saa gled Sekretæren ind ad Døren.

Han lukkede straks Holms Pakke op. Men da han sáa et stort Privat! udenpaa Brevet, lagde han baade det og den laasede Portefølje hen for sig selv paa Bordet, aabnede den øvrige Post og begyndte at gøre den i Stand til Besvarelse.

Direktøren kom, og medens han fik Referat af Sekretæren, sad han og vendte lidt op og ned paa Holms uaabnede Brev.

I Virkeligheden sysselsatte Sagen Holm ham mere, end han vilde være ved det. Men han ventede, indtil Sekretæren var gaaet og maatte blive borte en rundelig Tid.

Saa aabnede han først Holms Sendelse.

I det tykke Brev laa der en omhyggelig indpakket Nøgle med Paaskrift: Til Porteføljen.

Direktøren beholdt de mange Ark beskrevet 72 Papir i Haanden, medens han rask aabnede den store Mappe. Dér maatte jo Sagens Realitet ligge, Resultatet, som det alene kom an paa; saa langt et Brev kunde umuligt være andet end Ord.

Lidt rask fik Direktøren Papirerne fra Porteføljen ud paa Bordet.

Den magre, graanende Herre var i Virkeligheden ikke saa stenrolig en Mand, som han syntes; af Natur var han baade hidsig og nysgerrig, og gav sig ofte, naar han var alene, Oprejsning for den Beherskelse, han ellers maatte paalægge sig.

Dér laa Holms Status med Saldoen, det mangecifrede Deficit. Bilagene var omhyggeligt ordnede og fremstillede klart hele Kalamitetens Udvikling.

Direktøren løb det altsammen hurtigt igennem: Den gamle Historie! De forbandede Marginalspekulationer med alt for ringe Indbetalinger ... at Veksellerere vovede at give en Bankembedsmand saa vanvittig en Kredit .. de var jo absolut medskyldige, han skulde ogsaa nok huske de Firmaer ...

Men Resultatet? Der var jo intet Forslag til Dækning!

Næsten arrig greb han de tæt beskrevne Brevark, som han havde lagt fra sig; han hadede 73 lange Breve, der altid betød Uklarhed, Mangel paa Afgørelse, fremtidig Ulejlighed. Kendsgerningen var kort.

Men han maatte jo til det. Og Direktøren læste:

„Højstærede Hr. Gehejmeetatsraad!

Tør jeg begynde denne Skrivelse med en Undskyldning, fordi jeg i Gaar hos Gehejmeetatsraaden udbad mig en Frist til at søge dækket det Beløb, for hvilket jeg har besveget Banken. Det var min Tanke, at jeg gennem en saadan Dækning paa en Maade kunde siges at have udsonet min Brøde ..“

Sentimental Snak! tænkte Direktøren og gjorde en utaalmodig Bevægelse, men fortsatte dog: „... og turde gøre mig Haab om at beholde den Stilling, jeg iøvrigt havde udfyldt til Direktionens Tilfredshed. Det syntes mig ogsaa at være i Bankens Interesse, at Posten som Hovedkasserer vedblivende kunde varetages af mig, uden at de øvrige Funktionærer eller Publikum anede noget om de af mig begaaede Uregelmæssigheder.

Jeg har i saa Henseende taget ganske fejl. At skaffe Dækning vilde være mig umuligt uden at ruinere min Fader og mine Søstre pekuniært og knuse dem moralsk til Fordel for 74 mig, hvis Forbrydelse bunder i en Omvæltning af mine moralske Begreber.“

Nu var Direktøren lige ved at kaste Brevet fra sig og ringe paa Sekretæren: her var jo Afgørelsen midt i den overflødige Ordstrøm.

Men han tog sig i det og læste videre:

„Denne Omvæltning stammer hverken fra i Dag eller i Gaar. Jeg har selv af fri Vilje forvoldt den, og den lod sig ikke genoprette, hvis min Stilling blev mig bevaret med al ydre Anstand opretholdt. Ironien i en saadart Situation maatte umuliggøre den Anger, som alene kunde gøre mig til Menneske igen under forandrede Forhold og efter udsonet Straf.

Selv om jeg i Dag havde vundet det paagældende Beløb i Lotteriet, kunde jeg ikke være bleven ved at være Kasserer i Banken.“

Direktøren begyndte at læse langsommere: dette var ham en noget overraskende Udgang.

„Hvis jeg turde tage Hensyn til mig selv alene, vilde jeg bede Hr. Gehejmeetatsraaden lade mig anmelde til Øvrigheden, for at jeg kunde blive fjernet fra det Samfund, hvis berettigede Love jeg har krænket, og hvortil jeg først turde vende tilbage efter streng Prøvelse og som den beskedneste af beskedne.

Jeg véd vel, at der i høje Stillinger indenfor vore Samfund kan sidde Mennesker af lige saa 75 letfærdig Holdning som den, der blev min Ulykke, og som enten har begaaet Ting af samme eller lignende Art som jeg, eller hvem kun Tilfældigheder indtil Dato har bevaret derfor; men dette kan jo ikke hjælpe mig.

Det, som jeg lærte i Nat, har ladet mig forstaa, at Brøde kræver Straf for Forbryderens egen Skyld.

Men jeg har tillige oplevet, at en Forbryder spærredes ude fra sin Sonebod af Hensynet til andre Mennesker.

Hr. Gehejmeetatsraad! De og jeg har begge, De paa en fremragende, jeg paa en beskeden Plads, tjent en Herre, som staar menneskelige Følelser fjern, Pengemagten. Men een moralsk Tanke har han, Tanken Mit og Dit. Havde han ikke den, vilde han lægge Verden øde.

Ofte fortolker han denne Tanke sofistisk og bringer ved brutale Midler Dit til at blive Mit; men inderfor hvert Resultat holder han Begrebet fast. Og den af hans Tjenere, som ikke gør det, er fortabt, ti da mister han det eneste, som bevarer ham fra fuldkommen moralsk Forvirring.

Jeg forstod det ikke. Den eneste Stump moralsk Rettesnor for en af Pengedyrkelse optaget Tilværelse gav jeg slip paa, saa jeg blev Forbryder. Og da stillede Livet andre Mennesker 76 mellem mig og Udsoningen af min Forbrydelse.

Straks har jeg tænkt, at her straffede Livet ikke, her tog det Hævn, betalte Krænkelse med Ubarmhjærtighed, uretfærdigt, men uundgaaeligt.

Det er ikke rigtigt.

Jeg forsyndede mig imod Mennesker for Pengenes Skyld, idet jeg unddrog mig et Liv for andre og kun lod Pengene forgylde — som det hedder — min egen snevre Eksistens. Nu staar Menneskene der i min Faders og mine Søstres Skikkelse og spærrer mig den Oprejsningens Vej, som jeg ikke tør lade gaa over deres Ulykke. Det er ikke uretfærdigt. Det er retfærdigt. Og deri maa jo ligge en Trøst.

Hr. Gehejmeetatsraad! Da vi i Gaar talte om Dækning, tænkte De paa Deres Bank. Jeg véd, rent praktisk set, hvor lidt det paagældende Beløb betyder i dens Økonomi, véd ogsaa, at et saadant Tab kan regnskabsmæssigt afskrives, uden at andre end de, som intet siger, aner noget derom. Jeg véd, at De er ikke grusom. Jeg véd, at De vil skaane og tie.

Jeg forsvinder ud af Livet paa en Maade, som kommer til at indeholde mit sidste Bedrag, men et fromt Bedrag.

Naar min Død er bleven aabenbar, vil ikke 77 en Mine i Deres Ansigt røbe, at De kender Sammenhængen. De vil trøste min Fader, naar De giver ham Kautionen for hans afdøde Søn tilbage. I Kraft af Deres Autoritet vil Verden tro, at det var en pligttro Tjener, som døde.

De vil gøre det ikke for min Skyld, men for Menneskenes Skyld, hvem jeg svigtede for det falske Guld, som det blev kaldet fra Tidernes Morgen, fordi det gør Livet lige saa tørt og fladt som let og glat.

Og dog til allersidst rører der sig i mig et Haab om, at De alligevel hos mig maatte have fundet noget menneskeligt, som kunde gøre Dem det kært at handle saaledes.

Husk, Hr. Direktør, at dette vilde indeholde den eneste Tilgivelse, som det kan falde i min Lod at opnaa!“

— Storbankens administrerende Direktør lænede sig nogle Øjeblikke tilbage i Stolen med sin forhenværende Hovedkasserers Brev i Haanden.

Men Livet havde gjort ham til en hurtig Mand.

Han ringede.

Da Sekretæren traadte ind, instruerede Direktøren ham en halv Times Tid i en Række Sager.

78

„De kunde sætte Dem herned med det samme, “ sluttede han „og koncipere de Par Svar. Saa kommer jeg om lidt.“

Og Gehejmeetatsraaden gik ud i Banken.

Dér talte han først noget med Chefen for Vekselafdelingen om en aktuel Begivenhed og gik saa hen til den konstituerede Kasserer.

„Vilde De telefonere,“ sagde han, „til Hovedkasserer Holms Hjem og bede ham se herned inden Børstid, hvis han allerede er kommen igen fra det Besøg, han i Dag skulde gøre for Direktionen.“

Hvorpaa Direktøren roligt gik tilbage til Sekretæren. —

Lidt efter blev der sendt Bud ind, at Hovedkassereren endnu ikke var kommen hjem. Senere sagde Sekretæren til den konstituerede Kasserer, at Gehejmeetatsraaden havde været ked af, ikke at have kunnet faa Forbindelse med Hovedkassereren; men saa maatte Holm jo være bleven opholdt ...

Om Mandagen vidste alle det i Banken, og stod det allerede i nogle Middagsblade, at Hovedkasserer Holm var forsvunden. Efter at han var skiltes fra den bekendte Konsul og hans Frue Fredag Nat ved 12½ Tiden, havde ingen set ham.

79

Holms Fader, Departementschefen, havde været inde hos Gehejmeetatsraaden i Banken og var bleven fulgt helt ud paa Trappen af den yderst deltagende Direktør. Gehejmeetatsraaden lod telefonere til Politiet, at Banken vilde betale 500 Kroner til den, der bragte Klarhed i det Ulykkestilfælde, der maatte være tilstødt Kassereren, eller den Forbrydelse, som maaske var bleven øvet imod denne højt skattede Embedsmand. Til en begunstiget Interviewer udtalte Direktøren sig i stærke Udtryk om Holms Duelighed, Troskab og mønsterværdige Orden.

Først flere Uger efter blev der i den store Bys Havn fisket op et Lig, som viste sig at være Hovedkasserer Chr. F. Holms. Det bar intet Spor af ydre Vold; men Kassererens kostbare Gulduhr med Kæde, Tegnebogen og Portemonæen var borte.

Ingen af Politiets Efterforskninger førte til noget Resultat.

Folk blev længere end sædvanligt ved at tale om den ulykkelige Begivenhed, og ved Kasserer Holms Begravelse var der megen Deltagelse.

Kun én var besynderligt tavs. Det var 80 Fruen. Og Folk lod hende i Fred — med en Diskretion, som de fandt havde en behagelig pikant Bismag.

Men paa Begravelsesdagen sad Fru Ingeborg i Skumringen alene i sin store Dagligstue og stirrede ud for sig, som hun havde gjort det saa tit efter den Dag, Budskabet om Holms Forsvinden indtraf.

Hun sad, som om hun paa en Gang stirrede og lyttede sig Sjælen ud af Livet og gjorde det stjaalent, uden at nogen maatte ane det.

Ingen skulde faa hende til at tro, at den Mand var bleven overfaldet og dræbt den sidste Aften, han gik fra hende.

Ti fra hende var det, han var gaaet, fra hendes drilske Spot, der havde været ret nervøs — fordi han var kommen til hende i Pine — og hvorfor?

Time efter Time havde hun nu, i alle de Dage og Nætter, der var gaaet siden da, søgt at bore sin Tanke og Fornemmelse frem til det Punkt, hvor lige med et Forstaaelsens Porte vilde slaa sig op for hende med et Brag — forgæves!

Forgæves!

Her sad hun som den dummeste af alle de mange dumme, fordi hun var den, der havde 81 vidst saa meget, at hun aldrig burde have kunnet føres bag Lyset.

Hvad betød det med de andre, der lige saa forgæves spurgte, Banken, Faderen, Omgangsvennerne?

Hun var i Virkeligheden den eneste, som han havde — — holdt for Nar!

At hun ikke kunde vække ham fra de døde for at aftvinge ham hans Hemmelighed! Hemmeligheden, som han ikke havde delt med hende, Hemmeligheden, som han havde besejret hende med, Hemmeligheden, som han havde sat hende udenfor sit Liv med.

Aa, kunde han nu, vilde han nu aabenbare hende den — den rigeste Løn, en Sejrherre kunde give, vilde hun have skænket ham!

Men den Triumf havde han ikke undt hende.—

Dette Greb — Grebet om hendes venstre Haand, over Aftenkaaben, hin Aften, da de fulgtes hjem efter!

Hun havde følt det Gang paa Gang i disse Dage, følte det i dette Øjeblik, saa hun maatte stryge værgende hen over Haanden — hvad laa der forud for det? Hvad laa der forud for det?

Det havde jo været den druknendes Greb efter Redning ... hvorpaa han var sunken tilbage 82 i det Vand, hvoraf de nu havde fisket ham op ...

Fruen rejste sig og vred sine Hænder fast i hinanden.

Hun følte, at hun blev aldrig det Greb kvit. Derfor kunde hun hade ham. Og hun vilde gøre sig haard imod det som en Staalfjer, der nok mærkede Tryk, men gav det lige saa fast igen.

Hun var ikke af dem, som man maaske trak med ned under Vandet i saadan et stumt Greb.

Klart Regnskab, Chr. F. Holm, havde været hendes Fordring, ingen skjulte Posteringer, og — en Debet paa hendes Side, for at blive i Forretningssproget!

Men han havde taget sit hemmelige Regnskab med sig i Døden ...

Saa havde han altsaa aldrig virkelig elsket hende; aldrig tilhørt hende i et og alt —

Saaledes som hun havde tilhørt ham, fuldt ud og alene — uden nogen Sinde at have til— staaet ham det!

Laa maaske hans Undskyldning deri?

Havde han maaske haft et Krav paa, at hun slet intet havde dulgt for ham?

Gjaldt der ikke, Mand og Kvinde imellem, paa det Omraade et Lige for Lige?

Nonsens — som om Mand og Kvinde var 83 lige! De var netop akkurat det allermest forskellige af alt.

Hos Mænd med deres ringe Blufærdighed, brutale Aabenhed, haandfaste Maade at føle paa, var alt forborgent og skjult kun Falskhed.

Hos Kvinder var det lønlige, det gemte, det, som de beholdt inderst inde for sig selv, netop det ømmeste og fineste i deres Væsen, deres Undseelses Krone, som gav deres Kærlighed sin dybeste Værd. Det var det, som gjorde, at de altid havde noget endnu mere at kunne skænke — noget, som stadig overraskede de dumme Mænd.

Intet af det havde han forstaaet, intet af det, som var hendes stolte Kvindelighed, hendes Væsens Energi!

Forladt havde han hende med dette fejge, stumme Greb om hendes Haand; lænket hende til sit Genfærd med en ukærlig og evig Gaade.

I Stedet for, at han skulde være kommen til hende med alt, hvad det saa end maatte have været; selv det usleste Forræderi imod hende — hun vilde have tilgivet det!

Det dirrede haanligt og pinagtigt i Fru Ingeborgs Mundvige: han havde forraadt hende helt og holdent uden saa meget som Muligheden af et Ord!

84

Trodsigt slog hun med sin Nakke.

„Bedrager!“ sagde hun højt frem for sig.

Men hun vilde ikke lade sig kue af en Bedragers Skygge ...

Pludseligt drejede Fru Ingeborg med to smaa iltre Tag om for Kontakten til selve den store elektriske Krone i Loftet.

Der vældede et stirrende Lys ud i den mægtige Stues fjerneste Kroge.

Saa gik hun, uden at se sig om, forbi de høje Pillespejle og ud.

85

KNUD HOLTER

86

        

87

I

DA den to og tyveaarige Knud Holter sejlede i Magsvejr og Solskin af Sted paa en Udvandrerdamper, og hans Fødeby var forsvunden i Synskredsen, følte den unge Mand sig et Øjeblik til sin indvendige Brystlomme.

Dér laa Billetten og det lille Beløb, Faderen havde tilstaaet ham, den sidste, Moderen aftvungne, Pengeseddel og Brevet til Konsulen med Anvisning paa lidt mere Penge for den første Tid ovre i det fremmede — Historien var klaret!

Nu ventede der den tidligere juridiske Student nogle Ugers Driverliv om Bord paa Skibet, og saa skulde den klares videre. Faderen var selv, helt edderspændt, bleven ved at gentage, at „nu har Du ikke mere din Fader til at klare for Dig; Du maa klare Dig selv.“

Det skulde Knud nok forstaa! Under hele Faderens sidste Formaningstale havde han bare 88 ikke kunnet faa Øjnene fra en lille Fedteplet, der var kommen paa den gamles havanabrune Silkeslips, hvad han vilde blive rasende over, naar han opdagede det.

Naa, i hvert Fald var Knud kommen nogenlunde ordentlig af Sted, under alle Omstændigheder med pæne Klæder. Om ogsaa Faderen skældte ud, vilde han dog holde paa Anstanden og ikke sende sin Søn ud af Landet som en Forbryder — Forbryder, det var et væmmeligt Ord! Sønnen af en velkendt Embedsmand i den store Bys Magistrat og som havde næsvis Familje og mange Venner, han kunde ikke være Forbryder, det manglede bare; han maatte ordentligt af Sted, naar Omstændighederne gjorde det rimeligt! Og saa havde Faderen og Moderen altid holdt paa, at baade de selv og Børnene skulde tage sig ud overfor Omverdenen ... Det havde været helt grinagtigt at se Faderen staa overfor det flotte Sæt, som Knud havde slaaet Byens første Skrædder for, efter en Telefonopringning i den gamles Navn, der senere blev bekræftet med hans Underskrift in effigie, om man saa maatte sige. Faderen rasede over baade at maatte betale Sættet og indløse det fra Laanekontoret, hvor det var bleven stampet uden at have været paa Kroppen. Men med sin store Kærlighed til

        

89 Klæder kunde han ikke lade være at beundre Stoffet, var helt forgabet i Snittet og fik ikke sine Øjne fra det fine Tøj, da han saa' det paa Sønnen, hvem det klædte fortrinligt ... man havde været noget langt nede, da man slog det Sæt paa den Maade, efter at alle Sunde var lukkede ...

Knud satte sig i Solen paa en af de smaa Skibsstole: i den første Havn skulde han købe sig en ordentlig Skibsstol til at slaa ud og ligge i; det var jo komplet taabeligt, at Faderen, med fnysende Gebærder, havde hindret ham i at gøre det straks ved Afrejsen, Beløbet var saa latterligt ringe i Forhold til, hvad han ellers havde kostet Familjen ... i det hele taget maatte Knud smile over Faderen, som Børn altid maatte smile over deres Forældre — pudsigt nok. Men det var vel, fordi Børn havde faaet Forældrenes og deres Tidsalders Udvikling givende allerede paa Vuggen ...

Den store Damper gik herlig støt og sikkert i Søen, Vejret var klart og stille, Knud følte sig mæt og egentlig fortræffelig tilpas — med den lidt ubehagelige Overgang bag sig og en sorgfri Rejsetid foran sig ...

Egentlig var han rørt over sin Moder. Hun havde altid stukket til ham, naar blot hun kunde komme af Sted med det. Og da han var 90 Dreng, sad hun tit alene for sig selv og græd. Saa vilde han gerne være god imod hende, og han og hun holdt det hemmeligt for Faderen og for Søster Henny med, fordi hun ikke var til at stole paa men sladrede videre for at indsmigre sig. Der var i det hele taget meget at holde hemmeligt og altid det rareste. Naar Moderen havde købt ham en ny Kasket af dem med moderne Skygge, maatte han aldrig sige den rigtige Pris til Faderen, for med det, den gamle vilde give ud, kunde man kun faa de grimme Huer, som hverken Moderen eller Knud kunde lide. Saa tav Drengen til Gengæld musestille om, hvad alt det kostede, Moderen købte til sig selv i de flotte Butikker, hvor hun sværmede for at have ham med, rigtig fin i Tøjet, og hvor han selv elskede at komme. Tit og mange Gange havde han sagt til sin Moder, at naar han blev stor og tjente mange Penge, skulde hun faa de fineste Klæder og Hatte, og saa kyssede hun ham og sagde, at hvis hun vandt i Lotteriet, skulde han ogsaa have de flotteste Klæder til at skifte med efter de forskellige Tider paa Dagen og som Vejret var til, og han skulde faa Stok med Sølvhaandtag .. og lære at ride paa den yndigste lille Hest og siden paa en flot og stor Hest ligesom Officererne ...

91

Lille Mo'er, tænkte Knud, medens han slog sin Shagpibe ud og stoppede en ny, hun maatte knibe og spare og snyde for at klare sig med Pengene. Naar Middagsmaden var sløj, kunde Faderen slaa det udkogte Suppekød hen ad Tallerkenen: „Er det første Klasses Kød, som jeg har forlangt, Du skal købe, og som der staar i dine Regnskabsbøger. Skal jeg gaa rundt med Dig en Dag til alle de Handlende ligesom med et utro Tyende?" Saa tav baade Knud og Henny ganske stille; men bagefter trøstede Knud Moderen, fordi Faderen var saa ækel, — og om det saa var Henny, sagde hun det samme, og at ingen af dem brød sig om at faa anden Mad, naar blot Moder vilde give dem et Par af de smaa Chokolader ... saa kom Æsken med Chokoladerne frem, der stod i en aflaaset Skuffe, og Moderen tørrede Øjnene.

Knud rettede sig og tog en lille Tur henad Anden Klasses bare alt for korte Promenadedæk. Med Harme tænkte han paa, hvor skammeligt det altid havde manglet Moderen og ham selv paa Penge — heller ikke nu havde der været Penge nok til, at han kunde rejse paa første Klasse, med det lange Promenadedæk og de virkeligt fine Damer og Herrer. Hans gode Klæder var egentlig bare til Nar her paa anden Klasse, hvor der var jævne, saakaldte 92 pæne Folk, hele og rene i Klæderne, som det hed; paa en Maade kunde man lige saa godt være gaaet paa tredje Klasse blandt de rigtige Emigranter ... Men hvis han nu kunde faa lavet noget Mønt ovre i det fremmede, skulde Piben faa en anden Lyd ... „Saa skal Du ogsaa faa Penge, Moder, til alt det, Du har Lyst til, til lutter Unytte, ikke Spor af alle de kedelige, dagligdags Ting! Du skal faa, kan Du tro, om jeg saa selv skal savne!“

„Ved Gud, om jeg selv skal savne,“ gentog han højt og følte sig helt højtideligt til Mode.

Og Faderen skulde saagu ogsaa have ... Det var jo ikke til at undres over, at Manden var gal i Hovedet. Først de dyre Skolepenge lige til Studentereksamen og saa de 4 — fire — Aar efter, da han baade skulde gøre noget ved sin Jura og tjene lidt paa Sagførerkontoret ...! Det var ikke blevet nogen* heldig Jura! Og paa Sagførerkontoret ...! „Dér mente Du nok, Du skulde studere til Forbedringshuset?“ havde Faderen brølt, ikke med Urette ... for han havde faktisk ikke kunnet gøre Regnskab ...

Som i et Glimt stod Faderens Skikkelse for Knud, med sin lapsede Paaklædning, naar han var udenfor Hjemmet, de spillende, brune Øjne, det skinnende Haar og Skæg, som til hans 93 Stolthed stadig bevarede sin bløde, brunette Farve.

Egentlig passede de i Ydre udmærket sammen, han og Moderen. Hun pyntet ligesom han, lysblond, blaaøjet, lige efter Billedbogen, som Faderen sagde, naar han var i godt Humør! Og saa var der jo Figuren, som hun gjorde alt, hvad der stod i menneskelig Magt for at holde paa.

Knuds allerførste Betragtninger her i Verden havde egentlig bevæget sig om hans Forældres Ydre. Det var blevet ham paafaldende, at de ligesom skiftede Ham hver Dag.

Om Morgenen før Skolen, naar han og Søster Henny tumlede rundt med Pigen inde i Spisestuen, saa alting flød, kunde lige med et Døren gaa op fra Soveværelset og Faderen træde ud i Natskjorte, med Selerne daskende ned ad et Par gamle Bukser, uredt, med hængende Overskæg og krøllede Haandlinninger.

„Kan jeg faa Fred!“ raabte han og slog i Bordet, „den eneste Time paa Dagen!“

Og den lille Morgenpige, som var en ny hver Maaned,, rystede af Skræk.

„Jeres Moder skal ogsaa have Ro,“ brølede Faderen videre, medens Øjnene rullede i Hovedet.

Og da vidste Knud, at hans Moder laa derinde 94 i Forældrenes Soveværelse, saa underlig tyk at se til og bleg i Ansigtet.

Men naar Knud efter Skolen skulde et Ærinde op paa Faderens Kontor, var Faderen flot klædt paa og finere end de andre Herrer — og han smilede og talte venligt til baade fremmede Folk og Drengen. Og naar Knud var hjemme igen fra Skole, kom Moderen fra sine Byærinder og tog sig ganske anderledes ud end inde i Soveværelset, fin og smuk med dejlige Klæder.

At man skulde vise sig for Folk! var noget, der altid blev præket for ham. Og paa den anden Side, at, naar man var hjemme, smed man Kludene, som Faderen sagde, og hvilede sig eller hængte rigtigt i for Alvor. Saa var der ingen, der sáa en!

Lige fra Knud var en halv Snes Aar, havde han været med til at udføre Ekstraarbejde, som Faderen kunde faa hjem fra Kontoret. Det var Lister og Skemaer, der skulde udfyldes eller tælles sammen. Baade Moderen og han og Søsteren var i Virksomhed under Faderens Overledelse. Den gamle var selv umaadelig ihærdig og skulde nok faa de andre til at følge med. Og de gjorde det gerne, for Ekstraarbejdet betød alle Livets Behageligheder, Gaasestegen og Teaterturene om Vinteren, Udflugterne 95 til fine Skovrestauranter om Sommeren, og Klæder, nye Klæder, flotte Klæder, Betingelsen for overhovedet at kunne vise sig ude og være med.

Det var Familjens største Fryd, naar de om Sommeren i sikkert Tørrevejr, hvor der ikke kunde risikeres noget for det gode Tøj, tog fra Byen paa Jernbane anden Klasse, og Faderen saa lejede en lille Vogn, og Turen gik til en eller anden af de Restauranter ved Skov eller Sø, som var paa Mode. Der skulde være fuldt af Mennesker, helst Musik, Folk med gode Ekvipager at se paa og Bekendte, som kunde se en, og som man kunde veksle et Par Ord med.

Saa var baade Faderen og Moderen i Perlehumør og Børnene med. De spiste til Middag, allesammen med kolossal Appetit, midt inde i en Table d'hote-Sal eller paa en Glasveranda, hvor der sad tæt med Folk. Faderen talte fortroligt med Opvarteren om Vinen, der — med al hans gamle Restaurationserfaring — blev søgt ud blandt de fineste; til Kaffen valgte han sin Havannacigar af en hel Stabel Kasser med kulørte og forgyldte Billeder og Rande; og Moderen fik sin hemmelige Yndlingsdrik, en lille, gul Likør.

Ovenpaa saadan en Udflugt var der ofte 96 Stemning i Familjen flere Dage, især naar Faderen kunde fortælle om nogen fra Kontoret, der havde komplimenteret ham eller givet ondt af sig paa Grund af hans Flothed. Indtil saa i Løbet af Ugen Humøret sank med hver en Regning, der kom, eller hvert et nyt Krav, der blev stillet, eller hver en Uorden, som Faderen fik Øje paa hjemme, for han var pertentlig til det yderste.

„Hvis Du ikke faar lært Orden, ender Du paa Ladegaarden,“ var en af hans Yndlingsvendinger til Knud. „Tror Du, Du er født Greve og ikke behøver at bestille noget. Den Slags Folk kan have Tjenere til at samle op efter sig, om de har Lyst til det; men det blev ikke sunget for din Vugge.“

„Penge“ og „Folk“ var den Akse, hvorom Tilværelsen havde drejet sig for Knud, fra han begyndte at skønne. Penge og Folk havde han lært at respektere og frygte, elske og hade. Og overfor disse Penge og disse Folk havde gennem hele hans Barndom staaet „vi herhjemme“, som Faderen sagde. De hørte nu engang sammen, om de ogsaa gik hinanden under Øjne paa mange Maader og kunde have deres modstridende Interesser. De blev dog omsluttet af en fælles Kamp.

Nu da Knud var paa Vej langt bort, blev 97 han helt blød om Hjertet ved at tænke paa Hjemmet; det var, ligesom det allerede var kommet paa en baade forklarende og forklaret Afstand. De havde dog slaaedes sammen derhjemme, saa godt de kunde; de havde dækket for hinanden, naar det kneb, lige ned til ham selv som lille Dreng, da han hos Urtekræmmerens Søn i Huset tuskede sig Smørrebrød til med den fineste Ost, bare for i Skolen at kunne prale med, at saadan fik de altid hjemme.

Egentlig først i dette Øjeblik fortrød han, at han havde lavet alle disse Historier i Stedet for at hænge i med Eksamen og tjene noget for at kunne hjælpe ordentlig til i den fælles Husholdning.

Aa, men han var jo bleven stor, og uafhængig indenfor Familjen, ung Mand, der for egen Regning skulde tumle med Penge og Folk, give ud paa Venner, Pigebørn og hvad andet, der hørte sig til, var morsomt, afvekslende, Livet!

Var det egentlig ikke meget mere end en daarlig Vittighed, naar han til almindelig Forargelse havde skrevet i en ung Dames Stambog:„ Livet er en Variété“ — en Variété med stadig skiftende Numre, under pirrende Udstilling af Mænds Styrke og Kvinders Skønhed, 98 til Akkompagnement af Musik og Alkohol og Bruset af mange Mennesker. En Variété, hvori vi alle optraadte, og den høstede Bifald og Penge, der mødte op med et nyt Tric, som kunde imponere Publikum.

Var det et Under, at den virkelige Variété var bleven Hovedformen i Tidens Underholdning?

Knud var kommen ind paa at dyrke Variétéen som Lidenskab i et distingueret Strugglerselskab efter Ordets rette Mening. De Mennesker beundrede han, fordi han selv havde manglet deres energiske Nerve og levet paa Spillerens Laden staa til! Indenfor disse Menneskers Selskab havde han kun holdt sig oppe ved Hjælp af et Skin; de Folk troede paa, at han havde Begreb om Forretning og tjente de Penge, han brugte; i dette Øjeblik foragtede de ham sikkert, ja nævnede vel aldrig hans Navn.

Forhaabentlig skulde de komme til det en Gang. Han havde været en daarlig juridisk Student og Sagførerkontorist, det skulde Vorherre vide; men det moderne Livs Ejendommelighed havde han vistnok faaet hurtigere og rigtigere Blik for end de fleste af hans flittige Kammerater paa Juraens Omraade. Han vilde slet ikke tale om dem af hans Studentervenner, 99 der havde sværmet for Kunst og Litteratur, Samfundsforbedring og Opdragelsesvæsen! — var for Resten ikke det meste af de Folks Begejstring Forfængelighed og en underlig omskrevet Syslen med Kvindfolk og Magtstræb!

Han, Knud Holter selv, var en Praktiker. Det maatte indrømmes, at han nærmest var debuteret her i Livet som en lille letsindig Jongleur, der var styrtet ned fra sit første Nummer oppe i Højden — men han var dog faldet i Nettet og kunde nu begynde for fra, ung og rask, i et stort, fremadskridende Land, som kæmpede direkte for Guldet, uden sentimentale Mellemled. Ti i det Udvandrerland under sydlig Himmel, som han styrede imod, var Guldet gennem Aarhundreder det klart erkendte Livets Maal. Oprindelig blev det naivt draget frem af Ertsen; nu var de store Byer derovre Guldhjerter, der forvandlede et vældigt Lands Slæb og Slid til Strømme af Guld, som gennem Jernbaner, Banker og andre fint forgrenede Aarer vendte frugtbargørende tilbage, hver Dag videre ud i Samfundslegemet, mere og mere omdannende, nyskabende, guldførende.

Knud havde nogle Venners Anbefaling til en ung Landsmand derovre, som var rejst ud fra 100 et Vekselererkontor hjemme og i Løbet af faa Aar blev en anset Pengemand i det nye Land.

Ham vilde han allerførst søge; hos ham vilde han gaa i Lære.

Og naar Pengenes Sol havde smilet til ham, skulde han heller ikke glemme Forældrene og sin lille forgældede Kontordame af en Søster hjemme.

Inden Knud gik ned til Aftensmaden om Bord, skrev han paa et Kort med Skibets Billede mange tusinde Hilsener til dem allesammen.

II

Knuds Henvendelse til sin smarte Landsmand ovre i Fremtidslandets Hovedstad blev ham en pinlig Skuffelse.

„Jeg har kun taget imod Dem,“ sagde den unge Forretningsmand, „fordi jeg holder det for min Pligt at betage Dem en skadelig Illusion. Hjemme fra har man skrevet mig til om Dem, og jeg véd, at De med Deres Uddannelse — eller Mangel paa Uddannelse — kun kan anvendes ved den Art gammeldags Kontorarbejde, som her er Regeringsbureauerne for-

101

beholdt, eller ogsaa tage fat i ukvalificeret, legemligt Arbejde. Indenfor min Virksomhed kan det slet ikke være Tale om at bruge Dem. løvrigt vil jeg give Dem det Raad, under Deres Forsøg paa at faa Arbejde, at tage Dem godt i Agt for Landsmænd og foreløbig holde Dem til en gammel Læge, hvis Adresse jeg skal give Dem med min Anbefaling. Han hører til dem, der er færdig med Livet for sig selv og finder en Fornøjelse i at tjene andre, enten han faar Tak eller Utak for det.“

Den gamle Læge, der for Resten kun var i Begyndelsen af Tredserne, viste sig ogsaa, da Knud opsøgte ham, yderst velvillig. Han var Enkemand og havde et Par unge Sønner langt borte, hvad der øjensynlig gjorde, at han følte sig særlig tiltalt af det fremmede unge Menneske. Han skaffede ham et ordentligt Logis, og da Knud selvfølgelig ikke vilde paa Landet, og Arbejde foreløbig var vanskeligt at faa i Byen, lod Doktoren ham besørge sine Kontorforretninger, der netop havde samlet sig sammen.

Dér stod Knud igen overfor Lister, der skulde udfyldes, Indberetninger til Myndigheder at kopiere, Regninger at udskrive efter Bøger, alt det, som han kendte saa inderlig godt der hjemme fra. Det var, ligesom Kontorstolen 102 atter blev skubbet ind under ham her i Guldlandet, med hele den gamle Trivialitetens Stemning i Følge. Og Doktorens Fortællinger og Forklaringer holdt meget hurtigt op at interessere ham.

Det kunde være meget underholdende, hvad den gamle Herre i sin Almindelighed berettede om Forholdene derovre; men Knud fandt, at det dog egentlig mest var for sig selv, han sad og talte, og naar hans Ord stundom sigtede direkte paa Knud, skete det med en Diskretion, der ubehageligt lod Knud ane, at Doktoren havde faaet alt at vide om ham hjemme fra.

Ofte, naar de talte sammen, havde Knud et Indtryk af, at de ligesom spillede Komedie for hinanden; men gjorde ældre og yngre egentlig ikke altid det? Og den gode Doktor kunde maaske blive ham en venlig og nyttig Mand i Tiden; men for Øjeblikket vilde han have tjent ham adskilligt bedre ved at fortælle ham, hvor han billigst kunde købe sig et fiks Slips eller faa sit Haar godt friseret end ved sine Udviklinger om Landets Fremtidschancer og de Erfaringer, han selv havde gjort.

Naar Knud sad og lyttede til Doktorens Tale, søgte hans Tanker i Virkeligheden ud efter 103 andre unge Mennesker, der havde samme Art af Trang og Lyster, som han selv.

Nogen Tid efter mente han at have fundet netop saadan en Kammerat.

Det var en ung Landsmand, Kai, der var ansat i et stort Magasin. Og deres Venskab fæstnedes i høj Grad, da Kai en skønne Dag kunde skaffe Knud en Lagerplads i Magasinet.

Saa takkede Knud hurtigt Doktoren for hans Velvilje og flyttede sammen med Vennen i hans Pensionat. Den gamle Læge sagde ikke noget til det, men saà blot et Øjeblik paa Knud lidt mere betragtende end sædvanligt. —

Kais Plads var god, og han kunde bruge en hel Del Penge. Knud havde selvfølgelig maattet begynde smaat, og det kom hurtigt til at knibe for ham med at holde Trop, naar Kai og han var ude sammen, og han dog ikke vilde staa tilbage.

Nogle Gange maatte han ty til Doktoren og laane Penge under Paaskud, der ikke var helt redelige, og som han næsten formodede, at Doktoren gennemskuede. Men den gamle Herre sagde i hvert Fald intet, og Knud var glad, naar han slap bort fra ham med Penge i Lommen og atter med denne underlige Fornemmelse af Komediespillet mellem ældre og 104 yngre, eller af at Doktoren ligesom lod ham løbe i en Line.

Mellem Kai og Knud var der intet Komediespil. Livet laa for dem saa forbavsende ens i sit Forløb og Maal.

Det store Magasin, hvor Kai allerede havde en anselig Stilling, og Knud kunde gøre sig Haab om snart at avancere, udvidede sin Omsætning fra Maaned til Maaned; det oprettede Filialer i den store By og i andre Byer; der var Perspektiv i Tingene, og man arbejdede dér sammen med en Hær af andre unge Mænd med samme Feltraab og samme Taktslag fremad. Dem fulgte hele Horder af unge Forretningsdamer som et evigt skiftende Harem.

Men for Knud kunde Pengene stadig ikke holde Trit med Marchens Tempo i det lidt aandeløse Kompagni.

En skønne Dag stod han paa nøjagtigt samme Punkt som hjemme, og efter en Række Udveje, der kun hjalp for en kort Tid, tog han en Dag i et ubevogtet Øjeblik oppe paa Lageret nogle ganske nødvendige Ting til sin Garderobe.

Det blev ikke opdaget og gav ham frisk Mod; Udvalget var overvældende; de Ting, han tog, spillede i Forhold til Omsætningen ikke mindste Rolle; desuden havde han efterhaanden 105 faaet en sikker Overbevisning om, at han ingenlunde var alene om saaledes at sætte lidt af Varerne i Omløb.

Men en Dag oppe paa et af Gallerierne greb en Inspektør ham paa fersk Gerning.

Da han dér pludselig stod overfor Manden, der var ligesom skudt op af Jorden foran ham, gøs Knud, som han aldrig havde gjort det før, saa det løb ham koldt ned ad Ryggen og Tænderne klirrede i Munden.

Det var ham et underligt Spring fra allehaande mere eller mindre filosofiske Betragtninger ud i Virkeligheden.

Han blev ført ind til en af Cheferne, der hørte tavs paa Inspektørens Beretning.

„Paa Gaden med ham,“ sagde han bare.

Knud tænkte, at det var dog overmaade naadig sluppet.

Han gjorde uvilkaarlig en Bevægelse hen imod Døren.

Men Inspektøren traadte i Vejen for ham: „Det vil sige, foreløbig bliver Du her, min Ven, vi er ikke helt færdige endnu,“ og han lukkede Døren op til et Rum ved Siden af Kontoret.

„Derind med Dig!“

Knud fik et Puf i Ryggen, Nøglen drejede 106 sig om i Laasen efter ham. For første Gang i sit Liv var han berøvet Friheden.

Han kunde næsten have givet sig til at græde. Saadan pinte det ham, rent fysisk syntes han.

Ligesom et Barn, der har ondt i Maven og ikke kan komme ud, trippede han en lille Tid frem og tilbage mellem nogle Kasser, som fyldte op i det ellers tomme Rum. Vindue var der ikke noget af, Lyset kom fra en Rude midt i Loftet, højt oppe til Vejrs. Om han saa fik stablet alle Kasserne derinde ovenpaa hverandre, kunde han ikke naa derop og slippe ud ... han vilde jo desuden være faldet ned længe forinden .. og hvis han var naaet derop — hvad vendte saa den Rude ud til? Nej, der var ikke andet at gøre end at sætte sig paa en Kasse saa længe og vente — paa hvad? Vilde de hente Politiet — og lade ham straffe? Saa var det dog godt, at det ikke var hjemme; her var man saa lidt kendt. Hjemme havde han kunnet risikere, at en af hans Bekendte sad ved Protokollen. Det var jo det lykkelige ved at være ude, at man var lige paa Livet løs uden alle disse Mellemled af Familje og selskabelige Hensyn. Men paa den anden Side var det ogsaa derfor, han var kommen til at stjæle. Det vilde aldrig være faldet ham ind 107 hjemme, netop fordi det var saa ligefremt, saa umiddelbart: man trængte til noget, trængte haardt til det; der bød sig en Lejlighed til at faa det, og man tog det, tog det med sine egne korporlige Hænder, selve Genstanden, og gemte den paa sin Krop, sin egen Krop, eller skjulte den, med Risiko for at blive grebet, bogstavelig talt grebet med Hænder og holdt fast. Det var noget ganske andet end at give Penge ud, der var blevet en betroet for Regninger, man havde indkasseret, eller lignende og saa bagefter svindle nogle Penge sammen hos Folk til at dække for, ikke at tale om at tage paa Kredit uden at kunne betale — det blev dog altsammen ganske anderledes middelbart end dette her, som gik paa Kroppen løs.

Der drejede en Nøgle om i Døren, Knud rejste sig op fra sin Kasse.

Det var Overinspektøren, som traadte ind, en svær, mørk Mand med Mave, hængende Overskæg og smaa, sorte Øjne.

„Naa, saa Du har stjaalet!“ raabte han og slog med en tyk løs Haand Knud saa stærkt lige i Ansigtet, at det knaldede, som om to Stykker Brædder var bleven klasket mod hinanden.

Det sved i Knuds Kinder og lynede for hans 108 Øjne; han var lige ved at kaste sig over Manden i en Blanding af Skræk og Had.

Men den anden løftede haanligt Armen ligesom parerende lidt i Vejret. „Du vil maaske gerne meldes til Politiet?“

Knud tav.

„Vil Du?“ spurgte den anden højt.

„Nej,“ fandt Knud sig nødsaget til at svare.

„Naa — hm, saa kan Du nøjes med at blive udstillet.“

„Udstillet?“ fór det ud af Knud. „Hvad er det — ?“

„Det skal Du nok faa at se,“ hoverede den store Mand, „nu kan Du følge med.“

Han næsten sparkede Knud ud af Døren igen og ind paa Kontoret.

Der stod en ny en af Cheferne. Det lille Sæt fine Sokker, som Knud var bleven grebet i at stjæle, laa endnu paa Skrivebordet.

„Hvor meget har Du stjaalet foruden?“ spurgte Overinspektøren.

Knud sagde nøjagtigt, hvad det var for Ting, han havde taget.

„Har Du det hjemme?“

Chefen gjorde en utaalmodig Bevægelse.

Inspektøren brød hurtigt af: „Ja, saa kan Du beholde dine Tyvekoster — og blive udstillet 109 med dem her over Armen.“ Han greb Strømperne.

Chefen saà paa Uhret.

„Nu gaar jeg,“ sagde han ligegyldigt.

Inspektøren bukkede forbindtligt og ærbødigt. —

Hans Tone blev en Grad højere og mægtigere, efter at den overordnede var gaaet.

„Ja, min Ven,“ sagde han, „nu skal vi lige straks være færdige.“

Han ringede et Signal, satte sig saa ved Skrivebordet og malede med Mærkeblæk en stor Indskrift paa et Stykke Lærred.

„Se saa —“ han stod ligeoverfor Knud og viftede med Lærredet, for at Indskriften kunde blive godt tør — „nu tager Du Sokkerne over Armen, og saa faar Du denne Inskription paa Brystet ...“

Med et rask Tag greb han bag om Opslaget paa Knuds Jakke: „Et Par Knappenaale? .. Jo, det har Du dog. Tusind Tak!“

Der kom et Par af de haandfaste Karle fra Magasinet ind.

„Ja, nu er vi klar,“ sagde Inspektøren med et Nik til Folkene, medens han holdt Lærredet frem foran Knud, som læste: Jeg har stjaalet.

Knud vovede ikke at sætte sig til Modværge, 110 da den anden fæstede Plakaten paa ham, og de store Karle sløvt sáa til, men det kogte i ham af Raseri over at være andre Mennesker saa underlegen; hvis han havde turdet gribe den store Skrædersaks, der laa nogle Skridt fra ham, og med dens Spidser gøre Inspektørens gemytligt plirende Øjne til blodige Klatter — han kunde have skreget af Fryd, Lykke, Vildskab!

„Marche!“ lød Kommandoen, og det gik ned ad Trapperne med Overinspektøren i Spidsen og Karlene bagefter Knud.

Da de kom ud paa det øverste Galleri, sáa Knud straks, at Forretningstiden lige maatte være forbi; der var ganske stille; kun den fede og støvede Luft fra de mange Mennesker, som havde været her, stod endnu tæt i det vældige Lokale; men nede paa Bunden af Kuppelsalen skimtede han en større Gruppe, som var i en vis drivende Bevægelse; da han naaede nærmere, kunde han kende forskellige Ansigter af dem, der sáa opefter; det var øjensynlig Personalet, som var forsamlet ...

For alle disse Mennesker var det altsaa, at han skulde udstilles, antageligt til Skræk og Advarsel.

Optoget naaede ned i den store Hal, og 111 Knud blev stillet med sine Sokker over Armen og Plakaten paa Brystet imellem de to Karle.

Overinspektøren holdt en med mange Hentydninger spækket Tale, som han fremførte med den inderligste Glæde over al sin Magt.

Knud sáa dem, baade Damer og Herrer, mange, som han kendte, og mange, som han ikke kendte, passere forbi sig, paa Vejen hjem, med Overtøj paa; allesammen betragtede de ham med samme tomme Blik og havde samme ærbødige Holdning overfor Inspektøren; om det saa var Kai, var der ikke en Mine, som skilte ham fra de andre.

Endelig var det forbi.

„Skrup af!“ sagde Inspektøren, medens han snuppede Sokkerne fra Armen af Knud, og gik med de to Karle.

Knud fandt ned i Garderoben, hvor hans sølle Hat hang ganske ene paa en Knage. Og saa stod han paa Gaden.

Paa Gaden i dobbelt Forstand! tænkte han, og saa kunde han slet ikke tænke mere.

Han var opfyldt af Had og Sult. Blot han havde kunnet stikke Ild paa Magasinet eller skyde Overinspektøren med en Revolver eller næsten bare stikke Ild paa noget og skyde en eller anden i dette forbandede Samfund af 112 Mennesker, der havde Magt over en og hævnede sig paa en!

Uagtet Knud kun havde de Par Skilling, der laa løse i hans Lomme, gik han dog ikke hjem for at spise i sin Pension, hvor der, efter Skik og Brug herovre, var betalt forud for Ugen. Han søgte ind paa en Restauration.

Den var som alle i Byen undtagen de fineste, hvor han ikke engang kunde købe sig en Portion Suppe, stor, halvsmudsig og uhyggelig med en Mængde Smaaborde uden Dug, fedtede Opvartere og et blandet og skødesløst Publikum, der spiste noget nær som Karle i en Folkestue og gjorde sig hurtigt færdige. Maden var hastigt tilberedt og kraftesløs, kun Drikkevarerne kunde gaa an.

Knud drak et stort Maal sort Rødvin, der ligesom satte Sjælen lidt til Rette i Kroppen paa ham. Han rullede sig en Cigaret. Der blev Raad til endnu et Maal Rødvin, og han røg et Par Cigaretter mere ...: hvad skulde han nu finde paa? Naar det endda havde været først paa Maaneden, saa han havde haft Penge og kunde være bleven noget længere i Pensionen ... hvis han overhovedet efter det, der var sket, kunde være bekendt at blive der, hvor Kai boede ...

Blodet løb ham igen helt brusende til Hovedet 113 ved Tanken paa Kai, som oven i Købet havde skaffet ham Pladsen. Men der var jo ikke noget at stille op, han maatte igennem det .. og foreløbig gaa hjem igen ... til det lille sjofle Pensionat, hvor han egentlig aldrig havde kunnet forstaa, at Kai med sin gode Løn vilde bo — men naturligvis, saa blev der saa meget desto mere tilovers til at more sig for ...

Da Knud traadte ind i Pensionatets Korridor, vilde Uheldet, at at han løb lige paa Kai, der kom ud fra Spisestuen med en brændende Cigar i Munden.

Knud prøvede et Øjeblik paa at lade, som om han ikke havde kendt ham i Korridorens Halvmørke; men den anden tog ham gemytligt om Skuldrene.

„God Morgen, min Herre,“ sagde han i en lystig Tone og skubbede ham ind i sit Værelse, der laa lige overfor Spisestuen.

Derinde sáa han Knud leende ind i Øjnene med sit lille, kønne, runde, lyse Fjæs, hvor Overskægget sad over de hvide Tænder som to smaa bløde, tilklippede Tandbørster.

„Den lavede Du mindre heldigt!“ sagde han bare.

Knud betragtede ham ganske forbløffet.

„Har Du ogsaa stjaalet?“ fór det ham uvilkaarligt 114 ud af Munden som den eneste naturlige Forklaring paa Vennens Holdning.

„Hold Kæft!“ sagde Kai bare og lo igen. „Vil Du have en Cigar? — Jeg har Raad til Cigarer idag.“

Han rakte en lille oplukket Pakke med Cigarer frem mod Knud.

Knud tog en af Cigarerne.

„Jamen hvad skal jeg nu finde paa?“ spurgte han og slog ud med Haanden.

Kai strøg en Tændstik.

„Tænd!“ sagde han.

Knud adlød.

„Hvad Du skal finde paa?“ spurgte Kai, medens han smed Tændstikken paa Gulvet og lod en Røgsky bølge lige op i Næsen paa Knud. „Det maa Du virkelig selv lave. Jeg gav Dig en Tjans, og den har Du ikke kunnet klare. Saa maa Du skaffe Dig en ny; jeg har dem ikke paa Lager.“

Det hele blev lige med et saa underligt ligefrem for Knud. Behageligt ligefrem. Der var ikke Tale om, at han havde begaaet noget urigtigt, bare noget dumt.

„I Bøtten kom Du jo ikke dengang,“ hørte han Kai sige, lige akkurat i Fortsættelse af Knuds egen Tankegang.

115

„Hvis jeg nu var kommen i Bøtten?“ kunde Knud ikke lade være at tilføje.

„Ja, saa maatte Du sgu være kommen ud af den igen; men den skal ikke være rar at være i, og Tiden gaar imedens. Det plejer heller ikke at være med Penge, at man kommer ud.“

Knud havde ikke mere Ild paa Cigaren.

„Tænd ordentlig,“ sagde Kai og rev en ny Tændstik af, „Du staar jo helt og falder i Staver. Hovedet op og rasl med Kobberpengene i Lommerne, saa Folk tror, det er Guldstykker!“

Knud nikkede. Det med „Folk“, der skulde imponeres, kendte han hjemmefra.

„Det kan saagu ikke nytte at tabe Modet,“ blev den anden ved, „for saadan en Komedieforestillings Skyld. Vil Du ud at solde med mig i Aften? Jeg har Penge. Jeg har lavet en lille Forretning for en Mand, der skal ud at handle paa Landet, saa der er Mønt i Kassen.“

Knud følte pludseligt den gamle Soldeglæde slaa op om sig, Musikken, Tobakken, Drikkevarerne, Pigebørnene og den hele Bølgen af Spænding og Anstrengelse under et bedaarende Højtryk. Kai var en brillant Fyr, en god Kammerat.

„Tak for det!“ sagde han.

Og kort efter var begge de unge Mennesker 116 i travl Beskæftigelse med at blive saa flot udhalede som muligt til Turen, der skulde begynde i en første Klasses Variété og derfra over en mondæn Restaurant gaa videre med Damer. Knud fik hos Kai en fiks, prikket Vest at laane og et Slips, der passede til den, saa at han kunde blive korrekt i Toilettet; en ung engelsk Herre i Pensionen overlod ham en høj Hat. Hos den fineste Frisør i Byen blev derpaa de unge Gentlemen gennemført behandlede, medens Hattemageren strøg de høje Hatte af, saa de lyste som Sabelklinger ned ad Siderne.

I Droske kørte de ned ad den menneskefyldte brede Bulevard og krydsede mange andre Køretøjer med fine Damer og elegante Herrer

Turens første Maal var den snart verdensberømte, saakaldte Marmorvariété ....

III

Nøjagtig Maanedsdagen efter at Kai og Knud var kørt ned ad Palmebulevarden til Marmorvariétéen, stod Knud en Morgenstund i en 117 bundsmudsig Gade med høje og svinske Huse, der havde skaldet Pudsen af ligesom i Sygdom. Han havde ikke turdet ligge ude i den kolde Nat, men var taget ind i et usselt Herberg for det meste af de Par Skilling, han havde faaet for sin Vest.

Nu havde han absolut ikke mere, han kunde blotte sig for, uden at blive nøgen. Og Kulden var i Tiltagende. En Kulde under Palmer, meget mere bidende, syntes han, end den, han havde kendt hjemme fra Norden.

Knud dinglede over en Bulevard ned ad en af de brede Gader. Han kunde føle Træbrolægningen gennem Hullerne i Støvlesaalerne, medens en skarp Vind slog i Skøderne paa hans latterligt udseende Selskabsfrakke, som han havde maattet beholde, fordi det andet Tøj bedre havde kunnet sælges til Arbejdsbrug.

Han troede nok, han turde sige, at han havde været uamindelig uheldig.

Der var formelig overfyldt saa at sige i alle Brancher, hvor han kunde tænkes at komme i Betragtning, og under Kais og hans Solderier havde de nok været heldige og truffet sammen med Nyankomne, der havde Penge; men enten rugede de over dem som Gniere, eller ogsaa vilde de bare solde dem op.

118

Det havde jo Knud og Kai hjulpet godt med til.

Solderierne havde været af dem, Kai kaldte Kæde-Sold. Deltagerne havde sluttet den ene Morgen med Aftaler for den kommende Aften, hvorpaa de af dem, der havde Forretning at passe om Dagen, gjorde det, saa godt som muligt, medens de andre holdt Pigebørnene og sig selv vedlige paa bedste Maade, indtil man om Aftenen mødtes igen.

Der var en Pige, som havde forelsket sig i Knud.

Det var for hans krusede Øjenbryns og hvide Tænders Skyld, havde hun sagt. Men heller ikke hans lange bløde Hænder havde hun kunnet holde sig fra.

Nu, i sin Elendighed, sáa Knud den faste og smidige, stærke, unge kreolske Pige for sig. Svimlende Overmaal i Pragt, Fornøjelser og det, hun kaldte Kærlighed, var hende Livets eneste og sande Mening. Hendes Yndlingsroman, som laa i stor illustreret Udgave paa hendes Toiletbord, og som hun aldrig blev træt af at læse, handlede netop om en fattig ung kreolsk Pige, der fra Arbejderske og Gadedame blev ikke blot et af de store Demimondenavne, men virkelig Fyrstinde. Og saa føjede Frøken Angela til, at Fyrstinden fik de 119 yndigste Børn. De stod ikke i Bogen; men dem erklærede Angela, at hun vilde have til at køre i Vogn med.

„Synes Du, hun er kønnere end jeg?“ kunde hun triumferende spørge Knud og slaa op paa en af Illustrationerne i Bogen.

Knud gad vidst, hvad hun egentlig vilde have sagt, hvis hun sáa ham her, med Huller i Støvlerne og frynsede Benklæder. Dengang havde han for Resten ikke blot ingen Penge givet hende, men hun havde givet ham mange Penge for at han skulde være flot, naar hun var ude med ham. I Længden var det jo alligevel ikke gaaet, og Knud kunde heller ikke rigtig holde Trop med hendes Fordringsfuldhed, der forlangte en ensformigt genkommende Pathos. Saa havde han været ganske anderledes beruset af en lille halvgrim Pige hjemme med en lukket Mund og et dejligt Haar, og som han aldrig rigtigt kunde blive klog paa.

Han stod stille ved en af den elektriske Sporvejs Holdepladser.

Skulde han alligevel køre ind til Angela og tigge hos hende? Maaske vilde hun tage imod ham som Faderen mod den fortabte Søn, klæde ham i Herlighed og slagte Fedekalven. De krøllede Øjenbryn og hvide Tænder og bløde Hænder havde han jo dog endnu.

120

Det hørte til Knuds Erfaringer fra den store Udvandrerby, at Masser af Mænd ubekymret levede af, at Kvinder solgte deres Kærlighed. Han havde allerede lært mange at kende, der, i hvert Fald naar det kneb, betragtede det som den eneste naturlige Udvej. Oprigtigt talt, hvis det endnu havde været, da han havde ordentlige Klæder paa Kroppen, vilde han ikke have betænkt sig paa at gaa op til sin Dame og bede hende stikke ham nogle Guldstykker, til han kunde faa noget at bestille — uagtet de var skiltes lidt i Uvenskab, dengang han endnu var fin Herre. Den Sort Piger glemte hurtigt; han skulde snart have faaet hende gjort god igen, og hun, ligesom andre Kvinder, betragtede det i og for sig kun som rimeligt, at de gav Mænd, de kunde lide, Penge; inderst inde var de henrykte over at kunne gøre det — selv om de naturligvis, naar de af helt andre Grunde blev gale i Hovedet, benyttede det imod dem ....

Men nu, som fuldkommen Lazaron i Tøjet, generede han sig ligefrem, var undselig, som en Kvinde vilde være det, hvis hun skulde vise sig frem for en gammel Elsker, udmagret og forgrimmet ... nej, Angela var der ikke noget at lave med.

Det var nu ogsaa forbistret hurtigt, han var 121 kommen saa langt ned ad Bakke, som det var sket. Da Soldeperioden i Løbet af fjorten Dage efterhaanden tabte stærkt i Glans og tilsidst ikke lod sig forlænge af Mangel paa pengestærke Deltagere, havde Knud staaet der, smidt ud af Pensionatet, som oven i Købet for noget Tilgodehavende havde beholdt det bedste af hans Garderobe, Resten var nu pantsat eller solgt i Løbet af andre fjorten Dage, hvor der ikke havde været Arbejde at opdrive paa noget Kontor, Lager eller ved lignende nogenlunde anstændig Beskæftigelse. Hos Doktoren havde han engang vovet sig ud at slaa nogle Penge under et Paaskud, som han egentlig undredes over, at den gamle havde taget for gode Varer — hvis han ikke atter engang havde gennemskuet ham men ladet som ingenting.

Knud spekulerede og spekulerede: Han turde ikke mere gaa ud til Doktoren, som i Mellemtiden nok havde faaet Skandalen fra Magasinet at vide. For Resten skulde den gamle Herre ogsaa nu være bortrejst for en Maanedstid til Provinsen ....

Aandsfraværende sáa han flere Sporvogne køre forbi sig; der var slaaet en Tanke ned i ham.

Han vilde ryste den af sig, men kunde ikke blive den kvit: Doktoren var borte, det var en 122 Kendsgerning. Saa glemte Husholdersken nok at holde Laagen i Gitteret ud til Gaden laaset, naar hun rendte paa Sladder hos Konen lige overfor. Det var noget af det, Doktoren evigt skændte over. Og Husdøren stod næsten altid aaben. Den førte lige ind i Korridoren, hvor Lejlighedens Værelser laa til begge Sider.

Knud kendte alle Forhold i Huset paa det nøjeste, fra den Tid han havde siddet paa Kontor der, vidste ogsaa, at hvis den gamle havde lukket sine Stuer af, nu, han var borte, laa Nøglen til Brug for Husholdersken i den øverste, uaflaasede Del af det store, runde Hjørneskab, der stod i Korridoren Inde i Doktorens Arbejdsværelse stod i Skrivebordsskuffen til venstre altid en rigelig fyldt Pengekasse ... Aa, men Sludder, der var naturligvis ingen Penge i den, nu han var ude at rejse ....

Knud slentrede videre ... noget maatte han saagu finde paa; ellers kreperede han simpelthen i Løbet af nogle faa Dage, for det gjorde Folk herovre, naar de ikke kunde klare sig selv. Naturligvis var det forbandet med at stjæle — og saa nederdrægtigt risikabelt! Men hvad skulde han gøre? Hekse Penge op af Gaden kunde han ikke. Det var egentlig meget godt, at Doktoren havde sine Penge med sig, saa kunde Knud ikke føle sig fristet dér, for 123 det var jo ikke pænt at stjæle hos en Mand, der havde gjort en godt — skønt paa den anden Side, det kunde ikke nytte at prøve paa at stjæle, undtagen hvor man kendte Forholdene. Ellers blev Risikoen bare endnu mange Gange større. Og det var dog Hovedsagen. De stjal som Ravne overalt i Byen, naar bare de fandt Lejlighed. Og det ikke engang af Nød! Tjenestefolk stjal af Princip; Kommiser og Kasserere, saa meget Kontrollen tillod; det gik videre og videre, meget højt op; blev ligefrem en Driftsudgift, de besiddende maatte regne med, og det var jo i Grunden rimeligt. Knud opfattede Socialisternes Teorier som Barnevrøvl med deres Snak om, at Arbejderne skabte Værdierne, der saa for største Parten blev snappet bort af den onde Kapital. Værdierne blev sikkert nok væsentligst skabt af den personlige Energi, som vilde gaa Pokker i Vold, hvis Arbejdersyndikater, med deres sagte Arbejdstempo og stormende Kiv og Kævl skulde styre Udviklingen. Men, som Tingene nu laa, tog Kapitalsiden nok lidt vel rigeligt som sin Andel, saa det var kun rimeligt, at den, foruden Politi og Fængsler, betalte alle de Millioner, der nødvendigvis maatte blive hugget og rapset og knebet, naar Folk skulde kunne nære sig nogenlunde ...

        

124

Knud var standset paa et Hjørne for at købe et Par ristede Smaafisk hos en Sælgekone. Han blev staaende og spiste dem.

Gaden blev netop asfalteret. Der var en Arbejdsstyrke i Gang ude paa Kørebanen, og fra en stor Beholder trak den varme Tjærelugt i en tynd, blaa Røg hen over Knud,

Pludselig sáa han Forældrene hjemme for sig og Gaden, hvor de boede. Det kom saa voldsomt og livagtigt, at han var lige ved at give sig til at græde.

Aa, ja — det var den hede Tjærelugt i Solskin, som fik ham til at tænke paa dem hjemme! Netop i saadan klart og køligt Solskinsvejr var der mange Gange bleven asfalteret paa Fortovet ved Forældrenes Gade. Som Dreng havde det tit moret ham at betragte Arbejderne og se store Stykker Asfalt blive brækket løs, medens Gryden kogte den nye sorte Bryg færdig; han havde kendt en af Formændene, der hilste saa ærbødigt paa hans Fader ... I fem Maaneder havde han nu ikke skrevet hjem, ikke siden han havde sendt et Kort fra Magasinet om, at han var bleven ansat dér.

Dengang fik han Brev fra Moderen, at de var glade over, det gik ham godt: hun havde ikke haft Tid til lange Epistler, og Faderen tilføjede blot en Hilsen. Siden havde Knud 125 ikke skrevet, i den seneste Tid nu slet ikke, — Penge kunde de umuligt sende flere af efter den sidste Aareladning; og saa var Tiden gaaet ... om nogle Dage eksisterede han maaske slet ikke mere ... Saa vilde Moderen græde og faa store Bekymringer med Sørgetøjet — den lille Moder, som havde saa faa Penge og saa gerne vilde tage sig lidt pænt ud!

Knud rystede helt paa sig for at blive af med sine Tanker; Sælgekonen ved Siden af ham spurgte, om han ikke vilde have et Par ristede Fisk til; men han turde ikke give sine sidste Penge ud allerede nu.

Langsomt drev han videre op ad Gaden, gennem Asfaltrøgen.

Han blev først rigtig vakt til Bevidsthed igen ved, at Arbejderne paa den ene Side af Kørebanen pludselig blev højrøstede. Det var nok Italienere! En Formand kom til. Stemmerne tog Fart. Den lille Menneskegruppe splittedes ad med stærke Gestus og løb sammen igen under tiltagende Larm. Pludselig skilte en Mand sig ud med rasende Gebærder, svingede sin Skovl højt i Haanden, smed den hen ad Gaden imellem Asfaltbrokkerne og gik under larmende Skældsord af Formanden og de andre ...

Knud var gaaet saa nær hen, som han turde, 126 han stod og sáa paa Skovlen, der blev liggende, som den var kastet, og derpaa efter Manden, der blev ved at gaa, men af og til vendte sig i Farten, truede med Næverne og skældte, saa det næsten lød som Skrig ...

Saa bukkede Formanden sig ned og tog Skovlen op.

„Kan Du tage fat?“ spurgte han Knud, der stod og gloede paa ham.

„Javel!“

Hvorfor ikke? tænkte han Der er jo ingen, der ser mig ...

Han blev hurtigt sat ind i Arbejdet med at røre Asfalten sammen og faa den tværet ud med Skovlen ....

Om Aftenen var han gennemskidden og meget stiv over Ryggen, men havde en Dagløn i Lommen og kunde møde igen den næste Morgen.

IV

I Løbet af otte Dage lærte Knud den Sved at kende, som ikke perler Panden en varm Sommerdag eller kan gøre Flippen blød og Haanden klæbrig, men som springer frem under 127 strengt legemligt Arbejde, løber salt ned i Øje og Mund og næsten vadsker Kroppen.

Han lærte ogsaa at kende den fuldkomne Ligegyldighed for hvad han smed sig paa, naar Trætheden og Søvnen greb hans møre Lemmer som bedaarende Svimmelhed.

Men i Storbyens urene Hede, der var ligesom aandet ind og aandet ud af Millioner, lærte Knud ogsaa, med Lemmerne dirrende af Træthed, hvor herligt Alkohol kunde bringe sunkne Kræfter til at rejse sig igen og trodse netop denne lokkende Træthed og Søvn, som dog kun var Bevidstløshed. Han kunde vægre sig ved at kaste sig hen som et Dyr efter Arbejdet; der var Tider, hvor han ønskede at tale højt op om alle mulige Ting og Forhold og slaa i Bordet og spille Tærning og Kort, saa der blev lidt Spænding i Livet. Og naar han havde tjent godt, kunde han ogsaa føle Trangen til at prale med det og vise sig som den, der kunde give noget ud paa de andre, der nu engang var omkring ham.

Tiden gik forbavsende hurtigt, uden at der blev Stunder til overhovedet at finde det mærkværdigt, at han virkelig var bleven Arbejdsmand.

Blandt de Mennesker, han stødte paa, var der en Del Pagas, man maatte tage sig i Agt 128 for, som ikke var til at tro mere end Dyr, der pludselig bed, uden at vide hvorfor. Naar de ikke slog den Mand fordærvet, de var bleven gale paa, eller tog med Magt den Urkæde, der skinnede dem i Øjnene, var det kun af Frygt for Politiet, og det var ikke helt sjældent, at de gjorde det alligevel; men hvordan havde det sig egentlig i den Henseende med Menneskene fra de Lag, han tidligere havde kendt til, fraregnet, at de var mindre vant til at bruge deres legemlige Kræfter!

Ellers kom han godt ud af det med de andre Arbejdere, for saa vidt han havde noget at gøre med dem; de levede med deres Kvindfolk og soldede og arbejdede lige saa godt som de fine Folk; nogle holdt paa Pengene, og de fleste gav dem ud; mange pralede og enkelte holdt deres Mund; de fleste var misundelige, men adskillige ligeglade, og nogle holdt af at hjælpe andre. Naturligvis lugtede de jo ikke alle lige godt og havde rædselsfulde Hænder.

Det var Knuds eneste rigtige Sorg, at han selv fik disse tykke, næsten ophovnede Hænder, der ikke kunde blive rene i Neglene. Men han skulde snart faa dem fine igen, ogsaa faa anderledes Klæder end dem, han nu havde købt sig; det gjaldt bare om at holde ud og have noget at staa imod med, saa at han kunde 129 søge en rigtig Plads, naar Sjoverarbejdet var omme.

Selve Arbejdet havde han ingenting imod, da man nu engang var nødt til at bestille noget; tværtimod havde han en ubestemt Fornemmelse af, at der i dette legemlige Arbejde med at lægge Bro i Gaden og bære Sten til Huse og hvad det ellers kunde være, var ligesom mere Bund end i de herreklædte Stodderes Lakajarbejde for Publikum, som han kendte det fra Sagførerkontorerne og Magasinet. Og det syntes ham, som om den kedsommelige Udholdenhed med fysisk Arbejde, der gav et synligt Resultat, lærte ham noget underlig nyt, som han bare ikke rigtig var klar paa. Men han hverken brød sig om eller havde Tid til at spekulere ...!

Saa kom imidlertid Arbejdsløsheden baade for det almindelige simple Arbejde, som Knud var kommen ind paa, og endnu mere for de Stillinger, som han havde Lyst til at søge.

Han havde nogle opsparede Penge at holde sig til og blev ved at søge med en Haardnakkethed, som om han til syvende og sidst dog kunde tvinge Arbejde frem. Men det vilde ikke lykkes.

Tilfældigt mødte han en Dag Kai paa Gaden. 130 Han sáa som sædvanlig godt ud i Klæderne, var rødkindet og i fortræffeligt Humør.

„Hvad Satan,“ sagde han og drejede rundt paa Knud med et prøvende Blik ned ad hans Tøj. ,.Det er nok ikke fra Pariserskrædderen, dette her! Jeg troede for Resten, Du var kommen ud paa Landet ovenpaa den lille Delirium, vi lavede efter din Sortie fra Magasinet. Og med de Arbejdsnæver kunde Du da ogsaa godt have været der. Har Du Penge?“

Medens de gik ind paa en Kafé og fik en Genstand sammen, bekræftede Kai, at Tiderne virkelig var bleven sløje, han havde selv maattet laane Penge; men det gjaldt bare om ikke at tabe Humøret, og holde paa Klæderne, saa kom der nok tilsidst en Tjans; han kunde desværre ikke give Knud nogen mere; men for Resten duede det næsten aldrig med det, andre gjorde for en; det var nu hans Erfaring! ..

Tjansen vilde imidlertid ikke komme for Knud, hverken med Pladser eller med grovt Arbejde, og hans Penge slap ganske op. Af og til fik han en Dags Arbejde ved Havnen; men ogsaa det blev forbi.

Man sagde almindeligt blandt de arbejdsløse, at der var Arbejde at faa i en anden større By, som laa to Dagsrejser derfra med Dampskib. Men paa ingen af Baadene, som gik derhen,

131

hen, blev det Knud muligt at faa noget at bestille, saa han kunde komme derover; al Gerning om Bord var bestandig optaget.

Flere Gange var Knud gaaet igennem Gaden, hvor Doktoren boede og havde set, at han naturligvis var kommen hjem igen. Men han vilde ikke gaa derind og bede om Penge, da han med Sikkerhed kunde gaa ud fra, at Doktoren vidste Besked med Historien fra Magasinet. Og det var saa besynderligt, at, efter at han havde arbejdet som almindelig Arbejder og nu havde gjort alt muligt for at faa Arbejde igen, syntes han ikke, han kunde finde sig i Bebrejdelser eller Formaninger eller saadan noget, som den gamle Herre med al sin Venlighed dog rimeligvis vilde komme med.

Sælge af den Smule Tøj, han havde faaet samlet sig igen og holdt Hus med, saa godt han kunde, vilde han heller ikke. Han havde ikke behøvet Kais Raad for at vide — fra forrige Gang — at det var det sidste stejle Bjerg at rutsje ned af ...

Tilsidst gik han i sin Nød op i en national Laane- og Understøttelsesforening, der bestod i Byen, og som han ganske vist i sin første Tid havde faaet nogle Penge fra, der ikke var betalt tilbage; men den skulde jo da netop hjælpe Landsmænd, der var i rigtig Nød!

132

Herren deroppe paa Kontoret underkastede Knud et ret udførligt Forhør, som han ikke helt kunde bestaa uden at lyve.

Derpaa tilstodes der ham nogle Penge, men ikke saa mange, at han kunde rejse bort for dem.

Da Knud igen stod paa Gaden med Pengene i Bukselommen, kunde han være vendt om og have smidt dem i Ansigtet paa Manden derinde.

Den Mand havde gjort ham til Løgner og Tigger for noget, som han havde sagt Tak for og skulde være taknemmelig for, men som ikke var noget værd.

Der brusede en Følelse af Modbydelighed, Trods og Uvilje op i Knud. Endnu samme Nat gik han ud og drak og soldede alle Pengene op paa nogle gemene Buler. Et Pigebarn, som han havde truffet, holdt det gaaende med ham endnu i nogle Dage; saa vilde hun ikke mere.

For at holde Livet oppe, maatte han trodse sine Principer og sælge af den Smule Tøj, han ejede ud over det nødtørftigste til at staa og gaa i.

Nogle Dage endnu hængte han i Opstillingerne af Arbejdsløse udenfor Pladser og Fabrikker.

Saa drev han omsider med sine sidste Skillinger 133 i Lommen ved Aftenstide paa Maa og Faa igennem Byen.

Uden at have tænkt over det, var han ad en Tværgade kommen lige ned paa Doktorens Hus.

Gitterlaagen ud til Gaden stod aaben.

Det gav et Ryk i ham, saa han var lige ved at vende om.

Huset bagved havde været mørkt — —

Knud gjorde et Par usikre Skridt frem og tilbage ... Saa ligefrem løb han ind ad Gitterlaagen og op ad den lille Stentrappe. Gangdøren gik op for hans Greb, han famlede blot et Øjeblik i den mørke Korridor, fandt den uaflaasede Dør ind til Doktorens Arbejdsværelse lige ved Siden af hans Sovekammer.

Han stod stille et Øjeblik og hørte kun sit eget Hjerte slaa. Saa tog han om Dørgrebet og traadte ind.

Omridsene af Skrivebordet var tydeligt at skimte. Knud vidste, hvor Doktoren havde sin lille Værktøjskasse, og at der i den laa et Stemmejern, som han nok skulde faa Laasen op med.

Men den gamle maatte først komme hjem og være gaaet til Ro og faldet i Søvn.

Forsigtigt krøb Knud ind under den store Sofa og lagde sig til Rette.

134

Han havde gjort det hele i en rivende Hast, ogsaa for slet ikke at komme til at tænke.

Det var nu alligevel lidt nervøst dette her — og utroligt, som Hjertet kunde slaa, ligefrem med tydelige Svup, som han godt kunde høre. Men det manglede bare, om man nu tabte Aandsnærværelsen —. Blot han ikke kom til at hoste eller nyse, efter at Doktoren var kommen! ... Om han dog ikke heller skulde løbe sin Vej! Men Vinduerne var jo tilgitrede, som alle Vegne her i Byen; der var kun samme Vej tilbage, som han var kommen! Saa risikerede han at løbe lige i Armene paa Husholdersken eller Doktoren selv, inden han slap ud af den lille Gitterdør til Gaden ... Tjup! ... der smækkede den i, Gitterdøren!

Det var vel Doktoren. ....

Nej, det maatte have været Husholdersken ... uagtet han ikke kunde høre hende gaa, i Korridoren eller de andre Værelser; men Doktoren vilde være kommen herind straks.

Nu vilde Knud se at holde sin Besindelse rigtig sammen, tænke ganske klart og fornuftigt, der var ingen Vej tilbage, væk maatte han jo ... fra dette Arbejdsløshedens Helvede ... til en anden stor By ... hvor der sikkert nok var bedre ...

135

Det forekom ham, at han tænkte, ligesom naar Tænder klaprer, stødvist og dirrende ...

Men nu! Han var lige ved at fare op og slaa Hovedet mod Underkanten af Sofaen; Gitterdøren havde smækket igen. Saa kroget som muligt trak han sig helt ind mod Væggen ...

... Hen over Tæppet gik Doktorens langsomme Skridt.

Der lød et ganske lille Knæk.

Nede i sit Skjul sáa Knud de brede Ben paa Bordet foran Sofaen og et Stykke af Tæppet blive belyst. Han kunde ogsaa nogle Øjeblikke se Doktorens Fødder, der virkede saa underligt store; men saa fjernede de sig igen.

Ja, naturligvis vilde han sætte sig henne ved Skrivebordet — det, som Knud skulde —bryde op ... fordi han maatte væk med Skibet til den anden store By, hvor der kunde blive noget at gøre. ...

Men Doktoren havde ikke sat sig.. han maatte være gaaet ind i Soveværelset ... og have ladet Døren staa aaben ... Knud kunde mærke det paa en Luftning, der trak helt ind her under Sofaen ... det maatte være fra det aabne Gittervindue derinde....

Knud fik ligesom lidt mere Ro til at kunne gøre sig klart, at nu gjaldt det om at ligge roligt, 136 til den gamle var kommen i Seng og sov fast, saa faa Tag i Sedlerne under Smaapengekassen og vente, til Bagervognen tidligt om Morgenen havde været her. Da stod utvivlsomt Gitterlaagen aaben, til Trods for alle Doktorens Forbud, og Husholdersken var i Køkkenet paa den modsatte Side af Huset; Doktoren stod først op og tog sit Bad senere — aa, det hele skulde nok gaa ...

Han dukkede sig uvilkaarligt. Doktorens Trin var kommen igen, nu i Morgensko. Knud saá hans Fødder i Slæberne passere ... Saa lød hans lidt besværlige Sætten sig til Rette.. det maatte være i Stolen ved Skrivebordet .....

Knud ventede og ventede ... pludseligt syntes det ham, som om noget underligt stort noget kom faretruende ind paa ham, han greb for sig og — vaagnede!

Der var ganske mørkt omkring ham; han slog sit Hoved alvorligt, inden han fik sig orienteret. ...

Du gode Gud, som han havde baaret sig ad! Hvis han nu havde sovet igennem! Mon det var sent?

.. Det var ganske sikkert, at Doktoren ikke var i Værelset mere. Knud krøb forsigtigt ud og lyttede først længe uden at rejse sig op. Saa fandt han stille Vej hen til Værktøjskassen. 137 Den stod paa Plads i nederste Hylde af den store Reol ved Vinduet.

En lille Smule Spektakel gjorde det, da han fik trukket Stemmejernet frem, som han skulde bruge.

Han blev staaende ubevægelig en lille Tid efter, for ligesom at faa slettet hver en Lyd ud igen i Luften.

Skridt for Skridt og uden mindste Lyd naaede han Skrivebordet, lagde sig lige saa lydløst paa Knæ og satte Stemmejernet ind ved Laasen; Nu rask!

Det gav et temmelig kort Knas.. et til.. et til vistnok lidt for voldsomt.

Han maatte puste lidt, ligesom før, for at se at faa Uroen vidsket ud igen ...

Men pludselig blev han greben af Rædsel. Det forekom ham ganske tydeligt, som om det nu var ham, der hørte fremmede Lyde, inde fra Doktorens Soveværelse.. igen ... sagte Trin.. svuppende ... af bare Fødder ... den gamle var vaagnet ... nu lød det ikke mere.. han stod maaske lige ved Døren derhenne ...

Det kogte i Knuds Ører af Spænding. Han syntes, at han evigt maatte blive siddende her paa Hug med det Stemmejern i Haanden uden at turde røre sig ...

Men da han længe — længe, syntes han, 138 ikke havde kunnet opfatte nogen Lyd, satte han atter Jernet til.

I samme Øjeblik, som Træet havde knaset, lød Doktorens Røst, bestemt og fast, sikkert lige bag ved Døren.

Knud var røget op.

„Hvem er derinde?“ spurgte Doktoren højt.

Knud svarede ikke.

„Jeg véd, der er nogen derinde,“ lød det igen. „Hvem det saa er, gaa med faste Skridt hen til Vinduet og bliv staaende dér; ellers telefonerer jeg straks efter Politiet.“

Det fløj gennem Knuds Hovede, at den forbistrede Telefon i Doktorens Soveværelse havde han helt glemt.

Men det var ham alligevel ikke muligt at røre sig af Stedet, og han var kommen forfærdeligt til at ryste.

„Gaa hen til Vinduet med faste Skridt, og bliv staaende dér!“ lød det igen.

Saa fik Knud taget sig sammen til at gaa derhen med saa hørlige Skridt som muligt.

„Hold Hænderne op!“ lød det igen. „Ellers skyder jeg straks.“

„Er Hænderne oppe?“

Knud fik mumlet et Ja frem. Han vilde have givet aldrig det for at kunne have bekæmpet 139 sin Uro. Men alting dinglede paa ham ligesom Benene paa en fuld Mand.

— Det var saa meget mere fortvivlende, som Doktoren nu kom ind med et Lys holdt forsigtigt bagud for sig og Revolveren parat, men fuldkommen rolig.

Da han sáa den anden staa der, med løftede Hænder, spurgte han først en Gang; „Hvem er det?“

Men saa gik han hurtigt nærmere.

Han kendte Knud.

„Saa var det jo godt, jeg ikke straks ringede paa Politiet, sagde han bare. „Sæt Dem ned, De kan jo daarligt staa op.“

Knud var langsomt kommen nogle Skridt ind i Stuen. Doktoren havde sat Lyset fra sig og samlede Stemmejernet op, som Knud havde ladet ligge paa Gulvet. Stilfærdigt gik han over Gulvet med det og lagde det paa Plads i Værktøjskassen.

„Sæt Dem!“ sagde han saa igen til Knud.

Knud kunde lige dumpe ned paa den nærmeste Stol.

„Ja,“ sagde Doktoren, „nu maa De jo blive liggende her, og saa følges vi ud af Huset i Morgen.“

Han gik ind i Soveværelset igen og kom tilbage 140 med et Tæppe, som han lagde paa Sofaen.

„Hvordan Pokker er De kommen ind? Døren herfra ud til Gangen laaser jeg jo selv hver Aften og tager Nøglen med mig.“

Knud fortalte det, saa godt han kunde.

Doktoren sáa hele Tiden paa ham, medens han hørte paa den hakkende Forklaring, som Knud, trods alle Anstrengelser, ikke kunde gøre bedre.

Saa tog han en Flaske i sit Skab paa Væggen og skænkede et stort Glas.

„Drik det,“ sagde han til Knud. „De er meget medtaget.“

Knud tog Glasset og drak.

Det var Portvin, og efter at have faaet det ned holdt han op med at ryste.

„Ja, det er ikke værd at snakke videre om Tingene i Aften,“ sagde Doktoren.

Han skænkede Knud et halvt Glas til; „Tag nu den Godnatsnaps, og saa ligger De da altid bedre paa Sofaen end under den. Godnat!“

Han gik. Men Knud følte kun hans Godmodighed som en tilintetgørende Fornemmelse af egen elendig Magtesløshed....

Om Morgenen ved Frokosten, hvor Knud ikke kunde andet end spise med glubende Appetit, 141 forlangte Doktoren ren og klar Besked om alle hans Oplevelser, og Knud fandt, han kunde jo ligesaa gerne fortælle det hele som stikke noget under Stolen; det var ogsaa for besværligt at prøve paa at lave noget sammen.

Doktoren hørte opmærksomt efter, gik saa hen ved Skrivebordet og skrev et Brev.

„Se nu her,“ sagde han og viste Knud Adressen paa Brevet. „Det er en paalidelig Mand, som jeg kender helt igennem. Han lever paa Landet, ude paa de store Sletter og har før taget sig af unge Folk hjemme fra. I alt det, De har fortalt mig, er der det eneste lille Lyspunkt, at De i et Par Maaneder har lært legemligt Arbejde at kende. Det er nemlig det egentlige Arbejde her i Verden, min Herre, og som der er „Velsignelse“ i, for at bruge et noget gejstligt Udtryk. Men det skal jeg nu ikke komme nærmere ind paa. — De vil forhaabentlig have indset, at kan det være vanskeligt for andre Mennesker at klare den store By, saa vil det for Dem nu for Øjeblikket være umuligt, om man saa gav Dem Favnen fuld af Guld. I Overmorgen har jeg Svar fra den Mand, jeg nu har skrevet til. Saa møder De her hos mig og vi bringer det hele i Orden. Foreløbig faar De saa meget, at De kan leve, til vi ses igen. 142 Og saa begynder det ny Liv, som det hedder i Romanerne. Er vi enige?“

Knud svarede Ja!

Men da han gik ud ad den lille skæbnesvangre Gitterlaage sammen med Doktoren, tænkte han, at paa Landet lod han sig dog ikke smide saadan uden videre.

Og da Doktoren to Dage efter havde faaet Svaret fra Manden derude, ventede han en Uges Tid forgæves.

Saa laa der imidlertid en Aften, da han vendte hjem til Middag, en Skrivelse fra Centralfængslet i Byen med indlagt aabent Brev fra Knud.

Det fremgik af de to Skrivelser, at Knud sad arresteret for Tyveri af en Kuffert, som han havde skullet transportere for en Rejsende nede ved Havnen.

Han skrev selv i de ynkeligste Udtryk, at hvis Doktoren ikke kom og forbarmede sig over ham, maatte han omkomme.

VI

Doktoren kendte Varetægtsfængslerne i sit Nybyggerland med Levninger af gammel romansk 143 Kultur. Der var ikke europæiske, renlige Celler og tilstrækkelig, jævn Forplejning; Fængslerne havde kun til Opgave at bevare de indespærrede fra at slippe ud, til de havde faaet Deres Dom; Fangerne skulde holdes under Laas og Lukke og lige akkurat i Live — hvis nogen af dem kreperede, kunde det for Resten ogsaa være ligegyldigt, naar hans Sag ikke var af større Vigtighed.

Han læste Knuds jammerfulde Brev igennem endnu en Gang.

Med hvert Aar, Doktoren tog til i Alder, var han bleven mere og mere Læge, lige netop Læge, og havde fundet sin Tilværelses eneste Mening i at læge og flikke sammen, saa godt han formaaede det, og saa overlade Livet, Skæbnen, Vorherre Resten.

Der var jo store Forskere, Eksperimentatorer, Videnskabsmænd indenfor Medicin og Kirurgi, som — gennem talrige Vildfarelser — førte Videnskaben videre; de syntes ham en Art Kunstnere, med Kunstnerens Ærgærrighed og Forfængelighed, med Kunstnerens Foragt for det Menneskemateriale, der gik til Spilde for at frembringe den skønne Kunst.

Hvor underligt det end lød, for hver Dag længere han levede, og for hver Gang mere han sáa Menneskenes Mangel paa Sammenhæng 144 med sig selv, deres Skrøbelighed og Upaalidelighed, fik han større og større Overbærenhed med dem, og følte sig mere og mere opfordret til at hjælpe dem, med hvad han formaaede.

Stundom sagde han til sig selv, at det var vel kun en Art Medfølelse med egen Skrøbelighed, og hans ejendommelige Art af Forfængelighed, naar han satte det højest, som var det eneste, han selv formaaede. Ligemeget, saadan var det nu engang. Han vilde ingen dømme, men hjælpe Mennesker, saa godt han var i Stand dertil, og være tilfreds dermed — maaske selvtilfreds derover — saa kunde Resultatet blive saa lille og kortvarigt, som det vilde, ja maaske i dybere Forstand slet intet.

Hvad kunde Mennesker dømme? Hvad kunde de overhovedet skønne? Var ikke allerede deres eget Indre dem en mørk Skov endsige andre Menneskers!

Aldrig glemte han et Tilfælde herovre fra det fremmede Land, som var blevet hans andet Fædreland. Han var bleven opfordret til at udtale sig om en Landsmand i dette nye Land, der vilde ægte en ung Kvinde, som han havde truffet hjemme. Manden var moralsk forkommen, en Svindler og Løgnhals af en Landmand og Landhandler, der tog Folk ved Næsen 145 ved en tillidindgydende Optræden og et vist storstilet Ydre. Han var legemlig langt nede. Fra en Hustru, der med Føje kunde rette bitre Anklager imod ham, levede han adskilt, viste ingen Interesse for sine halvvoksne Børn, var over de halvhundrede — og den Kvinde hjemme, der havde forelsket sig i hans Skikkelse og flotte Væsen, var en stille, nydelig ung Pige paa et Par og tyve Aar, der selvfølgelig havde lidt Penge, som Fyren vel vilde have fat i.

Selv den svageste Samvittighedsfølelse maatte paabyde Doktoren gennem aabne Udtalelser at gøre sit til at redde den unge Kvinde fra aandelig og fysisk Ruin. Og han udtalte sig ud fra ivrig Retfærdighedstrang, ganske uforbeholdent. Men den unge Pige rejste under alle rettænkende Menneskers harmfulde Protester bort med den anløbne, halvgamle Mand. Og Underet skete. Eller rettere sagt, menneskelig Skrøbelighed i Indsigt og Dom aabenbarede sig atter en Gang og paa en Maade, der i hvert Fald kurerede Doktoren for hele Livet. Den lille unge Pige, som han havde villet redde fra en Slubbert, reddede faktisk baade Slubberten og sig selv, om man vil udtrykke sig saaledes, eller Slubberten viste sig paa Bunden ikke at være nogen Slubbert, hvis man foretrak

        

146 et andet Ordkasse-Udtryk for sin Uvidenhed; Kendsgerningen var, at lige saa ussel en Ægtemand, Fader, Landmand, Handelsmand, Medborger den udskregne Mand før havde været, lige saa god blev han det bagefter, og hver Gang Doktoren traf Ægteparret og deres Børn, der selvfølgelig blev kærnesunde til Trods for Faderens ominøse Sygdom, følte han sig som den, der uden egen Fortjeneste havde undgaaet at begaa en Forbrydelse....

Og nu denne Knud her, der var kommen saa galt af Sted! Som gammel Praktikus havde Doktoren til at begynde med villet lade ham prøve paa at faa fat i en Virksomhed, der ikke fjernede sig for meget fra hvad han hidtil havde kendt. Man burde aldrig skræmme den Sort anløbne unge Mennesker ved straks at lave Forvandlingskunster med dem, men støtte dem til ved egen Hjælp at skaffe sig Arbejde efter deres Lyst. Naar dette vigtigste Skridt var gjort, kunde Resten følge med den erhvervede bedre Indsigt. Taalmodigt og uden at genere med nogen Art af Spørgsmaal havde Doktoren hjulpet Knud til at holde sig oppe, indtil den rigtige Vilje overfor Arbejde kunde vokse sig frem i ham. Men Hjælpen havde været forgæves. Til Tak havde Fyren kun villet stjæle

        

147 fra ham og derefter gjort Nar af hans gode Vilje til alligevel at hjælpe ham ud fra sin bedste Erfaring! Der syntes aabenbart ikke at være særdeles meget ved den unge Mand, for ikke at sige, at han syntes at være komplet moralsk fordærvet og ude af Stand til at lære, selv af sine mest skæbnesvangre Dumheder.

Men der var maaske alligevel et arkimedisk Punkt inde i ham, hvorfra han kunde omvendes i ret Forstand, noget, der var dunkelt for ham selv og for andre, men som var der og pludseligt kunde aabenbares.

Og saa var han under alle Omstændigheder et af Jordens mange Millioner stakkels Mennesker, som en Læge ikke nægtede sin Lindring — varede den end kun nogle Øjeblikke!

Hvad var saadan et Menneske? En mislykket Prokuratorstudent, Søn af jævnt stillede Embedsfolk, der vilde — og til Dels skulde — virke udad til med mere, end de i Virkeligheden kunde svare dl. Strandet paa Udvendigheden, Forfængeligheden, Pengejaget allerede under sit Livs Opsejling! Og saa smidt herover!

Ikke naaet videre end til det samme Samfund, han havde forladt, blot i en endnu farligere Skikkelse. Et Menneske, hvis Liv var bleven anlagt paa at vinde Færdigheder til at komme fremad med, i Stedet for indvendig 148 Styrke til at kunne leve paa. Straks de første Vanskeligheder paa denne Vej mod noget, der i Virkeligheden intet havde med Liv og Sjæl at gøre, havde bragt ham til at ville gaa uden om Arbejdet ved at stjæle, da han ikke kunde komme til at bedrage. Tørhed i Følelsen, Svaghed overfor tomme Nydelser, Energiløshed, havde ladet ham glemme Taknemmelighed, Ansvar, Pligt, alt det, som havde til Forudsætning Varme, Klarhed og Stolthed.

En sørgelig Slakke var han fra den skæbnesvangre Proces, der formede de store kapitalistiske Byer og undergravede gamle, bærende Samfundslag.

Allerede et Vrag.

Men dog et Vrag af Kød og Blod, med nogen Mulighed for Genrejsning i Kraft af sin Ungdom. Maaske slumrede der dog et eller andet Sted i ham lidt af det, man i gamle Dage kaldte Sjæl! —

Det var bleven sent, da Doktoren begav sig paa Vej. Efter at have kørt i Sporvogn en halv Timestid stod han af, for at gaa det sidste Stykke gennem et frit Villakvarter ud til Fængslet, der var et omdannet gammelt Kloster, som laa paa en Pynt med Udsigt ind imod Havnen

Doktoren knappede Frakken til, for det var koldt. Den sydlandsk lysende Stjernehimmel 149 over hans Hovede syntes ham at indeholde et talende Symbol. Al denne Sødme og Dybde og Straalen i Stjernerne mod den bløde mørke Himmel var kun Millioner af Kloders udeltagende Glans. Han var i sit Liv kommen ganske bort fra at kunne begejstres over Verdensaltets Uendelighed, saa vel som over Menneskesamfundets saakaldte store Interesser. Erkendelsens Vandringer ud i Verdensrummet indbragte ham kun Kulde, og det vældige Brus af Menneskenes mangfoldige økonomiske, politiske, kunstneriske Kampe havde for hans Øre alt for haard en Klang af Magtsyge og Forfængelighed. Saadan et enkelt Menneske som den unge Fyr, han nu skulde ud at se til, var jo i og for sig fuldkommen overflødig for det, man yndede at kalde Menneskehedens Udvikling; han betød mindre end et Fiskeæg i Havet, naar man brugte denne Udvikling som Maal. Men havde dette menneskelige Fremskridt selv noget Maal? Og var dets rette Dommer alligevel ikke de rent menneskelige Følelser, som knyttede sig til hver enkelt lille Individ? De Følelser var ofte meget flygtige, men de bestod dog deres Tid, havde gjort deres Nytte, et Minut, en Time, et Døgn eller længere; hvad var varigt undtagen det kolde Hav og den haarde Sten? Som Læge havde han vandret 150 Vejen, der laa imellem Svagheden og Døden, og set mangen en menneskelig Følelse skyde frem som en Blomst paa Træet. Om den var nok saa uanselig, og om den — som de fleste af Livets Blomster — ikke naaede at bære Frugt, den havde dog haft et Øjebliks Betyd ning — og der var da endelig ogsaa Blomster, som kom til at bære Frugt, Frugt for det Liv, som var enkelte Menneskers og det eneste, der virkelig var Liv. Kollektivt Liv var Vrøvl... Knægten derude havde i hvert Fald en Mo der...

Doktoren standsede ved Fængselsporten og ringede paa.

Vagten kendte ham og gav ham Lov til at komme ind i den aabne Klostergaard. Et Par enkelte Gasblus brændte i de fliselagte, over dækkede Gange, der løb rundt om Gaardspladsen; ellers var der mørkt.

Og bitterlig koldt, tænkte Doktoren. Han skimtede, at der var fuldt af Mennesker i Gan gene og at mange af dem laa ned.

„Der er ikke Plads inde?“ spurgte han Skild vagten, som stod paa Post.

„Nej —. Men de fleste af dem holder ogsaa mere af at ligge herude.“

„At sige ikke, naar det er saa koldt,“ tilføjede han med et lille Grin og var lige ved at 151 stikke sin forfrosne Næse op i Ansigtet paa Doktoren.

Slutteren kom til.

Doktoren nævnede Knuds Navn.

„Jeg skal raabe ham op!“

„Vent lidt,“ sagde Doktoren, „sig mig, sover de her om Nætterne — paa de bare Fliser?“

Den anden trak lidt paa det: „Ja — de fleste har jo Raad til at købe sig en Madras og et Tæppe. Jeg kan nu ikke huske, hvordan det er med ham rigtigt.“

„Naa, maaske De saa vilde kalde paa ham?“

Slutteren strakte sin Lygte lidt frem for sig og raabte højt Knuds Navn. Der kom nogen Bevægelse mellem de Skygger, som endnu gled frem og tilbage inde under Halvtagene.

Manden gik videre med sin Lygte og raabte Navnet igen.

Nogle underligt blege Stemmer derinde fra gentog velvilligt Navnet, øjensynligt i Haab om at faa deres Hjælpsomhed lidt belønnet.

„Nu kommer han,“ meldte Slutteren.

Doktoren gav ham lidt Sølvpenge til sig selv og en Haandfuld Kobber til de andre arme Sjæle.

Saa stod Knud for ham.

152

Doktoren tog ham med ud i den aabne Gaard til en Lygte, dér stod.

Knud var nærmest Skind og Ben. Han havde en Sixpence trukket langt ned i Nakken og en tilknappet tynd Jakke sladskende om sig.

„Er der Vest under?“ spurgte Doktoren.

Knud rystede paa Hovedet.

„Jeg fryser fordærvet,“ sagde han bare med et helt ondt Blik.

Doktoren sáa ham ind i Øjnene og tog hans Haand.

Den var klam og kold. Men at Pulsen var normal, følte Doktoren med det samme.

Han stod lidt uden at sige noget.

Knud sáa urolig paa ham.

„Doktoren vil da hjælpe mig?“ spurgte han helt klynkende.

„Ellers fryser jeg fordærvet,“ gentog han, næsten hidsigt, da Doktoren tav.

Doktoren vidste, hvad det vilde sige, naar der ligesom lagde sig en sviende Istap omkring selve Livsvarmen. Det var ubetinget saa sløjt med Knud, som han aabenbart selv aldrig havde drømt om, at det kunde blive. Men syg var han ikke. Derfor virkede Kulden paa en Maade endnu haardere.

„Doktoren hjælpe mig“ ... det lød helt tiggeragtigt i Klangen.

153

„Bare den ene Gang endnu ... at jeg kunde købe mig en Madras ...

Og et Tæppe,“ kom det hurtigt efter....

„Og saa en lille Smule til lidt mere Mad ogsaa,“ blev han ved.

„Og lidt bedre Tøj,“ afbrød Doktoren tørt, „og min Mellemkomst hos Konsulen for at faa Straffen formildet og saa en god Plads og lidt Penge paa Lommen ...“

Knud sáa ganske forfærdet op; det havde han ikke ventet.

Og Doktoren tænkte ved sig selv, at da han gik herhen, havde han egentlig heller ikke ment, at han vilde handle, som det nu paa en Gang gik op for ham, at han burde. Men han var jo nu dog Gud ske Lov Læge og turde bruge en Kniv efter hurtigt fattet Skøn.

„Jeg hjælper Dem ikke denne Gang, min gode Knud,“ sagde han, „ikke med saa meget som en Madras og et Tæppe, og jeg skal sige Dem hvorfor. Det er ikke, fordi De ikke lod mig hjælpe Dem paa den Maade, syntes var den rigtige, men vilde gaa Deres egne Veje — det vilde have været det allerbedste, om De blot havde kunnet klare Dem paa egen Haand. Det er endnu mindre, fordi jeg tit til ingen Nytte har gjort hvad De bad mig om. Lige saa lidt skal det være Straf, fordi De lønnede 154 mig med at ville stjæle hos mig, da De syntes, det var nemmest for Dem dér. Jeg kender overfor Dem, min gode Knud, hverken krænket Forfængelighed eller nogen Form af Hævngerrighed. Men for Deres egen Skyld skal De nu engang for alle vænnes af med det, man slipper til, enten det saa er at stjæle eller laane Penge eller springe om som herreklædt Lønslave. De skal spore Følgerne af Deres Dumheder paa Deres fordi den er det eneste, De kan straffes paa, da Moral er bleven Dem et terra incognita, hvad den vel for Resten altid har været. Og De skal straffes paa Kroppen ikke med nogle Omgange Klø, for de bliver for brutalt afleveret og gaar for hurtigt over til, at de kan hjælpe; deraf blev De blot opsternasig. Men den langsomme, daglige Sult og Kulde, som De selv har forskyldt, og som De maa klare Dem igennem selv — den blive Hjælpen for Dem, den Hjælp, som kun Straf kan blive. Eller ogsaa maa De krepere. Hvad jeg nu ikke tror, De gør. — Har De forstaaet et Muk af alt dette her?“

Knud tænkte bare paa, at han frøs saa forfærdeligt og nu altsaa ikke vilde faa noget Tæppe.

Han svarede ikke.

„Ja, det kan ogsaa være lige meget,“ sagde 155 Doktoren, „De skal ikke forstaa dette her med Deres Forstand, men simpelt hen ved at De æder Dem igennem det. Og hvis det ikke lykkes, saa har der ikke været noget at stille op.“

Knud sáa paa Doktoren med klaprende Kæber og dirrende Mundvige; han kunde have klamret sig til den gamle Læge, bare for at faa det Tæppe. Men han turde alligevel ikke.

„Jeg fryser fordærvet,“ var det eneste, han fik frem igen en Gang.

„Saa De fryse fordærvet,“ sagde Doktoren roligt. „Men naar De nu alligevel ikke gør det, fordi det er utroligt, hvad et Menneske kan udholde, der baade og vil, og naar De er bleven fri Mand igen, saa staar mit Hus Dem aabent som Deres bedste Vens. Naar De da kommer til mig, véd jeg nemlig, det kan nytte at gøre noget for Dem. Saa har De kunnet gaa noget igennem, ikke alene fordi De maatte det, men fordi De vilde det. Og saa skal der ikke mangle Dem paa al den Hjælp, som jeg kan give. Paa Gensyn Knud Holter!“

Dermed gik Doktoren.

Men Knud gav sig til at tudbrøle som et Barn....

Ingen hindrede ham i at blive ved at græde, saa længe han overhovedet kunde; ikke et 156 Menneske vendte Hovedet efter ham; Folk herinde kunde te sig ganske anderledes forrykt.

Tilsidst var Knuds Graad ligesom gaaet i Staa af sig selv; han smed sig paa de bare Stene og ventede blot, at hans Krop skulde blive saa kold, at Livet hørte op; varmt Blod syntes han slet ikke mere, at han følte i Aarerne.

Trods alt faldt han i Søvn og vaagnede igen til sin egen Forbavselse ...

Og saa begyndte Dag at gaa efter Dag som en uafbrudt Kamp mod Kulde og Sult under andre Menneskers fuldkomne Ligegyldighed.

For der var ikke en i Fængslet, som gav ham en Krumme af den Mad, han selv kunde spise, eller en Flig af det Tæppe, han selv skulde svøbe sig i. Og ingen ynkede ham, fordi enhver især forekom sig selv mest ynkværdig. —

VII

Knud følte en Tid lang et bittert Had til Doktoren og fandt, han var en ondsindet Bøddel, der naturligvis alligevel havde villet hævne sig.

Naar han pintes af Kulden og Sulten, den 157 fuldkomne Uvirksomhed og lige saa fuldkomne Mangel paa Deltagelse, kunde han som et dybt krænket Barn ønske sig Døden for at straffe Doktoren for al hans Haardhjertethed.

Men Manden havde jo selv sagt, at hvis Knud ikke kunde staa dette her igennem, betød det, at der under ingen Omstændigheder havde været noget at stille op med ham! Det var ligefrem ikke rigtig muligt at komme nogen Vegne med det Had til Doktoren ...

Og lidt efter lidt gik Knuds Medynk med sig selv og sin Skæbne over til et trodsigt Forsæt om, at stod han end forladt af alle Mennesker, vilde han alligevel ikke give fortabt.

Der kom ogsaa Dage, hvor Vejret var mildere, og Sulten vel ikke hørte op men dog lod være med at murre altfor galt.

Naar Knud da fandt sig en Plads i en Smule Solskin, kunde der endog brede sig en ejendommeligt behagelig Følelse i hans Sind: han var saa overraskende alene som ingensinde tidligere i sit Liv, alene med sig selv, som det hed med en Vending, han egentlig aldrig før havde forstaaet.

Noget af det meget, Knud havde villet bede Doktoren om, var Penge til Papir og Frimærker, for at kunne skrive hjem. Han havde allerede forestillet sig, hvordan han vilde skrive 158 til sin Moder, ubehersket og inderligt, trygle hende om Tilgivelse og putte sig hos hende som dengang, han var Barn.

Nu brugte han sin sidste Kobberskilling til et Kort, hvorpaa han blot skrev mange Hilsener, og at det gik ham godt i sin Plads.

Naar han fik dette gaaet igennem, skulde han nok skrive udførligt, men uden Klage.

Og uden Anger — for det, han stod i nu, var en Kamp for at redde sit Liv. Og det havde den gamle sagt meget rigtigt, at hvis han bestod den, havde han erhvervet sig Retten til at leve ved at vise Viljen til at leve.

Saa skulde han ogsaa tage fat.

Afmagret og kraftesløs vilde han være, naar han engang slap ud herfra; men noget følte han, at han vilde have vundet, som nok skulde hjælpe ham til at faa de legemlige Kræfter igen. For dem maatte han have, som da han svang Skovlen og Hakken inde i Byens Gader. Og ud i Naturen maatte han med sine Kræfter, som Doktoren ogsaa havde ment det. Det vidste han jo godt fra andres Fortællinger,, at herovre var der endnu Natur, ude paa de store Sletter kæmpede Landnamsmænd med Naturkræfter, der gav med overdaadig Miskundhed og røvede med uhjælpelig Haardhed. Den jomfruelige Jord skulde kunne bære 159 i en Fylde, der berusede alle Menneskenes vegetative Drifter, og Tørke kunde dække de afsvedne Sletter med døde og døende Dyr, som maatte forgaa for Naturens følelsesløse Magt.

Alt det havde han hørt om med sit Øre — aldrig før forstaaet med sin Sjæl.

Men nu, da han værgede for sit Liv imod al Tilværelses elementæreste Fjender, Kulden og Sulten; nu, efter at han havde prøvet det Arbejde, som Doktoren kaldte for det egentlige, hvor Lemmerne blev lagt i, saa Sveden sprang; nu følte han en Trang til netop gennem saadant Arbejde at faa jaget denne Sult og denne Kulde langt ud over store Sletter i en frugtbar Kamp paa Liv og Død.

Holde ud, passivt taale og lide maatte han endnu, narre Sulten og Kulden for saa mange Kræfter som muligt, indtil Øjeblikket kom, hvor han kunde vende Spydet om og gaa angrebsvis til Værks..

Da Knud, efter udstaaet Straf, igen stod paa Gaden, vidste han, at der kun var et eneste Sted i Verden, hvor han baade skulde og kunde gaa hen.

Og da han forlod Doktorens Hus, havde han for første Gang i sit Liv lært, hvad Taknemmelighed vilde sige. Det var en dyb Erkendtlighed 160 imod et andet Menneske, som gjorde en det muligt at gøre, hvad man selv fandt rigtigt og fremfor alt nødvendigt....

Efter at Knud havde faaet lidt Huld paa Kroppen og den nødtørftigste Ekvipering, tog han ud i Plads paa Landet.

Den allerførste Dag blev han sat til at indfange et Par af de løst græssende Heste, og faa dem spændt for en Plov, som han skulde pløje med.

Uagtet det var gamle, tamme Dyr, vilde det uden en indfødt Arbejders Hjælp ikke være lykkedes ham, og han rystede af Udmattelse, inden han fik Hestene fat og Seletøjet lagt paa dem.

Da han, ganske ene, uden at kunne øjne noget andet Menneske, var begyndt at pløje, og Hestene rendte fuldkommen rundt med ham, var der Øjeblikke, hvor han troede, at han maatte lade det hele fare og blot se at vinde tilbage til Gaarden for at faa Hjælp til at samle Dyrene sammen igen.

Men han blev. Og om ogsaa det var meget lidt og meget daarligt Arbejde, han fik gjort, naaede han dog til, at det blev ham, der fik Styr paa Hestene, og ikke de paa ham.

Den Dag blev siden efter Knud et Sindbillede for hele hans Liv ude paa Sletterne.

161

I lang Tid stillede saa at sige hver Dag ham Opgaver, som han paa Forhaand fandt umulige at løse, men hvor det dog til at begynde med lykkedes ham ikke helt at blive kastet af. Lidt efter lidt arbejdede han sig siden frem til at faa Kram paa Tingene.

Han var anspændt og maatte holde ud, blev sulten og træt, spiste sig mæt og faldt i Søvn.

Det var noget lignende, som da han arbejdede med Asfalten inde i Byen, men herude kom saa meget andet til.

Først og fremmest Fornemmelsen af de hundrede Mile Land og Land omkring ham og de tusinder paa tusinder Mile Luft og Lys over ham.

Dernæst en Følelse af Ligevægt hos de Mænd og Kvinder, som levede og arbejdede herude, uanset deres Vrede og Glæde, Kiv og Skuffelse, Bekymringer og Længsler. Deres Sindsbevægelser ligesom faldt til Leje i en vis Livets Selvfølgelighed. De havde alle over sig noget af deres Børn, der trivedes mellem Mennesker og Dyr, under Vejrligets og Aarstidernes Vekslen, som Planter, der voksede. Menneskenes Dage ude paa de store Sletter kom og gik som Aandedrættet i deres Legeme.

Knud brugte al den Viljekraft, han raadede over, alt det forskelligartede Arbejde, han 162 efterhaanden lærte at magte, al den Mad og Søvn og Hvile, han kunde opdrive, til at kæmpe sig hen imod denne rhytmiske Ro, som prægede de andre.

Men efterhaanden vandt han den sammen med Overlegenheden over Arbejdet og Kræfterne i Kroppen, der gjorde ham jævnstillet! med Menneskene omkring ham.

Herude arbejdede Mand og Hustru sammen med deres Børn under Naturens Bistand eller Modvilje, som et Samfund, der hurtigt forekom ham at være det eneste rimelige.

Den store By, der havde været hele hans tidligere Tilværelse, mærkedes kun som en fjern Guldmølle, hvori Udbyttet af Sletternes Arbejde formaledes. Om Møllerfolkene derinde maaske tog lidt rigeligt for deres Virksomhed, behøvede man ikke at regne saa nøje, fordi Naturen, som Menneskene herude bekæmpede og tjente, dog til syvende og sidst var den rette, uudtømmelige Guldkilde.

Og til Naturen hørte Dyrene, hvis Temperament Knud maatte lære at forstaa, Dyrene, som Mennesker havde levet sammen med i tusinder af Aar, men som nu efterhaanden de store Byer fik Millioner af dem spærret ude fra...

Han havde hurtigt faaet Heste købt for de 163 Penge, han kunde spare sammen af sin Løn, og arbejdede saa hele Aaret rundt som Pløjemand for andre. Men allerede dengang drømte han sikre Drømme om Land at bebygge og dyrke for sig selv.

Og efter et Par Aars Forløb kunde han begynde at leje Land.

Ofte kom han til at smile ved Tanken paa det, han i gamle Dage havde kaldt for Arbejde, oven i Købet finere Arbejde end hvad der nu optog ham og udviklede ham fra Dag til Dag. Lektielæsningen i Skolen, det juridiske Studium paa Universitetet, Sagerne fra Prokuratorkontoret, selv virkelig „aandeligt“ Arbej de, som han indirekte var kommen i Berøring med — altsammen syntes det ham nu at være en Tjener, som paa mange Maader havde gjort sin Herre fattig, spærret ham inde i Stuer, over nogle nyttige men flere unyttige Skrifter og Protokoller og Lister, holdt ham borte fra den frie Sol og Vind og Væde, dræbt det umid delbare i hans Samkvem med Mennesker, gjort Livet indviklet, uroligt og inderst inde uforstaaeligt, fordi alle disse Bøger vilde prøve paa at forklare, hvad der ifølge sit Væsen var uforklarligt.

I de store Byer herskede dette kunstige Arbejde med hele sit Tyranni og søgte at brede 164 sig videre og videre for efterhaanden at lægge hele Jorden med alt Land og Hav under sig. Endnu var det Mennesker muligt at redde sig fra dette Tvangsherredømmes Greb, saaledes som han selv havde kunnet det; men Aar efter Aar sugedes i de gamle Lande flere og flere Mennesker ind til de store Stæder, som tog deres Kraft og degenererede deres Efterkommere; Aar efter Aar fik Storbyen ædt sig længere og længere frem og dybere og dybere ind i Landet derude.

Stundom kunde Knud give sig til at fantasere over disse store Byers Skæbne, naar Nemesis engang ramte dem i Skikkelse af det sociale Opgør med Baal og Brand, saaledes som det sikkert maatte komme. Da vilde Verden genlyde af Ødelæggelser og Rædsler, som kun den almindelige Udmattelse fik bragt til at ophøre. Og kunde Ploven da ikke igen en Gang i Verdens Historie komme til at gaa hen over Millionbyers sammenstyrtede Ruiner? Kunde Frelsen for Menneskeslægten ikke endnu en Gang komme ude fra det store Land og det enfoldige Arbejde?

Menneskene paa de store Sletter var saa vist ingen Engle, men heller ingen hovmodige Hjernemaskiner og Eksperimentmagere med Livet; de var heller ikke Slaver af kunstigt udstykket 165 og pinefuldt Arbejde, som ingen anden Himmel hvælvede sig over end den, Folk prøvede paa at spekulere sig til — hvis de ikke opgav det hele og lod staa til i en Pengejagt, der var blottet for enhver Idé, undtagen Misundelsens.

Ude paa de store Sletter blev Menneskenes Penge til Land, man kunde se for sine Øjne, og som man lagde alle sine Lemmers Kræfter i.

Aldrig havde Knud inde i Byen øjnet et saa anskueligt Maal, hvori der var saa klar en Begrænsning, saa uudtømmelige Muligheder og saa sikker en Forbindelse med Naturen om en og i en.

Han kom til at elske Penge, som alle andre herude paa Sletterne elskede Penge, fordi de kunde blive til Land.

Heri var der noget af det uendelige indenfor den Synskreds, ens Blik kunde beherske, heri var der Fantasier, som kunde ses med blotte Øjne, Fremsyn, man kunde pløje op med egne Hænder, intet Fantasteri.

Der var en Bog, som handlede om Sletternes Historie, Kampene med Indianerne, Jordens Opdyrkning, Dannelsen af Bondestanden dér. Den forherligede de hvide Mænd, som fortrængte Urbefolkningen, og deres Kulturs 166 Overlegenhed overfor Naturfolks Levevis. Tilværelsen begyndte for den Bog med Bonden og endte med Bonden. Knud sáa klart dens Naivetet, men læste den med Forkærlighed. Dens Tro var styrkende. Styrkende for hans Virken i det Arbejde, han havde formaaet at gøre til sit, og som han øvede uden at stirre fremad eller skele til højre og venstre for at opdage dets Berettigelse og Forbindelse med anden Livets Gerning. Der var en berømt Devise som hed: Ved at holde ud —! Dens Værd for Livet havde han heldigvis lært at kende. Men hvis han selv skulde vælge en Devise, vilde den komme til at hedde: Ved at søge til Bunds — helt og holdent og alene dykke ned i!

I de lette Arbejdsmaaneder, og naar Aftenerne var lange, læste baade Knud og de andre ude paa Sletterne Bøger, lige til hverken Bind eller Blade kunde mere. Saa maatte han stundom tænke paa de mange dannede Folk hjemme, der læste Bøger, som de øvede en Færdighed — med Kunst, Kritik og Overlegenhed. Deres Udbytte af Læsning blev Komplimenter til deres Intelligens og Finfølelse. Herude gik Bøgernes Indhold ind i Menneskenes aandelige Stofskifte, som Fødemidler blev optaget af Legemet, uden mindste Smule litterær Betragtning og Vurdering. Bøger var aldrig udskilte

        

167 fra Livet og stod paa Hylder med Forfatternavne tydeligt paa Ryggene. Her var de navnløse, aandelige Foderstoffer af forskellig Kvalitet og til forskelligt Brug.

Knud hørte ikke til de mange herude, der brugte Bøgerne som Næring for en Trang til Fantaseren.

Den Trang tilfredsstillede han ved Hjælp af Moderen hjemme og det gamle Land.

Hende sendte han Brev paa Brev og Penge til Stads. Og naar hun henrykt protesterede imod hans Gaver, var han ikke bange for at prale utilbørligt i Skildringen af sin hele Stilling.

Hun blev hans ganske uforstandige Længsel. Overfor hende og det gamle Land kunde han beruse sig i Ord, han ellers aldrig brugte. Hvert nyt Brev hjemme fra glædede han sig til som til sin Fødselsdag, da han var lille.

Og Moderen skrev flittigt, bad, om der ikke ogsaa kunde falde lidt af til Søsteren og udtalte sin Beundring for Sønnens Fremgang i samme Vendinger, som hun brugte om sine Klæder.

Altid udtrykte hun sin Sorg over, at hun ikke kunde komme paa Besøg hos sin Søn og se hans Hus og Marker og Heste, som hun nu havde fortalt andre saa meget om herhjemme. 168 I det hele taget vilde det have været hendes største Glæde at rejse over og se, hvor godt det var gaaet ham, tilmed da hun jo elskede Landet. Knud kunde have omfavnet og kysset hendes Breve: den lille Moder hjemme med den fine Hat, der havde kostet saa megen Bekymring, med de altid lidt for smaa Sko, og som elskede Landet, naar Faderen om Søndagen kørte hende paa en lille Lejevogn gennem Skov og mellem fine Marker fra og til en mondæn Restauration! Hun sáa i Aanden sin Søn som en lille velhavende Proprietær i hjemlig Stil. Og saa tænke sig, hvis hun kom herover! Hvis hun sáa det Hus, han selv havde bygget og endnu boede i, klinet op af Ler, med en Bræddedør og et Vindue, uden Loft, Gulv eller Skorsten, inddelt i et Sovekammer og et Køkken, uden Stalde, blot med en indgrøftet Fold nær Huset, hvor Heste og Kvæg, som altid gik ude, kunde lukkes inde bag en høj, stærk Vold, uden Lade og Lo, da alt Korn blev tærsket straks paa Marken og solgt straks til Møller eller Købmand. Hun vilde sikkert græde i Stedet for at glæde sig; hun vilde finde det ubeskrivelig sørgeligt, at hendes Dreng, som havde Studentereksamen og skulde være bleven en fin Sagfører, maatte leve saa usselt. Hun vilde ikke forstaa, at Huset

        

169 herovre kun var et Køkken og et Ly mod Solhede og Nattekulde, at Naturen var Knuds virkelige, rette Bolig, hvis Sale smykkedes med Billeder af Møje og Ængstelse, Kamp og Fremtidsdrømme. Han elskede sit Hus' nøgne Vægge og den Mangel paa alt ud over det nødvendigste, hvori han levede; den var det just, som gav ham Evnen til at sætte alting ind paa Fremtiden og til at fantasere med sin Moder. Men selv om hun kom herover, naar han engang havde faaet meget mere Land og ganske andre Bygninger, vilde hun have set alt, hvad der for hendes Øjne overhovedet var at se, i Løbet af nogle Timer, og have fundet det altsammen frygteligt. Den usynlige Storhed i Arbejdet og Forholdene vilde hun lige saa lidt kunne øjne som de endeløse Sletters ensformige Majestæt. Og Følelsen af, hvorledes Naturens Vælde her kunde holde Menneskenes Skæbne i sin Haand, den, som for de andre blev noget af en stille og ydmyg Tilbedelse, vilde for hende kun være som Rædslen for at faa sit Tøj spoleret af en Stormbyge paa en Udflugt, hvor man ikke kunde søge Ly. Hendes Kærlighed til Sønnen vilde faa hende til at ynke ham; Knud kunde allerede tænke sig hendes Planer om at faa ham til at sælge og

        

170 tage til Byen for at søge en pæn Stilling, nu, han kunde raade over lidt Penge.

Den kære Moder — hun skulde aldrig nogensinde komme herover, men Knud skulde komme hjem til hende med Penge paa Lommen og gøre alle hendes Daarskaber med!

Det mest henrivende ligegyldige Nyt hjemme fra skrev hun til ham, og de mærkeligste Ting spurgte hun ham ud om.

Knud smurte frisk væk paa i sine Svar. Kun en Ting, som Moderen hyppigt følte sig for om, gled han let hen over. Det var Spørgsmaalet om ham og Kvinderne. Ikke fordi han paa det Omraade mente at have noget at skjule, men fordi Kvinder i disse Aaringer kun yderst sjældent og flygtigt havde beskæftiget ham. Hans Arbejde med at samle Penge for at vinde Land tog saa at sige alle Følelser og Tanker, undtagen dem, han sendte hjem. Efter Forholdene ude paa Sletterne betragtede han nærmest Kvinder som det sidste af Besiddelse, man naaede til.

De store Sletters Kvinder var gifte Koner eller Døtre under Fædres Varetægt, og faatallige løst stillede Kvindfolk, der gled ind under deres Husbonds Magt og Beskyttelse, som alt andet levende i hans Økonomi. Alle Kvinder herude paa Sletterne arbejdede, Mændene 171 værdsatte dem for deres Arbejde og blev afhængige af dem som Mænd. Rent selvfølgeligt vogtedes der over, at ingen uvedkommende traadte anden Mands Kvinde for nær, hun være sig gift eller ugift; hvis det alligevel hændte, betragtedes hun som en Hest, der havde vist sig usikker.

De store Sletter havde en altid genfortalt Roman. Bestandig vendte man tilbage til den med stadig nye Varianter; Knud tænkte, at i gamle Dage vilde den være bleven til en Folkevise.

Den handlede om en stor Landhandlers europæiske Hustru, der lod sig bortføre af en ung, indfødt Arbejder. En modig Ven af hendes forsagte Mand fik med Livsfare hentet hende tilbage fra den Gaard, hvor hendes Elsker havde søgt Tilflugt med hende blandt andre løse Fugle. Da fortvivlede hun over sin vanærende Afhængighed af den unge Mand og angrede bittert og længe; men den tynde, snoede Ring, som hendes Elsker havde sat paa hendes Finger, kunde hun dog ikke kaste fra sig. Og med den drog han hende tilbage. Hun lod sig atter bortføre og til en fjern Provins, hvor Elskeren saa forlod hende. Da hun forkommen og elendig vendte tilbage og for anden 172 Gang blev taget til Naade af sin eftergivende Mand, tvang andre Menneskers Foragt dem bort fra Egnen. Langt borte i det fremmede døde han, og hun blev til et Vrag, der gik fra en Mands Arm til en andens.

Den Fortælling rummede alt, hvad de store Sletters Kvinder og Mænd krævede, baade til at gruble og drømme over og til at vinde igen den Ligevægt, som de følte var nødvendig for deres Liv. Der var Elskovens dunkle Magt i den omstrejfende unge Indfødtes Skikkelse; der var dens korte Fryd og bitre Efterve. Der var den tapre Mands Overlegenhed, den svages Uværdighed; der var Kvindens pinefulde Stemningsskiften; der var Samfundets Moral, hvis Brutalitet blev fundet sund og rigtig, ti Brutaliteten føltes som rette Ballast i det Samfundets Skib, der ellers vilde gaa til Bunds under Følelsers og Stemningers Forskydning.

Naar Knud engang imellem var inde i den lille By omkring Kastellet, der havde tjent til Værn mod Indianerne, hændte det, at han stødte paa et omstrejfende Pigebarn af Helblod eller Halvblod.

Under hans Ridt hjemefter, ud over Sletterne, kunde Mindet om hendes Favntag bølge i hans Blod og hans Tanke. Dage efter blev 173 der endnu noget deraf tilbage som et stille Smil, medens han gik over sine Heste, eller som en drømmende Tankeløshed i en Hvilestund; saa gled det bort i Arbejdet. Og Fremtidsplanerne om flere Heste og Penge og først og sidst mere Land blev ham atter det eneste hørlige Taktslag i hans Liv.

Indtil en Dag, han skulde ind med aftærsket Hvede til den nærmeste Jærnbanestation og tillige havde det Ærinde for en Landsmand at hente en ung kvindelig Slægtning, der lige var kommen fra det gamle Land.

Imellem de faa Passagerer, der steg ud af Toget, havde Knud ikke vanskeligt ved at finde hende. Stor og blond stod hun med Ryggen til ham og fik en noget kejtet Hjælp med sine Sager af et Par smaa, sortsmudskede Fyre.

Hun var kendeligt angst over de andres Tumlen med hendes Ting.

Saa talte Knud til hende i Hjemlandets Sprog.

Næsten med et lille Skrig af Glæde vendte hun sig og greb frem imod ham.

Og i samme Øjeblik, som Knud mødte hendes store og lykkelige Blik, svulmede der igennem ham et uvilkaarligt og mandligt Forsæt om, at denne unge Kvinde, der taknemmelig tyede ind til ham, skulde blive hans. Netop 174 hans ligesom hans Kræfter og hans Jord og hvad andet, han følte som sit og sit alene.

VIII

Grete var en tyveaarig Bondepige og faldt til Rette i Livet paa Sletterne saa ganske af sig selv, at Knud kunde smile af Glæde over det. Hun fandt Levemaaden meget simpel imod hjemme, men spiste med god Appetit; hun syntes, Boligerne var altfor tarvelige, men fandt sig dog til Rette i dem; hun arbejdede med ganske samme Selvfølgelighed, som hun spiste, drak og sov.

For Resten mærkede Knud straks, at hun var sky af Natur.

Det lykkedes ham slet ikke at fremkalde hos hende noget, der mindede blot en lille Smule om det jublende Blik, hvormed hun havde set paa ham den allerførste Gang, hun ude paa Jernbanestationen vendte sig om efter hans Stemme.

I det Blik havde der været en rent umiddelbar Lykke over at blive hjulpet af en Mand, hun trygt turde betro sig til — og netop den 175 Lykke var det, som havde betaget Knud. Dette Blik var kommet som en Øjeblikkets Aabenbaring, en Forjættelse, som den uberørte unge Kvinde ikke selv havde anet.

Ti uberørt var hun, saa sikkert som de kaade Kviekalve, der løb omkring paa Sletterne. Det sporede man paa hendes Latter og den Blanding af Ubekymrethed og kilden Skræmthed, som var hendes Væsen.

Knuds Tanker fyldtes efterhaanden af hende paa en helt drømmerisk Maade.

Naar han vaagnede om Morgenen, var det, ligesom noget andet vaagnede med ham og blev hos ham hele Dagen, et andet Liv end det, han levede med sit Arbejde, en anden Verden end den haandgribelige, der omgav ham, et noget, som egentlig ikke var, og dog bemægtigede sig hans Sjæl, saa at al hans Gerning blev det underordnet. Ofte var det en almindelig Stemning, der gennemtrængte hans Sind, som Luft og Lys en Stue, hvor Vinduet bliver lukket op; men det kunde ogsaa være bestemte Erindringer om den unge Pige, der dukkede frem uden nogen af ham selv forstaaet Sammenhæng, stundom lige saa hurtigt svundne, som de var komne, æggende, foruroligende. Eller det kunde være klare og bestemte Minder, som han vilde fantasere videre paa, men 176 som tog Magten fra ham og førte ham ud i en brusende stor Længsel efter blot at se hende, være i hendes Selskab, høre hendes Stemme, sidde hende nær.

Han lo af sig selv og var lykkelig over at kunne le af sig selv.

Knud maatte mindes den eneste Gang, han hjemme egentlig helt havde været forelsket. Da var han en sekstenaarig Skoledreng og kæmpede alle sine stærkt begyndte Drifter ned for at skrue Følelserne for en ung jævnaldrende Pige op til en Højde, hvis Hysteri betog ham ganske. Indtil den unge Dame en skønne Dag fornuftigvis forlovede sig med en ti Aar ældre Mand, der hurtigt puttede hende i Bryllupskarethen. Til Trods for al uvidende Overspændthed og latterlig Umodenhed havde der dog i hans Følelse dengang været noget mere end det, han siden havde kendt, naar han tumlede sig med løse Pigebørn og faktisk levede sit Liv med dem uden noget Forhold til andre Kvinder end af og til en flygtig Balforliebelse. De stadigt skiftende, forskellige Pigebørn havde op og ned moret og kedet ham, interesseret ham og forekommet ham utilladeligt banale; de havde kunnet henrive hans Sanser; men det var overmaade lidt af dem, der blev hængende ved ham, naar han var 177 skiltes fra dem. Tilsidst havde Kvinder hjemme staaet for ham som det virksomste men ogsaa kostbareste og vanskeligste Led i Livsnydelsernes Kæde paa en Strugglers Vej. Undtagne var alene Moderen, der stod ganske for sig selv paa den ene Side af hele Tilværelsen, og saa Søsteren, som han aldrig naaede til at betragte som Kvinde.

Indtil Katastrofen kom, og han blev smidt ud af det saakaldte gode Selskab.

Da havde han om Bord paa Skibet til det fremmede Land drømt hadefulde Drømme om at kunne bruge sit Kvindetække, til at gøre et glimrende Parti ovre i Guldlandet; mangen Eventyrer var naaet frem ad den Vej. Med et næsten fortvivlet Raseri sáa han mellem første Klasses Passagerer en mørkøjet ung Dame, der, til Trods for Svælget mellem hende og anden Klasses Passagererne, kendeligt havde kastet sine Øjne paa ham. En af Styrmændene fortalte ham, at den gamle Herre, til hvis Arm hun støttede sig, medens mangt et Blik forvildede sig over til Knud, var hendes Fader, en meget rig Mand, som fra en Europatur nu vendte hjem. Paa en af Rejsens Mellemstationer gik Fader og Datter fra Borde, uden at Knud havde faaet vekslet et Ord med den elegante unge Frøken; men da der ved Landgangen 178 bød sig en Lejlighed dertil, havde han frækt grebet hendes Haand og faaet et endog meget varmt Tryk igen. Hvor bestialsk, tænkte han dengang, havde ikke hans Pengemangel hindret ham i at vinde en maaske glimrende Chance, og hvor bittert trøstede han sig ikke med en Handelsrejsendes utro Kone, der søgte Glemsel for sin kortspillende og udsvømmede Mand hos det slanke unge Menneske!

Alle sine Kvindeerfaringers Hab und Gut havde Knud ført over i det nye Land og dér blot yderligere lært at bruge Kvinders Svaghed til ganske utilsløret, økonomisk Fordel — som saa mange andre, der var Mænd af Køn.

Det kunde krybe i ham ved Tanken nu.

Somme Tider syntes han, at han ikke kunde haste nok med at faa Minderne om al den Elendighed tilintetgjort for Tid og Evighed.

Men der var andre Mænd ude paa Sletterne, som havde faaet Øje paa Grete og begyndte at lægge an paa den unge Pige.

Knud følte Uro og Skinsyge gribe sig, saa meget mere, som han slet ikke var klar over, hvor han havde hende.

Hun var ligelig og vel tilfreds, blev kun overgiven sammen med andre, unge Kvinder. En enkelt Gang syntes det Knud, som om hun undgik ham.

179

Med de andre Mænd, der søgte at behage hende, snakkede hun lige saa ligefrem som med ham. Engang imellem kunde Knud falde i Staver over et Udtryk i hendes Øjne, naar de sad sammen, nogle Stykker, og hun, medens der blev talt omkring hende, sáa paa ham eller en af de andre Mænd.

Det var et Udtryk, som Knud svagt mindedes fra andre Kvinder, et ubevogtet, forskende, som om de, uden at kunne ses, stod og såa paa Mændene med en rolig og praktisk Nysgerrighed.

Et Nu efter kunde dette Udtryk være borte, øjensynlig uden at Grete selv vidste, hvad der var draget igennem hendes Sind som Skyggen af en Sky over Sletten.

Knud ærgrede sig over at føle Skinsygen mere og mere faa Tag i ham. Han forekom sig selv mere latterlig end egentlig nødvendigt, naar han søgte at finde paa smaa Opmærksomheder eller Gaver for at indsmigre sig hos hende og stikke de andre ud. Men til Trods for al Latterligheden kunde han slet ikke lade det være. Han drev det endog til at pynte sig for at behage hende, og søgte at vise sig for hende i Situationer, som han mente, hun maatte synes om. Tydeligere og tydeligere følte han, at, enten han vilde eller ej, maatte han gaa den hele 180 Skala af mandlige Tilnærmelsesforsøg igennem, saaledes som Naturhistorien nu engang foreskrev dem.

Efter en Dag, hvor han havde maattet anstrenge sig særligt overfor hende, greb oprigtig Ærgrelse ham over, at de Tider var forbi, der slet ikke laa saa langt tilbage herovre, da man vandt sine Kvinder gennem Kamp med andre Mænd og Rov. Det havde dog været ægte menneskeværdigt at strække et Par Rivaler til Jorden, og saa faa Grete op paa Hesten! —

Efter Høsten blev der i Følge hævdvunden Skik festet i et Krat nede ved en Flod. Folk var kommen sammen fra mange Miles Omkreds og havde slaaet Lejr, for at blive der nogle Dage. Der blev spist og drukket, holdt Taler, leget og danset.

Knud dansede ikke, fordi nogle af de andre unge Mænd havde haft Held til at faa fat i Grete, og hun dansede med dem paa en Maade, som Knud hurtigt fandt støjende og næsten ved at blive upassende.

Han søgte bort fra Dansepladsen og drev uvillig omkring.

Da han sáa Grete igen, var hun alene og gik, endnu varm efter Dansen, med Hovedet en 181 Smule løftet og Blikket spejdende, omkring mellem Grupperne af Folk, der drev af Sted eller stod stille eller laa i Græsset. Af og til blev der kaldt paa hende, og hun svarede, kunde ogsaa standse og sige nogle Ord, smilede eller lo; men saa forstod hun at komme videre, bestandig med det lidt anspændte og stjaalent spejdende Udtryk.

Da slog det Knud, at det var ham, hun søgte.

Han traadte hurtigt frem imod hende.

„Grete!“ kaldte han.

Og idet hun sáa ham, kom der i hendes Øjne det Udtryk af overstaaet Skræk og Glæde, som han havde mødt i et Øjebliks Glimt den Dag, han hentede hende paa Stationen.

„Aa,“ sagde hun med en Bevægelse frem imod ham, „Du er da ikke vred paa mig?“

Og hun lukkede et Øjeblik Øjnene i Lykke over det Blik, hvormed han svarede hende.

Saa kom de andre til, og Knud fik ikke engang grebet hendes Haand.

Men om Natten, medens alle sov i Lejren, listede Grete sig med fuldkommen Koldblodighed og Sikkerhed ud til ham, som ventede hende i Brynet af Krattet ...

Da Dagen var ved at bryde frem, fik de unge Mennesker omsider sagt hinanden Farvel, 182 og Knud sáa hendes Skikkelse glide ind igen imellem Teltene.

Han fandt sin Hest, og medens endnu Fornemmelsen af hende og hendes Kys og Kærtegn sad ham i hele hans Legeme, red han paa Maa og Faa ud paa Sletten.

Længe lod han Hesten løbe i den vante Galop. Det blev ganske klar Dag, og den røde Sol ligesom hejsede sig selv langsomt op paa den skyfri Himmel over den uendelige Slette.

Baade Rytter og Hest havde Varme nok i Kroppen. Knud slog over i Skridt.

Gennem alle sine Sansers Længsel følte Knud overfor denne Kvinde en Hengivenhed, Ømhed og Taknemmelighed, som han aldrig før havde kendt.

Hin Dag, da han for første Gang havde set hende, var han bleven grebet af en pludselig og rent mandhaftig Forelskelse. Den var vakt af hele hendes Kvindeskikkelse og af det Blik og den Betoning i hendes Stemme, der, uden at hun anede det, kastede ind i hendes Kvindesjæl et Glimt, som rent umiddelbart blændede og betog ham. Og han havde ikke givet sig til at drømme og spekulere over sin Forelskelse. Han havde grebet den, i samme Nu, den opstod, med en fast Beslutnings resolute Kraft, som naar han lynsnart maatte bruge et gunstigt 183 Øjeblik til at faa Overtag over en af Slettens vilde Heste, der skulde bringes til at tjene ham: hun skulde blive hans. Han var rede til at sætte alle sine Evner ind paa Handling for at naa det Maal. Og den Styrke og Lykke, som hans mandige Beslutning fødte i ham, blev kun paa hemmelighedsfuld Maade øget af Forelskelsens Spil.

Men bagefter havde han overfor Grete lært en Ængstelse at kende, som al hans Vilje ikke havde kunnet overvinde. Og nu følte han den dybe Lykke i, at han dog til syvende og sidst kun havde faaet hendes Kærlighed som Gave. En Gave, han skulde og vilde staa til Ansvar for med alt, hvad der var hans, netop fordi den, som enhver virkelig Gave, var ufortjent.

Aldrig havde han næret en Følelse af saa vidunderlig en Frugtbarhed som hans Kærlighed til Grete.

Frugtbarhed var netop Ordet, for saa vidt som Ord var i Stand til at udtrykke det.

Frugtbar, som Jorden, han dyrkede, var frugtbar, fordi der blev lagt Vilje og Arbejde i den. Uberegnelig i sin Frugtbarhed som Jorden, fordi ingen kender Vinden og Vejret. Ingen kunde paa Forhaand maale Velsignelsens Fylde eller Skuffelsernes Bitterhed. Nuvel — det var netop Menneskets Lykke, at ingen 184 herskede over Vind og Vejr, men kun over sin egen Trofasthed.

Knud var en Virkelighedens Mand, bunden til sin Jord med den mægtige Himmel over.

Med den Pige, han elskede og skulde gøre til Kvinde, vilde han nu dyrke Jorden i det Arbejde, den gamle Doktor med Rette kaldte Verdens egentlig eneste rigtige Arbejde, og hvor Mand og Kvinde kunde være højre Haand og venstre Haand.

Sammenhæng og Helhed kunde og skulde der blive i det Liv.

Knud maatte smile: en Idéforbindelse havde grebet ham: Sammenhæng og Helhed ...! Saaledes havde de de første Ord lydt, han i sin Tid hørte af Professoren i Filosofi paa Universitetet hjemme. Sammenhæng og Enhed i Tilværelsen — var det, som Filosofien søgte, og det, som de unge Studenter skulde læse sig til under vise Mænds Vejledning.

Maaske havde Mændene været vise, men han var i hvert Fald ikke bleven vis af den Læsning.

Tilværelsen var for Knud efterhaanden blevet et lidt for stort Begreb. Han var nær ved at tvivle paa, det var en Realitet, kunde næsten tro, det kun var lærde Mænds Hjernespind, 185 hvori de søgte at finde Love, som Virkeligheden bestandig trodsede.

Hans egen Tilværelse var derimod blevet ham Problemet, hvorpaa han havde sat al sin Vilje ind foruden Spor af Læsning.

For den Tilværelse turde han nu haabe paa den filosofiske Professors Sammenhæng og Helhed.

Og med det levende Livs uransagelige Samhenhæng og Mening vilde hans hele Eksistens sikkert ganske af sig selv knytte sig sammen med andres.

Leve, forplante sig og dø — med Eftertryk paa leve — ud over den Visdom naaede Filosofien vistnok ikke ...

Knud vendte Hesten.

Men endnu lod han den roligt gaa i Skridt.

Den Nat i Fængselsgaarden, da Doktoren lod ham ene, var bleven det springende Punkt i hans Liv.

Uden den vilde Grete, om han var stødt paa hende, være bleven ham et Kvindemenneske som andre før hende.

Uden den kunde overhovedet alt godt være mødt ham i Verden, og han vilde ikke have formaaet at gribe det.

I sin Udlændighed havde han begaaet en Forseelse, der ret beset var Konsekvensen af 186 hele hans forfejlede Liv. Og da var det bleven ham beskaaret at maatte kæmpe sig igennem en Straf, der ikke humant forklarede hans Brøde og efter Bøger lærte ham at undskylde sig selv. Brutalt var han bleven tvunget til at samle hele sig selv for at undgaa Tilintetgørelse. Han havde faaet Handlingens Brød i Stedet for Betragtningens Stene. Saa var det blevet ham selv. der var kommen til at forme sin Tilværelse videre.

Og han havde kunnet gribe Lykken, da den naadigt krydsede hans Vej ...

Knud tog Tøjlerne op og satte Hesten i Galop. Solen stod højt paa Himlen, og han længtes tilbage til sin Lejr. —