Larsen, Karl Uddrag fra Aksel Halcks Optegnelser

Da jeg gik fra hende, følte jeg den sidste Rest af en hidtil ukendt Betagelse svinde ganske bort i Væmmelse og led 75 Forbavselse. Hun havde kastet sig ind til mig eller næsten kastet sig over mig med en Lidenskab, der tog mig ganske fangen. Erfaren fremfor mig og determineret som den, der nu endelig vil have sin Vilje frem og skaffe den et højst haandgribeligt Udslag, havde hun hensynsløst givet sig hen og revet mig ganske med. Men bagefter bad hun mig grædende om, at jeg ikke vilde foragte hende derfor. Og Gang paa Gang gentog hun, at hun vidste godt, hun aldrig kunde blive lykkelig, fordi man ikke vilde tilgive hende det Fejltrin, som min Fader naturligvis havde fortalt mig, at hun i sin Tid havde begaaet, men der var ingen anden, som vidste det herovre end vi og Fru Bøgelund, og man kunde ikke se det paa hendes Figur. Men naturligvis skulde hun alligevel blive ulykkelig, og jeg vilde støde hende fra mig, uagtet hun elskede mig saa vanvittig højt og gerne vilde gøre hvad det skulde være for mig ...